2016 Château Sénilhac, Cru Bourgeois Haut Médoc, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Sénilhac, Haut Médoc, Bordeaux, FrankrigChâteau Sénilhac er et fransk vinslot, der stammer fra 1766, men de seneste år har oplevet en omtumlet tilværelse. Derfra smager jeg nu deres 2016 Cru Bourgeois Haut Médoc.

Oprindelig var det Jean-Baptiste Basterot, der opførte slottet i 1766, mens hans søn solgte det i 1789 til Crucier & Vergnes.

I 1800-tallet var slottet ejet af François Louis Marie Armand Lalande, som også ejede Château Cantenac Brown and Château Léoville- Poyferré og samtidig var viceborgmester i Bordeaux samt formand for Bordeaux Handelskammer.

I 1938 blev slottet købt af Grassin familien og dengang var der alene små 3 hektar vinmarker. Familien ejede vinslottet helt frem til 2017, hvor efterkommerne Loïs og Jean-Luc Grassin solgte slottet til den kinesiske entreprenør Chi Tong, der også ejede et par andre slotte i Bordeaux.

Han ændrede slottet navn til Château Antilope Tibétaine og gav vinene en etiket, som mindede en smule om Moutons vine, men den kinesiske investering gav ikke det håbede afkast og endte faktisk i en konkurs, inden det 32 hektar store slot igen i 2022 kom på franske hænder via Domaines de L’Émissaire, der med Pierre-Yves Rigaux i spidsen har samlet nogle af disse asiatisk ejede slotte op.

Men inden konkursen nåede den kinesiske entreprenør at investere voldsomme summer i Château Sénilhac/Château Antilope Tibétaine, i bærdygtigheds-certificering (HVE3) samt nye korkpropper af Cru Classé-kvalitet.

Denne 2016 Château Sénilhac Cru Bourgeois Haut Médoc er høstet under Loïs og Jean-Luc Grassins ejerskab, men produceret under det kinesiske ejerskab. Ved konkursen måtte kineserne efterlade mange usolgte flasker i kælderen … og denne er netop et parti af disse flasker, som Supervin nu har købt til fornuftige priser.

Vinen har selvfølgelig fået en etiket på med det gamle Château Sénilhac navn på, men blev faktisk  oprindelig lavet med den ret tvivlsomme Mouton Rothchild efterligning etiket.

Lægges flasken kort tid i vand, så kan man faktisk rive etiketten med Château Sénilhac navnet af og se den kontroversielle Mouton-kopi etiket, som bærer en del af skylden for konkursen. Jeg har forsøgt med at lægge flasken i vand … men kan ikke finde en etiket under Château Sénilhac etiketten.

Never mind … vinen er lavet på et klassisk venstrebreds-blend beståenden af 49% Merlot, 41% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot. Gæringen er sket i termoregulerede ståltanke, hvorefter vinen omstikkes til helt nye egetræsfade, hvor den har lagret i 12 måneder.

Duften er meget grøn og kræver noget luft for at åbne sig … men langsomt kommer der noget solbær og brombær frem sammen med en syre, der nærmest virker balsamisk suppleret med noget mentol, tørhed, cedertræ, helt ny cigaræske, nyt træ og harpiks.

Smagen er blød, indsmigrende, fyldig med en mørk frugt, der er solbær, brombær, sorte blommer og lidt enebær og ribs, engelsk lakrids, svampe, champignon, dyb mørk tobak, læder samt en pænt frisk og balanceret syre. Tanninerne er markante og giver bid, der suppleres med noget peber. Flot smag, så samlet 91 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7