Tag-arkiv: Italien

2016 Monte del Frà, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2016 Monte del Frà, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienJeg er – efter at ha’ smagt 4 forskellige hvidvine – vel nærmest officielt fan af den dejlige Marcia Bonomo og hendes vinhus Monte del Frà. Jeg er imidlertid ikke speciel fan af Valpolicella og slet ikke Ripasso vine … men hvordan går det så, når Ripassoen kommer fra netop Monte del Frà?

Info og historie om Monte del Frà kan I finde under mit blogindlæg om den sexede hvidvin 2015 Bonomo Sexaginta Custoza Superiore … en vin, som i øvrigt slog fødderne helt væk – og trak strømperne af – hos jeres ellers rummelige vinblogger. Det er spændende væske.

Denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore kommer imidlertid i samme, lille, sexede og buttede flaske med husets logo støbt – eller hvad man nu gør – i flasken. Det er jo altid en god begyndelse.

Vinen er lavet på 80% Corvina og Corvinone samt 20% Rondinella, som kommer fra marken Lena di Mezzo … en 17,8 hektar stor mark, der ligger i Fumane i 250-350 meters højde.

Druerne er efter høst sorteret, afstilket og knust, hvorefter vinificeringen sker i rustfrie ståltanke med daglig punch-down. Efter den første gæring, så tilsættes kvastet fra Amarone produktionen, hvilket igangsætter endnu en gæring.

Derefter overføres vinen til 30 hektoliter egefade, hvor de lagrer 18 måneder inden aftapning på flaske. Derefter er vinen klar til frigivelse og salg.

Næsen er frugtrig med mørke bær, blommer og modne kirsebær, tørrede bær, kaffe, chokolade, krydderier … og ja, den har også lidt Amarone power. Men samlet set en meget frugtrig næse.

Det er smagsmæssigt også en frugtrig og frisk Ripasso … langt friskere end de fleste af slagsen. Der er ganske let peber, kirsebær, let sødme og smager sgu godt. Eftersmagen er forholdsvis kort, men meget behagelig og vinen bliver aldrig Ripasso tung.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 169 kr., men køber du 3 flasker er prisen 10% lavere, nemlig 126,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Nervi, Gattinara, Piemonte, Italien

2014 Nervi, Gattinara, Piemonte, ItalienGiacomo Conterno er et af de største og måske mest legendariske vinhuse i hele Piemonte. Det drives af Roberto Conterno … og han købte i april i år også hovedparten af vinhuset Nervi, hvorfra vi nu smager vinen Gattinara.

Azienda Vitivinicola Nervi ligger midt i byen Gattinara lige overfor Ufficio Postale Poste Italiane … det lokale postkontor. Vinhuset er oprindelig grundlagt af Nervi familien i 1906 og de ejede det i 85 år indtil 1991, hvor det blev solgt til familien Bocciolone, som havde tjent deres penge på stålhandel.

Men dårlig ledelse og administration gjorde, at vingården i 2011 gik konkurs, selvom kælderen egentlig bugnede af masser af usolgte vin … både i tønder og på flaske. I stedet blev Nervi så købte af norske bank- og investeringsmand Erling Astrup sammen med en flok investorer.

Han genansatte samtidig Enrico Fileppo, der siden 1982 havde fungeret som vinmager på Nervi og stået bag alle vinene. Og dermed holdte Nervi – også efter overtagelsen – fast i de gamle, traditionelle produktionsmetoder, som man havde fulgt på gården i over 100 år.

Efter overtagelsen af Nervi blev Erling Astrup og Roberto Conterno gode venner. Hvordan det skete ved jeg ikke, men det tætte venskab gjorde, at Roberto ofte havde sin gang på Nervi og blev fascineret af den helt specielle vulkanske og lerholdige jord omkring Gattinara og den smukke beliggenhed af gården ved foden af Monte Rosa.

Roberto kunne se, at jorden og den nordligere placering var perfekt og kunne bidrage til at lave ranke og elegante vine, med et flot lagringspotentiale. Mod nord beskytter Monte Rosa mod de kolde vinde, og garanterer passende nedbør og en konstant brise.

Kvaliteten af leret i jorden er meget høj og kun sammenlignelig med jorden i Serralunga d’Alba … et af de bedste steder for Barolo. Den vulkanske klippejord og fraværet af kalk bidrager til områets karakteristiske og vigtige syre.

