Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2012 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigEfter Château d’Armailhac vinene, så skulle vi også smage 4 i streg fra Mouton Rothschilds andet naboslot Château Clerc Milon … ja faktisk ligger nabo til både nabo til både Mouton Rothschild og Lafite Rothschild.

Château Clerc Milon var oprindelig en del af Lafites store godser, men blev i 1789 solgt som et nationalt aktiv efter revolutionen. Det blev købt af Clerc familien, som samlet havde 30 hektar vinmarker og kaldte slottet Château Clerc Milon efter dem selv selvfølgelig og den lille nærliggende by Milon.

Ved 1855 klassifikationen var slottet ejet af Jean-Baptiste Clerc, men derefter gik det langsomt ned af bakke, og slottet frasolgt løbende nogle af markerne.

Markerne blev købt af Jacques Mondon, og han fik  efter Jean-Baptiste Clercs død i 1863 lov til at bruge Château Clerc Milon navnet til hans vinmarker … og derefter kaldte han vinhuset for Château Clerc-Milon-Mondon.

Samlet havde Mondon omkring 16,5 hektar vinmarker fra de oprindelige 30 hektar, som Château Clerc Milon oprindelig bestod af.

I 1970 blev Château Clerc-Milon-Mondon købt af Philippe de Rothschild fra Château Mouton Rothschild for 1 million franske francs. På det tidspunkt var ejendommen under forfald, men Phillip investerede og købte nogle af de gamle marker tilbage, der tidligere havde været en del af vinslottet.

Han ændrede også navnet tilbage til Château Clerc Milon. og har nu siden lavet vine fra slottet og løbende investeret store summer i vinhuset. Således er der fx i 2007 bygget nye underjordiske produktions- og lagerlokaler.

Der udnyttes tyngdekraften, således man ikke skal pumpe vinen rundt, men derimod lader vinen flyde via tyngdekraften. Derudover kunne man i 2011 kunne man indvie den nye hovedbygning som er placeret ovenpå produktionskældrene og med udsigt ud over slottets egne vinmarker. Den kan I se på billedet ovenover.

I 1983 ændrede datteren Phillippine etiketten på slottets vin til den nuværende, som viser et foto af skulpturen Deux personnages de la commedia dell’arte, som illustrerer et par dansere.

Det er en lille 11,5 cm høj statuette, som findes på museet på Château Mouton Rothschild og er lavet i det 17. århundrede af den tyske guldsmed Johann Melchior Dinglinger. Den er lavet i sølv og dekoreret med emalje, kalcedon og ædelsten. Phillippine valgte skulpturen på grund at hendes kærlighed til teateret.

Nå, nok snak … lad os kigge på den første af de fire vine fra Château Clerc Milon, nemlig denne 2012’er, som er lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 29% Merlot, 9% Cabernet Franc, 1% Petit Verdot samt 1% Carmenère.

Vinstokkene er oprindelig plantet tilbage i 1970 af medarbejdere fra Mouton Rothschild, men i de senere år er Clerc Milon begyndt at eksperimentere med druesorten Carmenère. Vinificeret helt traditionelt, og efter endt fermentering er vinen lagret 16-18 måneder på franske barriques, heraf 40% nye fade.

2012 var et okay år på venstre side i Bordeaux, men ikke prangende. Således har Wine Spectator givet hele årgang 88 og Parker 92, mens de har givet denne vin henholdsvis 90 og 92 point. Lad os se, hvad Château Clerc Milon kan præstere i 2012.

Duftmæssigt virker vinen i øjeblikket en smule lukket, men med lidt luft i glasset lokkes der lidt blæk, tjære og engelsk lakrids frem. Klart mere maskulin i udtrykket og frugten er også langt mere mørk end hos søsterslottet. Der er fedme, mere bulder, solbær, våde fade og en smule alkohol.

Smagen er også langt mere kraftig, fed og opulent Bordeaux, mere mørk power, mørk nat, lidt tørhed, en smule tanniner … smager sgu meget godt. Det er en god Bordeaux, men jeg er ikke helt blown away, men hoster op med 4½ houlbergske fingre med pil op.

Forhandles bl.a. af Philipson Wine, hvor en flaske 2014 koster 549,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 495 kr. Denne årgang 2012 koster ifølge Bernt 699 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

1997 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1997 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDen 4. og sidste Pauillac 5. Grand Cru Classé fra Château d’Armailhac blev en 22-årig årgang 1997 … sikke mange tal.

