Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Chardonnay, New South Wales, Australien

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Chardonnay, New South Wales, AustralienAnd the show goes on … med endnu en vin fra Bill og familien på Calabria Family Wines, nemlig deres Leonard Road Villa 116 Chardonnay.

Igen er der ganske sparsomme oplysninger om vinen, men den er lavet med opkøbte druer fra andre vinavlere rundt om i New South Wales. Vil dog satse ret meget på, at den alene er lavet på ståltanke, for der er meget begrænset fedme i vinen.

I stedet er der i næsen lidt grønne asparges, fersken samt masser af lemon, lidt modne æbler, en lille svag oxidering og virker samlet lidt tør og støvet i udtrykket.

Smagsmæssigt er det også en syrlig og let vin med grønne umodne æbler, lemon, citrus, mere stringent end forventet, for selvom der er en lille fedme, så er der både grape og citronsyre. Fedmen giver dog vinen et rundt og behageligt indtryk. Men havde jeg smagt denne blindt, så tror jeg faktiske ikke, at jeg havde gættet, at dette er Chardonnay.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. De Muller, Mas de Valls Brut, Catalonien, Spanien

N.V. De Muller, Mas de Valls Brut, Katalonien, SpanienDe fleste af Spaniens mange Cavahuse ligger i enten Penedès eller Tarragona i Catalonien. De Muller, som står bag denne Mas de Valls Brut ligger et par kilometer syd for byen Reus i netop Tarragona.

Vinhuset De Muller er grundlagt tilbage i 1851 af Sr. Auguste de Muller og Ruinart de Brimont, som kom fra en familie af vinavlere i Alsace. De så et stort potentiale i Tarragona området og slog sig ned der. Igennem 4 generationer var cavahuset ejet af De Muller familien og blev et velkendt hus i området.

Siden 1995 har De Muller imidlertid været ejet af Martorell familien, som er catalanske forretningsmænd, der har videreført husets traditioner og løbende også udvidet med køb af yderligere vinhuse og marker.

Martorell familien har bl.a. flyttet vinhuset til dens nuværende faciliteter i ejendommen, som er kendt som Mas de Valls i Reus, hvor de har moderne udstyr med rustfrie ståltanke, fade og tønder samt en kapacitet på 4.000.000 liter vin.

Ved Reus har De Muller i dag omkring 200 hektar vinmarker, hvor de dyrker hvide sorter som Macabeo, Muscat, Sauvignon Blanc, Grenache Bland og Chardonnay samt de røde sorter Merlot, Cabernet Sauvignon, Tempranillo, Grenache og Pinot Noir.

Derudover har Martorell også købt vinhuset Mas de les Pusses med 34 hektar vinmarker samt det gamle vinhus Cochs i Reus.

Samlet har De Muller i dag vinmarker på ejendommene Mas de Valls, Mas Fontana, Finca Pebesa, Mas de Mata, Partida Vilabella, Mas del Cogoll, Mas de Barberà, Finca de la Secuita, Finca del Milà og Mas de les Pusses.

Nå, men her smager vi altså De Mullers non vintage Mas de Valls Brut, som er lavet på 50% Chardonnay, mens den anden halvdel består af druerne Macabeo og Parellada … og alle druerne kommer fra markerne omkring Mas de Valls.

Hver druesort vinificeres separat og den første gæring sker i store rustfrie ståltanke ved 16-18 grader i 10 dage, hvorefter blendet stikkes sammen. Andengæring sker helt efter den traditionelle metode, altså i flasken 15-16 måneder i husets kælder.

Duftmæssigt er her masser af nødder, pærer, fersken, tørrede abrikoser, brunet smør, en herlig landlig aromo … næsten lidt ged eller gedestald, en smule parfumeret og varm i udtrykket.

Smagen er også fersken, abrikos og gule æbler, men der er ikke så megen syre, og boblerne også mere diffuse og forsvinder meget hurtigt, hvilket giver vinen et lidt varmt og modent udtryk. Der mangler klart mere syre og mere spark i boblerne.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 87,50 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2018 Conterno Fantino, Langhe Bianco Princìpi, Piemonte, Italien

2018 Conterno Fantino, Langhe Bianco Princìpi, Piemonte, ItalienMonforte d’Alba er en lille by, hvor alt drejer sig om vin. Den lille købmand er også kun åben engang imellem. Men vinbarer og gode restauranter er der flere af. Vi besøgte bl.a. Barolo Bar til lidt frokost, hvor der også blev presset en flaske vin ind … Langhe Bianco Princìpi fra Conterno Fantino.

