Tag-arkiv: Mendoza

2018 Familia Zuccardi, Alambrado Malbec, Mendoza, Argentina

2018 Familia Zuccardi, Alambrado Malbec, Mendoza, ArgentinaDet er et par dage siden, at jeg sidst har smagt argentinsk Malbec, men det må vi jo så gøre noget ved. Det kan vi fx gøre med denne Alambrado Malbec fra vinhuset Familia Zuccardi, som holder til i Maipú lidt øst for Mendoza by.

Vinhuset er grundlagt i 1963 af ingeniøren Alberto Zuccardi, som allerede i1950 slog sig ned i Mendoza. Han begyndte i starten af 1960’erne at plante nogle vinstokke og eksperimentere med et system for kunstvanding.

Det var et system, som han selv havde opfundet baseret på metoder, som ellers kun bruges i Californien. Egentlig var det slet ikke meningen, at Alberto Zuccardi ville lave vin.

Han ville bare afprøve afvandingssystemet i praksis, og til det formål anlagde han en mindre vinmark. Forsøget var meget vellykket, og samtidig blev han grebet af vindyrkning, således det blev startskuddet for vingården.

I dag drives vingården af 3. generation i form af Sebastián Zuccardi, som dog får hjælp af faderen José Alberto, mens broderen Miguel står for gårdens produktion af olivenolie, ligesom søsteren Julia har ansvaret for gårdens tilhørende restaurant Casa del Visitante. Det er med andre ord et rigtigt familieforetagende … Familia Zuccardi.

Men det er et pænt stort familieforetagende, for Familia Zuccardi har i dag ikke mindre end 837 hektar vinmarker, som er fordelt med 37 hektar på La Consulta, 55 hektar på Vista Flores og 90 hektar på Altamira … i Valle de Uco. Derudover har de 475 hektar i Santa Rosa og endelig 180 hektar i Maipú. 35% af vinmarkerne drives økologisk.

I september 2015 blev winemaker Sebastián Zuccardi for anden gang kåret til Winemaker of the Year i Gaucho Annual Winemaker Awards i London. Wine Enthusiast har nomineret Familia Zuccardi til New World Winery 2015 og Decanter har udråbt José Alberto og Sebastián Zuccardi som værende blandt de 5 mest indflydelsesrige personligheder i argentinsk vin.

 Dette blev der især sat en tyk streg under, da familiens kultvin Piedra Infinita i årgang 2016 blev den kun tredje sydamerikanske vin i historien til at få tildelt de famøse 100 point af Robert Parkers Wine Advocate.

Her er vi jo i det lidt tungere luftlag, længere nede på gulvet, hvor vi smager familiens 2018 Alambrado Malbec, der er lavet på druer fra forskellige marker og vinificeret med gæring/maceration ved 25-27 grader over 20 dage på rustfrie ståltanke med daglig pigéage … altså punch-down. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på en kombination af nye og 2-3 år gamle fade.

Næsen er mørk, tør med både baconfedt, beef-jerky og tørret kød, blåbær, brombær, blommer og svage fadaftryk med engelsk lakrids, bitter, mørk chokolade, våde fade og svagt lidt vanilje. Det er ikke en vin, hvor duften stikker vildt dybt, men der er også tale om en rigtig prisbillig Malbec, så på den måde er der god value.

Smagsmæssigt bliver det også lidt rustikt og endimensionelt, men vinen har imidlertid en god frisk frugt, masser af tanniner, stram syre og et frisk, mørkt bid med lidt peber, røg og tørhed. Du får masser af Malbec karakter for pengene.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Riglos Wines, Quinto Malbec, Mendoza, Argentina

2019 Riglos Wines, Quinto Malbec, Mendoza, ArgentinaFra argentinske Riglos Wines smager vi nu den 5. Malbec eller i hvert fald hedder vinen Quinto Malbec, der – som storesøster Gran Malbec – er lavet på druer fra vinmarker ved Gualtallary vest for Tupungato i Valle de Uco syd for Mendoza by.

