2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Just Riesling for me thanks, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Just Riesling for me thanks, Pfalz, TysklandNo sex, no drugs, no Rock’n Roll, just Riesling for me Thanks står der på etiketten af næste vin fra brødrene Alexander og Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne. Måske har de også fået corona-kuller? De fortsætter i hvert fald at lave vine med de sjove etiketter i deres serie af Labelweine … og denne kalder de selv Riesling No Sex.

Alexander og Martin Bauer laver i Labelweine serien vildt mange spændende vine og altid med de mest sindssyge navne som My Merlot is not the Answer. It Just Makes You Forget the Question og My Head Says Gym. But My Heart Says Sauvignon Blanc! eller hvidvinen Scheu… Aber Geil! … bare for at nævne nogle.

No Sex Rieslingen er selvfølgelig 100% Riesling, som efter en kølig gæring i rustfrie ståltanke har tilbragt et par måneder sammen med gærresterne, inden den er tappet på flaske. Den har 6,5 gram restsukker pr. liter.

Masser af æbler, modne, næsten gærede æbler, melon, mango og slet ikke arketypisk Riesling, men en lille sprængfyldt frugtbombe med en fyldig, sødmefuld, smøret og rund side. Der er nærmest lidt vanilje, blomsterpollen og trutti-futti vingummi fyldighed i duften.

Smagen er let perlende og igen er æblerne bogstaveligt talt presset godt ned i flasken sammen med lidt tropisk stemning, hyld, citron og en lidt olieret samt fyldig fornemmelse. Men syren er heldigvis dejlig sprælsk, hvilket sammen med bitter lemon giver vinen åndedræt og får den til at virke mere strunk og karakterfast.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2001 Stéphane Brocard, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, Frankrig

2001 Stéphane Brocard, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, FrankrigFor lidt over en måned siden stødte jeg for første gang ind i en vin fra Stéphane Brocard, der driver Closerie des Alisiers. Det er et negociantfirma beliggende i Marsannay, hvor han laver hvid Chablis, men også lidt røde fra den sydlige del af Bourgogne.

Nu har han fået fingrene i et parti 2001 Gevrey-Chambertin fra et hemmeligt bourgognehus i netop Gevrey-Chambertin. På grund af Covid-19 har de ikke kunnet levere deres vine til michelin-restauranterne og derfor har Stéphane Brocard købt et læs af flaskerne og nu frigiver vinen på markedet under sit eget navn.

Vinen kommer fra et vinhus, hvor vinmageren er berømt for at lave Pinot Noir med monsterlang kældermodning og denne har da også ligger på 100% nye burgundiske egetræsfade og flaske i hele 19 år, hvorfor den også normalt sælges meget dyrere.

Gevrey-Chambertin er jo den største appellation i Côte de Nuits med dens samlede 400 hektar og dens hele 28 forskellige 1er Cru marker. Men derudover laves der også fremragende Villages vine, som nu fx denne 2001 Gevrey-Chambertin fra Brocard.

Vinen er fremstillet på 100% Pinot Noir fra samlet  7 hektar vinmarker under Villages appellationen. Vinen er lavet med gæring i temperaturstyrede ståltanke med 12.17 dages skindkontakt, daglig pigeage, som sikrer et seriøst udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Vinen modner herefter 18 måneder på helt nye 228 liters burgundiske egetræsfade.

Duftmæssig føler man sig lidt som TV-2, når de synger Nærmest Lykkelig. Musikken svæver lidt henover en moden, lys frugt, der er indpakket i føjelige gamle egefade, lidt gæret i det endda … ribs, tranebær, brombær med moden ynde, lidt skov, læder, timian og salvie. Selvom vinen nu er godt 20 år, så virker den i næsen spillevende og elegant.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen står ren, hård, rank og nærmest mineralsk med jern og knuste sten, en tør og vild syre, ribs, ribs og ribs tilsat lidt hindbær og masser af tanniner. Denne vin har masser af liv, glæde og fornøjelse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7