2016 Red Newt Cellars, Riesling The Knoll Lahoma Vineyards, New York State, USA

2016 Red Newt Cellars, Riesling The Knoll Lahoma Vineyards, New York, USAFørste vin i den spændende New York State Cool Climate Wines Masterclass var denne 2016 Riesling The Knoll Lahoma Vineyards fra Red Newt Cellars.

Vinhuset ligger på østsiden af Seneca Lake ved byen Hector i Finger Lakes regionen. Det blev grundlagt i 1998 af ægteparret David og Debra Whiting.

Inden etableringen arbejdede David som kældermester på en flere forskellige vingårde i Finger Lakes, mens Debra arbejde på et laboratorie ved Cornell University indenfor mikrobiologi, men også havde en stor passion for mad og vin, som førte hende ind i en gourmet cheesecake forretning og derefter en eksklusiv cateringvirksomhed.

Men da muligheden for at lave egne vine, så startede David i 1998 Red Newt Cellars, mens Debra det efterfølgende år selv åbnede Red Newt Bistro, hvor man selvfølgelig også kunne nyde vinene fra deres vinhus med de første årgange fra 1999.

I starten var det en beskeden produktion på samlet 1.200 kasser vin lavet på druer som Chardonnay, Riesling, Vidal, Cayuga, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot.

I dag ligger produktionen på 20.000 kasser vin, men har ikke selv egne vinmarker, som druerne kommer fra en række vinavlere, som David har lavet langtidsaftaler med. De får således druer fra flere forskellige områder som fx fra Ken og Harlan Fulkerson i Lahoma og markerne 7’er Block – Pentecostal, 8’er Block, 9’er Block, The Knoll og Grief Block. Derudover fra andre vinalvere … marker som Tango Oaks, Glacier Ridge, Curry Creek og endelig Nutt Road Vineyard.

Siden 2014 har vinproduktionen været lagt i hænderne på Kelby James Russell. Han er selv født og opvokset lidt nord for New Yorks Finger Lakes Wine regionen. Efter gymnasiet gik Kelby Russel på Harvard University og tog en bachelorgrad i statskundskab og økonomi.

Men det fik ham til at indse, at han ikke ville den vej og i stedet vendte han tilbage til Finger Lakes for at forfølge en karriere inden for vinindustrien, hvor han i 2009 fik arbejde hos den legendariske vinproducent Peter Bell på Fox Run Vineyards.

Der arbejdede Kelby i 3 år og lærte faget, men efterfølgende samlede han yderligere erfaring i udlandet. Således har han arbejdet på både Whitehaven Winery i Marlborough på New Zealand, Pipers Brook Vineyards/Kreglinger Estates i Tasmanien samt Yalumba Winery i Barossa i Australien inden han vendte hjem og blev ansvarlig vinmager på Red Newt Cellars.

Her smager vi Kelbys 2016 Riesling The Knoll Lahoma Vineyards, hvor druerne altså kommer fra marken The Knoll i Lahoma. Marken har sit navn The Knoll – lille bakke  – efter marken, der netop ligger på en lille bakketop.

Marken har en lidt sandet jord, mens vinstokkene er fra klonen Geisenheim 239 Riesling. Efter høst er druerne er alle afstilket inden en 3 dages udblødning. Så er druerne presses let og mosten så hvilet yderligere 3 dage inden spontangæring er sket på rustfrie ståltanke. Efter fermenteringen har vinen været lagret i tankene sur lie 10-11 måneder. Vinen har 5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt har vinen en dejlig, let næse … nærmest både med blomster, diesel, petroleum og linolie, citrus, modne æbler, ananas, fersken, mango, lidt nødder og egentlig smukt afstemt og afdæmpet i aromaerne, således ingen bliver for dominerende. Der fornemmes også godt med jern og knuste sten.

I munden er der også en imponerende flot balance. Der er smag fra citroner, en meget ren og rank frugt … breder sig virkelig i munden med stor intensitet, men har samtidig en smuk, diskret sødme og stor venlighed. Der er god syre, men igen afdæmpet uden at blive dominerende eller for vild. Med luft i glasset kommer der også en grape og lemon bitterhed frem … det er rasende god Riesling.

