Tag-arkiv: Toscana

2011 Il Poggione, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2011 Il Poggione, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienB nr. 2 var Brunello di Montalcino … her i en nyere udgave fra Farncheschi familiens vinhus Tenuta Il Poggione, en klassisk Brunello producent med ikon/kultstatus, beliggende ved den lille by Sant’Angelo In Colle omkring 5-6 kilometer syd for Montalcino.

Tenuta Il Poggione er grundlagt tilbage i 1890 af Lavinio Franceschi, som ejede lidt jord nord i Scandicci ved Firenze, men havde hørt en hyrde fortælle om jorden ved Maremma mellem Montalcino og Sant’Angelo. Han blev fascineret af historien, og endte med at besøge stedet og købte ikke mindre end 600 hektar jord.

Ud af de 600 hektar er det dog alene 125 hektar, som er vinmarker, som ligger lige omkring vingården 200-400 meter over havet.Den store højdeforskel gør, at man kan fokusere på de varmere marker i de kølige årgange og omvendt i de varme. Dette er med til at sikre en stabil høj kvalitet i alle årgange.

Den allerbedste mark er Paganelli marken, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1964. Denne mark leverer i dag druerne til husets Brunello di Montalcino Riserva Vigna Paganelli, som kun fremstilles i de bedste årgange. Fra denne mark tages der også skud til nye beplantninger, så den klon man arbejder med, er den samme på hele ejendommen.

Alle vinmarker passes og plejes med stor respekt for naturen og er præget af skiftende afgrøder for at skabe en god naturlig balance. Familien har stor fokus på, at stor vin skabes i marken. Alle druer høstes i hånden og sorteres i hånden ved ankomst til vineriet.

Vinhuset ejes i dag fortsat af Franceschi familien, men det er dog vinmagerne – far og søn – Fabrizio og Alessandro Bindocci, som står bag produktionen af vinene fra det klassiske hus. De efterfulgte den legendariske vinmager Piero Talenti, som virkelig formåede at få det allerbedste ud af Sangiovese druen og var på Il Poggione i over 40 år.

Og stillen er fortsat i dag til den traditionelle side, men alle vinene fremstilles med den nyeste viden og på moderne udstyr. I 2004 stod den nye kælder klar, hvor al vinifikation i dag udføres. Gæring foretages i ståltanke med temperaturkontrol og efter endt gæring overføres vinen ved tyngdekraft til lagringskælderen i kælderen, hvor der kun bruges store egetræsfade af fransk eg. Der lagerer vinene på store 30 eller 60 hektoliter fade.

Denne almindelige Brunello di Montalcino er lavet af druer fra 20-årige vinstokke og maceration i 15 dage, hvorefter vinen lagrer 3 år på store 30-50 hektoliter franske egetræsfade.

Duftmæssigt er har vi nogle klassiske Brunello noter med lette blommer, modne jordbær, kirsebær, tobak … ganske kompleks, så jeg har også noteret lidt allehånde, honninghjerter, salt, røg, blæk, kul, læder, teblade, skovbund og lidt fernis eller lak. Elsker komplet, når vinen gavmildt øser af sanseindtryk.

Smagsmæssigt mærkes, at vinen fortsat er lidt en uvorn teenager … syren stram, og de lette blommer slår ikke igennem i smagen, selvom det overordnede indtryk egentlig er en blød og blid vin. Men syren tager dig rundt i manegen sammen med lidt lakrids, jordbær, bitre kirsebær og mineraler. Lidt peber blander sig med syren i eftersmagen. Smuk klassisk, old school Brunello … med power i syren. Sådan.

Forhandles af Otto Suenson & Co, pris 325 kr.

Rating 5,5/7 

2013 Podere San Cristoforo, Amaranto, Toscana, Italien

2013 Podere San Cristoforo, Amaranto, Toscana, ItalienDet blev italiensk Sangiovese, som røg ud af vinkøleskabet efter en lidt skuffende Spätburgunder, nemlig en smuk italio vino … den biodynamiske Amaranto fra vinhuset Podere San Cristoforo, som ligger lige udenfor byen Bagno di Gavorrano i Maremma provinsen i det sydlige Toscana omkring 10 kilometer øst for havnebyen Follonica.

