Tag-arkiv: Toscana

2018 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, Italien

2018 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, ItalienSocietà Agricola La Mannella di Cortonesi Societá Semplice ligger et par kilometer nord for Montalcino by og drives af Marco Cortonesi og sønnen Tommaso. Nu har jeres flittige vinblogger igen sat tænderne i deres fine og løvestærke Lèonus Toscana og udbryder et ægte løvebrøl … det smager løvegodt.

Marco Cortonesi startede i 1990 med at lave og sælge vine under navnet La Mannella, hvilket dog senere blev ændret til familiens eget navn Cortonesi. Familien har boet i området siden anden verdenskrig, men siden 1970’erne blot solgt druerne fra vinmarkerne bulk til andre producenter og kooperativer.

Cortonesi Montalcino har samlet 56 hektar jord, hvor en stor del er vinmarker. De har dog alene 8 hektar vinmarker til Brunello, bl.a. La Manella marken tæt ved vingården på nordsiden af Montalcino, hvor jordbunden består af kalksten, sand og ler.

Samlet laver vinhuset 5 forskellige vine … 3 Brunello’er, en Rosso di Moncaltino og så denne Lèonus Toscana IGT, som er lavet på 100% Sangiovese fra unge vinstokke på Cortonesis vinmarker.

Størstedelen kommer fra den nordligt beliggende La Manella mark, mens en mindre del kommer fra Poggiarelli marken i den sydøstlige del af Montalcino. Vinen lagres 6 måneder på 3.000 liter slavonske egefade og efterfølgende tre måneder på flaske.

I glasset er vinen – som 2016’eren – flot transparent … let og igen med lidt svagt orange/brune nuancer. Og sikke en aroma, meget lys, landlig med læder, tobak, jord, modne lyse kirsebær, hindbær, lyse blommer, medicinskab, hæfteplaster og fin frugtsødme. Der er samtidig et klart præg fra fadene med en snert vanilje og en blomsterbuket.

I munden er vinen en tak syrligere end 2016’eren, men vinen har samtidig vild frugtsødme, en lille bitterhed, kirsebær, fennikel, svage mineraler og nogen saftighed. Der er grafit, en vedholdende syre, meget rank og alligevel med et rustik, bondsk og charmerende, farligt løvebid.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 122 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker. Hjernedødt godt køb.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Marchesi Antinori, Guado al Tasso Il Bruciato, Toscana, Italien

2015 Marchesi Antinori, Guado al Tasso Il Bruciato, Toscana, ItalienMed næste vin er vi igen et smut hos Marchesi Antinori familien, som jeg tilbage i oktober måned sidste år smagte en hel røvfuld vine fra, herunder også en 2015 Cont’Ugo fra Antinori familiens Tenuta Guado al Tasso ejendom i Bolgheri. Denne gang er det imidlertid en 2015 Il Bruciato, som vinbloggeren har fået i glasset.

Guado al Tasso ejendommen er jo blot én af Antinoris mange ejendomme, og den ligger et par kilometer syd for selve Bolgheri by i den allerøverste del af Maremma og tilhørte oprindelig Gheradesca familien, som havde rødder i regionen helt tilbage til 1200-tallet, men lavet vin i over 400 år.

I 1930 arvede Carlotta della Gherardesca Antinori – Pieros mor – ejendommen sammen med søsteren Mario Incisa della Rocchetta og siden har den 1.000 hektar store ejendom – hvoraf 320 hektar er vinmarker – været en central del i hele familiens vinimperium.

På de 320 hektar vinmarker dyrkes der både Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Cabernet Franc, Petit Verdot og Vermentino, hvilket giver basis for 6 forskellige vine, herunder altså også Il Bruciato, som netop er lavet på 65% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 15% Syrah.

Bruciato er andenvinen til godsets kultvin Guado al Tasso. Vinen blev produceret første gang i 2002 årgangen, hvor kvaliteten af høsten ikke var helt tilstrækkelig til at blive til Guado al Tasso.

Druerne kommer fra en række vinmarker, som strækker sig over 200 hektar. Vinen er fermenteret i temperaturstyrede rustfri ståltanke i 10-15 ved 28-30 grader, dog er en del af både Merlot og Syrah druerne gæret ved lidt lavere temperaturer.

