Tag-arkiv: Tyskland

2013 Weingut Chat Sauvage, Jeder Zeit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2013 Weingut Chat Sauvage, Jeder Zeit Pinot Noir, Rheingau, TysklandJeg er tosset med Weingut Chat Sauvage. Så simpelt kan det siges, men denne Jeder Zeit Pinot Noir er lidt noget skrammel og ikke repræsentativ for vinene fra huset.

Weingut Chat Sauvage er nemlig et fremragende vinhus, som jeg besøgte i efteråret 2017. Det kan du læse mere om i blogindlægget Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland. Under besøget lærte vi også, at netop denne vin, Jeder Zeit Pinot Noir reelt ikke regnes med i husets sortiment. Den er faktisk slet ikke på deres prisliste, men er formentlig alene lavet direkte til det danske marked og med opkøbte druer.

Vinen er lavet med traditionel gæring på ståltanke, hvorefter 40% af vinen lagrer på brugte fade. Vinen aftappes uden filtrering.

Næsen afslører en lidt træt og overmoden frugt, klare Pinot Noir noter med lidt mere kraft og varme end jeg normalt foretrækker, kirsebær, lidt lakrids, mint og krydderier, men det overmodne dominerer lidt for meget.

Det samme gør sig gældende for smagen, som dog er mere let og luftig end duften indikerer, men den smager lidt speciel, måske mest af alt fordi, at frugten – hindbær og ribs – er lidt for moden og slap … og det gør, at vinen bliver lidt tynd, pjokket og veg.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 160 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2017 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

22017 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Riesling Trocken, Pfalz, TysklandWeingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan er et fabelagtigt vinhus og derfra smager vi nu en af husets Gutsweine, nemlig deres tørre Riesling … men fortsat med den klassiske etiket i jugendstil med den romerske kejser Probus.

Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan er grundlagt af Jordan familien tilbage i 1718, men flyttede først til deres nuværende beliggenhed i Deidesheim i 1783, hvor det var Andreas Jordan som lagde grundstenen for deres gode Riesling vine. Han fik gjort vinene fra Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan berømt i hele Tyskland, bl.a. var vinene meget efterspurgt af den tyske digter/politiker Johann Wolfgang von Goethe.

Faktisk har man på vingården i dag nogle af flaskerne fra starten af vingården. I vinkælderen er der lavet et museum, hvor man kan se deres ældste vin, en 1706’er … altså fra før vingården officielt startede. Fra år 1880 og frem har man alle årgangene.

Deres tørre Riesling vine har en etikette i Jugendstil, hvor den romerske kejser Probus er afbilledet. Etiketten på 1811’eren er én af de ældste vinetiketter i Tyskland. 1811’eren er i øvrigt én af de bedste årgange i historien … overhovedet. På vingården kaldes den komet-årgangen, og påstås den dag i dag at være ganske drikkelig.

Successen medførte også, at Andreas Jordan i 1815 købte den nærtliggende Ketschauer Hof, som har betydelige og værdifulde vinmarker med de bedste beliggenheder.

Da sønnen Ludwig Andreas Jordan overtog driften var vinhuset ganske anerkendt, og Ludwig Andreas endte da også med en post i Rigsdagen. Efter hans død arver datteren vinhuset, og da hun var gift med en Bassermann, som også lagde navn til vinhuset.

Senere i 1917 adles familien … så kan der stoppes et “von” med i titlen og dermed fremkom det nuværende navn Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Frem til 2002 forblev vinhuset på familien Bassermann-Jordans hænder. I 2002 – efter næsten 300 år eje – solgte Dr. Gabriele von Bassermann-Jordan imidlertid vinhuset til forretningsmanden Archim Niederberger. Og siden Archim Niederberger overtog roret, er der taget anseelige tiltag for at højne kvaliteten yderligere.

Selve vingården og de omkringliggende bygninger har gennemgået en total renovering, og der er yderligere kommet en gourmetrestaurant, et luksushotel og et brasserie til.

