Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2014 Zorzal Wines, Gran Terroir Pinot Noir, Mendoza, Argentina

2014 Zorzal Wines, Gran Terroir Pinot Noir, Mendoza, ArgentinaNæste vin … første af vinaftenens mange Pinot Noir vine. Denne Gran Terroir Pinot Noir kommer vinhuset Zorzal Wines i Argentina. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået Pinot Noir fra Argentina, men denne lille bandit overraskede totalt.

Zorzal Wines ligger i Mendozo i Argentina … nemlig i området Gualtallary, som ligger i omkring 1.350 meters højde sydvest for de kendte områder som Maipú og Luján de Cuyo i Mendoza. Vi er også tættere på Andesbjergene ovre mod Chile.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af de tre argentinske brødre Gerardo, Matías og Juan Pablo Michelini samt 6 canadiske investorer anført af Bruce Murray og Dan Huras, som begge havde tjent en stor røvfuld penge indenfor olie- og gasindustrien.

Det afspejlede sig også i opstarten, hvor der blev opført et state-of-the-art vineri, som stod færdigt i 2009. Imens lånte vinhuset allerede i 2008 lokaler, hvor de første vine på Malbec blev produceret. Og var fra starten har vinhuset fået enorm succes.

Således har det store Wine & Spirits Magazine to gange udråbt Zorzal Wines som et af de af 100 bedste vinhuse i verdenen. Den store succes kan i høj grad tilskrives de kreative, kunstneriske vinmagere Matias og Juan Pablo Michelini, hvor det specielt er sidstnævnte, som er ansvarlig vinmager.

Juan Pablo er uddannet ønolog fra Don Bosco College, som er Mendozas vigtigste skole for uddannelse af vinmagere. Derefter har Juan Pablo arbejdet på St. Francis Winery i Sonoma samt hos det argentinske vinhus Doña Paula. Derudover har han boet to år i Frankrig, hvor han bl.a. arbejdede i Pomerol inden han igen rejste tilbage til Argentina, hvor han arbejde en periode i Cafayate.

Juan Pablo er lidt af en hippie … meget utraditionel på mange måder. Derudover er Juan Pablo en ivrig guitarist og det påstås, at man aldrig har set han til en vinsmagning uden hans guitar. Den sidste broder Gerardo Michelini er ikke involveret i selve vinproduktionen, men er mere vinhusets opsynsmand.

Zorzal Wines har samlet 70 hektar højtbeliggende vinmarker, hvor jorden består af sand, sten, kalksten. Vinstokkene omfatter sorter som Malbec, Pinot Noir, Chardonnay, Sauvignon Blanc og et par stykker mere. Med en minimalistisk og perfektionistisk tilgang til arbejdet i vinmark og vinifikationen skaber de ekspressive, aromatisk komplekse vine med ren frugt, mineralsk rygrad og frisk struktur. Brugen af fade er meget begrænset, så i stedet vinificeres topvinene i store cement-æg.

Vinene fra huset er opdelt i 3 serier, nemlig først Terroir Unico, så Gran Terroir og endelig topvinene i Specialties. Denne Pinot Noir hører til serien Gran Terroir, som samlet omfatter 3 vine på henholdsvis Malbec, Cabernet Sauvignon samt denne Gran Terroir Pinot Noir.

Druerne til denne vin kommer fra to forskellige marker med forskellig undergrund. Druerne høstes manuelt, og presses uden afstilkning. Efter vinifikationen lagrer vinen på 1 år gamle barriques fra Bourgogne.

Og i næsen (og glasset) klar Pinot Noir. Der er aroma med modne kirsebær, jordbær, fylde, kanel, lette blommer, frugtsten, eg, rosmarin og eucalyptus, nogle grønne noter, gran, fyrnåle og lidt Kongen af Danmark. Smagen er rund, blød … smager lidt at mørkere bær end dens europæiske søstre, men tanninerne er dejlig markant og syren herlig tydelig. Der er lidt peber, svag sødme og en flot, lang eftersmag, hvor syren virkelig sidder i munden i lang tid. Se, det kan vi li’. Far er bestemt glad.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Atomwine, hvor prisen er 169 kr., men 125 kr. ved køb af 6 flasker. Det er billigt.

