Tag-arkiv: tempranillo

Tempranillo er en spansk, rød druesort, som er den mest udbredte røde drue i Spanien – og den 4. mest udbredte druesort i hele verden – og der er omkring 215.000 hektar vinmarker med druen i Spanien, hvor den specielt trives i Rioja og Ribera del Duero.

Den dyrkes også massivt i nabolandet Portugal, hvor Tempranillo er kendt under navnet Tinta Roriz og anvendes til både bordvin og portvine. Derudover findes der også marker med Tempranillo i Californien, Argentina og Australien.

Tempranillo betyder lidt tidligt og det navn har druen fået af vinavlerne, da druen modner tidligere end Garnacha aka Grenache, som den også ofte blandes med. DNA analyser har vist, at druen nok stammer fra Rioja og Navarra, men da klonerne over hele Spanien er forholdsvis ens, så indikerer det, at den er spredt over landet i nyere tid.

Tempranillo er en drue med et tykt skind og dermed et højt antal anthocyaniner og dermed  resveratrol, som er en polyfenol, som er en betegnelse for en antioxidant, som har en positiv effekt på vor helbred. Det giver vine med dyb farve og moderate tanniner, men smag meget velegnet til de moderne forbrugere.

Tempranillo druerne er bedst, når de opnår varme og solrige dage, som tillader modning af druens tykke skind kombineret med kolde nætter for at bevare den naturlige syrebalance. Så kommer druen virkelig til sin ret … og derfor er vinene fra de højtbeliggende marker i Ribera del Duero også nogle af verdens bedste på Tempranillo druen.

Vine på Tempranillo har smagsnoter, der spænder fra jordbær, solbær og kirsebær til svesker, chokolade og tobak afhængigt af vinmarkernes alder og det lokale mesoklima.

Samtidig reagerer Tempranillo ekstremt godt på lagring på egefade og i fx Rioja anvendes der traditionelt oftest fade af amerikansk eg, mens man længere mod vest i Ribera del Duero anvender en højere andel af franske fade og brugte fade for tillade mere frisk frugt.

2007 Bodega Valtostao, Legón Roble, Ribera del Duero, Spanien

2007 Bodega Valtostao, Legón Roble, Ribera del Duero, SpanienHvis vinen fra mit sidste blogindlæg kunne betegnes som en landlig tysk lærerinde, så må denne vin betegnes som en spansk flamencospillende jordarbejder med overalls, en havaneser mellem læberne, og et bloddryppende åbent sår i maven fra sidste kamp i tyrefægtnings-arenaen. Det har nemlig rigtig mange nuancer, og er alligevel en nem, drikkevenlig “hverdags- eller festvin”, som kan give dig et smil på læben.

Vi er i Ribero del Duero i Spanien. Vinhuset hedder Bodega Valtostao og ligger mellem Pedrosa og Roa, lidt vest for byen Aranda de Duero. Ejer og vinmager hedder Serafin Moya og Serafins vinmarker ligger i en højde af 400 meter med vinstokke, der alle er over 35 år gamle.

Området er kendt for store temperaturudsving, hvilket giver gode vækstbetingelser for Tempranillo druen. Serafin holder udbyttet lavt, maksimum 4.000 kg/ha. Det meste af arbejdet på Bodega Valtostao gøres ved håndkraft, så vinen forstyrres så lidt som muligt.

Roble betyder “eg”, og vinen her har da også lagret i 6 måneder på amerikanske, franske og ungarske egetræsfade. Serafin laver også vinen i en “Crianza” udgave, hvor den så har lagret i mindst 12 måneder.

Roble her er en pæn mellemmørk vin med lidt lilla/violette kanter. Duftmæssigt en smule sød tobak, lidt jod, blomster, mørke frugter, violer, og lerjord…  eller en eller anden form for stenet mineralitet. Den lidt “jord/ler-agtige” duft er egentlig meget tydelig og meget spændende, og giver duften lidt elegance.

Smagsmæssigt igen de mørke bær, men også lidt grønne noter. Derudover stort tannin indhold, hvor tanninerne nærmest hænger i overmunden. Vinen er “muy” frugtrig … faktisk meget, meget frugtrig. Eftersmagen er let bitter, men det er altsammen meget elegant. Et superglas vin til fornuftige penge, så thumbs up for dette flotte flamencospil. Ren Paco de Lucía!