Vingården er reelt fra 1901, men startede først med vinproduktion i 2000, hvor den unge ildsjæl Lorenzo Zonin overtog vingården og grundlagde Podere San Cristoforo. Vingården har samlet 45 hektar jord, men deraf er alene 15 hektar vinmarker. De øvrige hektarer er tilplantet med oliventræer, korn og solsikker.

På vinmarkerne dyrker Lorenzo primært Sangiovese, som dækker 10 hektar af markerne, lidt Petit Verdot, Syrah, Vermentino og Trebbiano. Markerne er godt stenede, er godt begunstiget af de kolde briser fra Middelhavet og dyrkes samtidig biodynamisk, bl.a. med økologisk kompost, der øger livet i jordbundens gennem udvikling af mikroorganismer, og det mener Lorenzo giver nye elementer til vinen.

Siden starten har han haft fokus på biodynamisk vinbrug. Derudover sigter han efter elegance og renhed i sine vine, et sats der har bragt hans vine ind på de bedste restauranter i verden, men også på vinkritikernes yndlingsliste. Samlet laver Lorenzo 4 forskellige vine, nemlig den hvide Luminoso Blanc samt de røde … en ren Petit Verdot samt de to Sangiovese baserede Carandelle og denne Amaranto.

Amaranto er Lorenzos entry-level vin, som er lavet på 100% Sangiovese fra husets yngste vinstokke på markerne Selceto og Sugarelle med et høstudbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen laves på rustfrie ståltanke med en kort maceration på 7 dage, hvorefter den får 10 måneder på brugte franske barriques. Den årlige produktion af vinen ligger på omkring 18.000 flasker.

Vinen kommer med en skøn etiket, hvor illustrationen nærmest er et spildmærke efter en flaske rødvin. Derudover er der små prikker på etiketten … blindskrift, men hvad der står, ja det aner jeg ikke. Det jeg imidlertid ved er, at vinen smager godt.

Næsen er sådan lidt landlig … animalsk på en lidt urtet, dyb og mørk facon. Der er moden frugt, kirsebær, mørke bær, brombær, tobak, hæfteplaster og en svag lakrids og mentol. Smagen er saftig, enkel og ganske frugtrig med en tydelig italiensk syre, tørre tanniner, som virkelig sætter sig i munden med et snert peber. Sangiovesen virker kraftigere her end længere mod nord, men alligevel er der er en vis læskende lethed over vinen, når man kommer ind under syren, og det er sgu egentlig et godt glas vin. Så Thumbs Up.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 125 kr.

Rating 5/7 

2011 Chioccioli Altadonna, Assalto IGT, Toscana, Italien

2011 Chioccioli Altadonna, Assalto IGT, Toscana, ItalienAzienda Agricola Chioccioli Altadonna ligger den lille by Gaiole in Chianti omkring 30 kilometer svag sydøst for Firenze og står bag byggesjakkets vino nummero due i the ultimate battle, endnu en IGT vin … vinen Assalto IGT Toscana Rosso, herlig Sangiovese baseret vin tilsat lidt Merlot og Cabernet Sauvignon, men det skal jeg selvfølgelig nok lige vende tilbage til.

Vinhuset drives af brødrene Niccolò og Enrico Chioccioli Altadonna, men de får dog lidt hjælp fra deres far Stefano Chioccioli, som er en international kendt ønolog, med ansvaret for vinproduktion i flere lande, bl.a. Italien, Frankrig og Ungarn. Han har produceret over 100 vine der har fået 3 glas i Gambero Rosso, mange 92-98 points vine i Wine Speectator, Wine Enthusiast samt 100 points af Robert Parker.

De får dog også lidt hjælp fra søsteren Ginevra Chioccioli Altadonna, som pt. også studerer biologi.

Brødrene har i alt 8 hektar vinmarker fordelt omkring både Gaiole in Chianti og Quercegrossa og al arbejdet i både marker og i vinkælder sker ved håndkraft. I markerne ligger udbyttet i gennemsnit på beskedne 30 hektoliter pr. hektar. Der dyrker druesorterne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah.

Der laves udelukkende rødvine på Azienda Agricola Chioccioli Altadonna og i to serier, nemlig serien Chioccioli bestående af en Chianti Classico, en Chianti Classico Riserva og IGT vinen AltoRe IGT. Dernæst findes der serien Altadonna, hvor der ligeledes laves en Chianti Classico, en Chianti Classico Riserva og så denne Assalto IGT Toscana Rosso.

