2015 Chiesa, Nebbiolo d’Alba Manascarda, Piemonte, Italien

2015 Chiesa, Nebbiolo d’Alba Manascarda, Piemonte, ItalienMed den næste Nebbiolo fra Azienda Agricola Chiesa Carlo skruer vi lidt op for altoparlanti aka højttalerne. Vi har lagt 3 år til på alderen og så har Nebbiolo d’Alba Manascarda også været lagret 12 måneder på fade.

Men hos Italux koster vinen alene sølle 6 kr. mere end den foregående søstervin, men den ligning skal jeg skam nok vende tilbage til lige om lidt.

Nebbiolo d’Alba Manascarda er lavet med druer fra lidt ældre vinstokke end søstervinen …. her 50-70 år gamle stokke, som står i endnu stejlere skråninger med 55% stigning i et svært tilgængelig terræn, så druerne kan naturligvis kun høstes manuelt.

Vinen er lavet med gæring og maceration i 20 dage og efter endt fermentering, så er vinen lagret 12 måneder på store egefade. Der er alene lavet sølle 2000 flasker af denne vin om året.

I glasset er det igen en smuk transparent vin … knap så meget som sidste Langhe Nebbiolo og samtidig en kende brunere i nuancerne, mens duften er æterisk, mere sammensat … om end fortsat i den lyse afdeling med gammelt læder, tobak, sød/syrlig frugt, som også virker mere modent med kirsebær, hindbær og ribs, kanel og afsmitning fra fadene med let vanilje, kanel og kardemomme. Der er flere lag, mere kompleksitet, lidt animalsk landlighed … WAUW dufter vildt godt.

Smagsmæssigt er vinen klart på Barolo niveau … den fremstår lys, virkelig tør og skarp. Frugten er lys, syrlig og moden, igen er det mest kirsebær og ribs, der kommer lidt kirch, bitterhed og balsamisk syre, mens der også er skruet en anelse op for tanninerne, der med blid og moden sadomasochistisk kontrol tørrer mundhulen en anelse, mens fadene er godt integrerede i vinen og giver lidt sødme, røgede og ristede elementer med svag vanilje i smagen. Flot vin … og til den vilde pris et totalt røverkøb.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 116 kr. – den bør fandeme hurtig blive udsolgt, hvis der skal være bare en smule retfærdighed i denne verden.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Chiesa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2018 Chiesa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienPå de stejle, sandede bakker ved Monfriggio nær Santo Stefano Roero finder vi Azienda Agricola Chiesa Carlo og det er derfra, at jeres flittige vinblogger tester 2 Nebbiolo vine. Den første er en 2018 Langhe Nebbiolo.

Chiesa familien har ejet den lille gård i over 350 år, for familien overtog ejendommen i midten af 1700-tallet. Og de har nu i 5 generationer lavet vin på gården og i dag er det med de 3 brødre Giuseppe, Renato og Carlo i spidsen. De er fra en søskendeflok på hele 10 brødre fra deres forældre Agostino og Margherita.

De har samlet 9 hektar vinmarker, der altid har været passet økologisk uden brug af sprøjtemidler. Alt arbejdet i vinmarkerne udføres endda også uden brug af maskiner, og det gælder både for beskæring og vigtigst høsten.

I vinkælderen er formålet at sætte fokus på de individuelle karakteristika for hver af de lokale druetyper, som de dyrker. Der følges i vinkælderen et princip om minimal indgriben, hvilket giver vine med karakter og renhed. Til gæringen bruges der udelukkende lokale gærsorter and vinene lagres i enten rustfrie ståltanke eller store egefade.

Denne Langhe Nebbiolo er lavet med druer fra 20 år gamle vinstokke på stejle marker med syd- og sydøstlig eksponering tæt ved Santo Stefano Roero. Vinen er lavet med gæring og maceration over 12 dage og har lagret på ståltanke i 6 måneder … altså helt uden brug egefade. Der produceres kun 5000 flasker af denne vin årligt.

I glasset er vinen herlig, lys og transparent, mens duften er rank med masser af tørrede blomster, rosenblade, sten, en smule læder og lyse bær, hindbær, ribs, tranebær samt lidt kirsebær, tørre krydderier, oregano … ganske rank og fin.

Hvor smager det godt … har en tør og meget frugtrig slank smag, hvor en smule sødme omgående blander sig og bidrager til, at vinen virker både saftig og velproportioneret. Syren er skarp med næsten citroner og lemon, men den sparkes hele tiden af sødmen, som ikke vil lade syren tage kontrollen. Men det hele er på en let og lys facon, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Tanninerne er fint tørre, men de får heller ikke lov at dominere, så samlet får du en fin, lys, slank og ung Langhe Nebbiolo, der bare smager monstergodt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 5/7