Tag-arkiv: 3

Middel. Det er dermed gennemsnitlige vine, som man ellers kan hægte ord som enkel, uskadelig og okay på. Det er drikbart og i Parkers verden vel et sted mellem 70-79 point.

2012 Caliterra Winery, Sauvignon Blanc Reserva, Colchagua Valley, Chile

2012 Caliterra Winery, Sauvignon Blanc Reserva, Colchagua Valley, ChileLige en opsamling fra ugen, nemlig tirsdagssmagningen på jobbet, som bød på 2 x Føtex supermarkedsvine, nemlig 2 styk fra vinhuset Caliterra Winery, denne Sauvignon Blanc samt en Carmenere.

Caliterra er etableret i 1996 i et partnerskab mellem det store, internationale vinhus Robert G. Mondavi samt Viña Errázuriz. Man valgte området Colchagua Valley som hjemsted vingården. Samlet købte de små 1.085 hektar ganske uberørt jord i hjertet af dalen, hvor et middelhavsklima med kølige nætter og blide briser skaber perfekte, modne, intense og koncentrerede druer.

I begyndelsen af 2004 købte Viña Errázuriz de sidste 50% fra Robert Mondavi, og er i dag således eneejer af Caliterra Winery.

Druerne til denne vin kommer imidlertid fra Viña Errázurizs vinmarker i Curicó, Maipo og Casablanca Valleys. Reserva serien er husets basisvine, så der findes sådan set ikke en vin, som bare hedder Sauvignon Blanc. De øvrige serier hedder Tributo, derefter Tributo Edición Limitada, herefter Edición Limitada og derudover laves der en enkelt rød topvin, som hedder Cenit.

Vinen her er som sagt ren Sauvignon Blanc. For at bevare så mange aromaer i druesaften, så høstes der sent og aftenen eller i den meget tidlige morgen.

Lad os smage på vinen. Duftmæssigt er der fersken, citrus, pærer, lidt sødme. Smagen er sprød, frisk … lidt nødder, men … meget sød for en Sauvignon Blanc, og eftersmagen er meget kort. Det er imidlertid – pga. både friskheden og den store sødme – en vin, som rigtigt mange vil kunne li’ … en rigtig konfirmation/sølvbryllupsvin.

Købt i Føtex, hvor 2 stk. fås for 105 kr.

Vinanmeldelse 3/7   

2011 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, Frankrig

2011 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, FrankrigNæste vin var denne Cuvée des Collines fra Domaine Sipp Mack, hvorfra jeg tidligere har smagt rigtigt mange vine. Jeg har da også tidligere skrevet lidt om Sipp Mack her på bloggen, bl.a. da jeg smagte gårdens 2009 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, så jeg vil ikke trætte jer med en masse info om selve vingården.

Cuvée des Collines er forskellig fra de fleste Alsace-vine, der jo normalt er enkelt-drue vine, ved at det er en vin med flere druetyper. Denne vin har Sipp Mack lavet specielt til Jysk Vin. Druesammensætningen, som består af 60% Riesling, 20% Pinot Blanc, 10% Sylvaner samt 10% Muscat, giver vinen flere facetter i såvel duft som smag, og den har med Riesling druen en god basis, der giver vinen friskhed.

I glasset er vinen duftmæssig meget neutral, lidt thai-tee duft, lidt Riesling syrlighed og en omgang Muscat sødme. Ikke nogen stor duft. Smagsmæssigt også en anelse tynd og neutral.

Købt hos Jysk Vin, pris 66,50 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2011 Salentein, Pinot Noir Reserve, Mendoza, Argentina

2011 Salentein, Pinot Noir Reserve, Mendoza, ArgentinaVor hyggelige tirsdagssmagning på jobbet bød denne gang på 2 x Pinot Noir vine, begge indkøbt i Føtex. Den første i rækken var denne Pinot Noir Reserve fra vinhuset Salentein, som ligger i Argentina.

Bodegas Salentein er grundlagt i 1995, og ejes af en hollandsk entreprenør sammen med Carlos Alberto Pulenta, som tilhører én af de vigtigste vinfamilier i Argentina. Vingården ligger i Valle de Uco omkring 100 kilometer fra byen Mendoza.

