Det er få uger siden, at jeg smagte en Arcadienne Pinot Noir Gamay fra Hervé Grenier på Domaine Vallée Moray i Montlouis sur Loire. Nu er er der igen vin i glasset fra det lille økologiske vinhus, men nu den hvide Aubépine Montlouis sur Loire på ren Chenin Blanc.
Druerne kommer fra tussegamle vinstokke, som er 50-100 år gamle og står i jordbund præget af flint og ler. Druerne høstes med håndkraft med beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar og sorteres inden den direkte presning.
Vinen gærer og modner også på gamle 400 og 600 liter egefade. Lagringen varer 8 måneder og sker på bærmen – altså sur lie – og efter ved flaskning filtreret på kieselguhr … en lidt porøs bjergart og der tilsættes alene ganske lidt svovl.
I starten er vinen duftmæssigt lidt beskeden og neutral, men hurtigt kommer der lidt mandler, melon, pærer, kvæde, men bestemt også et lidt støvet udtryk med salt, karamel … en snert bio kant, smørnoter og en meget svag oxidering.
Smagen er derimod frisk, meget ren frugt, måske lidt moden. Syren er svag, så det bliver lidt saft eller mostagtig i smagen og slutter i et dejligt grønt bid. Der er knap så megen wow-faktor over denne hvide fra Domaine Vallée Moray i forhold til den foregående, rustikke og mere brovtende Arcadienne Pinot Noir Gamay.
Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 150 kr.