Tag-arkiv: Spanien

2018 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, Spanien

2018 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, SpanienI det nordvestligste hjørne af Spanien tæt ved Atlanterhavet finder vi Galicien, hvor der ligger rigtigt spændende appellationer som fx D.O. Rías Baixas og D.O. Ribeiro. Det er netop i Ribeiro vi finder vinhuset Ramón do Casar … godt gemt af vejen i Ourense provinsen i den lille by O Prado helt tæt på floden Miño.

Men når man smager denne spændende hvidvin fra Ramón do Casar … lavet på den noget ukendte Treixadura drue, så begynder man at få en forståelse for, hvorfor området i dag betegnes som et af de mest spændende hvidvinsområder.

Vinhuset Ramón do Casar er grundlagt i år 2000 af de tre González Sabucedo brødre, som vendte tilbage til Spanien fra Venezuela, som deres far Ramón do Casar måtte flytte til i 1950’erne grundet den økonomiske situation i Spanien under Francos ledelse.

Dengang havde faderen forladt familiens vingård ved floden Miño, og nu kunne brødrene så sikre, at faderen kunne vende tilbage til området, hvor vinhuset nu har 8 hektar vinmarker, hvor familien dyrker druesorterne Treixadura, Albariño og Godello.

Til at forestå produktionen af vinene har familien hyret den unge vinmager Pablo Estévez, som samlet laver omkring 5 forskellige hvidvine, herunder altså også denne Treixadura.

Og alle vinene fra vingården bærer til ære og respekt for gamle Ramón i dag fotografier fra den berømte fotograf Alberto Marti, som fotograferede de mange spanske immigranter på havnene i Vigo og Coruña, inden de drog af sted til Sydamerika.

Treixadura kendes under navnet Trajadura, for det er nemlig en portugisisk druesort, der primært dyrkes i Vinho Verde vinregionen i det nordøstlige Portugal … og netop også i appellationerne Ribeiro og Rías Baixas i Galicien i Spanien.

Det er primært en blandingsdrue, som giver krop og lette lemon noter til vinene. Oftest er druen blandet med Loureiro og Alvarinho i Rías Baixas, mens den i Ribeiro ofte blandes med sorterne Torrontés og Lado … men her har vi den altså i reneste form helt solo.

Høst sker manuelt, hvorefter druerne selekteres. Derefter bliver druerne afstilket og knust gennem en kuldeveksler efterfulgt af blid presning. Vinen gærer herefter i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og lagrer også i ståltankene og efter aftapning også en kort periode på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er her en lækker og aromatisk næse … multifrugtjuice, mango, dåsepærer, syltede citroner, lemon, virkelig en sød og buttet tropisk aroma, som suppleres med akacietræ, blomster og sæbe.

Det er samtidig en virkelig smagfuld vin, som er fed, tæt og koncentreret og har masser af tyk syre, hvid peber, syltede citroner, lemon, abrikos og andre tropiske frugter. Og hvor er vinen blød, rund, fyldig og smagfuld … det er en lille genistreg.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Bodegas Muga, Aro, Rioja, Spanien

2015 Bodegas Muga, Aro, Rioja, SpanienByggemødet sluttede med en stor spansk kanon, nemlig med vinen Aro fra Bodegas Muga … en vin, som netop har fået 100 point af vinkritikeren James Suckling, men godt nok i 2016 udgaven. 2015’eren gav han 99 point og samtidig udråbte han Aro som Spaniens bedste vin.

Stor ord, men hvem bekymrer sig egentlig om de udenlandske vinkritikere, når de kan få vinen testet af den danske, flittige og totalt utilregnelige vinblogger? Og da vinen nu var med i feltet ved byggemødet qua Brix’s store forkærlighed for vinene fra Bodegas Muga, så kommer her endnu en vurdering af vinen.

Bodegas Muga har jeg skrevet om mange gange tidligere, så her jeg jeg blot fokusere på Aro … en vin, som er lavet på 70% Tempranillo og 30% Graciano.

Graciano druen er ikke så kendt herhjemme, men det er en spansk rødvinsdrue, der dyrkes primært i Rioja og trives i varme, tørre klimaer. Den giver et lavt udbytte, høstes normalt i slutningen af oktober og den giver med en dyb rød farve, én stærk aroma og har derudover en evne til at lagre i mange år.