Forhandles herhjemme af americanwine.dk, men er pt. udsolgt, hvilket ikke er underligt, for prisen på 75 kr. er simpelthen tæt på rent tyveri.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

I’m in a New York State of Wine … Cool Climate Wines Masterclass

Tilbage i 1976 var Billy Joel i et moody humør og sang om sit New York State of Mind. Men her 45 år efter var jeres flittige vinblogger alt andet end moody, da jeg forleden deltog i en onlinevinsmagning med netop vine fra det herhjemme mere ukendte vinområde New York State.

Den virtuelle New York Wines Masterclass var arrangeret af New York State of Wine og Grape Foundation som en lille smagsrejse og et indblik i vinene fra vinregionen. Den blev afholdt af Jamie Goode, der er grundlægger af Wineanorak – Global Wine Journal, forfatter, vinskribent, underviser og PhD i plantebiologi.

Fra USA’s nordøstligste vinområde skulle vi smage 6 forskellige vine, hvor Jamie Goode havde fået 3 af vinproducenterne til at kommentere deres egne vine, nemlig Kelby Russel fra Red Newt Cellars, Roman Roth fra Wölffer Estate og endelig danskfødte Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars.

Jeres ydmyge vinblogger havde gennem Tina fra by baungaard Communication/PR fået invitationen til at deltage og dermed også nogle dage forinden via FEDEX fået tilsendt de 6 vine, som vi i løbet af denne Masterclass skulle igennem. Så dermed var jeg også klar og spændt som en flitsbue var in a New York State of mind. Men lad os først kigge lidt nærmere på vinregionen New York State.

Vinregionen New York State

New York State vinen regionen ligger i den østlige del af USA – langt fra Napa Valley, Sonoma og hvad de forskellige kendte vinområder i Californien hedder. Vinregionen er slet ikke så kendt herhjemme og de laver da også langt mindre vin end i Californien, som – by far – er det største vinproducerende område med en årlig produktion på cirka 680 millioner gallons svarende til knap 2,6 milliarder liter.

Men selvom produktionen i New York således kun udgør 4,1% af produktionen i Californien, så er produktionen på 106 millioner liter vin alligevel nok til, at området er det 3. største vinområde i USA og samlet 3% af den samlede vinproduktion i USA.

Så derfor burde vi måske også oftere støde på vine fra New York, som derfor er mere udbredte end fx vine fra det langt mere hypede og efterspurgte Oregon. Men det skyldes måske også, at New York State området er forholdsvis nyt og først sådan rigtigt er startet i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, selvom man allerede tilbage i 1829 startede med at plante vinstokke i Finger Lakes regionen.

Boostet i 1960’erne sket med vinhuse som fx Benmarl Wine Company og Cascade Mountain Vineyard i Hudson River Region samt Bully Hill Vineyards og Dr. Konstantin Frank i Finger Lakes, men det store boom kom i 1976 med etableringen af Farm Winery Act, som første hus med rentabel drift trods en produktion på under 50.000 liter årligt.

I dag er der mere end 470 vingårde i New York State og disse er fordelt på 7 vinområder eller AVAs, som amerikanerne kalder dem. Det er Champlain Valley of New York, Finger Lakes, Lake Erie, Long Island, Hudson River Region, Niagara Escarpment og endelig Upper Hudson. Og ved denne Masterclass skulle vi smage vine fra 3 af områderne … Finger Lakes, Long Island og Hudson River.

Men faktisk findes der også et par underområder, som måske er værd at nævne … et par små AVAs, nemlig Seneca Lake og Cayuga Lake i Finger Lakes regionen samt Hamptons og North Fork of Long Island på netop Long Island. Det spændende er, at der for alle AVAer … både de store og de små er meget forskellige terroirs.

Lokalt i New York State er man imidlertid meget stolt over, at de reelt set er en af USA’s ældste vinregioner. Men det betyder faktisk også, at der i regionen findes gamle ukendte sorter og amerikanske hybrider, som også gør området unikt at udforske … måske endda langt mere end nogen anden stat i USA.

Mange af de lokale druesorter som den røde Concord, den lyserøde Catawba og hvide Niagara er alle på den amerikanske Vitis Labrusca  vinplante i modsætning til den mest udbredte Vitis Vinifera, som alle de europæiske druesorter er baseret på. Senere er der fremavlet en del fransk/amerikanske hybrider med sorter som Baco Noir, Seyval Blanc og nyere sorter som Noiret, Traminette og Valvin Muscat.