Assalto IGT Toscana Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15%, Merlot og 15% Cabernet Sauvignon. Lavet helt traditionelt med 21 dages maceration og efterfølgende lagring i både nye samt 1-2 år gamle franske barriques i 16-18 måneder. Og så kommer den med en etiket, som jeg er helt og fuldstændig vild med … multo elegante.

Men det er duften nu imidlertid også, for der er lidt stald … herlig animalske noter sammen med kirsebær, brombær, mentol, mynte, rå champignon, grønne blade, tobak, eg samt krydrede noter. Viser absolut sine ranke italienske rødder frem, og i munden fortsætter det med kompleksitet, lidt jern … en meget direkte frugt, blæk, tørhed … bløde tanniner og fløjlsblød smag, men dog fortsat med syren intakt. Klassevin, som vi selvfølgelig gættede.

Forhandles bl.a. af Brdr. Schmidt Vinhandel, hvor prisen er 329 kr.

Rating 6/7

2009 Borgo Scopeto, Borgonero IGT, Toscana, Italien

2009 Borgo Scopeto, Borgonero IGT, Toscana, ItalienStarten på vinbattlen startede med denne italienske supertoscaner Borgonero IGT fra vinhuset Azienda Agricola Borgo Scopeto, som ligger lige ved Castelnuovo Berardenga omkring 15 kilometer nordøst for Sienna.

Borgo Scopeto har sine rødder helt tilbage fra 1079, hvor det ifølge gamle dokumenter var en befæstet bebyggelse tilhørende katedralen og bispen i Siena. Det flotte tårn på ejendommen er bygget i 13. århundrede og var en del at et større forsvarsværk.

I begyndelsen af det 14. århundrede forærede kirken ejendommen til en af de mest betydningsfulde familier i Sienna, nemlig familien Sozzini, som ejede slottet i flere hundrede år. De gjorde Borgo Scopeto til et mødested for humanister, kunstnere og digtere – ofte anklaget for kætteri og på flugt fra kirken.

Og selvom der er produceret vine på stedet i flere hundrede år, så var det først i 1990 at vinene blev lavet og solgt under slottets eget navn. Siden 1998 har Borgo Scopeto været ejet af Elisabetta Gnudi som også ejer andre vingårde i Toscana, bl.a. Altesino, Caparzo og la Doga. Det er også Elisabetta som sammen med vinmageren Simone Giunti står bag produktionen af alle vinene fra Borgo Scopeto.

Borgo Scopeto har samlet 503 hektar jord, men heraf er 70 hektar alene vinmarker, hvor der dyrkes sorterne Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot, Trebbiano og Malvasia. Derudover har slottet også over 5.000 oliventræer og så omfatter driften også et lille hotel … Relais Borgo Scopeto.

Denne Borgonero IGT er lavet på 40% Sangiovese, 20% Syrah, 20% Cabernet Sauvignon og 20% Merlot. Alle druer kommer fra slottets egne vinmarker i Vagliagli og Castelnuovo Berardenga. Produceret med macerationsrtid på 16 dage, hvorefter vinen er modnet 16 måneder på franske 500 liters egetræsfade. Efterfølgende er vinen lagret i yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen fornemmes en mørkere vin, lidt muldjord, rå champignon, blommer, kirsebær, let tobak, en smule alder, tørrede urter og lidt læder. I munden er vinen dejlig blød med solbær, lakrids, blæk, chokolade og beskedne tanniner. Der er ikke megen syre eller tanniner, og har dermed ikke de helt klassiske italienske gener.

Forhandles af Vildmedvin, hvor prisen er 169 kr.

Rating 5/7 

2009 San Giusto a Rentennano, La Ricolma Merlot di Toscana IGT, Toscana, Italien

2009 San Giusto a Rentennano, La Ricolma Merlot di Toscana IGT, Toscana, ItalienFattoria San Giusto a Rentennano var oprindeligt et gammelt middelalderkloster, hvor der rendte cisterciensernonner forvirret rundt. Dengang – og vi snakker over 1.000 år siden – kaldte man det San Giusto alle Monache. I dag laves der vin i de gamle bygninger, bl.a. denne La Ricolma Merlot di Toscana IGT.

