Tag-arkiv: New Zealand

2018 Paritua Vineyards & Winery, Syrah, Hawkes Bay, New Zealand

2018 Paritua Vineyards & Winery, Syrah, Hawkes Bay, New ZealandParitua Vineyards & Winery ligger på Maraekakaho Road tæt ved byen Hastings i Hawkes Bay på New Zealand. Vi smager her deres 2018 Syrah.

Paritua er grundlagt tilbage i 2001 af Brianne og Gary Fischer fra USA. Specielt Brianne havde en stor kærlighed til vin og fandt gennem intensiv søgning lidt jord i Brigde Pa området i Hawkes Bay.

Der kunne hun lave den stil af vin, som hun fandt spændende og typisk for området. Markerne blev plantet til i perioden 2003-2004 og de første årgange fra egne marker, kom på markedet i 2007. Alle marker har fra starten været drevet med fokus på bæredygtighed og optimale energiløsninger på vingården.

Vingårdens navn Paritua er en hyldest til Paritua vinden, der fejer henover husets vinmarker og den nærliggende Ngaruroro flod, der løber gennem landskabet. Paritua er således et navn, der har stor  forbindelsen til landet og befolkningen i New Zealand.

Samlet har vinhuset 54 hektar vinmarker, som i dag er i gang med omlægning til økonomisk drift … og allerede fra starten har vinmager Jason Stent stået for produktionen af vinene. Han laver dynamiske vine med fokus på Bordeaux Blends, elegante kølige Shiraz vine og endelige stramme og friske Chardonnay vine.

I 2011 solgte Brianne og Gary Fischer imidlertid Paritua Vineyards & Winery til en række kinesiske investorer. Det medførte, at alt vin herefter blev solgt til Kina, men heldigvis kom huset i 2018 tilbage på new zealandske hænder.

Med denne 2018 Syrah er druerne først afstilket og hovedparten knust, da man ønsker 20% hele druer med i gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med temperaturer under 30 grader og en samtidig maceration. Derefter sker der malolaktisk gæring i tankene og så er vinen lagret 12-14 måneder på en blanding af 225 liter barriques og 500 liter tonneaux, hvoraf 50% er nye fade.

I starten er vinen faktisk lidt neutral og fadtung, men den åbner hurtigt op med luft i glasset. Så bliver frugten faktisk ret let med hindbær, hyben, blommer, brombær, en smule vanilje og kanel, hvid peber, våde fade samt lidt sødme.

Smagsmæssigt er vinen langt lettere og lysere end forventet med lys samt koncentreret frugt, meget frisk i frugten, hindbær blommer, en saftig let og flowerpowerhippiegirl vildskab … meget lækker, let vin, som virkelig har karakter. 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 209 kr. mod en normalpris på 235 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Matua Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2020 Matua Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandSå gik blindsmagningen i gang og Paul servede den første vin til forretten – helt som vi plejer – og det var en Sauvignon Blanc fra Matua Wines.

Vinhuset ligger et par kilometer nordvest for Blenheim tæt på både Wairau floden og Cloudy Bay bugten. Og Matua Wines er grundlagt i 1966 af de to brødre Bill og Ross Spence.

De havde lært lidt om landbrug på deres far gård … herunder vinavl og uddannede sig også indenfor vin … specielt Ross tog en uddannelse som vinmager. I 1966 købte de så deres første mark med hjælp fra deres mor og bedstemor og supplerede med druer fra andre vinavlere.

I 1969 kunne de høste druer fra deres mark og i de kommende år begyndte de også kommercielt at sælge deres vine og fandt da også en ældre bygning, hvor de kunne producere vinene … og det var den spæde start på Matua Wines.

I de efterfølgende år udvidede de løbende med flere marker, men endte i 2001 med at sælge vingården til det store vinfirma Beringer-Blass Wine Estates, som dog er fortsat med at producere og sælge vinene under Matua navnet.

Hvor mange hektar vinmarker, som Matua Wines har i dag kan jeg ikke umiddelbart se, men der kommer sikkert druer fra flere af hele koncernens mange marker … i hvert fald fra marker i både Hawke’s Bay, Marlborough og Central Otago.

Denne Matua Sauvignon Blanc er der imidlertid ikke mange oplysninger om … udover at druerne kommer fra marker rundt om i hele Marlborough, Vinen er formentlig blot lavet på ståltanke.

