Tag-arkiv: Loire

2008 Domaine Guion, Bourgueil Cuvée Prestige, Loire, Frankrig

2008 Domaine Guion, Bourgueil Cuvée Prestige, Loire, FrankrigUtroligt, hvad et enkelt år kan gøre. Rolig nu … jeg forsøger ikke at være filosofisk på nogen måder, at skrive noget om, hvor hurtig tiden går eller endsige komme med bud på, om hvor pokker tiden bliver af.

Nej … jeg konstaterer blot kold og kynisk, at denne 2008’er af Cuvée Prestige vinen fra Domaine Guion blot er markant bedre end 2009’eren. Markant … endda så meget, så det var én af de vine, som virkelig gjorde indtryk på mig ved orgiet af rød Cabernet Franc vine fra Loire.

Og hvor herligt, da det samtidig er en vin, som alene koster 85 kr. Virkelig en no-brainer. Men det vender jeg selvfølgelig fluks tilbage til. Elsker disse overraskelser … små producenter, som bare laver spændende vine.

Og de er lige præcis hvad Stéphane Guion gør. Udover at Stéphane af natur er en stille og eftertænksom mand, så bruger han nemlig al sin tid i enten markerne eller vinkælderen og ses sjældent til smagninger og messer, selvom han er et højt respekteret medlem af fællesskabets af vignerons … vinbønder i Bourgueil, som specielt er misundelig på Stephanes økologiske resultater.

Udover den hårde arbejdsindsats, så er der det specielle ved Domaine Guion, at Stéphane lagrer sin vintønder i en gammel hule/grotte, som under anden verdenskrig tjente til skjulested for modstandsbevægelsen. Denne grotte deler Stéphane sammen med seks andre vinfamilier.

Men denne Cuvée Prestige i årgang 2008 er selvfølgelig lavet på samme måde som 2009’eren og altså lagret mindst 12 måneder på egefade, men alene brugt fade.

I næsen er vinen langt mere animalsk end 2009’eren … dufter sindssygt godt med blødhed, lyse bær, tobak, lidt jord, urter .. måske endda lidt syrlig kirsebær og svedsker … bare sådan helt let og lyst med en snert af lidt blomster og aske fra en stor havanneser.

Smagsmæssigt er syren bare mere præcis end i 2009’eren med stor tørhed, stramhed, bidsk syre … tanniner, men let, blødt og intenst. Er måske også på toppen lige nu … lidt ligesom os. Virkelig en lækker, let og total drikkevenlig vin, som alligevel har kant, syre og lækker hår. Hmmmm.

Forhandles hos Vinimperiet, hvor prisen er 85 kr. og det er sgu billigt.

Rating 5,5/7 

2009 Domaine Guion, Bourgueil Cuvée Prestige, Loire, Frankrig

2009 Domaine Guion, Bourgueil Cuvée Prestige, Loire, FrankrigMed næste to vine bliver vi i området omkring Bourgueil, nemlig med vinen Cuvée Prestige i både årgang 2009 og 2008 fra vinhuset Domaine Guion, som holder til i byen Benais en kilometers penge nord for Domaine de la Chevalerie i Restigné.

Og vi starter med vinen i årgang 2009 fra det lille vinhus, som drives af Stéphane Guion, som overtog driften efter hans far i 1994. Faderen havde selv grundlagt Domaine Guion i 1950’erne og var i det hele taget ganske forud for sin tid … blandt andet startede faderen allerede tilbage i 1965 den økologiske drift på gården.

Inden Stéphane overtog driften havde han selv studeret til vinmager, været på praktikophold i Bordeaux og i en periode også arbejdet som ansvarlig kældermester i Loire. Nu viderefører han arven med husets 8,5 hektar vinmarker, hvor Cabernet Franc vinstokkene er 10-80 år gamle og jorden præget af ler og kalksten.

Alle af Stephanes vinstokke ligge inden for Bourgueil appellation, centreret om landsbyen af samme navn, vest for Tours.

Der laves kun få vine på Domaine Guion, en Vin Rosé Sec samt de tre rødvine, Cuvée Domaine, Cuvée Prestige og Cuvée Des Deux Monts, som er opkaldt efter de to bjerg-/bakketoppe, som findes over hans vinmarker. Det er en vin, som kun laves de allerbedste år. Den samlede årlige produktion på Domaine Guion ligger på 35.000 flasker.

