Tag-arkiv: 5½

Vinanmeldelser

2012 Domaine de Saumarez, Aalenien, Languedoc, Frankrig

Skriv en kommentar

2012 Domaine de Saumarez, Aalenien, Languedoc, FrankrigI det sydfranske spor var næste vin også fra Languedoc, nemlig fra den lille, fremragende producent Domaine de Saumarez, som ligger ved den lille historiske landsby Murviel-Lès-Montpellier. Og vinen er husets topvin, som kaldes Aalenien.

Vinhuset drives af den herlige og friske Robin Williamson sammen med fruen Liz. Robin Williamson er englænder, og hans frue Liz er fra New Zealand. Robin havde selv tidligere været bankmand, men parret ønskede noget andet i livet og de etablerede Domaine de Saumarez i 2004 ud fra en drøm om at blive vinbønder og lave kvalitetsvine.

Og de har fundet et godt lille sted ved Murviel-les-Montpellier i de lave bakker 15 minutters kørsel vest for Montpellier. De omkringliggende bjerge er dækket af olivenlunde og vinmarker og udsigten strækker sig helt til Middelhavet.

Da de søgte efter en vingård, var deres vigtigste kriterie at finde kvalitetsterroir, altså jordbund med potentiale til at give frugt af absolut topkvalitet. De lægger megen omhu i at lave vine, der repræsenterer kompleksiteten af deres terroir og samtidig bringer det bedste frem i hver druesort.

De kiggede sammenlagt på 30 vingårde mellem den spanske grænse og Nimes inden de købte vingården i Murviel-les-Montpellier. Det var faktisk den 30. og sidste vingård de besøgte. Den var forfalden … men med potentiale.

Vingården består af 11 hektar vinmarker med vinstokke plantet på skråninger mellem 80 og 150 meter over havets overflade. Jordbundstypen, som opstod i Jurassic perioden, kaldes Aalenien og er unik for Languedoc og består af kvarts, skifer, granit og mergel.

Vinstokkene behandles med stor omhu. Det tørre og blæsende middelhavsklima betyder, at det ikke er nødvendigt at sprøjtebehandle, så her bruges ingen herbicider eller pesticider. Ukrudtet bliver pløjet eller hakket væk, og om vinteren græsser flokke af lokale får mellem vinstokkene. Denne filosofi bidrager til at fremme den levende jord, hvor alle organismer lever i symbiose med hinanden. Fra årgang 2012 er vingården certificeret som økologisk.

Robin fortæller, at Domaine de Saumarez er en del af “the Outsiders” … en lille gruppe af 12 ligesindede vinbønder i Languedoc-Roussillon, som alle er enige om, hvordan de laver spændende vine, som udnytter regionens meget forskellige jordtyper, druesorter og de klimatiske forhold.

Aalenien er som nævnte husets topvin, lavet på 80% Syrah og 20% Grenache. Druerne kommer fra husets bedste parceller, nogle stenede skråninger med undergrund præget af kvarts, skifer, granit og mergel dannet under juratiden. Druerne er plukket ved håndkraft, 25 hektoliter pr. hektar og afstilkes inden vinfikation i cementtanke. Maceration på 4-5 uger og sluttelig lagring i 1 år på unge, franske barriques.

Og i næsen er der gamle stalde, mødding … næsten nature wine i duften. Der er mørk frugt, blommer, hindbær, læder, røg, våde fade, kanel, kakao samt lidt mintpastiler. Herlig næse. I munden er det en mørk, kraftig og fyldig vin, men meget rund med mørke bær, svedsker, lakrids, tobak, peber og tydelige tanniner, men herlig balance mellem syre og lidt sødme. Et lille kraftværk.

Købt hos Jysk Vin, men prisen kender jeg ikke.

Rating 5,5/7  

Vinanmeldelser

2009 Domaine Nicolas Réau, L’Enfant Terrible, Loire, Frankrig

Skriv en kommentar

2009 Domaine Nicolas Réau, L'Enfant Terrible, Loire, FrankrigNicolas Réau er født og opvokset i Anjou regionen, er en habil jazz- og bluespianist og var en anset lokal rugbyspiller inden han lagde støvlerne på hylden og gik ind i forretningsverdenen.

Stadig ung … midt i 30’erne fortrød han imidlertid dén beslutning. Hans venner Lise og Bertrand Jousse havde uden forudgående uddannelse eller kendskab til vinproduktion sprunget ud som vinbønder og havde startet Domaine LB i Montlouis. Den vej ville Nocolas også.

Lige efter årtusindeskiftet købte han så vingården Clos de la Treille på knap 5 hektar udenfor byen Sainte-Radegonde omkring 25-30 kilometer syd for Saumur i Loire. Navnet blev ændret til Domaine Nicolas Réau og målet var at opnå et omdømme på samme niveau, som da han var rugbyspiller.

De købte marker hører under appellationen i AOC Anjou, men Nicolas udvidede sit sortiment ved at indgå en lejeaftale på 12 hektar jord i AOC Chinon fra Domaine Champs de Vignons i Chinon. Dermed kunne han lave vine både fra Anjou og Chinon.

Med årgangen 2002 fangede Nicolas den franske vin presses opmærksomhed, og i 2009 blev han føjet til Revue du Vin de Frances prestigefyldte årlige klassificering af de bedste vine i Frankrig for sin konsekvente kvalitet af hans vine fra 2006.

Alle marker dyrkes økologisk, og er i øjeblikket under konvertering til biodynami. Derudover høstes alle marker ved håndkraft, for som Nicolas selv siger; høst i hånden er ikke en flot omtale på en etiket, men en en måde at forkæle vinen og gøre, hvad der er bedst for vinen. Høst med maskiner ryster druerne, er ikke skånsom, sluger skidt, sure bær, blade, snegle, mariehøns og de fine edderkopper, der broderer dugen på vinstokkene.

Nicolas laver omkring 65.000 flasker vin årligt fordelt på en række vine, som bærer navne som Petit Clos, Pompois, Clos des Treilles, Cuvée Garance, Cuvée Moi un Ange og så denne L’Enfant Terrible. Det er primært vine på druerne Chenin Blanc og Cabernet Franc. Denne lille uvorne unge er lavet på 100% Cabernet Franc fra 80 år gamle vinstokke, hvor udbyttet udgør 25 hektoliter pr. hektar. Vinen har lagret 12 måneder på fad, 25% nye, resten 2 år gamle og ingen anvendelse af svovl overhovedet.

Og en herlig fætter, som i glasset udsender noter af blæk, grafit, mellemrøde frugter, tranebær samt en fantastisk dyb, animalsk duft, stor kølighed, eg og egefade, svag vanilje, kaffe, grønne blade, lakrids og en anelse chokolade . Virker langt mørkere i glasset end den forrige vin fra Loire.

I munden er der fortsat stram Loire syre … syrlig, frisk med god, ren frugt, tanninerne meget markante og der er en lang og stor syrlighed i eftersmagen. Dejlig kompleksitet, både med den rene syre og så noget “mørkere”, som virker meget koncentreret og som også virker til at udvikle sig med mere og mere luft i glasset. Herligt.

Købt hos Vinimperiet, hvor prisen er 229 kr.

Rating 5,5/7 

Vinanmeldelser

2011 Patrick Corbineau, Touraine Milles Feuilles, Loire, Frankrig

1 kommentar

2011 Patrick Corbineau, Touraine Milles Feuilles, Loire, FrankrigI den utroligt smukke landsby Candes-Saint-Martin i Loire finder vi en stor og excentrisk vinmager, som hedder Patrick Corbineau. Han siger selv, at han er rig … ikke i penge, men økologisk rig, går rundt i gamle gummistøvler og bearbejder sine vinmarker med sin hest.

Og det er netop dérfra, at næste vin kommer … en Touraine Milles Feuilles. Årgangen er 2011, hvilket Patrick har skrevet med guld-tusch øverst på flasken. Så kan han nøjes med at lave én etikette, som kan bruges på alle hans vine. Milles Feuilles har han også tilføjet med kuglepen på bagetiketten.

Patrick Corbineau var oprindelig svejser på det lokale kraftværk, kraftværket, hvor han havde ry for at være en af de bedste svejsere i Frankrig. Men en dag blev han på vej hjem fra arbejde stoppet af sin bedstefar, som han ikke havde snakket med i 18 år.

Du skal overtage familiens gamle vinmarker, sagde bedstefaren, som ellers for mange år siden havde givet sine vinmarker til Patricks onkel. Det havde åbenbart ikke været en succes. Patrick sprang på uden større omtanke … og det blev starten på det lille domæne.

Samlet driver Corbineau 6 hektar vinmarker … 1 hektar i Chinon og 5 hektar i appellationen AOC Touraine. Hans jord i Touraine ligger spredt på en del parceller, og er lidt en torn i øjet på de mange kornproducenter. De har flere gange forsøgt at købe Patricks jord, men uden held, for Patrick elsker livet som vinbonde … både i marken og vinkælderen.

De bedste marker er Cumelles, Croix Fouchet samt Conquete, hvor vinstokkene er mellem 50 og 70 år gamle. Jordbunden er godt stenet med kalksten, knust kalksten, ler samt den tunge ler, som man på fransk kalder “polyes aux pieds”, hvilket vel kan oversættes til noget i retning af “holder dine fødder”.

Patrick bearbejder – som nævnt – sine vinmarker med sin hest. Han er aldrig bange for at få beskidte hænder. Selvom mange siger, at det ikke er produktivt, synes han tværtimod, at hans måde ikke handler om produktivitet, men om kvalitet. Han samler druerne manuelt i vævede kurve. Macerationen af druerne er langsommelig og presningen nænsom. Vinen er selvfølgelig ufiltreret.

Hans metoder og teknikker er meget gammeldags, og det er faktisk hans største fordel i en verden med masser af omvæltninger. Det er ren naturvin … i bedste og totalt gammeldags stil. Måske producerer han ikke så meget som andre, der arbejder med det nyeste udstyr. Måske er processen for langsom. Men resultatet er alt, der betyder noget for monsieur Corbineau.

Patrick ejer ganske vist en traktor … en gammel Massey Fergusson fra 1957, men han synes ikke om den. Han har engang udtalt, at han for pengene til et par brugte dæk kunne få et par gode støvler … endda af krokodilleskind. Og Patrick Corbineau har der virkelig bedst i sine gummistøvler og forlader sjældent Candes-Saint-Martin og har kun været i Paris én enkelt gang.

Han er ikke den rejsende type, han har for travlt i sin kælder i Candes-Saint-Martin. Hans far bebrejdede ham ofte for at bruge for meget tid i kælderen, og han troede faktisk, at Patrick havde et alkoholproblem. Men som Patrick også skriver på hans hjemmeside – som dog har sparsomme oplysninger – I finder mig enten i vinkælderen, i markerne eller på min hest.

Faren ønskede også, at Patrick moderniserede sin vingård, så han kunne komme frem i verdenen … men i stedet gik han den modsatte vej og laver i dag vinene som i helt gamle dage.

Her har vi netop én af Patrick Corbineaus vine, Touraine Milles Feuilles fra årgang 2011, lavet på 100% Cabernet Franc fra 30, 50 og 70 år gamle stokke, ren naturvin uden nogen form for tilsætning.

Druerne er høstet med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar og vinen er vinificeret i lag med 50% égrappé – altså hvor stilkene er fjernet – og 50% hele klaser, maceration i 19 dage på tank og lagrer herefter 2 år på gamle egetræsfade.

