Tag-arkiv: Bordeaux

2019 Bernard Magrez, Château Bernard Magrez Saint-Estèphe, Bordeaux, Frankrig

2019 Bernard Magrez, Château Bernard Magrez Saint-Estèphe, Bordeaux, FrankrigDen 87 år gamle Bernard Magrez er fortsat alive and kicking, så vi smager da endnu et par vine fra ham. Vi starter med denne Château Bernard Magrez Saint-Estèphe 2019.

Magrez har vistnok 42 vinslotte og vingårde og denne Château Bernard Magrez Saint-Estèphe skulle være lavet fra den cirka 7 hektar store mark Clos Sanctus Perfectus i Saint-Estèphe.

Bernard Magrez købte marken med det unikke  mikroterroir med over 45 år gamle vinstokke i veldrænet grus i 2006. Marken nyder mikroklimatisk godt af den korte afstand til Gironde flodens udmundingens med tempererende vand.

Vinen er et blend på 70% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon og druerne finsorteres med systemet La Dream, inden Michel Rolland gærer vinen med temperaturstyring i 2.500 liters ståltank. Druerne macererer i 30 dage og efter endt fermentering er vinen laget i 14 måneder på 225 liter barriques, hvoraf 35% er nye og 35% et år gamle, samt på amfora lerkrukker.

Næsen er svulstig, mørk og Rollands touch kan på mange måder minde en om, hvordan Jeff Lynne laver musik … har denne runde og venlig side, der er meget tiltrækkende og meget genkendelig. Sådan er Michel Rollands vine netop … meget karakteristisk, utrolig fyldige vine med rund frugtsmag samt en markant fadlagring.

Her er der også skruet op for fadpræget … der er sød tobak, lakridskonfekt og sød finsk lakrids, cedertræ, kaffe, chokolade og solbær, brombær samt blommer.

I munden er vinen cremet og næsten mundsmeltende … det er solbær, brombær og fyldig finesse. Det er skruet forbandet godt sammen, syren er blød, frugtrig og intens, tanninger slebet runde og venlige … forkælelse og en cremet, blød og lidt opulent, fadpræget Bordeaux vin … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 399,95 kr., mens du pt på tilbud ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 207,88 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Château de Haux, Grande Réserve, Bordeaux, Frankrig

2019 Château de Haux, Grande Réserve, Bordeaux, FrankrigSidst jeg drak denne Grande Réserve fra det danskejede bordeauxslot Château de Haux, så var det i en årgang 2008, men nu smager jeg så vinen i en langt nyere årgang 2019.

Historien om slottet og dets danske ophav startede egentlig i 1903, hvor Knud Jørgensen etablerede Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup.

Det blev en respekteret vinforretning, som sønnerne Asger og Robert overtog i  1930’erne.

Da de i 1973 var færdige som vinkøbmænd, trådte deres egne sønner ind, nemlig Peter og Flemming. Peter Jørgensen var chef for den vinøse del af forretningen, mens Flemming Jørgensen havde ansvaret for den administrative del af virksomheden, som under deres ledelse skiftede kurs.

Peter Jørgensen havde nemlig altid drømt om at få sit eget vinslot. Da han i 1980’erne fornemmede, at den gammeldags form for vinhandel ikke havde nogen voldsomt lovende fremtid, så lagde han planer med sin bror og sin søn.

De gik ud på at købe et lille vinslot med en produktion, der passede til Knud Jørgensens Vinhandels salg. På den måde kunne de realisere drømmen om at blive slotsejere samtidig med, at der kunne komme en god forretning ud af det.

Slottet blev lokaliseret og købt i 1985 for et beløb, der svarede til brødrene Jørgensens opsparing. Men der var behov for store investeringer i forbedring af markerne med mere, så man hentede tre mio. kr. gennem udstedelse af B-aktier á 500 kr. Det betalte delvist slottet og sikrede samtidigt, at hundredvis af danskere blev faste kunder.

Og slottet var naturligvis Château de Haux, som ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet er bakket, dækket af skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker.

Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som en af de befæstede gårde var del af en ring af ydre fæstningsværker til beskyttelse af Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.

Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottet ejedes af oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.