Men i dag er Vitis Vinifera vinplanten mest udbredt med sorter som fx Riesling, Chardonnay, Pinot Noir og Merlot. En af de producenter, som i høj grad udbredte Vitis Vinifera sorterne var Dr. Konstantin Frank fra Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars  … en af pionererne indenfor vinproduktionen i Finger Lakes området.

Han beviste, at disse sartere vinplanter sagtens kunne trives i Finger Lakes og de er således sidenhed spredt sig til hele Finger Lakes samt de andre AVA’er i New York State vinregionen.

Hvis man kigger på de 7 primære AVAer, så er Lake Erie størst målt på vinmarker, men der dyrkes i det område primært Concord druen, der mest andet til produktion af juice.

Der er klart flest vinerier i Finger Lakes, der nok også regnes som den mest betydningsfulde vinregion. Nedenunder er vinregionerne opstillet efter størrelse:

  • Lake Erie, 6.630 hektar vinmarker og 23 vinhuse
  • Finger Lakes, 3.800 hektar vinmarker og 146 vinhuse
  • Long Island, 826 hektar vinmarker og 73 vinhuse
  • Niagara Escarpment, 357 hektar vinmarker og 20 vinhuse
  • Hudson River, 95 hektar vinmarker og 59 vinhuse
  • Champlain Valley, 40 hektar vinmarker og 9 vinhuse
  • Upper Hudson, 32 hektar vinmarker og 13 vinhuse

Samlet betyder det således samlet 11.780 hektar vinmarker, hvilket fx placerer New York State vinregionen på størrelse med det tyske Württemberg område, der er Tysklands 4. største vinområde.

Men det er også et område, som vokser … og mine ovennævnte tal er måske endda lidt outdatede, selvom de kommer fra New York Wine & Grape Foundation, for andre steder nævner de, at der samlet er 14.973 hektar vinmarker i hele New York State.

Finger Lakes

Finger Lakes er den mest betydende vinregion i New York State og er beliggende i Upstate New York syd for Lake Ontario søen. Det har navnet Finger Lakes efter de 11 aflange gletsjersøer, som der findes i området og giver et udseende, som kan minde om fingre.

Det er specielt områderne omkring søerne Canandaigua, Keuka, Seneca samt Cayuga Lakes har flest vinhuse … og både Seneca og Cayuga er da også anerkendte underområder eller mini AVAs af Finger Lakes.

Området er særlig kendt som sine mousserende vine, som vin på druesorter som Riesling, Pinot Noir, Chardonnay og Cabernet Franc, men laver også fremragende Ice Wine og vine på flere fransk-amerikanske og gamle amerikanske druesorter.

Long Island

Det mest overraskende vinområde for mig var klart Long Island, som ligger lige øst for The Big Apple … New York storbyen, men faktisk er det vinområde, der er mest påvirket af havene omkring halvøen, altså både Long Island Sound, Peconic Bay og Atlanterhavet.

Der er lavet vin på Long Island i omkring 40 år og vinområdet ligger i den østligste del af halvøen i nærmest to tanger, der er delt af  Great Peconic Bay i de to underområder eller mini AVAs North Fork og Hamptons med byen Riverhead som centrum.

Området er præget af sandjord, påvirkningen fra havene, et moderat klima og er mest kendt for sine klassiske Bordeaux blends, som man i USA kalder Meritage vin, på Cabernet Sauvignon og Merlot.

New York Wines Masterclass

Den virtuelle New York Masterclass Cool Climate Wines smagning blev – efter kort indflyvning – styret af Jamie Goode … og jeg kunne se, at der var mange kendte danske ansigter med til smagningen som fx Frederik Kreutzer, Anders Halvskov-Jensen, Tim Vollerslev, Niels Lillelund, Thomas Rydberg, Malene Smidt Hertz, Søren Frank samt Thomas Bohl … og så jeres flittige vinblogger.

Jamie startede med en gennemgang af området … lidt om udviklingen og han fortalte ganske kort om de forskellige områder, dog selvfølgelig med særlig fokus på Finger Lakes som det mest betydningsfulde område.

