2018 Nativ, Segreti Irpinia Rosso, Campanien, Italien

2018 Nativ, Segreti Irpinia Rosso, Campanien, ItalienJeg læste et sted, at halvdelen af alle danskerne indrømmer, at de gemmer på noget, som de aldrig har fortalt nogen. Hos vinhuset Nativ, der ligger i det frugtbare Irpinia i provinsen Avellino i den sydlige del af Campanien, kan de slet ikke holde på deres største hemmelighed … nemlig vinen Segreti.

Vini Nativ er et nyere vinhus grundlagt i 2008 af ønologen Dr. Mario Ercolino. Han havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne havde grundlagt vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde arbejdet på Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, da han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien.

Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Det er i et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Der vokser gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … nogle af stokkene har endda overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. en Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco, den hypede Eremo San Quirico og Bicento Irpinia Campi Taurasini. En del af disse vine har jeg tidligere smagt … men så laver de altså også denne lille hemmelighed, som selvfølgelig hedder Segreti.

Det er husets topvin … deres eksklusive vin, der er lavet på ren Aglianico Nero fra de vulkanske marker på bakkerne mellem Valle del Ceraso og Fontana Marena i Paternopoli, Druerne blev høstet i november, hvor de gode druer fik lov til at hænge længe og tørre lidt ind på vinstokkene. Det sikre en høj koncentration, men et meget mindre udbytte.

Alle druerne er høstet i hånden og vinen er lavet … først med blød presning, kold maceration samt spontangæring over 10 dage alene med druernes egne gærceller sammen med kvaset for at udtrække mest mulig farve og smag. Vinen har lagret 18 måneder i små franske egetræsfade og herefter 5 måneder i flasken inden frigivelse. Der er kun lavet en begrænset mængde,

Hold da kæft … sikke afgrundsdyb og bundløs aroma, der smider et atomar bombardement af brunstige handyrdufte op af glasset med maskulin, fed, fyldig og tygge tyk svulstig frugt med solbær, blåbær, brombær og nogle lysere, friske mellemrøde frugter med masser af lakrids … og lad os bare tage finsk, engelsk og saltlakrids med i den ligning. Der er solbærpastiller, kaktuspiller, mentol, lidt eukalyptus og en plade mørk chokolade, vanilje, kanel, egetræ og et læderbælte.

I munden er det på alle måder også en vild vin … og det første, som rammer min tunge er finsk lakrids overtrukket med lys chokolade og så ellers kaskader af mørkesort frugt. Selvom det nærmest er Dame Edna på epo, så bliver det kun en lille bitte smule vulgært, for vinen har absolut også balance, idet der er syre – om end også til den gode og fyldige side – sødme og bitterhed, hvilket også betyder, at man faktisk ikke bliver mæt af ét glas.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Tenuta di Aglaea, Etna Rosso Contrada Santo Spirito, Sicilien, Italien

2016 Tenuta di Aglaea, Etna Rosso Contrada Santo Spirito, Sicilien, ItalienFra Distintos Meet the winemaker box smagte jeg under webinaret med Anne-Louise Mikkelsen på Tenuta di Aglaea denne topvin, en 2016 Etna Rosso Contrada Santo Spirito.

Det er Anne-Louises første officielle enkeltmarksvin, der er lavet på ren Nerello Mascalese fra Santo Spirito marken i 750 meters højde. Marken ligger på gamle terrasser holdt oppe af håndbyggede  stenmure og har sort jord, en nærmest dyb porøs vulkansk askejord med spor af sand og meget rig på mineraler.

Anne-Louise har lavet vinen på rustfrie ståltanke, både den alkoholske gæring samt den efterfølgende malolaktiske gæring, men derefter er vinen så lagret 13 måneder på 300 liter franske egefade.

Under webinaret kom Anne-Louise lidt ind på fadlagring, hvor hun mener at ha’ fundet det rigtige forhold med de 300 liter store fade og hun foretrækker de franske fade, som giver vinen er lidt rundere udtryk. Hun havde forsøgt med fade fra andre lande, men de gav vinene et mere koldt og upersonligt udtryk.

I glasset er vinen smuk transparent med lidt teglfarve samt lyse småbrunlige kanter. Duftmæssigt er vinen let, lys med rød frugt, hindbær, jordbær, lidt moden i frugten, pænt  blomsterrig, frisk og småparfumeret med en æterisk luftighed, lyse urter, lidt balsamiske noter, bolsjer, læderfedt, små lakridsale elementer, meget kompleks, stringent og har en mineralsk, småsaltet og elegance. Det er så fint, sart og næsten feminint i udtrykket.