Stéphane Guion bruger kun druernes naturlige gær og bruger ikke nogen tilsætningsstoffer … bortset fra meget små mængder svovl tilføjet under aftapning for bedre at bevare vinen.

Denne Cuvée Prestige er lavet af druer fra de ældste vinstokke, typisk 35-80 år gamle vinstokke, og ellers er vinen lavet med 3 ugers udblødning, 8-10 måneder på ståltanke samt mindst 12 måneder på gamle fade.

Igen er der godt med intensitet i næsen, sådan frisk frugt … men meget ung frugt, boysenbær, umodne brombær, urter, lakrids og der er bestemt også lidt noter af eg og svag røg. I munden er vinen meget rank … med en slags blækket syre, direkte og pågående frugt, ja faktisk godt med frugt, en vis stramhed, som om vinen godt kunne klare et par år mere i kælderen. Meget charmerende vin.

Vinimperiet forhandler vin fra Domaine Guion, men har kun årgang 2008 på lager. Den koster 85 kr., hvilket er uhyrligt billigt.

Rating 4,5/7   

2009 Domaine de la Chevalerie, Bourgueil Bretêche, Loire, Frankrig

2009 Domaine de la Chevalerie, Bourgueil Bretêche, Loire, FrankrigI det røde Loire spor var næste vin denne Bretêche fra et ganske historisk vinhus, nemlig Domaine de la Chevalerie, som ligger ved den lille by Restigné … få kilometer øst for Bourgueile og få kilometer fra Loire floden.

Domaine de la Chevalerie er grundlagt tilbage i 1640 af Caslot familien og drives i dag af 14. generation i form af søskendeparret Stephanie og Emmanuel Caslot med lidt hjælp fra deres far Pierre. Stephanie tager sig af salg og markedsføring, mens Emmanuel står for produktionen.

Vinhuset har samlet 38 hektar vinmarker overvejende på sydvendte terrasser og skråninger, nemlig vinmarkerne Bretêche, Grand-Mont, Peu Muleau, Busardiéres, Chevalerie og Galichets. I 2003 begyndte familien omlægning til økologisk produktion og blev certificeret fra 2009 høsten. Siden er de også begyndte at eksperimentere med biodynamisk produktion.

Familiens filosofi er at understøtte og beskytte vinstokkene og druerne for at give dem de bedste vækstmuligheder med det formål at sikre sig sunde druer og autentiske vine. Vinene skal blot udtrykke deres respektive terroirs og den respektive årgang.

I produktionen begrænses håndteringen derfor til et minimum, så det er begrænset beskæring, lave udbytter, manuel høst og sortering, brug af druernes vilde gær, kold udblødning og brug af 2-4 år gamle demi-muids.

Denne Bourgueil Bretêche er selvfølgelig lavet med druer fra marken Bretêche, og byder i næsen på mere dybde og sjæl end foregående vin. Den har en nærmest dyb animalsk aroma med jordbær, rørsukker, lette blommer, næsten lidt svedsker, sod, røg, peber og kastanjer.

I munden er vinen også mørkere, mere fyldig og kødfuld … selvom vi selvfølgelig fortsat er ovre i det Cabernet Franc baserede univers, hvor vi slet ikke finder deciderede voluminøse vine. Vinen er dejlig rund, blød og blid … stadig med syreangreb, mineralitet, flint og peber, blot blidere og mere imødekommende. Frisk vin … en anelse fladhed, men med mere fylde. Den kan jeg sgu godt li’.

Forhandles ikke af Vinimperiet, men ellers ville Bjarne prissætte den til 185 kr.

Rating 4,5/7   

2012 Fabrice Gasnier, La Queue de Poêlon, Loire, Frankrig

2012 Fabrice Gasnier, La Queue de Poêlon, Loire, FrankrigI det frankofile Cabernet Franc orgie mæskede vi os løssluppent videre med næste vin, nemlig vinen La Queue de Poêlon fra vinhuset Domaine Fabrice Gasnier, som ligger nær landsbyen Chezelet i kommunen Cravant-les-Coteaux.

Vinhuset er grundlagt for lidt over 100 år siden, nemlig i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Aimé Gasnier grundlagde vinhuset med beskedne 3 hektar vinmarker i form af markerne Les Poileries og Queue de Poêlon.