Druerne til Aro kommer fra Bodegas Mugas ældste vinmarker med over 60 år gamle vinstokke. En ekstremt selektering hele vejen igennem gør, at der kun benyttes de absolut bedste druer.

Vinen laves i små egefade med spontangæring og helt uden temperaturkontrol. Macerationen varer et sted mellem 2-3 uger og derefter har vinen lagret 24 måneder på egefade, heraf 18 måneder i nye, franske egefade.

Næsen er i starten lidt maskulin, kraftig, tyk og fed med godt med engelsk lakrids, men der er masser af frugt og ikke bare mørk, fed frugt, men faktisk en smule syrlig i frugten … nærmest lidt et møde mellem brombær og ribs. Der er våde fade, eg, vanilje, kanel og samtidig masser af krydderier, blomster og egentlig fin lethed.

I munden er vinen tør … meget tør med lakridsnoter, grene, masser af stramme og faste tanniner, peber, solbær, sorte kirsebær, blåbær, meget fin og frisk i frugtsmagen og samtidig meget elegant. Der er grafit, let krydrede elementer og alt fuldstændigt poleret. Aro har samtidig en virkelig lang eftersmag.

Forhandles fx af Uhrskov vine, hvor en flaske koster 1.599 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Bodegas Muga, Flor de Muga Rosé, Rioja, Spanien

2018 Bodegas Muga, Flor de Muga Rosé, Rioja, SpanienBrix har tidligere til et byggemøde i august serveret rosévin fra Bodegas Muga, nemlig for nøjagtig 5 år siden med en 2013 Rosado, men denne gang blev det en 2018 Flor de Muga Rosé.

Bodegas Muga holder til i et smukt gammelt hus i den historiske by Barrio de La Estación i hjertet af vinområdet Haro i Rioja, er grundlagt i 1932 af Isaac Muga Martinez, og drives i dag af 3. generation i form af Manu, Jorge, Juan og Isaac Muga.

De  laver vin via traditionerne fra den klassiske skole i Rioja, nemlig udblødning og gæring i trækar, langsom dekantering vinteren over, traditionel filtrering af bundfald og klaring af vinen med friske æggehvider. En klar fremtidsvision kombineres med traditionelle produktionsmetoder.

Herudover fremstiller Muga selv deres tønder fra amerikansk, fransk, ungarsk, russisk, spansk egetræ, og gården råder da også over ikke mindre end 14.000 tønder. Jeg har faktisk lidt svært ved at forestille mig, hvor meget så mange tønder må fylde i en kælder, men vinhuset råder også over 25.000 m2 bygninger/kældre.

Bodegas Mugas vinmarker ligger ved foden af Montes-Obarenses inden for det område, som kaldes Rioja Alta. Jorden i dette område er for det meste ler og kalksten, opdelt i små områder med forskellig terroir. Det er nemlig markerne El Estepal, La Loma, Baltracones, La Loma Alta og Sajazarra.

De ejer i alt 250 hektar vinmarker, men har derudover også kontrollen med yderligere 150 hektar, ejet af andre vinavlerne i området. Der dyrkes primært vinsorterne Tempranillo, Garnacha aka Grenache, Mazuelo aka Carignan og Graciano samt de hvide druer Viura og Malvasia.

Flor de Muga Rosé er lavet på 100% Grenache fra 70-90 år gamle vinstokke, hvorefter druerne udblødes koldt i en kort periode. Ved den efterfølgende gæring benyttes alene 50% af den reneste most. Gæringen sker ved lav temperatur i små egefade og tanke på 5-10 hektoliter tanke og derefter lagrer vinen sur lie og dette varer 4 måneder inden vinen aftappes på flaske,

Næsen er lidt for meget for jeres flittige – men ikk’ roséelskende – vinblogger. Der er lidt tyggegummi, Hubba Bubba gum, astronaut-is og ganske parfumeret. Det dufter lidt som saftevand tilsat lidt kanel og lidt bagepulver.