Hos Wine Spectator er årgangen ratet til 85, mens Parker er lidt mere beskeden med 84, men samlet altså lidt en dårligere årgang på venstre bred i Bordeaux.

Vinen er i 1997 lavet på 58% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot samt 19% Cabernet Franc, men altså uden Petit Verdot. Men ellers er vinen lavet som altid.

I glasset er vinen overraskende nok ikke så brun i kanten som 2001’eren. Duftmæssigt er den meget ligetil i frugten, ikke så tung, solbær, kirsebær, har lidt blomster, tobak, virker lidt støvet, ganske syrlig og så kommer der også nogle lidt forstyrrende grønne elementer, sådan lidt eukalyptus agtigt.

Smagen er blød, men vinen virker klart mere moden og endda træt, så det bliver aldrig en kompleks og dyb oplevelse. Der er dog fortsat liv i kludene hos den gamle dame, for smagen er sådan meget direkte, blot uden at imponere helt.

Flere forhandlere herhjemme, men denne 1997 kan ikke længere købes i normale vinhandler.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2001 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2001 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigChâteau d’Armailhacs Pauillac 5. Grand Cru Classé med endnu mere alder … 18 år på bagen, og årgang 2001 er sådan en midt i feltet årgang.

Hos Wine Spectator er årgangen ratet til 90, mens Parker er lidt mere beskeden med 88. Men come on, hvor tit smager du god Bordeaux med alder? Og så fra et 5. cru slot tilhørende Rothschild familien?

Vinen er i 2001 lavet på 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot … altså helt uden hverken Cabernet Franc eller Petit Verdot, men er ellers lavet på samme måde som foregående.

Nu begynder vinen i glasset at være en smule brun i kanten, mens duften er fyldigere, mere moden end foregående vin. Det er mørke og moden bær, læder, kastanjer, en smule svedsker, mulle kælder, en gæret syrlighed samt nogle grønne noter. Der er sgu fortsat masser af liv i damen.

Smagen er da også blød og rund, men langt mere flad i udtrykket, selvom syren fortsat er levende, lidt gæret og endda fortsat ganske fremtrædende. Der er lidt lakrids blandt solbær, mens vinen samlet set er langt mere syrlig end forventet.

Flere forhandlere herhjemme, men denne 2001 kan ikke længere købes i normale vinhandler.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2009 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig2009 Château d’Armailhac Pauillac 5. Grand Cru Classé er klasse … en sand perle og blev klart den bedste vin denne eftermiddag, kun lige overgået af Château Mouton Rothschild i samme årgang. Slam.

Årgangen 2009 er én af de bedste årgange i nyere tid … Wine Spectator har ratet årgangen til 97, Parker hele 99 og hos Château d’Armailhac er det helt i særklasse og mange skriver, at det er én af de bedste Château d’Armailhac, som de nogensinde har smagt … og det kobbel vil jeg såmænd gerne hyle sammen med.

Vinen er i 2009 lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 24% Merlot, 14%
Cabernet Franc samt 2% Petit Verdot, men er ellers lavet på samme måde som foregående. Derfor springer vi da bare direkte i smagsnoterne.

Næsen er langt mere aromatisk og landlig i udtrykket end 2013’eren. Der er mere urkraft, mindre syre, mørke og sorte bær, solbær, en lille snart sødme, vanilje, kanel, mere støvet og hænger virkelig godt sammen. Der er også lidt blomster og igen en lysere, mere feminin side af Bordeaux.

Smagsmæssigt er vinen bare ultra-mega-blød, hold da op! Det er sindssygt cremet og vinen nærmest bare smelter i munden, frugten – mørke kirsebær og solbær – er blød og rund, men igen på en fin, sart og feminin facon. Det er sgu overraskende godt, og jeg må bøje mig i støvet for denne smukke vin.

Forhandles i denne gang fx af Slagelse VinKompagni, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2013 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVi skulle smage Château d’Armailhac Pauillac 5. Grand Cru Classé i 4 årgange … og vi startede med den nyeste i feltet, nemlig årgang 2013.

Château d’Armailhac stammer fra 1680 og ligger lige mellem Château Pibran mod syd, mens naboen mod er nord er selve Château Mouton Rothschild, som dengang hed Château Brane-Mouton. Oprindeligt var vinslottet ejet af de to brødre Dominique og Guilhem Armailhacq. I flere hundrede år ejede familien Armailhacq slottet, som i 1878 blev overtaget af Grev Adrien de Ferrand, der var svigersøn i Armailhacq familien.