Vinhuset San Giusto a Rentennano ligger i det gamle kloster af etruskisk oprindelse i byen Gaiole In Chianti omkring 20 kilometer syd for Firenze, Klosteret var også i 1204 fæstning for florentinerne, der efter en fredstraktat brugte det som deres grænse mod Siena.

I dag står der kun rester tilbage af den gamle befæstning, bl.a. brystværnet, nogle massive stenvægge og en massiv underjordisk kælder, hvor vinhuset i dag – under de imponerende hvælvinger – lagrer deres vine.

Siden 1914 har den gamle middelalderejendom været ejet af familien Martini di Cigala og fra 1957 med Enrico Martini di Cigala i spidsen. Han fik 9 børn, men i dag er det dog alene 6 af børnene, nemlig Anna, Lucia, Elisabetta, Francesco, Alessandro og Luca Martini di Cigalapa, som ejer vinhuset, mens alene Elisabetta, Francesco og Luca står for driften.

Børnene overtog driften i 1992, men for at øge kvaliteten og forbedre vinene, så hyrede de i 1999 ønologen Attilio Pagli som konsulent og i 2007 også agronomen Ruggero Mazzilli til at hjælpe. Målet var at fremstille rene, præcise vine, der nøje udtrykker deres terroir.

Fattoria San Giusto a Rentennano har i alt 160 hektar jord, men kun 30,5 hektar er vinmarker, hvor de dyrker sorterne Sangiovese, Canaiolo, Merlot, Malvasia og Trebbiano. Der fremstilles omkring 55.000 flasker vin årligt, fordelt på 5 forskellige vine, nemlig en Chianti Classico, Chianti Classico Riserva Le Baroncole, Percarlo, denne La Ricolma og den søde Vin San Giusto. Derudover produceres selvfølgelig olivenolie.

Denne La Ricolma er lavet på ren Merlot … meget utypisk Chianti området. Vinstokkene er små 40 år gamle og blev oprindeligt plantet, da det i midt 1980’erne blev tilladt at plante franske sorter i Chianti. På San Giusto a Rentennano fandt man dog hurtig ud af, at Merlot ikke gjorde noget godt for husets Chianti Classico, hvorfor man havde valget mellem at rive vinstokkene op … eller lave en IGT vin på ren Merlot.

Og det blev denne La Ricolma, som er produceret på store, rustfri ståltanke med en macerationstid på omkring 19 dage, hvorefter vinen lagrer 22 måneder på franske barriques. Flasken ufiltreret og ligger på flaske i 6 måneder inden frigivelse.

Merlot? Hmmmm … næsen er nærmest smuk med blyanter, blæk, violer, kul, muldjord, støv, velhængt kød, røg, smørblomster, mælkechokolade, en omgang bolsjer … ikke for søde og ikke for syrlige. I munden en mørk vin, mørke frugter, blåbær … stram og præcis med tjære, peber, cigaræsker, tobak og en sjat krydderier. Tanninerne er meget til stede … markante, spillevende og fortsat unge, stramme og lover et langt liv for vinen. Nok mest komplekse vin denne aften.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles flere steder, bl.a. Thorkild’s Vinhandel, Uhrskov Vine m.fl. Prisen er omkring 429 kr.

Rating 6/7   

2011 La Spinosa, Prunaiolo IGT, Toscana, Italien

2011 La Spinosa, Prunaiolo IGT, Toscana, ItalienVinhuset Azienda Agricola La Spinosa er drevet af en flok økotosser. Etiketten er herrefed med stor, skrækindjagende musvåge … og teksten Buteo Buteo, som netop betyder musvåge. Vino Biologico står der også. Og så er det en toskansk IGT vin, som økotosserne har kaldt Prunaiolo.

Økotosserne er idémanden Gianfranco Ossola samt vennerne Danilo Presezzi, Claudia Caccetta og Damiano Videsott. De grundlagde vinhuset i 1982 grundet stor kærlighed til Toscana og vinene derfra … og hvorfor så ikke selv lave vin sammen?

De købte en gammel ruin i den maleriske by Barberino Val d’Elsa mellem Firenze og Siena. Der har de i dag 70 hektar marker, hvoraf dog alene 12 hektar er vinmarker. Resten af jorden består af 1.800 (eller lige der omkring) gamle og krogede oliventræer, som bruges til at fremstille olivenolie … selvfølgelig også økologisk.