Vinen er lavet på Finca las Divas aka Riglos Wines og har navnet Quinto Malbec – den 5. Malbec – efter de mennesker, der som det 5. element – udover de andre 4 elementer jord, vand, temperatur og solskin – bidrager til selve produktionen af denne vin

Riglos Wines er grundlagt i 2002 af Darío Werthein og Fabián Suffern … to venner fra Buenos Aires, som begge havde en meget stor passion for vin og fandt en vingård og nogle ekstraordinære bare marker i Gualtallary i den højstbeliggende del af Valle de Uco. Dem kunne de købe uden den helt store investering.

Vingården hed Finca las Divas, men de kaldte vinhuset Riglos … efter den by i La Pampa-provinsen, hvor begge deres forfædre bosatte sig, da de ankom til Argentina i begyndelsen af det 20. århundrede.

Siden 2016 har har vinhuset også indgået et samarbejde med Huarpe Wines … en vingård i Agrelo i Luján de Cuyo. Samtidig har de også hyret den kendte vinmager Paul Hobbs, som vi bl.a. kender fra hans egen vingård Viña Cobos og ellers fungerer som konsulent på andre argentinske vinhuse.

Deres daglige vinmager er dog José Hernández Toso, som selv kommer fra en vinfamilie og selv tidligere har arbejdet som ledende  vinmager hos Weingut J. Hofstaetter Winery i Alto Adige, Graf Adelmann i Baden-Württemberg i Tsykland,

Riglos Wines har samlet 72 hektar jord, men alene 38 hektar er vinmarker, hvor de dyrker Malbec, Cabernet Sauvignin, Cabernet Franc, Syrah og Sauvignon Blanc.

Quinto Malbec er ikke ren Malbec, men lavet på 88% Malbec samt 12% Cabernet Franc, der har været med druernes egne gærceller på rustfrie ståltanke og så efterfølgende lagret 6 måneder på franske egetræsfade inden aftapning på flaske og frigivelse.

I næsen er der masser af Malbec karakter … nelliker, grannåle, røg, røget kød, beef-jerky, masser af tørhed, blåbær, blommer, brombær, ribs, lidt bolsjesødme, cedertræ og tør engelsk lakrids eller måske nærmere lakridsrod samt en snert af lidt blomster.

Smagsmæssigt er det sød, mørk frugt … blåbær, brombær, sød toba samt chokolade, men heldigvis også en syre, som er godt integreret i vinen, hvilket også gælder de fede tanniner, som alligevel formår at sætte sig behageligt på dine fortænder i overmunden. Der er en vis frugtsødme, som er behagelig … ikke så dyb og kompleks, men en vin, som alle vil kunne lide og vil passe godt til rigtigt mange måltider, herunder endda også lidt julemad.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 135 kr., men pt. fås med 25% rabat til 101,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Riglos Wines, Gran Corte, Mendoza, Argentina

2014 Riglos Wines, Gran Corte, Mendoza, ArgentinaSidste vin i den tætpressede Riglos trio blev deres topvin, som blot kaldes Gran Corte.

Gran Corte er en vin, som er et mix med de 3 druer, som Riglos laver deres 3 enkeltdruevine på, altså 33% Cabernet Sauvignon, 33% Cabernet Franc samt 34% Malbec. Igen er der begrænsede oplysninger om produktionen, men vinen er lagret 21 måneder på franske fade og der er lavet 7.106 flasker af vinen.

Duftmæssigt lidt bordeauxfil næse, cedertræ, tør eg og i det hele taget er fadpræget her lidt mere tydeligt med vanilje, kanel, søde krydderier, lidt røg og brombær, granatæbler, tørrede roser,

Smagen er meget ren, virkelig fint balanceret med en en fin, let og stringent syrlighed, en vis tørhed, pænt med tanniner, men polerede og stjæler ikke billedet. Det er en komplet vin, som leverer varen både cremet, blødt med en kølig elegance. Hænger vildt lang tid i munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 279,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Riglos Wines, Gran Malbec, Mendoza, Argentina

2016 Riglos Wines, Gran Malbec, Mendoza, ArgentinaRiglos Wines nummer to vin blev deres 2016 Gran Malbec fra de højstbeliggende marker i Valle de Uco i Mendoza i Argentina.