I næsen lidt grønt græs, myntegelé, meget aromatisk med en let sødme, kiwi, melon, hyld og solbærblade. Smagen er frisk og alligevel med en vis sødme, let perlende, meget saftet eller mostet i udtrykket og en anelse svulstig med dette grønne, stikkelsbæragtige bid i eftersmagen.

Forhandles flere steder, men det billigste sted er Fleggaard, hvor vinen kan fås til 59,99 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Kumeu River Wines, Hunting Hill Chardonnay, Auckland, New Zealand

2017 Kumeu River, Hunting Hill Chardonnay, Auckland, New ZealandDet 3. sæt i den store Chardonnay smagning startede med denne 2017 Hunting Hill Chardonnay fra Kumeu River Wines, der ligger ved den lille by Kumeu i Auckland … den øverste del af nordøen i New Zealand.

Historien om vingården startede i 1937, hvor det kroatiske par Mick og Katé Brajkovich rejste fra deres landsby Živogošće og slog sig ned i Henderson i den vestlige del af Auckland, hvor de sammen med deres søn Maté arbejdede i de lokale vinmarker og frugtplantager. I 1944 havde de sparet penge nok til at købe en ejendom i Kumeu med en lille vinmark.

Det blev vingården, som dengang blev kendt som San Marino Vineyards og selvom Mick døde i 1949, så fortsatte Maté og Katé driften … senere med hjælp fra Matés kone Melba, hvis bedsteforældre også var immigreret til New Zealand fra Kroatien.

I løbet af 1960’erne fik parret fire børn … Michael, Marijana, Milan og Paul, som voksede op med vin og som voksne kom med i driften, men det var først i slutningen af ​​1970’erne og starten af ​​1980’erne, at vingården fik sin helt store succes. Det skete, da man gik væk fra de hybrid druesorter, som man hidtil havde anvendt og til mere kendte sorter som Sauvignon Blanc, Chardonnay, Merlot og Cabernet Franc.

I 1983 besøgte sønnen Michael Frankrig og blev begejstret for bourgognevinene, så da han kom retur, så begyndte de straks at eksperimentere med burgundiske vin under navnet Kumeu River. I de efterfølgende år satsede de så meget på den type vin, at de også ændrede vingårdens navn til Kumeu River Wines.

Det er især husets hvide Chardonnay vine, som vinder stor anerkendelse og fx har den gode Robert Parker sagt om Kumeu River Wines; Producing New Zealand’s Greatest Chardonnays, Not To Mention The World’s.

I dag drives vingården fortsat af de 4 søskende med hvert deres ansvarsområde, hvor Michael er vinmageren, Paul står for salg til udlandet, Marijana for markedsføring og Milan har ansvaret for vinmarkerne, mens deres mor Melba har haft det overordnede ansvar siden Maté Brajkovich døde i 1992.

Brajkovich familien har samlet 30 hektar egne marker, men får derudover druerne fra 10 hektar hos lokale vinavlere. Det betyder en årlig produktion på omkring 250.000 flasker vin og det er næsten udelukkende på Chardonnay og Pinot Noir … samt lidt på Pinot Gris.

Her smager vi deres 2017 Hunting Hill Chardonnay, hvor druerne kommer fra vinmarken Hunting Hill, som første gang blev beplantet tilbage i 1982 og genplantet i 2000. Druerne er høstet manuelt og derefter presset uden afstilkning. Gæringen er sket i egefade alene med druernes naturlige gærceller efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring på egefadene i 11 måneder.

Duftmæssigt er det en meget fyldig, fuldfed, fadfed og nærmest flæsket vin med lidt bacon, brunet smør, pæn koncentreret sødme, eksotisk frugt med både fersken, modne abrikoser, pærer, æbler og citronskal, svagt lidt vanilje, men fadpræget er sgu egentlig meget afdæmpet og fint. Der er også lidt nødder, brunkål og søde krydderier.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie, for det er en blød, fyldig og smørcremet Chardonnay, rund, opulent med rig frugt som pærer, lemon og saftige fersken og salte popkorn. Samtidig har vinen en fin, levende og stram syre med masser af mineralitet. Det er en vin, som læner sig sindssygt meget op af de burgundiske slægtninge.