Ellers er deres vingård er fyldt op med katte, hunde, heste og et enkelt æsel. De spiller klasssik musik for deres vine og vingården ligger i en naturpark … mere øko bliver det ikke!

På deres vinmarker dyrker de Sangiovese, Canaiolo, Colorino, Fogliatonda, Mammolo, Malvasia Nera, Trebbiano Toscano and Malvasia Lunga del Chianti samt en smule Merlot, Cabernet Sauvignon and Chardonnay. De producerer i alt 9 forskellige vin samt lidt grapa og så ellers olivenolie. Den årlige produktion ligger på 80.000 flasker vin og omkring 2.000 liter olivenolie. De blev certificeret økologisk i 1994.

Denne Prunaiolo IGT er et blend af druerne Sangiovese, Merlot og Cabernet Sauvignon … hovedsagligt Sangiovese, har 15,5% hestekræfter med godt bundtræk, er lagret 24 måneder på medium ristede egefade og har derefter yderligere lagret 6 måneder på flaske inden frigivelsen. What a monster.

I næsen er har vinen egentlig en lidt kold stil, men dog med god fylde … sådan rigtig dyb med urter, mørk og sort tobak, noget vildt, men ikke total animalsk, hospitalsgange, gazebind samt en nærmest syrlig kant. I munden er der stor kompleksitet midt i alkoholen, som er godt integreret. Der er tørhed samt godt med solbær og andre mørke bær. Den overrasker med et ret stor lethed, blødhed sammen med lakrids, krydret sødme og et let syrlighed. Lidt en vinøs schweizerkniv. Ganske lækker. Far er glad.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Husted Vin, pris 245 kr.

Rating 5,5/7   

2010 Fèlsina, Berardenga Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2010 Fèlsina, Berardenga Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienI et smukt gammelt stenhus i Castelnuovo Berardenga finder vi et af Chiantis ældste og mest hæderkronede vinhuse, nemlig det klassiske hus Fèlsina, som står bag denne Berardenga Chianti Classico Riserva.

Fèlsina er grundlagt i 1966, da Domenico Poggiali tog et modigt spring og købte ejendommen i Castelnuovo Berardenga … netop på et tidspunkt, hvor det ikke gik særligt godt for de italienske vinbønder. Han var dog ikke selv vinmager, så han ansatte et ungt team til at producere vinene og investerede ellers massivt i vingården.

I tilknytning til gårdens hestestald fandt Domenico Poggiali efter købet af ejendommen også en gammel, underjordisk vinkælder, bygget af sten med brede hvælvinger. Den blev selvfølgelig også samtidig istandsat og har lige siden været brugt til lagring af alle huset vine.

Der blev samtidig opkøbt yderligere vinmarker, således gården samlet rådede over 40 hektar vinmarker, bl.a. markerne Rancia, Rancino, Arcidosso, Arcidossino/Santa Letizia, Casale di Fèlsina, Fèlsina, Casalino, Santa Maria, San Giuseppe, Ruzzatoio, Molino d’Ombrone, Valli, Molinuzzo, Fontalloro og Terra Rossa.

I slutningen af 1970’erne kom sønnen Giuseppe Poggiali med i driften, og derudover hyrede familien også vennen Luigi Veronelli og ønologen Franco Bernabei til at øge både kvaliteten og salget af vinene. Allerede fra 1983, hvor man første gang lavede enkeltmarksvinene Fontalloro og Rancia, begyndte der at blive rift om vinene, fremragende internationale anmeldelser og i dag hører huset til blandt eliten i Toscana.

At Fèlsina hører til blandt de bedste vinhuset i hele Toscana kan blandt andet aflæses på, at Fèlsina hele 18 gange har fået de prestigefyldte 3 glas i den italienske vinbibel Gambero Rosso. Det er der kun 6 andre producenter, som har opnået.

I 1990 kom Giuseppe Poggialis søn Giovanni Poggiali også med i driften, og i dag er det ham, som driver vingården … fortsat med hjælp fra ønologen Franco Bernabei. Siden Giovanni overtagelse er der sket lidt ændringer, bl.a. har man investeret i rustfri ståltanke og samtidig også omlagt hele produktionen til økologisk drift. Men ellers holdes der fast i de gammeldags traditioner.