Vingården er på ikke mindre end  2.000 hektar, hvoraf alene 700 hektar er vinmarker, og til Bodegas Salentein hører også gårde som La Pampa, El Portillo og San Pablo, der alle har en lang vinhistorie og har fremragende vinmarker i de bedste vinregioner for foden af Andelsbjergene. Vinmarkerne ligger helt op til 1.500 meters højde.

Bodegas Salenteins vinkælder er en imponerende bygning, der danner et stort underjordisk kors. Centrummet for de fire kældergange, der befinder sig i to etager, minder om et antik forum med søjler. Hvis du en dag har tid, så gå lige ind på Bodegas Salenteins hjemmeside og se fotos af den imponerende kælder, som har plads til over 5.000 tønder vin. Udover vinproduktionen er turisme også et vigtigt grundlag for driften.

Ansvarlig vinmager på vingården er  Laureano Gomez, og med hans hjælp blev Bodegas Salentein i 2003 tildelt titlen som Winery of the Year på Wine & Spirit udstillingen i London. Laureano er også ansvarlig for lige præcis denne vin, hvor druerne kommer fra vinmarker i El Oasis samt La Pampa.

Duftmæssigt er Pinot Noir druen umiddelbar ikke så tydelig, og der er hverken kirkebær eller stald … af nogen slags. Måske en anelse tranebær og lidt jordbær, men ellers lidt anonym i duften. Smagsmæssigt egentligt en meget rund og behagelig vin, som rigtigt mange danskere vil kunne li’. Der er lidt kirsebær, urter og generelt lidt varm i udtrykket, men eftersmagen er meget kort og den kan måske også virke en smule vandet.

Købt i Føtex, pris 60 kr. på tilbud … men de fleste vine i supermarkeder er jo på tilbud.

Vinanmeldelse 3/7 

2011 La Tour des Dames, Viognier Vin de Pays, Languedoc-Roussillon, Frankrig

2011 La Tour des Dames, Viognier Vin de Pays, Languedoc-Roussillon, FrankrigTorsdag igen et par flasker at skrive om, og den første var en hvidvin, nemlig denne Viognier Vin de Pays fra La Tour des Dames. Bag dette navn gemmer sig imidlertid et større vinhus, nemlig Badet Clément & Co, som er etableret i 1995 af Catherine & Laurent Delaunay.

Huset hører til blandt nogle af de yngste vinfirmaer i Frankrig. Både Catherine og Laurent er uddannende ønologer fra Bourgogne, men har også arbejdet i den nye vin verden med oversøiske vine. Dette giver en perfekt kombination af den klassiske og den moderne tilgang til vinproduktion, og firmaet har blandt andet tilført nye og moderne tanker til den franske vin-kultur.

Firmaet er familieejet og producerer især vin fra Languedoc Roussillon og Bourgogne. Selve firmanavnet Badet Clément & Co kommer fra et gammelt Bourgogne firma, som Catherine og Laurent har arvet fra deres bedstefader.

Badét Clément & Co har 4 fuldtids vinmagere ansat og ejer et stort produktionsanlæg i Minervois. I tillæg til dette produceres vine fra Rhône og Bourgogne. Firmaets vigtigste vinbrand er Les Jamelles, som har vundet utallige udmærkelser igennem årene.

Badet Clément & Co kontrollerer vindyrkningen hos de vinbønder, hvorfra druerne købes, vinfremstillingen, aftapning af mere end 10 millioner flasker om året, kvalitetskontrol i eget laboratorium, grafisk design i eget grafiske studie), markedsføring og distribution i mere end 40 lande, så der er tale om en stor historie.

I 2003 købte Badet Clément & Co også DVP-Domaines & Vins de propriété Bourgogne, et selskab med speciale i at markedsføre vine fra uafhængige producenter fra Bourgogne. I 2005 købte firmaet også Abbotts, en specialproducent af AOC vine fra uafhængige vinbønder med produktion af AOC vine i Languedoc-Roussillon.

