Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2015 Parusso, Barolo Mariondino, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo Mariondino, Piemonte, ItalienAf de 3 enkeltmarks Barolo’er fra Parusso, så blev jeg vist mest overrasket og forelsket i denne Barolo Mariondino, selvom Mariondino marken slet ikke er så berømt og hypet som fx Bussia eller Mosconi.

Mariondino ligger nærmest ovenfor Parusso vingården og hører under Castiglione Falletto. Det er en af de få Barolo marker, som har en undergrund, som er præget af sandbund og det betyder normalt mere frugt og finesse, og dermed er vinene fra Mariondino er ikke helt så fede og dybe som vinene fra fx Bussia, hvor der er meget mere ler i jorden.

Druerne høstes selvfølgelig med håndkraft og derefter tørres klaserne 3-5 dage, hvorved stilkene når at blive brune, og ved alle Parussos Barolo’er anvendes alle drueklaser uden afstilkning.

Derefter er vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

I næsen er Barolo Mariondino klart mere feminin og let end den foregående almindelige Barolo, selvom der selvfølgelig er nogle af de samme elementer. Der er lys, luftig og moden frugt, kirsebær, lyse blommer, tørrede rosenblade, mineraler og salt. Der er lidt mere aftryk fra egefadene med kanel og vanilje, men det mest fascinerende er den lækre æteriske lethed.

Smagsmæssigt er det en meget levende vin, rund, blid, let, luftig og igen i en lidt moderne stil … samtidig lys, let og feminin elegant. Det er fortsat en meget ung vin endnu, men smager overraskende godt allerede nu. Tanninerne er lidt tydeligere end foregående, fin syre, let balsamisk, Houlberg er glad og giver 6 fede fingre med pil op.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 420 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Parusso, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Parusso, Barolo, Piemonte, ItalienJeg smagte 6 forskellige Barolo’er hos Azienda Agricola Parusso og jeg startede selvfølgelig med deres almindelige Barolo DOCG, hvor druerne kommer fra forskellige vinmarker i Monforte d’Alba og Castiglione Falletto.

Drueklaser tørres 3-5 dage, hvor stilkene når at blive brune, og ved alle Parussos Barolo’er anvendes alle drueklaser uden afstilkning. Derefter er vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.

Næsen er både herlig landlig og moden … god dybde, læder, lyse og modne bær, kirsebær, hindbær, røget eller modnet kød, balsamiske noter, mineraler, blomster, roser, salvie, en lille sødme, tør jord … virkelig elegant og modent.

Smagen er også rund og blød. Det er en venlig og lidt moderne, pleasende Barolo, som fortsat er ganske ung. Det er friske kirsebær, moden lys frugt, lidt præg fra egefadene, røg, blomster, pæn fylde, blide tanniner, fin balance og det smager rasende godt.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 338 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Parusso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Parusso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienEn Langhe Nebbiolo siger meget om Barolo’erne fra et vinhus i Piemonte … og denne Langhe Nebbiolo fra Parusso er virkelig en smuk og dejlig vin.

Druerne til vinen kommer fra både Ornati og Mosconi markerne ved Monforte d’Alba, og drueklaserne er let tørret, 50% afstilket og så er vinen lavet alene med druerne naturlige gærceller. Ellers er vinen lavet næsten som husets Barolo’er … altså 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro og så en efterfølgende lagring i 12-15 måneder i franske barriques og yderligere 4 måneder på flaske.

Denne Langhe Nebbiolo var – som I kan se på billedet – åbnet 8. juli og dermed 2 dage før mit besøg, men det havde bestemt ikke gjort vinen mindre tiltrækkende.

Sikke en lækker piemontisk lys næse med læder, tobak, violer, roser, blomster, lyse bær, en lille modenhed i de lyse bær, lidt fennikel og karamel, vanilje, men fortsat ung, stram, frisk … lidt et pattebarn, men dufter virkelig fabelagtigt.