Der ejes i dag 70 hektar vinmarker, hvilket giver 300 km. rækker med vinstokke og en produktion på knap 0,5 mio. flasker vin årligt. Vinene sælges fortrinsvis til de mange danske aktionærer.

Denne Grande Réserve laves ikke hvert år og druerne til vinen kommer fra slottets ældste og bedste vinmarker, og der bruges altid Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot, men blandingsforholdet varierer lidt afhængig af årets høst.

Efter høst bringes druerne straks til slottet, hvor de sorteres og presses nænsomt. Efter gæringen lagres vinen et år på tanke og herefter lagrer en stor del af vinen på nye og gamle egetræsfade

Alle tankene og fadene smages løbende for at sikre, at vinen udvikler sig bedst muligt. Efter et år på egetræsfadene, har vinen opnået stor elegance, finesse og dybde, men 2 år efter at druerne blev høstet, er tiden kommet til den endelige blanding. Når vinen er blandet fra de udvalgte fade og tanke, bliver den færdige vin aftappet og sendt på markedet.

I næsen er det bestemt Bordeaux … der er solbærsyltetøj, moden blommekompot og virker i det hele taget lidt varm i udtrykket. Der er søde fade, spidskommen og let mentol. Det er en sjov aroma, som ikke lige vælter mig ned af stolen.

Smagen er næsten ren solbær tilsat lidt tør og bitter sort te, har en bondsk saftighed og nogle blomster.  Der er også lidt krydderier, fine tanninger og en god rygrad i vinen. 89 point.

Forhandles fra slottet og andre vinhandler, hvor en flaske koster 239 kr., mens slottets aktionærer kan købe den til 185 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2014 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDen sidste Château la Couspaude Saint-Émilion Grand Cru Classé blev også den ældste af de 3 årgange, for den var fra årgang 2014.

Det er en årgang, som i Saint-Émilion er ratet lidt lavere end de to foregående … nemlig med 92 point, men gode vinhuse kan jo lave god vin i alle årgange. Og her har Michael Rolland også rådgivet vinslottet.

Ellers er vinen lavet som de foregående, altså på et mix af 75% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæring er sket i mindre kar af rustfrit stål og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques.

I glasset er vinen bare lidt mere brunlig end de foregående, men minder ellers mest om 2016’eren. Men den har faktisk også en mere grøn og frisk side … klart mere rank i næsen, men har også denne lidt ædle, dekadente og aristokratiske elegance. Det er fortsat solbær og brombær, men også blommer og hindbær samt noget fad, der ikke er helt så dominerende som i de nyere årgange. Der er blæk, cedertræ, cigaræsker, skovbund, mynte,

2014’erens styrke ligger måske mere i smagen … modenheden har slået mere  igennem, hvorved smagen næsten er mundsmeltende med stor blødhed og runde hjørner … og den har faktisk hjørner af frisk, rank, lys og frugt, der endda har en smule bitterhed, tørhed og så de vildeste tanniner, der fortsat bider, som om de var helt unge teens. Der er hindbær, tranebær og måske endda lidt umodne blommer samt bolsjer, fennikel …utæmmet og flot. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2016 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg smagte dernæst endnu en årgang af den fine Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château la Couspaude og nu var det altså 2016’eren.

I Saint-Émilion er det en årgang, som fx Parker har ratet 95 point mod 94 for 2018’eren.

Vinen er selvfølgelig lavet på samme måde som 2018’eren og det er på et mix af 75% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæring er sket i mindre kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques … og atter har Michel Rolland drysset lidt stjernestøv henover vinen.

I næsen kommer omgående lidt af de samme noter som med 2018’eren … bare mere modent og atter med denne nærmeste lidt dekadente aristokratiske elegance af gammelt ædeltræ, varm samt comfortagtig og fadpræget rund. Der er søde og sorte kirsebær, der er solbær og modne blommer, muldjord, våd fad, søde lakridspiber, chokolade, kardemomme og vanilje. Det virker ultra blødt og så venligt.

