Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2023 LGI Wines, Le Bon Negociant Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2023 LGI Wines, Le Bon Negociant Chardonnay, Languedoc, FrankrigVi fortsætter – som lovet – med endnu en vin fra  Le Bon Negociant hos Maison Duroc aka LGI Wines og det blev så deres 2023 Le Bon Negociant Chardonnay.

Vinen er lavet på ren Chardonnay, som kommer fra nogle kalkholdige parceller på en række marker på sydfranske skråninger mellem Pyrenæerne og Montagne Noire.

Druerne er efter h’st  presset forsigtigt inden gæring ved kølige temperaturer efterfulgt af malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret sur lie med en del på egefade, så den opnår en vis smørfedme.

Min første tanke, da jeg skruede kapslen af, var … sådan et designer vinfirma kan da ikke lave ordentlig Chardonnay, men den dufter sgu overraskende godt. Den har denne smørfede og lidt olierede duft af brunet smør, nødder samt en frugt med pærer, fersken og vanilje … det kan sgu næsten få én til at tro, at vi er længere mod nord til det område, der er så forbandet dyrt.

I munden er vinen også cremet, blød og klart bedre end 2022’eren. Det er igen denne lidt stærke hvide peber, som suppleres med pære, æble, mango, ananas samt en smule grillet citron og lemon. Det er en vin med brede skuldre, men den bærer det sgu ganske godt, hvor ret mange tænke, at det sgu er dyr burgundisk vin … men her er prisen ualmindelig fremkommelig og det gør den til en vaskeægte prisbasker. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 55 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Domaine Benoit Girardin, Santenay Les Champs Claude, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Benoit Girardin, Santenay Les Champs Claude, Bourgogne, FrankrigJeg har efterhånden 3 gange tidligere smagt vine fra Benoit Girardin … og alle gange har det været Santenay vine. Det er det såmænd igen, for dette er 2022 Santenay Les Champs Claude.

Som jeg også skrev første gang, så findes der masser vinbønder i Santenay med navnet Girardin.

Girardin familien har da også været vinbønder i Bourgogne siden 1570, men Yves’ del fik han i 1981, hvor hans far Jean gik på pension og vingården blev delt mellem hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques, som hver fik 3 hektar marker.

Yves Girardin synes dog ikke, at 3 hektar var tilstrækkelig, så han opkøbte flere marker og i 2003 også Château de la Charrière, som blev familiens domicil, hvor også Yves byggede et nyt vineri og kælder.

I 2011 vendte sønnen Benoît tilbage til familiens vinhus, som herefter fortsatte under navnet Domaine Yves et Benoit Girardin, men siden 2020 har det altså været i Benoits navn alene.

De 8 hektar vinmarker ligger i appellationer som Santenay, Savigny-Les-Beaune, Chassagne Montrachet og Pommard og alle med gamle vinstokke. Benoits filosofi er klar … han vil vil lave vine af topkvalitet, frembragt så naturligt som muligt med fokus på det hårde arbejde i marken og så lidt indblanding i vinifikationen som muligt.

Typisk betyder det både selektering af druer i forbindelse med høst og ved ankomst til vineriet. Gæring sker på brugte fade og alene med naturlig gæring og dermed ingen brug af kulturgær.

Der udøves kun diskret ekstraktion for rødvinenes vedkommende, mens lagring typisk sker med gærresterne for hvidvinene og brug af fade med varierende alder, mens han i aftapningen også tager højde for månens faser med en biodynamisk tilgang.

Denne Santenay Les Champs Claude er en enkeltmarksvin, hvor Chardonnay druerne kommer fra en ganske lille 0,6 hektar mark Les Champs Claude, som Girardin selv ejer og ligger lige op ad dee langt mere berømte marker i Chassagne Montrachet.

Druerne er høstet med håndkraft efterfulgt af sortering og blid presningen inden den alkoholiske gæring sker spontant alene med druernes egne gærceller i egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder sur lie på franske egefade, som løbende udskiftes med nye over en 4-årig periode.

Slam … cremet, smørfed. Det brunede smør indgår i en fusion med olieret nøddenektar, kraftig og varm blomsterpollen, Nutella samt lakridskonfekt, vanilje samt en frugt af ananas, fersken, abrikos og noget kokos. Det er sgu vin med betagende bredde skuldre … endda med skulderpuder indenunder.