Denne Berardenga Chianti Classico Riserva er lavet med druer – 100% Sangiovese – fra husets marker omkring Castelnuovo Berardenga. Vinstokkkene er plantet i 1970’erne, men suppleret og delvis omplantet senere. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en maceration ved 28-30 grader i 14-16 dage, hvorefter vinen lagrer på medium-store egetræsfade i 12-16 måneder efterfulgt af 3-6 måneder på flaske. Huset har lavet denne vin siden 1967.

I næsen er der godt med røg, hævet dej, skovbund … og en klar italiensk syre, lidt trøfler, gammel kælder, mellemrøde bær, jordbær, kirsebær, lette blommer, tobak, læder, blomster samt en eller anden form for mineralitet, kul eller tørv. I munden er vinen blød, elegant … noget mørkere i udtrykket end Chianti generelt. Der er grønne elementer, sød tobak, jordbær, kirsebær, champignon samt egetræ, der virker godt integreret og ellers er der syre og meget stramme tanniner. Flot Chianti.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Domaine Brandis, hvor prisen er 249 kr.

Rating 5,5/7   

2008 Cerbaiona, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2008 Cerbaiona, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVinpusheren sluttede den eksklusive smagning med sidste tema; stald, læder, hængt kød og hvorfor gnavne gamle mænd ved bedst, hvor stor Brunello skulle møde stor Hermitage … og det kunne vel kun ende med et kæmpe brag?

Specielt da første vin – Brunello’en – var fra vinhuset Cerbaiona, som vel er kendt som én af de allerbedste Brunello producenter. Vinene derfra er verdenskendte, men koster også det blege … hvilket også gælder for denne Brunello di Montalcino.

Cerbaiona ligger godt gemt væk i nærheden af Montalcino i det smukke Tocana knap 1 kilometer sydøst for Montalcino for enden af en blind grusvej … lige forbi producenten La Fornace og området, hvor Giulio Salvioni har sine marker.

Vingården ejes og drives af Diego Molinari, som sammen med hans hustru Nora købte gården i 1977. Diego havde tidligere været pilot 25 år hos det italienske flyselskab Alitalia, og var endda første pilot i Alitalia, som fløj selskabets første Boing 747. Derfor kaldes Diego også i dag fortsat ”Commander” af de lokale.

Det var en drøm om at producere vin, som medførte, at Diego og Nora købte Cerbaiona ejendommen beliggende på et højdedrag lige øst for Montalcino. Parret var begejstrede, men vidste egentlig ikke så meget om vinfremstilling, så Diego besøgte derfor en række af områdets bedste producenter og stillede dem et utal af spørgsmål om vin, fremstillingsmetoder, arbejdet i marken og meget mere.

Diego var især inspireret af Biondi-Santi, hvis traditionelle filosofi han synes specielt godt om, så den vej ville han også gå med hans vine. Han fik renoveret ejendommen og genplantet del af vinmarkerne, bl.a. med stiklinge fra netop Biondi-Santi og allerede i 1980 producerede Diego sine første vine … sammenlagt 70 flasker.

Og lige siden har Diego Molinari fremstillet fantastiske Brunello di Montalcino … vine, som i dag blandt kendere regnes for noget af det ypperste. Produktionen er ultra traditionel med brug af gammel træpresse, gæring på gamle cementtanke og lagring på store slavonske egetræsfade.

Diego Molinari vingård Cerbaiona har alene 3 hektar vinmarker og 12 hektar med skov og oliventræer … og med alene 3 hektar vinmarker, hvoraf kun halvdelen går til produktionen af Brunello, så er produktionen af Brunello’er selvsagt meget lille og vinene er derfor sjældne og ofte et samlerobjekt blandt kendere. Den samlede produktion af vine på Cerbaiona er alene 8.000 flasker årligt.

Der laves 3 forskellige vine på Cerbaiona, nemlig først og fremmest husets Brunello di Montalcino, som der kun laves 650 kasser af årligt. Derudover laves der en Rosso di Montalcino, som er gårdens 2. vin … en slags mini Brunello og endelig en Cerbaiona Rosso Toscana IGT, hvor Diego Montalcino blander den lokale Sangiovese drue med Cabernet Sauvignon og Merlot.