Aimé dyrkede dog ikke kun druer, men også hvede og byg … og havde såmænd også lidt køer, grise og får, men da sønnen Hubert Gasnier overtog gården i 1935 blev vinproduktionen sat mere i system og han øgede da også vinmarkerne til 17 hektar. Det var imidlertid sønnen Jacky Gasnier, som ændrede vingården til alene at være en vingård … uden køer, grise og får, og alene vinproduktion, da han i 1966 overtog driften efter faderen.

I dag er arven gået videre til 4. generation, nemlig sønnen Fabrice Gasnier, som siden 1990 har været involveret i driften, men nu ejer vingården og forestår driften sammen med hustruen Sandrine. Fabrice er uddannet indenfor landbrug fra Gennes, og har inden overtagelsen af ejendommen i Chezelet arbejdet på vingårde i henholdsvis Champagne og Bourgogne

Fabrice og Sandrine Gasnier ejer i alt 27 hektar, primært gamle Cabernet Franc-stokke, og tæller markerne Les Battereaux, Les Haies Martels, La Queue de Poêlon, Le Clos de Chezelet og Les Égratigneaux. Det er et område, hvor jorden er præget af forskellige kombinationer af Chinon-jord, bl.a. kridt, grus, sand og ler.

Alle markerne dyrkes biodynamisk … et arbejde som blev startet i 2000 … først med omdannelse til økologisk dyrkning, og derefter ved indførelse af principperne for biodynamisk vindyrkning. I 2009 blev Domaine Gasnier certificeret biodynamisk af Demeter. Patrice laver omkring 120.000 flasker vin på domænet.

Denne La Queue de Poêlon er selvfølgelig lavet på Cabernet Franc druer fra marken Queue de Poêlon, hvor stokkene er omkring 60 år gamle og alene giver et udbytte på beskedne 26 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med udblødning i 32 dage og derefter modnet på små betontanke i 18 måneder.

Og vinen er også virkelig bio … på godt og ondt. I næsen er der ged, våde får, blæk, violer, tyggegummi, syrlighed, en smule eucalyptus, grønne urter samt røg og mad over bål. Og i munden virkelig frisk vin, meget let … nærmest tynd i det, men måske også en anelse flad i udtrykket … mangler lidt overskud. Tanninerne er bløde og vinen har også en let sødme, nærmest med en smule chokolade.

Jeg er ikke helt solgt og synes måske, at lillesøsteren Les Graves er en tak bedre.

Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 138 kr.

Rating 3,5/7  

2014 Domaine Jaulin-Plaisantin, Le Dolmen, Loire, Frankrig

2014 Domaine Jaulin-Plaisantin, Le Dolmen, Loire, FrankrigIfølge Wikipedia er et orgie en gruppeaktivitet som indebærer tøjlesløs opførsel. I dag bruges ordet oftest om gruppesex, men kan også omhandle vold, mad eller drikke/ædegilder eller en hvilken som helst blanding af disse.

Og et orgie var netop, hvad Bjarne fra Vinimperiet havde indbudt til … men dog alene et orgie af Cabernet Franc, nok den mest omfattende røde Loire smagning i kongeriget med hele 22 vine på programmet. Og jeres flittige vinblogger var selvfølgelig på pletten. Tøjlesløs som vanligt.

Vinimperiet ligger i Underværket i Randers og har specialiseret sig økologiske og biodynamiske vine fra specielt Loire  … små producenter, der fokuserer på økologiske og naturlige dyrknings- og produktionsmetoder.

Vi startede med to vine, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig vinen Touraine Milles Feuilles fra Patrick Corbineau – som i øvrigt smagte endnu bedre end første gang – og vinen Les Graves fra Gasnier, men den tredje var denne Le Dolmen fra vinhuset Domaine Jaulin-Plaisantin, som vi finder i appellationen Chinon.

Domaine Jaulin-Plaisantin holder til ved byen Cravant-les-Côteaux i Touraine, kun få kilometer øst for selve Chinon by, som således ligger navn til appellationen AOC Chinon. Det er nok den appellation i Loire, som sammen med AOC Saumur laver de bedste rødvine, som er gode unge, men kan gemmes 10-20 år.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Sébastien Jaulin og Yves Plaisantin, hvor Sébastien tager sig af markarbejdet og Yves af produktionen i kælderen. Yves kommer fra Lyon og er søn af en farmaceut indenfor veterinærlægemidler. Han var egentlig i gang med at læse philosofi, men kedede sig og slog pludselig over på vinproduktion. Han kom i lære hos Clusel-Roch i Côte Rôtie, som var i gang med omstilling til biodynamisk drift.