I munden er det også en bred, fyldig og fadpumpet vin på bedste måde, for det er en fed Chardonnay på højt niveau. Det er abrikos, mango, ananas, pærer og kandiseret lemon. Munden bliver fyldt med kraftig, cremet, blød og varm energi. Vanedannende, så Houlberg disker dermed op med 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er 285 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Giroux, Pouilly-Loché, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Giroux, Pouilly-Loché, Bourgogne, FrankrigPouilly-Loché er en meget lille og for de fleste ukendt appellation, der klart ligger i skyggen for naboen Pouilly-Fuissé i Mâcon, men nu smager jeg en 2019 Pouilly-Loché fra Domaine Giroux.

Vinhuset er grundlagt i 1973 af Yves Giroux, men siden 2009 har det været hans søn Sébastien, der efter en karrierer som racerkører, nu står for driften af den lille vingård.

Sébastien har sammenlagt 7 hektar vinmarker i appellationerne Pouilly-Fuissé, Pouilly-Loché og Mâcon-Loché, hvorfra han nu producerer tørre hvidvine på Chardonnay.

Markerne drives efter økologiske og biodynamiske principper, men er fortsat under certificering. Sèbastien Giroux vil  ikke overgøre og sminke vinene unødigt, men lave naturtro vine med aftryk af det lokale terroir.

Vinificeringen foregår på gammeldags ærketraditionel vis med så lidt indblanding som muligt, en naturlig, lang og kølig fermentering efterfulgt af lagring på stål.

Sebastien har kunne  1 hektar i Pouilly-Loché, men der er også kun sølle 34 hektar i hele appellationen, men hans vinstokke er omkring 40 år gamle og de dyrkes efter økologiske – under certificering) – og derudover praktiseres også biodynamiske metoder.

 Vinificeringen foregår på ærketraditionel vis med så lidt indgriben som muligt, hvilket er ensbetydende med naturlig, længerevarende,  kølig og naturlig gæring efterfulgt af en 12 måneders lagring på gamle, store fade og så 12 måneder på stål.

Duftmæssigt er der fad, men det er egentlig meget diskret, men til gengæld er der skruet en anelse op for nogle naturvinsagtige noter, linolie, møbelpolish, honning, modne nedfaldsæbler, melon, pærer, hvid fersken, let fennikel, friske grønne vinblade samt lidt saltbagte citroner. Dertil kommer der noget blomstervand og i det hele taget denne lette blomsteraroma.

I munden er det let, læskende og forholdsvis spinkel Chardonnay,  har en nærmest kalket, vandet og læskende smag, hvor der kommer citroner i vand, grønne æbler og meget ren, elegant og helt uden fad, fedme eller vild tyngde. I stedet er det en frisk, yndefuld og slank vin med levende, ren og præcis hvid og mineralsk kalket syre. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine Yves Boyer Martenot, Meursault les Narvaux, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Yves Boyer Martenot, Meursault les Narvaux, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte i samme spor … og så alligevel total different. Vi smagte vinene blindt, men mit første bud var Meursault og det var ikke det dårligste bud, for vinen var en 2020 Meursault les Narvaux fra Domaine Yves Boyer Martenot.

Familien Boyer-Martenot har siden 1945 ejet dette hus og Vincent Boyer har siden 2003 haft ansvaret for domænet.

Han er 4, generation på vingården, som han overtog fra sin far Yves og de har sammenlagt 10 hektar vinmarker i og omkring Meursault fordelt på ikke mindre end 18 lieux-dits, og deres største besiddelse finder man i Meursault på marken Narvaux.

90% af produktionen er hvidvine og al produktion foregår efter økologiske principper, dog har de ikke en decideret certificering, men det kan ændre sig indenfor en kort årrække. Siden 2018 har produktionen været 100% økologisk.

Denne Meursault les Narvaux er netop lavet med Chardonnay druer fra husets store vinmark og omkring 50 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med presning og efterfølgende gærring i egefade og efter endt fermentering er den laget på egefade, hvor 10% er nye fade og derefter er vinen lagret 6 måneder på leramfora krukker.

Duftmæssigt er det fed, faglagret burgundisk Chardonnay med lige åbnede dåsepærer, fersken, gule æbler, kandiserede citroner, brunet smør, tørrede nødder og nogle grønne noter samt et lidt kalket udtryk.

I munden er vinen fed, cremet og olieret … blød, blidt og smilende, således den nærmest smelter i munden. Det er bløde æbler, modne pærer, fersken, ananas, mandler, ristede hasselnødder, karamel samt kandiseret citronskal, lemon og virkelig imposant fyldig i munden, så dermed havner Houlberg på 95 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 395 kr. , mens den nye årgang 2021 koster 595 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Frédéric Cossard, Bigotes Bourgogne Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Frédéric Cossard, Bigotes Bourgogne Blanc, Bourgogne, FrankrigBigotes betyder knurhår, men hvorfor denne 2020 Bigotes Bourgogne Blanc fra Frédéric Cossard, der driver Domaine de Chassorney i Saint Romain i Bourgogne, hedder sådan, har jeg slet ingen anelse om.