Smagsmæssigt kan årgangen og de to ekstra år smages, for nu er frugten slet ikke så frisk, men mere rund, poleret, afgratet, modent og glatslebet. Men tag ikke fejl, der er fortsat masser af liv med både brombær, kirsebær og hindbær, mens tanninerne mindst er lige så markant, tørre og spændstige som i 2018’eren. Det giver virkelig vinen spark, kant og god frugtintensitet. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigNu står den på fin Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château la Couspaude og endda i 3 årgange og jeg starter med at smage den i årgang 2018.

Vinslottet Château la Couspaude er ejet af Aubert familien via deres firma, der så hedder Vignobles Aubert.

De ejer ikke mindre end 8 Bordeaux slotte; Château Saint Antoine, Fleur Saint Antoine, Château Labesse, Château Lagrave-Aubert, Château Jean de Gué, Château Messile-Aubert, Château Saint Hubert … ja og naturligvis også Château La Couspaude, som familien har ejet i over 100 år.

Herudover ejer Alain Aubert også personligt 4 vinslotte og det er nemlig Château de Macard, Château Hyot, Château Haut-Gravet og Château de Ribebon.

Sammenlagt er der tale om en stor vinfamilie … og et kæmpestort foretagende. Og familien har da også lavet vin i Bordeaux i over 250 år, og det startede oprindeligt med Château Labesse, som er det historiske hjemsted for familien. Det blev sammen med Château Lagrave-Aubert opkøbt af oldefaderen Joseph Aubert før den franske revolution.

I dag er det brødrene Alain, Daniel og Jean-Claude Aubert, som står for Vignobles Aubert, bl.a. sammen med børnene Héloïse, Vanessa og Yohan Aubert.

Château la Couspaude ligger midt i hjertet af Saint-Émilion og har historiske rødder helt tilbage til middelalderen. Slottet har tidligere været ejet af både den engelske og franske kongefamilie og selve slotsbygningen er opført i 1700-tallet.

Vinslottet har samlet 7 hektar vinmarker omkranset af en unik, muromkranset Clos enkeltmark med 50 år gamle vinstokke med rødderne dybt begravet i Saint-Émilions kalkstensplateau. Alle markerne drives HVE3 bæredygtig og derudover benytter man sig af hestepløjning samt grøn høst, som medvirker til at holde jorden sund, udbyttet lavt og frugtkvaliteten helt i top.

Denne vin er lavet på 75% Merlot, 20% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæringen er sket i mindre kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques.

Château la Couspaude er ét af de vinslotte, der benytter sig af Michel Rollands ekspertise i produktionen af vinene og det kan sgu næsten duftes, for vin er allerede i næsen ultra blød med et stort og rart fadpræg. Der er ingen tvivl om, at vi her har fat i stor Bordeaux, hvor der er solbær, brombær, hindbær, cedertræ, muldjord, violer, røg, vanilje, kardemomme og chokolade. Vinen har samtidig en nærmest tørsødlig og dragende, dekadent elegance.

I munden har vinen masser af frugt … lysere og mere frisk end den egentlig indikerede duftmæssigt, men man også hurtigt mærker de friske og unge tanniner, der er levende, har liv og spark med kraft og spændstighed, men er godt integrerede. Der er brombær, kirsebær, hindbær, noget mineralsk og alligevel er alt leveret blødt, cremet med en nærmest præcis og delikat overlegenhed. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Château Surain, News Drinker Merlot, Bordeaux, Frankrig

2021 Château Surain, News Drinker Merlot, Bordeaux, FrankrigVi skifter lige spor … for næste vin i glasset er en mere moderne Bordeaux, som kommer fra vinslottet Château Surain og det er en 2021 News Drinker Merlot.

Det lille vinslot eller vingård er grundlagt tilbage i 1920 af Roger Surain, som selv var født i Saint-Gervais og havde en stor lidenskab for vin og kærlighed til det lokale terroir. Han startede med alene 1 hektar vinmark, men i dag på 12 hektar.

Vingården ligger på højre bred, men ikke i en af de store appellationer, men i et område, hvor der primært laves almindelig Bordeaux og Bordeaux Supérieur vine.

Det er i dag Adrien Surain, som driver vingården som 4. generation. Han havde egentlig selv en karriere som som IT projektleder og var bosat i Hong-Kong, mens hans onkel samtidig i Frankrig kæmpede med økonomien på familiens vingård.