Smagen er blid, nærmest lidt tilbagelænet, lyse bær, blomster, delikat lethed, blide tanniner, svagt lidt krydret, saftig og virkelig en smuk vin. Parusso er god til at gøre sine vine blide, moderne og imødekommende, og det er denne Langhe Nebbiolo virkelig … samtidig med, at man får masser af de kvaliteter, som Nebbiolo druen kan byde på og så til fornuftige penge.

Forhandles herhjemme af KB Vin, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Parusso, Spumante Metodo Classico Brut, Piemonte, Italien

2014 Parusso, Spumante Metodo Classico Brut, Piemonte, ItalienSmagningen hos søde Guilia Parusso startede med et glas bobler … lidt utraditionelt lavet på ren Nebbiolo og lavet efter champagnemetoden eller Metodo Classico Brut, som metoden kaldes i Italien.

Jeg har vist kun én gang tidligere smagt en mousserende vin på Nebbiolo, nemlig en pink/orange 2009 Erpacrife Nebbiolo Brut Zero og et sjovt gadekryds mellem Barolo og Champagne. Denne Parusso Metodo Classico Brut er nok lidt ovre i samme boldgade, men lad os se nærmere på den.

Nebbiolo druerne til vinen høstes midt i september måned og hviler derefter – som husets Barolo’er – en periode, hvor stilkene går fra at være grønne til at blive brune. Derefter presses de og basisvinen laves derefter på rustfrie ståltanke, hvor alene den bedste del af mosten efter presset anvendes.

Derefter flaskes vinen og andengæringen sker i kælderen, hvor vinen lagrer omkring 36 måneder, hvor coupe de poignée sker med håndkraft … man vender altså flaskerne manuelt. Derefter sker degorgement og denne er degorgeret i 2018.

I glasset er Parussos Spumante Metodo Classico Brut let rosa og har en duft, som bestemt har nogle elementer fra rødvinene. Der er lidt blomster, roser, nelliker, kirsebær, abrikos, jordbær, hyben, grønne grene … lidt gæret i aromaerne, men meget fint.

I munden er boblerne blide og fine … men forsvinder forholdsvis hurtigt, så det bliver lidt mere hvidvinsagtigt. Det er alt sammen meget blidt, tørt og vinen har pænt med æblesyre.

KB Vin er importør, men denne er ikke i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Réva, Barolo Ravera, Piemonte, Italien

2013 Réva, Barolo Ravera, Piemonte, ItalienJeg elsker ugler … de er mystiske og et symbol på klogskab. Jeg har endda selv en tattoo med bl.a. en ugle på min ene skulder. Derfor drages jeg også automatisk af sidste Barolo Ravera fra vinhuset Réva, for den har netop en ugle på etiketten.

Réva ligger lidt uden for Monforte d´Alba i retning mod Dogliani i meget smukke omgivelser … godt gemt i en dal, hvor vingården også har sine vinmarker. Det er en gammel vingård, som kan dateres tilbage til 1867, men vinhuset blev i 2010 overtaget af nye ejere, som har skabt Réva.

Vinhuset drives af Gianluca Colombo, en ung og lovende vinmager, som har vundet flere priser som en af de bedste unge producenter. I Réva projektet har han sammenlagt 7,5 hektar vinmarker, fordelt på marker Ravera i Novello, Lazzarito i Serralunga og Cannubi i Barolo.

De 4 hektar er Nebbiolo, 1.5 hektar med Barbera, 1 hektar med Dolcetto og 1 hektar med Sauvignon … og alle markerne drives økologisk.

Denne Barolo Ravera er lavet i rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i 30-35 dage, mens den malolaktiske gæring sker på 80% østrigske egefade og 20% i brugte barriques. Derefter lagrer vinen 24 måneder i store egefade. Der laves årligt 4.500 flasker af denne vin.