Forhandles af FineWines, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Neudorf Vineyards, Moutere Chardonnay, Nelson, New Zealand

2018 Neudorf Vineyards, Moutere Chardonnay, Nelson, New ZealandFørste Chardonnay i glasset til Mr Rubys store Chardonnay smagning viste sig at være den totalt anmelderroste Moutere Chardonnay fra huset Neudorf Vineyards i New Zealand.

Neudorf Vineyards ligger en kilometers penge nord for den lille by Upper Moutere i Nelson vinområdet i den nordligste del af Sydøen … lige ved den tasmanske bugt.

Neudorf Vineyards ejes og drives af Tim og Judy Finn. De var oprindelig et par rigtige hippier, som købte vingården i 1978 uden moderne bekvemmeligheder … kun elektricitet i få værelser, intet varmt varm og alene et gammelt brændefyr og tilsvarende brændekomfur.

På det tidspunkt var vine fra New Zealand ikke var særligt kendte, men Tim og Judy var besat af bevægelsen “tilbage til jorden” … som et mildt oprør mod materialismen samt en drøm om at lave smukke vine.

Tim Finn var egentligt forsker ved Ruakuras landbrugsforskningscenter i Hamilton med speciale i dyreadfærd. Han havde bl.a. studeret sygdomme og social adfærd i malkekvægsbesætninger i New Zealand, hvor besætningerne var blevet større og større.

Det var dog ikke dyrene, som havde hans allerstørste interesse, men derimod vin og bæredygtig vinproduktion. Og det var baggrunden for beslutningen om købet af den gamle og primitive ejendom.

De startede med et par hektar vinmarker, men da der ikke var nogle traditioner i området, så de måtte prøve sig frem med forskellige druesorter. Merlot, Cabernet Sauvignon, Chenin Blanc og Muller Thurgau duede ikke, men det gjorde Chardonnay, Sauvignon Blanc, Riesling samt Pinot Noir.

Men med hjælp fra naboer, venner samt gode ansatte, så blev vinene i succes. Mange eksperter regner endda vinhuset blandt de fem bedste huse i New Zealand. Neudorf Vineyards er i dag specielt kendt for deres Chardonnay baserede vin Nelson Moutere.

Det er en vin, som er med i Neil Beckett’s antologi; 1001 vine, du skal smage, før du dør. Den er baseret på bidrag fra ikke færre end 45 hovedsageligt britiske og amerikanske vineksperter. Det er en vin, som i årgang endda har fået de magiske 100/100 point af MW Bob Campbell.

Men udover Chardonnay producerer også fremragende Riesling, Sauvignon Blanc og Pinot Noir. Ægteparret har sammen med vinmagerne Todd Stevens og Simon McQuire meget stor fokus på at opnå kvalitet, bl.a. er et lavt årligt udbytte normalt for Neudorf Vineyards.

Man har øje for udbyttet og hvert år fjernes hver anden række på vinmarkerne og to nye rækker plantes i stedet. Dette sikrer, at der opnås et højere antal kvalitetsdruer pr. hektar.

Neudorf har i dag samlet 33 hektar vinmarker to steder i området, nemlig hjemme ved Moutere og så ved Brightwater, syd for Nelson mellem floderne Waimea og Wai-iti.

Neudorf Vineyards 2018 Moutere Chardonnay er lavet med druer fra de vinstokke, som Tim Finn plantede på Home Vineyard tilbage i 1978. Med årene er rødderne nået 5-6 meter ned i den mineralske jord. Udbyttet er i dag er lavt, men som alle Neudorfs marker dyrkes stokkene med stor kærlighed og respekt for naturen.

Drueklaserne presses hele, hvorefter saften gærer spontant alene med druernes egen vilde gær. Efter endt fermentering og derudover malolaktisk gæring, så er vinen lagret 10-11 måneder på franske egefade, hvoraf 10-15% er nye fade.

I næsen er det bestemt ikke en overfed, overoaked Chardonnay … måske endda mere til den lidt neutrale side, lidt krydret, har nogle nødder og så tropisk frugt med fersken, abrikos, melon og modne æbler, suppleret med saltvandagtige noter.

