2019 Château Maris, l’Autan, Languedoc, Frankrig

2019 Château Maris, l’Autan, Languedoc, FrankrigTotal deja-vu … for igen tester jeg 3 forskellige vine fra samme vinhus … nu Château Maris, som ligger i byen Félines-Minervois. Det er i kommunen La Livinière under appellationen Minervois la Livinière. Først er det husets 2019 l’Autan, som jeg smager.

Vinhuset er forholdsvis nyt, grundlagt i 1997, hvor Robert Eden og Kevin Parker købte Château Maris med det formål at lave kvalitetsvine i Minervois La Livinière. Robert Eden havde tidligere ejet flere ejendomme i Frankrig, men de blev solgt til fordel for dette nye vinprojekt.

Kevin Parker er pengemanden … har arbejder til dagligt som administrerende direktør og partner i SICM, hvilet er Sustainable Insight Capital Management i New York og derudover har han også tidligere været medlem af Deutsche Banks bestyrelse … og har en stor viden om klimaændringer og bæredygtig vinbrug.

Siden etableringen af vinhuset har over en lang periode på 8 år bygget et moderne 9.000 kvadratmeter stort vineri ved siden af det gamle kapel på deres jord. Selvom det gamle kapel er bygget i store sten, så er det nye vineri lavet helt efter Robert ‘Bertie’ Edens eget verdensbillede.

Det er for det første selvforsynende og opbygget i plantebaserede materialer – store “byggesten” lavet af hamp – der er 100% biologisk nedbrydelige, total i harmoni med naturen og så bygget med mindst mulig brug CO2 … og kan også drives med mindst muligt CO2, ligesom det er kulstofnegativ.

Samme bæredygtige tilgang har vinhuset også til både arbejdet i marken og fremstillingen af vinene. I dag har Château Maris omkring 45 hektar vinmarker, der ligger spredt på små parceller med gamle stengærder omkring og små stenhuse, hvor man kan søge skygge.

Alt drives helt økologisk og biodynamisk … den økologiske drift blev certificeret via Ecocert i 2002, mens den biodynamisk er certificeret af Biodyvin i 2004 og Demeter i 2008.

Robert Eden er ikke i tvivl om, at man kan smage markernes vegetation i hans vine, men når man ser omgivelserne, så forstår man. Dette er terroir i ordets mest vægtige forstand med de små parceller omgivet af stor, livlig vegetation og dyreliv. .

Han er indædt tilhænger af Rudolph Steiners teorier om, at mennesker, dyr og planter er tættere forbundet end vi selv går og tror i dag. Det er ikke lige meget, hvad vi indfører hvor i fødekæden. Det er ikke lige meget, hvor meget vi manipulerer med naturen, og det er ikke lige meget, hvor meget CO2 vi udleder.

Derfor dyrker han sine marker efter biodynamiske principper. I marken anvendes kun homøopatiske gøde- og sprøjtemidler og slet ingen kemi. Det sker ud fra filosofien, at det er jorden, der skaber vinen … og er jorden i live, så er vinen det også.

I vineriet er det lidt det samme, da alle vine laves alene med druernes naturlige gærceller, hvilket sker i specialfremstillede kar af enten træ eller beton samt æggeformede betontanke for at undgå brug af  elektrisk ledende materialer.

De ovale betontanke er lavet med inspiration fra de dolium krukker, som man i Romerriget anvendte i vinfremstillingen. Robert mener, at de giver vinene mere energi og konvektionsstrømme i vinen. Der er jeg så nok lige stået af … men hvis det smager godt, så er jeg absolut tilhænger 🙂

Château Maris er også første europæiske vingård, der har fået EU Kommissionens B Corporation® certificering, der giver til firmaer, der omdanner deres virksomheder til gavn for arbejdere, samfund og miljøet.

Nå, men lad os smage den første af vinene fra Château Maris, nemlig deres 2019 l’Autan på 85% Syrah og 15% Grenache, som har  gæret på store åbne trækar og så lagret 10 måneder på en kombination af ægformet cement og ældre træfade.

Vinen har sit navn Autan efter de vilde Autan vinde, der på ofte blæser vildt henover vinmarkerne på Château Maris efter nogle krystalklare dage. De gamle vinavlere sagde altid efter sådan en periode, at nu vil Autan vindene blæse … hvilket skete med sådan larm, at den tørre vind forårsagede søvnløshed. Derfor blev den også kendt som Vent des Fous … den gale vind.

Duftmæssigt er det en lille krydret bandit … med frisk frugt, der lige skal åbne sig. Det er mest saftige kirsebær, brombær og boysenbær, røg, lejrbål, lavendel og Provence krydderier samt en lille jernagtig, stram note samt svag landlighed.

I munden er vinen overraskende smooth … cremet, blid og blød, mens frugten næsten er helt saftig. Der er jordbær, kirsebær og lidt brombær, en anelse frugtsødme, nogle tanniner, som dog er føjelige og venlige. Det er sgu godt balanceret, produceret og eksekveret, så vinbloggeren bliver sgu helt glad. Det er en pleaser, men fortsat med karakter og balanceret charme. Houlberg ligger sådan nærmest lige mellem 4,5 og 5 gale fingre.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Bergadano, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Bergadano, Barolo, Piemonte, ItalienVi slutter den lille trio fra Piercarlo på Azienda Agricola Bergadano med deres Barolo … selvfølgelig.

Som med Piercarlos Langhe Nebbiolo er denne Barolo også lavet med druer fra deres mark Pugnane i Monforte d’Alba.

Druerne er høstet ved håndkraft i små kurve og kun de bedste druer indgår i vinen, der så gærer og macererer i rustfrie ståltanke – som de øvrige vine – med remontage flere gange dagligt, der giver en god ekstraktion. Gæringen er temperaturstyret og foregår ved 26-28 grader over 15 dage.

Derefter sker der en spontan malolaktisk gæring, hvorefter vinen lagres i 24 måneder på italienske botti … store fade på 1.800 liter lavet af fransk egetræ. Efterfølgende lagres vinen yderligere 12 måneder på ståltanke inden den flaskes og lagres i yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er denne Barolo rank, stenet og ren i udtrykket. Der er godt med roser, violer, tør jord, læder og læderfedt, bivoks, kirsebær, jordbær, lidt mælkede noter, balsamolie, mentol, mandler og en klart større dybde og kompleksitet. Der kommer også snert af tør tobak, mørk chokolade og lidt vanilje.

I munden er vinen også langt mere kompleks og komplet end sin Langhe Nebbiolo lillesøster, for vinen har en ren, rank og helt strunk karakter, en elegant dansende lys syre med lidt bitterhed samt stor tørhed. Tanninerne er som hos lillesøsteren fine, lyse og sætter sig også langt mere håndfast og truende på fortænderne, men de bliver aldrig crazy vilde, for sammen med lidt sødme, så giver det vinen et meget balanceret, tørt og sammenhængene udtryk. Det er sgu god og venlig Barolo, så klart 5,5 tomler med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7