2018 Alain Verset, Cornas, Rhône, Frankrig

2018 Alain Verset, Cornas, Rhône, FrankrigNiels Lillelund fortalte under Rhône Masterclass webinaret, at med et rigtigt godt glas Cornas skal du være i tvivl om, hvorvidt du har fået et glas vin eller bare én på hovedet. Sådan smager denne Cornas fra Alain Verset nu ikke, men den smager sgu meget godt.

Alain Verset er nevø til den legendariske Noël Verset, der jo rangerer på højde med andre store traditionalister som René Balthazar, August Clape og Marius Gentaz. Alain driver i dag sin lille vingård sammen med datteren Emanuelle, der i 2016 også har overtaget mere og mere af driften.

Flaskerne har også siden Emanuelles overtagelse fået nyt design og nu står der således Domaine Verset A & E.  Far og datter har samlet omkring hektar marker, som Alain har arvet fra sin far Louis Verset samt en smule fra sin berømte onkel, der jo ellers solgte sine bedste marker til henholdsvis Thierry Allemand, Auguste Clape, Laurent Courbis og en anden nevø Franck Balthazar.

Fremstillingen af vinene er uforandret fra tidligere generationer – dvs. gæring af hele klaser uden tilsætning af gær, lagring på store, gamle fade, der ikke giver smag/duft til vinene og vinene flaskes uden klaring eller filtrering. Som hos den tidligere generation laves der bare én vin og ingen luksus- eller specialcuvéer.

Vinen er vinificeret ultra-traditionelt, dvs. gæring i cementtank uden afstilkning, uden tilsætning af gær og uden temperaturstyring, mens presning sker i en gammeldags vinpresse. Vinene lagrer også typisk et par år på gamle fade, altså stort set samme fremgangsmåde som hos Clape.

Denne Cornas er fra den varme 2018 årgang … selvfølgelig lavet på 100% og vinificeret med gæring i cementtank uden afstilkning, uden tilsætning af gær og uden temperaturstyring. Presset i gammeldags vinpresse og lagret et par år på gamle fade.

Duft- og smagsmæssigt er den lige højre her pakket godt ind i vat, for vinen har slet ikke den stramme, dybe knockout næve. Duften er dog mørk, tæt med blod, jern, kalk, våde lædersko, blæk, blyant, jod, røget og tørret kød, hængt dyrekølle, solbær, brombær, eukalyptus, lavendel, blomster samt våde vaskeklude.

Smagsmæssigt smager det også fremragende, men der er bestemt ingen skarpe kanter. I stedet er det rundt, blød, cremet og langt mer’ tilgængeligt end gennemsnittet af Cornas vine. Det betyder også, at vinen faktisk er meget klar til at drikke nu og ikke skal ha’ 10 år i din vinkælder. Det er mørke bær, blåbær, brombær, røg, bacon, sødme, højt niveau af tanniner, grafit … har en sød fin, tørhed, rund og total behagesyg. Den er egentlig meget tro mod Cornas stilen, men blot på en soft og imødekommende måde. Smager sgu godt og dermed 5,5 fingre med pil op.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 350 kr., mens prisen er 280 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine Santa Duc, Gigondas aux Lieux-Dits, Rhône, Frankrig

2018 Domaine Santa Duc, Gigondas aux Lieux-Dits, Rhône, FrankrigDet andet sæt i Bichel Vines Rhône Masterclass med Niels Lillelund startede med denne 2018 Gigondas aux Lieux-Dits fra Domaine Santa Duc, som vi finder på adressen Les Hautes Garrigues i Gigondas.

Domaine Santa Duc er grundlagt af Gras familien tilbage i 1874 og drives i dag af den 6. generation i form af den unge Bejamin Gras. Han har for få år siden overtog driften fra sin far Yves Gras, som selv havde overtaget vinhuset efter sin far i 1985 og siden nærmest har været en institution i Gigondas.

Yves Gras kaldes også det lille kraftværk. Den energiske og ambitiøse Yves går helt fremme på tåspidserne og har i mange år arbejdet sammen med Bichel Vine, hvor Yves og Gunnar havde et særligt bånd.

Robert Parker har gjort Santa Duc og Yves Gras verdensberømte, for igennem de sidste 20 år har Yves’ vine scoret topanmeldelser hos den amerikanske presse og Parker har flere gange udråbt Santa Duc til at være den bedste Gigondas producent i skarp konkurrence med St. Cosme. Det siges, at Parker bruger Yves som reference for god Gigondas.

Udover Parker, så har Domaine Santa Duc også fået gode anmeldelser herhjemme i vores lille andedam.  I bogen Vinene fra Rhône skriver netop Niels Lillelund meget positivt om vinhuset. Han beskriver også Yves Gras som hele Rhônedalens imødekommenhed udtrykt i en enkelt mands personlighed.

Domaine Santa Duc ejer samlet omkring 26,4 hektar, hvoraf 12 hektar ligger i Gigondas og knap 4 hektar i Châteauneuf-du-Pape, men derudover drives Yves også en succesrig negociantvirksomhed, hvor han laver vi med druer opkøbt fra andre vinavlere, bl.a. en del, som tidligere har solgt deres druer til Guigal.

I 2009 begyndte Yves en ændring i produktionen af sine vine, således stilen blev lettere og mere frisk. Han startede også samtidig med en omlægning til økologisk drift og blev certificeret i 2012 … og i 2017 har han taget skridtet yderligere og blevet biodynamisk certificeret.

Året 2017 blev også på en anden måde skelsættende for Domaine Santa Duc, for der overtog Yves Gras’ søn Benjamin driften med lidt support fra farmand. Benjamin er uddannet ønolog i Bourgogne og har som led i sin uddannelse efterfølgende haft et år hos Domaine de la Romanée Conti.

Verdens mest berømte vinproducent er selvfølgelig et meget eftertragtet lærested, og de tager én praktikant om året. Benjamin var den heldige og i det år var han en del af familien Villaine og havde daglig omgang med verdens mest eftertragtede vine.

Det er Benjamin, som har stået for transformationen til biodynamik og han har været med til bl.a. at indføre amforaer af terrakottaler til fremstilling og lagring af vinene. Måske har den burgundiske tilgang også smittet lidt af, for han har fortsat med at give vinene yderligere lys og frisk stil … den sti, som far Yves allerede startede i 2009.

Her er det altså Benjamins 2018 Gigondas aux Lieux-Dits, som er lavet på et mix af 75% Grenache, 10% Syrah, 13%, Mourvèdre samt 2% Cinsault, som kommer fra 40 år game vinstokke på 8 forskellige marker i Gigondas. Et lieux-dit er en navngiven mark på fransk og aux Lieux-Dits betyder fra forskellige marker.

Her er det fra markerne Les Hautes Garrigues, Les Carbonnières, Les Rocassières, Santa Duc, Les Pailleroudas, Les Routes, Goujard et Plane samt Clos Derrière Vieille. Druerne er delvis afstilket og vinen er lavet med spontangæring, kort maceration og daglig punchdown og overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret samlet 18 måneder, først på store egefade og derefter betontanke inden aftapning på flaske.

I næsen er vinen en anelse animalsk med en lidt frugtrig, bittersød, sødkvalm kirchagtig frugt (på den gode måde), kirsebær, brombær, ribs, blomster, blæk, kærnemælk, jord, blod, en pirrende mineralitet samt meget stor friskhed. Det er noget lethed over duften og det virker meget balanceret.

Smagsmæssigt er det en meget rund, frugtrig og vildt frisk vin, som af en rhônevin er relativ let, men forfærdelig tilgængelig med sødme fra en forholdsvis sen høst. Det giver vinen en saftig rundhed og den glider faktisk lige gennem drænrøret uden den store modstand, for det bliver aldrig tungt, men alligevel med et fint syrebid, tanniner, peber, saltlakrids og lidt varme.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er 190 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7