På det tidspunkt var slottet vokset fra oprindelig 15-16 hektar til næsten 70 hektar vinmarker og blev kaldt Château Mouton d’Armailhacq.

I 1931 fik slottet økonomiske problemer, så greven stiftede Société anonyme du Domaine de Mouton d’Armailhacq … et selskab med en flok aktionærer, herunder den unge Baron Philippe de Rothschild, som blev minoritetsaktionær for dog senere i 1933 at overtage Château d’Armailhac helt.

Én af årsager til Rothschild familiens interesse for Château d’Armailhac var, at familien ikke selv havde en park til Mouton Rothschild, og dermed var det jo kun et halvt slot … men naboslottet d’Armailhac havde en park, men også 70 hektar gode marker.

I 1956 blev navnet døbt om til Mouton Baron-Philippe, og i 1974 fik det så endnu engang nyt navn til Mouton Baronne-Philippe efter baronesse Pauline … Philippes 2. hustru, der oprindelig hed Pauline Fairfax.

Da Philppe døde i 1988 overtog Philippine Mathilde Rothschild driften. Hun havde indstillet sin skuespillerkarriere, men ændrede efter et år igen navnet på d’Armailhac, så det igen fik sit oprindelige navn Château d’Armailhac.

Vinslottet er et 5. cru slot med omkring 70 hektar i det nordlige Pauillac. På markerne er fordelingen mellem de forskellige druer 52% Cabernet Sauvignon, 36% Merlot, 10% Cabernet Franc samt 2% Petit Verdot.

Vinstokke er næsten 50 år gamle og vinenelagres 15 til 16 måneder på egetræsfade. D’Armailhac minder stilmæssigt om Mouton Rothschild, men har en lidt mere feminin struktur. Den årlige produktion ligger på 220.000 flasker.

Etiketten skal vi også lige omkring, da den centrale figur er en lille 10 centimeter høj keramisk/glas skulptur for andel halvdel af det 17. århundrede.

Figuren stammer fra Nevers i Frankrig og kaldes L’Automne II … efterår 2. Skulpturen kan i øvrigt findes på Château Mouton Rothschilds museum.

Nå, men vi starter som sagt med at drikke Château d’Armailhac Pauillac 5. Grand Cru Class i årgang 2013. Det er en årgang, som ikke rates så højt … 84 af Wine Spectator. Årgang 2013 var generelt et rigtig svært år i Bordeaux med rigtigt lave udbytter og svingende kvalitet.

Årgangen er lavet med et blend af 59% Cabernet Sauvignon, 28%
Merlot, 12% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot. Alle druerne afstilkes, således de fine tanniner alene stammer fra kerner og drueskind. Vinificeres helt traditionelt og lagres 15 -16 måneder på egetræsfade, heraf 25% nye fade, mens resten er brugte fade fra Château Mouton Rothschild.

Vinen fines med æggehvider på den traditionelle måde og antallet – mellem 4-6 pr. tønde – bestemmes hvert år efter en test på laboratoriet og i kælderen.

Næsen er meget ligefrem med frisk solbær, lidt kælder og syren fornemmes langt fremme … er næsten lidt pågående. Derudover er der eg, røget, støvet, blæk og meget let kanel.

Smagen er meget tilbageholdende og syren styrer klart vinen, men egentlig på en fin og elegant måde, meget tør i udtrykket, klart til den mere lette og feminine side og smager egentlig ganske godt.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Lorentsens Vinforsyning, hvor denne 2013 kan fås til 395 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Enrico Santini, Poggio al Moro Bolgheri Rosso, Toscana, Italien

2010 Enrico Santini, Poggio al Moro Bolgheri Rosso, Toscana, ItalienEnrico Santini startede egentlig som kommis i et supermarked og arbejdede der i 15 år inden han besluttede at følge sin passion for vin. Nu er han selvstændig vinbonde i Bolgheri og står bag denne Poggio al Moro Bolgheri Rosso.

Enrico Santini stammer selv fra Bolgheri og har i dag hans vinhus tæt ved byen Castagneto Carducci i Bolgheri i den sydlige del af Toscana ikke så langt fra havet. Han blev træt af arbejdet i supermarkedet i 1995 og startede med at arbejde i en vens vineri omkring 3 års tid inden han i 1998 startede for sig selv.