Den malolaktiske gæring er sket med en del i egetræsfade og en del i rustfri ståltanke, hvorefter vinen har lagret 7 måneder på barriques og efter aftapning på flaske yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Sikke en lækker aroma med både gazebind, et gammelt apotek, lakridsrod, norske brystdråber, dyb mørk frugt, solbær, svesker, kul, tjære, flydende asfalt, grønne kaktuspiller, krydderier, kaffe og lidt sandeltræ. Det er vildt tiltrækkende.

Smagsmæssigt er det bestemt en powervin med saft og kraft, stor tørhed, masser af fadpræg, vanilje, røde bær, solbær, kirsebær, nogle nøddede elementer, kaffe og chokolade, mens syren måske virker en kende fladmast i alle de store, kraftige smage. Til gengæld har vinen en monsterlang eftersmag. Det er 5 – 5½ fede fingre.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Podere Monastero, La Pineta Pinot Nero, Toscana, Italien

2013 Podere Monastero, La Pineta Pinot Nero, Toscana, ItalienAzienda Agricola Podere Monastero ligger på Località Monastero ved Castellina in Chianti i dejlige Toscana og derfra smager vi noget så usædvanligt som en Pinot Noir vin, nemlig denne 2013 La Pineta Pinot Nero.

Vinhuset ejes og drives af vinmageren og ønologen Alessandro Cellai, som grundlagde vinhuset tilbage i år 2000 med det formål blot at lave to vine, nemlig denne La Pineta på ren Pinot Nero samt vinen Campanaio på halv Merlot og halv Cabernet Sauvignon. Så på den måde falder Alessandro Cellai helt udenfor normen i Toscana.

Alessandro har tidligere arbejdet hos vinhusene Rocca di Frassinello og Castellare di Castellina, men har ønsket sit eget vinhus med fokus på produktionen af de to anderledes vine, som begge produceres i forsvindende få antal, men til gengæld opnår top anmeldelse hos såvel internationale som nationale vinanmeldere.

Han har alene 3 hektar vinmarker i omring 550 meters højjde, nemlig 1,5 hektar med Pinot Noir og 1,5 hektar med Cabernet Sauvignon og Merlot. Egentligt meget simpelt.

Mens både Cabernet og Merlot er alment udbredt i Toscana, så er valget af Pinot Noir meget atypisk for området. Forklaringen på valget af Pinot Noir ligger i Alessandro Cellais personlige fascination af de store Pinot-baserede vine og den faglige udfordring i at lykkes i Toscana med en druetype kendt for sin elegance og skrøbelighed.

Og for at lykkes har Alessandro minutiøs gennemgået alle processer fra mark til kælder, og udvælgelsen af kloner har fundet sted hos de meste anerkendte kultivatorer i Frankrig.

Begge vine fremstilles uden nogen former for tilsætning, heller ikke hverken gær eller sulfitter og vinene hører således ind under kategorien 100% naturlige vine.

Denne La Pineta Pinot Nero er gæret spontant i temperaturstyrede egefade alene med druernes naturlige gærceller ved 26 grader over 12 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 12 måneder på nye franske Allier barriques og 7 måneder efterfølgende lagring efter aftapning på flaske, som sker helt uden svovl.

Vinen har en herlig landlig og saftig aroma, dejlig frugtrig og en kende til den varme, modne side. Det er kirsebærdrevet, modne, sorte kirsebær, tydelig fadpræg med både kanel og vanilje, røg, masser af gammel træ og krydderier. Det er bestemt ikke en arketypisk Pinot Noir.

I munden er vinen meget rund og meget saftig … har næsten en beaujolaisagtig saftighed, men har klart mere varme, dybde og igen pænt med fadpræg. Oven i det er der masser af blomster, friskhed, en klar sødme og uha hvor smager det godt. Lidt af en overraskelse af en vin, men bestemt masser af Thumbs Up.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 459 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2011 Il Marroneto, Brunello di Montalcino Il Marroneto, Toscana, Italien

2011 Il Marroneto, Brunello di Montalcino Il Marroneto, Toscana, ItalienAzienda Agricola Il Marroneto di Mori Alessandro ligger lidt stik nord for Montalcino by på den smukke adresse Madonna delle Grazie og drives selvfølgelig af Alessandro Mori, som også har lavet denne 2011 Brunello di Montalcino Il Marroneto.