På Château Surain var forretningen baseret på at sælge druer og bulkvine til lokale négociants, men i 2013 var økonomien på gården så trængt, så Adriens onkel var klar til at sælge. Men i kraft af sit IT-job i Hong-Kong, så kunne Adrien investere i familievirksomheden med nyt udstyr, større ståltanke og udvidede faciliteter, således familien allerede i 2015 kunne lave de første vine i eget navn.

I 2017 flyttede Adrien selv tilbage til Bordeaux, hvor han nu satser sine sparepenge på Château Surain og arbejder på fuld tid i både de 12 hektar vinmarker og vinkælderen. Han driver vingården med hjælp fra sin onkel og bror med respekt for natur og miljø, og der bruges ikke pesticider i marken. Derudover skeles der til den biodynamiske drift, da høstdagene afhænder fuldstændig af månekalenderen.

Hans ambition er meget enkel, nemlig at fremstille ukomplicerede, frugtdrevne vine, som skiller sig markant ud og vil appellere til et yngre publikum, der ikke har råd at betale prisen på en normal Bordeaux vin fra de traditionelle Cru Classé-slotte.

Og vinene adskiller fra Château Surain adskiller sig i den grad fra normalen i det ellers konservative Bordeaux. Adrien anvender sjove navne som Popcorn, Mademoiselle Voila og News Drinker, bruger moderne etiketter og – helligbrøde – endda bourgogneflasker forseglet med voks på toppen.

Han siger selv, at da han startede med at lave vin, så hørte han hele tiden, at Bordeaux vine var forældede, for tekniske, arrogante og på ingen måder sexede, så det besluttede han sig for … og hans vine skal være både sjove og sexede.

Og på én eller anden måde er det også befriende at se en anderledes vinkel på Bordeaux vine. Der findes i hvert fald mange små Bordeaux producenter, som har det svært i skyggen af de klassificerede Cru Classé-slotte. De får typisk dårlige priser for deres vin … men hos Château Surain har de i hvert fald valgt en meget anderledes markedsføringsstrategi, hvor de skiller sig ud.

Château Surain laver samlet 40.000 flasker årligt, fordelt på de nævnte pt. 5 forskellige vine … alle meget prisvenlige vine, der viser, at der også kan findes value-for-money vine i et område som Bordeaux.

News Drinker Merlot er lavet på ren Merlot fra 30 år gamle stokke på familiens marker ved Saint-Gervais mellem Cotes de Bourg og Fronsac. Det er totalt økologisk, men ikke certificeret og druerne er høstet på en frugtdag i total harmoni med månens cyklus. Efter gæring er vinen lagret på ståltanke. Vinen er  flasket uden sulfitter og der er samtidig kun laver beskedne 2.000 flasker af vinen.

Den naturlige tilgang til produktionen af denne vin kan nærmest duftes fra første fløjt. Duften er landlig, animalsk, bondsk, gæret og har en syrlig og flæsket aroma med en smule biokant. Der er solbær, blommer, hindbær, mynte, våde vaskeklude, spidskommen, en pikant syre, tør engelsk lakrids eller lakridsrod … og så helt klart røgede noter som fra et lejrbål.

I munden smager vinen langt mere ren, frisk og lysere, end jeg lige havde forventet. Der er tranebær, hindbær og lyse kirsebær og det er med en tør, frisk, krydret, spændstig og ungdommelig syre, som lige bider fra sig sammen med tørre og bitre tanniner. Der er noget grape og Campari bitterhed og minder ikke om typisk Bordeaux, men er alligevel spændende. 89 point..

Forhandles af Supervin, hvor denne 2021 endnu ikke er prissat, mens 2020’eren koster 169,95 kr,, men prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Château Grand Clapeau Olivier, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Grand Clapeau Olivier, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigMer’ Bordeaux, men vi er rykket over på vestre bred til Médoc halvøen, hvor vi i kommunen Blanquefort finder Château Grand Clapeau Olivier og derfra smager vi nu en 2015 Haut-Médoc Cru Bourgeois.

Det historiske vinslot er grundlagt i 1850’erne af entreprenøren Edouard Avril, som senere blev manden bag etableringen af Médoc-halvøens jernbane. Siden 1923 har slottet været i besiddelse af fire generationer af familien Baudinière.