Næsen er luftig med æteriske olier, grønt blade, stikkelsbær, lidt brændt plastik – men på en god måde – lyse blommer, jordbær, violer, roser, grafit, anis og en nærmest svævende syre.

Smagen er ganske frugtrig, klart til den lysere side, meget ren og blød, klar med lidt jernholdige noter. Der er lidt peber, tobak, ribs, syrlige kirsebær og læder. Smuk Barolo … som bestemt ikke er ugleset af jeres flittige vinblogger, så 5½ fjer med pil op.

Forhandles af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Elvio Cogno, Barolo Ravera, Piemonte, Italien

2013 Elvio Cogno, Barolo Ravera, Piemonte, ItalienNæste vin var en Barolo Revara, som kommer fra vinhuset Azienda Agricola Elvio Cogno, der netop ligger på toppen af Bricco Ravera bakken nær Novello i Langhe.

Familien Cogno drev egentlig restauranten Ristorante dell’Angelo i La Morra, men havde også gennem generationer – som mange andre i området – haft marker med vinstokke. Imidlertid besluttede Elvio Cogno, at han ville producere nogle vine fra deres vinmarker og servere vinene i restauranten.

Det blev så vellykket, at Elvio ved udgangen af 1950’erne – med støtte fra en forretningspartner – besluttede at forlade restaurationsbranchen og producere vin på fuld tid.

Han indgik derfor en aftale med vinhuset Marcarini, og de startede sammen med at lave vine, hvilket endte med, at Elvio i 1961 lavede sin første Barolo, som han i 1964 flaskede og solgte … hvilket blev under navnet Cogno-Marcarini og navnet på marken Brunate.

Frem til slutningen af 1980’erne arbejdede han samme med Marcarini, men besluttede så, at det var tid at tage en anden vej. Han havde altid haft en drøm om, selv at lave vin … at producere en usædvanlig Barolo med al den erfaring, omsorg og opmærksomhed, som han gennem sit liv havde lært som både restauratør og vinmager.

Så i 1990 købte Elvio Cogno så vingården Cascina Nuova i Ravera. Den store vingård ligger lige neden for byen Novello med fint udkig til byens slot og klokketårne … samt Alperne i horisonten.

Sammen med datteren Nadia og hendes mand Valter Fissore, så startede Elvio Cogno så deres nye vinhus med 11 hektar vinmarker, og den første høst foretog de allerede i 1991 … ren Nebbiolo, som kan anvendt til deres første vin Barolo Ravera, som blev sendt på markedet i 1994. Men allerede i 1996 gik Elvio på pension, så siden har svigersønnen Valter Fissore stået for driften.

De 11 hektar vinmarker er fordelt på 4 marker, nemlig Cascina Nuova, Bricco Pernice, Ravera og så Vigna Elena … sidstnævnte opkaldt efter Valter og Nadia datter. I kan i øvrigt se familien på billedet ovenover.

Vinene fra Elvio Cogno har i de seneste år fået fremragende anmeldelser af bl.a. Wine Spectator, Parkers Wine Advocate, James Suckling, Antonio Galloni, Wine & Spirits Magazine, Gambero Rosse og mange flere.

Vores hjemlige Søren Frank giver huset 5 stjerner og beskriver Elvio Cogno som ny-traditionalist, hvis vine er produceret i den lyse og saftige stil iblandet Serralunga-maskulinitet.

Her smager vi husets første vin Barolo Ravera, blot i en nyere årgang 2013, som kommer fra husets 4,9 hektar store parcel på Ravera marken.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med temperaturstyret gæring, en post maceration på 30 dage og er efter endt fermentering lagret 24 måneder i store 25-30 hektoliter slavonske egefade, hvorefter vinen hvilker 90 dage, flaskes og lagret yderligere 6 måneder.