Vinhuset Il Marroneto er reelt grundlagt i 1974, hvor advokaten Giuseppe Mori fra Sienna købte en lille historisk landejendom fra 1246 næsten lige udenfor Montalcinos gamle bymur. Han havde stor passion for vin, var nysgerrig af natur og besluttede sig for sjov at forsøge sig med at lave vin.

Giuseppe Moris to sønner Andrea og Alessandro fik også interesse for faderens lille projekt. Selvom de begge havde fulgt faderens spor som advokater, så tilplantede de sammen en række af husets marker med Sangiovese og søgte råd og ekspertise hos den nære ven af familien Mario Cortevesio, som er arkitekt bag nogle af Chianti områdets bedste vine.

Den første vin blev en 1980 Brunello di Montalcino, men de producerede alene sølle 1.855 flasker, men i 1982 var produktionen steget til 2.555 flasker. I dag ligger årsproduktionen på 35.000 flasker fordelt på 3 vine, heraf 2 Brunello’er og en Rosso.

Siden etableringen er Il Marroneto gået hen og blevet et rigtigt hypet kult-hus, som nu drives af den ambitiøse og karismatiske vinmager Alessandro Mori, mens hans broder Andrea fortsat karrieren som advokat.

Produktionsfilosofien er fuldstændig gammeldags og organisk. Der anvendes ingen kemi i markerne eller kælder, vinene spontangærer udelukkende, der anvendes ingen temperaturkontrollerede tanke, der anvendes kun sulfitter i uhyre begrænsede mængder ved aftapning og vinene er hverken klarede eller filtrerede.

Her smager vi husets Brunello di Montalcino Il Marroneto, deres basis Brunello lavet på 100% Sangiovese Grosso fra Il Marronetos mark nordøst for Montalcino … en mark beliggende i ca. 350-400 meters højde med en sandholdig, mineralsk og havfossilpræget jordbund.

Vinifikation sker i rustfrie ståltank, men uden temperaturregulering, men spontangæring ved 33-34 grader over 12 dage med daglige pump over, Herefter presses cap’en hårdt ned for at udtrække syre i ren form. Skindet skilles dernæst fra den fermenterede vin, hvorefter al vinen fordeles i store gamle fade.

På disse fade gennemgår vinen langsom malolaktisk gæring og modnes i 39 måneder inden sammenstikning og aftapning samt yderligere lagring 10 måneder på flaske.

Næsen byder på frisk engelsk lakrids, en smule mælkede og flæskede noter, yoghurt, svampe, champignon, lys og moden frugt, blommer, modne kirsebær, røg, røget kød, kanel, læder, blomster, salte mineraler, tør jord, mynte og timian.

Smagsmæssigt er det også en tør, tanninrig vin med en frisk, saftig og let frugt, mens syren til gengæld er forholdsvis lav med en lille sødme. Der er god struktur, god dybde, luftig lethed, mineralske elementer og virkelig smagfuld.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2013 Gianni Brunelli, Amor Costante IGT, Toscana, Italien

2013 Gianni Brunelli, Amor Costante IGT, Toscana, ItalienMinsandten om der ikke kom endnu en vin fra Gianni Brunelli … og denne gang uden Elvira med en hat, nemlig husets Amor Costante IGT, hvor Sangiovese druen nu dansker sammen med Merlot i skøn Amor forening.

Forholdet mellem Sangiovese og Merlot kan jeg ikke se nogle steder, men druerne er høstet med håndkraft. Gæring er sket ved 25-26 grader og den efterfølgende maceration over 22 dage for Sangiovese druerne og 18 dage for Merlot druer. Så er vinen lagret 13 måneder på franske barriques. Vinen har 1,5 gram restsukker pr. liter og der er lavet beskedne 1.940 flasker af vinen.