Rating 5/7  

N.V. Schenk, Veuve Durand Réserve Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Schenk, Veuve Durand Réserve Brut, Champagne, FrankrigDenne Veuve Durand Réserve Brut er ikke en rigtig, rigtig champagne … altså fra et stort og fint champagnehus i Champagne eller endsige fra et lille og uundsegeligt et af slagsen. Den er ganske vist lavet af druer fra Champagne, men på en industriel fabrik i Tyskland.

Den kommer nemlig fra firmaet Schenk GmbH … der Wein Expert, som ligger i byen Baden-Baden i Tyskland. Det tyske GmbH er dog kun en lille del af Der Schenk Gruppe, som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange lande og laver vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Den schweiziske koncern er grundlagt tibage i 1893 af Arnold Schenk, som med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land, bl.a. ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag selskaberne, Schenk Italia i Bozen i det nordlige Italien og Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et bredt produktsortiment. I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen … og altså også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Altså et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få. Denne Veuve Durand Rèserve Brut er ikke engang i deres katalog, men er formentlig produceret direkte til den danske marked. Den er lavet på druerne Pinot Noir, Pinot Meunier samt Chardonnay … og altså på anlægget i Baden-Baden, men ellers har jeg ikke yderligere oplysninger om champagnen.

Men den smager såmænd udmærket … duften sådan lidt kvæde, nødder, honning, tyggegummi og måske lidt indelukket. Det er ikke oxyderende noter, men noget der-hen-af. Smagen er præget af blide bobler, meget blød og rund med en vis sødme. Der mangler måske en smule stram op samt en portion mineraler, men på terrassen smagte den ganske okay.

Forhandles i Aldi, hvor prisen er 100 kr.

Rating 3,5/7  

2012 Weingut Bernhard Huber, Spätburgunder Alte Reben Trocken, Baden, Tyskland

2012 Weingut Bernhard Huber, Spätburgunder Alte Reben Trocken, Baden, TysklandI december smagte jeg denne Spätburgunder Alte Reben Trocken fra Weingut Bernhard Huber i en årgang 2011 og var voldsomt begejstret … som jeg jo let bliver over god Spätburgunder. På den måde er jeg jo ret nem! Derfor havde jeg også til mit lille byggemøde indkøbt vinen igen, blot en årgang nyere.

Weingut Bernhard Huber holder til ved foden af Schwarzwald, tæt på både Basel og Strasbourg i byen Malterdinger i vinregionen Breisgau i Baden – lige øst for Kaiserstuhl på den anden side af motorvejen E35. Huset har været ejet af familien Huber i flere generationer, men det var Bernhard Huber, som i 1987 sammen med hustruen Barbara begyndte at producere egne vine.

Weingut Huber var oprindelig ligesom de fleste andre familiebrug medlem af det lokale kooperativ, men Bernhard indledte et langsomt tilbagetog, da han overtog styret efter forældrene.

Bernhard plantede 10-15 Pinot Noir kloner fra Jean Luc Pascal i Puligny i Bourgogne, og sammen med de omkring 15 tyske kloner, som hans far tidligere havde plantet, så begyndte Bernhard at lave vin på samme måde som i netop Bourgogne. Dengang havde Bernhard alene 10 hektar vinmarker, en gammel vinpresse og 3 egetræsfade.

Men Bernhard Huber opnåede fantastiske resultater med sine vine og det var ikke tilfældigt, at han i branchen blev kendt som den tyske godfather af Pinot Noir, en af de helt store. Bernhard Huber blev bl.a. i 2008 udråbt som årets vinmager af Gault Millau. I 1990 blev han også af vinmagasinet Vinum kåret som nr. 1 i kategorien rødvin.

Da vingården fejrede sit 25 års jubilæum i 2012, havde Bernhard Huber vundet næsten alle de priser, som findes i Tyskland indenfor vin.

Og de røde vine fylder også godt på vingården, idet omkring 65% af husets i dag 26 hektar vinmarker er tilplantet med Pinot Noir a.k.a. Spätburgunder. Derudover er markerne tilplantet med Chardonnay, Weiß- und Grauburgunder, Auxerrois, Muskateller og Müller-Thurgau. De bedste marker er Malterdinger Bienenberg, Hecklinger Schlossberg og Bombacher Sonnhalde.