I næsen er her stald, blæk, grafit, stald … kold frugt … frisk og frugtagtig, dejlig surhedsgrad, plaster, blomster … Ribes (den der lugter lidt af kattetis), lakrids og en snert af karamel. Vinimperiet siger selv, at den har en utæmmet bondsk charme, og det giver fuldstændig mening. Den dufter faktisk sindssygt godt.

I munden er vinen blød, god frisk og ren frugt, lidt kirsebær måske, jern, tørhed og fine tanniner samt et let peberbid i finalen. Tænker, at vinen måske fortsat er en anelse ung, og den kunne være sjov at smage om 4-5 år.

Købt hos Vinimperiet, pris 150 kr.

Rating 4,5/7 

Har nu smagt vinen igen 4 måneder efter første gang … og den er bestemt ikke blevet ringere … nærmest tværtimod, og synes nok, at de 4½ Thumbs Up måske endda er en kende for lidt, så vi smider med det samme en ekstra tommel efter vinen, således vi havner på 5½ Thumbs Up. Kan virkelig anbefales.

Rating 5,5/7 

Vinanmeldelser

2011 Giuseppe Quintarelli, Primofiore, Veneto, Italien

Skriv en kommentar

Giuseppe Quintarelli blev kaldt mange ting. Kongen af Amarone. Mesteren fra Veneto. Valpolicellas grand old man. Blot for at nævne nogle få.

Og Quintarellis vine har fået prædikater som Italiens d’Yquem” og Veronas Romanée Conti. Azienda Agricola Giuseppe Quintarelli er en legende med nogle af Italiens … ja verdens mest eftertragtede vine. Ægte kult.

Her har vi netop en vin fra den gamle og nu afdøde mester, vinen Primofiore … en IGT vin lavet af saft fra første pres til de frygtindgydende Amaroner fra Quintarelli tilsat andre druer. Det betyder, at vinen er sammensat med en halvdel af Corvina og Corvinone samt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.

Vinhuset er oprindelig grundlagt tilbage i 1924 af Silvio Quintarelli. Han havde forinden arbejdet som forpagter sammen med sine brødre i Figari i kommunen Marano di Valpolicella og havde solgt lidt vin på det amerikanske marked.

Sammen med sin hustru og to sønner købte Silvio imidlertid en lille vingård ved landsbyen Cerè i området omkring Negrar, en kilometer øst for Busa og et par kilometer syd for Negrar. Og det blev startskuddet for den vingård, som efterfølgende skulle blive én af de største og mest berømte vingårde i hele Veneto.

I 1950’erne overtog Guiseppe Quintarelli vingården og produktionen. Han var den yngste af sønnerne, og reorganiserede ejendommen, købte nye vinmarker, optimerede produktionen og begyndte en større selektering af druerne i produktionen. Derudover havde Guiseppe en klar filosofi om, at vinene skulle have tid til at modne … uden hastværk.

Han lod derfor nærmest hver vin lave sig selv, men sørgede blot for idéelle betingelser. Vinene får således lov at gære så længe, som vinen ønsker det. Han tapper først vinen, når den er parat, ikke før. Og det kan godt vare både 5, 6 eller 7 år … endda ofte op til 10 år for Amarone vinene. Hos Quintarelli frigives vinene først, når man mener, at de er klar til at blive drukket.

Mest berømt er hans Amarone og Valpolicella vine, men alle vine i porteføljen er af høj kvalitet. Kun det bedste er godt nok til Guiseppes håndskrevne etiketter.

Quintarelli var også mentor for Romano Dal Forno, der som ung 22 årig vinmager mødte Qiuntarelli og tog hans idéer til sig. Dal Forno skulle også senere blive én af de helt store Amarone producenter i Veneto … men det er en helt anden historie. Guiseppe var i det hele taget den producent, som har nydt størst respekt blandt andre producenter i Valpolicella.

I mere end 50 år var han en forgrundsfigur og en af de få, der til stadighed arbejdede kvalitetsfokuseret i et Valpolicella, der blev mere kendt for masseproduktion. Quintarelli var først og fremmest contadino, en vinbonde, der brugte tiden i mark og kælder.

Guiseppe Quintarelli døde i januar 2012 i en alder af 84 år, og hans kone Franka et år senere, men vinhuset føres i dag videre af datteren Fiorenza, svigersønnen Giampaolo samt deres børn Francesco og Lorenzo. Derudover er Guiseppes nevø Marco også med i videreførelsen af produktionen af vinene fra Azienda Agricola Giuseppe Quintarelli.

Samlet har vinhuset knap 12 hektar vinmarker omkring Negrar, skråninger med limsten og basalt samt vinstokke helt tilbage fra 1924. Den samlede produktion udgør knap 50.000 flasker årligt, og det er langt mindre end efterspørgslen, hvilket også betyder, at vinene fra Quintarelli er ganske dyre … hans almindelige Amarone koster typisk omkring 2.500 kr.

Her har vi vinen Primofiore, hvilket betyder den første blomst. Druerne til vinen kommer fra Ca’ del Merlo skråningen, høstes fuldt modne og tørrer i trækasser indtil gæring. Som nævnt et blend på Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Corvina og Corvinone. Derefter er vinen lagret på slavonsk eg … omkring 2-3 år efter hvad jeg kan se.

I næsen er her champignon, bolsjer … Kongen af Danmark, lakridsbolsjer, fennikel, sure tæer, blyanter, grønne oliven, lyserøde kirsebær, hindbær, urter samt en fin blødhed og lethed. Smagen er præget af meget ren frugt, lethed … friske lyserøde bær, hindbær, violer, blomster, mineraler, jern, bløde … men mærkbare tanniner, lidt grønt og fin syrlighed i eftersmagen. Hvor er det elegant.

Vinhuset siger selv, at deres vine helst skal dekanteres et døgn inden de skal drikkes … det blev denne ikke. Der var heller ikke noget tilbage i flasken til dagen efter … men det siger vel bare noget om kvaliteten.

Forhandles bl.a. af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 375 kr. Jeg købte min i Italien, hvor prisen vistnok lå omkring 32€ … eller omkring 238 kr.

Rating 5,5/7 

Vinanmeldelser

2011 Vinos Vernaculares, Pistolero, Quilpue, Chile

Skriv en kommentar

Og den gode Christophe Beau er virkelig ved at blive én af mine favorit vinmagere … som vin efter vin leverer solide overraskelser. Derfor glæder jeg mig også afsindigt til midt i november, hvor vinmageren lægger kursen forbi Randers til en lille smagning.

Lige lidt gentagelse omkring Christophe, som har over 30 års erfaring som vinbonde, ja faktisk startede han Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Partnerskabet er i hvert fald også udvidet til andre områder i Chile, bl.a. Parral, Limari og Casablanca, men fortsat med økologi som det bærende fundament i vinproduktionen. Og så laver Christophe ellers vinene helt gammeldags … bl.a. med maceration i et stor læderkar … ja, et gammelt koskind, hvori vinene vinificeres inden lagring på egetræsfade.

Han har også i 2013 bygget et mindre og simpelt vineri i træ, så der nu er mere skik på produktionen af vinene. Og i det lille skur laves der en række forskellige vine; Petit Marnier, Dulzón Olvidado, Pinot Chai, El Blanco de Pais, El Moscatel de Alejandría, El Cuidadano, Tre Vacas og så dennw Pistolero, som er et blend på Pinot Noir og Merlot.

Druerne kommer fra 30 år gamle vinstokke fra marker i området omkring vingården i Quilpue, og udbyttet ligger på 50 hektoliter pr. hektar, hvilket vel egentligt er ganske pænt. Vinen er vinificeret 15 dage i betonfade og ligeledes modnet på betonfade i hele 18 måneder … og resultatet hedder Pistolero, som er spansk for revolvermand.

Pinot Noir og Merlot … det lyder som et umuligt ægteskab … men ikke desto mindre fungerer det fint. Ja … ikke bare fint, men faktisk fantastisk godt. Vinen har en dyb, våd og urtet frugt … helt vild, nærmest animalsk og vild. Der er mørke bær, blommer, figner … en meget frisk frugt, selvom den måske lyder lidt mørk. Der er elementer af spidskommen, tobak, våde fade … og en sammenligning med duften fra en god Amarone falder mig også ind. Der er en snert i hvert fald.

I munden er der kraft, tørhed og stramhed … det er mørke bær og elegance i ét. Det er blommer sammen med frisk ren frugt, fuck det er bare lækkert. Den var helt anderledes end forventet, tog virkelig røven på mig, men hvor er det dog godt. Ganske ufiltreret, så der er godt med bundfald i flasken. Og Pinot Noir’en er svær at finde … men en imponerende vin.

Købt hos Vinimperiet, hvor prisen er 98 kr. Det er røvbilligt.

Rating 5,5/7  

Vinanmeldelser

2012 Bodega Noemia de Patagonia, J. Alberto, Patagonien, Argentina

Skriv en kommentar

Han skulle egentlig ha’ været teaterinstruktør, men endte med at følge i både faderens og fætterens fodspor. Faderen hedder Peter Vinding-Diers og fætteren Peter Sisseck … så det er netop Hans Vinding-Diers, som jeg snakker om.

Og denne vin J. Alberto kommer netop fra Hans’ pionerprojekt Bodega Noemia de Patagonia.

Faderen laver vin på vingården Montecarrubo på Sicilien, fætteren Peter Sisseck står – som alle ved – bag den spanske monstervin Pingus, broderen Anders laver faktisk også vine i Spanien under navnet Mirabel, mens Hans Vinding-Diers laver vine i Argentina.

Og så er han i øvrigt i familie med Thomas Winding, som jo er far til søde Alberte fra Bamse & Kylling og Shu-bi-duas gamle trommeslager og multimusiker Kasper Winding.

Hans Vinding-Diers er født i Sydafrika, hvor hans far dengang arbejde på vinhuset Rustenberg. Derefter flyttede familien til Bordeaux, hvor Peter havde fået job som ansvarlig vinmager på Château Loudenne i St. Estephe, og derefter på Château Rahoul i Graves syd for Bordeaux by, hvor Peter selv blev medejer sammen med nogle danske investorer.

Da Hans Vinding-Diers var 12 år, blev han sendt på kostskole, og da han blev 17 år på internationalt gymnasium i Oxford. Det gik imidlertid ikke særligt godt, så farmand sendte ham i 1987 i stedet til Tyrell’s Vineyard i Hunter Valley nord for Sydney i Australien. Vingården var berømt for at lave Australiens største klassiske hvidvin Vat 47.

Og det blev startskuddet for Hans Vinding-Diers karriere i vinbranchen. Indtil Hans fik sit første job som ansvarlig ønolog i 1996 på Keerweder i Sydafrika, arbejdede han som assisterende vinmager mere eller mindre overalt på kloden. I løbet af karrieren har han lavet vin i ti lande: Frankrig, Australien, Sydafrika, Spanien, Portugal, Chile, Uruguay, Ungarn, Argentina og Italien.

I 1998 mødte Hans Vinding-Diers den stenrige grevinde Noemi Marone Cinzano, som var arving til Cinzano … I ved, dem der laver den italienske vermouth. Det var til et stort vinshow, som grevindens eksmand – den italienske aristokrat Gelasio Gaetani – havde inviteret Hans, Anders og fætter Peter Sisseck til.

Det endte med, at Peter Sisseck fik et forhold til grevinden, men det varede kun et halvt år. Senere mødte Hans Noemi flere gange, og det endte med, at de blev forelskede. Noemi fik Hans til at blive vinmager på hendes vingård Argiano i Toscana, og der arbejdede Hans i sammenlagt 15 år … selvom Hans ikke synes specielt om Brunello. Han har bl.a. udtalt, at han ikke tror på Brunello og synes, at det er noget selvopfundet image-shit.

Da grevinden i 2013 solgte vingården til nogle nye brasilianske ejere, så stoppede Hans også som vinmager. Han forlod dog stedet med fine anmeldelser i rygsækken, bl.a. havde den amerikanske vinanmelder James Suckling giver Argianos vin Suolo hele 98 point.

I stedet koncentrerer Hans Vinding-Diers i dag sine kræfter på vingården Bodega Noemia de Patagonia i Patagonien i Argentina. Hans ejer vingården sammen med grevinden, og selvom de i dag er skilt, så er de bedste venner … og altså partnere i det argentinske eventyr, som startede i 1998-99, hvor Hans arbejdede som konsulent for Humberto Canale i Rio Negro i Argentina.

En søndag, hvor han kedede sig, fandt han nogle gamle flasker i Canales kælder og trak dem op. Flaskerne var mærket, så han kunne se, at de gik langt tilbage. Det var ikke ligefrem fordi, at vinen var vellavet, men den indikerede, at man kunne lave lagringsværdig kvalitetsvin i Rio Negro.

Derefter fandt Hans frem til markerne … og endte med at købe nogle marker med gamle Malbec vinstokke, plantet helt tilbage i 1932 i Rio Negro Valley – midt i stenørkenen – i det sydlige Argentina. Ejeren sagde, at ordret; “I er gale, hvad vil I med det? Køb en æbleplantage i stedet for”.

Rio Negro Valley microklima påvirkes af to floder, der begge har deres udspring i Andesbjergene; Neuquen og Limay, der munder ud i Rio Negro, som løber ud i Atlanterhavet.

Rio Negro Valley er beliggende ca. 230 meter over havoverfladen og er formet af en gletscher, som i dag har trukket sig tilbage op i Andesbjergene. Gletscheren forsyner stadigvæk Rio Negro Valley med smeltevand – og var det ikke for brugen af kunstvanding med dette smeltevand, ville intet kunne gro på disse golde jorder.

Jorden og druerne bliver behandlet efter alle kunstens regler. Markerne dyrkes biodynamisk, druerne fodtrampes i åbne kar som i de gode gamle dage, og vinen hviler på luksusfade fra bl.a. det lille eksklusive Bordeaux-bødkeri, Darnajou, som også leverer til folk som Hans’ fætter Peter Sisseck og Petrus i Pomerol.

Der laves 5 forskellige vine på vingården, og den bedste og mest hypeede er topvinen Bodega Noemia. The Wine Advocate har sat den vin på listen over årets ti bedste vine, og i dag hører vinen til blandt den lille håndfuld af argentinske vine, som kan sælges for over 600-800 kr.

De øvrige vine på Bodega Noemia de Patagonia er vine Noemia “2”, som kun laves specielle årgange, A Lisa, A Lisa Rosé samt denne J. Alberto, som vel reelt er husets 2. vin, og kommer fra 5 parceller fra en enkelt mark på 4 hektar, hvor vinstokkene er fra 1955. Vinen er på 95% Malbec og 5% Merlot. Druerne bliver efter afstilkning lagt på 2.500 liters cementtanke, hvor de ligger afkølet med skindkontakt i 7 dage, inden temperaturen hæves, og den alkoholiske gæring kan begynde som en spontangæring med druernes naturlige gærceller.

Den alkoholiske gæring finder sted over 2½ uge, hvorefter der foretages piquage to gange dagligt for at opnå et optimalt udtræk af aroma, farvestoffer og tanniner, når skindet brydes. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, tappes 85% af vinen over på en lille tank, som løftes op, så vinen via tyngdekraften kan løbe over i brugte franske egetræsfade.

Vinen påbegynder derefter selv sin malolaktiske gæring, som fuldføres på de ca. 9 måneders lagring. Når lagringen er tilendebragt, selekteres og færdigblandes vinen, inden den aftappes uden hverken filtrering eller klaring. Der er af denne årgang 2012 lavet 14.451 flasker.

Og det er en virkelig flot vin, som gerne … og helst … skal ha’ godt med luft. Dekanter gerne vinen flere timer i forvejen. Jeg smagte vinen to dage efter, at den var åbnet, hvor den blot havde stået med en prop i, og det gjorde bare vinen endnu bedre. Vær derfor ikke nervøs for, at vinen bliver flad … det gør den ikke.

I næsen en herlig animalsk og mørk stald … mødding, tobak, mælkechokolade, mørk frugt og hindbær … ja, den er nærmest tætproppet med mørk frugt, særdeles frugtrig og intens i næsen kombineret med lidt blomster, violer, lakrids og en anelse kaffe. I munden intens med blæk, masser af frugt … sådan direkte frugt, blød … faktisk særdeles blød og lækker med tydelige tanniner, som dog aldrig snerrer. Også lidt tobak og utrolig cremet fornemmelse. En cremet nat for voksne. Flot, flot vin.

Købt i Vinspecialisten, hvor den var på bud … 200 kr. ved køb af 2 flasker, normalpris 300 kr. Til 200 kr. er det tyveri.

Rating 5,5/7  

Vinanmeldelser

2012 Clos i Terrasses, Laurel, Priorat, Spanien

Skriv en kommentar

Etiketten ser måske ikke ud af meget, men den dækker over ét af de virkelige spændende vinhuse i Spanien, nemlig Clos i Terrasses, som ejes og drives af Daphne Glorian. Vinen her hedder Laurel, og den vender jeg tilbage til senere.

Clos i Terrasses er grundlagt i 1988 af Daphne Glorian. Hun er amerikaner og født i Schweiz, men havde flyttet til Priorat i Spanien, hvor hun – ansporet af vinvennerne René Barbier og Álvaro Palacios – havde tømt sin bankkonto og brugt dem på en vinmark i 17 terrasser ved byen Gratallops uden hverken ønkologiske undersøgelser eller uddannelse indenfor vinproduktion.

René Barbier driver til daglig selv Clos Mogador, og han ville hjælpe Daphne med at lave vin fra hendes nyindkøbte marker. Hun gav vinhuset navnet Clos i Terrasses efter den 1,7 hektar store vinmark, som bestod af de 17 terrasser hugget ud af en stejl skråning og omgivet af skove.

Og hendes vin kaldte hun Clos Eramus, med reference til Erasmus af Rotterdam (Desiderius Erasmus Roterodamus), som i 1511 skrev hånligt og humoristisk om dårskab i bogen Tåbelighedens Lovprisning. Daphne mente selv, at hun med investeringen i vinmarken havde udvist samme dårskab, og at det dermed var et passende navn for vinen.

Rene Barbiers ide med Clos Erasmus var, at den gerne skulle afspejle Daphnes temperament og karisma. Dette kom der en fantastisk vin ud af. Druesammensætningen varierer fra år til år, men ligger sædvanligvis tæt op af dette forhold; 65% Grenache, 20% Cabernet Sauvignon og 15% Syrah. Clos Erasmus lagres på 100% nye franske egetræsfade.

Det var ikke helt dumt, for det viste sig efterfølgende, at Clos Eramus blev én af det moderne Priorats store vine sammen med René Barbiers egen Clos Mogador, Palacios’ Finca Dofi, Jose Luis Perez’ Clos Martinet og Carles Pastranas Clos de l’Obac … i øvrigt alle venner med Daphne. Og vinen er løbende blevet overøset med hæder, bl.a. fik Clos Erasmus 2003 hele 99 Parker point og 2004 de magiske 100 Parker point.

Det er efterfulgt af 97 point til årgang 2006 og 100 point igen til Clos Erasmus 2005. Og det har fået priserne til at gå sky-high, bl.a. handles en Clos Erasmus 2004 i dag til omkring 1.000€. Clos Erasmus har i dag opnået kultstatus som ingen anden i Priorat. Vinene er formidable og den stærkt begrænsede produktion på omkring 3.000 flasker har gjort denne vin til en af verdens mest efterspurgte.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om Clos Eramus årgang 1997 her på bloggen.

Men heldigvis laves der også en andenvin på Clos i Terrasses, og det er denne Laurel. Grundet den stigende efterspørgsel har Clos i Terrasses udvidet med flere marker, så huset i dag omfatter markerne Escalas, som var hendes første mark på de nævnte 1,7 hektar, Aubagues og Socarrats på henholdsvis 2,5 og 3,5 hektar samt Guinarderes, som ligeledes er på 3,5 hektar. Alle marker dyrkes biodynamisk.

Laurel er som nævnt husets andenvin, og er her i årgang 2012 lavet på 75% Garnacha, 20% Syrah og 5% Cabernet Sauvignon … både fra yngre stokke og tønder, som er deklassificeret Clos Erasmus. Den produceres med nøjagtig den samme omhu som Clos Erasmus. Det eneste, der adskiller vinene, er den endelige udvælgelse af fade. Hvert år skubber Daphne et par fade til side inden den endelige blanding af Erasmus. Det kommer der således Laurel ud af.

Som med Clos Erasmus kommer druerne ikke fra en bestemt mark, men fra alle husets marker. Vinen har lagret 16-18 måneder i henholdsvis store oprejste egetrækar på 20 hektoliter samt 2-4 år gamle franske barriques, som tidligere er brugt til Clos Erasmus.

I næsen er her godt med mørk frugt, tætpakket solbær, lidt røget og støvet, blæk, peber, blomster, chokolade, mynte samt lidt cigarkasser, og virkelig lækker næse. I munden er det blødt, cremet … fløjl med meget klar frugt, let sødme, stor tørhed. Frugten er fyldig, men frisk … og samtidig en virkelig stor tørhed, hvor tanninerne også sætter sig i mundhulen. Eftersmagen er fyldt med frugt … klasse.

Kan normalt købes via Uvinum eller Sigurd Müller Vinhandel, hvor prisen vel ligger omkring 250 kr.

Rating 5,5/7  

Vinanmeldelser

2007 Delas Frères, Cornas Chante-Perdrix, Rhône, Frankrig

Skriv en kommentar

Ligesom Delas Frères kun laver én Gigondas, så laver de også kun én Cornas, nemlig denne Cornas Chante-Perdrix, som vi her har i en årgang 2007 … en i øvrigt fremragende årgang i specielt den sydlige del af Rhône og en okay årgang her i den nordlige del.

Druerne til denne Cornas Chante-Perdrix kommer fra forskellige sydvendte marker i Cornas. Druerne kommer imidlertid ikke fra Delas Frères egne vinmarker, men derimod fra vinavlere, som vinhuset har dyrknngsaftaler med.

Delas Frères supporterer så med teknisk assistance samt instrukser for pleje og høst af markerne, herunder præcise datoer for, hvornår vinavlerne skal høste druerne.

Man kan ikke se hvorfra i Cornas, at druerne kommer … om det er fra skråninger i Cornas eller fra plateauet? Da markerne imidlertid er sydvendte, så går jeg ud fra, at denne vin er lavet på druer fra skråningerne i Cornas.

De bedste marker ligger nemlig på skråningerne, som er beskyttet af kraftig vind. Det betyder, at temperaturen generelt er væsentligt højere end i Côte Rôtie og Hermitage. Cornas er da også det keltiske ord for “ristet jord”. Af de nordlige appellationer er Cornas den, hvor druerne modner først – og dermed også den første til at høste hvert år.

Man siger generelt, at der i stigende grad produceres vine fra plateauet, som kvalitetsmæssigt ligger langt bagefter. De har hverken stilen eller styrken, som har defineret Cornas gennem et par tusinde år.

Cornas Chante-Perdrix er selvfølgelig – som alle vinene i det nordlige Rhône – 100% Syrah, og alle druerne høstes manuelt, når de er fuldmodne. Fermenteringen sker i åbne cementtanke og med en lang macerationsperiode på op til 20 dage.

Den malolaktiske sker på egetræsfade og den afsluttende lagring varer 14-16 måneder på egefade, 50% nye og 50% fade, der er brugt én gang tidligere. Der laves årligt 15.000 flasker af denne vin.

Og hvilken herlig næse i denne vin. Det er gammel kælder, ymer, yoghurt, overmodne kirsebær, blommer, mødding … ganske animalsk med læder, lakrids, sødme og svage noter af krydderier.

Man kunne så forvente, at smagen var fyldig, nærmest tung og mørk, men det er slet ikke tilfældet. I munden er der peber, syre og stor tørhed. Tanninerne er fortsat ganske mærkbare, mens frugten er frisk og medvirker til at gøre vinen meget let i udtrykket. Virker på ingen måde tung. Eftersmagen er dejlig lang. Det er en herlig vin … specielt duften er himmelsk.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 395 kr.

Rating 5,5/7 

Vinanmeldelser

2010 Biondi-Santi, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

Weekend i København med vinbuddy Jan … primære mål var at løbe Copenhagen Half Marathon 2015, men derudover skulle vi selvfølgelig også besøge et par vinbarer og smage lidt godt vino. Det blev samlet til besøg på 4 vinbarer og samlet 10 vine.

Og hvilke herlige og helt fantastiske 10 vine, som vi smagte. Jeg skal selvfølgelig nok i de kommende dage poste vinene her på bloggen sammen med vore indtryk af besøgene på vinbarerne Ved Stranden 10, Fiat, Villa Vino og Falernum.

Vi starter dog med denne Rosso di Montalcino, som vi nød på vores Airbnb værelse i Store Kongensgade. Jeg havde medbragt vinen … just in case, at der enten blev; tid i overskud, alt for stor tørst, brug for pre-up opvarmning til løbet eller bare lyst til et glas vin.

Resultatet behøver jeg vel ikke at svare på? Tænker, at alle årsagerne var tilstede … og sikkert et par undskyldninger mere. Nå, men vinen er fra det berømte Brunello-hus Biondi-Santi eller Tenuta Greppo Franco Biondi Santi, som det klassiske hus også hedder.

Vinhuset ligger for enden af en støvet grusvej syd for Montalcino på vingården Il Greppo i det herlige Toscana. Gården og vinhuset er vugge for Italiens måske mest berømte vin Brunello di Montalcino. Det var simpelthen hos Tenuta Greppo Franco Biondi Santi, at Brunello-vinene blev opfundet omkring år 1865.

Selve vinhuset er grundlagt tilbage i midten af 1800-tallet af Clemente Santi, søn af Luigi Santi og Petronilla Canali. Clemente var uddannet pharmaceut fra universitetet i Pisa og samtidig en berømt forfatter. Han ejede store ejendomme i både både Montalcino og Pienza, og brugte megen af hans tid på landbruget … især på gården Il Greppo, som var var ejet af hans mor Petronilla Canali.

Hans viden indenfor det videnskabelige med kemi hjalp ham ved produktionen af vinene, som – efter daværende standarder – nåede imponerende niveauer, bl.a. fik hans Moscatello tildelt en præmie på Universal Expo i Paris i 1867, og et par år senere blev husets rødvin – reelt en Brunello fra 1865 – også præmieret ved en vinmesse i Montepulciano i 1869.

Det var dog reelt først senere med de historiske årgang 1888 og 1891, at Brunello egentligt opstod. På det tidspunkt var det dog Clementes barnebarn Ferruccio Biondi Santi, som stod bag vinhuset. Han havde arvet vingården efter moderen, Caterina – Clementes datter – som havde giftet sig med Jacopo Biondi, en læge fra Firenze … og dermed opstod navnet Biondi-Santi.

Ferruccio Biondi Santi modtog flere priser for sine Brunello’er og en rapport fra 1932 – udarbejdet af en Kommission af Ministeriet for landbrug og skovbrug – anerkendte Ferruccio Biondi Santi som skaberen af Brunello. Og i dag er Brunello vel én af de mest kendte vine fra Italien … og måske blandt verdens mest elegante, aristokratiske, komplekse og karakterfulde vine.

Biondi-Santis Brunello har altid været ultra traditionel og holder stadig status som den reneste, mest ægte af sin art, aldrig nogen sinde afveget fra den oprindelige opskrift i et forsøg på at tilpasse sig tidens luner og tendenser. Biondi Santis vine er generelt gemmeværdige i adskillige årtier.

I mange årtier har det dog været Ferruccios barnebarn – og søn af Tancredi Biondi Santi – Franco Biondi Santi, som har tegnet vinhuset på nærmest karismatisk facon. Han blev født i 1922 i Montalcino og havde lært at producere vine efter sin far Tancredi, og arvede Il Greppo ejendommen i 1970. Han holdt ved fast i de gamle traditioner og forbedrede også kvaliteten af vinene yderligere.

Franco døde i 2013 og siden har driften været forestået af hans enke Maria Floria og deres to børn Jacopo og Alessandra Biondi Santi med yderligere hjælp fra 4 børnebørn, bl.a. Jacopos søn Tancredi Biondi Santi … opkaldt efter sin oldefar. Reelt set, så er det nu Jacopo og Tancredi, som i dag er de bærende kræfter i driften af vingården.

Tenuta Greppo Franco Biondi Santi har i alt 152 hektar jord, nemlig 47 hektar omkring Il Greppo og 105 hektar ved Pieri, men alene 25 hektar er tilplantet med Sangiovese Grosso vinstokke. De ældste vinstokke – samlet omkring 4 hektar – stammer tilbage fra 1930-1970, mens 8 hektar har vinstokke fra 1988-1989, 6 hektar fra 2000-2001, men de yngste vinstokke er plantet i 2004-2006.

Udbyttet holdes nede på meget beskedne 3-5 ton pr. hektar, og den samlede produktion overstiger sjældent 80.000 flasker, hvoraf der laves under 10.000 flasker af husets Brunello Riserva … og kun i år med ekstraordinær god høst. Det forklarer måske også hvorfor, at husets vine er meget eftertragtede og priserne i den meget høje ende.

Produktionen er fordelt på 5 vine, en Rosato di Toscana IGT, denne Rosso di Montalcino DOC, en Rosso di Montalcino DOC Fascia Rossa samt de to Brunello’er Brunello di Montalcino DOCG Annata og Brunello di Montalcino DOCG Riserva. Prisen på den sidstnævnte ligger normalt over 4.000 kr. – hvis du overhovedet kan skaffe den – mens lillesøsteren Annata kan købes til 750-850 kr.

Copenhagen Half Marathon 2015 pre-up opvarmning
Biondi-Santi opvarmning til Copenhagen Half Marathon 2015 … måske ikke efter bogen.

Her har vi dog den almindelig Rosso di Montalcino DOC i nyeste årgang 2010, lavet på 100% Sangiovese primært fra de yngste vinstokke med en gennemsnitsalder på omkring 10 år. Lavet helt klassisk og har lagret 1 år på store Slavonske egefade. Der laves årligt omkring 21.000 flasker af vinen, og de nummereres i øvrigt.

I næsen er her lakrids, tobak, balsamisk syre, ren frugt, røde og lyse bær, eg … sådan virkelig gammel eg, som fx et gammelt skab eller et hus i den gamle by, tørv, røget bacon, blyanter og kridt. Herlig dybde i nuancerne. I munden er vinen blød med syre, nærmest hindbær, ribs … bløde og tørre tanniner. Virkelig en lækker tørhed og samtidig blødt samt elegant. Nærmest som de bedste Brunello’er. Det kan jeg fandme godt li’ det her.

Svær at skaffe … Kjær & Sommerfeldt er forhandler herhjemme, og en flaske koster normalt 459 kr.

Rating 5,5/7 

Gennemført halvmaraton
Gennemført på optankning af Biondi-Santi !!!

Vinanmeldelser

2011 Gérard Bertrand, Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin, Languedoc, Frankrig

Skriv en kommentar

Videre med en fransk vin … en smule sydligere, nemlig med vinen Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin fra den store Gérard Bertrand. Det er en vin, som jeg har smagt tidligere og været ganske begejstret for … lad os se, om det også er tilfældet med denne årgang 2011.

Château de Villemajou er den vingård, som Bertrand i 1992 overtog efter sin far, da han havde lagt fodboldstøvlerne på hylden, besluttet sig for at blive vinbonde og havde sat den målsætning, at han ville højne standarden, ikke bare for vingården, men for hele området.

Han ville være for Sydfrankrig, hvad Guigal er for Rhône. Ganske ambitiøst … men den gode Gérard Bertrand er såmænd godt på vej med.

Siden overtagelsen har Gérard Bertrand også investeret i endnu flere vingårde, vinslotte og vinmarker, fordelt over regioner som Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc, så han i dag har hele 470 hektar vinmarker.

Han far havde selv købt Château de Villemajou i 1970, da ejendommen, som ligger i Saint André de Roquelongue, blev sat til salg. Navnet Villemajou kommer af det romerske udtryk Villa Major (stor villa), hvilket var det navn, ejendommen bar, da erobreren Avitus boede i den.

Château de Villemajou ligger i Saint André de Roquelongue, lidt syd for Boutenac med 130 hektar vinmarker, et af de bedste terroirs i Corbières og markerne var allerede ved købet i 1970 tilplantet med gamle Carignan vinstokke. Og for Gérard Bertrand var det altid været et særligt sted, bl.a. som familiens hjem og ejendom, og som spydspids for Boutenac Premier Cru appellationen.

Jordbunden er en blanding af ler og store sten, som suger varme til sig i dagstimerne for så at afgive den til vinstokkene i løbet af natten. Og Gérard far Georg Bertrand var én af området første vinproducenter, som beviste at der kunne produceres stor vin i Corbières, bl.a. ved lang udblødning og efterfølgende brug af barrique, som ellers ikke var normalt i området.

Der laves 5 vine på Domaine de Villemajou, hvor topvinen hedder La Forge og er opkaldt efter den bedste, højest placerede vinmark på 8 hektar, som ligger på Miocene bakketoppen, et sted som ifølge tingbogen bærer stednavnet ” La Forge”. Gérard Bertrand har siden hans overtagelse også forbedret denne vinmark yderligere, bl.a i hyldest til hans nu afdøde far.

Druerne til Domaine de Villemajou Grand Vin er imidlertid hentet fra en lille parcel på Villemajou, hvor Carignan-stokkene er minimum 80 år gamle. Dette sammen med den meget stenede og derfor veldrænede jord holder udbyttet ned på 25 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på Carignan, Grenache, Syrah og Mourvèdre med traditionel alkoholisk gæring på ståltanke efterfulgt af den malolaktiske. Lagres efterfølgende 10–12 måneder på fade, hvorefter vinen tappes på flaske og lagrer yderligere 12 måneder. Vinen er selvfølgelig – som stort set alle Bertrands vine – økologisk.

Og igen – som med 2010’eren – er jeg begejstret. Der er tonsvis af sol, sødme, vanilje, figner, blommer, bacon, kød, sød engelsk lakrids og røgede toner. Virkelig lækker og indbydende duft. Smagen er ligeledes i samme boldgade med sødme, rosiner, blommer, blomster, fedme og fylde … godt cremet.  Det er lidt voluminøs, men alligevel med lidt syre og rygrad.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 295 kr.

Rating 5,5/7