Duftmæssigt garvet læder, syrlig frugt, blommer, ribs, granatæbler og måske endda også lidt mørkere frugt som solbær og frugten med lidt gæret sødme og dybde. Der er håndsæbe, blomster, rosenblade, babybræk, medicinskab, mynte, cigarkasser samt en klar, stram italiensk syre.

Smagen følger lidt samme mønster med pæn syrlighed, meget frisk frugt, masser af tanniner, så det rykker virkeligt i gummerne. Der er også mørk chokolade, noget bitterhed, men det bliver godt nok meget skarpt, kantet og strengt.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 35€ … svarende til 260 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2014 Gianni Brunelli, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2014 Gianni Brunelli, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVi fortsætter med endnu en Elvira med en hat vin aka en vin fra vinhuset Azienda Agricola Gianni Brunelli og denne gang er det deres 2014 Brunello di Montalcino.

Druerne er selvfølgelig 100% Sangiovese, som kommer fra 4 forskellige parceller og alle vinificeres separat. Druerne er høstet med håndkraft og er gæret ved 28 grader i 5-6 dage inden maceration over 12-16 dage ved 32 grader. Lagring er sket i store 25-30 hektoliter egefade af slavonsk eg over 24-30 måneder. Der er i denne årgang 2014 produceret 7.880 flasker af vinen.

I glasset har vinen ikke den lyse, småbrune kant, som man ellers finder i mange Brunello’er og duftmæssigt er det bestemt heller ikke ærketypisk Brunello, for der er en mørk og dyb aroma, lidt mælket med våde fade, engelsk lakrids, moden gæret frugt, Amaretto kirsebær, blæk, røg, tobak, appelsinskal og røg.

I munden er der mørk peber, gæret og syrlig frugt … meget stærk og det er som om, at alkoholen kan mærkes. Det hele er meget stramt, tæt, mørkt, gæret, krydret og tørt, men måske er vinen blot alt, alt for ung, for den savner den sædvanlige Brunello elegance.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 55€ … svarende til 410 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Gianni Brunelli, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Gianni Brunelli, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienFlemming havde haft lidt vine med hjem fra en ferie i Italien, nemlig fra vinhuset Gianni Brunelli og derfra startede vi med at smage deres 2017 Rosso di Montalcino.

Vinhuset er grundlagt i 1987, hvor Gianni Brunelli returnede til Montalcino fra Sienna for at forfølge sin drøm om købe sin fars gamle vingård Le Chiuse di Sotto tilbage til familien. Gianni havde tidligere drevet en lille og  gammeldags restaurant Osteria delle Logge på Piazza del Campo i Sienna med hjælp fra sin mor Elvira.

Den havde han drevet, siden han som helt ung, uden en eneste mønt på lommen startede med hjælp fra to gamle butiksejere på Via del Porrione, som troede på ham.

Le Chiuse di Sotto købte Gianni sammen med sin hustru Laura og siden har de også opkøbt flere vinmarker, således familien i dag har sammenlagt 9,5 hektar vinmarker, hvoraf en parcel stammer tilbage fra faderens tid … altså med vinstokkke plantet af Giannis far i 1947.

Markerne ligger ved to ejendomme … altså omkring 5 hektar omkring Le Chiuse di Sotto ejendommen og yderligere 4,5 hektar ved ejendommen Podernovone, hvor parret har parceller på de 4 marker Olmo, Oliva, Quercia og Gelso.

Imidlertid døde Gianni i 2008, så siden har vinhuset været drevet af Laura Brunelli, som med hjælp fra familien og et hold ansatte er fortsat med at lave vin og lidt olivenolie.

Det er også Laura, som har stået bag byggeriet af et helt nyt vineri på Podernovone ejendomme … et byggeri, der stod færdigt i 2015 og som i dag anvendes i produktionen af alle husets vine.

Vi smager her husets Rosso di Montalcino, som er lavet på 100% Sangiove, som kommer fra marken Canalicchio, de ligger i 250 meters højde ved Podernovone. Druerne er høstet med håndkraft og har gennemgået maceration og gæring over 18 dage inden en lagring  10 måneder på ege af forskellig størrelse … fra 5 til 25 hektoliter. Vinen  har 0,4 gram restsukker pr. liter.