Smagsmæssigt er vinen lidt som duften … beskeden og neutral, sådan let krydret samt grape, lemon som de noter, der dukker først op. Det er egentlig meget cremet, men stikker ikke så dybt og derved bliver vinen sådan nærmest let vandet, men har skam fin smag med æbler, æblemost, grøn lakrids, fennikel og samlet set ganske venlig. Vi ligger lige i spændingsfeltet mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 658 kr., mens prisen er 494 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Ohau Wines, Woven Stone Sauvignon Blanc, Ōhau, New Zealand

2018 Ohau Wines, Woven Stone Sauvignon Blanc, Ōhau, New ZealandŌhau er en forholdsvis ny – og meget lille – vinregion beliggende i Horowhenua på vestkysten tæt ved Wairarapa på den nederste del af nordøen i New Zealand. Ved den lille by Levin finder vi Ohau Wines, der står bag denne Woven Stone Sauvignon Blanc.

Vinhuset er grundlagt i 2009 af Jane Cooper og Donna Riley, hvor Jane er en erfaren vinmager og regnes – efter sigende – som én af landet bedste kvindelige producenter.

Jane har tidligere lavet vin i både Chile, Australien, Trento i Italien samt i New Zealand for både Seifried Estate i Nelson og Matahiwi Estate i Wairarapa. Donna står derimod for økonomien og salget i Ohau Wines.

Vinhuset har samlet 40 hektar vinmarker med speciel fokus på Sauvignon Blanc og vinene laves under 3 serier … Woven Stone, Ohau Gravels og Selected Vine.

Her smager vi så en 2018 Woven Stone Sauvignon Blanc, der er lavet på rustfrie ståltanke med forholdsvis kølig gæring med brug af udvalgte aromatiske gærtyper og så lagring i ståltanke 5-6 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt snakker vi lidt modne æbler, hyldebær, mango, fyldig grillet lemon, bananskræl, lidt astronaut-is og snert af lidt afsparges, mens der faktisk ikke er så meget Sauvignon Blanc grønt græs. Der kommer også lidt tørre krydderier og grønne blade.

I munden er der både citron, lemon og stikkelsbær, hvilket giver en pokkers god friskhed med en let bitterhed og grøn te. Vinen læner sig en smule mod at blive vandet, men det giver til gengæld en vis form for lethed, venlighed og sommerlig drikkeglæde.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Black Cottage Wines, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2020 Black Cottage Wines, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandVinmageren Dave Clouston driver vinhusene Two Rivers Marlborough Limited, Clouston & Co og Black Cottage Wines, der ligger smukt blandt oliventræer og cricketbaner tæt Opawa floden nær Blenheim i Marlborough området på den nordligste del af Sydøen i New Zealand. Fra Black Cottage Wines smager vi nu husets Pinot Noir i en frisk 2020 årgang.

De tre vinhuse er begge grundlagt af Dave Clouston sammen med hans hustru Pip Clouston tilbage i 2004. Han startede Two Rivers på helt bar bund og har i daf både egne marker og opkøber derudover druer fra 15 vinavlere i området.

Dave er selv vokset op med vin. Han er voksede op i Awatere og flyttede til Wairau i en alder af 15 år, da hans familie solgte deres vingård Dashwood Farm til Oyster Bay i 1993.

Han er også selv uddannet vinmager og arbejdede gennem 7 år som flyvende vinmager og har tidligere arbejdet i både Spanien, Frankrig og Sydafrika, inden han i 2004 startede op for sig selv. Vinene sælges som nævnt under de forskellige brands, hvor Black Cottage vinene hører til husets billigere vine.

Vinene laves i samarbejde med den ansatte vinmager Sanna Stander og hun står også bag produktionen af denne Pinot Noir, som er lavet med 80% afstilkede druer. Vinen har gæret i åbne topfermentorer og efter endt fermentering er vinen lagret i 3 måneder, herunder i 3.000 liter franske egefade.

Næsen er faktisk vildt lækker … landlig, lys og ganske parfumeret med hindbær, ribs, rabarber og blommekompot, blomsterpollen, en omgang kanel, masser af kanel, fennikel og lakridsrod, grønne urter, timian, grønne grene, sødsyrlige drops, flødekarameller og lidt chokolade.

