Tag-arkiv: Rhône

2010 Perrin & Fils, Perrin Nature Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Perrin & Fils, Perrin Nature Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigMens en lille sommerfugl smagfuldt pryder etiketten er det … i takt med sommerens forhåbentlige komme, igen tid til en vin fra Perrin brødrene Perrin & Fils, som jeg tidligere har anmeldt vine fra, bl.a. deres 2010 Perrin & Fils, Perrin Réserve, Côtes du Rhône og deres 2009 Château de Beaucastel, Coudoulet de Beaucastel, Côtes du Rhône Rouge. Her er vi dog ovre i en vin udelukkende på økologiske druer, og i det hele taget går man meget op i økologi hos Beaucastel.

Der har ikke været brugt kemisk gødning (hvad angår Beaucastel) siden 1964. I stedet har man fundet ud af at bruge en blanding af fåregødning og resterne fra det forrige års druepresning.  Herved opnår man, at jorden automatisk er i mikrobiologisk balance, og at vinstokkene bliver meget mere resistente over for diverse sygdomme.

Perrin brødrenes hovedfilosofi er ikke at stræbe efter at få det største udbytte pr. ha, men derimod sætter de en ære i at høste sunde og afbalancerede druer, som kan producere store vine af enestående kvalitet.

Druerne høstes manuelt fra terrasseformede marker i det østlige Rhône, ikke langt fra Ventoux skråningerne. Sammensætningen er traditionel med Grenache, Syrah, Mourvèdre og Cinsault. Vinene i Perrin serien vinificeres på Château Grand Prébois ikke langt fra Château de Beaucastel.

Duften er Rhône … måske med lidt mere grønne toner end normalerweise, også lidt anis. Igen en lidt klassisk stil fra Perrin brødrene.

Smagen også lidt derefter, om end måske ikke så elegant som nogle af de øvrige vine fra samme firma. Der er meget lyserød frugt, der er kirsebærkerner, og vinen er meget tør på en lidt krydret måde. Det smager faktisk ganske godt, og er en lille fin charmetrold til prisen.

Købt hos Sigurd Müller til omkring 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Domaine de Poulvarel, Vin de Pays Rosé Cabernet Sauvignon, Languedoc, Frankrig

2011 Domaine de Poulvarel, Vin de Pays Rosé Cabernet Sauvignon, Languedoc, FrankrigTirsdag igen, og der er et par smagsprøver af vine på programmet. Første vin er denne rosévin fra byen Sernhac, lidt sydvest for Avignon, og nordøst for Nimes, faktisk i det historiske interessant område nær Pont du Gard, den romerske aquadukt. Vi er i området Costières-de-Nîmes i Languedoc … den sydlige del af Rhône området.

Domaine de Poulvarel bliver drevet af ægteparret Elisabeth og Pascal Glas. Efter 25 års arbejde på domainer i Côtes du Rhône, Côtes de Provence og Coteaux du Languedoc havde Pascal et ønske om at starte for sig selv, og i 2004 byggede de nye kælderfaciliteter med alt, hvad der er nødvendigt i moderne vinfremstilling.

De bruger fortrinsvis de for området traditionelle druer Grenache, Syrah, Mourvedre og Carignan, men her har vi en rosé. som alene er lavet på Cabernet Sauvignon.

Fra den lille rosafarvede Vin de Pay D’oc kommer der dufte af sæbe … du ved, den storblomstrende type, ren blomstermark samt røde frugter. Smagen fint læskende, der er syre, smager fint, men er lidt svær at katagorisere. Et fint glas vin, som bestemt er let drikkelig.

Købt hos Jysk Vin til 55 kr. på tilbud (normalpris 65 kr.)

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Terres d’Avignon, Domaine de la Croisette Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2009 Terres d'Avignon, Domaine de la Croisette Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigVin en hverdagsaften … hvad er så bedre end en god hverdagsvin? Domaine de la Croisette fra Rhône er netop sådan en slags. Ganske fornuftig at drikke og til en fornuftig pris.