Her har vi en vin, som kommer fra produktionsanlægget i Minervois, nemlig en Vin de Pays d’Oc. Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin “Vin de Table”. Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon. Ifølge forordningen fra 15. oktober 1987 skal en vin med appellation ”Vin de Pays d’Oc” være produceret og vinificeret i en af følgende franske ”departementer”: Gard, Hérault, Pyrénées-Orientals og Aude og må udelukkende fremstilles af 31 udvalgte druesorter. Den officelle autorisation til at bruge ”Appelation Vin de Pays d’Oc” til vinen bevilges kun efter en streng kontrol af certificerede komitéer.

La Tour des Dames en endnu en serie af vine fra det store vinhus. Vinen laves i forskellige udgaver, bl.a. enkeltdruevine på Marsanne, Cabernet Sauvignon, Merlot, Mouvedre, Chardonnay, Grenache, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Muscat og så denne på Viognier. Der er tale om vine til meget lave priser, men jeg kan imidlertid ikke huske, hvor jeg har købt vinen og til hvilken pris, så det må stå hen i det uvisse.

Duftmæssigt er det klart masser af modne pærer og abrikos … tilsat en hel del sødme. Smagsmæssigt er det meget de eksotiske frugter, som dominerer, men ellers er smagen en smule flad og en anelse kedelig. En okay vin … men så heller ikke mere.

Vinanmeldelse 3/7 

2011 Domaine Agapé, Expression Pinot Noir, Alsace, Frankrig

2011 Domaine Agapé, Expression Pinot Noir, Alsace, FrankrigNår vi nu lige er ved Domaine Agapé, så kan vi lige tage én af de rødvine, som vi smagte til Randers Vinlaughs smagning i torsdag, da det nemlig var denne Pinot Noir Expression. Vincent laver 2 røde vine på Pinot Noir vine, nemlig denne – som ikke har lagret på fad – og så en Pinot Noir B, som til gengæld har lagret på eg.

Og der er faktisk stor forskel, for Pinot Noir skal – efter min mening – helst have lagret på eg for at få den fantastiske duft, som du kun kan finde i en god Pinot Noir. Jeg har tidligere smagt en række tyske Spätburgundere, som ikke har fået eg, og mønstret er lidt det samme, nemlig at lagring på barriques giver vinen både en mildning samt den sidste og nødvendige elegance.

Da jeg besøgte Vincent Sipp i sommeren 2011 smagte jeg de to forskellige Pinot Noir efter hinanden, og forskellen er stor. Jeg er vild med hans Pinot Noir B og ikke særlig vild med den “almindelige” Pinot Noir, men lad os nu ikke være forudindtaget … og kaste os ud i smagningen af denne i den nyere årgang 2011.

Duftmæssigt kirsebær, men også en lidt skarp og usammenhængende duft. Vinen er såmænd meget frugtrig, men igen virker vinen lidt skarp, og for pokker hvor er det synd, at han ikke smider alt hans Pinot Noir druesaft på barriques. Ved godt, at disse egetrætønder er meget syre, men hvor vinen dog savner denne lagring.

Importør er som sagt Clément Vin, og prisen på vinen – uden barriques – er omkring 140 kr. i Danmark.

Vinanmeldelse 3/7 

2009 Scotto Cellars, Heavyweight Old Vine Zinfandel Champ Action Jackson, Californien, USA

2009 Scotto Cellars, Heavyweight Old Vine Zinfandel Champ Action Jackson, Californien, USANæste vin er også en vin jeg tidligere er stødt på … nemlig vinen Heavyweight, men jeg tror dog at det var deres “Red Blend”, som jeg smagte dengang, og ikke denne Old Vine Zinfandel, som i øvrigt kommer med en forskellig etikette og navn for hver årgang. Her i denne årgang 2009 har vinen tilnavnet Champ Action Jackson.

Vinhuset hedder Scotto Cellars, og jeg har tidligere smagt andre vine herfra, bl.a. har Vinspecialisten de vine, som Scotto Cellars laver i eget navn under navnet Scotto Family Cellars. Ellers laves der vin under et utal af brands, jeg nævner i flæng; 99 Vines, Bass Creek, Black Ridge, Brownstone, BrownWood, Compagno, Dancing Grape, Delta Luna, En Pointe!, Grace Bridge, Havenscourt, Heavyweight, Howling Moon, Limited Lot, NAPA by N.A.P.A., Pink Umbrella, Regio, Sera Fina, Silver Peak, Stonewood, Three Muscateers og Villa Armando. Puha.