Vinen er sådan meget ligetil med lys, let sødme, rund og blød frugt, søde kirsebær, jordbær og hindbær med pæn saftighed. Der er også krydderier, men mest søde og syren er også blød, føjelig og afrundet, så vinen fremstår blød, blid og uhyre venlig. Det er en vin, som alle absolut vil være begejstret for.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 122 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Rock Ferry Wines, Trig Hill Vineyards Riesling, Central Otago, New Zealand

2015 Rock Ferry Wines, Trig Hill Vineyards Riesling, Central Otago, New ZealandLad os endelig nuppe endnu en vin fra Rock Ferry Wines i byen Blenheim tæt ved Cloudy Bay bugten i Marlborough i New Zealand og denne gang er det deres 2015 Trig Hill Vineyards Riesling.

Druerne til vinen kommer fra marken Trig Hill Vineyard, der ligger i Bendigo i Central Otago regionen syd for Marlborough. Trig Hill vinmarken ligger på en af de højeste skråninger i hele Central Otago med en fantastisk soleksponering og en kompleks jordbund dannet af gletchere, der har bragt ler, grus, skiffer og silt med sig.

Druerne er høstet med håndkraft og herefter presset uden afstilkning af klaserne. Mosten har derefter hvilet koldt i 48 timer inden gæringen er sket … 80% i rustfrie ståltanke i 32 dage med udvalgte gærstammer og de sidste 20% blev gæret på franske egefade med efterfølgende malolaktisk gæring og så lagret 6 måneder sur lie inden samling og aftapning på flaske.

Næsen afslører omgående, at det er Riesling … sådan tydelig petroleum og terpentin, mens frugten måske bliver en kende mere varm end fx tysk Riesling, for her er frugten lettere tropisk med et let og krydret touch … fersken, melon og grønne æbler samt en æterisk, luftig og meget svag sødme.

Smagen er dog fint syrlig og bl.a. masser af grape, lemon og citroner, så du automatisk laver en sød kyssemund. Der er lidt skarp fylde, en rustik syre, masser af syre faktisk, tørre mineraler og så alligevel en sur, cremet fornemmelse. Der er intet pjank her … alvorlig, syrlig og skarp Riesling. Det er frisk, sprælsk, sprødt, rustikt, stramt og rammer med syrlighed lige i ansigtet.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Rock Ferry Wines, 3rd Rock Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2019 Rock Ferry Wines, 3rd Rock Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandNår man kigger ud på terrassen i øjeblikket, så er den våd og kold, men når man smager et iskoldt glas 3rd Rock Sauvignon Blanc fra Rock Ferry Wines kan man nemt drømme sig frem mod de varme sommeraftener … uden COVID-19 og med masser af kram, omfavnelser og hygge.

3rd Rock Sauvignon Blanc er nemlig næsten skabt til sådanne stunder, men vinbloggeren her springer skam også gerne på vinen i sit COVID-19 hjemmekontor, men tænker også, at fruen hurtigt finder ud af, at jeg atter har åbnet lidt hvidvin.

Vinen har jeg smagt før … i en årgang 2014, men dengang havde en ikke navnet 3rd Rock, men det er imidlertid fortsat vinhuset basisvin på Sauvignon Blanc og serien 3rd Rock er lavet med druer fra flere af husets egne marker.

Selve vinhuset Rock Ferry Wines ligger ved byen Blenheim tæt ved Cloudy Bay bugten i Marlborough på den nordligste del af Sydøen i New Zealand og  vi smager her deres Sauvignon Blanc.

Vinhuset er grundlagt i 2005 af Tom Hutchison og Fiona Harvey. De havde mødt hinanden i starten af 1990’erne, hvor Tom startede med at dyrke druer på kontrakt fra andre vinproducenter. I 2000 købte de sammen en vingård ved Blenheim og allerede 5 år senere sendte de deres første vin på markedet under navnet Rock Ferry Wines.

Allerede året efter omlagde de hele produktionen til økologisk drift, og byggede senere i 2009 et nyt og moderne vineri, som endda blev udvidet i 2020. Derudover har de også drevet den lille restaurant Rock Ferry Cellar Door & Café i en periode fra 2011 til 2020, hvor Fiona så desværre lukke den. Den er nu udlejet til firmaet Winekitchen.

Samlet har parret 42 hektar vinmarker fordelt på markerne Corners Vineyard, Orchard Vineyard samt Trig Hill Vineyards, Der dyrker de både Sauvignon Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Riesling, Pinot Blanc, Grüner Veltliner, Viognier, Pinot Noir, Tempranillo og Nebbiolo.

