NV Bénédicte & Stéphane Tissot, Crémant de Jura Dossage Zero, Jura, Frankrig

NV Bénédicte & Stéphane Tissot, Crémant de Jura Dossage Zero, Jura, FrankrigBestyrelsesmøde forleden … og Jan lagde ud med biodynamisk Crémant de Jura Dossage Zero fra Bénédicte & Stéphane Tissot … og kan ikke mindes, at jeg før har smagt Crémant fra Jura, men det har jeg så nu.

Vinhuset er grundlagt i 1962 af Andre og Mireille Tissot, men siden 1990 har det dog været deres søn Stéphane, som sammen med hans hustru Bénédicte har drevet den lille vingård, som ligger midt i den lille by Montigny-lès-Arsures i Arbois området i Jura i Frankrig. Derudover ejer familien også en forretning med deres vine midt i Arbois.

Tissot familien er stor i den lille by Montigny-lès-Arsures, hvor der findes hele 3 vingårde ejet af grene af famililien. Udover Stéphane findes der også vingårdene Domaine Jean-Louis Tissot samt Domaine Jacques Tissot.

Samlet driver Stéphane og Bénédicte Tissot omkring 46 hektar vinmarker, som alle drives fuldstændig biodynamisk, økologisk, Fair Trade, bæredygtigt og uden brug af tilsætningsstoffer eller sulfitter til vinene. Lidt på samme måde som Peggy & Jean Pascal Buronfosse og Julien Labet … blot for at nævne nogle, som har samme tilgang i området og jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

De bedste marker er Les Bruyères, La Mailloche, En Barberon, Clos de la Tour de Curon. Og med 46 hektar er Stéphane Tissot også Jura området største biodynamiske producent, og han laver da også hele 35 forskellige cuvéer … egentlig ganske mange vine af en producent af den størrelse.

Denne Crémant de Jura Dossage Zero er en sjov opkomling lavet på et mix med 50% Charonnay, 40% Pinot Noir, 5% Poulsard og så også 5% Trousseau. Vinen er gæret ved 16-18 grader og derefter er den lagret sur lie i 4 måneder inden malolaktisk gæring og flasket, lagret i 18 måneder på flaske inden degorgering, som er sket uden tilsat dossage i december 2023.

Det dufter sgu også ganske animalsk og landlig, hvor der er kvæde, rugbrød med denne sur/sødlige aroma, godt med modenhed, modne æbler, pæreskrald og klare fadnoter med en smule vanilje.

Smagen er virkelig flot balanceret … ikke så kølig, mineralsk og syrlig som fx champangne, men har noget varme og dybde, tørret citron og lemonbrus suppleret med kandiseret grape … har sin egen karakter med en kalket naturlighed. 94 point.

Importeres af Rosforth & Rosforth, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7