Nu er vi så hos vinhuset Angelo Rocca & Figli, der er medejer af Denazzi i Piemonte, men selv laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien, hvorfra denne Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection da også kommer.
Vinhuset er grundlagt tilbage i slutningen af det nittende århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte sin forretning med at producere vin. I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet og forbedrede vinproduktionen samt opbyggede en kælder i Nardò i Apulien.
I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien, nemlig ved Leverano i Salento.
I dag er det stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.
Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.
Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit , hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.
Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.
Nå, men her er det så en vin fra netop Puglia … Italiens hæl, vinen Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection, som er lavet på 100% Negroamaro, der er dyrket i Brindisi i provinsen, der ligger ved havnebyen Brindisi. Hvad navnet Fornero på vinen betyder, har jeg dog ikke kunnet opklare … men formentlig blot et brand under det store vinhus.
Og hva’ så? Vinen overrasker mig da lige totalt med duften, som ikke blot er varm, solrig marmelade, men derimod nærmest med en kølig og animalsk hestestald, masser af hestekræfter, mørk, tæt med lidt flæsk, bacon, fed frugt, sødme, solbær, brombær, kanel, kaktuspiller og en lille smule håndsæbe på den gode måde.
Jeg har godt nok serveret den en tand til den kolde side … men det fungerer i hvert fald helt fint for vinen. Smagen er moden, frugten moden … og helt klart ikke så stærk en trumf som duften.
Syren ligger lidt tilbage i munden, der er lidt pebrede tanniner og ellers er vinen let, mere syrlig end forventet, men måske ikke helt fantastisk i balance. Det er dog et vin, som smagsmæssigt overrasker i letheden … meget umiddelbar og i forhold til tilbudsprisen en ganske fin hverdagsvin.
Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 89,95 kr., men kan fås på tilbud til 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.