Hele appelationen for Gattinara er blot på 120 hektar. Den altovervejende del er beplantet med Nebbiolo, som lokalt kaldes Spanna, samt en lille smule Vespolina og Uva Rara.

Nervi ejer 27 hektar vinmaker, bl.a. markerne Casacce, Caravoglie, Valferana og Molsino. Vinstokkene er mellem 10–40 år gamle og beliggende i 290-420 meters højde. Nervi producerer i dag godt 120.000 flasker årligt.

Vinkældrene er fra det det 19. århundrede og har en konstant og naturlig temperatur. Nervi bruger kun store fade med en størrelse mellem 750 liter og 7600 liter.

Til stabilisering af vinen benyttes store cementfade, og til gæringen benyttes en naturlig gær udvalgt fra egne marker. Den malolaktiske gæring sker spontant i løbet af foråret.

Til gæringen af  de fleste af vinene på Nervi benyttes gæringsfade af træ. Den officielle minimumslagring fra konsortiets side angiver en obligatorisk lagring på tre år, heraf to på fad. I erkendelse af deres vines ranke struktur, vælger Nervi at lagre deres Gattinara minimum tre år på fade, mens vinene Valferanas og Molsino lagrer hele 4 år.

Denne 2014 er således frigivet i 2017 og før Roberto Conterno købte sig ind i foretagendet.  Men nok snak … lad os smage på vinen fra Gattinara.

Næsen er klassisk piemontisk med violer, en herlig stram Nebbiolo-væske med en stringent og balsamisk syre, roser, æteriske olier, lethed, luftighed, leret jord, skovbund, læder og virker en kende kraftig i frugten med mørke, friske kirsebær og tranebær.

Smagsmæssigt er der også herlig frisk, syrlig, balsamisk og ren vin med blomster, let og luftig, herlig elegant med tydelige – men forholdsvis blide – tanniner, kirsebær, bitre urter samt lidt blomstrede elementer. Det er sgu god vin.

Importør er Adriat Vinimport, og en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Fratelli Alessandria, Verduno Pelaverga Speziale, Piemonte, Italien

2016 Fratelli Alessandria, Verduno Pelaverga Speziale, Piemonte, ItalienPelaverga druen er ukendt for de fleste, men den findes også kun ved den lille by Verduno omkring 8 kilometer sydvest for Alba i Piemonte. De lokale hævder, at vinen er et elskovsmiddel … måske pga. navnet, idet verga betyder stang og er lokal slang for mandens beplatningsorgan. Det fik jeg vist formuleret pænt.

Der findes også kun 12 producenter, som laver vine på Pelaverga, selvom den endda har sin egen DOC appellation kaldet Verduno Pelaverga. Og det er jo netop sådan en vin, som jeg nu har fået i glasset … Verduno Pelaverga Speziale fra én af de 12 producenter, nemlig vinhuset Fratelli Alessandria.

Fratelli Alessandria holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og vel omkring 8 kilometer sydvest for Alba.

Fratelli Alessandria stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.

Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og for deres topmoderne vineri.

Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.

Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.

Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer, samlet 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolee og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.

Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der – som nævnt – alene findes ved byen Verduno. Herunder dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.

Verduno Pelaverga Speziale er lavet på 100% Pelaverga Piccolo, som kommer fra flere af husets marker, nemlig Riva Rocca, Campasso, Boscatto, Neirane, Sotto Orti og Galleria … alle marker, der ligger i 250-350 meters højde og fra 20 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med maceration 6-8 dage og gæring ved 25-26 grader. Derefter er vinen også lagret 5-6 måneder i henholdsvis stål- og betontanke efterfulgt af 1-2 måneder på flaske inden frigivelse. Altså ingen lagring på eg. Der laves årligt omkring 20.000 flasker af denne vin.

I næsen er virkelig let og meget blomsterrig vin … fin lethed med violer, sæbe, lyse bær, hindbær, ribs, en nærmest mælket aroma, ostevalle, røg og en lækker bondsk landlighed. Det er blomsterrigt, let og friskt … tegner sgu meget godt.

I munden en god, stringent syre, lys, let og blomsterrig med et sødt lille peberbid, men utrolig charmerende let og bondskhed. Den har virkelig karakter, koster ikke alverden og smager da bare tæskegodt. Den er jeg sgu vild med.

