Tag-arkiv: Nahe

2020 Weingut Tesch, Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Tesch, Riesling Trocken, Nahe, TysklandNæste Riesling er også fra et vinhus, som vi før har mødt her på Houlbergs Vinblog, for det er nemlig Weingut Tesch. Nu er det hans Gutsriesling aka basisvin i årgang 2020 jeg smager.

Jeg har tidligere skrevet en masse om Weingut Tesch, bl.a. da jeg tilbage i 2018 smagte en del vine fra vinhuset og skrev om det i mit blogindlæg Riesling Vineyard Box fra Weingut Tesch.

Denne basis Riesling er lavet på druer fra nogle af Teschs nyeste vinmarker. Den er i vineriet lavet alene på rustfrie ståltanke, hvor gæringen også er sket med nænsom presning og temperaturstyret gæring, mens lagringen også er sket i ståltankene.

Med det samme jeg dufter vinen, så får jeg denne specielle aroma, som bare er så typisk det Tesch, som jeg før har smagt … som om, at han bare har sin egen stil. Det er citroner, lemon, pærer, lidt grønne æbler og den virker pivfrisk, perlende med både lidt brændte noter samt en klart, ren og let saltet mineralitet.

Smagsmæssigt er vinen ikke vildt syrlig, men har bestemt lidt lemon bitterhed, grape og småsure æbler, men der kommer også en sødme ganske svagt, hvilket sammenlagt giver en vis saftighed. Dejlig lille Riesling og sådan lige mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.

Vinen forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Spätlese, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Spätlese, Nahe, TysklandLad os endelig fortsætte med mer’ Riesling, men på næste har vi skruet noget op for sødmen, for det er nemlig en sød 2020 Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Spätlese fra Weingut Jakob Schneider.

Vinhuset er vi stødt på her på Houlbergs Vinblog tidligere. Det holder til på Winzerstraße i Niederhausen vel omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i Nahe området. Det er grundlagt tilbage i 1575 af familien Schneider og har siden 1901 produceret og solgt vinene fra vingården.

I dag drives vingården fortsat af Schneider men i seneste generation i form af den unge Jakob Schneider Junior, hustruen Laura, faderen Jakob Senior, mutti Monika samt oma – bedstemor – Liesel.

Familien har samlet 18 hektar vinmarker, som ligger langs Nahe floden. Det er parceller på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Niederhäuser Klamm, Niederhäuser Rosenheck, Niederhäuser Felsensteyer samt Norheimer Dellchen.

Markerne på de stejle skråninger byder på et ganske unik terroir med mange forskellige typer sten. Således har Jakob Schneider ikke mindre end 52 forskellige typer sten på sine marker samt en kæmpe biodiversitet. Det er faderen Jakob Senior, som primært plejer markerne.

Der dyrkes primært Riesling på markerne … faktisk udgør Riesling 85% af den samlede produktion, men der er 10% med burgundiske druer Spät-, Weiß- og Grauburgunder, mens de resterende 5% er mange andre sorter, herunder Dornfelder. I dag er den samlede vinproduktion på 120-150.000 flasker vin årligt.

De seneste år er der sket stor udvikling på vingården, hvilket især kan tilskrives den unge Jakob Schneider, som efter sine studier på Geisenheim i Rheingau samt et par ophold hos både Schloss Vollrad i Rheingau og hos fantastisk dygtige Emmerich Knoll i Wachau, har bragt nye idéer i produktionen. Jakob Schneider er da også kåret som Aufsteiger des Jahres af det tyske Gault Millot i 2017.

Denne Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Spätlese er lavet med druer fra marken Hermannshöhle, der af mange regnes som en af de bedste marker i Nahe og marken er da også nærmest blevet et referencepunkt i Nahe.

Vinen er en af husets prädikatsweine mit restsusse, alene lavet og lagret på rustfrie ståltanke og lavet med en alkoholprocent på 8% og en restsødme på 77 gram pr. liter. Der laves også kun 2.000-4.000 flasker af vinen årligt.

I næsen er vinen først en smule neutral … lige med en ganske svag antydning af lidt petroleum, nougat, Nutella, mælkechokolade samt kandis, så vågner frugten op med både pærer, dåsepærer, gule og plettede nedfaldsæbler og blomstervand. Når den vågner, som eksploderer næsen i sød blomsterrig nektar.

Smagsmæssigt har vinen en meget kælen og sød lokkende smag, virkelig honningfed nektar med nødder, saftige æbler, varmkrydret og så alligevel uden at miste kontrollen over den søde, søde krop, for der er skam også syre og mineralitet. Dejligt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Rosenheck Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Rosenheck Riesling Trocken, Nahe, TysklandVi skulle smage endnu en Riesling fra Weingut Jakob Schneider og det blev hans 2020 Niederhäuser Rosenheck Riesling Trocken.

Marken Rosenheck ved Niederhäusen er ikke så kendt, men ligger lige på den sydlige side af byen. Der er heller ikke så mange andre producenter, som har parceller på marken … faktisk kun Weingut Oskar Mathern udover Schneider.

Vi er kravlet et skridt op af den tyske leiter … for Niederhäuser Rosenheck Riesling Trocken er en Lagenwein. Den er vinificeret på rustfrie ståltanke, men har lagret på Großes Holzfass, altså store egefade. Den har 4,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der petroleum, en gummiagtig haveslange, lettere terpentinsk, men også samtidig svulstig og parfumeret. Den skriger højt; her kommer jeg. Der er samtidig blomster og blomstervand, en omgang lemon, men måske mere i mojito universet suppleret med fersken, pærer og æbler, en krydret mineralitet, røg, stearinlys og mineralske skifernoter. Underlig, kompleks og spændende.

Smagsmæssigt er vinen mere traditionel med fersken, grønne æbler, umodne æbler endda, citroner, lemon, grape og egentlig meget ren og stringent. Den er stolt, strunk, stoisk og rank.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Jakob Schneider, Grauschiefer Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Jakob Schneider, Grauschiefer Riesling Trocken, Nahe, TysklandVi drøner videre i Riesling sporet med en Grauschiefer Riesling Trocken 2020 fra det lille vinhus Weingut Jakob Schneider i Niederhausen i Nahe.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere, både i årgang 2018 og 2019 … men her er det altså den nyeste årgang. Grauschiefer Riesling Trocken er lavet med druer fra husets skiferholdige, stejle vinmarker omkring deres vineri i Niederhausen. Det er alene en Gutswein, altså en basisvin, der er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om vinen.

Næsen er meget saftig, har ret pænt med eksotisk frugt, fersken, pærer, røde æbler, ananas, modne pærer, appelsinskal, vandmelon og gule citroner. Der er lidt blomster, men virker umiddelbart ikke så mineralsk og syrerig, som man kunne forvente.

Men det kommer til gengæld i smagen … citroner, salte sten og mineraler, umodne grønne æbler og grape bitterhed. Vinen har en fyldig og krystalklar syre, masser af tørhed, renhed, jern og så er det samtidig med en lille fyldighed. Houlberg bliver glad og hoster omgående op med 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Kruger-Rumpf, Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Kruger-Rumpf, Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling, Nahe, TysklandDet er vist ret passende, at denne Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling fra  Weingut Kruger-Rumpf ligger klippefast på et leje af sten … ren, mineralsk og skarp.

Det er ikke ret mange uger siden, at jeg sidst smagte en vin fra Kruger-Rumpf, nemlig den fabelagtige Binger Riesling med druer fra husets eneste vinmark  i Rheinhessen, nemlig Binger Scharlachberg. Men denne lille Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling er fra én af husets marker i Nahe lidt nord for vingården … og samtidig er den niveauer over, men det vender jeg tilbage til om lidt.

Bingerbrücker Abtei Rupertsberg er en Erste Lage mark, som sammenlagt er på 11 hektar og har sit navn efter det benediktinske kloster Ruppertsberg, som blev grundlagt af den hellige abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist Hildegard von Bingen, også kaldt den hellige Hildegard.

Abtei Rupertsberg er klart den stejleste af husets marker ved Bingerbrücker med en 80% hældning. Kruger-Rumpf har samlet 2,5 hektar af marken, hvor deres vinstokke er plantet tilbage i 1937.

Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke, men er lagret en periode på großes Holzfass, altså store egefade, men ellers er ikke så mange oplysninger om vinen, der dog har 3,8 gram restsukker pr. liter.

Wauw … fra første fløjt – eller rettere første snif – imponerer vinen og fejer benene væk under dig med en utrolig fin, let, luftig, æterisk og kontrolleret aroma med petroleum, en halv spand maling, nødder, røg, grønne og modne æbler, kvæde, lemon, let vanilje, karamel, en kalket syre og samtidig en utrolig veldrejet, slank og elegant figur.

I munden er det skarpt som et sylespids projektil affyret fra en halv meters afstand. Sådan et kan ikke misse og det gør vinen heller ikke, for der er godt med saltet stenet mineralitet, kyssemundspidsende citronsyre, lemon, syrlige æbler, umodne pærer, flot intensitet, lidt småolieret fedme og for pokker, hvor smager det godt. Vi slikker granitsten og gnasker citroner … vildt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Weingut Christian Bamberger, CB7 Spätburgunder Vulkanstein, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Christian Bamberger, CB7 Spätburgunder Vulkanstein, Nahe, TysklandJeg har tidligere smagt vine fra Weingut Christian Bamberger, men denne CB7 Spätburgunder Vulkanstein er klar den bedste so far. Og så er det endda ikke engang topvinen hos det lille vinhus.

Weingut Christian Bamberger holder til på  Steinhardter Hof, der ligger en smule nord for Bad Sobernheim i vinområdet Nahe. Der har familien lavet vin siden 1658, men det var dog først 300 år senere, at grundstenene til nuværende vingård blev lagt, nemlig da Wolfgang Bamberger mødte Irmtraud fra Rheinhessen og året efter fødte 14. generation i form af Christian Bamberger.

Christian har siden 2004 drevet familiens vingård efter en uddannelse som vinmager på universitetet i Davis, Californien og lærepladser hos forskellige producenter i Napa i USA.

Da Christian overtog driften havde vingården alene små 5 hektar marker i både Nahe og Rheinhessen mod øst, men det blev i 2007 øget til med 7 hektar med købet af topmarker i Schlossböckelheim et kort stykke mod nord.

I dag har Bamberger samlet 20 hektar vinmarker og laver en række innovative vine, bl.a. en sjov Merlot Blanc de Noir, som markedsføres med sloganet Merlot ist Weiss og en flok rødvin, som sælges under sloganet Die Nahe ist Rot.

Vinene hos Bamberger er opdelt i 3 serier, Klassik-Kollektion CB1658, Cuvée-Kollektion Neo og topserien Premium- Kollektion CB7 … og denne Spätburgunder er netop fra topserien, som har sit navn CB7 efter de 7 hektar store vinmarker, som Christian har i vulkansk jord ved Schlossböckelheim.

Markerne er nogle af de højest beliggende i hele Nahe i 300 meters højde og ligger dermed lidt køligere end Bambergers øvrige marker og de har indvarslet en ny æra for familiens over 350 år gamle vingård..

CB7 Spätburgunder Vulkanstein er produceret helt klassisk og har efter endt fermentering lagret på barriques i omkring 18 måneder. Vinen har 0,5 gram restsüße … aka restsukker pr. liter.

I glasset er vinen dog ikke så lys som forventet … klart mørkere end de fleste Spätburgunder vine. Duften er bare lækker med nogle lidt røgede noter og nærmest sådan lidt Ahragtig. Det er flæsk, grafit, blæk, marcipan, kakao, nelliker, kanel, muskatnød samt blomster, mens frugten er hindbær, tranebær og kirsebær med pæn stor saftighed.

Smagsmæssigt er der god kraft og frugten er bestemt heller ikke vildt lys, selvom vinen har en vis lethed. Der er kirsebær og modne hindbær, meget kødfuld og saftig med tobak, jern og mineraler, lang og fin smag samt en blød og lækker syre. Det smager altså tossegodt og Houlberg er meget tilfreds … og giver 5-5,5 positive tomler.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 19,50€ … svarende til 145 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Weingut Haack, Dornfelder, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Dornfelder, Nahe, TysklandWeingut Haack laver primært hvidvine, men dog også et par røde vine … og jeg slutter min lille smagning af Haack vinene netop med denne røde 2019 Dornfelder.

Dornfelder er en rød druesort, der blev skabt i 1955 af August Herold på drueavlsinstituttet i Weinsberg i Württemberg ved at krydse  Helfensteiner og Heroldrebe.

Sidstnævnte druesort havde han i øvrigt selv skabt i 1929 ved at krydse Blauer Portugieser og Lemberger. Dornfelder blev officielt godkendt og frigivet til dyrkning i 1979. August Herold opkaldte druen efter Immanuel August Ludwig Dornfeld, der var en af grundlæggerne af drueavlinstituttet i Weinsberg.

Dornfelder er let at dyrke, har stor modstandskraft mod råd, stærke stilke, et højt naturligt sukkerniveau – og dermed vine med højere naturlige alkoholniveauer –  modnes tidligere og giver samtidig meget høje udbytter på op til 120 hektoliter pr. hektar.

Og så giver den mørke, frugtrige, ungdommelige og tanninholdige vine med smag af blommer, brombær eller kirsebær. De bedste af producenterne holder dog udbyttet nede og det giver fløjlsbløde, strukturerede og lettere blomsterrige vine.

Derfor blev Dornfelder også populær, således der både i 1980’erne og 1990’erne blev tilplantet mange marker med druen, som dermed overhalede Blauer Portugieser, som den næstmest plantede røde druesort i Tyskland.

I dag er der omkring 8.230 hektar med Dornfelder i Tyskland, men derudover findes druen også i lande som England, Schweiz, Canada, USA og Brasilien … men alene i begrænsede mængder.

Og hos Haack laver man Dornfelder på rustfrie ståltanke, hvor druerne – efter let knusning – gennemgår gæring og maceration i nogle få dage, hvorefter vinen så lagres kort tid på små egefade.

I næsen er det lidt en sjov historie … lidt som lidt kogt frugtgrød med blommer, brombær og overmodne kirsebær, kanel, nelliker, en Daim chokoladebar med lidt sødbrændt karamel, tørrede blomster og så pænt med saftig og rustik sødme.

Smagsmæssigt havde jeg forventet lidt i samme boldgade, rustik, saftig, tyk med masser af sødme. Men sådan forholder det sig dog ikke, for vinen er meget tyndere og lettere end forventet, men uden den helt store elegance. Frugten virker også lysere, lyse kirsebær og umodne blommer, tynde tanniner … men det bliver lidt ufokuseret, tyndt og simpelt. Men det er sjovt at smage i forlængelse af Haacks mange hvidvine, som han klart er bedre til.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2019 Weingut Haack, Dorsheimer Pittermännchen Riesling Auslese, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Dorsheimer Pittermännchen Riesling Auslese, Nahe, TysklandSidste hvide og søde vin fra Weingut Haack blev denne Dorsheimer Pittermännchen Riesling Auslese i årgang 2019 og fra én af de bedste marker i området.

Pittermännchen marken ligger på den nordlige side af Trollbach dalen i 220-300 meters højde og ligger nabo til Goldloch marken og strækker sig hen mod Leyen Burg.

Pittermännchen er en stejl sydvendt skråning med 45-55% stigning og marken har været berømt lige siden det 16. århundrede. Den har sit navn efter en lille sølvmønt. I slutningen af ​​det 16. århundrede gik der 32 af dem til en gylden. Marken er VDP klassificeret og har stor andel af skifer i jorden sammen med småsten og kvartsit.

Flere gode andre vinproducenter har også parceller på marken Pittermännchen, bl.a. Schlossgut Diel, Weingut Meinolf Schömehl og Weingut Joh. Bapt. Schäfer.

Druerne er høstet forholdsvis sent ved høj Oechle-grad, sorteret, har gennemgået kort maceration, presning og fermenteringen sker koldt, hvorefter vinen har lagret sammen med gærresterne. Vi er oppe på 102,4 gram restsüße/ restsukker pr. liter.

I glasset virker denne vin slet ikke så olieret og fed som den foregående Auslese på Kerner. Her er der lidt mere karakter over duften, som starter med luftig petroleum, hvis man kan sige det? Det er en slags lys, fin og mere sart snert af petroleum og æteriske olier, hvilket suppleres med en lige så fin frugt, pærer, fersken, kvæde og lidt ananas. Derudover er der også mineralitet, men på en lidt sart, ren og elegant facon.

Smagsmæssigt er vinen heller ikke så fed som Kerner Auslese og har en mere kompleks balance mellem den søde fedme samt en let syre, der er langt mere raceren, kontrolleret og afmålt. Der er ananas, lidt pærer, modne æbler, grillede citroner tilsat råsukker, men det er sgu godt skruet sammen og klart bedste Haack vin. Vinen har samtidig klart længste eftersmag, hvor man sidder tilbage med denne søde, dybe frugt og den fint integrerede syre … og det er vel samtidig et fremragende bevis på, hvad en god mark betyder.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på 37,5 cl. koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Haack, Dorsheimer Klosterpfad Kerner Auslese, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Haack, Dorsheimer Klosterfad Kerner Auslese, Nahe, TysklandVi skruer igen på barometeret for sødmen … for selvfølgelig skal vi også smage lidt Auslese sød vin fra Weingut Haack og den første er 2018 Dorsheimer Klosterpfad Kerner Auslese.

Byen Dorsheim ligger syd for Rümmelsheim, men Klosterpfad marken er ikke så kendt, men er en vinmark på en stejl skråning med nordlig eksponering og en undergrund med rødlig jord kaldet Rotliegend.

Vinen er lavet på druen Kerner, som ikke er så kendt herhjemme, men det er en tysk, hvid og aromatisk druesort, som blev fremavlet i 1929 af August Herold på den statslige planteskole for forædling af druer i Lauffen i Württemberg.

Kerner er avlet ved at krydse den røde drue Trollinger med Riesling og fik sit navn Kerner som en hyldest til lægen Justinius Kerner, der digtede drikkeviser og anbefalede et dagligt glas vin til forebygning  mod sygdomme og selv stammede fra Weinberg … hovedsædet for den statslige planteskole.

Kerner fik dog først sin sortsbeskyttelse i 1969, hvor den således også blev frigivet til dyrkning. I dag er der omkring 4.000 hektar med Kerner i Tyskland og er således den 8. mest plantede drue i landet.

Kerner er mest udbredt i Pfalz, Rheinhessen, Mosel og Württemberg, men dyrkes også i Østrig, Schweiz og på øen Hokkaido i Japan … og derudover få andre steder.

Kerner blomstrer sent og modner sent, er robust og giver pæne udbytter. Vinen minder om en mild Riesling, om end niveauet er mere beskedent. Kerner bruges ofte i blandinger, men der laves også gode, tørre og søde enkeltdruevine visse steder, som fx her i Nahe.

Hos Haack er denne Dorsheimer Klosterpfad Kerner Auslese er høstet forholdsvis sent ved høj Oechle-grad, hvor der er sorteret mellem de rådne og modne druer. De gennemgår kort maceration, presning og fermenteringen sker koldt, hvorefter vinen har lagret sammen med gærresterne. Vi er nu oppe på 148 gram restsüße/ restsukker pr. liter.

I næsen er vinen noget mere neutral end lige forventet … men er nærmest som lidt råolie, når den hældes i glasset. Vi er igen på tyk nektarniveau og duften er klart til den eksotiske side med abrikos, mango, en lidt sjov sød/sur note, der kan minde lidt om et duftlys med sandeltræ og vanilje, valnødder og dåsepærer.

Smagen er tossesød … masser af sødme, sukker og stødt melis for slikmunde og søde folk. Der er klart hyld, sød æble- og ananassaft, flydende vingummi, men alligevel fremstår vinen faktisk meget fin og balanceret. Alt er godt, cremet og blødt … en vinøs, sød, nuttet bamselinesaft, der putter sig ind til dig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på 37,5 cl. koster 139,95 kr., mens prisen er 119 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Weingut Haack, Burg Layer Schlossberg Riesling Spätlese, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Haack, Burg Layer Schlossberg Riesling Spätlese, Nahe, TysklandNæste Riesling er også fra samme mark, men med denne 2015 Burg Layer Schlossberg Riesling Spätlese har vi bare skruet en tand mere op på oechsle sødme skalaen, men til gengæld også proppet det hele ned i en mindre 37,5 cl. flaske.

Vi er nu oppe på 90,1 gram restsüße/restsukker pr. liter, men en Spätlese skal også i Qualitätswein mit Prädikat havde en oechlegrad på mindst 85 for at være Spätlese. Hos Weingut Haack er vinen lavet med spontangæring i ståltanke samt lagring sur lie med bærmen.

Nu kan man allerede i duften fornemme fedmen i vinen … helt tyk, sød nektarvand med både petroleum, diesel, terpentin, nogle modne tropiske frugter, melon og fersken, honning, ristede hasselnødder og gamle støvede egefade.

Smagsmæssigt er vinen også stor, tyk, sød og nærmest nektaragtig, men på en eller anden måde, så virker syren mere rustik, kluntet og rå end foregående Kabinett fra samme mark. Der er krydderier, lidt jern og mineralitet og moden, tyksyrlig frugt, men til lidt ost vil det sgu ikke være helt tosset.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske med 37,5 cl. koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7