Fra op mod 100 år gamle vinstokke fra marker på skråningerne af det skaldede bjerg Ventoux, som har voldt mange cykelryttere store kvaler, laver den innovative vinmager og negociant Xavier Vignon denne vin Ventoux, som jeg smager i årgang 2021.
Denne 2021 Ventoux fra Xavier Vignon er lavet på 65% Syrah, 25% Grenache og endelig 10% Mourvédre fra op mod 100 år gamle vinstokke. De står på ikke mindre end 60 parceller i 250-400 meters højde fra bakkerne neden for det legendariske skaldede bjerg Mount Ventoux og fra højereliggende terrasser i det kalkstensholdige Dentelles de Montmirail.
Xavier Vignon har ladet druesorterne gære sammen … sådan næsten, for 5% af Syrah druerne fra de helt gamle vinstokke er altså vinificeret separat og også efter endt lagret 1 år på egetræsfade, mens den øvrige del blot er lagret 1 år i betontanke.
Virkelig dejlig duft … en anelse varmere og mere sammenhængende end 2020’eren, men dog fortsat med en stenet mineralitet, men også masser af engelsk lakrids, rhônekrydderier, eukalyptus, timian samt læder violer, skovbund og en frugt af hindbær, sorte kirsebær med noget svag sødme til sidst.
I munden er det et lille kraftværk … masser af mørk, fyldig og afrundet frugt med hindbær, ribs og brombær, noget peber, strenge og saltede mineraler og igen fyldighed, sødme og dybde. Der er både sød finsk og tør engelsk lakrids, en pose spejderhagl, masser af frugt og flot integrerede tanniner, som næsten uden du mærker det, bare lige sætter sig på dine tænder. På en eller anden måde virker denne 2021 mere komplet end 2020’eren, så 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.