I dag er Diego ved at være en ældre herre … men kan sit shit, hvilket jeg selvfølgelig vender tilbage til senere. Imidlertid har alderen nu betydet, at Diego og Nora i december 2015 har solgt Cerbaiona til den amerikanske investor Gary Rieschel, som har været venner med Molinari familien og ofte er kommet på vingården.

Han har nu indsat Matthew Fioretti som daglig leder af vingården, og han vil fremover sammen med sin italienske hustru, som stammer fra Bergamo bo på Cerbaiona og fremstille de eksklusive vine. Men til og med 2015 høsten har vinen altså fortsat været lavet af Diego Molinari.

Denne 2008’er Brunello har gæret på de gamle cementtanke og lagret på 25 hektoliter slavonsk eg i omkring 40 måneder.

Nå, men lad os se, hvad den gamle herre egentlig kunne med denne årgang 2008 af hans berømte Brunello. Og lad mig afsløre med det samme … dette er sgu godt. I næsen nærmest lidt muggen kælder, tobak, sved, omklædningsrummet efter en oldboyskamp, kødfuld, syrlige kirsebær, dyrisk med animalske noter, læder, let mentol, rosenblade, orange/appelsin, plaster, hospitalsgang og en spændende gang surhed af en slags. Lyder måske ikke tillokkende … men total ZEN … eller det man på dansk kalder klasse.

I munden KAPOWWW … tørhed, champignon, elegance … hold da op, hvor er der bid og tørhed. Fuck hvor er den tør, ekstremt … en tørhed helt udover det sædvanlige. Kalder nærmest på ens tandbørste. Fortsat ung, spændstig og med de tørreste tanniner, som jeg har smagt i mands minde … virkelig gemmepotentiale … hvis man altså ikke bare drikker den med det samme. Mums.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 899 kr., men på tilbud denne aften til 799 kr.

Rating 6,5/7   

2010 Siro Pacenti, Brunello di Montalcino Pelagrilli, Toscana, Italien

2010 Siro Pacenti, Brunello di Montalcino Pelagrilli, Toscana, ItalienDen anden duellant i den nervepirrende kamp Piemonte mod Toscana, Nebbiolo mod Sangiovese og traditionalister mod modernister var denne Brunello di Montalcino Pelagrilli fra det toskanske vinhus Siro Pacenti, som holder til 2-3 kilometer nordøst for Montalcino by.

Siro Pacenti er oprindelig grundlagt i 1970, da Siro Pacenti købte en lille landejendom bl.a. med den tilhørende vinmark Peligrilli. Han gik i gang med at tilplante alle vinmarkerne. Det var dog først i 1988, hvor sønnen Giancarlo Pacenti overtog driften, at der for alvor kom gang i vinproduktionen.

Dels var vinstokkene først der ved at være klar til at give druer af god kvalitet, og derudover havde Giancarlo også masser af idéer til vinproduktionen efter besøg i Bordeaux, hvor han var blevet venner med Professor Yves Glories, som var leder af det ønologiske fakultet ved universitet i Bordeaux University.

Giancarlo opkøbte yderligere marker, bl.a. nogle marker syd for Montalcino, herunder marken Piancornello, som hans bedstefar engang havde ejet og tilplantet med Sangiovese vinstokke. Derudover indgik han i et samarbejde med den franske professor, idet han havde en plan om at lave to vine, en Brunello di Montalcino og en Rosso di Montalcino inspireret af modellen fra Bordeaux om en 1. vin – altså Brunello’en – og en 2. vin, som selvfølgelig så var Rosso’en.

Derudover skulle vinene selvfølgelig laves i moderne stil … med Bordeaux som forbillede, dvs. lagring på 225 liters barriques og gerne nye fade. Og helt skidt var det åbenbart ikke, for siden 1995 har Giancarlo Pacentis Brunello hvert år fået de prestigefyldte 3 glas – Tre Bicchieri – i den italienske vinbibel Gambero Rosso. I dag er Giancarlo kendt som en af de bedste Brunello producenter.

Samlet har Siro Pacenti i dag 22 hektar vinmarker, alle tilplantet med Sangiovese, og det danner basis for 4 forskellige vine, nemlig Giancarlos Rosso di Montalcino, en Brunello di Montalcino Pelagrilli, en Brunello di Montalcino Vecchie Vigne og endelig Brunello di Montalcino Riserva PS.

