Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2014 Rafael Palacios, Bolo Mountain Wine Godello, Valdeorras, Spanien

2014 Rafael Palacios, Bolo Mountain Wine Godello, Valdeorras, SpanienSynes du, at navnet Palacios lyder bekendt? Spot on. Rafael Palacios er nemlig broder til den berømte spanske vinmager Alvaro Palacois, som jeg har skrevet om adskillige gange her på bloggen. Her skal vi smage broder Rafaels hvidvin Bolo Mountain Wine Godello fra den ukendte appellation Valdeorras, som ligger i Galicien mellem grænsen til Portugal og appellationen Rias Baixas.

Valdeorras er det mindste af Galiciens vinområder. Indtil for få år siden var det næsten helt gået i glemmebogen, at man hér tidligere producerede nogle af landets bedste hvidvine. Problemet havde tidligere været, at man – i stedet for at satse på de lokale og klimarigtige druesorter – havde valgt at satse på de internationale og især franske druesorter … og uden synderligt held.

Én af dem, som er med til at ændre dette er netop Rafael Palacios, som allerede er udråbt som en af Spaniens nye unge vinstjerner. Rafael er den yngste af de i alt 9 søskende og startede selvfølgelig med at arbejde på familiens vingård Palacios Remondo i Rioja.

Derudover har han studeret vinproduktion i både Bordeaux i Frankring og arbejdet hos Southcorp i Australien inden han vendte tilbage til Palacios Remondo, hvor han primært var ansvarlig for produktionen af hvidvinen Plácet Valtomelloso på den relativt ukendt drue Viura.

I 2004 besluttede Rafael at flytte til Valdeorras appellationen i Galicien … og lave vine på Godello druen, som han allerede tilbage i 1996 var blevet fascineret af.  Han henholdsvis købte og lejede 21 hektar jord fordelt på 26 forskellige parceller omkring Val do Bibei og tilplantede arealerne med Godello. Markerne dyrkes økologisk, selvom de ikke er certificerede.

Godello er en spansk drue, som er meget aromatisk og generelt af høj kvalitet. Det er en lokal sort i Galicien, hvor dens popularitet og beplantning er stigende. Den betragtes som en slags hoveddrue i Valdeorras og Bierzo.

Én af de første vine, som Rafael producerede i Valdeorras var hvidvinen As Sortes, der allerede i første årgang blev udråbt til en af landets bedste hvidvine.

Denne Bolo Mountain Wine Godello er vel nærmest Rafaels introvin, hvor druerne kommer fra forskellige parceller og udelukkende lavet på rustfrie ståltanke uden lagring på egetræsfade, men lagret 4-5 måneder sammen med drueskallerne.

I næsen er der en god fedme … nærmest på Chardonnay niveau. Arghh nok knap så meget, men det tyder bestemt på en god fylde i vinen. Derudover er der lidt æbler, abrikos, marzipan, blomster, citron, frugtsten, toast, grape og fennikel. Ganske kompleks og indbydende næse.

I munden er der både friskhed, men vinen er samtidig også fed, cremet og rund med blød syre, en svag skarphed, citrus, frugtsten, kalk, pærer og muskat med god smagsintensitet. Balancen er fremragende … faktisk lidt af en hvid perle.

Dansk importør er Sigurd Müller Vinhandel, men denne Bolo ser ikke til pt. at være i sortimentet. På det udenlandske site Uvinum koster vinen 80,54 kr.

Rating 5/7  

2013 Albino Rocca, Barbaresco, Piemonte, Italien

2013 Albino Rocca, Barbaresco, Piemonte, ItalienEfter den blomstrende, amerikanske Pino, så skulle der lidt ægte italiensk Nebbiolosaft i glasset, og det blev på fin manér løst med denne Barbaresco fra vinhuset Albino Rocca i udkanten af Barbaresco by.

Vinhuset er grundlagt omkring 1945 af Giacomo Rocca, som gik ind i vinbranchen og begyndte at sælge druer fra familiens marker og senere også vin i store demijohns – altså store glasballoner, typisk fra 5 liter og helt op til 60 liter – til interesserede og vintørstige kunder.

Det var i stedet sønnen Albino Rocca, som via hårdt arbejde fik vingården på landkortet, og de første aftapninger af egne vin på flaske er fra omkring 1960.

