2015 Neethlingshof, The Caracal, Stellenbosch, Sydafrika

2015 Neethlingshof, The Caracal, Stellenbosch, SydafrikaMan kan finde Bordeaux blend overalt i verden … denne The Caracal – navnet på den lokale vildkat – er sådan en af slagsen og kommer fra den smukke, gamle sydafrikanske vingård Neethlingshof.

Neethlingshof ligger lige en kende vest for selve Stellenbosch by i den såkaldte gyldne trekant i Stellenbosch, bl.a. lige nabo til De Toren, som jeg også tidligere har skrevet om her på vinbloggen. Selve ejendommen stammer fra 1692 og hed oprindelig De Wolvendans, altså ulvedans.

I 1788 blev ejendommen købt af Charles Marais og hans dengang kun 18-årige hustru Maria. De startede med at udvide vinmarkerne og bygge en stor vinkælder til produktion af egne vin, men Charles døde efter nogle år og efterlod Maria som en meget ung enke på ejendommen alene med 3 børn.

Det afholdte dog ikke Maria fra at videreføre projektet. Hun udvidede sammenlagt vingården til 397 hektar … dog med hjælp fra børnene, to sønner og en datter.

Datteren blev i 1828 gift med Johannes Henoch Neethling, som dermed blev medejer af vingården og faktisk endte med at købe hele vingården. Han ændrede også gårdens navn til  Neethlingshof.

Han var en levemand, som elskede det gode liv og fordybede sig i forskellige aktiviteter i Stellenbosch, hvorfor han også fik øgenavnet Lord Neethling.

I dag er ejendommen dog ikke længere familieejet, men i stedet ligeligt af to store industrielle, sydafrikanske vinkoncerner, nemlig Distell – som vi bl.a. kender fra vinene Drostdy-Hof – samt Lusan Premium Wines.

Til at forestå driften har man sat vinmageren De Wet Viljoen i spidsen for driften. Han er uddannet ønolog fra  Stellenbosch universitetet og har også studeret mikrobiologi. Han har tidligere arbejder hos Kendall-Jacksons La Crema projekt i Californien og har nu styret produktionen på Neethlingshof siden 2003.

Neethlingshof har i dag samlet 276 hektar jord, hvoraf alene 110 hektar er vinmarker, mens 28 hektar reserveret til genplantning og bevaring af de lokale Renosterveld arter. Det har imidlertid betydet et problem med mus, som ødelægger vinstokkenes rødder.

For at løse dette har man udsat en stort antal plettede hornugler, som har løst problemet med musene. Til gengæld har naturen så givet inspiration til navnene på nogle af vine, fx The Owl Pinotage eller denne The Caracal … en lokal vildkat aka Rooikat, som de kalder det på den lokale sprog.

Udover vinproduktionen danner den smukke og historiske ejendom også rammen om en restaurant og udlejes også til store bryllupper og fester. Derudover er der også en butik, som forestår store vinsmagninger og sælger gårdens vine.

Vinene er opdelt i 2 serier … Estate vinene og Short Story vinene, hvor denne The Caracal er fra sidstnævnte. Den er – som nævnt – et Bordeaux blend på 57% Cabernet Sauvignon, 19% Merlot, 15% Malbec samt 9% Cabernet Franc.

Druerne er høstet i marts måned, dels ved håndkraft og med maskine, hvorefter de er afstilket og knust. Derefter er gæringen sker i store rotationstanke med udvalgte gærtyper ved 25-29 grader i 7 dage.

Derefter sker der en malolaktisk gæring samt efterfølgende lagring 12 måneder i 300 liters franske fade i en kombination af primært nye samt fade, som er brugt en eller to gange tidligere.

Og jo … næsen emmer faktisk af solbær, så det lugter lidt af Bordeaux, måske lidt sød, syrlig og solmoden i frugten, lidt blommer, men der er også en lidt sjov duft, lidt sød og brændt tilsat lidt kaktuspiller, men det forsvinder ganske langsomt med lidt luft i glasset. Dens franske forbillede kommer også frem med lidt cigaræsker, træ og jord, hvilket suppleres med noter af kaffe, karamel og vanilje.

Smagsmæssigt er det også solbær, lidt kirsebær og egentlig ganske frisk i frugten, faktisk virkelig frisk med blide tanniner, tørhed, grafit og en svag bitterhed. Med luft i glasset afdæmpes kanterne og vinen fremstår ganske helstøbt, mens eftersmagen er forrygende lang, hvilket måske endda er vinens største styrke. Jeg har drukket vinen over nogle dage og det vinder den faktisk på, bl.a. forsvinder de brændte noter  i duften lige så stille.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7