Vinmageren på Rock Ferry er i dag den talentfulde vinmager Allan McWilliams, som tidligere har arbejdet i Australien, USA, Italien og ikke mindst på det legendariske Pomerol vinslot Pétrus.

Denne 3rd Rock Sauvignon Blanc er lavet med druer fra 2 forskellige marker, nemlig Corners Vineyard og Orchard Vineyard, hvor deres Sauvignon Blanc vinstokke er klonerne 316/317 og MS, hvor de førstnævnte kloner er høstet med håndkraft og MS kloner med maskiner.

Straks efter høsten blev druerne presset separat. Saften fra 316/317 klonerne blev opdelt i 2 … den første og bedste del, som løber helt frit er overført til gæring på 3.800 liter egetræsfade, mens den sidste del, den mere hårdpressede saft gærer i rustfrie ståltanke på udvalgte gærstammer samme med al saften fra MS klonerne. Efter 3 måneder er hele baduljen blandet sammen, aftappet på flasker og frigivet.

Næsen er nærmest en kombi af arketypiske Sauvignon Blanc aromaer samt lidt søde, runde og venlige elementer. Dermed er der både hø, grønt græs, katteurt, grøn peber, stikkelsbær og flint, men også tropisk frugter som fersken og honningmelon, svagt lidt nødder, modne æbler, lidt sødme og røg.

I munden bliver det heller ikke en tør, græsgrøn, sur og syleskarp Sauvignon Blanc, for den har en omgængelig og venlig tone som den gode Biden ved indsættelsen forleden. Der er dog stadigvæk en ren, frisk og stringent frugt med svag lemon- og grapebitterhed, meget levende med citronsyren som styrende element. Den lille sødme giver lidt bund, hvilket klæder vinen … og så venter vi vel bare på foråret? Klart 4,5 store tomler med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Johner Estate, Gladstone Pinot Noir Reserve, Wairarapa, New Zealand

2014 Johner Estate, Gladstone Pinot Noir Reserve, Wairarapa, New ZealandDenne 2014 Gladstone Pinot Noir Reserve kan på mange måder minde om Karl Heinz Johner himself … stor, rund, venlig og lige til at blive i godt humør af. Den er selvfølgelig fra Johner familiens vingård i New Zealand.

Jeg har tidligere besøgt Johner familien i Baden, og det – samt alt om vinhuset – kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen. I det indlæg kan du også læse om vingården i Gladstone sub-regionen i Wairarapa i New Zealand.

Deres vingård i New Zealand købte familien i 2000 og den har 12 hektar vinmarker, hvoraf de 8 hektar er med  Pinot Noir, men de har derudover også både Syrah, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Chardonnay på deres marker.

I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.  Irene fortalte under vort besøg, at hun også tager med Karl Heinz til vingården i New Zealand en gang årligt og er med til al arbejdet i marken.

Denne 2014 Gladstone Pinot Noir Reserve er husets topvin, hvor druerne alene kommer fra én mark … og endda fra de ældste stokke og lavet med gæring i åbne fade og så lagret 1 år på franske egefade, heraf 75% nye fade. Selvom det er Johner Estates topvin, så er den i bedste New Zealand stil på flaske med skruelåg.

Og sikke en vin … en vin som klart er mørkere end husets tyske Spätburgunder vine. I næsen er det derfor mørke og sødme bær med klart fadpræg. Der er brombær, sorte kirsebær, røg, stor landlighed, bolsjesødme, mælkechokolade … vild fagpræg, hvor der også dukker en spændende parfumeret grøn nerve op.

Smagen er vild, rund, fed, cremet med en gudeagtig kraft. Det smager vildt godt. Selvom man måske lige i starten synes, at stilen er lidt for varm, så sniger vinen sig ind på en, for det er så blødt, cremet, smagfuld … og selv syren er rund, poleret, glatslebet og afpudset og den sti følger tanninerne også. Frugten er brombær, kirsebær, pænt med kirsebær, stor pondus, peber og saftig fedme.

Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Sacred Hill Vineyards, Wine Thief Chardonnay, Hawkes Bay, New Zealand

2018 Sacred Hill Vineyards, Wine Thief Chardonnay, Hawkes Bay, New ZealandChardonnay er en drue, der er elsket og hadet, men når man så smager denne 2018 Wine Thief Chardonnay fra Sacred Hill Vineyards, så kan man ikke undgå at knuselske druen.

Sacred Hill Vineyards ligger i Dartmoor Valley udenfor den lille by Puketapu, men har deres vineri lidt længere mod syd … et par kilometer nordvest for Hastings, ganske tæt på floden Ngaruroro i Hawkes Bay på Nordøen i New Zealand. Dermed er vi også ganske tæt på bugten, som har givet navn til regionen.

Vinhuset er grundlagt i 1986 af brødrene David og Mark Mason. De er begge opvokset på gården i Dartmoor Valley, hvor de ofte havde hjulpet deres far med landbruget, som også omfattede en smule produktion af druer.

Efter et ophold i Bordeaux, så besluttede brødrene sammen med vennen Tony Bish, at det kunne være sjovt at ændre det lille familie drevne landbrug til en decideret vingård. Og det blev starten på Sacred Hill Vineyards.

I dag drives vingården fortsat af David Mason og Tony Bish, og sammenlagt har de omkring 44 hektar vinmarker og laver årligt omkring 430.000 flasker vin.

Deres vinmarker ligger i to områder, selvfølgelig først og fremmest omkring vingården i Hawkes Bay, hvor de har markerne Dartmoor Vineyard, Rifleman’s Vineyard og Gimblett Gravels Deerstalker’s Vineyards.

Hawkes Bay er en af New Zealands ældste og bedste regioner. Jordbunden varierer meget, og derfor er vinene derfra også meget forskellige. Dog er det karakteristisk, at Hawkes Bay ofte opnår landets højeste antal solskinstimer og derudover hæver landskabet sig op til 1.600 meter. Det betyder, at druerne langsomt modnes og derved opnår modning samtidig med at syren bibeholdes.

Derudover har Sacred Hill Vineyards også marker i Marlborough, altså den nordligste del af Sydøen. Det er vinmarkerne Hell’s Gate Vineyard i Waihopai Valley tæt på Omaka floden samt Hammond Estate Vineyard i Wairau Valley.

Sacred Hill Vineyards’ vine er i dag opdelt i 3 serier, nemlig Origin Range, Reserve og Special Selection. Sidstnævnte er huset bedste vin, håndlavet og højdepunktet af gårdens formåen … og kun bliver lavet i de allerbedste årgange.

Og denne 2018 Wine Thief Chardonnay er netop fra husets Special Selection serie, men vinen er også lavet med druer fra husets vel nok bedste mark … den ikoniske Rifleman mark. Og i netop årgang 2008 tegnede høsten til et topår for deres topvin Riflemans Chardonnay, men så satte et regnvejr Sacred Hill i et svært dilemma. De spillede sikkert og lavede ikke topvinen, men i stedet gik alle de bedste af druerne i stedet til denne Wine Thief,

Vinstokkene på marken er 28 år gamle og upodede, og druer er selvfølgelig høstet ved håndkraft, hvorefter klaserne presses hele for at opnå ekstra fin og ren juice. Mosten spontangærer efterfulgt af malolaktisk gæring og modner 11 måneder på franske barriques, heraf 50% nye. Vinen er – dry – restsukker pr. liter er ikke oplyst. Vinen er lavet første gang i 2004.

Der er dæleme skrald på næsen med både flydende hasselnødder, ristede mandler, masser af fadfedme, vanilje, kanel, muskat, abrikos, dåseananas, tropiske herligheder, kandiseret appelsinskrald, kvæde og det nærmest stritter voluminøst af vellyst. Man siger, at intet er forbi, førend den fede dame har sunget … og her synger hun. Så dermed lever vi fortsat i vellystens verden.

Det er imidlertid slet ikke en klumpedumpe i munden – so to speak – men i stedet en fint balanceret Chardonnay, som faktisk har en sart og fin mineralitet, en rank stringent syre, hvor der også kommer små grape bitre elementer ind fra højre. Der er tørhed fra træet og man må bare overraskes af vinen, der faktisk sidder lige i skabet med en voldsomt lang eftersmag. Syren giver et godt attack, pirrende, fin med jernagtig mineralitet og virker helt burgundisk. Det er høj klasse vellyst.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 369,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7