Derudover fortalte Jamie Goode også lidt om de forskellige druesorter, som anvendes i hele New York State, men det var alene en kortere gennemgang inden vi skulle smage aftenens første vin, som blev præsenteret af vinmageren selv … Kelby James Russel.

Vi skulle – som tidligere nævnt – smage 6 forskellige vine og var så heldige, at vi havde 3 af vinmagerne med til Masterclass’en, hvilket klart var med til at gøre det ekstra spændende.

De 3 vinmagere var Kelby Russel fra Red Newt Cellars, Roman Roth fra Wölffer Estate og Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars … og dem kan du i samme rækkefølge se nedenfor:

De kommenterede selvfølgelig primære deres egne vine, fortalte produktionen af vinene, deres vinerier og historierne. Men de kom også med gode input omkring de 3 vine, hvor vinmageren ikke selv var med til at kommentere.

Man kunne tydeligt mærke, at de har stor respekt for hinandens vine, men også hver deres egne stil og måde at gøre tingene på. De havde hver især meget klare holdninger til vinproduktionen i New York State regionen.

Mens vi smagte vine blev en lang række emner vendt … bl.a. lidt om sukkerniveauer, klimaændringer, forskellene i klimaet i de forskelige områder med de varme somre, som adskiller sig fra de europæiske Riesling vine, botrytis, tørhed i vinene, corona påvirkninger … og undervejs kunne vi alle også stille spørgsmål til vinmagerne.

Jeg spurgt om brug af skruelåg … som fx Kelby Russel på Red Newt Cellars anvender på hans Riesling vin. På det punkt var holdningerne og forskellige, hvor Hallgren mente, at vinene bliver lidt for lukkede og ikke udvikler sig. Men alle var dog enige om, at de gerne vil have, at vinene præsenterer sig på bedste vis.

Undervejs kommenterede Jamie Goode også hver vin … gav sine noter på vinene og sørgede i det hele taget for at binde Masterclass webinaret godt sammen.

Jeg spurgte også om, hvordan corona havde påvirket vinhusene … om de havde mærket færre besøgende. Roman Roth fra Wölffer Estate fortalte, at det faktisk havde været omvendt med en endnu større interesse … måske på grund af, at de vininteresserede ikke rejste ud i verdenen og den korte afstand til New York by.

Vinene

Samlet smagte vi i løbet af Masterclass’en disse vine:

Jeg havde smagt en enkelt af vinene før, nemlig Morten Hallgrens Dry 2017 Riesling Finger Lakes, så der har jeg selvfølgelig blot linket til min oprindelige anmeldelse.

Ja faktisk har jeg smagt en del af Mortens vine, men det har jeg skrevet mere om i mit blogindlæg; Houlberg tester flere vine fra … danske Morten i Finger Lakes, New York.

Beskrivelserne og anmeldelserne af de øvrige vine har jeg selvfølgelig som vanligt linket til ovenover.

Konklusion

Hvor er det fedt at smage amerikansk vin, som ikke kun kommer fra Californien, Oregon eller Washington State … og så få et indblik i vin fra sådan et Cool Climate område som New York State.

Jeg var selvfølgelig allerede forinden advaret … og var blevet begejstret, da jeg sidste år smagte de flotte vine fra Morten Hallgren og denne smagning har bekræftet, at New York State er et utroligt spændende område, som vi bør smage mange flere vine fra.

Så tak til Tina fra by baungaard Communication/PR for den fine invitation til at et lidt dybere indblik i New York State vin.

2014 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru La Platière, Bourgogne, Frankrig

2014 Jean Gagnerot, Pommard 1er Cru La Platière, Bourgogne, FrankrigDa jeg sidst i marts testede en hel røvfuld bourgognevine, bl.a. en del Jean Gagnerot vine, var jeg mest begejstret for deres 2013 Pommard 1er Cru La Platière.

Den smager jeg nu igen, blot i årgang 2014, som endda regnes for en langt bedre årgang end 2013 i Bourgogne.

De vine, som jeg dengang testede , kan du finde i mit blogindlæg Houlberg tester en hel røvfuld bourgogne vine.

Jean Gagnerot er ikke et decideret vinhus, men et brand, som nu ejes af den megastore vinkoncern GCF Group. Oprindelig blev Jean Gagnerot vinene produceret på Chateau de Corton-André, men det blev solgt i 2014.