Næsen er lettere aromatisk og har en lidt varm, meget indbydende aroma med mere sødme end de foregående, lidt vanilje, nødder, røg, eg, mynte eller mintpastiller og samtidig en lys, let og moden lækkerhed. Der er samtidig et svagt strejf af blomster.

Vinen har en virkelig smuk, flot og betagende elegance, virkelig god balance, blød og præcis. Der er lidt lakrids, tobak, kirsebær, ribs, en meget fast frugtsyre, meget lækker struktur … og hvor smager det altså bare supergodt. Vi kravler netop lige op på 6 tomler.

Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Poderi Colla, Barolo Bussia Dardi Le Rose, Piemonte, Italien

2013 Poderi Colla, Barolo Bussia Dardi Le Rose, Piemonte, ItalienI sidste sæt startede vi med denne Barolo Bussia Dardi Le Rose fra vinhuset Poderi Colla, der ligger lidt syd for den lille by

Colla familioen har været vinbønder helt tilbage til 1703, hvor Carlo Colla sammen med sin Stefano solgte tønder med vin, men det var dog først i 1778, at Carolos barnebarn Pietro Colla købte en vingård med tilhørende vinmarker i San Giorgio di Castiglione Tinella, at familien fik et rigtigt vinhus.

Colla familien spillede i mange år en fremtrædende rolle i Piemonte, hvor de både producerede almindelige vine samt mousserende vine, og det var specielt Bebbe Colla, som satte sit mærke på historien.

Sammen med sin fader skrev han bl.a. en bog om den historiske vinproduktion i Barolo og købte også i 1956 vinhuset Prunotto, som han – sammen med broderen Tino –  endte med at gøre verdensberømt.

Bebbe og Tino solgte dog i 1994 Prunotto til Antinori familien og gik på pension. Imidlertid overdrog de to gamle vinmagere, deres gamle marker, som familien altid havde ejet til Tinos søn Pietro og Bebbes datter Frederica. Og det blev starten på Poderi Colla.

Samlet har vingården omkring 50 hektar jord, hvoraf dog alene 26-28 hektar er vinmarker,. Det er faderens oprindelige 3 parceller på markerne Cascine Drago i San Rocco Seno d’Elvio di Alba, Tenuta Roncaglia i Barbaresco og Dardi Le Rose i Bussia di Monforte d’Alba.

Derudover har Pietro og Frederica også købt en mindre parcel på marker Bricco Bompè, i Madonna di Como af Alba. På billedet ovenover kan I se Pietro, Frederica samt gamle Tino, som fortsat hjælper den yngre generation.

Her smager vi så deres 2013 Barolo Bussia Dardi Le Rose, hvor druerne kommer fra deres parcel på Bussia marken, hvor druerne er høstet manuelt, derefter afstilket og knust inden gæring med en maceration i 12-15 dage. Gæringen sker ved omkring 30 grader og efterfølges af en malolaktisk gæring og lagring på egefade i 24-28 måneder.

Næsen er fin … ribs, jordbær, violer, blomster, rosenblade, solcreme, dejlig syrlig og moden, lys frugt, lidt lakrids, mynte, et lille strejf af appelsinskal, mineralske elementer, læder samt svagt lidt ristede krydderier. Meget indbydende næse.

Smagen er lidt i samme boldgade, ribs, hindbær, lyse blommer, lidt sødme, lakrids og meget blød, rund og ren. Det er endda lidt vanilje, mens taninnerne er blide og godt integrerede.

Ikke fundet en importør, men prisen skulle ligge på omkring 400-450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Silvano Bolmida, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2013 Silvano Bolmida, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienNæste vin blev en 2013 Barolo Bussia fra Azienda Agricola Silvano Bolmida, som ligger et par kilometer nord for Monforte d’Alba, faktisk på adressen Località Bussia, altså lige ved den berømte Barolo mark, som druerne til denne vin kommer fra.