Vingården producerer årligt omkring 180.000 flasker vin.

Desværre gik Bernhard bort i juni 2014 efter et kort sygdomsforløb, idet han et halvt år forinden havde fået konstateret kræft. Men umiddelbart inden han døde, optog han en masse videoklip, hvori han gav sin viden og tanker videre til sin familie. I dag driver hustruen Barbara Huber vinhuset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn. Og hun forsøger på bedste vis at leve op til husets status … som vel næsten nærmer sig lidt kult.

Bernhard omtales da også ofte som “godfather of Spätburgunder” i Kaiserstuhl. Han var i øvrigt lidt af en ildsjæl, bl.a. meget aktiv i lokalsamfundet, og så tjente han 10 år i bestyrelse af det lokale Røde Kors.

Her har vi Hubers Spätburgunder Alte Reben, lavet med druer fra vinstokke med en alder på mellem 20 og 40 år. De gamle stokke giver en dybt rodsystem, som er med til at give vinen stor mineralitet. Udbyttet ligger på 37 hektoliter pr. hektar, og vinen er lavet med 18 måneders lagring på barriques efter den traditionelle gæring.

Duft og smagsmæssigt er vinen meget lig tidligere årgang … i næsen animalsk stald, let sødme, hindbær, jordbær, røg og nærmest en forførisk kølighed. Der er svage og grønne burgundiske træk, bitterchokolade, salmiak, bolsjer … og hvor er det altså bare godt. I munden … uha, hvor er det blidt, blødt og elegant med frisk frugt, jordbær, ganske svag jern, let peber og lette egenoter. Hvor er vinen dog smukt afbalanceret og hvor er syren dog elegant og præcis. Afbalanceret og frugtig, men alligevel med en vis sødme. Syren er meget vedvarende i eftersmagen. Far er meget, meget glad.

På i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 27€ … eller omkring 200 kr. Virkelig fornuftigt for denne monstervin.

Rating 6,5/7  

2013 Weingut Rudolf Fürst, Bürgstadter Spätburgunder, Franken, Tyskland

2013 Weingut Rudolf Fürst, Bürgstadter Spätburgunder, Franken, TysklandSå er det fredag … og I ved, hvad det betyder! Nemlig, at der skal Spätburgunder i glasset og den lille sag … øh vigtige sag klarer vi med denne Bürgstadter Spätburgunder fra Weingut Rudolf Fürst, som holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Og ja, det er ét af Frankens bedste vinhuse, som jeg også tidligere har skrevet om, senest da jeg – for ikke så lang tid siden – smagte hans 2014 Spätburgunder Tradition. Jeg vil derfor heller ikke skrive en masse om vinhuset igen, men blot henvise til det tidligere indlæg, hvis du vil læse mere om vingutten.

Denne Bürgstadter Spätburgunder er en storesøster i forhold til Spätburgunder Tradition og således en Ortswein, og lavet på en blanding af druer fra markerne Bürgstadter Centgrafenberg og Klingenberger Schloßberg, hvor jorden er præget af Buntsandstein … sandsten, som giver en blød mineralitet.

Marken Bürgstadter Centgrafenberg er en forholdsvis stor mark, samlet på 83 hektar og de bedste dele af marken er Gewanne Walzrain, Hunsrück, Hohenlinde og Vogelsberg. Arghh … de fleste regner nu Hunsrück som en separat mark, men ligger nærmest omkranset af Bürgstadter Centgrafenberg. Fürst har parceller både på den centrale del af Centgrafenberg og på Hunsrück. Centgrafenberg er en sydvendt skråning, og den ligger øst for floden Main samt Bürgstadt.

Den anden mark, Klingenberger Schloßberg ligger lige nord for Bürgstadt og er på samlet 39 hektar. Andre producenter som fx Benedikt Baltes på Weingut Stadt Klingenberg har også parceller på denne mark. Hos Baltes leverer marken druer til hans topvin Schlossberg Spätburgunder GG.

Så ja … det er sgu et par fine marker, som Fürst henter druerne til denne Bürgstadter Spätburgunder fra. Vinen har lagret på brugte, franske barriques … eller i hvert fald 80% af vinen, mens den sidste del lagrer i store fade, det som tyskerne kalder Doppelstück-Fass, som typisk er på omkring 2.400 liter.

Og meine gute got … hvor er det elskeligt Spätburgunder. I glasset yderst transparent, men farven er måske en anelse mere violet end normalt … bare en anelse. Ikke så meget ovre i teglfarven, men mere ovre i en det lilla/violette. Arghhhh, her mangler der sgu vist lige en kvinde, som kan definere den farve mere præcist.

I næsen er en småanimalsk note, virker saftig, blød og sød … hindbær, jordbær, lidt nødder … en del faktisk, røg, en smule grannåle, kalk og sten, men virker langt mere let og elegant end lillesøsteren. Der er også nogle grønne, nærmest burgundiske træk, hvilket er meget klædeligt.

Smagsmæssigt er det en let og meget afrundet vin, virkelig lækker og smækker … svagt peberbid, mineraler, svage krydderier, god tilstedeværende syre, som stille og roligt holder gennem hele smagsspektret og vedbliver i eftersmagen. Det er sådan meget saftigt, frugtrigt, let og balanceret … lidt tørt og smager altså supergodt. Knap så kantet, som Spätburgunder fra Franken ofte bliver. Far er ikke glad … far er meget glad.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men jeg har købt min i Tyskland på weine.de til 19,50€ … svarende til 145 kr., og det er altså bare rigtigt fornuftigt for denne vin.

Rating 6/7 

2013 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2013 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New ZealandTirsdagsvinklubben på jobbet bød i dag på Pinot Noir i form af denne Momo Pinot Noir fra vinhuset Seresin Estate, som ligger ved den lille by Renwick i Wairau Valley, dvs. i Marlborough området, som jo ligger på den øverste del af Sydøen i New Zealand.

Det er et vinhus, som jeg tidligere er stødt bl.a. i september sidste år, hvor jeg smagte husets 2012 Pinot Noir Leah, men jeg også tidligere har smagt denne Momo, blot i en årgang 2008. Men det er efterhånden nogle år siden.

I september skrev jeg også lidt om huset, der er ejes og drives af denNew Zealanske filmfotograf Michael Seresin, som har været ansvarlig fotograf på en lang række store film. Han har bl.a. været med til at filme Midnight Express, Birdy, Angel Heart, Harry Potter – Prisoner of Azkaban, Bugsy Malone, City Hall og Angela’s Ashes.

Han har således arbejdet sammen med store instruktører som Harold Becker, Adrian Lyne og Alan Parker. Han har også selv instrueret en enkelt film, nemlig filmen Homeboy fra 1988 med skuespillerne Mickey Rourke og Christopher Walken på rollelisten.

Og så ejer og driver han altså vinhuset Seresin Estate, som han købte i starten af 1990’erne efter først at have ledt i flere år efter en vingård i Italien. Den drøm blev dog opgivet og så valget faldt på Wairau Valley.

Det er også et område, som er nærmest ideel til vindyrkning. Den meget porøse jordbund med et højt indhold af grus giver perfekte dræningsforhold, hvilket er nødvendigt i det til tider temmelig regnfulde klima. Store sten på jordoverfladen reflekterer endvidere solens stråler og holder derved på varmen i Marlboroughs kølige og klare sommernætter.

Vingården er en af de mest moderne på New Zealand. Bygningerne er opført i flere niveauer, så druerne ankommer i det øverste niveau og ender i flasker på det nederste niveau. Vinen skal ved hjælp af tyngdeloven kunne løbe frit, så brug af pumpemaskiner ikke er nødvendigt.

Michael Seresin lavede sin første vin i 1996, og har så ellers løbende opkøbt flere vinmarker, bl.a. markerne Tatou Vineyard og Raupo Creek vineyard. I dag ejer vingården samlet 111 hektar vinmarker, og alt er certificeret både økologisk og biodynamisk. På markerne dyrkes druesorterne Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Gewurztraminer, Viognier, Semillon og Riesling.

Seresin Estates etiketter har normalt alle et håndaftryk som logo.  Michael siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ingen ord, kun symbolet på styrke samt kraft fra jord og sten. Håndaftrykket er dog ikke på etiketterne på vinene i Momo serien, som omfatter 4 forskellige vine på henholdsvis Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir.

Druerne til denne Momo Pinot Noir kommer fra flere mindre vinbønder i Wairau Valley. Seresin opkøber druerne umiddelbart før, at høsten går i gang, og efter høstet – som foregår med håndkraft – gærer mosten ud på åbne tanke, før den lægges på franske barriques, hvor den får lov til at lagre i 11 måneder før den endelige aftapning på flaske.

Det er en vin, som minder rigtigt meget om storesøsteren Pinot Noir Leah. I næsen klare Pinot Noir aromaer, hindbær, stikkelsbær, røg, peber … har et svagt animalsk islæt, krydderier og krydderurter samt lidt blade fra vinstokke.

Smagen er meget syrlig med lidt af de samme bær, hindbær, stikkelsbær og ribs. Syren er okay … men der mangler måske lidt mineralitet og en anelse sødme til at balance den meget dominerende syre. Man mærker dog, at vinen har fået godt med sol … har sådant noget “modent” over sig midt i alt det syrlige. Eftersmagen præges af lidt grønne peberfrugter. Arhhh, okay … men jeg er ikke helt oppe at ringe.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 165 kr.

Rating 4/7  

2013 G.D. Vajra, Langhe Pinot Nero, Piemonte, Italien

2013 G.D. Vajra, Langhe Pinot Nero, Piemonte, ItalienDenne fredag kom der ikke Spätburgunder i glasset … men tæt på, nemlig fortsat Pinot Noir i form af denne Langhe Pinot Nero fra vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra, som i byen Vergne en kilometers penge nordvest for Barolo by i Piemonte … piemontisk Pinot Noir …hmmmm.

Vinhuset er grundlagt i 1972 af Aldo Vajra, som i dag fortsat driver vingården sammen med hustruen Milena samt parrets 3 børn, som også deltager i driften. Vinhuset er dog opkaldt efter Aldos far Giuseppe Domenico Vajra, som  plantede de første vinstokke tilbage i 1947.

Gården har været i familiens eje gennem generationer og Aldo er således 4. generation og ham, som fik startet produktionen og salget af vinene fra gården under navnet G.D. Vajra.

Aldo har siden sin overtagelse af den daglige ledelse på vingården gradvist øget arealet af vinmarker til i dag 40 hektar, hvoraf de 10 hektar er tilplantet med Nebbiolo. De bedste vinmarker er marker som Bricco delle Viole, Fossati, La Volta og Coste di Vergne. En stor del af markerne er beliggende i 400 meters højde.

Der laves selvfølgelig både hvide og røde langhe vine, Dolcetto, Barbera og Barolo på Azienda Agricola G.D. Vajra. Det helt særlige ved Vajras vine er, at der ikke bruges meget fad. Det er derfor den traditionelle Barolo metode, der anvendes her. Der er kun 6-8% af mosten, som kommer på fad og derfor er de fadlagrede noter meget få og lette. Det giver alle vinene en umiddelbar friskhed, frugtrigdom og ren smag med stor fylde og koncentration.

Der laves også denne lidt atypiske Pinot Nero, hvor druerne kommer fra vinmarker i 497 meters højde, hvilket nedsætter modningen og forøger syreniveauet på høsttidspunktet. Aldo er selv vild med Pinot Noir, så han ville selvfølgelig også selv prøve at lave en Pinot Noir. Importøren siger selv, at man ikke skal sammenligne Vajras Pinot Noir med det, man kender fra Bourgogne – dertil er vinen alt for piemontesisk.

Vinen er lavet med maceration med skallerne i 15-–20 dage ved temperaturer under 32 grader. Under udblødningen finder den alkoholiske gæring sted, hvilket efterfølges af en malolaktisk, som finder sted under vinens 18 måneders lagring på 400-500 liters franske egetræsfade.

Og ja – det kan ikke sammenlignes med Bourgogne, og nej – det er ikke umiddelbart en let vin. Duftmæssigt er der nærmest lidt hengemte blommer, alder, mørke, ristede og søde krydderier, tobak og det minder ikke meget om Pinot Noir i duften. Derudover er der lidt æteriske olier med nærmest eucalyptus og kampfer.

Smagen er blød, fyldig … lidt tør og smager bestemt heller ikke af Pinot Noir. Frugten er fyldt med sol, blød, lidt sur og har noter af jern. Tror ikke helt, at jeg forstår denne vin.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 200 kr.

Rating 4/7  

2012 Weingut Wageck Pfaffmann, Gutsweincuvée Rot, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Wageck Pfaffmann, Gutsweincuvée Rot, Pfalz, TysklandEfter et par dage på kursus, hvor vinen var elendig og ikke understøttede den gode mad, så proppede jeg denne Gutsweincuvée Rot op, da jeg kom hjem. Udvalgt helt tilfældigt. Vinen kommer fra Weingut Wageck Pfaffmann, som ligger i byen Bissersheim i den nordlige del af Pflaz.

Wageck familien har været vinbønder i Bissersheim for omkring hundrede år. Vingården blev grundlagt af Wilhelm Wageck. Han var født i år 1900, som del af en større familie og havde 7 søskende. Han købte vingården som ung mand, blev gift med Luise Lack og drev gennem årene vingården med både almindelig landbrug, husdyr og lidt vinproduktion.

Det var dog først i 1973, da Wilhelms barnebarn Gretraud blev gift med Gunter Pfaffmann fra Walheim i Landau, at familien begynder at satse på vinproduktionen. Gunter Pfaffmann var uddannet ønolog fra Geisenheim. Det var starten på den nuværende vingård Wageck Pfaffmann, som i dag videreføres af 2 af parrets 3 drenge, nemlig Frank og Thomas Pfaffmann … fortsat med hjælp fra forældrene.

Weingut Wageck Pfaffmann har i alt 39 hektar vinmarker omkring Bissersheim, hvor det specielt er de røde vine som er i fokus. 59% af markerne er tilplantet med røde sorter, primært Spätburgunder, mens resten af de hvide er Riesling, Weißer Burgunder, Gewürztraminer, Chardonnay, Grauer Burgunder, Silvaner, Muskateller og Müller-Thurgau.

Derudover er familien vild med fart … og motorsport. De er således sponsor til Mercedes’ VIP lounge på Hockenheim og Nürburgring. Sponsoraterne er selvfølgelig levering af vine til de respektive lounger.

Vinene er selvfølgelig inddelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og Réserve, som dog kun laves i de bedste år. Husets kendetegn er en lille drage, som også er afbilledet på de fleste etiketter, måske lige undtagen denne Gutsweincuvée Rot, hvor etiketten er meget enkelt med navnet Rot, som spejles nedenunder.

Den er selvfølgelig – som navnet siger – en Gutswein, og er lavet på druen Dornfelder tilsat en smule Spätburgunder. Blandingsforholdet kan jeg dog ikke finde noget om, ej heller om produktionen af vinen. Vil gætte på, at den ikke – modsat de lidt dyrere vine fra huset – er lagret på egefade, men alene på ståltanke. Men det er som sagt et gæt.

I glasset fornægter Dornfelderens mørke farve sig ikke … her kommer den lille andel Spätburgunder slet ikke frem. Vinen har godt med farve, sådan lidt mørkerød med en sjat lilla skær. I næsen er der først nogle krydrede noter samt blomme, brombær … alt sammen sådan nærmest lidt indelukket, tæt, tørt med en note af bladene fra vinstokke. Hvis du har vandret i en vinmark, så kender du duften. Det giver en meget særegen duft … som er ganske speciel, men også kan være svær at forlige sig med.

Smagsmæssigt er vinen stram, ubalanceret med krydderier … arghhh, det bliver aldrig helt godt. Der er pebrede elementer, kirsebær og samtidig også nogle mørkere bær. Vinen er egentlig ganske tanninrig, men man sidder efterfølgende med en lidt bitter og kantet smag i munden. Men WFT … det er ret billig vin og sjovt at prøve.

Købt i Tyskland, hvor prisen er 5,95€ … eller beskedne 44 kr.

Rating 2,5/7 

2010 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots, Bourgogne, Frankrig

2010 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots, Bourgogne, FrankrigFra Côte de Beaune i Côte d’Or til Côte de Nuits i Côte d’Or eller helt præcis kommunen Nuits-Saint-Georges, hvor vi finder et af mine burgundiske favorithuse, nemlig Robert Chevillon. Derfra kommer denne herlige flaske 2010 Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots.

Domaine Robert Chevillon er grundlagt i 1860 af Symphorien Chevillon, som købte 12 hektar jord i Nuits-Saint-Georges. I dag drives vingården af 5. generation i form af brødrene Denis og Bertrand Chevillon, som allerede i 1990 gradvis blev medejere og i 2002 overtog hele driften efter faderen Robert Chevillon, som dog fortsat er aktiv på vingården.

I dag har vinhuset 13 hektar vinmarker, men fordelt på imponerende 70 parceller … og alle i Nuits-Saint-Georges. De bedste marker er 1. cru markerne Les Chaignots, Les Bousselots, Les Roncières, Les Perrières, Les Pruliers, Les Cailles, Les Vaucrains og Les Saint-Georges. De 3 sidstnævnte er de allerbedste marker og har meget gamle stokke, som alle er plantet før 1920.

Selv om domænet i dag har stjernestatus, har man allerede i forrige århundrede optegnelser, der anerkender vinene fra Chevillon som værende udsædvanligt gode. Ved smagning i kælderen hos Chevillon er vinene fra 1960’erne og 1970’ernee stadigvæk på et meget højt niveau.

Chevillon familien har fuld fokus på, at de bedste vine laves i marken, så daglige ture i markerne er helt logisk. Der foretages en grøn høst i juli, for kun at lade de bedste drueklaser hænge tilbage. Der høstes kun i hånden og alle klaser kommer gennem et sorteringsbord, inden de kommer i kælderen.

Hele sunde druer er rygraden i de gode vine. Når druerne er afstilket gennemgår de en kold-maceration på 5-6 dage, inden den naturlige gæring starter. Vinen gæres under 34 grader og det tager 2-3 uger inden vinen er gæret færdig. Vinene lagres på egetræsfade i 15-18 måneder, hvoraf 30% er nye. Denne enkeltmarksvin Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots er lavet på tilsvarende vis.

Og det er – som altid med vinene fra Robert Chevillon – herlige sager. I næsen er her godt med kompleksitet … sur, lækker og præcis. Det er gazebind, urter, grønne vinblade, kirsebær, jordbær, ribs, eucalyptus, røg, engelsk lakrids, tør jord samt en slat kanel. Smagen er sådan nærmest lidt som hindbær, frisk og let … sur … en ganske markant syre, som virkelig er delikat, præcis og voldsom vanedannende.

Smager altså bare godt, selvom vinen fortsat er en ung teenager … en knøs, som skal modne og udvikles yderligere.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 565 kr. for en årgang 2012.

Rating 6/7 

2012 King Estate Winery, Pinot Noir Signature Collection, Oregon, USA

2012 King Estate Winery, Pinot Noir Signature Collection, Oregon, USAFra klassisk fransk Pinot Noir til amerikansk Pinot, dog her fra det lidt køligere Oregon. Vinen er en Pinot Noir Signature Collection fra vinhuset med det nærmest royale navn King Estate Winery, som ligger ved den lille by Lorane en smule syd for Eugine i den sydlige ende af Willamette Valley.

Navnet skyldes dog, at vinhuset ejes og drives af Ed King … som også meget passende kalder sig King of Pinot. Han købte i 1990 en række parceller, som tidligere har været anvendt til græsning for lidt heste og lidt kvæg, men det blev grundlaget for King Estate Winery.

I 1994 havde han tilplantet lidt over 40 hektar med både Pinot Noir og Pinot Gris stokke, som alle drives økologisk. Det giver en produktion på omkring 350.000 flasker vin årligt fordelt på en lang række vine … og de fleste på enten Pinot Gris eller Pinot Noir.

Der laves dog også enkelte på Chardonnay, Viognier, Sauvignon Blanc samt en serie kaldt NxNW … North by Northwest, hvor der også bruges druer som Cabernet Sauvignon, Syrah og Riesling.

Denne Pinot Noir Signature Collection er lavet af økologisk dyrkede druer fra King Estates egne marker i Willamette Valley, samt druer fra andre økologiske vinmarker i Oregon. Druerne sorteres ved ankomst til vineriet. Gæringen foretages i temperaturstyrede ståltanke. Efter endt gæring lagres vinen i 8 måneder på franske egetræsfade, inden aftapning på gården. 25% af fadene er nye, 25% er ét år gamle, 25% et to år gamle og de sidste 25% lidt ældre.

Og vinen kan vel kaldes en straight-forward Pinot med muskler, kølighed og direkte frugt … iført gråmelerede amerikanske sweatpants, hvis man skal tegne et billede af vinen. Næsen fint pirrende med noter af flæsk, fersk kød, margarine, aske, kul, kirsebær og måske også lidt mørkere bær. Der ligger dog en lille mineralitet i næseborene sammen med et krydret islæt.

Smagen er ren, stålsat, direkte og mineralsk Pinot. Der er samme krydrede smag, som også findes i duften, men det er sammen med lethed, syre, strenghed, kirsebær samt en ganske lækker tørhed og tydelige tanniner.

Ikke så forfinet i udtrykket … deraf associationen med et par sweatpants. Kan dog være ganske sexet under de rigtige omstændigheder. Jeg kan sgu meget godt li’ den. Straight-forward.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 239 kr.

Rating 5/7  

2012 Domaine Tollot-Beaut, Aloxe-Corton, Bourgogne, Frankrig

2012 Domaine Tollot-Beaut, Aloxe-Corton, Bourgogne, FrankrigArghhhh god Bourgogne er ikk’ det værste, som der findes. Og denne Aloxe-Corton fra vinhuset Domaine Tollot-Beaut fra Chorey-les-Beaune hører under denne kategori. Pinot Noir når det er bedst … elegance, kompleksitet og skønhed på flaske.

Aloxe-Corton ligger ved indgangen til Côte-de-Beaune – nord for Beaune, præget af Corton-højen og den lille hyggelige landsby Aloxe-Corton. Og lige mellem Beaune og Aloxe-Corton finder vi Chorey-les-Beaune … og lidt vest for byen ligger Domaine Tollot-Beaut,

Vinhuset er grundlagt af familien Tollot familien, som har lavet vin på gården siden slutningen af 1800-tallet, men i de første mange år solgte de hele produktionen til negociantfirmaer i området. Først fra 1921 lavede familien enkelte vine under eget navn.

Det var den amerikanske amerikanske vinhandler og forfatter Frank Schoonmaker, som overbeviste en række producenter – herunder Tollot-Beaut – at de skulle flaske alle vinene under eget navn og sælge vinene på det amerikanske marked.

Det startede Domaine Tollot-Beaut med i 1930 og vinhuset hører i dag til blandt de anerkendte vinhuse i Chorey-les-Beaune. Således ligger vinhuset på adressen Rue Alexandre Tollot, opkaldt efter nuværende ejers bedstefar, som også var borgmester i byen.

I dag er det 5. generation – i form af Nathalie Tollot – der driver vingården med hjælp fra resten af familien, bl.a. faderen Alain, onklen Jack samt Nathalies fætre Jean-Paul og Olivier. Samlet driver de 24 hektar vinmarker, som primært ligger omkring Beaune, Savigny-lès-Beaune, Aloxe-Corton og Chorey-lès-Beaune.

Der anvendes ingen kunstig gødning, og der bruges meget tid i marker på bl.a. grøn høst. Nathalie siger selv, at omkring 80% af arbejdet ligger i vinmarkerne. Alle parceller vinificeres individuelt, og der anvendes en forholdsvis kort maceration på 10-12 dage, hvorefter vinene lagrer på egefade … de regionale vine som denne Aloxe-Corton omkring 16-18 måneder og 20% af fade er nye fade. Enkeltmarksvinene lagrer på en større del nye fade.

Og i næsen er der klare Bourgogne noter … karakteristisk grønt. Vi snakker grønne blade, stikkelsbær, ribs, syrlige hindbær, kål, førstehjælpskasse, gazebind, lakridsrod og et mineralsk islæt. I munden er syren blid, elegant … med fortsat med kraft, lethed og præcision, selvom det i smagen virker en tand mere fyldig og har mere volumen end mange andre bourgogner. Syren er dog fortsat meget styrende … som på togskinner … og det er sgu smukt.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 359 kr.

Rating 6/7