I dag er det med Pierre Baudinière ved roret, men hans døtre er allerede med i driften og ivrige efter at fortsætte alle de tidligere generationers arbejde og modernisere vingård og kælder.

Château Grand Clapeau Olivier har knap 36 hektar grusholdige vinmarker med bæredygtig HVE-certificering og derfra kommer druerne også til denne Haut-Médoc Cru Bourgeois, som i denne årgang er lavet på 55% Cabernet Sauvignon og 45% Merlot.

Vinen har gærey på ståltank med frugtbevarende temperaturstyring ved 28-30°C med lang macerationstid. Efter endt gæring omstikkes vinen til 12 måneders lagring delvist nye 225 liter barriquefade.

Duftmæssigt er det en Bordeaux oppe på tæerne … let, luftig med søde krydderier,, en lys sødlig frugt med hindbær, brombær, solbær, lidt brændte fadnoter, cedertræ, teaktræsolie og en mælkerig cafe latte. Meget indbydende.

I munden er det lidt samme historie … lys, rund og let med en vis bitterhed ala sort te, Campari og lemonskal, masser af hindbær og tranebær. Det er måske ikke så kompleks, men har til gengæld stor drikkeglæde, en lys saftighed og levende syre. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Château Grand Corbin, Saint-Emilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Grand Corbin, Saint-Emilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMed næste vin i glasset er vi på højre bred i Bordeaux med en 2019 Saint-Emilion Grand Cru Classé fra vinslottet Château Grand Corbin.

Slottet er opkaldt efter sin placering på plateauet Grand Corbin, som ligger nær grænsen til Pomerol og har samme type blåler i jordbunden som man fx også kan finde ved berømte slotte som Château Pétrus.

Château Grand Corbin er grundlagt i 1852 og har været ejet af forskellige berømte familier gennem årene, men det var i familien Girauds ejerskab i lidt over 50 år.

Igennem tiden blev det gamle domæne delt, når der skulle arves, hvilket skabte seks forskellige ejendomme, der delte Corbin-navnet. Det var  bl.a. Giraud, der i 2006 fik slottet ind som Saint-Émilion Grand Cru Classé – og den velfortjente forfremmelse blev igen bekræftet ved seneste klassificering i 2012.

I slutningen af 2010 blev slottet købt af SMABTP Group, som allerede fra overtagelsen havde et ønske om at forene Corbins fælles terroir. De fik således forenet Château Haut-Corbin og Grand Corbin forenet under navnet Grand Corbin, mens Château Le Jurat også kom ind under samme hat.

Den ambitiøse SMABTP-gruppe, der i forvejen råder over den store og legendariske Château Cantemerle 5. Cru Classé, har derfor hyret Hubert de Boüard fra Château Angelus til lave vinene og føre Château Grand Corbin op på næste niveau.

Ejendommen har 28,5 hektar vinmarker, der er tilplantet med 70% Merlot, 25% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon og dette bliver hvert år til ca. 150.000 flasker. 1. vinen hedder Château Grand Corbin Grand Cru og 2. vinen Les Charmes de Grand Corbin.

Her har vi netop 1. vinen i årgang 2019 og det er lavet på et klassisk højrebredsblend af 85% Merlot og 15% Cabernet Franc, som er fra 45 år gamle vinstokke på plateauet Grand Corbin.

I kælderen sker vinificeringen efter en streng sortering og afstilkning af druerne. Vinen gærer og macererer på en kombination af trækar og betontanke, hvilket efterfølges af 12 måneder lagring på 225 liters franske barriquefade, heraf 40% helt nye.

Sikke da en dejlig duft … moden, ædel og umiskendelig Bordeaux, hvor der både kommer skovbund, cedertræ, cigarkasser, gammelt chatol af ædeltræ, sorte oliven, violer og så en mørk frugt af solbær, sorte kirsebær og tranebær med let bitterhed, blyant, blæk samt en let fadsødme med mintchokolade.