I kældrene er det dog fortsat vinmageren Ulrich Mell, som siden 1996 har stået for produktionen. Men efter ejerskiftet er der også sket store investeringer i såvel vinmarker som vinproduktionen.

Men i 2013 døde Achim Niederberger pludselig pga. en alvorlig sygdom, så i dag er det hans kone Jana, som viderefører vinhuset efter Achims visioner.

Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan ejer af 42 hektar og nogle af de mest anerkendte marker, bl.a. markerne Deidesheimer Kieselberg, Paradiesgarten, Deidesheimer Mäushöhle og Grainhübel.

Men der er dog specielt Grosse Lage markerne Forster Ungeheuer, Hohenmorgen, Kalkofen, Pechstein, Freundstück in Forst, Kirchenstück, Langenmorgen in Deisheim, Jesuitengarten og Ölberg som er med til at give husets store Grosse Gewächse vine.

Hos Bassermann-Jordan laver man både Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage/Grosse Gewächse vine, og denne tørre Riesling er altså husets eneste Gutswein.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker omkring Deidesheim, Ruppertsberg og Forst. Markerne er rige på sandsten, ler, kalksten og Löss og nogle steder også vulkanske klipper.

Druerne er høstet manuelt og vinen lavet med 24-timers kold hvile inden gæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret 3-4 måneder. Den har 5,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det søde og modne æbler … masser af æbler, citrus og sarte blomster. I munden er er der langt mere citronsyre og det er virkelig en frisk, mineralsk og syrerig Riesling, hvor du slet ikke fornemmer de 5,5 gram restsukker.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Weingut Juliusspital, Würzburger Silvaner, Franken, Tyskland

2015 Weingut Juliusspital, Würzburger Silvaner, Franken, TysklandJeg har ikke smagt vin fra Weingut Juliusspital siden mit besøg i Franken i sommeren 2015, men nu smager jeg igen en vin fra det imponerende vinhus, nemlig deres almindelige Würzburger Silvaner.

I sommeren 2015 drak jeg bl.a. en 2013 Würzburger Müller-Thurgau Trocken og skrev også lidt om den over 435 år gamle institution Stiftung Juliusspital Würzburg midt i byen. I det blogindlæg kan du også læse mere om det historiske, vigtige og store vinhus, der årligt over omkring 1 millioner flasker vin.

Denne Würzburger Silvaner er en Ortswein, altså niveauet over Gutswein og er selvfølgelig lavet på 100% Silvaner. Den er vinificeret i rustfrie ståltanke ved 16-18 grader over 30 dage, hvorefter den er lagret sur lie i ståltankene en periode. Der er 2,2 gram restsukker pr. liter i vinen og den kommer selvfølgelig i en herlig klassisk Bocksbeutel.

Næsen er fin og ren med lidt røg, grønne grene, citrus, lidt tropisk frugt … meget ligetil og frisk. Det gælder sådan set også smagen med et blødt bid, tropisk frugt og citroner. Det smager faktisk rigtigt godt og et fint eksempel på, at man er dygtig til Silvaner i Franken.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Weingut Markus Schneider, Blaufränkisch Tradition, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Markus Schneider, Blaufränkisch Tradition, Pfalz, TysklandDet var et fantastisk felt af vine, som vi havde fået banket ned nytårsaften og denne Blaufränkisch Tradition fra Weingut Markus Schneider imponerede mig også og øgede kun min kærlighed til den blåfrankiske drue.

Weingut Markus Schneider fra den lille by Ellerstadt i Pfalz har jeg skrevet om tidligere. Han har fra hans helt unge år altid været fascineret af vin, så da hans far Klaus Schneider i 1990 fik mulighed for at købe en vingård i Ellerstadt … ja så købte han ejendommen  til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 hos Dr. Bürklin-Wolf i Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som året nye vinmager af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som året opdagelse.

Markus har 60 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke.

Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet. Markus laver ca. 420.000 flasker vin årligt.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine en smule anderledes end andre tyske producenter. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver og således meget elegante.