Købt hos Vinspecialisten lokalt, og prisen ligger vistnok på 115 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2010 Carpineto, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2010 Carpineto, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienMellem den katolske kirke Parrocchia Di Saint Michele og elektronikbutikken Campo Dudda i Greve in Chianti finder vi vinhuset Carpineto, som står bag denne Brunello di Montalcino.

Carpineto er grundlagt i 1967 som et partnerskab mellem Giovanni Carlo Sacchet og Antonio Mario Zaccheo. De så det store uudnyttede potentiale i det toscanske landskab til at producere store vine. De var begge vinmageren … Giovanni fra universitet i Coneglianom, mens Antonio – som I kan se på billedet ovenover – havde arbejdet på sin families vingård i Puglia og senere i Lazio nær Rom. De ville begge revolutionere, hvordan god Chianti Classico skulle laves.

Allerede fra første fløjt fik de to initiativrige herrer succes, så i dag ejer de 5 vingårde i Toscana, nemlig gårdene Dudda, Gavoranno, Gaville, Montepoliciano og Montalcino. Der ejer de samlet 475 hektar jord, hvoraf dog alene 125 hektar er vinmarker.

Men derudover opkøber de to producenter også druer fra andre vinavlere, for den samlede produktion i dag er på over 3 millioner flasker vin … primært rødvine, som har lagret flere år.

Denne Brunello di Montalcino er lavet med Sangiovese druer fra vinhusets egne marker fra Carpinetos Montalcino ejendom, hvor markerne ligger i 450 meters højde og dermed er en af de højest beliggende gårde i området.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med medium maceration og temperaturkontrolleret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 3 år i store egefade efterfulgt af yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen byder på skovbund, en fin animalsk modenhed og der fornemmes også en moden alder på frugten … der er noget bedaget lethed over vinen med kirsebær, hindbær, stål, jern, blæk samt en anelse fennikel. Det dufter både herligt og italiensk.

I munden er vinen noget rustik i syren, men det er samtidig en frisk syre, så det er svært at tro, at vinen er 8 år gammel. Der er peber, nogle tanniner, men der mangler lidt finesse i vinen, som bare kommer til at virke alt for ung endnu.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 212 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Pieropan, Calvarino, Veneto, Italien

2013 Pieropan, Calvarino, Veneto, ItalienFra det gamle, historiske vinhus Pieropan – eller helt korrekt Societa’ Agricola Pieropan Di Leonildo Pieropan & C. S.S. – midt i Soave by skal vi smage vinen Calvarino.

Pieropan er grundlagt i 1880 af lægen Leonildo Pieropan i den gamle ejendom Palazzo Pullici midt i Soave by. Leonildo interesserede sig for biologi og kemi, så han startede med at lave vine fra nogle af familiens marker. Det arbejde blev videreført af hans to sønner Gustavo og Fausto, men i dag drives vinhuset af 3. og 4. generation i form af Leonildo Pieropan og hans sønner Andrea og Dario. Det er dem, som I kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 35 hektar, hvilket bl.a. omfatter markerne Calvarino, La Rocca og Garzon.

Udover den gamle ejendom Palazzo Pullici ejer familien også den pragtfulde ejendom Villa Cipolla Pieropan i Tregnago. Den købte de i 2002, således de også kunne lave vine tættere på Verona … herunder Amarone, da villaen har store arealer til tørring af druerne. Familien har siden købet løbende været i gang med en større renovering af bygningen.

Nå, men her smager vi vinen Calvarino med druer fra netop den mark, som familien købte i 1900. Vinen er lavet på 70%  Garganega og 30% Trebbiano di Soave … 30-60 år gamle vinstokke.

Navnet Calvarino stammer fra lille Golgota, som hentyder til, hvor svær jorden var at arbejde med samt en lang snoet  sti, som går fra bund til top af vinmarken.

Vinen blev lavet første gang i 1971 og er symbol på den mest traditionelle og mest karakteristiske vin fra Soave området. Vinen har et stort gemmepotentiale og selv vine over 20 år har været ranke og vist forbavsende friskhed og endda utrolig stor kompleksitet.

Druerne er afstilket og knust, hvorefter mosten overføres til en glasforet cementtank for fermentering ved 16-18 grader. Der lagrer vinen også – sur lie – i 12 måneder, hvorefter vinen aftappes og lagrer på flaske et par måneder inden frigivelse.

I næsen er det en fed, fyldig … ja nærmest opulent vin med smørfedme, hvid peber, masser af krydderier, hyld, lemon, sødme, rugbrød, blomster, sæbe, valnødder, honning og safran.