Vi er i byen Morières-lès-Avignon, nemlig hos koorperativet Terres d’Avignon, som laver vin for ikke mindre end 260 lokale vinbønder. Terres d’Avignon opstod i 1992 ved en fusion mellem 3 kooperativer i Le Thor (grundlagt 1925), Morières-lès-Avignon (grundlagt 1929) og Châteauneuf-de-Gadagne (grundlagt 1929).

De 260 medlemmer leverer vin fra 700 ha og produktionen er 30.000 hektoliter, hvoraf 80% er Cotes du Rhone/Cotes du Rhone Village. Man modtager vin fra den aller sydligste del af Cotes du Rhone området: Avignon, Montfavet, Morières-lès-Avignon, Châteauneuf-de-Gadagne, Jonquerettes, Saint Saturnin-les-Avignon, Vedène, Le Thor og Caumont-sur-Durance.

Denne vin hører til koorperativet “supermarkeds sortiment”, og har fået sit navn fra den vingård, som leverer druerne til denne vin. Vingården Domaine de la Croisette har nemlig et lille kors placeret højt oppe på gårdens bygninger, helt oppe ved taget, og det har givet navn til både vingården og denne vin.

Vingården har været ejet af samme familie i tre generationer. I gammel tid ejede paverne i Avignon gården, og her producerede paverne så den vin, som de skulle bruge til deres messer. Ja, de var nogle ihærdige paver. Vinen er lavet på Grenache og Syrah.

I glasset fint granatæblerød vin. Duftmæssigt er der krydderier, modne frugter, syre, varme. Smagsmæssigt lidt fedme, lakrids, og stram syre, som bare sidder i overmunden. Faktisk ganske okay, selvom den måske snerrer en smule af mig. Oplevede også, at den bliver bedre, når den har stået et stykke tid og fået lidt luft. Fint med frugt i smagen. Det er en fint hverdags Rhône og en vin, som mange vil kunne drikke med velbehag.

Købt hos Lorentsen Vin i Ebeltoft til 50 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2005 E. Guigal, Saint-Joseph Vignes de l’Hospice Rouge, Rhône, Frankrig

2005 E. Guigal Saint-Joseph Vignes de l'Hospice Rouge, Rhône, FrankrigNæste vin denne aften er en fantastisk klassiker. Her har vi nok et af Rhönes mest kendt og velrenomerede vinhuse, nemlig Gigal.

Guigalfamiliens historie i Ampuis startede i 1923, hvor Etienne Guigal kom til byen som 14-årig og senere etablerede sig som vinbonde. Han nåede at være med til at lave 67 årgange før sin død. Han måtte dog i 1961 efter en sygdom, der berøvede ham synet, lade sønnen Marcel overtage roret. I dag indgår 3. generation Philippe Guigal i ledelsen af firmaet. Philippe er uddannet ønolog.

Familien ejer 45 ha, vinmarker i nordlige Rhone, herunder berømte parceller i Côte Rôtie og Hermitage, hvorfra der laves kostbare enkeltmarksvine. Hovedparten af produktionen i kældrene i Ampuis udgøres dog af negociantvine, herunder vine fra sydlige Rhone.

Denne vin stammer fra to af de bedste Saint-Joseph vinmarker, som Guigal nu ejer eller kontrollerer gennem købet af to vingårde, Domaine Vallouit og Domaine Grippat tilbage i 2001. “Vignes de L’Hospice” er en lille, stejl vinmark, som ligger højt over byen Tournon. Selve marken ejes af det lokale hospice, og vinstokkene er udlejet til Guigal.

Til denne vin har Guigal også tilføjet en del af produktionen af ​​vingården “Les Anges”, som tidligere havde tilhørt Domaine Vallouit. Denne vingård ligger over samme hospice, og når jeg skriver over, så er det fordi, at vinmarken er en ekstraordinært stejl skråning, beliggende over byen.