I munden har Santo Spirito en meget ren, meget lækker syre, let, præcis og stringent med lys frugt … fuck det smager godt, stramt og elegant. virkelig mineralsk, stenet og bare lige i sylten. Der er nogle lyse og pivskarpe tanniner, der som en højesteretsdommer straffer, masserer og stoisk gnubber dine gummer. Samtidig har vinen denne friske, meget frugtrige og bitterranke side. Nam. 6 kæmpestore houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

Distintos Meet the winemaker part 2 – Anne-Louise Mikkelsen på Tenuta di Aglaea

For anden torsdag i streg havde jeg i torsdags sat mig hen foran PC’en til endnu et online webinar arrangeret af Distinto under den gode overskrift Meet the winemaker. Dette var 2. gang ud af samlet 6 online webinarer med forskellige italienske producenter i lige så mange områder.

Denne gang var det vor egen danske Anne-Louise Mikkelsen, der jo laver fremragende  vine på hendes vingård Tenuta di Aglaea på den iltre Etnas sorte og vulkanske skråninger. Og jeg havde selvfølgelig også forsynet mig med den anbefalede vin fra Meet the winemaker boxen fra Distinto og det var intet mindre end Anne-Louises topvin Etna Rosso Contrada Santo Spirito i årgang 2016.

Dermed var jeg bevæbnet, ready to go … og havde selvfølgelig allerede knappet vinen og taget første tår. Det øgede da kun mine allerede store forventninger, men det kom ikke som en overraskelse, for jeg har tidligere smagt vin fra Anne-Louise og skrevet om dem her på Houlbergs Vinblog,

Jeg har endda ved mine min første anmeldelse af én af hendes tidligere vine haft en mailkorrespondance med Anne-Louise for at  kunne fortælle historien om hende og hendes vinhus så korrekt som muligt og har fået rigtig søde og tålmodige svar med masser af bonusinfo samt billederne i dette indlæg.

Og måske er det – inden referatet fra webinaret – et godt sted at starte … altså fortælle lidt om Anne-Louise Mikkelsen, historien om starten samt vingården på Sicilien.

Anne-Louise Mikkelsen

Anne-Louise Mikkelsen er vaskeægte københavner, født på Østerbro, flyttede dog til Charlottenlund, gik i skole på Østerbro og endte siden på Nørrebro. Hun har tidligere været elite kick bokser, men allerede i hendes unge dage fik hun en stor interesse for vin.

Under hendes uddannelse på CBS aka Copenhagen Business School, hvor hun læste international handel, fik hun derfor et studenterjob hos KB Vin ved Kim Bülow … det første step i den branche, som senere skulle blive skelsættende for den unge kvinde.

Jobbet medførte bl.a. flere besøg i Bourgogne, hvor hun også besøgte mange forskellige producenter og smagte vin … og blev totalt fascineret af vin.

Det betød også, at hun simpelthen blev i Frankrig, hvor hun så færdiggjorde sin uddannelsen på Grenoble Ecole de Management med et speciale indenfor Master of Science i International Business, altså om handel med vin … og lavede en afhandling om den nye vinverden contra den gamle.

Det førte senere til et konsulentjob i Connecticut i USA, hvor hun for et svensk vinfirma skulle afdække mulige nye salgskanaler … et job hvor hun fik kontakt til vinfirmaer i bl.a. Italien.

Den italienske forbindelse

Hun tog bl.a. kontakt til Gelasio Gaetani d’Aragona Lovatelli – en kendt italiensk greve og vinkonsulent – for at høre om et eventuelt samarbejde på det amerikanske marked. Det blev ikke til noget, men derimod til starten på et venskab.

Gelasio læste Anne-Louises afhandling, var totalt enig i hendes konklusioner og endte med at overtale Anne-Louise til at komme til Italien for at arbejde.

I januar 2007 flyttede Anne-Louise så til Toscana, og skulle ha’ arbejdet på Tenuta di Trinori, som hun under et pre-besøg i Italien havde besøgt. Tenuta di Trinori ejes og drives af den karismatiske og anerkendte Andrea Franchetti, som vi jo tidligere er stødt på her på vinbloggen, da han jo bl.a. også driver vingården Passopisciaro ved Etna på Sicilien og i øvrigt er fætter til Gelasio Gaetani.