Smagen er også fed og cremet med lemon, passionsfrugt, melon, mens syren er forholdsvis beskeden. Dermed bliver det samlet en blid og fed vin, men meget smagfuld og god lang eftersmag.

Importør er Adriat Vinimport og en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Nativ, Eremo San Quirico Gold, Campanien, Italien

2014 Nativ, Eremo San Quirico Gold, Campanien, ItalienVilde hestekræfter, en stejlende hingst, 99 Luca Maroni point, guld-etiket og kåret som årets julevin hos Andrup Vin. Vi snakker om en eksklusiv Gold Edition udgave af den højpotente Eremo San Quirico fra Società Agricola Nativ.

Jeres flittige vinblogger tester selvfølgelig, om den gyldne hingstevin så også er et godt bud på vinen til julemaden? Men … be aware, for jeg er en smule forudindtaget, da vi her på egnen elsker hingste, selvom vi normalt foretrækker dem blå og helst i den øvre del af Superligaen.

Società Agricola Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji.

Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, da han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien.

Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, både under DOC appellationerne Irpini, Aglianico Campi Taurasini og Irpinia Aglianico samt DOCG appellationer Aglianico di Taurasi, Greco di Tufo, Fiano di Avellino og derudover en lang række IGP vine.

Denne Eremo San Quirico er en DOC Aglianico Campi Taurasini og husets topvin, som er produceret på 100% Agliancio fra nogle af Marios marker i Taurasi. Der har vinstokkene langt over 100 år på bagen og de fleste er omkring 150 år gamle … få endda op til 200 år.

Alle druerne håndhøstes, og allerede i vinmarken bliver kun de bedste druer udvalgt til denne vin. Herefter transporteres druerne til vinhuset i små kasser, for at skåne druerne så meget som muligt.

Druerne afstilkes og sorteres endnu engang med hård hånd, og den endelige vin fadlagrer 18 måneder i nye små franske egetræsfade. 14,5% alkohol. Og i denne Gold Edition har Mario valgt de 20 bedste fade af Eremo San Quirico … de fade, som byder på det bedste af det bedste i produktionen, altså Eremo San Quirico Gold.

Jeg har smagt den almindelige Eremo San Quirico i både årgang 2010 og 2012, hvis man kan sige, at der er noget almindeligt over en sådan basse. I Gold er der bare mere af det hele … og det er ellers noget af et stykke.

Det er nemlig rigtig powervin med tonsvis af mørk, sort frugt, solbær, blåbær, enebær, blyant, nelliker, kardemomme, vanilje, masser af sødme, chokoladekage, mælkechokolade, egetræ og derudover – godt begravet blandt de nærmest eksplosive og tunge aromaer – også en lille syre, som forsøger at danse med i glasset for at pirre dine næsebor.

I munden godt med sød, moden og mørk frugt, søde blommer, solbær, eg, tobak, chokolade og kakao, men også både stor tørhed samt en vis syrlighed. Gold her er måske knap så overfed i smagen, som 2010 og 2012 af den guldløse udgave af vinen.

Det tænker jeg vil passe fint med, at Andrup Vin har valgt vinen som deres julevin. Det er et godt match, for der er nemlig både masser af fedme, masser af sødme og så deroveni også en vis syre, som redder meget, selvom vi bestemt ligger i kategorien af fede Luca Maroni vine, som nogle vil elske og andre hade.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Fratelli Muratori, Villa Crespia Millè Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2009 Fratelli Muratori, Villa Crespia Millè Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienWAUW … sikke en iøjnefaldende flaske Villa Crespia Millè Franciacorta Brut fra La famiglia Muratori aka Azienda Agricola F.lli Muratori.

Vinhuset skrev jeg om for en måneds tid siden, da jeg smagte deres fantastiske Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero og dengang skrev jeg også en del om vinhuset og familien Muratori, så det skal jeg undlade denne gang. Lad os i stedet kigge nærmere på denne blå nytårsraket af en mousserende vin … endda en årgangsvin fra 2009.

Bag dens blå øjne er det faktisk en blanc de blancs, altså en 100% Chardonnay baseret vin, hvor druerne kommer fra forskellige marker. Vinen er først lavet helt traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af spontan malolaktisk gæring.