I munden er vinen stærk, bitter og balancen har jeg svært ved at finde. Den virker samtidig lidt sprittet, som om den brænder og er samtidig tør, neutral og en kende til den kedelige side.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 298 kr., mens prisen er 224 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Bodegas Resalte de Peñafiel, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Resalte de Peñafiel, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, SpanienDet burde ikke komme som en overraskelse, at Steffen havde spansk Ribera del Duero med og det blev fra det kendte vinhus Bodegas Resalte de Peñafiel, nemlig deres 2016 Vendimia Seleccionada.

Bodegas Resalte de Peñafiel blev grundlagt i år 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i den konkurrencedygtige region. Vingårdens navn og logo stammer fra slottet i Peñafiel. Vinhuset har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år. Den årlige produktion er på 250.000 flasker om året, men der  er kapacitet til 500.000 flasker om året.

Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt. De besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske, og de fornys hvert 3-4 år.

Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero. Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo, og alle druerne håndplukkes med en streng udvælgelse og efterfølgende sortering på vingården.

Der produceres 3 kvaliteter; Resalte, som er gårdens topvine, Peña Roble, en mere kommerciel serie med et ungt og moderne image samt endelig Lecco serien. Denne Vendimia Seleccionada er en af vinhusets nyeste vine og en del af Resalte serien.

Druerne til vinen kommer fra marker i helt op til 1.000 meters højde, hvor vinstokkene er begunstiget af kalkstensrige vinmarker med mange solskinstimer og kølige nætter.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten lægges i blød ved kølig temperatur … 8 grader i 5 dage, hvor der udtrækkes aromaer samt farve. Derefter starter den alkoholiske gæring ved op til 24 grader efterfulgt af en maceration på omkring 18 dage. Derefter lagres vinen 10 måneder på 500 liter franske fade af forskellige typer ristninger.

Næsen byder også på meget Ribera del Duero karakter … mørk bærfrugt, blåbær, marmelade, brændte fade, egeplanker, vanilje, let parfumeret håndsæbe, svagt grafit samt en lille pikant grøn syrlighed.

Smagsmæssigt er der sødme, power, tydelige tanniner, fed peber, tjære, kul og vinen er næsten tyktflydende og lidt stærk. Der er solbær, blåbær, saftighed … en spansk tyr, som er velernæret, muskuløs og alligevel med et venligt blik i øjet.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Bodegas Atalaya, Alaya Tierra, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Bodegas Atalaya, Alaya Tierra, Castilla-La Mancha, SpanienIgen har vi en vin i glasset fra Juan Gil Bodegas Familiares … den store spanske Gil familie, som ejer en lang række vinerier over hele Spanien, herunder Bodegas Atalaya lidt nord for byen Almansa under appellationen DO Almansa i vinregionen Castilla-La Mancha.

Vi smager her husets Alaya Tierra, der også af flere anmeldere er kaldt Den Spanske Amarone. Den er en af de 3 vine, som familien Jil laver på Bodegas Atalaya, som de har grundlagt i 2007 sammen med familien López Family fra Pilar de la Horada.

Alaya Tierra er produceret på 100% Garnacha Tintonera – også kendt som Alicante Bouchet – fra gamle vinstokke på over 50 år. Alle druer er høstet med håndkraft og kun de absolut bedste druer fra anvendes. Vinen har lagret 15 måneder på franske og amerikanske egetræsfade. Der produceres omkring 20.000 flasker årligt.

Amarone er nu ikke min første tanke, når jeg dufter vinen … i hvert fald ikke ærketypisk Amarone. Der er masser af tør engelsk lakrids, lakridsrod, masser af træ, urter, tørre krydderier, blåbær og andre mørke frugter, en smule peber og let syrlig balsamico. Men for pokker, hvor vinen fed og klæbende i glasset.

Og hold da, hvor den fylder i munden … og så begynder jeg at forstå snakken om Amarone. Det er dobbeltturbo og næsten så fed og tyk, at den skal tygges. Der er pænt med sødme, power, kraft, mørke bær, rosiner og faktisk en smule gløggagtig i smagen eller i hvert fald nogle søde krydderier. Der er både chokolade, lakrids, peber … virkelig en vin for dem, som elsker power, sødme i vinen eller højoktan Amarone.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. De Muller, Mas de Valls Brut, Catalonien, Spanien

N.V. De Muller, Mas de Valls Brut, Katalonien, SpanienDe fleste af Spaniens mange Cavahuse ligger i enten Penedès eller Tarragona i Catalonien. De Muller, som står bag denne Mas de Valls Brut ligger et par kilometer syd for byen Reus i netop Tarragona.