Den sicilianske forbindelse & Paolo

Gelasio sendte Anne-Louise – kort tid efter hun kom til Italien – til en større vinsmagning på Sicilien og hun blev omgående totalt forelsket i området. Under opholdet mødte hun Paolo Caciorgna.

Han var ønolog og havde gennem årene lavet vine for bl.a. Altesino og La Serena samt musikstjernerne Sting og Andrea Bocelli. Han var også allerede i 2002 startet med selv at lave vin fra sine forældres vingård Azienda Agricola Pietro Caciorgna i Toscana og havde så derudover i 2006 startet et lille projekt på Sicilien.

Projektet på Sicilien startede efter et besøg hos hans gamle ven Marco de Grazia på Tenute delle Terre Nere, som vi jo rigtig godt kender – og elsker – her på vinbloggen. Under opholdet besøgte de to venner mange vinmarker til salg i forskellige områder, herunder Passopisciaro og Randazzo.

Marco havde købt nogle druer fra en ganske lille juvel … en mark som var til salg i Contrada Marchesa nær Passopisciaro med nogle knap 100 år gamle prephylloxera Nerello Mascalese vinstokke.

Marco havde allerede 3 tønder med vin fra denne mark i sin kælder og tilbød kækt Paolo tønderne til en god pris … Paolo slog naturligvis til, færdiggjorde vinen i Marcos kælder, gav den navnet N*Anticchia og solgte den – 66 kasser af årgang 2005 – under navnet på sine  forældres landejendom Azienda Agricola Pietro Caciorgna på etiketterne.

Marken kunne dog først købes fra 2007, så i 2006 måtte Paolo igen købe druerne, men det gav samtidig god mulighed for at vurdere og forstå potentialet … og det var således første skridt i grundlaget for etableringen af vinhuset.

Så da Anne-Louise Mikkelsen i 2008 mødte Paolo Caciorgna, så var han allerede godt i gang med at lave vin. Deres mødte endte med, at Anne-Louise på konsulentbasis skulle samarbejde med Paolo om den lille vinproduktion og stå for udvikling af vinene, brand, navn og hjemmeside.

Anne-Louise fik også – ved siden af jobbet for Paolo – job som kommerciel leder hos Gelasios ekskone, grevinde Noemi Marone Cinzano på den velkendte Argiano i Brunello … også en vingård, som vi jo er stødt på her på vinbloggen.

Noemi har jo også tidligere dannet par med vor danske Hans Vinding-Diers, som også har været vinmager på netop Argiano … og hvis far Peter Vinding-Diers også laver vin på Sicilien.

Gelasio havde nævnt Anne-Louises navn for Argiano, så hun endte med at komme til interview med den administrerende direktør og senere også mødte grevinden, som hun arbejdede for i omkring 3-4 år, inden Anne-Louise i 2012 fuldtid gik all in i projektet på Sicilien.

Anne-Louise går all-in på Sicilien

Projektet på Sicilien var begyndt at fylde mere og mere … med masser af potentiale og et medejerskab. Så i 2012 tog Anne-Louise skridtet, stoppede hos Argiano og startede fuldtid på Sicilien hos den gode Paolo Caciorgna … nu skulle tingene løftes til et højere niveau og gøres mere professionelt.

Allerede fra starten af projektet på Sicilien i 2008 havde Anne-Louise været med ind over produktionen. Det år blev vinene – både vinene fra Etna og nogle fra Paolos fars marker i Toscana –  aftappet under Azienda Agricola Pietro Caciorgna navnet.

Det blev ændret da Anne-Louise tiltrådte fulltime i projektet. I det nye setup skabte Anne-Louise nemlig to brands – Tenuta di Aglaea og Tenuta delle Macchie – for simpelthen at separere produktionen på Etna med Paolos vine fra Toscana.

Hun købte sig også ind i det sicilianske projekt for senere faktisk at overtage det helt. Dermed er Tenuta di Aglaea i dag totalt danskejet af Anne-Louise Mikkelsen. Sådan! Way to go.

Tenuta di Aglaea

Tenuta di Aglaea har i dag omkring 4 hektar fordelt på 6 forskellige vinmarker, hvoraf 5 er indenfor DOC zonen. Det er markerne Chiusa Politi, Bocca d´Orzo, Passo Cannone, Schiara Nuova samt Santo Spirito og udenfor DOC zonen er det den lille parcel på marken Nave.

Vinstokkene hos Tenuta di Aglaea er mellem 40-100 år gamle – et par af Anne-Louises parceller daterer endda helt tilbage til 1920 og 1940´erne og ligger på nordsiden af vulkanen Etna i omkring 750-1.050 meters højde.