Selve det kendte slot blev solgt til Frey familien, der i forvejen ejer Chateau La Lagune i Bordeaux og Domaine Paul Jaboulet Aîné. Men den store negociantforretning Maison Corton-Andre blev solgt til Maison Béjot Vins & Terroirs og med i handlen til Béjot fulgte også masser af vin i kælderen.

Senere er Béjot blevet opkøbt af Les Grands Chais de France aka GCF Group og nu er nogle af de overtagne vine nu solgt under Jean Gagnerot brandet … og herunder altså også denne 2014 Pommard 1er Cru La Platière fra netop dét år, hvor negociantforretning Maison Corton-Andre faktisk ophørte med at eksistere.

Vinen er selvfølgelig lavet med Pinot Noir druer fra La Platière marken, der ligger som en af de nordøstligste af 1er Cru markerne i Pommard og har helt usædvanligt en sydvestlig eksponering på La Grande Combe ned mod floden L’Avant Dheune, der løber gennem Pommard og skiller byen i to.

Druerne er høstet nænsomt i de tidlige morgentimer, før de fragtes til vineriet. Her foregår vinifikationen efter traditionelle metoder og med moderne udstyr. Processen starter i termoregulerede rustfrie ståltanke i 21 dage, hvor en koldmaceration ved 8 grader holdes.

Der gøres brug af lang gæring med pigeage og remontage og til sidst når gæringen helt op på 30 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Duftmæssigt er 2014’eren klart mere oprejst, strunk, rank samt langt syrligere end 2013’eren. Der er heller ikke helt samme frugt … jordbær aromaerne mangler lidt, så det bliver mest ribs, hindbær og granatæbler. Fadpræget også mærkbart langt mindre, men det fornemmes dog sammen med grønne urter, bagepulver, svag chokolade, men klart mere skinger.

Smagen er heller ikke så rund, varm og comfy som 2013’eren, men syren er til gengæld stram, mineralsk og mundspidsende med en lys bitterhed. Som med 2013’eren er der bestemt ikke det mindste tegn på alder, for det er ungt, fint, tørt og tanninerne er tørre, vilde og man føler næsten, at vinen endnu er alt for ung.

Den har sgu et langt syrligere væsen end 2013’eren, så dermed fremstår den skinger, stram, vild samt næsten utæmmet. Men man må give den … hænger vildt lang tid i munden. Med lidt luft i glasset dæmpes nogle af kanterne, så dermed vil mit råd være … smid den i kælderen eller dekanter absolut vinen i nogle timer forinden.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 625 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Terreno, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2017 Terreno, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienDen sidste Terreno vin i femkløveret blev deres 2017 Chianti Classico Riserva og det var samtidig klart den bedste af de smagte vine fra den svenske Ruhne familie.

Denne gang har Sangiovese druerne fået lidt følgeskab af Cabernet Sauvignon. Gæringen og macerationen foregår i store ståltanke alene med druernes egne gærceller og med hver druesort separat. Efter gæring presses druerne og lagres i 24 måneder på italienske 24 hektoliter botti, hvorefter vinen stikkes endelig sammen, flaskes og har lagret yderligere 12 måneder. Der produceres årligt blot 7.000 flasker af denne vin.

Nu er der lagt yderligere et lag på … mere moden, mere kompleks, mere dybde fra fadene, som giver en rund, fortættet aroma af sorte, modne kirsebær, brombær og måske endda lidt jordbær, våde fade, tobak, læder, kakao, chokolade, masser af eg og tørre krydderier.

Denne vin har også smagsmæssigt en meget frisk frugt, men mere dybde, bedre sammenhæng og balanceret syre. Her galoperer syren ikke bare afsted, så frugten med kirsebær, hindbær og brombær kan meget bedre fornemmes. Tanninerne er fortsat tørre, men klart mer’ runde og venlige … og jeg kommer bare lige til at tænke på lidt risotto, for det vil være et match made in heaven.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Terreno, Chianti Classico, Toscana, Italien

2017 Terreno, Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne Chianti Classico er den vin, som familien Ruhne på den lille vingård Terreno laver fleste flasker af. Hvert år producerer de nemlig 40.000 flasker og udgør således 40% af hele produktionen.