Denne Blaufränkisch Tradition er lavet med druer fra 3 marker, som Markus fik mulighed for at overtage for nogle år siden. Vinstokkene er omkring 60 år gamle og druer høstet med 88° Oechsle og har gæret i åbne kar med 14 dages maceration efterfulgt af presning og gæring uden den mindste indgriben. Derefter er vinen lagret i franske egefade, heraf 40% nye fade.

Nøj hvor en lækker aroma. Vi er ovre i den lidt federe afdeling … godt med lakrids, men duften er pokkers levende og vibrerende med flæsk, mejeri, endda et vaskeri med nyvasket og nystrøget tøj, blomster, vanilje og en mørk, syrlig frugt, brombær, syrlige kirsebær, blommer og lidt julekrydderier.

Smagen er også mørk frugt med syrligt bid, men langt lettere, meget mere frugtrig og saftig end forventet. Der er noget stringent, klart og let over frugten, masser af tanniner, tørhed og frugtsyre, men samtidig stor saftighed med Cultura drikkeyoghurt, blæk, grafit og på ingen måder en kantet og bondsk Blaufränkisch. Der er friskt, elegant, pågående og charmerende … og jeg synes, at det er fremragende.

Købt i Tyskland til 19,50€ … svarende til 145 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Weingut Günther Steinmetz, Piesporter Treppchen Riesling von Terrassen, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Günther Steinmetz, Piesporter Treppchen Riesling von Terrassen, Mosel, TysklandMoselvand af bedste skuffe … Piesporter Treppchen Riesling von Terrassen fra Weingut Günther Steinmetz og proppet med klassiske Mosel dyder.

Jeg har tidligere skrevet om den gode og dygtige Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith i dag driver den lille vingård i Brauneberg. Så historien og yderligere info om vinhuset kan I finde i et af de tidligere indlæg, fx indlægget om hans 2014 Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert … en vin, som jeg i øvrigt har smagt i flere årgange.

Det har jeg ikke med denne Piesporter Treppchen Riesling von Terrassen, hvor druerne kommer fra den 90 år gamle og meget stejle Piesporter Treppchen vinmark. Marken er fyldt med grå/sort skifer og er næsten utilgængelig … så stejl er marken og selvfølgelig foregår alt med håndkraft der.

Druerne til Piesporter Treppchen Riesling von Terrassen er høstet ved 96° Oechsle, hvilket jo reelt svarer til Auslese niveau, men vinen er vinificeret som en tør vin, selvom den indeholder hele 20 gram restsukker pr. liter, hvilket gør at vinen jo reelt hører under kategorien mild. Vinen er alene lavet i rustfrie ståltanke.

Næsen byder på en næsten bundløs dybde, masser af Mosel sødme, intens petroleum, virkelig smukt, en pose nødder, en havbrise samt gule frugter, ganske modne pærer, nedfaldsæbler med brune pletter, fersken, tørrede abrikoser, akaciehonning, blomster, syrener, let mynte, røg og våde sten. Det er nærmest en eksplosion af friske og saftige dufte.

I munden overraskes du af en større sødme end lige forventet, og det er nærmest et koncentrat af æblemost, men der er samtidig en mineralsk friskhed og saftighed over vinen. Der er kridt, citron, abrikos samt en dyb, saltet og stenet smag. Det er både blidt, blødt, rundt og har samtidig en olieret fedme, som nærmest klæber til dine smagsløg i munden. Slup. Det smager vildt godt … syndigt, dekadent, vibrerende, levende, stenet, intens og røget, selvom flere omkring bordet synes sødmen var vel rigelig.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, men denne er ikke pt. i sortimentet … og jeg kan faktisk heller ikke huske, hvad prisen var, da jeg købte den.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Winzervereinigung Freyburg-Unstrut, 100% Spätburgunder Kabinett, Saale-Unstrut, Tyskland

2016 Winzervereinigung Freyburg-Unstrut, 100% Spätburgunder Kabinett, Saale-Unstrut, TysklandI jeres flittige vinbloggers jagt på god Spätburgunder kan denne 100% Spätburgunder Kabinett fra Winzervereinigung Freyburg-Unstrut godt streges af listen. Det er simpelthen bare ikke godt nok … også selvom navnet 100% Spätburgunder jo ellers kan virke tillokkende nok.