I 2008 mødte han Sébastien Jaulin, som netop havde nogle vinmarker tæt ved Chinon, men primært havde solgt druerne bulk til andre producenter. Sammen begyndte de projektet med produktion af egne vine og omstilling til økologi. Denne omstilling er gennemført i 2015, hvor de også har fået deres certificering. Men i alle årene siden 2008 er vinstokkene dyrket uden nogen ukrudtsmiddel eller gødning, mens vinene vinificeres uden hjælp af ethvert produkt med undtagelse af en minimal dosis af sulfit.

De to fyre laver i alt 5 forskellige vine, nemlig vinene L’Enfer, Les Hauts et les Bas, Les Bourdes, Le Petit Cray og så denne Le Dolmen, som er lavet på ren Cabernet Franc fra forskellige parceller omkring Briançon, hvor vinstokkene er mellem 10 til 70 år gamle.

Vinen er lavet med udblødning i 2 uger uden pigeage eller remontage, modnet i cementtank. Derefter er der sket en let filtrering på kiselgur og tapning med en smule svovl, men ellers ingen tilsætninger overhovedet. Kiselgur – som også kaldes diatomit – er en bjergart, der består af skeletter fra encellede kiselalger, ler og silt. Det anvendes bl.a. til filtrering af både øl og vin, men kan godt give en lidt metalisk smag.

I næsen er godt med stald, læder … krydderier, urter, violer, lyse bær og nelliker, mens smagen byder på saft og kraft, meget velkomponeret med stramme tanniner, frisk og let frugt. Hold da op, hvor den smager godt, og man får virkelig meget vin for pengene.

Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 75 kr

Rating 5/7  

2014 Domaine des Sablonnettes, Fleur d’Erables, Loire, Frankrig

2014 Domaine des Sablonnettes, Fleur d’Erables, Loire, FrankrigSidste vin på Pondus for en uge tid siden – ja, jeg er langsom til at få opdateret – var denne Fleur d’Erables fra den lille vinhus Domaine des Sablonnettes, som ligger ved den lille by Rablay-sur-Layon i hjertet af appellationen AOC Coteaux du Layon i Loire.

Vinhuset drives af ægteparret Jöel og Christine Ménard, som overtog domænet i 1982 efter Jöels far, som selv havde grundlagt huset i midten af 1960’erne. Han var oprindelig bødker, men havde opkøbt 8 hektar vinmarker, hvorfra han dyrkede og producerede vin.

Jöel uddannende sig egentlig til elektromekaniker, men da han var vokset op med vin, så det endte med, at han sammen med hustruen Christine overtog den fædrene vingård og for alvor kastede sig over vinproduktion.

Og siden har ægteparret bygget vingården op og samtidig opkøbt yderligere vinmarker, så det samlede areal vinmarker i dag udgør 12,5 hektar. Der dyrker parret sorterne Cabernet Franc, Grolleau, Gamay og Chenin Blanc og omlagde i 1991 produktion til økologisk drift og i 1996 videre til biodynamisk drift.

De har også i 1999 købt en ældre og større ejendom, som nærmest ligger i centrum af deres marker, som består af mange små parceller, som ligger godt spredt i Rablay. Huset er efterfølgende restaureret efter de bedste biodynamiske principper, og samtidig byggede de også en vinkælder af biodynamisk materiale – og selvfølgelig blev placeringen fastlagt ved hjælp af en geobiolog.

Det var under byggeriet, at Christina og Joël lagde mærke til de specielle ugler, der fløj rundt om aftenen og natten i området. Hvad var så mere naturligt, end at lade disse være symboler på domainet og på etiketterne? Uglen er symbol på visdom og clairvoyance … en filosofi, som man på Domaine des Sablonnettes forsøger at efterleve i både arbejdet og relationerne med andre.

Etiketterne varierer fra vin til vin, men de er alle udført af den lokale kunstmaler Denis Huneau, som til daglig huserer i sit galleri i Moze i Loire.

Allerede tilbage i 1989 begyndte Jöel Ménard de første forsøg med søde vine og likører, og de faldt så heldige ud, at man på Les Sablonnettes siden har holdt ved og løbende eksperimenteret videre. Det er denne Fleur d’Erables et godt eksempel på. Vinen er lavet på 100% Chenin Blanc fra marker omkring Rablay.

Druerne høstes meget sent, hvor der begynder at vise sig tegn på Botrytis og derfor indeholder godt med sukker til potentielt 15-16% alkohol. Efter en langsom og lang presning for at få alle smagsstoffer med, vinificeres mosten og vinen lagres på ældre fade. Og det giver en fin lille dessertvin, som i næsen byder på let oxyderede æbler, hvide frugter, sødme, honning og en smule ristede nødder. Smagen er cremet, men alligevel frisk og lækker med sødme, nærmest flødeskum-lethed, æbler, honning, svag citrus og meget let tilgængelig.

Forhandles af Vinspecialisten og VildMedVin, hvor prisen er 250 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Domaine Clau de Nell, Cabernet Franc, Loire, Frankrig

2013 Domaine Clau de Nell, Cabernet Franc, Loire, FrankrigDe røde Loire vine stormer fra … og her har vi igen en tæskelækker én af slagsen, nemlig en Cabernet Franc fra Domaine Clau de Nell, som holder til tæt ved byen Ambillou-Château i Anjou. Der står også Anne-Claude Leflaive på etiketten, da vingården var et af Anne-Claudes små projekter.

Desværre døde Anne-Claude af kræft i år … blot 59 år gammel. Hun var ellers den drivende kraft hos det historiske vinhus Domaine Leflaive i Puligny Montrachet i Bourgogne, én af pionererne indenfor biodynamisk produktion … og så ejede hun også Domaine Clau de Nell sammen med hendes mand Christian Jacques.

Anne-Claude Leflaive overtog i 1990 Domaine Leflaive, et af de stolte og traditionsrige bourgognehuse i Puligny. Vinhuset har været ejet af Leflaive familien siden 1735, men blog dog reelt først grundlagt i dets nuværende form i 1905 af Joseph Leflaive. Han havde arvet 2 hektar vinmark af sin fader og sammen med sin gode ven François Virot udviklede han ejendommen til det, som vi kender i dag.

I 1926 helligede Joseph Leflaive sig vinbruget fuldstændigt, og efter den periode købte han flere vinmarker. Disse vinmarker Le Chevalier, Le Bâtard, Les Bienvenus, Les Pucelles og Le Clavoillon har givet huset sit ekstraordinære renommé. Indtil 1933 blev vinen solgt i fade, men lidt efter lidt begyndte Leflaive at fylde på flasker med egen etiket.

I 1953 arvede Leflaives 4 børn Domaine Leflaive og videreførte sammen familieforetagendet. De besluttede sig for at sætte flere kræfter ind på salg og markedsføring samt på investeringer i ejendommen, og i dag er ejendommen og vinhuset ejet af samlet omkring 30 familiemedlemmer, mens driften siden 1990 har været lagt i hænderne på Anne-Claude Leflaive … altså indtil hendes død i april.

Hun indførte efter hendes overtagelse af driften fra faderen Vincent den biodynamiske produktion, først på den del af markerne, men allerede i 1997 omlagde hun alle marker og produktion til at være biodynamisk. Selvom hendes beslutninger ikke altid var populære i familien, så fik Anne-Claude genrejst Domaine Leflaive til tidligere tiders storhed.

Vinene begyndte at få 95-100 points på Wine Spectator’s 100-point skala og hendes Chevalier-Montrachet 1995 scorede de magiske 100 points. Senere i 2006 blev Anne-Claude også kåret til “the world’s top white winemaker” af magasinet Decanter og i 2014 kaldes Institute of Masters of Wine hende for “Winemaker’s Winemaker”.

Domaine Clau de Nell købte Anne-Claude sammen med hendes mand Christian Jacques i 2008. Vingårdens daværende ejere Claude og Nelly (deraf navnet Clau de Nell) var påbegyndt en biodynamisk dyrkning af markerne i 2000, men var løbet ind i finansielle problemer. Anne-Claude og Christian har tidligere stødt på vingården i forbindelse med deres involvering i et biodynamisk projekt, som tilbød støtte og rådgivning til unge nye biodynamiske vinbønder.

Anne-Claude og Christian faldt for stedet og var fast besluttede på at købe domænet, til trods for at der ikke var blevet lavet vin de seneste 3 år. De hyrede derfor vinmageren Sylvain Potin, som tidligere havde været biodynamisk vinbonde og var født i Anjou. Han blev ansat som manager på ejendommen, og så gik de ellers i gang med at få skik på ejendommen og produktionen.