Der er i perioden 2001-2004 bygget en topmoderne vingård med state-of-the-art vineri.

Denne Brunello di Montalcino Pelagrilli er selvfølgelig lavet med druer fra vinhusets nordligste mark Peligrilli, og det er 100% Sangiovese fra 25 år gamle vinstokke. Vinen er vinificeret i store temperaturstyrede ståltanke, maceration i 18-20 dage og har derefter lagret 24 måneder på franske barriques og derefter en periode på flaske inden frigivelse.

Og i glasset er der nu også mere farve, mens duften klart er mere moderne, fyldig, fed, mørk og varm. Der er mørke bær, blåbær, blommer, læder, te-blade, møbelværksted, eg, mælkechokolade, kaffe, vanilje samt lidt krydrede noter, men mærkelig nok også mere anonym i udtrykket … eller måske bare mere allround. Lidt til den opulente side.

Smagen er ganske blød, rund og fyldig. Igen går de mørkere bær igen, lidt blommer … fin tørhed, men lidt mere fed og bulder i smagen, som dermed ikke virker så elegant. Tanninerne er fortsat unge, markant og meget stramme, hvilket hjælper det fede hvalpefedt lidt på vej.

Dejlig vin … men min stemme ligger på sejr til Piemonte i kampen mellem Piemonte mod Toscana, Nebbiolo mod Sangiovese og traditionalister mod modernister. Men hvad ved jeg … måske er jeg bare en gammel traditionalist … konservativ og forstokket. Men sådan er jeg.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 399 kr., men på tilbud denne aften til 349 kr.

Rating 5/7   

2013 Castello del Trebbio, Bianco di Castignano IGT, Toscana, Italien

2013 Castello del Trebbio, Bianco di Castignano IGT, Toscana, ItalienUn altro Italiano … og fortsat fra Toscana, men denne gang hvid, nemlig vinen Bianco di Castignano IGT fra vinhuset Castello del Trebbio, som netop holder til i en stor gammel borg beliggende lidt syd for den lille landsby Santa Brigida 10 kilometer nordøst for Firenze.

Castello del Trebbio er bygget i 1184 af Pazzi familien, men har siden 1968 været ejet af Baj Macario familien. I dag er det Anna Baj Macario, som ejer det imponerende vinhus sammen med hendes mand Stefano Casadei, som også er én af de store vinproducenter i Italien.

Stefano Casadei ejer nemlig også vinhuset Società Agricola Olianas sammen med hans broder Andrea. Derfra har jeg tidligere smagt deres Vermentino di Sardegna.

Derudover ejer Stefano og hans hustru Anna Baj Macario også Tenuta Casa Dei med 13 hektar vinmarker i Toscana samt det store firma Tecnovite Toscana, som både beskæftiger sig med branding og markedsføring af vin og olivenolie.

Driften af den gamle borg Castello del Trebbio omfatter 350 hektar jord, hvoraf hovedparten dog er olivenlunde og produktion af safran, mens 54 hektar består af vinmarker. Derudover omfatter det agriturismo – altså udlejning af værelser – og siden 2006 også drift af restauranten La Sosta del Gusto, som efterfølgende har vundet priser som en af verdens bedste vinrestauranter.

Der laves årligt omkring 350.000 flasker vin på Castello del Trebbio fordelt på de 8 vine Chianti, Pazzesco IGT, Chianti Rufina Riserva Lastricato, Bianco della Congiura IGT, denne Bianco di Castignano IGT, Merlot IGT og en Vinsanto DOC.

Denne Bianco di Castignano IGT er lavet på 60% Trebbiano og 40% Chardonnay. Trebbiano stokke er plantet tilbage i 1970’erne og Chardonnay stokkene i år 2000. Vinen er lavet på store 50 hektoliter ståltanke og har også modnet i disse ståltanke i 4-6 måneder inden vinen blev flasket.

I næsen er vinen meget anonym … nærmest blot lidt papkasser, grønne blade og svage æbler. I smagen lidt hvid frugt, blid syre, grape og igen meget neutral. Smager sådan fint … men anonym og hurtig glemt.

Købt hos vinvikali.dk / Vinum Optimum, hvor prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 2,5/7