2005 Vignerons Gourdon, L’affranchi Zéro Pointé, Loire, Frankrig

2005 Vignerons Gourdon, L'affranchi Zéro Pointé, Loire, FrankrigL’affranchi Zéro Pointé er som forrige vin ikke godkendt til AOC og derfor alene klassificeret som en Vin de Table … selvom den på samme måde som både Cuvée Surclassée 253 og 253 Saumur Puy-Notre-Dame kommer fra samme marker.

Vi er selvfølgelig stadigvæk hos Philippe Gourdon, som udgiver sine AOC vine under Château Tour Grise navnet og de øvrige Vin de Table/bordvine under eget navn Vignerons Gourdon.

I denne deklassificerede årgang 2005 har Philippe kaldt vinen L’affranchi Zéro Pointé … hvilket jeg – med mine beskedne Google Translate egenskaber – får til noget i retning af “den frigivne slave med 0 point”.

L’affranchi kommer vel fra ordet “affranchissement”, som netop betyder noget i retning af at frigive. Nå … I kan godt høre, at jeg bestemt ikke er på hjemmebane her, så vi haster skyndsomt videre til mine smagsnoter på denne vin.

Vinen er selvfølgelig biodynamisk, ren Cabernet Franc med udbytte på beskedne 30 hektoliter pr. hektar, og vinen er lavet med streng sortering af de druer, der normalt bliver til Cuvéen 253, nedsænket kvas uden remontage i 50 dage og lagring i et år på ståltank og et år på gamle fade. Sluttelig er vinen flasket uden filtrering.

Og det er bestemt ikke ringe … her begynder man at fornemme alderen … vinen er fortsat animalsk med lidt stald, men ellers har jeg lidt blommer, overmodne bær i kombination med chokolade, en smule syrlighed og grønne urter. I munden en meget præcis og ren syre … meget vedkommende og frugten virker meget mere ung end i duften … nærmest lidt lyse bær, hindbær og samlet fortsat meget stram og præcis vin. Bestemt også bedre end 2011’eren.

Forhandles hos Vinimperiet, hvor prisen er 135 kr.

Rating 4,5/7 

Skriv et svar