Vinkooperativet bag den vaskeægte Spätburgunder … Winzervereinigung Freyburg-Unstrut ligger – som navnet også indikerer – i byen Freyburg, der ligger omkring 60-70 kilometer sydvest for Leipzig i Saale-Unstrut vinregionen.

Winzervereinigung Freyburg-Unstrut er grundlagt tilbage i 1934 af 27 vinavlere, men i dag tæller kooperativet omkring 400 medlemmer, som samlet har 400 hektar vinmarker, der danner baggrund for produktionen af de forskellige vine.

Denne 100% Spätburgunder Kabinett kommer fra nogle af disse marker med 85% Muschelkalk og 15% Löß, som der så smukt står på etiketten.

Og så er den lavet af den kvindelige vinmager Kathleen Romberg, der endda også har sat sin autograf på selvsamme etiket. Det er formentlig én af de kvinder, som I kan se på billedet ovenover.

Jeg har ingen oplysninger om, hvordan denne 100% Spätburgunder Kabinett er lavet, så derfor springer vi så blot hovedkulds ind i mine smagsnoter. Så er I advaret.

Duftmæssigt er det tør og støvet jord, en gammel reol, hvor der ikke er støvet af i årevis, lidt bivoks, mørke kirsebær, vilde skovbær, men sammenlagt lidt lukket og kedelig duft og ikke særlig indbydende, hvis jeg skal være ærlig.

Smagen er tynd, skarp, kantet og sur. Det er noget tyndt pjask uden dybde, men vandet med jern, sure bær og den smager faktisk ikke særlig godt. Tynd, sur og kedelig.

Købt på ferie i Berlin til 7,99€ … svarende til 59 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7 

2016 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Handwerk Spätburgunder, Ahr, TysklandWikipedia siger, at begrebet håndværk dækker bredt over håndværksfagene, hvis udøvere kaldes håndværkere. Så må man blot sige, at Julia Bertram er en pokkers mesterlig håndværker, hvilket denne Handwerk Spätburgunder som altid er et fint eksempel på.

Julia er jo – uden tvivl – min absolut ynglings vinmager af det kvindelige køn. Men det ved alle de trofaste læsere her på vinbloggen vist allerede. Jeg har drukket mange af hendes vine … og kommer fortsat til at drikke mange af hendes vine fremover. Ja faktisk er vinkøleskabet godt fyldt med vine af kvinden fra Ahr.

Jeg har egentlig smagte denne 2016 Handwerk Spätburgunder flere gange, men egentlig ventet med at anmelde den. Men da lageret nu begynder at svinde ind, så får I hermed lige min helt friske anmeldelse af vinen.

Vi har i næsen en smule af den animalsk kostald, som vi jo elsker, men her bestemt ikke er oversød på nogen måder. Den har nærmere en ren, frugtrig og syrlig aroma med ikke helt modne kirsebær, hindbær ribs og dufter samtidig af grønne blade og en aroma, så det føles, at man selv står i vinkælderen. Der er små krydderier, som driller næsen … peber, nelliker og så svage mineraler. Samlet får man lidt burgundiske tanker.

Den har smagsmæssigt slet ikke samme dybde og kompleksitet, som mange af Julia andre og dyrere Spätburgundere, men er meget lys, let og mangler lige det sidste bundtræk. Men som entry-level vin er det fortsat ganske lækkert med renhed, lette bær, okay syre og saltede og sødkrydrede elementer i slutfasen.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 135 kr., men desværre er alt fra Julia vistnok totalt udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut J. Neus, Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandDet var et rent arsenal af forkælelse, som Jan diskede op med og næste vin var lige up my alley … Pares Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut J. Neus, der holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen.

Weingut J. Neus er grundlagt i 1881 af Josef Neus og var berømt i det 19. århundrede for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag. I 2012 blev den købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn.