Men derefter flasker Muratori familien ikke vinen … for først lagrer den nemlig – helt utraditionelt – med gærresterne i 30 måneder og først derefter tappes vinen på flaske og lagrer så yderligere 30 måneder inden degorgering.

I modsætning til Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero er denne Villa Crespia Millè Franciacorta Brut meget mere blid, sart, forsigtig, tilbageholdende og næsten ydmyg. Som en dame med benene overkors er hun karrig, genert … næsten til det helt neutrale, men der kommer lidt let fersken, blomster, blomsterstøv og subtile små noter med en anelse citrus samt lidt krydderier.

I munden er boblerne lidt i samme boldgade … medium i styrke, men mere blide og forsigtige. Det er grønne æbler, blid syre og virkelig ganske tilgængelig og nem at have med at gøre. Jeg er nok mere til søstervinen, men alle fruerne denne aften var vilde med Millè … og den blå flaske passer også ind til enhver fest.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Marchesi di Montalto, Pinot Nero Cà Nuè, Lombardiet, Italien

2017 Marchesi di Montalto, Pinot Nero Cà Nuè, Lombardiet, ItalienMarchesi di Montalto holder til i appellationen Oltrepò Pavese, som findes i Lombardiet og derfra smager vi denne Pinot Nero Cà Nuè … lidt en vin, som kræver tid, fordybelse og luft, men så får du også mangefold igen.

Marchesi di Montalto ligger et par kilometer udenfor byen Montalto Pavese i den højtbeliggende del af Oltrepo omkring 25 kilometer syd for Pavia, der er longobardernes gamle hovedstad. Det er et vinområde præget af fugten fra de store vandmasser fra floden Po og vinden fra de nordlige Appenniner.

Historien om vingården startede i 1960’erne, hvor Tersilio Marchesi startede renoveringen af en ældre bygning og byggede en vinkælder til produktionen af vine med druer fra de tilhørende marker, som havde været dyrket siden 1890.

Reelt er Marchesi di Montalto dog først grundlagt i 1996, hvor Tersilios barnebarn Gabriele Marchesi omstrukturerede vingården og lagde grundstenen til det nuværende vinhus med tilplantning af husets marker med to druesorter … Riesling og Pinot Nero, som Gabriele mente passede bedst til området.

De to druesorter er også blevet familiens arbejdsmantra … Solo Pinot Nero e Riesling Renando no limits.

Han renoverede også det gamle vineri, således det levede op til nutidens standarder og installerede moderne udstyr til vinifikationen af vinene. En gammel underjordisk vandtank, som var bygget til at opsamle regnvand, blev også ombygget til en unik vinkælder til lagring af vinene.

Marchesi di Montalto har samlet 180 hektar jord, men det er dog alene 98 hektar, som er vinmarker … og altså med Pinot Nero og Riesling. Der skulle dog vist også være plantet en smule Pinot Grigio, Croatina og Moscato, selvom det ikke helt passer med familiens mantra.

Men her smager vi altså ren Pinot Nero aka Pinot Noir, hvor druerne kommer fra marken Cà Nuè … en 20 hektar stor mark, som ligger i Oltrepò bakkerne og udelukkende er beplantet med Pinot Noir klonen 115, som Gabriele – gennem grundig klonudvælgelse – har fundet bedst passende for området.

Efter høsten er druerne presset, hvorefter der sker maceration og  kort fermentering i rustfrie ståltanke. Vinen lagrer i ståltankene 5-6 måneder, hvorefter vinen tappes på flaske, hviler yderligere 45 dage og så ellers er klar til salg.

I glasset er det ikke en lys og transparent Pinot Noir men mere mellemrød slash mørk transparent. Næsen er heller ikke Pinot Noir let, men emmer nærmest af bondevin, lidt baconfedt, jod, mørke kirsebær, blommer, måske endda lidt solbær, lakridsrod, blomstersæbe og klart en fyldigere Pinot Noir.

Det er frisk og bondsk, men med tid, tålmodighed og godt med luft i glasset bliver vinen en kende lettere, lysere og mere delikat … nærmest som om, at den får en piemontisk Nebbiolo-agtig nerve, hvilket virkelig løfter vinen.