Terreno skriver selv, at vinen er lavet på Sangiovese, men ifølge VinGuruen er der imidlertid 5% Merlot blandet med. Vinen er så lavet i rustfrie ståltanke med en gæring alene med druernes helt naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på store 24 hektoliter egefade.

Fadlagringen klæder virkelig vinen … i næsen er der nemlig langt mere dybde, mere generøs og langt mere i harmoni. Det er modne kirsebær, skovbær, skovbund, svampe, tobak og et tydeligt præg af våde fade og så alligevel en rimelig frisk syre, som giver vinen liv, en småsyrlig friskhed kombineret med grønne urter, estragon, salvie og lidt mentolagtig parfume.

I munden er vinen langt mere frisk og syrlig end duften egentlig lovede. Frugten er stringent, streng og stærk … knuste hindbær, ribs, lyse blommer med tørre, lyse, grønne og uforsonlige tanniner, noget bitterhed, sten og jern. Det er en ung, ilter og direkte no-shit Chianti Classico med nerve.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Terreno, il Momento, Toscana, Italien

2017 Terreno, il Momento, Toscana, ItalienMed næste vin i det blågule spor fra det svenske vinhus Terreno i Toscana skiftede vi farve. For nu er det deres rødvin il Momento, der er lavet på Sangiovese og Merlot.

Druerne vokser på terrasser med syd /sydvestlig hældning på nogle af husets vinmarker i 350 højde med stenet jord, primært bestående af grå skife. Høsten og sortering i marken sker med håndkraft. Inden afstikning håndsorteres druerne endnu engang, mens gæringen sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter gæringen er vinen lagret 6 måneder på ståltankene inden aftapning på flaske.

Faktisk er næsen ret fin … meget italiensk med violer, urter, tomatgrene, lys og balsamisk med meget frugtrig kirsebær, umodne blommer, læder, let skovbund, lys tobak og med en snert af rå champignon.

I munden er vinen oppe på tæerne … noget rustik, syrlig og med småskarpe kanter. Frugten er ren, jernagtig med hindbær, ribs og igen de umodne blommer. Der er bid og streng syre, men virker lidt til den uforsonlige side og skriger nærmest på lidt mad.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Terreno, Rosato di Toscana, Toscana, Italien

2019 Terreno, Rosato di Toscana, Toscana, ItalienI 1658 gik svenskerne over isen og besejrede danskerne. Nu vil den svenske familie Ruhne med Sofia Ruhne i spidsen forsøge at erobre Toscana med sin vin fra vingården Terreno udenfor byen Greve i  Toscana. Nu smager vi i hvert fald næste vin fra Terreno, nemlig deres Rosato di Toscana.

Vinen er lavet på ren Sangiovese, som kommer fra husets marker i 350 meters højde. Druerne er høstet med håndkraft og presses efter ankomst til vineriet med det samme med en ganske kort skindkontakt, hvorfor vinen også er ganske bleg … og mere bleg end det måske fremgår af ovennævnte foto.

Vinen er alene vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor gæringen er sket med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så også lagret sur lie i ståltankene i 6 måneder inden aftapning på flasker.

Duftmæssigt er vinen sådan småparfumeret med en sødsyrlig frugt, sådan nærmest hyben, hindbær, rabarber, stikkelsbær, altheabolsjer, gule blomster samt en snert spidskommen. Det er en vin, som vinder med lidt tid i glasset.

Smagsmæssigt har vinen mest sådan hindbær og jernagtige smag, meget let og næsten grænsende til småvandet. Syren er dog fin og har både lidt lemon, grape og syrlige røde bolsjer. Der er frisk, ren, lys og med syrlig, småbitter kant og sødme er der ikke meget af. Dermed ligger jeg lige i spændingsfeltet mellem 3,5 og 4 fingre.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2018 Terreno, Bianco di Stella, Toscana, Italien

2018 Terreno, Bianco di Stella, Toscana, ItalienSelvom sommeren lader vente på sig, så kan man da godt nyde et glas kølig hvidvin ude under den overdækkede terrasse med klaprende tænder. Netop denne Bianco di Stella fra Terreno srl Società Agricola er helt perfekt til formålet.