Billedet på etiketten er lavet en Richard M. Goodwin. Han var både økonom fra Harvard samt maler og var tilbage i tiden en hyppig gæst hos Gianni og Laura på restauranten Osteria Le logge i Sienna. Han beundrede Giannis mor Elvira og lod sig derfor inspirere til at lave et maleri af hende … og det hedder passende Elvira med en hat.

Næsen byder på en moden, våd og lys frugt, solcreme, lakrids, mynte, læder, meget ren frugt, saftige kirsebær, animalsk babybræk, blomster og blomsterpollen, brændte og røgede elementer.

Smagen er meget direkte og klar frugt. egentlig mørkere end duften lovede, men en god syre … masser af syre, lyse og strenge tanniner, men de bliver aldrig helt vilde. Fin lille Rosso.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 23,90€ … svarende til 178 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Renieri di Montalcino, Invetro, Toscana, Italien

2014 Renieri di Montalcino, Invetro, Toscana, ItalienRenieri di Montalcino er en vingård, som ligger et par kilometer sydøst for Montalcino og drives af Marco Bacci. Fra det toscanske vinhus smager Houlberg nu vinen med navnet Invetro … som i øvrigt betyder glas.

Marco Bacci er egentlig ikke opflasket med glas, flasker eller vin, men startede sin karriere i tekstilbranchen, hvor han havde succes med fabrikation af jeans. Og lige som mange andre forretningsfolk, så købte Marco i 1983 sin egen vingård Castello di Bossi … egentlig blot som en smuk bopæl, men i 1985 begyndte han også at lave vin fra ejendommens vinmarker.

Hans første vin var en supertoscaner med 70% Sangiovese og 30% Cabernet Sauvignon og fik der blod på tanden, så ved siden af sit arbejde med moden, så startede han også med at tilplante flere vinmarker og øgede også langsomt kvaliteten af vinene.

Omkring 10 år senere besluttede Marco at hellige sig vinproduktionen på fuld tid og ledte samtidig efter flere vingårde med et mål om samlet at eje 3 vinerier i nogle af de bedste områder i Toscana.

Det blev til købet af Renieri di Montalcino og Tenuta di Renieri i 1998, hvor han startede med at genplante samtlige marker, og så endelig Terre di Talamo i Maremma i 2000, som han købte mens jorden ved Morrelino di Scansano stadig var forholdsvis billig.

Renieri vinhuset er opdelt i 2 særskilte vinhuse … ét i Montalcino og ét i Chianti, altså Renieri di Montalcino og Tenuta di Renieri. Denne Invetro kommer fra Montalcino ejendommen, som samlet har 128 hektar jord, hvoraf 30 hektar – indtil videre – er vinmarker. I Chianti delen har Marco Bacci samlet 60 hektar jord, hvoraf 22 hektar er vinmarker.

Invetro er en IGT Rosso Toscana, som er lavet på et blend på 50% Sangiovese, 25% Cabernet Sauvignon og 25% Merlot fra 15 år gamle vinstokke på markerne i 350 meters højde ved Montalcino. Vinen er lavet med maceration og gæring over 14 dage ved 29-31 grader, hvorefter vinen er lagret 3 måneder på flaske.

Næsen er herlig mørk, urtet og mælket, en lille smule parfumeret, har nogle grønne noter, pænt med solmoden frugt, svagt på vej mod lidt marmeladekraftig fedme og sødme, lidt kaktuspiller, tør jord … duftmæssigt en kraftig og syrlig vin.

Smagen er meget imødekommende, masser af frugt, kirsebær, solbær, blommer, sødmen måske lige en snert for meget, men det reddes af en vis syre, peber og tørre tanniner. Det er tæt, mørkt og kraftigt med en stringent og kantet syre. Fin lille vin, som bestemt overrasker meget positivt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 116,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Castello di Volpaia, Vinsanto del Chianti Classico, Toscana, Italien

2014 Castello di Volpaia, Vinsanto del Chianti Classico, Toscana, ItalienVi sluttede til desserten med en sød dessertvin … en 2014 Vinsanto del Chianti Classico fra Castello di Volpaia … igen sendt undervejs af den charmerende og meget talende Frederica Mascheroni Stianti.

Frederica arbejdede egentlig oprindeligt med restaurering af gamle kalk- og oliemalerier, inden hun valgte at hjælpe familien på vingården. Og denne aften delte hun ud af sin viden omkring vingården, arbejdet med vinene og selvfølgelig de 3 vine, som vi smagte fra Castello du Volpaia.

Vinsanto del Chianti Classico er lavet på Trebbiano samt Malvasia Bianca del Chianti. Vin Santo, som betyder hellig vin, er en historisk toskansk vin, som stammer helt tilbage fra middelalderen. Det rygtedes dengang, at vinen blev brugt som et helbredende middel af en kendt mand fra Siena. Deraf navnet santo, som betyder hellig.

Hos Volpaia anvendes kun de bedste druer, som efter høst hænges til tørre i husets vinsantaia … et stort loftrum indrettet til samme formål. Der hænger de i 4-5 måneder uden at blive berørt inden druerne så presses og kommer i små caratelli egetræsfade, hvor vinen så gærer sammen med madre aka modervin … en rest fra tidligere Vinsanto produktion.

Derefter har vinen så lagret 5 år på de små egetræsfade, inden vinen så aftappes på flaske. Vinen har et sødme niveau med 112 gram restsukker pr. liter.

Næsen er nærmest tørrede abrikoser, overmodne nedfaldsæbler, nødder, akaciehonning, karamel og pænt med sødme. Det dufter sgu rigtigt godt. I munden har vinen egentlig – trods pænt med sødme – et frisk bid. Det er kryokoncentrerede æblemost med en krydret varme, salte nødder, lidt ild fra alkoholen og lidt bitterhed og selvfølgelig masser af sødme. Det smager fabelagtigt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 339 kr., men pt. er på tilbud til 279 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Castello di Volpaia, Chianti Classico, Toscana, Italien

2016 Castello di Volpaia, Chianti Classico, Toscana, ItalienFørste rødvin til Jysk Vins lille Winemaker’s Dinner var fra vinhuset Castello di Volpaia, som jeg skrev om tilbage i august. Her er det deres almindelige Chianti Classico, som dog slet ikke er så almindelig endda.

Vinen blev selvfølgelig præsenteret af Frederica Mascheroni Stianti, som også fortalte lidt om vinhuset, der ligger i den lille historiske middelalderby Volpaia på en bakketop nord for Radda in Chianti … men alt det kan du læse om i mit tidligere blogindlæg om husets 2016 Chianti Classico Riserva.

Dette er lillesøsteren … lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot, som kommer fra markerne Campo a Pitti, Casavecchia, Casetto, Castellino, Campo a Prato, Montanino, Pratolino, Santa Caterina, Santa Maria Novella og Vignavecchia.

Markerne ligger i 400 – 570 meters højde og vinstokkene er plantet i periode mellem 1972-2004 i en jord med sandsten og ler. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de er afstilket og knust let inden gæring alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke ved 26-30 grader med punch down to gange dagligt.

Derefter sker en efterfølgende maceration i 10 dage inden den malolaktiske gæring og lagring 14 måneder i 450-900 liter store slavonske egetræsfade.

Vinen har en etiket, som viser én af de 4 kirker, som i 1443 blev tegnet arkitekten Michelozzo di Bartolome og bygget indenfor bymuren af Castello di Volpaia fæstningen.

Næsen byder på en dejlig aroma, mørk, gæret, mælket og flæsket i udtrykket, lidt landlig, med tobak, eg, mentol og umiddelbart en lidt mørk og kraftig Chianti. Der er dog samtidig en lille syrlighed med tranebær, ribs, hindbær, kirsebær tilsat lidt svampe. Det dufter faktisk rigtigt godt.

Smagen er langt lettere end duften med en klar ren italiensk syre, pænt tør og har tætte og stramme tanniner. Meget direkte, ren, lys og fin frugt, meget ung og syrlig, men for pokker … det smager mægtigt godt og skræmmende god for en basis Chianti.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., men pt. er på tilbud til 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7