Det var imidlertid først med 3. generation i form af Angelo Rocca, at vinhuset i 1988 – inspireret af Elio Altare – trådte ud af skyggen og markerede sig som en vaskeægte Barbaresco specialist. Angelo egen opfattelse var imidlertid, at det først var med årgangen 1991, at han havde fundet den stil, som han søgte.

Angelo var også én af de første til at opdage den dygtige østrigske bødker Franz Stockinger. Han blev så begejstret for Stockingers egefade til lagringen med Nebbiolo, at langt det meste i dag er udskiftet til disse. I dag ser man også Stockingers fade i flere andre kældre i området.

Imidlertid døde Angelo Rocca en tåget efterårsdag i oktober 2012 ved et tragisk flystyrt i sit ultralette fly, så i dag er det 4. generation i form af Angelos 3 døtre Monica, Daniela og Paola Rocca, der driver vinhuset sammen med Carlo … Angelos ynglings studerende, som står for det meste af vinproduktionen.

Albino Rocca laver 5 forskellige Barbaresco’er … og denne er den almindelig Barbaresco DOCG, hvor druerne kommer fra både Barbaresco og Neive og San Rocco Seno d’Elvio. Vinstokkene er nogle af de yngste … mellem 11 og 18 år gamle, og vinen er fremstillet på ståltanke og har derefter lagret 20 måneder på store 20 hektoliter tyske og østrigske egetræsfade. Der laves årligt 7.000 flasker af denne vin.

For et år siden smagte jeg denne vin – blot i årgang 2012 – på Trattoria FIAT på Kongens Nytorv, og der var jeg ganske tilfreds … og det er såmænd også tilfældet denne gang.

Duftmæssigt herlig italiensk syre  med en tør og støvet næse, som både har blæk, blyanter, violer, ribs, granatæbler, cigarkasser, tør jord, græs, roser og lidt trøfler. Smagsmæssigt igen den stramme italienske syre, tørre og tætte tanniner … virkeligt stramt, som rigtig Nebbiolo skal være. Let, stramt, tyndt med en smule sødme og en meget præcis frugt. Det er sgu da meget godt.

Købt hos Vinspecialisten, Randers til 179 kr.

Rating 5/7  

2014 Joseph Drouhin, Mâcon-Bussiéres Les Clos, Bourgogne, Frankrig

2014 Joseph Drouhin, Mâcon-Bussiéres Les Clos, Bourgogne, FrankrigSå er vi der igen … hos det burgundiske vinhus Maison Joseph Drouhin i Beaune, nemlig med denne Mâcon-Bussiéres Les Clos, som jeg smagte i den forgangne uge. En ganske herlig hvidvin, men det vender jeg fluks tilbage til.

Det er et vinhus, som jeg har skrevet om et par gange … sidst da jeg smagte husets 2013 Chorey-les-Beaune for lidt over en måned siden. Vil du læse lidt om Maison Joseph Drouhin, det gamle, traditionsrige hus, så tjek da lige linket.

Mâcon-Bussières Les Clos er selvfølgelig lavet på ren Chardonnay … fra marken Les Clos i Mâcon regionen ved byen Bussières. Det er et område i den sydlige del af Bourgogne tæt på Pouilly-Fuissé, hvor jorden består af ler, kalk, brune kalksten og kalcium.

Vinen er lavet med langsom og skånsom presning, mens gæringen er sket uden tilsætning af kunstig gær eller enzymer. En del af vinen er lagret på store 500 liters egetræsfade og resten på ståltanke i 6-8 måneder.

I næsen virker vinen frisk og sprød med blomster, mineraler og ellers lidt nøddet med elementer af spidskommen og fad. Dufter sgu da ret fantastisk. Og smagen er også ganske stringent og præcis med en tør syre, spidskommen og smuk renhed. Den smager da bare for godt.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 140 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, TysklandHvad er bedre efter bobler end lidt Pinot Noir a.k.a. Spätburgunder? Og vi starter såmænd med en gammel kending, nemlig Weingut Günther Steinmetz, som jeg tidligere skrevet om her på bloggen. Vinen er Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, som jeg også har smagt i tidligere årgang.

Weingut Günther Steinmetz holder til ved byen Brauneberg, altså på Bernkastel siden af Mosel floden, mens marken Kestener Paulinsberg – der har leveret druerne til denne vin – ligger på den modsatte siden af floden ved byen Kesten.

Vinhuset har i generationer været drevet af familien Steinmetz, men siden 1999 har det været Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith har stået i spidsen for den lille vingård, som ejer omkring 9 hektar vinmarker omkring Brauneberg.

Her ejer de bl.a. topmarkerne Brauneberger Juffer, Kestener Paulinshofberg, Kestener Paulinsberg, Kestener Herrenberg, Piesporter Goldtröpfchen, Wintricher Geierslay og Oligsberg, Mülheimer Sonnenlay, Veldenzer Grafschafter Sonnenberg samt Dhroner Hofberg.

Det er primært Riesling og Pinot Noir, som dyrkes på markerne, hvor 95% af vinstokkene er mere end 30 år gamle, nogle endda mellem 50 og 70 år gamle. Læg hertil, at de fleste er markerne er ekstremt stejle, hos Steinmetz er omkring 85% af markerne med meget stejle skråninger.

De to marker Kestener Paulinsberg og Kestener Herrenberg ligger lige ved byen Kesten. Det er nok marken Kestener Paulinsberg, som er mest berømt af de to marker, men hos Steinmetz er hans Kestener Herrenberg Pinot Noir vel at betragte som storesøster i forhold til denne … og koster også lige en spids mere.

De to marker ligger ellers ganske tæt, Paulinsberg er en lang tange, som går langs Mosel floden fra Kesten – faktisk også henover Kesten – i den modsatte retning af Kues og samtidig klemt inde af Kestener Herrenberg, som består af 3 særskilte områder, hvoraf 2 af dem ligger ovenover Paulinsberg og det sidste på den anden side af Kesten i retning mod Kues.

Herrenberg marken har sit navn efter de gestlige “herren” fra de omkringliggende klostre, mens Paulinsberg har sit navn efter det kirkelig stift St. Paulin i Trier, som i tidernes morgen var den største jordbesidder i Kesten og stod bag grundlæggende af marken, som i dag hedder Kestener Paulinsberg.

Og for at gøre forvirringen større, så findes der faktisk også en vinmark mere ved Kesten, nemlig Paulinshofberger, som ligger ovenfor det sidstenævnte stykke af Herrenberg … altså det stykke hen mod Kues. Det er den absolutte topmark ved Kesten.

Skal men generalisere, så siger man, at vinene fra Paulinsberg er frodige og omsluttende, men også frugtagtig med floral noter, mens vine fra Herrenberg er solide og sprøde med forfriskende syreindhold, krydderier og aromastoffer. Imponerende med sådanne forskelle på marker, som reelt set ligger så tæt … men det er jo også det fascinerende ved vin.

Steinmetz Pinot Noir vinstokke stammer fra Bourgogne, og ellers er denne vin lavet i store åbne egetræskar uden afstilkning, med spontangæring, lagret på brugte barriques fra Bourgogne og aftappet ufiltreret direkte fra tønderne.

Vinen er smuk transparent, herlig teglfarvet med et svagt brunligt skær. Næsen er – ganske som 2012’eren – ganske animalsk med grafit, uforlignelig babybræk … på den fedeste måde, skovbund, træ, røgede noter, mineralske elementer samt lidt yoghurt og lyserøde frugter … bestemt hindbær samt måske nogle syrlige kirsebær.

I munden er her grønne blade, stram og syrlig frugt, ribs, præcis syre, mineralitet, salt, og tanniner. Det er frisk, let og elegant … meget stålsat og ren, syrlig frugt. Bang … sådan.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 165 kr.

Rating 5/7 

2011 Vincent Charlot, Le Rubis de la Dune Rosé de Saignée Extra Brut, Champagne, Frankrig

2011 Vincent Charlot, Le Rubis de la Dune Rosé de Saignée Extra Brut, Champagne, FrankrigOg lad os da bare fortsætte med endnu mere champus fra den gode Vincent Charlot, nemlig en lyserød én af slagsen, champagnen Le Rubis de la Dune Rosé de Saignée Extra Brut.

Det er en årgang 2011 og dér står navnet Vincent Charlot også på etiketten i stedet for det gamle navn Charlot-Tanneux, mens navnet på champagnen; Le Rubis de la Dune vel nærmest betyder noget i retning af “rubinen i klitten eller rubinen i ørkenen”, selvom mit franske ikk’ er specielt imponerende. Her referer La Dune dog til navnet på marken.

Men det er jo også en lille rød rubin … lavet med maceration af druerne i 14 timer, hvilket har givet champagnen denne lyserøde – ja vel meget passede rubinfarvede – kolorit. Druerne er da såmænd også 20% Pinot Noir samt 80% Pinot Meunier … den klassiske champagnedrue, som tyskerne jo også kalder for Schwartzriesling og nogle gange også Müllerrebe, men det er en helt anden historie.

Druerne kommer fra den lille Lieux Dit … altså parcel/mark, som faktisk hedder La Dune, der er på 0,28 hektar og ligger ved Mardeuil, altså tæt på vingården.  Vinstokkene på La Dune er plantet tilbage i 1955. Og det giver altså den røde rubin fra marken La Dune.

Vinen er lavet med 8-9 måneder lang bâttonage, hvor der løbende røres i fadene og derefter modning på flaske i en periode over 36 måneder. Ingen malolaktisk gæring, ingen filtrering og en dosage på 4 gram pr. liter.  Produktionen ligger på 1.900 flasker årligt.

Næsen er mere biodynamisk i udtrykket end foregående champagne, mere rå … men hvor dufter det dog fantastisk. Det er jordbær, godt med jordbær endda, svag kirsebær, koriander, karamel og små strejf af jern eller noget i den boldgade.

Syren er blid og boblerne ikke så markante … nærmest mere tætte i strukturen. Der er grape, jordbær, bitterhed, lidt jern og den virker mere letbenet samt knap så kompleks og dyb som foregående champagne fra Vincent. Men herlig champagne med en næse, der er lige så imponerende som Depardieus store snydeskaft.

Forhandles hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 275 kr.

Rating 5/7 

2011 Il Borghetto, Montigiano, Toscana, Italien

2011 Il Borghetto, Montigiano, Toscana, ItalienMed næste vin er vi igen retur på det totalt charmerende B&B slash vingård Il Borghetto udenfor den lille søvnige by Montefiridolfi, ikke langt fra San Casciano Val di Pesa og vel omkring 10-15 kilometer syd for Firenze. Denne gang er det med vinen Montigiano.

Azienda Agricola il Borghetto ejes og drives af Roberto Cavallini og hans hustru. De købte ejendommen i 1990, hvor den udelukkende bestod af skov og olivenlunde, og det var først i 1999, at man valgte at plante de første vinstokke på 20 små parceller.

Samlet har vingården tilplantet 6 hektar med vinstokke ud af et samlet jordareal på 30 hektar, og man har selvfølgelig også lidt oliventræer – faktisk hele 12 hektar oliventræer – og producerer årligt mellem 2-3 tons olivenolie af sorterne Morellino, Frantoiano, Pendolino og Leccino.

Og det med gastronomien er virkelig i højsædet på vingården. Azienda Agricola il Borghetto tilbyder således kokkeskole, vinsmagninger, mulighed for at lave din egen olivenolie og et klassisk italiensk køkken. Læg hertil en total charmerende toskansk villa med en lille pøl i baghaven. Hmmmm, lyder som et rejsemål for den houlbergske familie.

På de 20 parceller – alle ganske forskellige – har man plantet Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er dog Sangiovese druen, som er husets primære drue, og den findes da også på 85% af vinmarkerne.

Til at forestå produktionen af vinene på gården hyrede Canallini allerede fra første fløjt en professionel vinmager, nemlig den talentfulde ønolog Tim Manning. Han styrer alt arbejdet i Il Borghettos vinmarker og kældre. Tim Manning har tidligere arbejdet på så berømte ejendomme som Domaine Dujac i Bourgogne og Cristom i Oregon.

Vinhuset laver omkring 34.000 flasker vin årligt, fordelt på 6 forskellige vine, heraf en enkelt Chianti Classico samt 5 IGP vine … altså lidt i stil med IGT vine, Indicazione Geografica Protetta. De seks vine er vinene Collina 21 (opkaldt efter adressen på vinhuset og i øvrigt en ganske fremragende vin), Rosie, Monte de Sassi Chianti Classico Riserva, Clante, topvinen Bilaccio – som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen – samt denne Montigiano.

Vinen er på 100% Sangiovese, men druerne dyrkes ikke på Il Borghettos egne marker, men opkøbes hos nogle af de omkringliggende økologiske vingårde.

Vinen er lavet helt tradtionelt og 50% har lagret 12 måneder på cementtanke og de resterende 50% først 6 måneder på egetræsfade og derefter 6 måneder på cementtanke og yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt 13.000 flasker af denne vin.

I glasset er vinen til det lette side … ikke transparent, men let med orange/brunlige nuancer. Næsen har italienske karaktertræk … grøn syre, animalsk med lidt lakrids, tobak, tør jord, frisk frugt, ribs, hindbær, en smule kirsebær, mentol samt nogle balsamiske elementer og røg.

I munden virker bærene godt modne … selvom det fortsat er let frugt, stram italiensk syre, selvom det på ingen måder bliver ultra stramt eller syrligt. Taninnerne er lette, bider på ingen måde og sammenlagt er indtrykket en let, elegant og svagt syrlig vin. Som Leth  ville ha’ sagt det; arghhhh den kan jeg godt li’.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 155 kr.

Rating 5/7 

2015 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Hipping Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Hipping Trocken, Rheinhessen, TysklandUf … endnu et lille pletskud fra Huff, nemlig vinen Riesling Hipping Trocken til nur 5,90€ … eller sagt på en anden måde; god kvalitetsriesling til menneskepenge.

Vinen er faktisk købt på på vingården for et par måneder siden på mit vinøse roadtrip, men det alene blev et hurtigt stop, da det hverken var Stephanie, Daniel eller Stefan, som betjente os i smagelokalet, men en ældre dame, hvis engelske var ikke eksisterende og da vi samtidig ramte vinhuset lige ved starten af deres middagslukketid. Lidt pli har vi skam.

Så mit andet besøg på vingården blev således ganske kort. Du kan i stedet læse om vores første besøg i blogindlægget om vinen Tres Vites … der har jeg også nogle billeder fra besøget.

I stedet springer vi så direkte videre til denne vin … faktisk en enkeltmarksvin, hvo druerne kommer fra marken Niersteiner Hipping, som ligger på Der Roter Hang lige mellem markerne Oelberg og Brudersberg.

Det er niveauet over husets Riesling Roter Hang Trocken, men er ellers lavet på samme måde, dvs. på ren stål og uden lagring på eg eller andet.

Næsen har æbler, tropisk frugt, fersken, kvæde, mineraler, kridt og igen fin intensitet og ganske indbydende næse. Ikke så animalsk og der er heller ingen petroleum. I munden er vinen en anelse mere cremet end lillesøsteren og er rund, blød med en blid syre, god balance med citrus og bitterhed.

Købt på vingården, pris 5,90€ … svarende til 44 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Karl H. Johner, Spätburgunder Kaiserstuhl, Baden, Tyskland

2012 Weingut Karl H. Johner, Spätburgunder Kaiserstuhl, Baden, TysklandI var for f….. da ikke nervøse for, at der ikke var Spätburgunder på bordet i det houlbergske hjem i går fredag? Tør da bare sveden af panden, for fredagens Spätburgunder blev denne Spätburgunder Kaiserstuhl fra den gode Weingut Karl H. Johner.

Flasken er selvfølgelig – som en af de foregående – købt under vort besøg på vingården i Bischoffingen sidst i august måned, er husets entry-level Spätburgunder og lillesøster til vinen Blauer Spätburgunder, Pinot Noir Steinbuck samt deres SJ vine.

Druerne kommer fra en del af husets mange parceller, og er høstet med håndkraft. 2012 var en god årgang for Spätburgunder i Baden og druerne er også – ifølge Johner familien – høstet på det optimale tidspunkt.

Vinen er lavet med lang maceration … hele 4 uger, hvilket også medfører godt med kraft.  Den har lagret 12 måneder på brugte egetræsfade.

Og igen fornægter godt håndværk sig ikke … en solid og sød animalsk næse med hestestald kombineret med kirsebær og hindbær, lakrids, eg, vanilje, grønne vinblade. Den dufter da simpelthen for godt.

Smagen er præget af, at druerne har fået godt med sol i det varme Baden, for der er varme, fylde og sødme … men fortsat med Spätburgunderens lethed og elegance. Johner kan sgu da dét der.

Købt på vingården til 12,00€ … svarende til 89 kr.

Rating 5/7  

2011 Cantine Mesa, Buio Buio Isola dei Nuraghi, Sardinien, Italien

2011 Cantine Mesa, Buio Buio Isola dei Nuraghi, Sardinien, ItalienMesa Cantina Vitivinicola er et nyt og topmoderne vineri, som ligger ved den lille by Sant’Anna Arresi i det sydligste hjørne på Sardinien. De står bag denne ikoniske flaske Buio Buio Isola dei Nuraghi … ren Carignan fra Italien.