Vingården har samlet omkring 8 hektar vinmarker, hvoraf 5 hektar er Cabernet Franc, 2 hektar med den lokale Grolleau og 1 hektar med Cabernet Sauvignon. Vinstokkene er 30-90 år gamle og høstudbyttet ganske beskedent.

Der laves alene 3 vine på Domaine Clau de Nell, en Grolleau, denne Cabernet Franc og vinen Cuvée Violette, som er et blend af Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Udover de biodynamiske principper, så arbejdes der blandt andet med meget lave høstudbytter, manuel høst, naturlig gær, 100% afstilkning af druerne, lang maceration uden ekstrahering samt (skånsom) pneumatisk presning af druerne. Vinene lagres i vingårdens gamle, kølige, fugtige limstens kældre. Kældre som i sin tid har været beboet af områdets lokale.

Clau de Nell Cabernet Franc er høstet på ejendommens 5 hektar og 40 år gamle vinmark, hvor vinstokkene er plantet i lerholdig, sand- og limstens jordbund. Høstudbytt et er ca. 28 hektoliter pr. hektar (afhængig af årgangen). Druerne høstes manuelt i kurve à 12 kilo, hvorefter de sorteres i vinmarken inden vinificering. Vinen lagres 18 måneder på 5 år gamle franske træfade.

I næsen er vinen ganske rustik, animalsk … og jeg har også skrevet bio/naturewine (vi smagte vinen blindt). Der er violer, hindbær og … ikke en oxyderet, men en vild, parfumeret duft, som er virkelig anderledes og markant sammen med lidt rosmarin, kridt, blæk og kul. I munden er der en dejlig lethed, god syrlighed, hindbær, ribs … lækker syrlig kant og bitterhed. Med mere varme i glasset kommer der også lidt peber.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, prisen kender jeg ikke, men mon ikke den ligger lidt over 200 kr.?

Rating 5/7 

2014 Clos du Tue-Bœuf, Rouillon, Loire, Frankrig

2014 Clos du Tue-Bœuf, Rouillon, Loire, FrankrigDe røde vine fra Loire er ofte underrepræsenteret på de danske vinforhandlers hylder, men flere og flere er ved at få øjene op for disse flotte, rene og ofte friske vine. Og hér har vi netop fat i en af slagsen, nemlig vinen Rouillon fra vinhuset Clos du Tue-Bœuf.

Vinhuset ligger ved byen Les Montils i Cheverny regionen i Loire-dalen, og drives af brødrene Jean-Marie og Thierry Puzelat. Familien har været vinbønder i Les Montils gennem generationer, og begge brødre er uddannede vinmagere. I 1990 overtog Jean-Marie driften på Clos du Tue-Bœuf efter faderen og i 1994 tilsluttede Thierry sig også familieforetagendet.

Indtil Thierry tilsluttede sig havde vingården altid solgt druerne til store producenter, men det ændrede Thierry. Man begyndte at lave og flaske egne vine, og driften blev også i 1996 omlagt til økologisk drift. Thierry Puzelat havde nemlig året forinden mødt både François Dutheil fra Chateau Sainte-Anne i Bandol samt Marcel Lapierre, som lavede flotte, flotte vine uden sprøjtning eller tilsætningsstoffer, og det havde overbevist Thierry, at dette også var vejen for Clos du Tue-Bœuf.

I 1993 var Cheverny også blevet en officiel appellation AOC. Det betød, at vinene – for at bære navnet AOC Cheverny på etiketten – skulle være lavet på druerne Gamay, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec eller Pineau d’Aunis for de rødes vedkommende og Sauvignon Blanc, Chenin Blanc eller Chardonnay for de hvides vedkommende.

Imidlertid havde brødrene på Clos du Tue-Bœuf også andre gamle og lokale sorter som fx Grolleau, Menu Pineau eller Pinot Meunier, som faderen havde passet og plejet hele hans liv. Det er druesorter, der sammen med andre druer som fx Meslier and Romorantin bare er typiske for Loire, men som med AOC statussen i 1993 nu blev nægtet i de officielle vine fra området og derfor faldt i efterspørgsel. For mange vinavlere betød det, at disse sorter blev opgivet.