Terreno ligger lige udenfor Greve by i Chianti Classico i Toscana og drives af en svensk familie, nemlig Ruhne familien, der i 1988 grundlagde huset og startede med at lave vin med en blanding af både svensk og italiensk filosofi … en pragmatisk svensk tilgang kombineret med italiensk kreativitet og respekt for traditioner.

Vingården Terreno ledes af Sofia Ruhne, der allerede er anden generation og Sofia arbejder sammen med den berømte ønolog Federico Staderini samt produktionschefen Giacomo Fioravanti og de laver årligt omkring 100.000 flasker vin.

Samlet har Terreno 150 hektar tilhørende jord, hvoraf 20 hektar er vinmarker og 10 hektar olivenlunde, men resten er for det meste er skovområder. Siden 2014 har driften været økologisk. Vinmarkerne er fordelt på 3 parceller … Terreno, Le Bonille og Sillano, der ligger i henholdsvis 300, 400 og 500 meters højde.

På vinmarkerne dyrker Ruhne familien selvfølgelig Sangiovese suppleret med Canaiolo og Colorino samt de hvide druer Trebbiano og Malvasia samt en smule mere internationale sorter.

Terreno fremstiller derfor naturligvis de traditionelle Chianti vine, men har også gennem årene udviklet deres egen supertoscaner og ellers produceres der hvidvin, både på traditionelle druesorter, men også med fransk inspiration samt rosévin. Naturligvis produceres der også den traditionsrige Vin Santo dessertvin.

Udover vinproduktionen, så driver familien også en vinrestaurant i tilknytning til vingården, men derudover driver de også hotellet The Winery Hotel, men det ligger imidlertid i byen Solna i Sverige og omfatter faktisk også to restauranter.

Nå, men lad os starte med at smage denne friske lille hvidvin fra Terreno … deres IGT vin Bianco di Stella i årgang 2018 lavet på Malvasia og Trebbiano . Vinen er opkaldt efter en af de fire hunde som familien Ruhne har på Terreno.

Valget af navnet Stella skyldes, at familien Ruhne ønsker at give deres vine ligeså meget kærlighed, som de gør til menneskets bedste ven. Malvasia og Trebbiano druerne kommer fra marker på terrasser med en syd /sydvestlig eksponering i 350 meter højde med en stenet jord hovedsageligt bestående af skiferholdig Galestro … en slags grå skifersten, der er meget udbredt i Toscana

Høsten og sortering i marken sker med håndkraft. Inden afstikning håndsorteres druerne endnu engang, mens gæringen sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter gæringen er vinen lagret 6 måneder på ståltankene inden aftapning på flaske.

I næsen er det en let italiensk vin … næsen lidt gul med fersken, melon, honningmelon, gule æbler, godt med blomster, røg og lidt muskat … lige et snert af lemon og grape og egentlig fin frisk.

Friskheden går igen i smagen med en ren og direkte frugt, æbler, endda lidt æblemostagtig, svag lemon og ellers mineraler og en fin syre. Denne kolde dag på terrassen var det godt og glæden vil kun stige i takt med, at sommeren får mere fat.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Weingut Rings, Ungsteiner Nussriegel Riesling, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Rings, Ungsteiner Nussriegel Riesling, Pfalz, TysklandSidste gang jeg smagte vin fra Weingut Rings i Freinsheim var på vinbaren Kinfelts Kitchen & Wine i Hamburg sidste sommer og dengang var den en fed, rød 2016 Das kleine Kreux. Nu er der igen Rings i glasset … deres 2019 Ungsteiner Nussriegel Riesling 1G.

Weingut Rings ligger i den lille by Freinsheim omkring 15-16 kilometer vest for Mannheim og Rhinen i Pfalz. Det er grundlagt i 1960 af Friedrich Weinheimer, men blev senere overtaget af hans  datter Trudi samt hendes mand Willi Rings.

Imidlertid begyndte familien først i 1993 at lave vine under eget navn … og det blev den reelle start på Weingut Rings.

I dag er det Willi og Trudis sønner Steffen og Andreas Rings, som driver vingården med samlet 24 hektar vinmarker. Markerne er nu fordelt på 23 forskellige parceller beliggende omkring Freinsheim, Ungstein og Kallstadt. Det er primært markerne Schwarzes Kreuz, Weilberg, Saumagen, Felsenberg, Steinacker og Nussriegel.