Vinstokkene er mellem 20 og 80 år gamle. Guigal vinificerer denne 100% Syrah vin på samme måde som hans Cru Côte Rôties. Efter gæring lagres vinen i 30 måneder på 100% nye fade, og flaskes ufiltreret. Produktionen er meget begrænset.

Duften er Rhône, helt klart. Der er solbær, kul, røg, lidt lavendel, en meget intens duft. Smagen er også meget klassisk, der er sgu hold om sagerne via tydelige tanninerne, der er blommer, en smule sødme og klart mørke bær. Det er meget elegant, og man kan også mærke lidt alder, som så småt er begyndt at vise sig i vinen. Perfekt tidspunkt at drikke vinen på. Jan fortalte også, at sælgeren havde sagt, at 2002’eren allerede var “over the hill”. Saint-Joseph skal – modsat Cote Rotie – drikkes forholdsvis ung. Dejlig, dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Prisen var ifølge Jan omkring 450 kr. Philipson sælger den til 500 kr. … hvis du vel og mærke køber 12 stk. og kan leve med en anden årgang.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Château de Beaucastel, Coudoulet de Beaucastel Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2009 Château de Beaucastel, Coudoulet de Beaucastel Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin er fra én af mine ynglingsproducenter i Rhône, nemlig Perrin brødrene, som udover negociant-firmaet Perrin et Fils jo også ejer det klassiske og hæderkronede Château de Beaucastel i Chateauneuf du Pape. Og det er et slot med stolte traditioner og en lang, lang historie, som går helt tilbage til midten af det 16. århundrede.

Noble Pierre de Beaucastel købte i 1549 en lade med tilhørende land i nærheden af landsbyen Courthézon. Senere blev hovedbygningen af det, vi i dag kender som Château de Beaucastel, bygget.

Familien Beaucastel var en anerkendt familie i landsbyen og Pierre de Beaucastel blev i 1687 udnævnt til “Capitaine” for Courthézon af Louis XIV. Det vinbrug, der blev drevet her, blev sat ud af spillet med Phylloxera, og det var først i 1909, da Gabriel Tramier købte ejendommen, at markerne igen blev beplantede, og man startede en vinproduktion.

M. Tramier overdrog bruget til sin svigersøn – Pierre Perrin – som udviklede det og havde stor succes. Hans søn, Jacques Perrin, som også grundlagde la Vieille Ferme, byggede videre på sin faders idéer og drev et innovativt og biodynamisk vinbrug. I dag har brødrene Jean-Pierre og François Perrin overtaget driften og viderefører ejendommen helt i deres fars og bedstefars ånd.

Her er det dog ikke en Chateauneuf du Pape, men det er så tæt det kan komme. Vinen er Coudoulet de Beaucastel. Coudoulet vinmarken ligger på den forkerte side af motorvejen A7.

Denne vej er nemlig grænsen for Châteauneuf-zonen, og hermed bliver Coudoulet ”kun” regnet for almindelig Côtes du Rhône på trods af, at den kun ligger 100 meter fra Châteauneuf. Marken er dog langt fra ordinær. Hos Beaucastel dyrker man denne mark på samme måde som Châteauneuf markerne.

Vinmarkens mikroklima er dog også for så vidt identiske med et ”tæppe” af de lokale sten, Galets. Ofte kaldes Coudoulet for Baby-Châteauneuf, men sandheden er, at den kvalitetsmæssigt ligger over gennemsnittet af rigtige Châteauneuf vine.

Der produceres både en hvid og en rød Coudoulet de Beaucastel. Coudoulet de Beaucastel bliver ligesom Château de Beaucastel produceret efter biodynamiske principper.

Duften er rigtig klassisk Rhône. Der er lavendler, solbær, kirsebær. Meget ren og frugtrig i næsen. Smager simpelthen også fantastisk, der er en Châteauneuf-sødme i vinen sammen med smag fra blommer, der er friskhed, renhed … meget klassisk. Fandme godt … pardon my french. Et must at prøve for alle vinelskere.

