Navnet Durst har stolte traditioner indenfor fotografi … firmaet Durst – grundlagt af Julius og Gilbert Durst i 1936 – producerede nemlig forstørrelsesapparater til mørkekamre og konkurrerede bl.a. med Leitz/Leica. Derfor var det måske også ganske passende, at Andreas Durst blev fotograf, selvom han ikke – mig bekendt – kommer fra samme familie, ligesom han heller ikke er i familie med Fred Durst fra bandet Limp Bizkit.
Andreas er nemlig født i Wuppertal og oprindelig studerede fotografi og filmdesign. Han blev hurtigt en respekteret fotograf og arbejdede primært freelance. Han arbejdede bl.a. sammen med mange af de store tyske vingårde i forbindelse med et projekt, hvor han i 2006 levede fotografier til Stuart Pigotts vinbog Wein spricht deutsch.
Der rejste han rundt til alle vinregionerne i Tyskland og fangede både de smukke landskaber, vinbønderne og deres personligheder med sit kamera. Det var sikkert i løbet af det år, at Andreas blev inspireret til selv at kaste sig over vinproduktion. Og fik tørst for vinproduktion, so to speak.
I 2008 flyttede Andreas Durst til Bockenheim i den nordlige del af Pfalz og begyndte på hobbybasis sit lille vinprojekt med produktion af vin, ren spontangæring i to demijohns i hans kontor, men allerede året efter voksede projektet i omfang og produktionen blev flyttet til vaskerummet i en gammel stald og derudover måtte han også inddrage sin garage til vinene.
Andreas startede med at lave hvidvin, bl.a. vinen han kalder Riesling Grosser Durst Pfälzer Landwein, men i dag omfatter produktionen også vine på Grauburgunder og Weißburgunder, Silvaner, Portugieser samt Spätburgunder. Og det er alle håndlavede vine i beskedent produktionsantal. Produktionen er vistnok alene på omkring 5.000 flasker årligt.
Her har vi fat i Durst’s Pinot Noir, som er en NoSO2 … hvilket på dansk betyder uden brug af svovl/sulfitter. Svovl benyttes normalt i alle faser af vinproduktionen. Det kan tilsættes i små mængder på druerne eller når de presses for at fjerne uønskede bakterier og vildgær. Vinen svovles typisk igen når den hældes på beholder og igen når den kommer på flaske for at forhindre oxidering. Det kan også benyttes til at rengøre udstyr.
Men hos Durst er der således slet ikke anvendt svovl og samtidig fuldstændig biodynamisk, og det fornemmes med det samme i duften, som har en lidt syrlig, biodynamisk side … meget animalsk, urtet … tæt på noget gæret ensilage. Men – meine damen und herren – med lidt luft og gerne et stort glas, så sker der sgu ting og sager. Der åbnes op for godt med kirsebær, tranebær, lidt anis og mere sødkrydrede noter samt et skvat kanel og vanilje.
Det syrlige og rå fortsætter i smagen, men den har alligevel en lidt sød side, dog med peber, jern, jod, hindbær, jordbær samt fin lethed og en insisterende syre, som fortsætter gennem hele smagsspekteret. Lidt af en charmetrold, men giv den endelig store glas samt godt med tid til at åbne op for sluserne. Så bliver du belønnet.
Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 190 kr.