Det var Thierry ikke tilfreds med, og for at modvirke denne triste udvikling og redde de “dømte” druesorter besluttede Thierry i 1999 at oprette et negociantfirma, hvor han opkøbte disse druer fra Clos du Tue-Bœuf og andre økologiske og biodynamiske vinavlere, og så vinificere vinene under eget navn Thierry Puzelat. Dermed havde de lokale avlere et alternativ til de lokale kooperativer eller at opgive de gamle druesorter.

Senere tilsluttede venen Pierre-Oliver Bonhomme Thierrys negociantfirma, hvorved firmaet egne tilhørende vinmarker blev udvidet fra 3 til 6 hektar. Negociantfirmaet ændrede samtidig navn til Puzelat-Bonhomme, og de laver sammen en lang række at små og meget spændende mikro-cuvéer. Puzelat-Bonhomme køber druerne fra yderligere 10 hektar vinmarker, som enten er økologiske eller biodynamiske.

I det hele taget er Thierry lidt af en ildsjæl. Han har også grundlagt en none-profit organisation kaldet Association Amitié Argonne, som hjælper deltid vinavlere med beholde deres lokale druersorter fra at blice udryddet, og nogle af Thierrys vine kommer således fra marker, som vedligeholdes af foreningen Amitié Argonne.

Derudover har Thierry også åbnet en vinbar kaldet Les Becs à Vin i Orléans, hvor han har samme filosofi. Baren har et udvalg på 100 til 120 forskellige vine, som alle er lavet uden tilsætningsstoffer og fra organiske vinmarker. Og alle flaskerne kan selvfølgelig også købes med hjem.

Nå, men på Clos du Tue-Bœuf har brødrene samlet 14 hektar vinmarker. Og på gården laver de vine under appellationerne AOC Cheverny, AOC Touraine samt nogle almindelige Vin de France vine. Og alle med spændende og kunstneristiske etiketter, som er designet af Thierrys ex-kone Céline Despretz, som er en kendt fransk kunstner. Motiverne er primært inspireret af gamle kilder grotte tegninger og ting fra jernalderen.

Denne Rouillon er en AOC Cheverny vin, som er lavet på 50% Pinot Noir samt 50% Gamay. Druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke og med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Vinen har efter vinfikation lagret 6 måneder på store demi-muids.

I glasset er vinen ganske let, meget klar og transparent i glasset. Næsen har en virkelig syrlig og ædel note … hmmmm lover godt. Der er skovbund, champignon, bacon, kød, kul, mineralitet, røg og med lidt yderligere luft i glasset kommer der en smule animalske elementer.

Smagen er frisk frugt direkte i fjæset, bitterhed, godt med syre og tanniner, sidder totalt fast på tænderne med den charmerende bitterhed, Det er virkelig godt. Jeg er sgu glad for denne vin.

Forhandles af gladvin.dk, hvor prisen er 138 kr.

Rating 5,5/7 

2011 Catherine & Pierre Breton, Les Galichets, Loire, Frankrig

2011 Catherine & Pierre Breton, Les Galichets, Loire, FrankrigDen forrige vin … Spätburgunderen drak jeg sammen med Jan. Han havde også taget en flaske med, som vi lige skulle smage, nemlig denne Les Galichets fra vinhuset Donaine Breton eller Catherine & Pierre Breton, som det kaldes på alle flaskerne.

Vinhuset drives nemlig af vinbondeægteparret Catherine & Pierre Breton, som driver deres vingård lidt øst for Bourgueil i landsbyen Restigné i Loire. Pierre grundlagde vinhuset tilbage i 1985 og sammen har ægteparret siden etableringen købt yderligere jord, så deres produktion i dag omfatter vine fra appellationerne Bourgueil, Chinon og en smule Vouvray.

De laver deres vine med stor passion  udenom de gængse regler dikteret af teorifikserede ønologer. De arbejder efter økologiske og biodynamiske principper og ved spørgsmålet om svovl, ønsker de at minimere eller helt undgå tilsætning. Dermed får vinen lov til at udtrykke sit terroir og karakteriska fra hver årgang.

Parret har samlet 11 hektar vinmarker, og med meget forskellige jordtyper, bl.a. grus, kalksten, ler og skifer. Vinene er primært på Cabernet Franc og Voyvray vinene på Chenin Blanc. Det er Pierre, som er huset vinmager, men Cathrine står også selv bag en række af vinene, bl.a. La dilettant og Dabbler.

