2015 Podere la Vigna, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Agricola Podere la Vigna ligger ved den lille by Torrenieri omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino og det er derfra, at jeg nu smager en skøn 2015 Brunello di Montalcino.

Vinhuset Podere la Vigna drives af familien Rubegni, som i flere generationer har lavet vin fra deres 4 hektar vinmarker i 320-240 meters højde i bakkerne ved Montalcino området.

Det er i dag Andriano Rubegni og hans hustru Sonia, der laver 4 forskellige vine, en grappa samt lidt olivenolie. Det er selvfølgelig en Rosso di Montalcino, IGT vinen Maritato og så 2 Brunello’er … denne samt en Riserva,

Denne 2015 Brunello di Montalcino er lavet med Sangiovese druer, der typisk høstes i slutningen af september. Vinen er lavet i store 50 hektoliter ståltanke med daglige punchdown over 18-20 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret mindst 2 år på store 20-30 hektoliter egefade og 6 måneder på flaske efter aftapning.

Hovsa da for en dejlig aroma, er virkelig mælket med yoghurt, jordbær, brombær, hengemte blommer, tranebær, svesker, tobak, skovbund, champignon, kakao og en café-latte. Der er modenhed over frugten og syren virker også rund, luftig moden og klar … og samtidig alligevel med nogen friskhed.

Hvor smager det også godt … moden, lys frugt, som har en æterisk, smuk og balanceret syre, masser af tanniner, som dog bukker, takker og bøjer sig, så de ikke gør nogen fortræd, men alligevel i høj grad er tilstede med nærvær, fin kant og nerve. Det er lige før, at vinen helt smelter i munden, men syren giver friskhed, tanninerne stor nærvær i munden og frugten bærer samtidig svag bitterhed. Jeg er aldeles imponeret af denne Brunello di Montalcino, som er kompleks og komplet umulig at slippe.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Asshole Sauvignon Blanc, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Asshole Sauvignon Blanc, Pfalz, TysklandPyha jeg tror, at jeg går fri, for jeg er hverken racist, terrorist eller asshole og så må jeg godt drikke denne Sauvignon Blanc 2020 fra Weingut Emil Bauer & Söhne. Jeg tror nu heller ikke, at titlen på vinen vil forhindre nogle i at drikke den.

Men vi nupper netop en vin mere fra de kreative brødre Alexander samt Martin Bauer og den har de netop givet den lange titel; If you are a racist, a terrorist or just an asshole – don`t drink my Sauvignon Blanc! Men bevares … jeg har allerede hældt et glas op med god samvittighed.

Som med forrige No sex, no drugs, no Rock’n Roll, just Riesling for me Thanks er der begrænsede oplysninger om produktionen, men mon ikke, at den også er lavet på ståltanke og kort lagring i samme tanke? Den har i hvert fald 5,1 gram restsukker pr. liter.

Næsen er ikke sådan Sauvignon Blanc ultra-grøn-græs-agtig, men har kiwi, stikkelsbær, melon og samtidig virker aromaerne fyldige, småfede, sødmefulde og runde. Der er måske lidt græs, men det er forlængst tørret og afgiver kun svage aftryk.

I munden er vinen fyldig med en sødmefuld side, men der er – heldigvis – også både lemon og grape, som giver en fin bitterhed, mens syren er forholdsvis blød, men også skubber på i den rigtige retning og dermed bliver det en vidunderlig frisk og ukompliceret Sauvignon Blanc, der har den karakteristiske kant, men her blot soft’net lidt med et venligt håndtryk.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7