Som med den foregående vin er der begrænsede oplysninger om produktionen, men vinen er dog lavet helt traditionelt og så efter endt fermentering lagret hele 19 måneder på franske fade og der er produceret 20.485 flasker af vinen.

Næsen er mere blækagtig og røget end foregående Cabernet Sauvignon. Der er cedertræ, blåbær, svesker og blommer, nelliker og samtid en langt mere kødfuld næse, nærmest med tørret lidt kød, Beef Jerky, læder og igen med en koket sødme, pæn friskhed i frugten, tør tobak og næsten lidt støvet i udtrykket.

I munden er vinen langt mere tanninrig end den foregående. Den sætter sig i munden med stor tørhed, men byder derudover på en stærk kraft, peber, enebærrøget bacon, brombær, tør kakaopulver, fin balance mellem sødme og syre samt lidt efterbrænder i eftersmagen. Tænker den lige skal modnes et par år mere.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 191,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Riglos Wines, Gran Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina

2014 Riglos Wines, Gran Cabernet Sauvignon, Mendoza, ArgentinaSjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder tidlig og sent, siger salme 3 i den danske salmebog, men 3 er også nummeret på de antal vine, som jeres vinblogger nu smager fra det argentinske vinhus Riglos Wines … og vi starter med deres Gran Cabernet Sauvignon.

Riglos Wines er grundlagt i 2002 af Darío Werthein og Fabián Suffern … to venner fra Buenos Aires, som begge havde en stor passion for vin og fandt nogle ekstraordinære bare marker i Gualtallary i den højstbeliggende del af Valle de Uco, som de kunne komme til uden den store investering.

Vingården hed Finca las Divas, men de kaldte vinhuset Riglos … efter den by i La Pampa-provinsen, hvor begge deres forfædre bosatte sig, da  de ankom til Argentina i begyndelsen af det 20. århundrede.

Siden 2016 har har vinhuset også indgået et samarbejde med Huarpe Wines … en vingård i Agrelo i Luján de Cuyo. Samtidig har de også hyret den kendte vinmager Paul Hobbs, som vi bl.a. kender fra hans egen vingård Viña Cobos og ellers fungerer som konsulent på andre argentiske vinhuse.

Deres daglige vinmager er dog José Hernández Toso, som selv kommer fra en vinfamilie og selv tidligere har arbejdet som ledende  vinmager hos Weingut J. Hofstaetter Winery i Alto Adige, Graf Adelmann i Baden-Württemberg i Tsykland,

Riglos Wines har samlet 72 hektar jord, men alene 38 hektar er vinmarker, hvor de dyrker Malbec, Cabernet Sauvignin, Cabernet Franc, Syrah og Sauvignon Blanc.

Vi starter trioens intermezzo med at smage Riglos’ 2014 Gran Cabernet Sauvignon, som kommer fra husets marker i omkring 1.200 meters højde. Der er ikke så mange oplysninger om selve produktionen … udover at den er lagret 21 måneder på franske egefade … både barriques og foudres og så er der lavet 12.378 flasker af vinen.

Duftmæssigt en mørk, dyb, solrig fætter med tonsvis af sort, mørk frugt, virkelig lækker modenhed i frugten, sorte kirsebær, hindbær, brombær, lakrids, tobak, timian, kaffegrums og lidt chokolade.

Smagsmæssigt er der masser af power, tørhed, lidt Earl Grey te, peber, brombær, kirsebær, pænt med tanniner, hvor kanterne dog er slebet en smule af. Der er en ordentlig mundfuld, men på en meget elegant og smukt afbalanceret måde. Der er lakrids, chokolade, en behagelig sødme, meget smagfuld … tossegod lækker vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 191,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Bodegas Catena Zapata, Catena Alta Malbec, Mendoza, Argentina

2014 Bodegas Catena Zapata, Catena Alta Malbec, Mendoza, ArgentinaSidst jeg smagte denne vin, så var det i en årgang 2009, som jeg gav 6 fede houlbergske fingre. Nu smager jeg vinen igen … blot i en nyere årgang 2014. Jeg snakker om vinen Catena Alta Malbec fra det store, legendariske argentinske vinhus Bodegas Catena Zapata.