Vinhuset De Muller er grundlagt tilbage i 1851 af Sr. Auguste de Muller og Ruinart de Brimont, som kom fra en familie af vinavlere i Alsace. De så et stort potentiale i Tarragona området og slog sig ned der. Igennem 4 generationer var cavahuset ejet af De Muller familien og blev et velkendt hus i området.

Siden 1995 har De Muller imidlertid været ejet af Martorell familien, som er catalanske forretningsmænd, der har videreført husets traditioner og løbende også udvidet med køb af yderligere vinhuse og marker.

Martorell familien har bl.a. flyttet vinhuset til dens nuværende faciliteter i ejendommen, som er kendt som Mas de Valls i Reus, hvor de har moderne udstyr med rustfrie ståltanke, fade og tønder samt en kapacitet på 4.000.000 liter vin.

Ved Reus har De Muller i dag omkring 200 hektar vinmarker, hvor de dyrker hvide sorter som Macabeo, Muscat, Sauvignon Blanc, Grenache Bland og Chardonnay samt de røde sorter Merlot, Cabernet Sauvignon, Tempranillo, Grenache og Pinot Noir.

Derudover har Martorell også købt vinhuset Mas de les Pusses med 34 hektar vinmarker samt det gamle vinhus Cochs i Reus.

Samlet har De Muller i dag vinmarker på ejendommene Mas de Valls, Mas Fontana, Finca Pebesa, Mas de Mata, Partida Vilabella, Mas del Cogoll, Mas de Barberà, Finca de la Secuita, Finca del Milà og Mas de les Pusses.

Nå, men her smager vi altså De Mullers non vintage Mas de Valls Brut, som er lavet på 50% Chardonnay, mens den anden halvdel består af druerne Macabeo og Parellada … og alle druerne kommer fra markerne omkring Mas de Valls.

Hver druesort vinificeres separat og den første gæring sker i store rustfrie ståltanke ved 16-18 grader i 10 dage, hvorefter blendet stikkes sammen. Andengæring sker helt efter den traditionelle metode, altså i flasken 15-16 måneder i husets kælder.

Duftmæssigt er her masser af nødder, pærer, fersken, tørrede abrikoser, brunet smør, en herlig landlig aromo … næsten lidt ged eller gedestald, en smule parfumeret og varm i udtrykket.

Smagen er også fersken, abrikos og gule æbler, men der er ikke så megen syre, og boblerne også mere diffuse og forsvinder meget hurtigt, hvilket giver vinen et lidt varmt og modent udtryk. Der mangler klart mere syre og mere spark i boblerne.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 87,50 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2014 Nuevos Vinos, Perla Maris Verdejo, Rueda, Spanien

2014 Nuevos Vinos, Perla Maris Verdejo, Rueda, SpanienPerla Maris betyder noget i retning af; det er en perle, og bag vinen finder vi i bogstavelig forstand det nye vinhus Nuevos Vinos … og så må vi jo teste, om det vitterlig er en perle eller det går helt i fisk, som etiketten måske forsøger at fortælle?

Nuevos Vinos er vel nærmest et lille negociantfirma, som er grundlagt i 2002 af konsulenten José Cantó, I den spæde start var det mest med rådgivning af vinerier rundt om i Spanien omkring deres eksport af vin, men han besluttede senere, at han selv ville lave vine.

Og første projekt var faktisk netop denne Perla Maris Verdejo, hvor druerne købes hos en række udvalgte vinavlere i Rueda i Castilla y León regionen. Men generelt laver José Cantó vine fra mange forskellige områder i Spanien.

José Cantó tager sig af udvælgelsen og selvfølgelig også design, branding, salg og eksport. Der sigtes imod unge vine med masser af frugt, karakter og til overkommelig priser. Fisken på etiketten skal signalere, at vinen passer godt sammen med fiskeretter.

Druerne til vinen kommer selvsagt fra en rækker forskellige marker og høstes normalt i midten af september. Det sker efter José Cantó har overvåget og fuldt modningen i de forskellige marker, så der høstes således, når de enkelte marker er klar.