Scotto Cellars har en historie helt tilbage til Ischia i Italien, hvor Salvatore Dominic Scotto i midten af ​​1800-tallet begyndte at lave bordvin, og solgte det, som familien ikke kunne drikke, til sine naboer, hvoraf den ene i øvrigt senere blev hans hustru. Han lærte sit første barn Dominic alt han vidste om vinfremstilling og Dominic fulgte i sin fars fodspor og producerede vin i sin fritid, mens han arbejdede som et skibsbygger.

I 1903 emigrerede Dominic og hans familie til New York og slog sig til sidst ned i en Brooklyn, ikke langt fra havnen, hvor han genoptog sin karriere som vinmager og solgt fem-gallon krukker rødvin fra hans hestevogn. Som hans vin forretning voksede, besluttede han at blive forhandler og åbnede Scotto Liquors lige efter spiritusforbuddet blev ophævet.

Langsomt voksede vinfirmaet, men først i 1948 lavede de deres egen vinmærke, som de kaldte Villa Armando, og vinen kom til at hedde “Rustico”, det italienske ord for rustik. De første mange år blev vinen vinificeret og flasket af Mondavi på hans anlæg i Californien, men i 1961 købte Scotto Cellers egen vingård og vineri, nemlig Gariti Winery i Pleasanton, som selvfølgelig straks blev omdøbt til Villa Armando. Dette betød, at man for første gang kunne producere vinen 100% selv og kontrollere kvaliteten fra vingården til flasken. I dag er Villa Armando ét af ​​de ældste vinmærker i USA.

Det er i dag 5. generation af Scotto familien, som drives vinhuset, nemlig i form af Anthony III, brødrene Paul og Michael samt søstrene Natalie og Anne. De producerer og sælger fortsat vin fra Villa Armando, men har også udviddet forrretningen betydeligt med nye vinmærker – som jeg vist nævnte – og via opkøb af jord i Lodi, Napa Valley og Amador County.

Her har vi så en Old Vine Zinfandel, dog ikke på ren Zinfandel, men derimod på 82% Zinfandel, 14% Syrah og 4% Mourvedre.

Lad os smage. Duftmæssigt fanger jeg solbær, svedsker, blæk og brun sukker sødme. I smagen også til den fyldige og søde side. Er måske en smule flad i smagen, sådan lidt Ribena-Light-agtigt, men blød, igen med lidt svedsker og meget sødlig. Eftersmag ikke så lang. Det vil sikkert være en vin, som rigtigt mange vil kunne li’, for den er jo meget nem-drikkelig, men i min smag lidt for svulstig, sød og flad.

Fås hos Skovgaard Vine til 139 kr. for 1 flaske og 75 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Le Riche Wines, Cabernet Sauvignon Reserve, Stellenbosch, Sydafrika

2008 Le Riche Wines, Cabernet Sauvignon Reserve, Stellenbosch, SydafrikaVidere til næste Sydafrikanske vin, og det var denne Cabernet Sauvignon fra Le Riche Wines, som ligger i den billedskønne Jonkershoek dal, omgivet af den majestætiske Hottentots-Holland bjergkæde (ja det hedder den faktisk), og ikke så langt fra den historiske by Stellenbosch.

Le Riche Wines blev grundlagt af Etienne le Riche i 1996 og drives som et lille familie foretagende. Etienne startede Le Riche Wines på egen hånd efter 20 succesrige år som vinmager med Rustenberg Estate, fast besluttet på at lave et vinhus, hvor han kunne udtrykke den druesort, som han var kommet til at elske og respektere, Cabernet Sauvignon.

Etienne er en ældre herre og meget passioneret omkring at skabe den perfekte vin på Cabernet Sauvignon. Han producerer kun 30.000 flasker årligt og vinene er i dag nogle af de mest efterspurgte i Sydafrika. Hans drøm kom til virkelighed i december 2009, da hans Cabernet Reserve blev kåret til bedste vin i Sydafrika af vinguruen Platter.