Denne Galichets hører til de hurtigere modnede vine i Bourgueil, fordi de 50 år gamle vinstokke gror på skråninger af flodaflejringer med sand, større småsten og dermed en lettere jord. Udbyttet er på 40 hektoliter pr. heltar og vinen er gæret på ståltanke med de naturlige gærceller og har således slet ikke set egetræ. Galichets er tappet ufiltreret.

I glasset er vinen meget let, lys og en smule grumset … så det ufiltrerede ses straks. I næsen er vinen ganske rustik … let animalsk, meget frisk … godt med frisk frugt, blomster, lakrids, anis, citronmelisse, mynte, kridt, mineraler og flintesten. Smagen er præget af den utrolige lethed, blødhed … virker meget rund, let med lyse søde kirsebær, bitterhed … meget lang eftersmag, sidder i munden i meget lang tid.

Noget lettere og mere feminin end mange andre Cabernet Franc vine fra Loire.

Købt hos GladVin, hvor prisen er 162 kr.

Rating 5/7 

2009 Domaine Nicolas Réau, L’Enfant Terrible, Loire, Frankrig

2009 Domaine Nicolas Réau, L'Enfant Terrible, Loire, FrankrigNicolas Réau er født og opvokset i Anjou regionen, er en habil jazz- og bluespianist og var en anset lokal rugbyspiller inden han lagde støvlerne på hylden og gik ind i forretningsverdenen.

Stadig ung … midt i 30’erne fortrød han imidlertid dén beslutning. Hans venner Lise og Bertrand Jousse havde uden forudgående uddannelse eller kendskab til vinproduktion sprunget ud som vinbønder og havde startet Domaine LB i Montlouis. Den vej ville Nocolas også.

Lige efter årtusindeskiftet købte han så vingården Clos de la Treille på knap 5 hektar udenfor byen Sainte-Radegonde omkring 25-30 kilometer syd for Saumur i Loire. Navnet blev ændret til Domaine Nicolas Réau og målet var at opnå et omdømme på samme niveau, som da han var rugbyspiller.

De købte marker hører under appellationen i AOC Anjou, men Nicolas udvidede sit sortiment ved at indgå en lejeaftale på 12 hektar jord i AOC Chinon fra Domaine Champs de Vignons i Chinon. Dermed kunne han lave vine både fra Anjou og Chinon.

Med årgangen 2002 fangede Nicolas den franske vin presses opmærksomhed, og i 2009 blev han føjet til Revue du Vin de Frances prestigefyldte årlige klassificering af de bedste vine i Frankrig for sin konsekvente kvalitet af hans vine fra 2006.

Alle marker dyrkes økologisk, og er i øjeblikket under konvertering til biodynami. Derudover høstes alle marker ved håndkraft, for som Nicolas selv siger; høst i hånden er ikke en flot omtale på en etiket, men en en måde at forkæle vinen og gøre, hvad der er bedst for vinen. Høst med maskiner ryster druerne, er ikke skånsom, sluger skidt, sure bær, blade, snegle, mariehøns og de fine edderkopper, der broderer dugen på vinstokkene.

Nicolas laver omkring 65.000 flasker vin årligt fordelt på en række vine, som bærer navne som Petit Clos, Pompois, Clos des Treilles, Cuvée Garance, Cuvée Moi un Ange og så denne L’Enfant Terrible. Det er primært vine på druerne Chenin Blanc og Cabernet Franc. Denne lille uvorne unge er lavet på 100% Cabernet Franc fra 80 år gamle vinstokke, hvor udbyttet udgør 25 hektoliter pr. hektar. Vinen har lagret 12 måneder på fad, 25% nye, resten 2 år gamle og ingen anvendelse af svovl overhovedet.

Og en herlig fætter, som i glasset udsender noter af blæk, grafit, mellemrøde frugter, tranebær samt en fantastisk dyb, animalsk duft, stor kølighed, eg og egefade, svag vanilje, kaffe, grønne blade, lakrids og en anelse chokolade . Virker langt mørkere i glasset end den forrige vin fra Loire.

I munden er der fortsat stram Loire syre … syrlig, frisk med god, ren frugt, tanninerne meget markante og der er en lang og stor syrlighed i eftersmagen. Dejlig kompleksitet, både med den rene syre og så noget “mørkere”, som virker meget koncentreret og som også virker til at udvikle sig med mere og mere luft i glasset. Herligt.

Købt hos Vinimperiet, hvor prisen er 229 kr.

Rating 5,5/7