Vinen er lavet på ren ståltanke og er gæret alene på druerne naturlige gærceller. Vinen flyttes alene ved brug af tyngdekraften, altså uden at pumpe vinen fra presse til gæringstankene og videre til aftapning. Der laves årligt 10.000 flasker af denne vin.

I glasset er vinen meget gul … og farven passer meget godt til duften, som er varm, venlig og omfavnende. Der er pærer, abrikos, honning og måske endda også lidt nødder. Verdejo druen har tit godt af nogle år på bagen, for at udvikle den runde og ganske fine aroma med en skvis sødme.

I munden er vinen også behagelig … glider blidt og breder sig i munden med sødme, abrikos, fersken og en okay moden syre. Det er cremet, lækkert og slutter af med en svag grape. Det er en nem, ukompliceret, moden og saftig vin … en vin de fleste vil kunne li’.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor 78,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7   

2012 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, Spanien

2012 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, SpanienUnder appellationen DO Yecla i Murcia vinregionen i Spanien … og med base i ferieparadiset Fuengirola i Malaga går der to ærkedanske brødre rundt og laver vin. Det er brødrene David og Jonas Tofterup, som driver Bodega Trenza og derfra smager vi denne Trenza Family Collection.

De stammer begge fra Esbjerg, men emigrerede til Spanien som teenagere sammen med deres forældre. Deres far Kurt skulle nemlig være med til at åbne en bankfilial for Varde Bank i Malaga.

Senere kom David som 19-årig i lære som vinkyper, og det fik også lillebror Jonas til at gå i broderens fodspor. I dag er Jonas Master of Wine, mens David er uddannet vinmager og har arbejdet hos vinhuse i både Spanien, Frankrig, Chile og USA.

Jonas arbejder i dag også eksportchef for det chilenske vinfirma Viña Valdivieso, underviser på Iberian Wine Academy og er flying winemaker på Frederiksdal på Lolland.

David startede sin vinkarriere i Danmark på vinkyper uddannelsen hos Taster Wine. I 1998 rejste han ud i verden og har arbejdet hos Nicholas Hammeken, Mont Marçal  i Penedés, Lestage-Simon i Bordeaux og Viña Tarapaca i Chile og Foley Vineyards i Californien.

De to brødre startede Bodega Trenza i 2004. Det var David, der som den ældste var foregangsmanden, for Jonas gik fortsat i skole på det tidspunkt, men kunne tage fri fra skolen i de perioder, hvor der var mest travlt på vingården.

Siden 2004 har de sammen lavet vine fra appellationen DO Yecla, men jeg kan ikke se, om det sker med opkøbte druer eller med druer fra egne marker. Umiddelbart gætter jeg på det første … men det er med specielt fokus på Monastrell,  Cabernet Sauvignon, Shiraz og Garnacha.

Under navnet Bodegas Trenza laver brødrene 3 forskellige vine, nemlig La Nymphina, Z Strand og denne Family Collection, som er lavet på 56% Monastrell, 26% Cabernet Sauvignon, 14% Shiraz samt 4% Garnacha.

Druerne kommer fra 45-50 år gamle vinstokke på marker i Campo Arriba i DO Yecla. Shiraz og Garnacha druerne er høstet i slutningen af september, og Monastrell og Cabernet er først høstet i anden uge af oktober. Efter afstilkning blev 25% af mosten fjernet, så de resterende druer har givet mest mulig farve og aroma.

Der er herefter sket en kold maceration i 4-5 dage, hvorefter vinen har gæret 16-25 dage efterfulgt af en lagring i 28 måneder på en blanding af 228 liter og 500 liter franske egetræsfade. Vinen er kun filtreret let inden aftapning på flaske.

Hvor dufter vinen dejligt … fed, mørk og sødkrydret med jordbær, solbær og modne blommer, mælkechokolade, kakao, vanilje, kanel, allehånde, lidt mælkede noter, pæn sødme, lakridskonfekt, tør eg og en lille bitte syrlighed og ganske svagt en smule trøffel.