Produktionen er naturlig og med den største respekt for miljøet. Der vil være opnået fuld økologisk certificering i 2020.

Anne-Louise laver i dag 6 forskellige vin på Tenuta di Aglaea, nemlig hvidvinen Bianco Sicilia, en rosévin Rosato Etna og så 4 rødvine, som er Aglaea, Thalia, Annacare og topvinen Santo Spirito. Den samlede produktion ligger på omkring 20.000 flasker årligt.

I dag har Anne-Louise Mikkelsen også fået lejet en cantina på Sicilien, så der er mere hands-on omkring produktionen. Da hun fortsat er bosiddende i Toscana, så pendler Anne-Louise den lange vej og kender efterhånden lufthavnene, selvom hun også enkelte gange er kørt den lange vej i bil.

Anne-Louise Mikkelsen er gennem tiden er kommet i mange vinerier, været inde over produktionen af alle vinene fra Tenuta di Aglaea siden 2008 og forestået samtlige høste siden 2012, men er er ikke selv uddannet ønolog … nærmere autodidakt.

Hun fik derfor i starten hjælp til produktionen af hendes gode ven, den dygtige ønolog Nicola Centonze. Han assisterede Anne-Louise efter behov for det, men om han fortsat er tilknyttet Tenuta di Aglaea ved jeg faktisk ikke.

Det er selvfølgelig Nerello Mascalese, som er hoveddruen hos Tenuta di Aglaea … et drue med lethed og masser af elegance …en ægte fortolker af det unikke terrior omkring Etna.

Vinene fra Etna kan på ingen måder sammenlignes med de mere solrige og varme vine på typisk Nero d’Avola fra resten af Sicilien. På Etnas stejle skråninger høster man da også næsten 2 måneder senere end på resten af øen.

Anne-Louise dyrker sine marker fuldstændig økologisk, men det er der sådan set ikke noget nyt i, for det har man altid gjort, men i dag er det hele certificeret … hvilket selvfølgelig har kostet noget, men slet ikke kan hentes hjem på stigende priser på vinene.

Webinaret den 11. februar

Som sidst var dirigentstokken til webinaret overladt til Phillip Nordstrand fra Distinto og han måtte i starten træde lidt vande pga. lidt bøvl med teknikken, men intet hastværk fra alle deltagerne online, da de fleste lød til at have vin i glasset.

Med et akademisk kvarters forsinkelse faldt teknikken i hak og vi kom vi dog i gang med Philip i rollen som interviewer. Der kom ikke så megen info om historien om vinhuset, men den del har jeg jo også afdækket i dette indlæg.

I stedet fortalte Anne-Louise lidt om vingården og beliggenheden på nordsiden af vulkanen Etna, hvor hendes marker ligger i 750-1.050 meters højde. Men omkring højdemeter, så er de højest beliggende marker ikke de bedste, da de får relativt få lystimer, hvilket giver problemer i det sene efterår, hvor druerne er udsat for dug og dermed også nemmere får råd eller sygdomme.

Der løbende mange spørgsmål om mangt og meget … både fra Philip og chatten i Zoom i én pærevælling. Der var spørgsmål om dyrkning på nordsiden i forhold til sydsiden af Etna, hvorfor vinene fra Etna er blevet så populære, lidt om hendes inspirationskilder, om årgangene og selvfølgelig aftenens vin 2016 Santo Spirito.

Anne-Louise fortalte, at man i mange generationer har lavet vin på nordsiden af Etna, selvom det langtfra er et nemt område. Men folk har altid lavet egne vine fra deres ganske små marker og det er nok også den afsides beliggenhed, som medførte at området ikke blev hærdet af phylloxeras hærgen i Sydeuropa af flere omgange.

Generelt er vinene på nordsiden langt mere elegante, men man høster fx også langt senere end på sydsiden. Generelt er man færdig med høsten på sydsiden, når man starter på den nordlige side.

Af nogle af mest interessante ting, som jeg selv fik noteret, så snakkede Anne-Louise også lidt om contradaerne … et begreb, som jeg slet er særlig fortrolig med. Men en contrada er vel nærmest en underafdeling eller en zone til fx en kommune. Og vinmæssigt er der på Sicilien – som jeg forstod på Anne-Louise – regler for, hvor meget udbytte en vinmark må give indenfor en given contrada.