Det blev en start helt uden at have hverken redskaber, vinificeringsudstyr eller et vineri … altså en start som en rigtig garageproducent. Han købte imidlertid nogle marker med lånte penge og startede at tilplante markerne, som han passer både meget omhyggelig og total økologisk. Vinene producerede han så i bogstaveligt stand i sin garage og kælder.

I dag er Enrico Santini en anerkendt producent i Bolgheri og han har samlet 15 hektar jord, hvoraf 12 hektar er vinmarker. På markerne dyrkes han Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Sangiovese og Petit Verdot samt de hvide sorter Vermentino og Sauvignon Blanc.

Han laver årligt omkring 50-55.000 flasker vin fordelt på 4 forskellige vine … en hvid og 3 røde, herunder altså denne Poggio al Moro Bolgheri Rosso, som han årligt laver 30.000 flasker af. Vinene laves i dag med lidt hjælp fra vinmageren Attilio Pagli.

Poggio al Moro Bolgheri Rosso er lavet på 30% Sangiovese, 30% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot og 10% Syrah. Hvor druesort vinificeres separat med en maceration og gæring over 3-4 uger og en efterfølgende lagring i 3 måneder på franske barriques.

Og sikke en dejlig næse med mørk og sort frugt, tobak, lakrids, blæk samt en mørk, tyk og lagret balsamisk syre. Smagen er blød, rund og tilbagelænet. Syren er rund og behagelig og vinen kraftig, fed og samtidig med en friskhed i frugten. Der er bestemt tanniner, men det samlede indtryk er, at dette er en dejlig, sød og elskelig bredbaget italiensk mamma. Det er klart 4½ balsamicofedtede fingre med pil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Neethlingshof, The Caracal, Stellenbosch, Sydafrika

2015 Neethlingshof, The Caracal, Stellenbosch, SydafrikaMan kan finde Bordeaux blend overalt i verden … denne The Caracal – navnet på den lokale vildkat – er sådan en af slagsen og kommer fra den smukke, gamle sydafrikanske vingård Neethlingshof.

Neethlingshof ligger lige en kende vest for selve Stellenbosch by i den såkaldte gyldne trekant i Stellenbosch, bl.a. lige nabo til De Toren, som jeg også tidligere har skrevet om her på vinbloggen. Selve ejendommen stammer fra 1692 og hed oprindelig De Wolvendans, altså ulvedans.

I 1788 blev ejendommen købt af Charles Marais og hans dengang kun 18-årige hustru Maria. De startede med at udvide vinmarkerne og bygge en stor vinkælder til produktion af egne vin, men Charles døde efter nogle år og efterlod Maria som en meget ung enke på ejendommen alene med 3 børn.

Det afholdte dog ikke Maria fra at videreføre projektet. Hun udvidede sammenlagt vingården til 397 hektar … dog med hjælp fra børnene, to sønner og en datter.

Datteren blev i 1828 gift med Johannes Henoch Neethling, som dermed blev medejer af vingården og faktisk endte med at købe hele vingården. Han ændrede også gårdens navn til  Neethlingshof.

Han var en levemand, som elskede det gode liv og fordybede sig i forskellige aktiviteter i Stellenbosch, hvorfor han også fik øgenavnet Lord Neethling.

I dag er ejendommen dog ikke længere familieejet, men i stedet ligeligt af to store industrielle, sydafrikanske vinkoncerner, nemlig Distell – som vi bl.a. kender fra vinene Drostdy-Hof – samt Lusan Premium Wines.

Til at forestå driften har man sat vinmageren De Wet Viljoen i spidsen for driften. Han er uddannet ønolog fra  Stellenbosch universitetet og har også studeret mikrobiologi. Han har tidligere arbejder hos Kendall-Jacksons La Crema projekt i Californien og har nu styret produktionen på Neethlingshof siden 2003.

Neethlingshof har i dag samlet 276 hektar jord, hvoraf alene 110 hektar er vinmarker, mens 28 hektar reserveret til genplantning og bevaring af de lokale Renosterveld arter. Det har imidlertid betydet et problem med mus, som ødelægger vinstokkenes rødder.

For at løse dette har man udsat en stort antal plettede hornugler, som har løst problemet med musene. Til gengæld har naturen så givet inspiration til navnene på nogle af vine, fx The Owl Pinotage eller denne The Caracal … en lokal vildkat aka Rooikat, som de kalder det på den lokale sprog.

Udover vinproduktionen danner den smukke og historiske ejendom også rammen om en restaurant og udlejes også til store bryllupper og fester. Derudover er der også en butik, som forestår store vinsmagninger og sælger gårdens vine.