Der dyrker brødrene de hvide sorter Riesling, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer og de røde sorter Spätburgunder, St. Laurent, Portugieser, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Syrah.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og så både Erste Lage og Große Lage vinene, hvor denne Ungsteiner Nussriegel Riesling selvfølgelig kommer fra marken Ungsteiner Nussriegel, der ligger ved byen Ungstein lidt sydvest for Rings vingård.

Marken er en Erste Lage mark, der ligger tæt ved vinruten i Pfalz og nabo til Große Lage marken Ungsteiner Weilberg mod vest. Marken har en undergrund af rød sandsten, sand samt lerjord med kalksten og har selvfølgelig sit navn Nussriegel fra nogle fine karakteristiske valnøddetræer, der for mange år siden voksede ved vinmarken.

Jorden bearbejdes efter biodynamiske principper. Forskellige urter og blomster sås mellem vinrækkerne for at tiltrække  insekter. Kun hestegødning bruges som gødning. Efter håndplukning er druerne presset uden afstilkning, hvorefter mosten fermenterer spontant med druernes naturlig gær. Vinen er herefter lagret  i rustfrie ståltanke og i store træfade sur lie i 10 måneder.

Direkte op af glasset strømmer en fin aroma … hvor første note er petroleum, diesel og sødlige, overmodne, halvgærede æbler, smuk intensitet, godt med røg, noget luftig og syrlig med lidt blomsterstøv, knuste sten og pressede citroner. Syren virker næsten sitrende og så dukker der ganske svagt lidt nødder og kastanjeolie op. Vinen har en sådan cool, kølig og råkold stil.

Smagen har både stor cremethed og krystalklar syre … sådan lidt olieret og samtidig krisp, pivskarp med citroner, gule og grønne æbler, lemon, krydret røg. Men får i pose og sæk. Man fornemmer næsten at knase hele kernehuset i æblerne, hvilket sammen med kontrollerede bitre elementer skaber en rank og frisk vin, selvom den også opleves så levende, rund, elegant og vellavet.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Delaforce, Vintage Port, Douro, Portugal

2016 Delaforce, Vintage Port, Douro, PortugalNår jeg nu er blevet ganske portvinsopstemt, så er det da humørfremmende også at smage 2016’eren af Vintage Port portvinen fra Delaforce. Den opgave løser jeg med stoisk ro og beslutsomhed.

Igen er Delaforce Vintage Port fremstillet på et Field Blend af mange forskellige druer med de kendte Touriga Franca, Touriga Nacional , Tinta Roriz og Sousão som de primære-

Druerne kommer fra flere forskellige vinmarker i Roncão og Rio Torto, bl.a. fra meget gamle vinstokke på Quinta das Carvalhas … en mark, der historisk set er tæt knyttet til med Delaforce. Efter høst er alle druerne fodtrampet i traditionelle lagares og modnet omkring 2 år på ståltank.

Vinen er aftappet uden filtrering og bør dekanteres for at undgå bundfald. Den har 100 gram restsukker på 103 gram pr. liter og der laves årligt 6.000 flasker af portvinen og det er vinmageren Jorge Moreira, der har stået for produktionen.

Duftmæssigt giver 2016’eren samme indtryk som 2017’eren, da vinen ingenlunde er sød, fed og gumpetung, men har nogle aromaer, der minder om en kraftig rødvin. 2016’eren har dog – hvis jeg så skal pege på forskellene – mere fadpræg, virker mere våd suppleret med lidt mint samt grønne urter. Derudover er der også brombær, sorte kirsebær, solbær, blæk, tør engelsk lakrids, brændt karamel, kaffe samt mineraler.

Smagen er atter utrolig tør, men alkoholen bider knap så meget, selvom vinen varmer gennem hele drænrøret. Det er dog på en eller anden måde mere balanceret, sødmen noget mere integreret og vel også komplet. Igen er der smag af karamel, kaffe samt let chokolade, mens frugten er mørkere med solbær, brændte figner og kæmpestor fylde. 2016’eren er klart mere drikkeklar nu … fortsat med et lille spark … flot portvin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699 kr., mens prisen er 549 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger