Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2019 Tenuta Antonini, 24 Carati, Abruzzo, Italien

2019 Tenuta Antonini, 24 Carati, Abruzzo, ItalienDen sidste vin fra Tenuta Antonini adskiller sig fra de øvrige, for dels er flasken, etiketten, druerne og navnet helt anderledes og det er denne 24 Carati i årgang 2019.

Jeg kan desværre ikke sige, hvilke druer vinen er lavet på, for det fremgår sgu slet ingen steder, men de er fra ret gamle vinstokke på marker i Ancarano i omkring 294 meters højde.

Jeg vil dog gætte på, at der bl.a. er  Montepulciano d’Abruzzo i blendet, men flere steder står der, at den er blandet med Merlot. Det er helt sikkert husets topvin og der er anvendt alle de bedste druer til vinen og alene fra de bedste eksponeringer på markerne. Det er nok også derfor, at vinen så har fået navnet 24 karat.

Selvom druerne først er sorteret i marken, så sorteres de også i vineriet inden afstilkning af druerne og blød knusning. Så er der sket en gæring og maceration i rustfrie ståltanke ved en temperatur på 24-26 grader med hyppig overpumpning og delestages.

Efter endt fermentering er en del af vinen lagret 12 måneder på amerikanske tonneau fade inden aftapning på flaske og yderligere lagring inden endelig frigivelse. Luca Maroni har givet vinen 98 point, men det skræmmer mig – og sikkert andre – mere.

I næsen er det også lidt en bassevin, hvor man omgående kan dufte fadene sammen med god frugtsødme. Det er en bredrøvet dame, der har en frugt af sorte kirsebær og modne blommer, tobak, vanilje og en fed, gammel og sød balsamico eddike.

Smagsmæssigt er det en vin, som rigtig mange vil elske, men jeg synes helt klart, at dem opulente sødme er en smule for meget. Der er igen kirsebær, blommer, blommemarmelade og alt leveres blødt, cremet og rundt med stor intensitet, frugtsødme, lakrids, kakao og endda søde tanniner, som sætter sit sødt på tandsættet. 89 point.

Overvejes forhandlet af Winelovers.dk, så vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine Jean-Yves Millaire, Loupiot, Bordeaux, Frankrig

2020 Domaine Jean-Yves Millaire, Loupiot, Bordeaux, FrankrigDen anden anbefalede vin i Bogen om ærlige vine var fra den rare vinmager Jean-Yves Millaire, der har sit vinhus lidt vest for Fronsac. Det er vinen Loupiot, som betyder lille ulv eller lille barn.

Vingården, der også hedder Château Lamarche Canon, er grundlagt i 1950 af Jean-Yves’ bedstefar Jean Garnier, som i kommunerne Saint Michel de Fronsac og Fronsac købte 6 hektar vinmarker. Imidlertid var Jean-Yves’ far ikke den store vinbonde, så han bortforpagtede vingården i 1979.

Sådan forblev det i 18 år indtil 1998, hvor Jean-Yves Millaire overtog gården og igen startede med at lave, flaske og sælge vine under eget navn … både som Château Lamarche Canon og som Jean-Yves Millaire.

Jean-Yves Millaire har stor passion for vin … og det var også den passion og respekt for landet, som gjorde, at han ændrede driften til at være biodynamisk. I dag driver han så sammen med sin hustru 47 hektar vinmarker fordelt på de 3 appellationer AOP Canon Fronsac, AOP Fronsac samt AOP Bordeaux.

Vinene er opdelt i 4 serier, nemlig Les Terroirs, Les Pépites, Les Pétillants samt Les Gourmandises og det er fra sidstnævnte, at denne Vin de France vin Loupiot Rouge er fra.

Den er lavet på 50% Merlot og 50% Cabernet Franc fra 2 hektar vinmarker. Den er lavet med pre-maceration i betonkar over 2-3 dage, hvorefter vinen så gærer. Midt i den alkoholiske gæring er den presset inden videre gæring og inden endelig aftapning i løbet af november måned for at bevare så megen frugt som muligt og aftapningen er sket helt uden brug af svovl.

I næsen er vinen lige en anelse reduktiv, men åbn lige flasken i god tid, så den får lov at folde vingerne lidt ud. Der er lidt kogt andefond, moden og juicy frugt, et bundt HB blyanter uden viskelæder, jod og blod, mælkede og yoghurtagtige noter, saftige kirsebær samt lidt lakridspiber. Men den er venlig og alligevel fremme-på-stolen-spændende.

Hvor smager den godt og har slet ikke samme øko-bio side  som duftmæssigt, men en mere mørk rund, blød og småfrisk frugt med morbær, kirsebær, tranebær og er egentlig meget ren, fyldig og rigtig elegant. Vinen er slet ikke, som man kender Bordeaux, men virker en smule krydret, rund med et fint bid og en let syre, grønne elementer samt lidt fyldig tyggefornemmelse.

I “Bogen om ærlige vine” anbefaler Birgit Pichat og Mads Jensen, at man drikker vinen til en ret bestående af terrine af oksehaller med oliven, svampe & pistacie … men oksekød og Bordeaux går normalt også rigtigt godt sammen og det gælder også, selvom denne vin ikke er en arketypisk Bordeaux. 91 point.

Vinen forhandles af Vores Franske, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Tenuta il Palagio, Sister Moon, Toscana, Italien

2016 Tenuta il Palagio, Sister Moon, Toscana, ItalienSister Moon, will be my guide, In your blue, blue shadows, I would hide … sådan starter Sting en af sangene fra LP’en … Nothing Like the Sun fra 1987.

Mens jeg nynner videre på det stille nummer smager jeg meget passende et glas af vinen Sister Moon fra Stings egen vingård Tenuta il Palagio i Toscana.

Vingården er nemlig privatbolig for Sting og hans hustru Trudie Styler. De købte den tilbage i 1997, men der har faktisk været lavet vin på Tenuta il Palagio siden midten af 1500-tallet.

De købte ejendommen fra greven Simone Velluti Zati di San Clemente, hvis familie havde ejet vingården og de omkringliggende plantager og skove siden 1819.

Da rocklegenden Sting købte den smukke gård i Toscana var vinmarkerne nedslidte og forsømte, men havde potentiale for kvalitet. Så siden købet har Sting og Trudie lagt et stort arbejde i at restaurere vingården, olivenlunde og vinmarker til deres tidligere storhed, med respekt for stedets historie og arkitektur.

De genplantede bl.a. 11 hektar med nye vinstokke og det skulle vise sig at være en god ide, for allerede i 2016 rangerede Il Palagio listen over Wine Specators Top 100 bedste Italienske vine.

Parret har da også samlet et team af eksperter, der hver især har bidraget til den stadig voksende kvalitet. Holdet som har hjulpet består af Paolo Rossi, der er født på Il Palagio og hans familie har historiske bånd til ejendommen.

Derudover har de hyret Alan York, som specialist i økologisk og biodynamisk landbrug igennem 40 år og en verdenskendt konsulent for biodynamiske vinbønder i Nord- og Sydamerika, Sydafrika og Europa.

Sidst er det ønologen Paolo Caciorgna, der står for produktionen og han er endda født og opvokset i Toscana og kommer fra en familie af vinbønder. Hans talent indenfor ønologi har gjort ham til en meget eftertragtet konsulent. Han har arbejder i Frankrig og i Californien og er i dag tilknyttet over tredive af de bedste vinproducenter i Italien.

Il Palagio producerer i dag flere anmelderroste vine og nogle har  navne efter Stings store musikalske bagkatalog. Således laver man vinene Message in a Bottle, When We Dance, Sister Moon … men også Dieci Toscana og Casino delle Vie.

Denne 2016 Sister Moon er lavet på 40% Sangiovese, 30% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon lavet med gæring og maceration i store rustfrie ståltanke.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder i franske barriques. Det er desuden den første vin, som blev produceret på Il Palagio.

Næsen er lidt fransk, aristokratisk bordeauxfil med solbær, pottemuld, skovbund, cedertræ, cigarkasser, våde fade, engelsk lakrids, har en landlighed og pænt fadpræg med kanel, vanilje og chokolade, men også en syrlig italiensk nerve. På den måde passer alle pengene.

Smagen er meget ren og klar … har en direkte og meget lækker frugt med brombær, kirsebær og hindbær. Frugten virker klart mere lys og mere syrlig end duftmæssigt, for der er virkelig syrlighed, lidt knuste tørrede blomster, men tanninerne virker egentlig bløde og meget tæmmede. Flot vin. 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 350 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Château l’Alouette, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2018 Château l'Alouette, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, FrankrigMin unge knægt havde forleden købt en rødvin … en Lalande-de-Pomerol fra bordeauxslottet Château l’Alouette beliggende ved byen Nouvelle-Aquitaine i Guitres distriktet netop under appellationen Lalande-de-Pomerol.

Vinslottet drives af Jean-Claude Giraud, der har været vinmager på det hypede kultslot Château l’Eglise Clinet i Pomerol.

Men i 1990 forlod han så Château l’Eglise Clinet for at overtage sin fars vinslot Château le Manoir, som han så siden har udvidet fra de  oprindelige sølle 1,5 hektar vinmarker. Men i 2005 købte han også Château l’Alouette … hvorfra denne vin kommer.

I dag ejes Château l’Alouette fortsat af Jean-Claude Giraud, men det ser ud som om, at vinene er en del af negociantfirmaet Maison Delor, der netop har partnerskab med en række vinavlere og vinslotte i Bordeaux.

Maison Delor er så igen ejet af  Thiénot Bordeaux-Champagne aka Groupe Thiénot, der sammen med andre store huse er del af CVBG Group, også kaldt Maison de Grands Crus …, et af de allerstørste vinfirmaer i Bordeaux og sælger langt over 2 millioner flaske vin hvert eneste år.

Denne Château l’Alouette 2018 Lalande-de-Pomerol er lavet på ren Merlot, men der er ingen oplysninger om produktionen, så derfor springer jeg bare direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det klart Bordeaux og endda med en lille venlig sødme. Der er solbær og brombær, masser af våde fade, cedertræ, cigarkasser, pottemuld, røg og lidt tør engelsk lakrids.

I munden er vinen lidt flad … har en flad syre, men igen en god venlighed sammen med en lidt bitter frugt. Igen er det solbær og brombær, lidt sort og bittert te, tørre, krydrede og bitre tanniner, som bider lidt af dig. Vinen er – på en eller anden måde – simpel og endimensionel, har en vis saftighed og det er alligevel uden helt at miste sit bordeauxfile ophav. 87 point.

Købt i SuperBrugsen,  hvor normalprisen er 199,95 kr., men kan fås til 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2007 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDet sidste punktum for eftermiddagen blev så et glas 2007 Margaux 2. Grand Cru Classé fra Château Cantenac Brown … og klokken var endda vist lidt over 18.00, hvor 1. akt jo officielt sluttede.

I årgang 2007 er vinen lavet på hele 65% Cabernet Sauvignon og 35% Merlot. Den er lavet på samme måde som 2004’eren, altså helt klassisk og er efter endt fermentering så lagret 14 måneder på barriques, deraf 60% nye fade og resten er kun brugt én gang tidligere.

2007’erne minder duftmæssigt om 2004’eren … lidt mindre moden og samtidig en kende mere parfumeret. Der er igen en dekadent duft af ædeltræ, jord, tobak og vanilje. Der er solbær og modne kirsebær, men viser slet ikke samme modenhed eller endda tæt på.

Men vinen er dog blød og mere ren, klar og stringent end 2004’eren, men fortsat blød og føjelig … måske også lige en tand mere neutral i smagen, der dog fortsat leveres rund og blødt. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 995 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 795 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2004 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigSupervin smagningen af eksklusive Bordeaux vine sluttede for mig hos endnu et Margaux 2. Grand Cru Classé slot og det var såmænd Château Cantenac Brown … her smagte jeg først vinen i årgang 2004.

Château Cantenac Brown ligger i Cantenac i Magaux og er anlagt i begyndelsen af det 1900 århundrede af den skotske maler John Lewis Brown, som byggede slottet i den – især for det traditionsrige Bordeaux – anderledes og lidt bizarre tudorstil med respekt af familiens skotske arv efter Clan Brown, der så var John Lewis Browns familieklan i Skotland.

John Lewis Brown var en visionær mand, som udvalgte de bedste jordstykker i området. Hans hårde arbejde og høje standarder blev belønnet i 1855, da Bordeaux-klassifikationen rangerede Cantenac Brown blandt de mest værdsatte vingårde som et 3. Grand Cru Classé slot.

Det var dog under bankmanden Gromards ejerskab, at slottet blev rangeret som 3. Grand Cru Classé slot, for han havde købt det i 1843, men solgte det igen i 1860 til Armand LaLande, der bl.a. også ejede Château Leoville Poyferre.

Siden dengang har slottet skiftet ejere adskillige gange, men det betød et fald i kvaliteten og frem til 1989 var vinene fra Château Cantenac Brown ikke Grand Cru Classé værd.

Men det ændrede sig i 1989, hvor slottet blev over af AXA koncernen … det verdensomspændende forsikringsselskab med hovedsæde i Paris. De har siden overtagelsen investeret massivt i slottet og øget kvaliteten betydeligt, hvilket fik et yderligere skub i 2006, hvor familien Halabi overtog ejerskabet.

De har givet slottet en gevaldig økonomisk saltvandsindsprøjtning og samtidig ansat vinmageren Jose Sanfins, under hvis ledelse kvaliteten er steget markant.

I 2019 skiftede ejerskabet igen, idet slottet blev købt af Tristan Le Lous for anslået 150 millioner euro. Med Le Lous familien er er sket en yderligere saltvandsindsprøjtning.

José Sanfins er fortsat vinmager og sammen med Le Lous familien, så har han vovet sig ud i modernisering af slottet, som vil løfte deres produktion til helt nye højder.

Ejendommen består af en spektakulær park anlagt efter britisk forbillede og har 48 hektar vinmarker beplantet med vinstokke, hvoraf nogle er tæt på 60 år gamle.

Markerne dyrkes efter bæredygtige principper. Druerne plukkes og vinificeres parcel for parcel. Cabernet Sauvignon dominerer med 65% og Merlot tegner sig for 30% af vinstokkene. De sidste 5% er forbeholdt Cabernet Franc.

Udover førstevinen Château Cantenac Brown producerer slottet andenvinen Brio de Cantenac Brown og den hvide Alto de Cantenac Brown.

Pauline fra Chateau Cantenac Brown

I denne årgang 2004 skulle vinen – som vidt jeg kan se – lavet på 65% Cabernet Sauvignon. 25% Merlot og 10% Cabernet Franc. Den er lavet helt klassisk og er efter endt gæring lagret 15 måneder på barriques, heraf 60% nye fade og resten er kun brugt én gang tidligere.

Uha, hvor er duften meget moden … det er gammelt drivtømmer, mahogni, palisandermøbler og teaktræ og så ellers pænt med fad i form af vaniljecreme, kanelsnegle, chokolade, kaffe og sød tobak. Den modne frugt er solbær og modne kirsebær … og meget tæt i strukturen.

Frugten er smagsmæssigt meget blød … lidt marmeladefølelse, men det opvejes dog af, at vinen er utrolig blød og bare smager godt. Den har modne tanniner, der ikke bider meget, hvilket også bidrager til en feel good fornemmelse i vinen. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.095 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 795 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigNår man nu alligevel stod ved alle vinene fra Château Brane-Cantenac, så kunne man da lige så godt også smage Margaux 2. Grand Cru Classé i årgang 2018.

Blend og vinifikation minder meget om de andre, for vinen er i denne årgang 2018 lavet på et mixaf 74% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot, 2% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot fra 35 år gamle vinstokke.

Gæring og maceration er sket i egefade og efter fermenteringen er vinen så lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade.

Duftmæssigt er det – selvfølgelig – mere af samme skuffe, men en af de bedre skuffer. 2018’eren er dog endnu ikke helt på samme niveau og har klart en mere grøn og urtet side. Til gengæld er frugten lige så frisk og fin med solbær, hindbær og jordbær, men nu giver fadet også lidt bidrag med cedertræ, blomster, vanilje og chokolade.

Men smagen løfter lige vinen et par niveauer, for den har denne dekadent, ædle duft med mahogny, teaktræ, ren virkelig ren og klar frugt, der mest er solbær og kirsebær, er vildt tør, men har så megen frugtsmag, at det næsten gør ondt. Stor Bordeaux … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.050 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 895 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2017 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg sprang så bare ubekymret videre til endnu en årgang den fine  Château Brane-Cantenac Margaux 2. Grand Cru Classé og det var så et glas af vinen i årgang 2017.

Den er lavet på et blend af 74% Cabernet Sauvignon, 21% Merlot, 4% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot fra 35 år gamle vinstokke.

Gæring og maceration er sket i egefade og efter fermenteringen er vinen så lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade.

Den minder duftmæssigt meget om 2015’eren … igen med et fadpræg, der næsten ikke fornemmes og en stor, cremet og blød duft, der dog ikke er helt så rund. Igen er det solbær, hindbær og jordbær, frisk, kompleks, rank og stolt. Der kommer dog lidt runde noter med røg, toast, nødder, tobak og atter bare så elegant.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor alt er zen … bare med lidt støre tørhed end i 2015’eren. I munden er der igen denne fine, runde samt bløde frugt, svag vanilje og chokolade … suppleret af friskhed, lidt knuste sten og præcis mineralitet. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 795 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 569,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDer var da mer’ godt Bordeaux vin i vente, for ved næste bord kunne jeg smage Margaux 2. Grand Cru Classé fra Château Brane-Cantenac og startede med 2015’eren.

Château Brane-Cantenac er et verdenskendt og topanmeldt 2. Cru Classé slot og vel nærmest så tæt på 1. Grand Cru Classé, som man kan komme. Allerede 100 år før 1855 kostede vinene fra Brane-Cantenac ofte det samme som 1. Cru’erne. Men dengang hed slottet Château Gorce, for det var først i 1833, hvor slottet blev erhvervet af baron Hector de Branne – der blev kaldt Vinens Napoléon – at slottet fik sit nuværende navn.

Hector de Branne var en legendarisk skørtejæger og energisk storspiller. Han ejede udover Château Brane-Cantenac også et andet slot, nemlig Château Brane-Mouton, som han dog solgte til Rothschild, der ændrede navnet til Mouton Rothschild.

Men Brane beholdte og satsede på Château Brane-Cantenac og for alle pengene fra salget af Château Brane-Mouton byggede han nye kældre, købte nabomarker og øgede slottets og vinenes ry, så det i  1855 blev klassificeret som 2. Grand Cru Classé.

Men i 1866 gik det galt og han måtte sælge slottet … og den nye ejer blev Gustave Roy, der bevarede slottets navn. I begyndelsen af det 20. århundrede havde slottet dog mistet meget af sin glans, men i 1922 blev det så købt af François Lurton sammen med sin kone Denise Récapet.

Begge var fra Bordeaux … François var selv søn af en lokal advokat og Denise født i en rig vinfamilie, da hendes far Léonce Récapet selv ejede vinslottet Château Lagrange. På et tidspunkt ejede han faktisk også Château Margaux, men byttede aktierne i dette for slottet Clos Fourtet i Saint-Emilion. Men med hans penge i ryggen købte de altså også Châteaux Brane-Cantenac,

Da han døde i 1943 overtog François Lurton og hustruen således hele vinimperiet. Denises ene søster døde ved fødslen og broderen i 1. verdenskrig.

François Lurton og Denise fik sammen 4 børn og alle fik hver et vinslot, da arvesølvet i 1954 skulle fordeles. André fik så Château Bonnet, Simone fik Franquinotte og Montremblant, Dominique fik Château Reynier og Lucien Lurton fik Château Brane-Cantenac.

Da Lucien havde overtaget Château Brane-Cantenac, så flyttede han hurtigt ind på slottet sammen med sin hustru Marie-Jeanne Duvoisin og startede sit eget vinimperium. Over de næste 30 år opkøbte Lucien Lurton et stort antal vinslotte i Bordeaux.

Lucien og konen fik ikke mindre end 10 børn, så da Lucien i 1992 overgav stafetten til børnene, så fik de – ligesom han havde fået – et vinslot hver. Og skal vi lige name-tagge, hvem der fik hvad, så blev fordelingen således:

Denis fik Château Desmirail, Marie-Laure fik Château Villegeorge, Château Duplessis og Château La Tour de Bessan, Sophie Château Bouscaut og Château Lamothe-Bouscaut, Gonzague fik så Château Durfort-Vivens, Château Domeyne og Domaine de Trinity, Thierry fik Château Camarsac, Bérénice Château Climens og endelig fik Henri Lurton som ældste søn så Château Brane-Cantenac,

Henri har så drevet Brane-Cantenac siden 1992 inklusiv dets samlede 75 hektar vinmarker i Margaux, hvor 30 hektar er en stor grusholdig parcel Terrasse N°4, der regnes som slottets bedste.

Her smager vi så Brane-Cantenac Margaux 2. Grand Cru Classé i årgang 2015, der er lavet på et blend af 70% Cabernet Sauvignon, 26% Merlot, 3% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot fra 35 år gamle vinstokke.

Gæring og maceration er sket i egefade og efter fermenteringen er vinen så lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade.

Hvor dufter det himmelsk … overdådig med cremet, blød velour, solbær, hindbær og jordbær, frisk og samtidig voldsom kompleks, virker rank og stolt, har et meget diskret og subtil fadpræg, men der kommer aldrig sådan typiske søde, vanilje- eller lakridsnoter, men i stedet bare denne smukke, dekadente, ædle og aristokratiske små dryp af noget stort. Der er lidt grafit, kul og mineraler … og alligevel med imødekommende storhed.

Det smager bare godt … og i munden kommer fadlagringen mere frem i lyset med svag vanilje og chokolade. Alligevel er det den fine, runde og bløde frugt, som dominerer og blidt masserer din mund med berusende balance, silkefine tanniner, friskhed, mineralitet samt total zen … 98 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.050 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 895 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Château Canon la Gaffelière, Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Canon la Gaffelière, Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg smagte også den fine Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé fra Château Canon la Gaffelière i årgang 2018 … der var næsten lige så imponerende som 2016’eren.

I årgang 2018 er vinen så lavet på 50% Merlot, 35% Cabernet Franc og endelig 15% Cabernet Sauvignon, der er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet i egekar med gæring og maceration over 35 dage med en pneumatisk pigeage. Efter endt fermentering er vinen så lagret i 16 måneder på barriques, hvoraf 50% er nye fade. Derefter er vinen flasket uden filtrering.

Igen er det en let og luftig vin … er i forhold til 2016’eren mere langlig, virker yngre og mere stram i frugten og samlet dermed også en tand mere kantet. Men … vi er fortsat i det øvre luftlag, for vinen har samme friske og lyse side, hvor frugten mest er friske kirsebær, hindbær og brombær. Derudover er der de fine, dekadente noter af gammelt ædeltræ, teak, mahogni og atter fadpræg med lakrids, en smule vanilje og karamel samt en stringent mineralitet.

Igen smager det bare elegant … smager måske en smule mere parfumeret end 2016’eren, men igen har vinen dette lette tråd, der er så fint, lyst, let og silkeagtigt. Selv tanninerne er fine og elegante, så alt spiller i denne vin med feminin overbevisning. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.195 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 790 kr.

Vinanmeldelse 6/7