Etienne er ligeledes meget aktivt indenfor vinbranchen i Sydafrika. Etienne er et af de stiftende medlemmer af Cape Winemakers Guild (CWG), og hvert år producerer han en unik enkeltmarksvin, Le Riche CWG Auktion Reserve, lavet specielt til Guild Auktion. Cape Winemakers Guild er et samarbejde mellem nogle få af Sydafrikas absolut bedste Winemakers, der hvert år dyster om at lave de bedste vine overhovedet. Vinene udvælges igennem en lang proces over mange smagninger, og de få flasker, der endelig kommer igennem nåleøjet, kommer hvert år på auktion i oktober måned.

Huset producerer næsten kun to vine: Le Riche og topvinen Le Riche Reserve. Der produceres dog også en Chardonnay samt en Merlot/Cabernet Sauvignon, men det er de rene Cabernet Sauvignon vine, som har størst fokus på vingården.

Nå, tilbage til vinen her, en Cabernet Sauvignon Reserve fra 2008, dvs. husets topvin. Vinen har lagret 24 måneder på franske egetræsfade, heraf 80% nye fade. Lad os smage på vinen. Duftmæssig lidt jord, røde bær … igen lidt eucalyptus og ristet toast. Smagsmæssigt lidt solbær, lidt rosin, men meget skarp. Mangler lidt frugt og friskhed, og mangler også lidt balance. Okay glas vin, men så heller ikke mere.

Fås hos Valuewine til pris på 249 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Rudi Schultz Winery, Syrah, Stellenbosch, Sydafrika

2008 Rudi Schultz Winery, Syrah, Stellenbosch, SydafrikaSå kom der igen en vin på bordet fra Rudi Schultz Winery, nemlig hans primære vin i form af Syrah’en.

Som jeg nævnte ved Rudis Sauvignon Blanc, så er denne vin Rudis eget projekt, som han laver sideløbende med hans job som vinmager på Thelema Mountain Vineyards. Vinen bliver også lavet i Thelemas produktionslokaler. Der laves kun omkring 1.00 kasser af hans egen Syrah her årligt. Druerne til Syrah’en kommer fra en vingård i Botterlay i det nordvestlige hjørne af Stellenbosch.

Vinen er selvfølgelig 100% Syrah, alle druerne er håndplukket og kun de bedste druer medgår i produktionen. Vinen har fået 18 mdr. på fad, hvoraf de 15% er på nye fade. Vinen har fået fin omtale, bl.a. 92 point af Winespectator her i årgang 2008, mens årgang 2006 fik 93 point.

Rudi siger selv i et interview til Winespectator, at dét som gjorde ham interesseret i at blive vinmager i det hele taget, var da han ifb. med levering af en yacht fra Cape Town til North Carolina fik lov til at smage et par Nordrhône vine fra bådens kælder. Siden har målet for Rudi Schulz er at lave en vin, som kan leve op til vinene fra den nordlige del af Rhône, og denne Syrah skulle således være bedste bud på det.

Jamen, så lad os da endelig smage på vinen fra Rudi Schultz Winery. Duftmæssigt rigtig meget tørhed, og så masser af blommer, menthol, anis … og en duft af … vil nærmest kalde det bildæk, ja det kan selvfølgelig også være cykeldæk, men altså lidt gummiagtigt.

Smagsmæssigt masser af solbær, peber og måske en smule kantet. Mangler nok lidt balance i min optik. Eftersmagen er fin lang. Okay vin, men så strækker jeg mig nok heller ikke længere.

Fås hos Valuewine, pris 169 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Bilton Wines, Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika

2008 Bilton Wines, Pinotage, Stellenbosch, SydafrikaVi bevæger os videre til næste vin. Vi er nu rykket en anelse vest, nemlig til Stellenbosch, hvor vi i byen Lynedoch, for foden af Helderberg bjergene finder Bilton Wines. Vingården er faktisk nabo til ét af de bedste huse i Sydafrika, nemlig Ernie Els Winery. Netop i dette område er jorden særdeles velegnet til vindyrkning, bl.a. også fordi man får de kølige briser ind fra Atlanterhavet.