Anne-Louise fortalte, at det slet ikke er et problem for hende, da hendes høstudbytte i forvejen ligge langt under disse grænser. Nu er det imidlertid også Nerello Mascalese, som hun dyrker, som hun også betegner som den mest komplekse og sværeste at dyrke.

Hun snakkede lidt om søsterdruen Nerello Cappuccio, som jeg selv egentlig ville ha’ spurgt hende om. Jeg har nogle få gange smagt vine på druen og været begejstret over letheden … men har også helt ærligt meget lidt kendskab til forskellene.

Anne-Louise sagde, at Nerello Cappuccio er langt lettere at dyrke, men at den slet ikke giver samme finesse og struktur som Nerello Mascalese. Med Nerello Mascalese får man også langt flere tanniner og en langt bedre syre. Hun sammenligner selv Nerello Mascalese som lidt en mellemting mellem Borgogne og Barolo … to områder, som Anne-Louise også selv elsker.

Anne-Louise fortalte også om, at lave vin i skyggen af Etna, som jo fortsat er en aktiv vulkan. Anne-Louise viste et kort, hvor man kan se hendes marker, der er markeret med grønne firkanter. De lange gule områder i både venstre og højde side af kortet er lavastrømme … og du kan se foto af sådan en fætter på det midterste foto ude til venstre på billedet ovenover.

Måske kan I bedre se Tenuta di Aglaeas marker her nedenunder.

Tenuta di Aglaea er også medlem af de lokale konsortium, der hedder Consorzia Tutela Vini Etna DOC, men det dækker jo ikke kun den nordlige del af Etna, men hele vejen ned langs østsiden til hele sydsiden af vulkanen.

Anne-Louise snakkede lidt om konsortiet, men da området er stort og forholdene meget forskellige fra den sydlige del til den nordlige del, så er der ingen indsats på en fælles linje. Derudover mangler der en ordentlig kortlægning af alle markerne i området og den eneste, der har skrevet om området og producenter er Xiaowen Huang i bogen Etna Wine Library.

Aftenens vin

Fra Distintos Meet the winemaker box skulle vi smage Anne-Louises topvin Etna Rosso Contrada Santo Spirito i årgang 2016. Vinen kan I også lige skimte i magnum bag Anne-Louise på webcam’et.

Jeg har selvfølgelig anmeldt vinen i et særskilt indlæg og linket til anmeldelsen ovenover. Det er vin, som Anne-Louise ikke laver hvert år og således ikke har lavet i hverken årgang 2017 eller 2018.

Der er i denne årgang 2016 alene lavet beskedne 2.600 flasker af vinen og så vistnok – som jeg lige husker det 200 magnum. Årgang 2016 var et godt år, mens druerne til gengæld i 2017 og 2018 blev deklassificeret og anvendt til vinen Thalia.

Anne-Louise fortalte, at seneste årgang 2020 var et fantastisk år, hvor alt bare flaskede sig med helt perfekte druer. Men 2016 smager altså bare freaking f….. godt, men denne torsdag drak jeg slet ikke hele flasken, men kun omkring 1/3-del, så dermed har jeg lidt at glæde mig til de kommende dage.

Tak til Distinto og Anne-Louise for en hyggelig time i torsdags.

2019 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

2019 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, ØstrigMer’ Pinot Noir i glasset og endda et gensyn med Gerhard Markowitsch fra hans vinhus Weingut Markowitsch i den lille by Göttlesbrunn i appellationen Carnuntum i Niederösterreich. Her er det hans entry-level Pinot Noir i årgang 2019.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1750, men drives i dag af den seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … samt selvfølgelig hans hustru, som hedder Christine. Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter, hovedsageligt Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende hvide sorter er primært Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.

Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.

Siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff og har siden vundet en lang række priser.

Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri … en 2.500 kvadrater state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.

Dette er som sagt Markowitschs entry-level Pinot Noir og som vanligt, så har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra Markowitsch.

Vinen er lavet med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter vinificeres vinen i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.

Duftmæssigt er det en lidt mørkere og mere maskulin Pinot Noir end forventet. Den har en aroma, som er landlig, smårustik, frugten kirsebær, brombær suppleret med blomster, knuste sten, nelliker, nogle let mælkede noter og læder.

I munden er det også en Pinot Noir med en vis pondus, tørre urter, en frugt, der minder om duften med mørke kirsebær, brombær samt en robust syre, god og frisk saftighed og en svag bitterhed. Jeg har smagt Markowitsch mange gange og altid været glad … det er jeg fortsat, for denne basis Pinot Noir holder et fornuftigt niveau og dermed 4,5 fedtede fingre med pil op.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigForleden var jeg ovenud begejstret for en Beaune 1er Cru Les Teurons fra Domaine Michel & Marc Rossignol. Nu har jeg igen vin i glasset fra det lille vinhus i Volnay, nemlig en 2017 Bourgogne Pinot Noir.

Selvom det hverken er en 1er Cru, Leu-Dits eller Villages, men en helt almindelig regional vin, så smager det himmelsk … men det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

Druerne til vinen er fra nogle af husets marker i både Volnay og Pommard, men her er druerne ikke gået til deres kommunevine, men er deklassificeret til denne Bourgogne Rouge.

Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med manuel punch down og overpumpninger for at sikre et balanceret udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Efter endt gæring modner vinen 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade.

I glasset er vinen herlig lys og transparent med svag brunlig kant, mens duften – hold da op – byder på masser af jordbær, jordbærgrød og rødgrød med fløde, roser, champignon, våd skovbund, våde fade, lidt småparfumeret, lys, let, sart og vildt tiltrækkende.

Det smager sgu også af masser friske jordbær og lidt hindbær, en kæk lille sødme, meget fin, lys og rund i smagene … yderst let, slank, sart og elegant. Der er ikke vildt dybde, men til gengæld er det så let, feminint og elegant, at man bestemt duperes. Der er mest let Volnay karakter i vinen og ikke så meget Pommard, men hvor er det altså bare fremragende og til tilbudsprisen er det vanvittig, loco og galning. Jeg er betaget, så smider lige 5-5,5 store tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket er herlig bizar og absurd.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Les Vignerons du Narbonnais, Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2020 Les Vignerons du Narbonnais, Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d'Oc, Languedoc, FrankrigSidste jeg smagte denne Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d’Oc fra Les Vignerons du Narbonnais kaldte jeg vinen for en fransk smørfed glædespige og det holder jeg ved, når jeg nu smager vinen i årgang 2020.

Kooperativet Les Vignerons du Narbonnais ligger i Ouveillan omkring 10 kilometer nord for Narbonne i Languedoc. Det er også kendt som Néotera, Cave du Grand Narbonne og det er et resultat af sammenlægning af flere lokale kooperativer, primært La Cave Coopérative d’Ouveillan og La cave Coopérative de Narbonne, der begge næsten blev grundlagt på samme tid og fusioneret i 2008.

La Cave Coopérative d’Ouveillan er grundlagt tilbage i 1936 af de 4 ihærdige vinavlere Ladousse, Gilbert, Hérans og Lacombe, mens La cave Coopérative de Narbonne er grundlagt et år tidligere, nemlig i Aude i 1935.

I dag omfatter Les Vignerons du Narbonnais omkring 330 medlemmer med samlet 1.500 hektar vinmarker i det som det store kooperativ selv kalder Grand Narbonne, hvilket omfatter marker omkring de 4 landsbyer Narbonne, Ouveillan, Sallèles Aude og Vinassan.

Societe Cooperative Agrocole de Vinification Les Vignerons du Narbonnais – som det rettelig og præcist hedder – har faciliteterne til at kunne producere op imod 120.000 hektoliter vin årligt, hvilket er fordelt på en lang række vine … og herimellem også denne Les Favèdes Chardonnay Réserve Pays d’Oc.

Vinen er en Vin de Pays d’Oc … og det betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Druerne til vinen hentes på kalkholdige skråninger lige nord for Narbonne, men ellers har jeg ikke de store oplysninger omkring produktionen, men vinen har fået masser af egetræ … fuldfed og lækker Chardonnay.

Som sidst jeg smagte vinen i årgang 2017 er der sgu skrald på … smørfedme, blomster, masser af tropisk frugt, men også en lidt kølig, kalket aroma, som giver lidt rygrad. Frugten er abrikos, dåsepærer, fersken og honningmelon. Derudover fanger jeg letbrunet smør, nødder, toast, søde krydderier samt estragon.

Og hvor smager den godt … cremet, fed og saftig, hvorved den pleaser hele vejen gennem mund, svælg og hals. Det er massage hele vejen ned med blød, sød og tropisk frugt som ananas og abrikos. Der er masser af drikkeglæde, stor bællepotentiale. Det er som sidst en vinøs fyldig glædespige, som svinger skørterne … svulstigt, saftigt, frækt, dejligt og stimulerende.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., men kan fås på tilbud i øjeblikket til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Bodegas Resalte de Peñafiel, Origen de Resalte, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Resalte de Peñafiel, Origen de Resalte, Ribera del Duero, SpanienLidt Ribera del Duero vin har aldrig skadet nogen … men det har meget Ribera del Duero vel heller ikke? Jeg smager her en fin en af slagsen … Origen de Resalte fra Bodegas Resalte de Peñafiel.

Bodegas Resalte de Peñafiel er en forholdsvis ny vinproducent i Ribera del Duero. Vinhuset blev grundlagt i år 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i regionen. Navnet og logoet stammer fra slottet i Peñafiel.

Vinhuset har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år og den årlige produktion er på 250.000 flasker om året, men der er kapacitet til 500.000 flasker om året.

Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt. De besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske og de fornys hvert 3-4 år.

Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero. Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo og alle druerne håndplukkes med en streng udvælgelse og efterfølgende sortering på vingården.

Denne Origen de Resalte er lavet på 30 år gamle vinstokke fra de højtbeliggende forskellige marker i Ribera del Duero. Druerne fra de enkelte marker vinificeres dog separat  og samlet først til sidst til den endelige vin.

Efter høst ligger druerne i en koldmaceration efterfulgt af en temperaturkontrolleret gæring på ståltanke over 24 dage ved max 30 grader og hyppige overpumpninger. Efter endt fermentering er vinen lagret i 14 måneder på 80% fransk eg og 20% amerikansk eg, hvoraf omkring en tredjedel er nye fade.

Duftmæssigt er det en mørk, stoisk og tæt fætter … masser af blåbær, hindbær, svesker, grannåle og grankogler, lakridsrod samt tør engelsk lakrids, mørk bitter chokolade, sandeltræ og med masser af sug i næsen fanger jeg også svagt aftrykkene fra egefadene med en smule vanilje og sødme. Det er ikke umiddelbart en vin, der lige lefter for masserne, for der er kant og nerve.

I munden er vinen også voldsom tør … godt med skrald på tanninerne, stærk, tæt, mørk og tør frugt, blåbær, brombær, sorte kirsebær, figner og oveni en markant syre. Det giver en rank, stærk og mørk vin, som du ikke skal fucke med. Det er seriøs og robust Tempranillo fra Ribera del Duero … pakket med intensitet, syre, krydderier og styrke. Her er der ingen runde hjørne, softness, tilgivelse eller pleasen … bare rå kraft.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Jakob Schneider, Riesling Halbtrocken 1 liter, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Jakob Schneider, Riesling Halbtrocken 1 liter, Nahe, TysklandMin frue bliver altid veltilfreds, når der står en vin fremme, som opfylder de 3 kriterier; Riesling,  kold og stor. Det opfylder denne Weingut Jakob Schneider 2020 Riesling Halbtrocken i en 1 liter flaske. What’s not to like?

Weingut Jakob Schneider holder til på Winzerstraße i Niederhausen vel omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i Nahe området.

Vingården er grundlagt tilbage i 1575 af familien Schneider og har siden 1901 produceret og solgt vinene fra vingården. I dag drives vingården fortsat af Schneider … nu i seneste generation i form af den unge Jakob Schneider Junior, hustruen Laura, faderen Jakob Senior, mutti Monika samt oma – bedstemor – Liesel.

Familien har samlet 18 hektar vinmarker, som ligger langs Nahe floden. Det er parceller på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Niederhäuser Klamm, Niederhäuser Rosenheck, Niederhäuser Felsensteyer samt Norheimer Dellchen.

Markerne på de stejle skråninger byder på et ganske unik terroir med mange forskellige typer sten. Således har Jakob Schneider ikke mindre end 52 forskellige typer sten på sine marker samt en kæmpe biodiversitet. Det er faderen Jakob Senior, som primært plejer markerne.

Der dyrkes primært Riesling på markerne … faktisk udgør Riesling 85% af den samlede produktion, men der er 10% med burgundiske druer Spät-, Weiß- og Grauburgunder, mens de resterende 5% er mange andre sorter, herunder Dornfelder. I dag er den samlede vinproduktion på 120-150.000 flasker vin årligt.

De seneste år er der sket stor udvikling på vingården, hvilket især kan tilskrives den unge Jakob Schneider, som efter sine studier på Geisenheim i Rheingau samt et par ophold hos både Schloss Vollrad i Rheingau og hos fantastisk dygtige Emmerich Knoll i Wachau, har bragt nye idéer i produktionen. Jakob Schneider er da også kåret som Aufsteiger des Jahres af det tyske Gault Millot i 2017.

Denne Riesling Halbtrocken 1 liter er der ikke vildt mange oplysninger om, men den er formentlig alene lavet på rustfrie ståltanke med forholdsvis kort lagring i tankene. Det er imidlertid slet ikke så sød, som man skulle forvente med de jf. lovgivningen 9-18 gram restsukker pr. liter for en Halbtrocken vin.

 Duftmæssigt er det en ret eksplosiv eksotisk aroma med fersken, kiwi, cantaloup melon, hyld, lemon … meget fyldig og fedme, men lige underneden kommer der også en lidt stenet mineralitet, blomster samt søde krydderier.

Smagsmæssigt er vinen også fyldig med en vis sødme, men det bliver dog aldrig oversødt, for der er både citronagtig syre samt bitteragtig lemon og lidt sten til at holde sødmen og fyldigheden i ave. Det gør vinen fint balanceret og man ender med en saftig lille … nej ret stor bandit, der – som Jysk Vin selv udtrykker det – har jydebonus med flasken på 1 liter. Den kan jeg drikke masser af … men tænker sgu fruen allerede er kommet mig i forkøbet.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 C. Da Silva, Dalva LBV Port, Douro, Portugal

2013 C. Da Silva, Dalva LBV Port, Douro, PortugalNogle ting i livet er lette at vænne sig til … som fx at få lidt Dalva portvin i glasset fra C. Da Silva på en kold, blæsende aften med kulde, sne og frost. Her er det en Late Bottled Vintage Port fra årgang 2013.

Det er jo ikke lang tid siden, at jeg smagte en Dalva 30 Years Tawny Port fra C. da Silva i Vila Nova de Gaia og så skrev om det gamle portvinshus og historien. Det skal jeg nok springe over nu og blot se nærmere på denne 2013 Dalva LBV Port.

Modsat Tawny’en, så er denne Dalva LBV Port en Ruby, som er fremstillet af druer fra det samme høstår … her 2013. Vinen har så ligget på fad i 4-6 år, førend den er kommet på flaske. Der står ikke så meget om druerne, men det er primært Tinta Roriz samtTouriga Nacional.

Tyk mørk frugt, solbær, blommer, figner, dadler, rosiner, karamel, mælkechokolade, sød tobak, nødder samt en mørk, markant samt lidt balsamisk syre … fed engelsk lakrids og våde fade.

I munden er vinen cremet, tyk og lækker sød med likørtyk mørk  blommekompot på nektarniveau, solbær, sorte kirsebær, honning, chokolade samt lidt alkohol, der lige varmer hele kroppen. Det smager sgu meget godt.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Silvio Grasso, Barolo Giachini, Piemonte, Italien

2016 Silvio Grasso, Barolo Giachini, Piemonte, ItalienNår vi nu er ved Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico i La Morra, så lad os da også smage hans 2016 Barolo Giachini.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2010 og som selvfølgelig er enkeltmarks Barolo med druer fra vinmarken Vigna Giachini, hvor grasso har en parcel på omkring 1 hektar med stokke plantet i 1975.

Vigna Giachini har stort set samme jordbund som nabomarken Rocche dell’Annunziata. Producenter som fx Fratelli Revello og Giovanni Corino har også parceller på Giachini.

Barolo Giachini er vinificeret på samme måde som den normale Barolo, altså på rustfrie ståltanke med fermentering og maceration over 15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i franske barriques og heraf er op til 80% nye barriques afhængig af årgang. Derefter er vinen lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er her ny- og hårdtgarvet læder, knuste sten og stenmel, violer, jern, rust og kul, blæk, rosenblade, syrlige kirsebær, tranebær og moreller … ganske moden i udtrykket. Der er en hel og fin  buket tørrede blomster, som er knust, lidt lakrids, røg, lejrbål samt en strenghed, som med balsamisk præcision truer med at afstraffe dig med knastørre tæsk.

I munden er vinen lidt tættere og en tand mørkere end den almindelige Barolo. Dermed virker frugten mere som kirsebær, tranebær og lyse blommer, men syren og tanninerne er unge, friske og knastørre. Vi bliver holdt på dydens smalle spor med stor tørhed, markant syre, blomster, streng og svag sødlig bærfrugt og masser af tanniner, som sætter sig i mundhulen og masserer gummerne. Det er pinedød fortsat vildt skarpt og ungt … smertefuld og fantastisk.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 296 kr.

Vinanmeldelse 6/7