Smagen følger vel meget godt næsen … og det første indtryk er en lettere, lidt kantet og rustik vin, men igen på en bondsk facon, hvilket jeg egentlig godt kan lide. Der er jern, frugten en kende lysere end duften indikerede, men fortsat klart mørk og med en mere grov og rustik syre, så det bliver sammenlagt aldrig Pinot Noir med druens ellers klassisk finesse, men en ilter fætter af italiensk afstamning. Men giv vinen for pokker godt med luft … så stritter den med lillefingeren og viser lysere sider af sig selv.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske normalt koster 139 kr., men frem til den 10. december er på bud til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, Italien

2015 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, ItalienEftermiddagens mini Amarone test sluttede med Cantine Buglionis Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso i årgang 2015.

I modsætning til 2013’eren, så er blendet på denne en smule anderledes, nemlig 60% Corvina, 15% Corvinone, 10% Rondinella, 10% Oseleta og 5% Croatina fra 10 år gamle vinstokke. Druerne er høstet med et udbytte på 30 hektolter pr. hektar i anden halvdel af september 2015 og er derefter tørret frem til januar måned.

Vinificeringen starter derefter med presning, maceration i 25 dage, gæring ved 24 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Vinen lagrer derefter 30 måneder på en kombination af barriques og store egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt virker 2015’eren lidt mere krydret end 2013. Det er fortsat mørk frugt, masser af grafit, sæbe, blomster og virker også klart mere ung og rustik. Frugten er fortsat tæt, fed og fyldt med power … sorte kirsebær, blommer, tjære, tobak og nærmest balsamiske elementer.

I munden er det tætpakket og intens vin … nelliker, engelsk lakrids, mælkechokolade, godt med tanniner faktisk, og det virker som en vin, som bestemt kan klare nogle år i vinkælderen for at modnes. Vinen har et lidt pebret bid i eftersmagen. Det er en vin med muskler og kræver sin mand … eller dame, men kan håndterer de fleste fede juleænder.

Smagspanelet ratede vinen til mellem 4,5 og 5 af Houlbergs fede fingre og den endte gennemsnitlig på 5 Thumbs Up, hvilket denne eftermiddag rakte til en 3. plads og faktisk overgået af 2013’eren.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 325 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2006 Guerrieri Rizzardi, Amarone della Valpolicella Classico Calcarole, Veneto, Italien

2006 Guerrieri Rizzardi, Amarone della Valpolicella Classico Calcarole, Veneto, ItalienVinderen i den lille uofficielle mini Amaronesmagning på Houlbergs Vinblog blev denne 2006 Amarone della Valpolicella Classico Calcarole fra vinhuset Guerrieri Rizzardi.

Det er et vinhus, som jeg selv har besøgt på en sommerferie ved Gardasøen tilbage i 2015. Hvis du vil læse om vinhuset og besøget, så findes det på blogindlægget om husets Bardolino Classico DOP.  Der er også et foto fra det imposante sted, som I også kan se udefra på billedet ovenover, selvom det kun er et af husets vinerier.

Denne Amarone della Valpolicella Classico Calcarole er husets topvin og stolthed. Det er en enkeltmarksvin, som alene laves de bedste år og med druer fra marken Calcarole. Det er en 5 hektar stenet skrænt, hvor vinstokkene er omkring 25 år gamle.

Vinen er i denne årgang 2006 lavet på 70% Corvina, 20%, Rondinella samt 10% Barbera. Den er selvfølgelig lavet med 3,5 måneders tørring af druerne, hvorefter gæring sker meget langsomt over en måned ved 20-25 grader i 18-25 hektoliter fade.

Derefter lagrer vinen 12 måneder i 5 hektoliter fade efterfulgt af 24 måneder på 25 hektoliter fade. Det er en vin, som der er lavet 10.000 flasker af.

Det er i næsen en intens, tyk, mørk og overmoden frugt, men ikke for overmoden. Det er krydret med lidt tjære, jernbanesveller, kakao, chokolade samt en elskelig gæret, animalsk og syrlig dekadence, som lige hiver vinen et niveau over de andre denne eftermiddag.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen er smeltende blød med kraft og saft. Det er lakrids, chokolade og utrolig koncentreret, lidt en koncentreret maggi-terning, men med flere lag. Der er pænt med sødme, mens de 16% højoktan alkohol er fint integrerede og slet ikke mærkes. Det er elegant voluminøs.

Vinen fik mellem 4,5 og 6 fede fingre. Keeper lå lavest, men var på vej ud af døren, da han smagte vinen, så derfor ville hans 4,5 måske ha’ været højere med lidt mere tid i glasset.

Købt hos H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten, hvor sådan en fætter i dag koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7