Bilton Wines vingård har en historie, som kan spores helt tilbage til 1694, da gården, som dengang hed Bonterivier, blev givet af guvernør Simon van der Stel til Willem Jansz van de Werelt. Man har også fundet ud af, at de første vinstokke på gården blev plantet i 1726, ligesom ejendommen gamle vinkælder stammer fra 1824. Kælderen er i øvrigt i dag blevet reetableret, renoveret og om et smagfuldt prøvesmagningsrum.

Familien Bilton overtog gården i 1959, og producerede frugt, grøntsager og druer, men druerne blev blot solgt videre til andre vinproducenter. I 1996 overtog Mark Bilton imidlertid driften fra sin far, og han er fast besluttet på at lave egen vin.

I 1998 introducerede man sin første vin under eget navn. Vinen var lavet på Merlot druen, og blev den første vin under Bilton navnet. I øvrigt er denne vin i dag husets topvin. Huset har i de sidste par år ønsket at blive blandt de bedste i Sydafrika og første skridt på vejen har været at ansætte den unge vinmager Rudi de Wet fra Ernie Els.

Her har vi imidlertid husets vin på Pinotage druen, en drue som jeg ofte har det lidt svært med. Vinen er fra husets basis serie, The Cellar Selection, hvor der i øvrigt også laves vine på Merlot, Cabernet Sauvignon samt Syrah.

I glasset en rigtig mørk fætter. Her er det svært at forestille sig, at Pinotage skulle være en krydsning mellem Pinot Noir og  Cinsault. Duftmæssigt en lidt sjov duft. Der er eucalyptus, svedsker, banan, muld og røg. Smagen er krydret med svedsker, blommer, sødme og ellers en smule anonym.

Fås hos Valuewine til 129 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2009 Graceland Vineyards, Merlot, Stellenbosch, Sydafrika

2009 Graceland Vineyards, Merlot, Stellenbosch, SydafrikaHvad er mere naturligt med en Graceland vin, når nu man bor i en by, hvor der er opført en kopi af Elvis’ elskede Graceland. Etiketten signalerer nu langtfra, at vinen har nogen som helst forbindelse til den ikoniske sanger og hans hjem i Memphis. I stedet er der på etiketten et billede af den franske maler og baron Jean Baptiste Regnault´s berømte billede af De Tre Gratier, sådan lidt boudoir-agtigt. Det originale maleri hænger i øvrigt på Louvre i Paris. Det symboliserer skønhed, glæde og charme, elementer som McNaughton-familien mener også findes i deres vine.

Vinen kommer nemlig fra Paul og Susan McNaughton, som købte Graceland Vineyards i Stellenbosch i Syfdafrika i 1990. Det blev da vist til en masse i’er. Nå, men der er tale om en mindre familiedrevet ejendom på kun 18 hektar. I de første år havde de ekspertbistand udefra til at lave vinen, men siden 2002 har Susan haft det fulde ansvar for vinfremstillingen. Alle på stedet er involveret i den daglige drift, selvom det er Susan, der som vinmageren er den drivende kraft. Paul står for økonomi og administration, og alle andre inklusiv børnene, giver en hjælpende hånd i markerne og i kælderen.

Jordbunden på stedet er særdeles velegnet til røde druer, hvorfor man kun producerer røde vine. Man laver 4 vine på gården, denne Merlot, en Shiraz, en Cabernet Sauvignon og så “Three Graces”, som er et blend af de tre nævnte druer. Derudover laves en anden vin i navnet Strawberry Fields … en vistnok sødere vin, hvor det er Sue McNaughton, som er vinmager.

Nå, lad som smage på Graceland. Duftmæssigt masser af sol og varme, solbærmarmelade, blommer og lidt egetræ. Smagen er imidlertid slet ikke så stor som duften. Alkoholen er måske for dominerende, for i smagen bliver vinen en smule brutal. Vinen er fyldig, men bestemt også med tanniner til stede, og ellers lidt sol, blommer, eg .. men igen lidt brutalt.

Købt hos Jysk Vin, pris 142 kr.

Vinanmeldelse 3/7