Vinene er opdelt i 2 serier … Estate vinene og Short Story vinene, hvor denne The Caracal er fra sidstnævnte. Den er – som nævnt – et Bordeaux blend på 57% Cabernet Sauvignon, 19% Merlot, 15% Malbec samt 9% Cabernet Franc.

Druerne er høstet i marts måned, dels ved håndkraft og med maskine, hvorefter de er afstilket og knust. Derefter er gæringen sker i store rotationstanke med udvalgte gærtyper ved 25-29 grader i 7 dage.

Derefter sker der en malolaktisk gæring samt efterfølgende lagring 12 måneder i 300 liters franske fade i en kombination af primært nye samt fade, som er brugt en eller to gange tidligere.

Og jo … næsen emmer faktisk af solbær, så det lugter lidt af Bordeaux, måske lidt sød, syrlig og solmoden i frugten, lidt blommer, men der er også en lidt sjov duft, lidt sød og brændt tilsat lidt kaktuspiller, men det forsvinder ganske langsomt med lidt luft i glasset. Dens franske forbillede kommer også frem med lidt cigaræsker, træ og jord, hvilket suppleres med noter af kaffe, karamel og vanilje.

Smagsmæssigt er det også solbær, lidt kirsebær og egentlig ganske frisk i frugten, faktisk virkelig frisk med blide tanniner, tørhed, grafit og en svag bitterhed. Med luft i glasset afdæmpes kanterne og vinen fremstår ganske helstøbt, mens eftersmagen er forrygende lang, hvilket måske endda er vinens største styrke. Jeg har drukket vinen over nogle dage og det vinder den faktisk på, bl.a. forsvinder de brændte noter  i duften lige så stille.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Poggio Forte, Rosso Toscano, Toscana, Italien

2010 Poggio Forte, Rosso Toscano, Toscana, ItalienVi sluttede byggemødet med denne bedagede og punkterede Rosso Toscano fra Poggio Forte, hvilket egentlig blot er et brand under den store vinkoncern PWS aka Premium Wine Selection, der holder til i Pedemonte i Veneto.

Premium Wine Selection er en stor koncern, som har et sortiment, der er målrettet supermarkedskæder. De står bag mindst 36 forskellige labels, men de fleste er ikke kendt herhjemme … måske lige bortset fra mærket Le Arche, som man måske er stødt på, hvis man har fundet en billig Amarone.

Ellers er det  brands som fx Azienda Agricola Castelveder, Baron de Sigognac, Coldigiano, Istituto Agrario San Michele, El Fortino, Ca ‘Rosa … blot for at nævne nogle få.

Premium Wine Selection er etableret i 2000 og ledes af  Silvano Piacentini, men siden 2009 har sønnen Luigi Piacentini også deltaget i driften. Før han trådte ind i faderens virksomhed, så arbejdede han som marketingsdirektør hos Masi Agricola i Verona.

Det store foretagende ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer rundt om i Italien og lave vine fra stort set alle områder i støvlelandet.

Produktionen styres af de to vinmagere Armando Vesco og George Barbero i selskabets produktionsfaciliteter i byen Pedemonte omkring 25 kilometer nord for Verona. Der har de også et 6.500 kvadratmeter stort temperaturstyret lager, hvorfra de distribuerer de mange vine.

Udover de italienske vine, som laver de også vin fra Frankrig … bl.a. Bourgogne og Champagne og så ejer de også whisky distelleriet Chieftain’s Whisky.

Denne Poggio Forte Rosso Toscano er lavet på 95% Sangiovese og 5% Merlot og Syrah, men derudover har jeg slet ingen oplysninger om produktionen … men mon ikke, at den blot er lavet på ståltanke uden lagring på eg?

Imidlertid er det meste liv i vinen forsvundet … den er punkteret, flad, over the hill og tæt på død. Det er alt for overmoden frugt og på ingen måder særlig behagelig. I munden såmænd blød, men igen sød, overdone og kedelig. Ikke værd at bruge tid eller penge på.

Er tidligere forhandles af bl.a. Carlo Merolli, hvor en flaske kostede 45 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 2/7  

2015 Château L’Argenteyre, Medoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2015 Château L'Argenteyre, Medoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigNæste vin var også Bordeaux fra den gode årgang 2015, nemlig en Medoc Cru Bourgeois fra Château L’Argenteyre, der holder til udenfor byen Bégadan i den nordligste del af Medoc halvøen vel omkring 15 kilometer nordligere end Saint-Estèphe.