Der dyrker de primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer som Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Her er det Weingut J. Neus’ Pares Spätburgunder Großes Gewächs, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Pares, der har sit navn efter den lokale betegnelse for paradis. Marken ligger på Mainz bjerget ned for Nieder-Ingelheim og er samlet på 9 hektar, men Neus ejer dog ikke hele marken.

Vinen er lavet af de særlige Spätburgunder Neus kloner og lavet med håndkraft med traditionel maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 22 måneder på franske barriques. Großes Gewächs vinene får simpelthen lidt mere kærlighed.

I glasset er vinen herlig lys og transparent … men duftmæssigt dyb tusmørke med sød, fed og animalsk kostald med et par tjæreholdige jernbanesveller smidt ind. Det er brændte fade, et nøddet islæt, vanilje, kanel, gazebind, lidt mælkede aromaer, en syrlig og balsamisk nerve, tørrede krydderier samt lidt fennikel. Det er virkelig en kompleks aroma, som stritter lidt i mange retninger.

Smagen er også langt mere pebret og krydret, end jeg lige havde forventet. Det er tørt … meget tørt, men alligevel kommer Pinot Noir’ens lethed til udtryk i smagen og kombineres med masser af jern, lidt blod, stentøj og mineraler. Vild mineralsk dybde, vildt godt, men også en Spätburgunder, som ikke lige minder om de gængse.

Forhandles af Mr. Ruby, men denne er ikke pt. i sortimentet.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Berge Lemberger GG, Württemberg, Tyskland

2014 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Berge Lemberger GG, Württemberg, TysklandWAOW og WAOW igen … nok den bedste vin, som jeg endnu har smagt fra vinområdet Württemberg. Jeres flittige vinblogger snakker om vinen Stettener Mönchberg Berge Lemberger Großes Gewächs fra Weingut Karl Haidle. Det smager freaking f … bare mega, enormt, vildt godt.

Weingut Karl Haidle holder til tæt på ruinerne af den gamle borg Yburg – en gammel 1300-tals befæstning, opkaldt efter én af de tidligere ejere Hans von Yberg – i den lille by Kernen-Stetten. Vi er i området Remstal og vinområdet Württemberg i delstaten Baden-Württemberg.

Vinhuset er grundlagt i 1949 af Karl Haidle og er én af de ældste vingårde i Remstal. I dag drives vingården af 3. generation, nemlig af den unge Moritz Haidle, som i 2014 overtog driften fra sin far Hans Haidle.

Faderen Hans havde selv overtaget driften i 1968 og havde siden overtagelsen udvidet både vineriet og opkøbt yderligere vinmarker, således de oprindelige 0,5 hektar i dag er vokset til 25 hektar vinmarker.

Moritz Haidle er uddannet ønolog fra Geisenheim og har efter sin uddannelse arbejder hos Thomas Seeger i Baden og Gunther Künstler i Rheingau … suppleret med praktikophold i både Australien, Californien og Frankrig.

Han er derudover en talentfuld tegner og interesserer sig samtidig for hip hop, graffiti og deltager også – når tiden tillader det – i freestyle rap battles.

Som sagt har Haidle 25 hektar vinmarker, og den bedste mark er Stettener Pulvermächer, som ligger lige bag vingården. Herudover tæller arealet også gode marker som Stettener Mönchsberg Berge, Lindhälder, Häder og Mönchberg Gehrnhalde i Stetten samt Burghalde i Schnait.

Den bedste mark Stettener Pulvermächer, som ligger helt opad borgen Yburg, anvendes til husets Riesling. Den mark har sit navn fra et nærliggende gammelt stenbrud, hvor personen, som forestod de farlige sprængninger, blev kaldt en Pulvermächer.

Samlet har Haidle omkring 7 hektar med Riesling og ellers er markerne tilplantet med Kerner samt røde sorter som Dornfelder, Trollinger, Spätburgunder, Lemberger og Zweigelt. De bedste af husets vine på Lemberger, Spätburgunder, Dornfelder og Zweigelt modnes i franske barriques.

Samlet producerer vingården omkring 140.000 flasker vin hvert år og er selvfølgelig også medlem af VDP … Verbandes Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Denne Stettener Mönchberg Berge Lemberger Großes Gewächs er lavet med druer fra Grosse Lage marken Mönchberg Berge … en del af den samlede Mönchberg mark, som ligger i den sydlige del af Stetten som en del af Schurwald … og ligger lige op til skoven.

Tidligere blandede lavede man alene én samlet vin fra parcellerne Mönchberg Berge og Mönchberg Gehrnhalde, men i dag laver der to separate enkeltmarksvine fra de to  marker.

Haidle dyrker primært Lemberger aka Blaufränkisch på Mönchberg Berge, da jordbunden med rød stensten og mergel giver tunge, stærke og komplekse vine. Denne Stettener Mönchberg Berge Lemberger er lavet med forholdsvis kort gæring med skallerne og derefter lagret 24 måneder på nye, neutrale barriques.

I næsen er der først lidt brændte noter, frugten er blåbær, kirsebær og måske endda lidt blommer. Frugten er intens, nærmest brændt eller flamberet. Der er vanilje, chokolade, sødme, en fed og mørk power i vinen, masser af eg og læder. Yams.

Smagsmæssigt bliver det endnu bedre … intens, elegant, cremet med power, sødme og kraft. Det smager vildt godt. Der er en urtet kant, karamel, kakao, enebær og mørk frugt med en syrlig kant, en blid syre og alt i total harmoni. Hvor er det smuk komponeret … en vinøs symfoni af dimensioner.

Det er nok bedste vin, som jeg har smagt fra Württemberg. Sidst jeg blev begejstret for en vin fra det område, da var det faktisk også på Lemberger aka Blaufränkisch druen, nemlig fra Weingut Roterfaden.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 38€ … svarende til 283 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Weingut Sinß, Windesheim Spätburgunder S, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Sinß, Windesheim Spätburgunder S, Nahe, TysklandJeres Spätburgunderelskende vinblogger udforsker fortsat tyske vinhuse, som kan levere den magiske væske … og her en Windesheim Spätburgunder S fra Weingut Sinß, der – surprise – ligger byen Windesheim i den øverste del af Nahe.

Familiens Sinß har været vinbønder i området og over 200 år, men i dag drives vingården af brødrene Markus og Johannes Sinß med hjælp fra deres forældre. I kan i øvrigt se hele familien på billedet ovenover.

Markus og Johannes Sinß er begge uddannede vinmagere fra Geisenheim, der jo ikke ligger så langt fra vingården. De har samlet 13 hektar vinmarker, nemlig markerne Römerberg, Rosenberg og Sonnenmorgen, hvor de primært dyrker Spätburgunder, Riesling, Weißburgunder og Grauburgunder.

I kælderen laves de hvide vin i ståltanke, barriques eller store 500 liter foudres, mens de røde vin altid laves med maceration på egefade og lagrer i store egefade eller barriques. Vingården er medlem af  Winzervereinigung Generation Riesling.

Her smager vi altså Weingut Sinß’ Windesheim Spätburgunder S, som vel kan betegnes som en Ortswein, altså med druer fra flere af gårdens marker. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men den skulle vistnok være lagret 12 måneder på barriques.

Næsen byder på den velkendte, animalske tyske og søde kostald, men derefter bliver aromaerne en tak mørkere end normalt med kul, lakrids, eg, brændte fade og bolsjer. Frugten er varme, modne kirsebær og meget omfavnende.

I munden er vinen blød, rund og ganske kraftig … igen en mørkere side af Pinot Noir, hvor der er kraft, peber og godt med krydderier. Der er eg, brændte elementer, en vis sødme og faktisk fint og flot balanceret, selvom det på ingen måder er en let og lys Spätburgunder, men godt smager den sgu.

Jeg balancerer lige et sted mellem 4,5 og 5 af de fede fingre, men lander den på pga. den gode balance og en lækker næse.

Købt i Berlin i sommers, pris 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 5/7