Azienda Agricola Silvano Bolmida er reelt grundlagt i 1999, da Silvano Bolmida overtog familieforetagendet … en lille vingård med 5 hektar beliggende i Bussia di Monforte d’Alba. Silvano var i 1987 blevet uddannet ønolog og havde efterfølgende arbejdet 12 år hos et af de kendte Barolo vinhuse inden han startede for sig selv.

Der laves alene rødvine hos Silvano … 6 forskellige på henholdsvis Dolcetto, Barbera og selvfølgelig Nebbiolo. Denne Barolo Bussia er husets topvin, hvor druerne kommer fra Silvanos 2 hektar parcel på Bussia marken, hvor vinstokkene er omkring 50 år gammel.

Vinen er lavet meget traditionelt med vild lang maceration … hele 4 uger, hvorefter vinen lagrer 1 år i barriques, efterfulgt af 2 år i store 500 liters tonneaux inden yderligere 14 måneder på flaske inden frigivelse. Jeg har tidligere smagt vinen … blot i en årgang 2006.

Næsen er lettere animalsk med lidt mødding, overmoden havregrød, et kornlager, risotto lavet på speltkerner, kirsebær, ribs og lyse blommer. Der er også lidt svampe, lakrids og tør jord.

Smagen er egentlig okay blød og cremet, men med lidt ler, lidt jern og nogle mineralske elementer. Der er fint med tanniner, men vinen skiller sig ikke så meget ud … drukner lidt i mængden og jeg lander på 90 point, svarende til 5 Thumbs Up.

En årgang 2009 kan købes hos Supervin til 300 kr., hvis du køber 6 flasker. Jacob havde købt denne til 285 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Paolo Scavino, Barolo Cannubi, Piemonte, Italien

2014 Paolo Scavino, Barolo Cannubi, Piemonte, ItalienPaolo Scavino regnes også blandt de store Barolo producenter … en af de progressive Barolo Boys modernister sammen med navne som Elio Altare, Chiara Boschis, Rivetti og Roberto Voerzio. Vi skulle selvfølgelig også smage en vin fra Scavino, hans 2014 Barolo Cannubi.

Paolo Scavino ligger på adressen Via Alba Barolo i Castiglione Falletto. Huset er grundlagt i 1921 af Lorenzo Scavino sammen med hans søn Paolo, men drives i dag af Enrico Scavino, som med 4. generation i form af hans døtre Enrica og Elisa.

Enrico Scavino startede selv med at arbejde i vinhuset som 10-årig i 1951 og fik således vinen ind med modermælken. Frem til 1955 havde familien blot solgt deres druer til nogle af de store vinproducenter, men det ændrede Paolo og Enrico.

Fra årgang 1964 har vinhuset udelukkende produceret, flasket og solgte vinene under eget navn. Enrico bærer i høj grad fortjenesten for, at vinhuset Paolo Scavino hører blandt de bedste producenter og at vinene fra Barolo i dag er blandt de mest efterspurgte i hele verdenen.

Paolo Scavino befinder sig helt klart ved modernisternes side og faktisk har Enricos banebrydende og meget moderne principper for vinifikation været en klar medvirkende årsag til debatten. Siden 1980’eren har Scavino anvendt state-of-the-art teknologi i alle led i produktionen og derudover selvfølgelig også brug af barriques i kælderen.

Paolo Scavino ejer 30 hektar vinmarker i Barolo området, fordelt på 20 historiske marker i Castiglione Falletto, Barolo, La Morra, Novello, Serralunga d’Alba, Verduno og Roddi.

Her smager vi – som sagt – Scavinos Barolo Cannubi, hvor druerne kommer fra husets Cannubi mark, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1946 og giver en ganske lavt udbytte.

Vinen har gæret i rustfrie ståltanke med forholdsvis lang maceration, mens den malolaktiske gæring sker i små træfade. Derefter er vinen lagret … først i nye franske barriques og derefter omstikkes den til større tonneau fade.

Det blev aftenen mærkeligste næse … nærmest lidt skaldyr hos fiskehandleren, lidt bark, båndsalat i et gammelt kassettebånd, som er blevet for varm i båndoptageren, cykelslange, frisk hø og halm, stikkelsbær, en skal fra en vandmelon, der har ligget for længe i solen, nogle grønne elementer og en lys frugt, som forsvinder mellem de mange specielle noter.

Det sjove er dog, at vinen egentlig smager ganske godt, mens frugten virker en kende mørkere, end jeg måske havde forventet, nærmest med lidt blåbær. Det er dog en meget grøn og kantet Barolo og endte også som aftenens dårligste på point. Houlberg bedømte vinen til 87 point aka 4 fingre med svag pil op.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel og prisen for en flaske ligger på omkring 600 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2013 Vietti, Barolo Ravera, Piemonte, Italien

2013 Vietti, Barolo Ravera, Piemonte, ItalienVietti ligger i Castiglione Falletto i Langhe og er et historisk, anerkendt vinhus og denne Barolo Ravera fra Vietti var da også en af aftenen dyreste vine.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1873, men det var først i 1919, at Mario Vietti startede med at flaske og sælge sine vine i det meste af Italien  og fik dermed skabt en god forretning. Det blev dog hans svigersøn Alfredo Currado – gift med Luciana Vietti – der i 1952 overtog driften og fortsatte med at producere kvalitetsvine, og samtidig den første til at vinificere enkeltmarksvine fra hans vinmarker Brunate, Rocche og Villero.

Det var nyt på daværende tidspunkt og Alfredo Currado gjorde således Vietti til et af tophusene i Piemonte. Han var samtidig et af de første vinhuse, som begyndte at eksportere vine til det amerikanske marked.

Alfredo blev også kaldt Arneis’ fader, da han i 1967 investerede en del tid og midler på at forstå og udvikle den næsten glemte druesort, som i dag trivles i bedste velkommende i specielt Roero området.

Det var også Alfredo Currado, som sammen med hustruen Luciana i 1970 startede med at få italienske kunstnere til at udsmykke nogle af etiketterne på deres vine … en praksis, som fortsat eksisterer.

Siden 1990 har det været Alfredo og Lucianas søn Luca Currado, som har stået for driften og produktionen. Han er uddannet ønolog og har efter sin uddannelse arbejdet i henholdsvis Bordeaux og USA, inden han overtog driften fra sin far. Han får dog hjælp fra sin svoger Mario Cordero, som står for markedsføring og salg.

Vietti har samlet 35 hektar vinmarker, hvorfra de laver ikke mindre end 17 forskellige vine.

I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til Krause familien … de driver en kæde dagligvarebutikker i USA og elsker Barolo. De købte også året før et andet Barolo hus, nemlig Enrico Serafino. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og Mario Cordero uændret skal fortsætte driften af Vietti.

Her smager vi altså husets Barolo Ravera, som er kommer fra Viettis 3 hektar store parcel, hvor vinstokkene i gennemsnit er 36 år gamle … dog med enkelte plantet helt tilbage i 1935.

Efter høst knuses druerne og gærer i rustfrie ståltanke i 4 uger med fuld skindkontakt. Efter de4 uger gennemgår vinen malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også lagrer 30 måneder.

I næsen byder Viettis Barolo Ravera på violer, roser, meget stringent og rank næse, som også giver ribs, mentol, kampfer, læder, trøfler, lidt chokolade og gær?

Smagsmæssigt viste Vietti en sindssyg tørhed og endnu vildere tanniner. Den er simpelthen bare mega-tør og syren er meget streng. Frugten smager mørkere end duften indikerede, men sammenlagt er det bestemt godkendt. En 5’er med pil op.

Forhandles bl.a. af Niche Vine, hvor en ældre årgang koster 1.150 kr., mens Jacob vist havde givet 1.270 kr. for denne 2013’er.

Vinanmeldelse 5/7