Vinhuset blev grundlagt i 1996 af Frédéric Cossard og er kendt for sin tilgang til biodynamisk vinproduktion og for at fremstille vine med minimal intervention.

Frédéric havde forinden gennem mange år arbejdet i mejeriproduktion og senere som courtier, der er en slags mellemmand, der formidler kontakten mellem vinbønder og négocianthuse, hvilket også har givet ham et stort  netværk, hvor han har opbygget et mangeårigt tillidsforhold til de bønder, som han i dag køber druer fra.

For Frédéric har nemlig på Domaine de Chassorney har ikke selv mange egne vinmarker, så i stedet køber Frédéric Cossard druer fra små, biodynamisk dyrkede parceller rundt omkring i Bourgogne.

Han fokuserer primært på at arbejde tæt sammen med vinbønder for at sikre, at druerne dyrkes og høstes med den højeste kvalitet og respekt for miljøet. Cossard er lidenskabelig omkring at udtrykke et lokalt terroir i sine vine og håndterer vinifikationen med omhu og omhyggelig opmærksomhed på detaljer.

Det sikrer ham kontinuitet fra år til år og druer af uhørt høj kvalitet. Fred er desuden oprindeligt uddannet inden for mejeriproduktion og har taget præcisionen og hygiejnestandarderne fra dette fag med sig ind i vinproduktionen i bestræbelserne på at lave vin helt uden brug af svovl.

Denne 2020 Bigotes Bourgogne Blanc er på ren Chardonnay fra 40 år gamle vinstokke fra marker i Puligny-området i Bourgogne, der så drives efter principperne om bæredygtigt landbrug og respekt for terroiret, med fokus på det højeste. druernes kvalitet.

Druerne høstes i hånden og omhyggeligt udvalgt direkte i vingården, gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller og efter gæringen er vinen lagret på nye barriques i maksimalt 3 år.

I glasset er vinen nærmest grumset og det dufter sgu også af naturvin med et kridtet og kalket udtryk, svedig bondemandsved, øko og bio-noter, blomstervand, lakrids, fennikel, stikkelsbær og pære, lakridskonfekt, vanilje … så man fornemmer klart fadet.

Smagsmæssigt har vinen en frisk, grøn og urtet syre, ren, bitter med stor saftighed. Den er proppet med citroner, lemon, grape … en saltet grape … har virkelig frisk citronbid. Mange vil nok ikke gætte, at det er en Chardonnay, for det er en rank, syrlig, vild og forfærdelig charmerende vin, som jeg omgående blev vild med. 95 point.

Importør er Lieu-dit, hvor en flaske koster 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

NV Bénédicte & Stéphane Tissot, Crémant de Jura Dossage Zero, Jura, Frankrig

NV Bénédicte & Stéphane Tissot, Crémant de Jura Dossage Zero, Jura, FrankrigBestyrelsesmøde forleden … og Jan lagde ud med biodynamisk Crémant de Jura Dossage Zero fra Bénédicte & Stéphane Tissot … og kan ikke mindes, at jeg før har smagt Crémant fra Jura, men det har jeg så nu.

Vinhuset er grundlagt i 1962 af Andre og Mireille Tissot, men siden 1990 har det dog været deres søn Stéphane, som sammen med hans hustru Bénédicte har drevet den lille vingård, som ligger midt i den lille by Montigny-lès-Arsures i Arbois området i Jura i Frankrig. Derudover ejer familien også en forretning med deres vine midt i Arbois.

Tissot familien er stor i den lille by Montigny-lès-Arsures, hvor der findes hele 3 vingårde ejet af grene af famililien. Udover Stéphane findes der også vingårdene Domaine Jean-Louis Tissot samt Domaine Jacques Tissot.

Samlet driver Stéphane og Bénédicte Tissot omkring 46 hektar vinmarker, som alle drives fuldstændig biodynamisk, økologisk, Fair Trade, bæredygtigt og uden brug af tilsætningsstoffer eller sulfitter til vinene. Lidt på samme måde som Peggy & Jean Pascal Buronfosse og Julien Labet … blot for at nævne nogle, som har samme tilgang i området og jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

De bedste marker er Les Bruyères, La Mailloche, En Barberon, Clos de la Tour de Curon. Og med 46 hektar er Stéphane Tissot også Jura området største biodynamiske producent, og han laver da også hele 35 forskellige cuvéer … egentlig ganske mange vine af en producent af den størrelse.

Denne Crémant de Jura Dossage Zero er en sjov opkomling lavet på et mix med 50% Charonnay, 40% Pinot Noir, 5% Poulsard og så også 5% Trousseau. Vinen er gæret ved 16-18 grader og derefter er den lagret sur lie i 4 måneder inden malolaktisk gæring og flasket, lagret i 18 måneder på flaske inden degorgering, som er sket uden tilsat dossage i december 2023.

Det dufter sgu også ganske animalsk og landlig, hvor der er kvæde, rugbrød med denne sur/sødlige aroma, godt med modenhed, modne æbler, pæreskrald og klare fadnoter med en smule vanilje.

Smagen er virkelig flot balanceret … ikke så kølig, mineralsk og syrlig som fx champangne, men har noget varme og dybde, tørret citron og lemonbrus suppleret med kandiseret grape … har sin egen karakter med en kalket naturlighed. 94 point.

Importeres af Rosforth & Rosforth, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, FrankrigJeg fortsatte med en Veuve Ambal Crémant de Bourgogne i samme boldgade, men nu uden Aligoté druen, for vinen er en Non Vintage Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut.

Også her kommer alle druerne fra nogle kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i skånsom pneumatisk vinpresse, så kun det fineste ”first press” most finder vej til vinen.

Basisvinen har gæret på ståltanke inden andengæring på flaske i et sted mellem 14-24 måneder sur lie.

I næsen virker Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut lidt finere, blidere og mere feminin end foregående. Det dufter vildt lækker og man får faktisk lidt associationer til hvid burgundisk vin, for frugten er pærer, fersken og modne æbler, lidt ristede hasselnødder og en lidt smøragtig med intensitet og vaniljeagtige elementer.

Det er smagsmæssigt et fint brus, der også virker lysere og mere kvindelig, men igen er det umodne grønne æbler, citroner, limefrugt og atter kommer der hurtigt en lidt kalket mineralitet, Der er virkelig god syre og samlet er der sgu ikke meget, som vender forkert og så bliver jeg omgående glad … og napper et glas mere.92 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagt Crémant de Bourgogne fra Veuve Ambal, der bare laver skønne mousserende bobler og går rigtig champagne i bedede, så her smager jeg deres Non Vintage Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut.

Veuve Ambal af grundlagt i 1898 af Anne Marie Ambal. Da hendes parisiske ægtemand og bankmanden Antoine Emile Ambal døde, så flyttede hun tilbage til hendes fødeby Rully, hvor hendes bror stadig boede, var købmand og handlede med Bourgogne vine.

På dette tidspunkt var champagnemetoden ny … og Anne Marie havde forudset dens fremtidige popularitet, hvorfor hun besluttede sig for at skabe sin egen maison aka vinhus med produktion af både hvide og røde mousserende vine.

Hun høstede stor anerkendelse for sine mousserende vine og Maison Veuve Ambal blev hurtigt anerkendt som specialister i Crémant de Bourgogne og har siden var et referencepunkt for crémanter fra Bourgogne.

I den er det Anne Marie Ambals tiptipoldebarn Aurélien Piffaut, der som 6. generation siden 2010 har stået i spidsen for vinhuset, der i dag råder over omkring  250 hektar vinmarker fra 6 forskellige burgundiske domæner.

Her arbejder de konstant på at optimere kultiveringen af deres marker med høje kvalitetsstandarder og med stadig flere af deres marker, som bliver certificeret økologisk. I 2005 iværksatte familien en kæmpe udvidelse af produktionsfaciliteter og lagerkapacitet og flyttede efter mere end 100 år i Rully tættere på Beaune.

Denne Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut er lavet på et mix af Chardonnay og Aligoté, der høstes fra kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i en skånsom pneumatisk vinpresse, så kun den mest delikate most af druernes førstepresning finder vej til det færdige blend. Basisvinen gærer frugtbevarende på ståltanke, inden andengæring på flaske i minimum 18 måneder sur lie.

Meget lækker og umiddelbar duft … det er formfranskbrød, croissanter, pærer, æblemost, fersken og honningmelon. Der er lidt sødme, gærede noter og ellers godt med blomster, meget sommerlig og frisk som en elverpige med fletninger i håret.

Det er godt brus, som dels har grønne, lidt umodne æbler og noget citrus, men også en vis sødme samt en kalket mineralitet. Man kan nærmest smage, at Aligoté druerne giver et grønt syrebid. Boblerne ebber hurtigt ud og så kommer er en lille lemonagtig bitterhed, der dog også bærer en smule sødme. Det er lige det, som jeg denne dag på terrassen med høj sol har brug for, mens jeg venter på gæster, som helt sikkert vil være klar på et glas. 90 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Purple Wine Company, Raeburn Russian River Valley Chardonnay, Californien, USA

2020 Purple Wine Company, Raeburn Russian River Valley Chardonnay, Californien, USAPurple Wine Companys brand Raeburn – skabt af den innovative Derek Benham – er vi stødt på før og denne Raeburn Russian River Valley Chardonnay har jeg også smagt før, men nu smager jeg 2020’eren.

Vinen er lavet af 100% Chardonnay druer, som kommer fra en række forskellige marker i Russian River Valley. Efter høsten er alle druerne presset helt uden afstilkning, hvorefter 75% af mosten overføres til franske og ungarske egefade, hvoraf 50% er helt nye fade, mens resten gærer på ståltanke.

Gæringen sker derefter og efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring og så er vinen lagret i 6 måneder … fortsat 25% i de rustfrie ståltanke sur lie og de 75% i egefadene med malolaktisk gæring.  Først derefter blandes vinen sammen og tappes på flaske.

I næsen virker det som en olieret Chardonnay, men fadlagringen er slet ikke vild og voldsom, men er klart fyldig med pære, melon, banan fersken, grillet lemon og syltede citroner. Der kommer lidt vanilje og lakridskonfekt fra fadet, lidt røg og svagt lidt ristede hasselnødder.

Smagen er blød og lækker … præcis som man ville forvente af en amerikansk Chardonnay med denne venlig, cremede og bløde smag, masser af pærer, fersken, melon og så denne grillede lemon, den lille og typiske US-sødme, som giver dybde og omfavnende venlighed. Du får her en meget lækker Chardonnay, så klart 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., men kan fås til 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Cantine Francone, Langhe Chardonnay I Patriarchi, Piemonte, Italien

2022 Cantine Francone, Langhe Chardonnay I Patriarchi, Piemonte, ItalienCantina Francone ligger i landsbyen Neive … et stenkast fra byen Barbaresco i de bølgende bakker i Langhe. Nu smager jeg to vine fra vinhuset og den første er deres 2022 Langhe DOC Chardonnay I Patriarchi.

De 2 Cantine Francone vine er fremsendt fra Kobaj, som jo er et slags indkøbsfællesskab … en online-platform, hvor man køber vine direkte hos en række forskellige vinbønder i fællesskab med andre., hvilket er med til at gøre vinene billigere.

Cantine Francone er grundlagt i 1940 af Giovanni Battista, som overtog den kro, som hans far Alberto Battista havde drevet fælles med sin hustru Teresa. Da Giovanni overtog driften af kroen, så begyndte han samtidig at lave vin.

Det blev yderligere intensiveret i 1964, hvor Giovanni Battista sammen med sønnerne Mauro og Silvano byggede en ny vingård helt efter deres drømme … og den er den vingård, der fortsat i dag er kernen hos Francone.

Familiens banebrydende idé var at tilbyde overnatning og ophold til de første nysgerrige turister, der begyndte at udforske området og de fabelagtige vine fra  det blomstrende vindistrikt.

Den strategi viste sig at være en succes, og i dag kører vinhuset videre efter helt samme koncept med Mauros to sønner Marco og Fabrizio Francone i spidsen … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Samlet driver de 20 hektar vinmarker og laver årligt omkring 120.000 flasker vin og en af disse er altså denne Chardonnay I Patriarchi, som jeg smager i årgang 2022.

Chardonnay druerne kommer fra nogle af husets vinmarker i Neive kommune og de er høstet med håndkraft midt i september. Først har druerne fået en kort maceration inden presning efterfulgt af gæring på franske barriques fra Allier- og Vogesernes skovene.

Efter endt  fermentering er vinen lagret 8-9 måneder på barriques med løbende batônage og  derefter aftapning på flaske.

I næsen mærker du allerede fra start, at det er en fed, fadpræget og nærmest olieret Chardonnay, hvor frugten er fed og eksotisk, bløde pærer, bagte æbler, fersken, mango, ananas, banan og så linolie, lidt grønne elementer, honning, vanilje og svagt lidt nødder.

Smagen er også fed, tyk, cremet og olieret … masser af virkelig intens frugt, som også er småeksotisk med abrikos, fersken, pærer og grillet lemon. Syren er læskende dejlig, lidt mørk, maskulin, sødkrydret og spiller godt sammen med den fyldige og cremede frugt, hvilket også gør, at vinen hænger lang, lang tid i munden. 91 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7