Flere gange er Catena udnævnt som værende det førende argentinske vinhus. Parker har selv udtalt; Catena Zapata is the argentine winery of reference, the standard of excellence for comparing all other, mens Wine Spectator hele 6 gange har givet vinhuset 100 point.

Catena laver vildt mange vine, og flere serier. De øverste, eksklusive og dyreste vine laves under Catena Zapata serien, men derudover findes der serierne Catena Alta, Catena, Catena Apellation og BV Catena.

Denne Catena Alta Malbec eller Catena Alta Historic Rows Malbec er en del af serien Catena Alta vinene, altså et niveau under de helt sindssygt dyre topvine hos Catena.

Catena Alta Malbec laves fra de 5 bedste Malbec parceller af Catena-familiens højtbeliggende marker i både Luján de Cuyo og Valle de Uco, nemlig blok 18 på marken Angélica i Lunlunta, blok 4 på La Pirámide marken i Agrelo, blok 1 på Nicasia marker samt blok 3 og 9 fra Adrianna markerne i Gualtallary.

Hver parcel er vinificeret separat i 225-500 liters egefade ned spontangæring og maceration i 10-35 dage efterfulgt af en kold maceration for 30% af vinen.

Gæringen sker således alene med druernes naturlige gærceller. Derefter sker en malolaktisk gæring inden vinen lagres 18 måneder på franske egefade og så tappes på flaske uden filtrering.

Duften er fyldt med dyb og mørk frugt, engelsk lakrids, en syrlig fedme og så alligevel samtidig med stor tørhed, solbær, brombær, svesker, enebær … sort og dyb, lidt mælkede noter, blæk, kaffe, vanilje og godt med fad.

Smagen er våd og tung, virkelig fylde, dyb, varm, fed og sødlig krydret med stor power. Der er kraft, mælkechokolade, kakao, kaffe og alt leveret i silkebløde lagner. Der er rund, pænt og ordentligt, velkomponeret og struktureret og smager altså godt.

Forhandles af Philipson Wine, pris 359,95 kr. ved køb af 1 flaske og 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

1997 Bodega y Cavas de Weinert, Cavas de Weinert Gran Vino, Mendoza, Argentina

1997 Bodega y Cavas de Weinert, Gran Vino, Mendoza, ArgentinaNæste vin hos Jan var en 22-årig vin fra Luján de Cuyo området i Mendoza i Argentina … 1997 Cavas de Weinert Gran Vino fra Bodega y Cavas de Weinert.

Den argentinske vingård er etableret i 1975 af den tyskfødte brasilianer Don Bernardo Carlos Weinert. Han var fascineret af vinens verden, havde tjent en formue i transportindustrien og besluttede sig for at lave sin egen vingård i Argentina med et klart filosofi om at producere vine af ubetinget høj kvalitet og med klar inspiration fra Bordeaux.

Bernardo Weinert foretog en ganske omfattende undersøgelse af klima, jord og vinstokke i Mendoza og fandt det perfekt sted. Det var i Luján de Cuyo, hvor han fandt en vingård, som tidligere havde været drevet af Otero-familien.

Alt var dog blevet forladt omkring 1920, så stedet og huset var forfaldent og markerne i sølle tilstand. Men Bernardo satsede alle sine sparepenge på projektet.

Efter en besværlig restaurering af vingården, så investerede Bernardo i den nyeste teknologi og hyrede Raúl de La Mota, som allerede var anerkendt som en af de bedste vinmagere i Argentina … og så gik de ellers i gang med at producere vin.

Bodega y Cavas de Weinert fik deres internationale gennembrud i 1980’erne, hvor da den amerikanske vinjournalist besøgte Mendoza og smagte sig igennem en lang række vine. I sin anmeldelse af vinene fra Bodega y Cavas de Weinert kaldte Parker dem som outstanding og sine personlige favoritter … og så reagerede markedet med det samme og pengene strømmede ind.