Smagen er også fyldig, kraftig, fed, rund, cremet og har masser af krydderier, blæk, jern og nogle bitre noter. Smagen også klart nogle blomstrede elementer og masser af tanniner, der som kampklædte soldater angriber mundhulen med en helt bataljon. Det er frugtrigt, krydret, lidt pebret og med en tør sødme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 La Maldita, Garnacha, Rioja, Spanien

2017 La Maldita, Garnacha, Rioja, SpanienEspañol aka spansk tales af over 400 millioner mennesker i verden, men heraf har nok alene en brøkdel smagt denne Garnacha vin fra vinhuset La Maldita i Rioja … men det har en dansk vinblogger nu.

Viñedos La Maldita ligger i den lille by Briones i La Rioja. Det har sit navn efter øgenavnet på Garnacha aka Grenache druen, som bliver kaldt La Maldita … den forbandede. Druen har tidligere været den næstmest plantede druesort i Rioja, men store problemer med for lave udbytter medførte, at den næsten ikke dyrkes længere. Der findes alene i dag et par tusinde hektar med Garnacha i Rioja.

Men det forsøger Viñedos La Maldita at lave om på, for de laver udelukkende vine på Garnacha. De har deres marker med druen omkring vinhuset i Briones samt Alberite, Villamediana, Badarán og Tudelilla … alle på marker i 450-700 meters højde.

Selve vinhuset Viñedos La Maldita er der nærmest ingen oplysninger om, men så vidt jeg kan se, så skyldes det, at det reelt er det større Bodegas Dinastía Vivanco, som står bag La Maldita og laver alle de 3 vine, som produceres – en hvid, en rosé og så denne røde på Garnacha.

Bodegas Dinastía Vivanco – som I kan se på billedet ovenover – er en større historie og ligger selvfølgelig også i Briones. Det er et 100 år gammelt vinhus, som drives af Vivanco familien, som har omkring 300 hektar vinmarker i området.

Denne Garnacha Red er lavet med druer fra 40 år gamle vinstokke fra marker i 700 meters højde i Tudelilla og yngre vinstokke på marker i 450 meters højde i Villamediana og Alberite.

Efter en kold udblødning er vinen lavet i rustfrie ståltanke med gæring ved 28 grader i 10 dage med daglige overpumpninger. Dette er efterfulgt af en malolaktisk gæring i ståltankene inden lagringen. 70% af vinen har lagret sur lie med bærmen i ståltankene, mens 30% har været lagret på franske og amerikanske egefade.

Duftmæssigt er det sorte kirsebær, jordbær, stærke krydderier, tør jord, estragon, svagt lidt fennikel, chokolade … robust, frisk og pænt frugtrig. Syren er sådan medium og det virker blødt og meget tilgængeligt.

Smagen er med ren Grenache lettere end det meste Rioja, meget blomsterrig, sød og ukompliceret. Der er en meget ligefrem, ren vin, meget drikbar og venlig. Det stikker ikke dybt, men giver med lidt frugtagtig sødme, let blommeagtig frugt og en letbenet syre et meget behageligt og fornøjeligt indtryk. Det giver 4 fede houlbergske fingre med pil op

Forhandles af Vinuniverset.dk, hvor en flaske koster 99 kr., men pt. fås på tilbud til 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2016 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienOg minsandten om ikk’ der kommer endnu en vin fra Juan Gil Bodegas Familiares, altså Gil familien med de mange vinerier. Denne gang deres monstertruck Blue Label vin, som de laver under eget navn i Jumilla.

Vinen er lavet på 60% Monastrell aka Mourvedre, som er blended med 30% Cabernet Sauvignon og 10% Syrah. Druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde. Druerne er høstet i hånden og med et særdeles lavt høstudbytte. Vinen er lavet med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på amerikanske og franske egetræsfade.

For pokker da en duft, ristede fade og ristede kaffebønder, dyb mørk … ja vel egentlig sort frugt, engelsk lakrids og lakridskonfekt, bare så intens og har noget grafit, blæk, tørret kød, nogle små elementer fra Nordrhône, en lille sødme, coca cola, vanilje og fedme. Duften er virkelig dragende.

Det er en intens vin, fed og rund, alligevel elegant på den fede måde, masser af mørk frugt, fed og gammel balsamico, nærmest eksplosiv i munden. Det er en voldsom sag, men har alligevel en kølig og tør koncentration, som gør den ret lækker. Men for pokker, det er voldsomt og en knytnæve lige i sylten.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7