Købt hos Randers Vinhus, pris 75 kr.  … og det er et fund for denne vin. Årgang 2007 her fik i øvrigt også 90 velfortjente Parker point.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2008 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, SpanienAftenens indkøbte kultvin – valgt af Paul – blev denne Flor de Pingus med det danske islæt. Et godt valg, for der er bestemt tale om en stor vin fra den danske vinguru Peter Sisseck.

Peter kom til Spanien i 1993 for at lede et nyt projekt finansieret af danske investorer. Han fik en stor pose penge til at udvikle Hacienda Monasterio til et mønstervinbrug, men sideløbende med det puslede han i sin sparsomme fritid med sit eget lille projekt, baseret på købte Tempranillo druer fra et par små parceller med gamle vinstokke i Ribera del Duero, ikke langt fra legenden Vega Sicilia.

Projektet fik navnet “Pingus” som var Peters kælenavn i barndommen, og da han dukkede op med et par prøveflasker af den førstefødte 1995’er hos Corney & Barrow i London blev en legende født.

Til stede var også en vis Robert Parker, som senere udtalte at dette var “den største unge rødvin jeg nogensinde har smagt fra Spanien”, og kvitterede med de nu historiske 96-100 point i augustnummeret af Wine Advocate … et helt år inden vinen overhovedet kom i handelen.

Siden har Parker fortsat sin gavmildhed overfor Pingus, og det gælder også for denne Flor de Pingus, som Parker i denne årgang 2008 har givet 92 point. Flor de Pingus er andenvinen, som er til at købe for menneskepenge, og som vi – i flere dage op til vores lille vinaften – havde glædet os til at smage.

Proppen af … bare den intense mørke duft fra proppen lover godt. Der er saft og kraft i denne vin. I glasset en meget mørk vin. Der er solbær, ja mørk frugt i det hele taget, der er sol, blommer, champignon, kaffe. Ihhh, hvor jeg elsker, når en vin kan frembringe mange forskellige duftindtryk. Tror også, at det er noget med, at man giver sig god tid, lukker øjene og prøver at fornemme vinen.

Smagsmæssigt også en meget fyldig vin, intens og fin balance. Bliver ved med at smage langt ned i halsen, og viser rundhed. En meget rolig vin. Smager rigtigt dejligt … men ved ikke, havde måske forventet noget mere. Jeg har for en del år siden vinen, og der var jeg meget imponeret. Måske mine forventninger denne gang bare har været for høje? Nå, men det smager altså rigtigt godt, og det skal ingen tage fra vinen, så thumbs op.

Prisen på vinen inkl. forsendelse ligger lige omkring 800 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, Spanien

2009 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, SpanienAnden vin denne tirsdag blev en spanioler, nemlig fra den unge, charmerende Alvaro Palacio på Bodegas Palacios Remondo. Han er efterhånden blevet ét af de store navne i Spanien. I stedet for at overtage den fædrende vingård i Rioja, så rejste han til Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog på Château Pétrus.

Da Alvaro kom hjem til Spanien igen, tog han til vindistriktet Priorat, som på det tidspunkt hovedsagligt var kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

I 1990 købte Alvario sin første vinmark, Finca Dofi, med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken l’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 var Alvaro Palacio et stort navn og hans prestigevin l´Ermita er i dag sammen med Pingus og Vega Sicila blandt de førende spanske kultvine.

Denne vin er ikke fra Priorat, men derimod fra Rioja, idet Alvaro i 2002 også overtog driften på forældrenes vingård i netop Rioja. La Vendimia kommer fra Alvaro Palacios Herencia Remondo-marker, der ligger på et langt, blidt skrånende område ved Yerga-bjergene, og det er en mørk og tæt vin. Alene lagret 4 måneder på egetræsfade, inden vinen flaskes ufiltreret.

Duftmæssigt klart mere sol, der er spidskommen, lavendel, salvie og mørke bær. Ret karakterisk i næsen. Smagen har sødmen fra 50% tempranillo og bid fra de 50% grenache, og man fornemmer næsten en krydsning mellem spanske og sydfranske smagsindtryk. Der er varme, fylde, en okay balance, brændte blommer, og vinen klæber til ganen. Er lidt speciel, men et fremragende glas vin til pengene.

Alvaro Palacio laver i det hele taget ret fantastiske vine, og jeg har smagt flere af hans vin … og har du endnu ikke smagt nogle, så er det bare afsted til din vinforretning.

Denne la Vendimia er vistnok den billigeste af hans vine herhjemme, prisen er 85 kr. hos Vinspecialisten, og en vin jeg meget gerne anbefaler.

Vinanmeldelse 4/7 

2007 Condado de Haza, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2007 Condado de Haza, Crianza, Ribera del Duero, SpanienFredag bød på denne vin fra et af mine ynglings vinområder, nemlig denne gamle kending, Condado de Haza fra Ribera del Duero i Spanien. Et vin, som jeg har fået mange gange, og som faktisk stadig holder.

Vinen er lavet på 100% Tempranillo og kommer fra en af Ribera del Dueros absolutte topproducenter Alejandra Fernandez. Vinen har ligget 15 måneder på nye, amerikanske fade. Her i årgang 2007 har vinen fået 91 Parker point.

I glasset mørk, og en duft … lidt røget, kaffe, lakrids og mørke bær. Smagen lidt i samme stil … måske en lille anelse for meget fad, men ikke alarmende, og også præg af krydderier og solbær. Der er også god blødhed, og det er bestemt et dejligt glas vin.

Vinmageren Alejandro Fernandez er kendt i vinkredse, og har haft sin fokus på kvalitet, kvalitet og atter kvalitet.

Hele eventyret begyndte i 1972 da han, i en tid hvor det meste af Ribera del Dueros vinindustri lå brak, rykkede ind i et nedlagt vinbrug, bygget helt tilbage i 1700- tallet. Alejandro Fernandez’ mål og midler var simple.

Han ville lave vin i verdensklasse, udelukkende baseret på Spaniens “nationaldrue”, Tempranillo. Hans vigtigste middel var – og er endnu den dag i dag – de bedste druer fra de bedste marker med ældgamle vinstokke i Ribera del Duero.

I vinkælderen handler Alejandro Fernandez instinktivt – hans vingård er i dag en af verdens mest moderne, men han følger stadigvæk sin egen fingerspitzgefühl i alle vigtige spørgsmål – laboranter og reagensglas har trange kår i Alejandros kældre. Alejandro Fernandez råder i dag over fire vingårde; Pesquera og Condado de Haza i Ribera del Duero, El Vínculo i La Mancha samt Dehesa La Granja, som fremstiller vin indenfor Castillo y Leon appellationen.

Vinen fåes hos Phillipson til omkring 150 kr. … eller ved grænsen til omkring 100 kr. … hvis man gider køre efter det.

En vin, som jeg bestemt vil anbefale.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2005 Bodegas Resalte de Peñafiel, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2005 Bodegas Resalte de Peñafiel, Crianza, Ribera del Duero, SpanienAftenens blev vinmæssigt afsluttet med manér, nemlig med denne Resalte 2005, som blev den øverste placerede spanske vin på WINE SPECTATOR TOP-100 i 2010.

Bodegas Resalte er et nyt vinhus fra år 2000 omgivet af 80 hektarer marker beliggende på nøje udvalgte placeringer. På denne måde opnår man vine med mere kompleksitet og spændvidde. Vinen er fra Ribera del Duero, hvor Spaniens vel nok mest eftertragtede vine i disse år bliver produceret. På de bløde bjerge, alle beliggende i 500-800 meters højde, har druerne ideelle vækstbetingelser og giver nogle helt fantastiske vine med karakter og dybde.

Duften i glasset er kirsebær, blommer og sødme fra tempranillo druerne. Smagen også rund og afbalanceret. Det smager virkelig godt.

Hvem medbragte vinen: Jan

2008 Quinta Sardonia, QS2, Castilla y León, Spanien

2008 Quinta Sardonia, QS2, Castilla y León, SpanienRibera del Duero mesteren (Peter Sisseck) står bag vinen, som er andenvinen på denne vingård, som ligger i Sardon del Duero. Det er vino tinto (tempranillo), og masser af det, og ihhhh hvor jeg synes det er godt. Den adskiller sig … set i mit objektiv … ved at have en smule rankhed over sig. Det synes jeg klæder tempranillo druen rigtigt godt. Yammy.
Hvem medbragte vinen: Ulrik