Det gjorde også, at Bernardo kunne fortsætte udviklingen af Bodega y Cavas de Weinert, og siden er deres ikonvin 1977 Estrella Malbec lagret i 19 år blevet en legendarisk vin, som også kaldes en af Argentinas store stjerner!

I dag drives vinhuset af Bernardos søn Andre Weinert, mens Raúl de La Mota i 1996 blev erstattet af den schweiziske vinmager Hubert Weber. Andre har fortalt, at faderen slet ikke vidste, hvem Robert Parker var. Da han bad om nogle prøver, så sendte han dem uvidende om den betydning som det kunne få for vinhuset.

Samlet har Bodega y Cavas de Weinert 40 hektar vinmarker i Luján de Cuyo og Maipú, men derudover 20 hektar i Patagonien. De fleste marker omkring vingården ligger i 850-1.100 meters højde med en undergrund, der er stenet og rig på sand. Selvom der falder meget begrænset vand der, så begrænset kunstvandingen.

Weinert er også én af de få producenter, der arbejder meget gammeldags med store, gamle fade og lang lagring. De anvender ikke ståltanke til gæringen, hvilket i stedet sker i store epoxy belagte cementtanke, men lagringen sker i store, gamle franske egefade på 2.000-6.000 liter.

De yngste fade er 60 år gamle, nogle har rundet et århundrede, og de ældste er 120 år eller ældre. Topvinene lagrer længst, således lagrede ikonvinen Estrella 12 år på tønder og så 7 år på flaske.

Denne 1997 Cavas de Weinert Gran Vino er et blend af 40% Malbec, 40% Cabernet Sauvignon samt 20% Merlot. Det er den første årgang, som Hubert Weber lavede på Bodega y Cavas de Weinert.

Druesorterne er gæret hver for sig, inden de enkelte vine er blandet til den færdige model. Vinen er lagret 36 måneder på store fade … resten af tiden er vinen lagret på flaske, altså indtil flasken så blev åbnet og vinen nu er havnet i Houlbergs vinglas.

Næsen byder da også på moden frugt, modne solbær, lidt blomster, søde krydderier, noget engelsk lakrids, men noget afdæmpet, blæk, cigaræsker, medicinskab, likør, karamel og skocreme. Der er noget dekadent modenhed over vinen, men den klarer alderen rigtigt flot og inspirationen fra Bordeaux er også fortsat meget tydelig. Det dufter faktisk som en moden Bordeaux.

Smagsmæssigt mangler vinen måske en anelse Bordeaux dybde, men hvor er det dog cremet og fløjlsblødt med en herlig let, lys og moden frugt … og hvor smager det godt. Jeg elsker, når man opnår kombinationen af lys, let og moden frugt, så det er bestemt en dejlig vin, som fortsat har masser vild lækker drikkeglæde i sig.

Herhjemme forhandles Weinert vinene af Vinslottet, men denne er ikke i sortimentet. En storesøster Weinert Malbec kan fås i årgang 1995 til 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Familia Zuccardi, Tito Paraje Altamira, Mendoza, Argentina

2013 Familia Zuccardi, Tito Paraje Altamira, Mendoza, ArgentinaSjovt nok er der igen vin fra Familia Zuccardi i glasset. Sidst var det deres Aluvional Paraje Altamira, men her er det lillesøsteren Tito Paraje Altamira, hvor druerne kommer fra samme marker i Valle de Uco.

Igen skal jeg undlade at skrive om vinhuset, som jeg har skrevet om nogle gange her på Houlbergs Vinblog. I stedet kigger vi så nærmere på denne Tito Paraje Altamira, som dog ikke er på ren Malbec, men lavet på 80% Malbec, 10% Cabernet Sauvignon og 10% Ancellotta.

Vinen er lavet til ære for Sebastián Zuccardis bedstefar Alberto, som blev kaldt Tito. Det var ham, som tilplantede familiens første vinmark. Formålet med vinmarken var egentlig ikke at lave vin, men at demonstrere effektiviteten af det kunstvandingsanlæg, som han havde opfundet.

Anlægget virkede fortrinligt, og som en sidegevinst blev Tito grebet af det at lave vin. Druerne kommer fra Paraje Altamira, som ligger omkring 1.100 meter over havet. Jordbunden består kalkholdigt grus og sten i varierende dybde. Området er meget tørt, så markerne bliver vandet med smeltevand fra de bagvedliggende Andesbjerge.