Købt hos Sigurd Müller, men i farten fik jeg ikke lige prisen. Vil gætte på, at prisen ligger på 120-140 kr., og det er billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Pierre Gonon, Saint-Joseph Rouge, Rhône, Frankrig

2009 Pierre Gonon, Saint-Joseph Rouge, Rhône, FrankrigHimmerige … efter gårsdagens skuffelse kan denne vin bedst betegnes som himmerige. Jeg havde været forudseende og taget en vin med hjemmefra, og efter endnu en dags hårdt malerarbejde, så er det vel på plads med en lille beløning?

Og dette – mine damer og herrer – er altså bare rigtig god vin. Og nej, det er ikke kun fordi, at gårsdagens vin var en sur satan, næ nej … dette er klassisk nordrhône, når det er bedst. Gonon er også tidligere blevet kaldt den ubestridte mester i Saint-Joseph området … der er ingen over eller ved siden af Gonon.

Saint-Joseph er det længste vindistrikt i det nordlige Rhône. Det strækker sig fra syd for Condrieu til nord for Cornas. Og hele vejen ned er vinområdet kun på den vestlige Rhônebred. Det bedste område er det, der ligger over for Tain l’Hermitage og strækker sig ca. 5 km i hver retning. Her er der skråninger, hvor vinen har de bedste betingelser. De øvrige vinmarker i Saint-Joseph er flade og giver slet ikke den samme gode vin.

Saint-Joseph vine er i hvert fald kendt siden det 16. århundrede og blev blandt andet drukket af de franske konger. Vinen er også nævnt i den franske forfatter Victor Hugo’s “Les Miserables” fra 1800-tallet. Der dyrkes både røde og hvide vine i Saint-Joseph. De røde på Syrah-druen og de hvide vine på Marsanne og Roussanne.

Domaine Pierre Gonon er beliggende i byen Mauves, og er grundlagt af Pierre Gonon i 1958, kort efter appellationen så dagens lys. I dag er det de to sønner Jean og Pierre, som driver vingården.

Domainet har nogle af de ældste vinplanter i området, og deres vinmarker er i alt 9 hektar, heraf 7 hektar Syrah og 2 hektar Marsanne og Roussanne. De ældste Syrah stokke blev plantet i 1915, og jorden er stenet med granit, rødt ler og en smule sand.

Udbyttet holdes ofte lavt, ofte omkring de 15-20 hektoliter per hektar, og vinen filtreres ikke. Lagringen foregår op til 1½ år på store foudres, for Jean Gonon tror ikke på værdien af nye fade, der efter hans mening meget nemt forstyrer frugten. Der laves kun to vine; en rød og en hvid, basta! Produktionen er meget lille, kun sølle 12.000 flasker om året.

I glasset mørk og tæt, men med en violet kant. Duften er nuanceret, der er mørke bær, rusten havelåge … eller en eller anden form for mineralitet, kaffe, bacon, sorte oliven, blommer og sød tobak. Det dufter altså bare rigtigt godt.

Smagen er cremet, der er tanniner, som hænger i hele munden, både tænder og gane forkæles langsomt og vedvarende. Der er solbær og peber. Dette er rigtig, rigtig god vin. En fantastisk finesse, balance og nuance på syrah-druen i forhold til fx de australske powerbomber. Ihhh, jeg elsker vine, som er så klassiske som denne.

Kan ikke huske, hvor jeg har købt vinen, men den kan fåes hos Genereux Vinkælder til 198 kr. En vin, som jeg anbefaler på det kraftigste.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Château Fortia, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

2007 Château Fortia, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, FrankrigNå, men så var Z’IVO ræset ovre, og Gert mente, at der da lige måtte en 6. flaske til. Han gik på togt i vinkøleskabet og kom tilbage med en flaske indpakket i sølvpapir. Tid til at gætte. Jeg smagte vinen … første indskydelse var Rhône, og pga. sødme og intensiteten endda Chateauneuf-du-Pape. BINGO …yes, gættet. Det var nemlig vin fra det traditionsrige Chateau Fortia i netop Chateauneuf-du-Pape.