Det er en forholdsvis ny vingård, som er etableret i 1992 af Philipp og Gilles Reich … det er i øvrigt Gilles, som I kan se på billedet ovenover med snydeskaftet nede i glasset.

Samlet har Château L’Argenteyre 33 hektarer vinmarker fordelt i Bégadan, Valeyrac og Querac i det nordlige Médoc. Jorden består af ler, kalk samt grus og er tilplantet med mellem 6.600 og 7.500 vinstokke pr. hektar.

Denne Château L’Argenteyre Medoc Cru Bourgeois er lavet på 55% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot samt 15% Petit Verdot, som alle bliver håndplukket og herefter sorteret på et sorteringsbord inden en let presning.

Over de efterfølgende 4-5 dage gennemgås maceration ved en temperatur på 15 grader med flere daglige omrøringer for at udtrække farve og smag fra drueskallerne.

Den efterfølgende gæring foregår ved en temperatur på 24 til 26 grader. Vinen modner herefter 12 måneder på barriques, hvoraf 35% er nye fade.

Næsen er mere syrlig og en tak lettere end foregående Merlot baserede Bordeaux. Det er en syrlig og gæret frugt, kirsebær, solbær, blæk, tobak, kaffegrums samt lidt peber.

Smagsmæssigt virker vinen også mere let og lys i frugten end foregående. Det er kirsebær, godt med tørhed … virkelig tørstoffer, en syrlig kant, men igen uden den helt store dybde og er måske lidt svag i koderne, selvom jeg har denne en kende foran Château Cailleteau Bergeron.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux Tradition, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux, Bordeaux, FrankrigNæste vin i glasset var også tydelig … Bordeaux. Det var spot on, nemlig denne Blaye Côtes de Bordeaux Tradition fra Château Cailleteau Bergeron, der ligger i kommunen Mazion omkring 5 kilometer fra byen Blaye på den højre eller nordlige side af Dordogne floden, hvor Merlot-druen er den dominerende.

Vinslottet ejes og drives af søskendeparret Pierre-Charles Dartier og Marie-Pierre Dartier, som overtog driften fra deres forældre i 1992. Château Cailleteau Bergeron er grundlagt af søskendeparret bedsteforældre tilbage i 1933, hvor det bestod af sølle 2 hektar vinmarker.

Ja faktisk var det et ganske lille vinslot helt frem til 1973, hvor det alene udgjorde 4 hektar … nemlig med marken La Magdeleine. I dag er vinslottet dog på 37 hektar,

Udover Château Cailleteau Bergeron har Dartier familien nemlig også i 1991 købt vinslottet Château Clos Mansio fra 1850 og i 2008 tillige Château Perrin, der oprindelig er fra 1870.

Således laver Pierre-Charles og Marie-Pierre Dartier vine under navnene Château Cailleteau Bergeron, Château Clos Mansio samt Château Perrin. Til at hjælpe med vinproduktionen har de dog ønologen Nicolas Piffre.

Jorden til Château Cailleteau Bergeron består af sand, ler og kridt, og vinstokkenes alder er over 20 år. Der foretages grøn høst og druerne høstes manuelt i de enkelte parceller, når de er fuldt modne.

Søskendeparret har også investeret en del i nyt vineri, nye vinkældre og moderne udstyr til produktionen, som ellers er meget traditionel. En del lagres i ståltanke og en del på eg i 12 måneder. Inden vinene flaskes, bliver de klaret og filtreret.

Denne Blaye Côtes de Bordeaux Tradition er ikke husets topvin, men deres almindelige rødvin, som er lavet på 90% Merlot og
10% Cabernet Saugvignon. Der er ingen oplysninger om selve vinifikationen, men vinen er lagret i 12 måneder … Merlot i ståltankene og Cabernet Sauvignon i brugte egefade.

Næsen byder på masser af Bordeaux noter … solbær, dyb og gæret i frugten endda, cigaræsker, jordbund og muldjord, blæk, kul, vanilje, tobak og kanel. Det er Bordeaux en smule til den federe side.

I munden er det også tilfældet, pænt med sødme og pænt med fagnoter, solbær, blæbær, kanel og virker i det hele taget opulent samt sødkrydret. Samlet bliver det lidt fladt og enstrenget, så der mangler lidt kompleksitet, selvom det er en vin, som mange vil kunne lide.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7