Druerne til Tito Paraje Altamira er håndplukket og sorteret. I vineriet sorteres druerne endnu en gang og afstilkes. Gæringen starter spontant med druernes naturlige gærceller.

Hele processen foregår i cementtanke over 20-30 dage. Efter endt gæring og maceration lagrer vinen på såvel træfade som cementtanke inden aftapningen, som sker ufiltreret. Vinen har fået 92 Parker point og er af Decanter udråbt som Best Red Blend in the World i kategorien 15£ vine … store ord.

Næsen er mørke frugter, solbær, brombær, modne kirsebær, tætpakket frugt, balsamisk fedme og surhed i frugten, lidt skovbund, krydderier, røg og grafit. Det smager også af solmoden solbær, en vis tørhed, tydelige tanniner og en sødme, som indikerer oversøisk vin. Der er en vis saftighed over vinen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 269 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Familia Zuccardi, Aluvional Paraje Altamira, Mendoza, Argentina

2012 Familia Zuccardi, Aluvional Paraje Altamira, Mendoza, ArgentinaNæste vin i glasset blev én af topvinene hos Familia Zuccardi, nemlig deres Aluvional Paraje Altamira, hvor druerne kommer fra husets bedste marker i Valle de Uco.

Jeg har skrevet om vinhuset nogle gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg nok undlade denne gang, men i stedet se nærmere på denne Aluvional Paraje Altamira.

Den er en del af en topserie af Malbec ikonvine, som Zuccardi kalder Aluvional … samlet 5 enkeltmarksvine fra områderne La Consulta, Vista Flores, El Peral, Gualtallary samt Paraje Altamira.

Denne Aluvional Paraje Altamira kommer fra marken Finca Piedra Infinita, der ligger i Paraje Altamira og ganske højt i omkring 1.100 meters højde. Jordbunden består øverst af et varierende lag af grus og småsten i en dybde fra 10-80 cm.

Under gruslaget er jorden fyldt med grovkornede store kalksten. Området er meget tørt, så markerne bliver vandet med smeltevand fra de bagvedliggende Andesbjerge.

Druerne er håndplukket og sorteret. I vineriet sorteres druerne endnu en gang og afstilkes. Lavet med i betontanke med maceration i 20-25 dage samt spontangæring alene med druernes naturlige gærstammer.

Efter endt gæring og maceration lagrer vinen på såvel træfade som cementtanke inden aftapningen, som sker ufiltreret.

Næsen emmer af tæt, kraftig og fuldmoden vin … søde, gærede bær, næsten overgærede bær, virkelig tætpakket og mørk frugt, sorte kirsebær, blommer, mørk engelsk lakrids, blomster, salte mineraler og stor modenhed. Det er en blockbuster af en vin.

Smagen er imidlertid blid og blød med en vis syrlighed i frugten, et peberbid og er faktisk ikke særlig omgængelig, så det er en vin, der kræver en vis fordybelse.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Pulenta Estate, Finca la Zulema Malbec, Mendoza, Argentina

2017 Pulenta Estate, Finca la Zulema Malbec, Mendoza, ArgentinaPulenta Estate ligger i syd for Mendoza ved den lille by Agrelo syd for Luján de Cuyo … ja faktisk nærmest nabo til legendariske Bodega Catena Zapata. Vi smager her Finca la Zulema Malbec fra Pulenta i en helt ny årgang 2017.

Pulenta familien har en særlig plads i den argentinske vinhistorie, da familien har en stor andel i udviklingen af den vinkoncern, som i dag hedder Grupo Peñaflor og omfatter vinhuse som det velkendte Trapiche, Finca Les Moras, Santa Ana, El Esteco, Viñas Andean og mange flere samt produktion af juice og mineralvand.

Pulenta familien har da også lavet vin i Argentina siden 1912 … omkring 10 år efter Angelo og Palmina Pulenta ankom til landet fra havnebyen Ancona i Marche området i Italien. De slog sig ned, købte en lille ejendom i San Juan provinsen, kaldte vingården Peñaflor og startede sammen med deres sønner at tilplante jorden, bl.a. deres første vinmark Finca la Germania.