Fortia er et gammelt vinslot på Route de Sorgues i Chateauneuf du Pape. Slottet er kendt for sin tidligere ejer, nemlig Baron Pierre Le Roy de Boiseaumarie, som bl.a. fik gang i produktionen igen efter 1. verdernskrig, og også var én af idé- og foregangsmændene bag det appellationssystem, som kendes i dag i Frankrig. Baron Pierre Le Roy de Boiseaumarie var højt dekoreret flyver og derudover jurist, og han endte også som generel talsmand for vinbønderne i området.

Det er Le Roys efterkommere, der ejer Chateau Fortia i dag. Pierre Pastre, ægtefælle til Le Roys barnebarn Chantal, har siden 2004 været manager. Han kom til Fortia fra en ledende stilling hos kemigiganten Hoechst.

Gert havde gemt denne flaske Chateauneuf-du-Pape tilbage fra januar 2011, hvor vi holdte en 2007 Chateauneuf-du-Pape smagning, og havde ikke medbragt den, da den i forvejen var med i smageprogrammet. Det er nu ikke helt korrekt, idet vi den aften smagte en anden cuvée fra Chateau Fortia, nemlig cuvée du Baron … og denne vin her er cuvée Tradition. I “Tradition” er den bærende drue Grenache, typisk omkring mellem 75-95%, og resten Syrah. I “du Baron” er der typisk et mere lige forhold mellem Grenache og Syrah. Derudover kan der i begge cucéer tilsættes en smule Mouvedre.

Nå, men tilbage til vinen. Duften var, som sagt, klassisk Chateauneuf-du-Pape. Der er mørke bær, lidt krydderier, der er blommer, sødme, mineralitet. Smagen er fyldig, cremet, intens … det gode år 2007 fornægter sig ikke. Der er sødme, kirsebær, jordbær. Eftersmag fyldig, ikke lang, men det er vin, som bare smager godt. Jo, jeg har altid haft “a soft spot” for Chateauneuf-du-Pape.

Vinen handles hos Bichel, og kunne tidligere fåes omkring 150 kr. I dag er prisen 200 kr., men det er også et godt glas vin.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 E. Guigal, Côtes du Rhône Cuvée Philipson, Rhône, Frankrig

2005 E. Guigal, Côtes du Rhône Cuvée Philipson, Rhône, FrankrigHer en Côtes du Rhône Cuvée Philipson fra det klassiske, kendte vin- og negociantfirma Guigal. Guigalfamiliens historie i Ampuis startede i 1923, hvor Etienne Guigal kom til byen som 14-årig og senere etablerede sig som vinbonde.

Han nåede at være med til at lave 67 årgange før sin død. Han måtte dog i 1961 efter en sygdom, der berøvede ham synet, lade sønnen Marcel overtage roret. I dag indgår 3. generation Philippe Guigal i ledelsen af firmaet. Philippe er uddannet ønolog. Familien ejer 45 ha, vinmarker i nordlige Rhone, herunder berømte parceller i Côte Rôtie og Hermitage, hvorfra der laves kostbare enkeltmarksvine. Hovedparten af produktionen i kældrene i Ampuis udgøres dog af negociantvine, herunder vine fra sydlige Rhone.

Vinen her er en cuvée  Philipson, dvs. lavet i samarbejde med det danske vinfirma. I forhold til domainets normale Côtes-du-Rhône, så er der her et ekstra højt indhold af Syrah-druen samt en ekstra kraftig fadlagring. Lad os se, om det danske islæt har medført noget godt. Årgangen er i øvrigt den flotte årgang 2005.