Hvor er der et godt bid i smagen … masser af frisk frugt, meget ren, kølig og smooth. Det er meget tørt, så det er samtidig en Bordeaux, der skriger på lidt mad … tanninerne er spillevende og kommer med et drys peber, sort te, let Campari samt mineralitet. Der er ingen kære mor i smagen … skarp og ren. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Les Petites Parcelles, Sagesse du Temps, Bordeaux, Frankrig

2021 Les Petites Parcelles, Sagesse du Temps, Bordeaux, FrankrigSagesse du Temps betyder tidens visdom og den kommer åbenbart i små doser, for der er kun lavet 88 flasker af denne vilde og uortodokse orangevin fra øko- og biofolket på Les Petites Parcelles.

Den skulle vist være lavet på et skønt mix af Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Sauvignon Blanc. Men med Les Petites Parcelles er intet sikkert, for de er virkelig en vild artisanproducent, der ikke oplyser ret meget om deres vine, men til gengæld laver vildt mange og i helt små partier … og de har selvfølgelig heller ingen hjemmeside, hvor man kan finde oplysninger om hverken producenten eller vinene.

Sagesse du Temps 2021 er lavet både uden svovl og med så lidt indgriben som muligt og heller ingen moderne hjælpemidler … kort pre-maceration, presning og spontangæring alene med de naturlige gærceller og vinen er også flasket uden brug af svovl.

I glasset er vinen ganske korrekt pænt orange … eller i hvert fald lys orange og endda lidt grumset. Den dufter bestemt langt bedre end foregående ? … der er lidt IPA øl, mjød, funky bio-bio kant, kornlager, oxiderede æbler samt saltkaramel.

Smagen er lidt over det hele … har både noget frisk frugt, noget salt og det er nærmest bitre æbler, sur æblecider, lemonbitterhed og så en smule citroner. Det er bestemt interessant og en fremtrædende syre, bitterstoffer og en læskende fornemmelse gør, at man også får tåren slukket. 86 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor Martin sælger 6 forskellige Les Petites Parcelles vine til samlet 1.145 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2021 Les Petites Parcelles, ?, Bordeaux, Frankrig

2021 Les Petites Parcelles, ?, Bordeaux, FrankrigEfter en uge på langs – ren skidsmads – med en rigtig led, ondskabsfuld, mean og hård influenza, så er jeg helt i bund med vinanmeldelser … og kræfter.

Jeg plejer altid at være 15-20 anmeldelser foran og de udgives så med op til 3 dagligt. Nu er der … ingen, så jeg har – med fortsat mega øm hals og gal gøen som en hund – åbnet endnu en vin fra Les Petites Parcelles og det er så denne, der blot hedder ? … måske fordi, at vinen er lavet på et field blend, som Sophie og Sébastien Cantury slet ikke kender druesorterne i.

Men det er en rød-/orangevin, så er godt bud vil selvfølgelig være nogle af de klassiske Bordeaux druer som Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Malbec, Petit Verdot … eller ? Svaret kender jeg ikke og der er ligeledes ingen oplysninger om selve produktionen.

Men atter en vin lavet med så lidt indgriben som muligt og heller ingen moderne hjælpemidler … men altså bare druer der gærer og macererer. Vinen er også flasket uden brug af svovl. Der er kun lavet 108 flasker af vinen

I glasset er det mest en rosé- eller lyserød farvet vin og mere klar end forventet … det vil sige ikke så grumset, som jeg ellers lige havde forventet. Duften er dog i bio-øko-naturland og i min nuværende lidt småsyge form, så skal skråen lige vendes en omgang. Det er noget en duft med lidt frugtrig jordbær, karamel, saft presset af blomster, salt og stikkelsbær, grønne blade samt noget skocreme.

Det dufter egentlig ikke behageligt, men heller ikke det modsatte, men til gengæld funky, saftet og man får også noget, som man minde om en doven øl eller noget mjød.

Smagsmæssigt overrasker vinen også … men nok mest på grund af en manglende syre, så dermed bliver vinen lidt sjasket, pjasket, saftig og læskende uden meget modstand eller struktur for den sags skyld. Og så kommer der næst en smag af røde bær frem smag frem med både peber, blæk, grafit og planteagtig bitterhed. Den er jeg sgu ikke vild med, så dermed 84 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor Martin sælger 6 forskellige Les Petites Parcelles vine til samlet 1.145 kr.

Vinanmeldelse 4/7