Det var især Angelos ældste søn Quinto, som udviklede vinhuset, som dengang hed Bodegas y Vinedos Pulenta Hnos. Det skete med løbende opkøb af vinmarker og næse for salg med opstart af eksport til USA og andre lande.

Senere i 1941 omdøbte brødrene vinhuset til Bodegas y Vinedos Peñaflor og købte også vinmarker i Mendoza området for at lave bedre vine og derudover startede de også med i 1968 med at producere frugtjuice under mærket Cepita.

De begyndte også senere at tappe egen mineralvand under brandet Villa del Sur i samarbejde med den franske koncern Danone og blev i det hele taget en stor spiller i Argentina.

Det kulminerede i 1971 med et opkøb af Benegas Hermanos … det tidligere vinhus Benegas e Hijos, som ejede 6.653 hektar vinmarker og var storproducent af vine som fx Trapiche vinene. Den nye samlede koncern ændrede samtidig navn til blot at hedde Peñaflor.

I 1997 valgte de imidlertid at sælge deres andel i Peñaflor og starte forfra med et helt nyt vineri, som var helt deres eget og med fokus på kvalitet.  Intet skulle overlades til tilfældighederne, så der blev investeret i topmoderne produktionsudstyr.

Familien Pulenta ville være med blandt de bedste i Argentina og det blev starten på vinhuset Pulenta Estate, som drives af 3. generation af Pulenta familien, nemlig brødrene Eduardo og Hugo Pulenta.

De havde allerede nogle år forinden købt nogle vinmarker i Alto Agrelo området ved Luján de Cuyo, nemlig marken Finca La Zulema, men opkøbte også marken Finca Los Árboles i det højere beliggende Valle de Uco plantet tilbage i 1981.

I Valle de Uco har familien omkring 292 hektar vinmarker omkring Tupungato og i Alto Agrelo har de 109 hektar vinmarker.

Tupungato er den højest beliggende del af Uco Valley. Området ligger for foden af bjerget Tupungato, som er 6.500 meter højt. Her dyrker familien Pinot Noir druer i 1.300 meters højde.

Alto Agrelo ligger mellem byen Agrelo og Andesbjergene og løber fra 900 meters højde omkring byen til op i 1.100 meters højde. Her dyrkes primært Malbec, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot og det er også herfra, at druerne til denne Finca la Zulema Malbec kommer.

Til at hjælpe med vinene har familien hyret den fabelagtige vinmager Paul Hobbs og ham er vi skam også tidligere stødt på her på vinbloggen, da han både hjælper andre producenter i Argentina, men også selv laver vine under brandet Viña Cobos.

Denne Finca la Zulema Malbec 2017 er en single vineyard vin, selvom marken ganske vist samlet er på 109 hektar. Vinen er lavet med spontangæring på franske egetræsfade, hvor vinen også er lagret en periode.

I glasset overraskes jeg ved, at vinen slet ikke er så mørk, som jeg ellers havde forventet … klart lysere end argentinsk Malbec generelt, og jeg mener at vide, hvad jeg snakker om. Jeg har tidligere forestået smagning af netop argentinske Malbec vine.

Duftmæssigt har vinen en dejlig mælket aroma med en smule engelsk lakrids og zulu lakridser. Den er en smule animalsk eller landlig med nogle søde, indbydende aromaer … mødding eller gylp fra en baby … hvilket trækker klart op i min karakterskala. Frugten er lidt boysenbær, blåbær og duften indikerer klart flere muskler og mere kraft end farven i glasset egentlig indikerer.

I munden er første indtryk, at det sgu da smager meget godt. Det er flot og balanceret vin … tydeligvis en dygtig vinmager, der kan sit shit. Det er mørk og tør frugt, blåbær, syren rund og behagelig. Der er en smule sødme … måske lidt til den gode side, men den bliver faktisk fint komplementeret af den blide syre. Vinen har en vis kølighed, og sammenlagt er det rasende godt til prisen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7