Nå, men lad os komme til vinen. I glasset ikke så mørk som måske kunne forventes af en vin, med 60% syrah … det lover godt. Duftmæssigt udsendes der klare røgsignaler med bacon/flæsk, tobak, toast ??? Ja, meget toast, mørke bær, samt en anelse grønne stilke. Lad os også smage vinen.

Smagen er … faktisk rigtig god, lidt cremet, rund, fortsat med syrebid. Der er peber fra syrah’en- Stilen er lidt klassisk og så ikke helt alligevel. Det er et ganske godt glas vin, som jeg bestemt vil anbefale.

Købt til 69,95 kr. … men prisen hos Philipson er i dag 109,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Jean-Louis Chave, Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2009 Jean-Louis Chave, Saint-Joseph, Rhône, FrankrigMed tredie og sidste vin på ET røg vi igen tilbage til kongen af Hermitage, Jean-Louis Chave, her med en vin fra hans eget domaine, og fra området Saint Joseph, som jo er det længste vindistrikt i det nordlige Rhône.

Det strækker sig fra syd for Condrieu til nord for Cornas. Og hele vejen ned er vinområdet kun på den vestlige Rhônebred. Der er i alt plantet 640 ha med vinstokke. Det bedste område er det, der ligger over for Tain l’Hermitage og strækker sig ca. 5 km i hver retning (nord/syd). Her er der skråninger, hvor vinen har de bedste betingelser, og det er her, at Chave har sine marker.

Den første vin vi smagte, var fra Chaves selection-program, dvs. en negociant virksomhed, hvor druerne tilkøbes. Her er det fra hans egne marker. Chave siger selv om sit eget domaine, “at målet er at lave en stor vin.

Det samme gælder ikke for Selection. Her er målet at lave en typisk vin for appellationen”. Dette er således en markant større vin end négociant-udgaven og stammer fra familiens stærkt skiferholdige marker ud for Mauves. Det er 100% syrah.

Nok snak, lad os komme til vinen. Igen en mørk og tæt affære. Duften er stald, peber, bacon, lavendel, viol. Duften er flot. Smag med syre, fed frugt, grape, blomster, mineraler, rygrad, og en meget lang eftersmag. Det er flot, flot Rhône vin.

Fedt at få lov at smage denne vin, som er næsten umulig at skaffe, idet importøren Jysk Vin alene får små partier, som de alene sælger til udvalgte, større kunder.

En vin skal bestemt skal opleves. Super.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2009 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigNæste vin på ET blev også en Rhône vin, nemlig en 2009 Châteauneuf-du-Pape fra Domaine de la Janasse.

Jeg vidste, at det ville være en vin, som ville falde i alles smag … og ganske rigtigt. Alle var vildt henrykte over denne Châteauneuf-du-Pape.

Det er vi nu heller ikke alene om, idet bl.a. Wine Spectator har givet vinen 93 point i 2009-årgangen, og Janasse har i det hele taget begejstret hele vinverdenen med deres fyldige og elegante vine.

Ejer og vinmager er Christophe Sabon, som i 1990 overtog vingården efter sin fader Aime Sabon, som etablerede gården tilbage i 1973.

Man råder i dag over i alt 55 ha., hvoraf 15 ha. er AOC Chateauneuf du Pape, som er beliggende i den nordøstlige del meget tæt på Domaine Beaucastels marker.

Selve bygningerne ligger i den lille by Courthezon i udkanten af distriktets østlige ende. I dag deltager søsteren Isabelle – der også er uddannet ønolog – også i driften.

Duften er blommer, kansas-arbejdstøj, salvie … tæt og mørk. Smagen er cremet, der er blommer, læder, chokolade og lidt alkohol, men ikke så meget at det gør noget. Der er fedme og fin balance, og det smager bare rigtigt dejligt af Chateauneuf-du-Pape.

Vinen fås hos Jysk Vin og koster normalt 294 kr., og kan bestemt anbefales.

Vinanmeldelse 5,5/7