Cantine Mesa er grundlagt i 2006 af Gavino Sanna, som – inden han kastede sig over vinproduktion – var en kendt italiensk forfatter, kunstkritiker og reklamemand. Han er oprindeligt uddannet indenfor kunst på Istituto Statale d’Arte Filippo Figari i Sassari og studerede bl.a. Andy Warhol i 1970’erne og arbejdede senere med reklamefilm.

I 2006 forlod han reklamebranchen og kastede sig over et vineventyr på Sardinien, nemlig Mesa Cantina Vitivinicola. Han opførte et moderne og state-of-the-art vineri på ikke mindre end 5.000 kvadratmeter med udsigt til havet og havnen i Porto Pino.

Bygningen er nærmest ikonisk med en ydermur med samme mønster, som går igen på vinhusets etiketter. Derudover er alt indrettet således, at vinen kan flyttes uden brug af pumper … alene ved hjælp af tyngdekraften. Store glasvægge sikrer samtidig, at alle besøgende gæster kan følge med i produktionen.

cantine-mesa-ii
Ydermuren med samme mønster som etiketterne på husets vine

Til vingården hører 70 hektar vinmarker i hjertet af Sulcis Iglesiente … fordelt omkring byen Sant’Anna Arresi, altså tæt på havet, hvorved de nyder godt af de kølige vinde. Der dyrker Gavino druesorterne Carignano del Sulcis og Vermentino di Sardegna, suppleret af lidt Chardonnay og Syrah.

Denne Buio Buio Isola dei Nuraghi er på ren Carignano del Sulcis … altså Carignan høstet med et pænt udbytte på 70 hektoliter pr. hektar. Den er lavet med maceration på skindet ved 26-28 grader i 10-12 dage og lagrer derefter 10 måneder på barriques, som har været brugt en og to gange tidligere. Derefter lagrer vinen på flaske yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Lad os smage vinen, som i næsen har let solbær, blåbær, kirsebær, en grøn og syrlig note, lidt balsamico, papkasser, våde fade, svag vanilje, lidt blomster og tørre krydderier. I munden er vinen herlig frisk, nærmest ung frugt, med vanilje … meget blød, rund og blid … ren blæk, jern, eg … meget let i udtrykket. Elegant.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men kan fås på Uvinum, hvor prisen ligger på knap 200 kr.

Rating 5/7   thumbthumbthumbthumbthumb

2005 Château Mangot, Cuvée Quintessence Saint-Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2005 Château Mangot, Cuvée Quintessence Saint-Emilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigChâteau Mangot er et lille vinslot i Saint-Emilion … helt præcis i byen Saint-Etienne-de-Lisse. Det står bag denne vin, en Cuvée Quintessence Saint-Emilion Grand Cru.

Slottes ejes af firmaet SARL Vignobles Jean Petit og er grundlagt i starten af 1950’erne af Jean Petit samt hustruen Simone, men i dag er det svigersønnen Jean Guy Todeschini, som står i spidsen for vinhuset sammen med Jean og Simones datter Anne-Marie.

Jean Guy og Anne-Maries 2 sønner Yann og Karl Todeschini hjælper også med driften af vinslottet.

Château Mangot har samlet 60 hektar vinmarker, fordelt på over 20 parceller, som Anne-Marie har opkøbt gennem årene. På markerne dyrker familien primært Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 50 år gamle.

Der laves 4 vine på slottet, Chateau la Brande en Castillon, vinen Chateau Mangot Grand Cru, denne Cuvée Quintessence og endelig vinen Gamme Todeschini.

Denne Cuvée Quintessence er lavet på 95% Merlot og 5% Cabernet Franc fra 65 år gamle vinstokke, vinifieret på rustfrie ståltanke og derefter lagret på nye barriques, men hvor lang tid fremgår ikke. Vinen er lavet første gang i 1996.

Næsen er lidt lakrids, kakaopulver, chokolade, babybræk, gummi, tobak, svag blomme, lidt bitre noter, lidt cigaræsker … virker moden og med lidt alder. Det var jo korrekt, da vinen har 11 år på bagen.

Smagen er blåbær, godt med tørhed, blæk … meget blød og blid. Tanninerne er modne og velpolerede, og vinen har fin balance. Det er sgu meget godt.

Ikke fundet en forhandler herhjemme … i udlandet står vinen til omkring 34€ … eller omkring 250 kr.

Rating 5/7   thumbthumbthumbthumbthumb