Jeg skulle senere besøge Conterno Fantino, så her kigger jeg alene videre på denne lille hvidvin, som er lavet på 100% Chardonnay, som er høstet med et udbytte på 49-56 hektoliter pr. hektar fra husets marker omkring Monforte d’Alba.

Efter høst ligger druerne koldt i en kort maceration, hvorefter de presses og fermenteringen sker i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer en kort periode inden aftapning på flaske.

Langhe Bianco Princìpi har i næsen en lettere fedme, blomster … pænt aromatisk, fersken, melon, citroner, litchi, vingummibamser, en meget levende syre, sandeltræ og søde krydderier. Smagen er også fyldig, blød og rund, men en let syre, lidt peber samt citron og grape giver vinen et frisk udtryk.

Conterno Fantino forhandles herhjemme af Philipson Wine, men denne er ikke i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 11,20€ … svarende til 83 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Weingut Jülg, Crémant Brut, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Crémant Brut, Pfalz, TysklandVi nupper lidt mer’ pfalzerwasser … endda boblende via denne lille, charmerende Crémant Brut fra Weingut Jülg i Schweigen-Rechtenbach i Pfalz.

Jülgs Crémant Brut er lavet på Chardonnay og Weißburgunder med lige del druer fra husets vinmarker på både den franske og tyske side af grænsen.

Det er en Crémant, som er lavet på den traditionelle champagnemetode med andengæringen på flaske, men inden da er den er vinificeret delvist på egefade og i rustfrie ståltanke, hvor den også har lagret 6 måneder sur lie.

Efter aftapning på flaske er vinen lagret 10 måneder med flaskegæring i kælderen inden degorgering. Den har 12% alkohol og 6 gram restsukker pr. liter … men nok snak, lad os smage den lille boblende sag.

Duftmæssigt er det abrikos, æblemose, nogle lækre ristede noter, men i det hele taget  godt pakket med eksotisk frugt og modne æbler, honning, blomster og en smule lemon.

Boblerne er ganske små, blide og venlige, forsigtige og perlende, mens smagen er elegant og frisk. Det er en meget cremet, blød og blid vin, som de fleste vil kunne li’ … og alle omkring bordet var glade for vinen. Der er lidt mineraler og salte i eftersmagen, men samlet et godt alternativ til et glas champagne.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Bonnievale Wines, River Collection Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2018 Bonnievale Wines, River Collection Chardonnay, Western Cape, SydafrikaDet er som om, at der pludselig er masser af sydafrikanske vine i mit vinglas og næste kommer også derfra … River Collection Chardonnay fra Bonnievale Wines.

Bonnievale Wines er et stort kooperativ, der netop ligger lidt syd for byen Bonnievale i Western Cape. Bonnievale Wines er reelt grundlagt i 2006 ved en fusion mellem 3 kooperativer i byen, som blev grundlagt af den visionære skotte Christopher Forrest Rigg omkring 1800-tallet. Riggs så potentiale i den daværende halvtørre dal ved bredden af ​​Breede floden.

Han brugte de fleste af sine personlige ressourcer og hans overbevisende evnetil at sælge ideen til ligesindede pionerer og folk, der søgte at starte op i området. Han stod bag opførelsen af ​​en lang vandingskanal, der hjalp med at starte op for landbruget – herunder vindyrkning på markerne med virkelig perfekte jordbundsforhold.

Så derfor blev det nye fælles – og store – kooperativ selvfølgelig opkaldt efter den maleriske by. Bonnievale Wines er nemlig én af de største producenter i Sydafrika med 100 tilknyttede vinavlere og medlemmer, som samlet leverer druer til kooperativet fra deres over 1.700 hektar vinmarker.

Bonnievale Wines ledes i dag af CEO John Barnardt, men vinproduktionen er lagt i hænder på et team af vinmagere anført af ønologen Marthinus Rademeyer, som har en målsætning om, at gøre Bonnivale til et af de bedste kooperativer.

Her smager vi en Chardonnay fra husets River Collection, en serie af vine, hvor kun de bedste druer i hver årgang anvendes. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen skulle være lagret få måneder på egefade.

Næsen er meget tydelig Chardonnay med en smule fedme, men bestemt ikke overdrevet eller overdone. Der er lidt småkager, vanilje blandt fersken, citrus, kalk og dufter sgu godt. Duftmæssigt virker vinen blid, blød og lidt til den søde side.

Smagen følger egentlig duften meget godt … men klart med langt mere citron og en fin om end rustik syre. Det er smagsmæssigt heller ingen fed Chardonnay, men ren, cremet og fornuftig.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Portinari, Soave Superiore Classico Ronchetto, Veneto, Italien

2012 Portinari, Soave Superiore Classico Ronchetto, Veneto, ItalienMed næste Soave vin – og næstsidste af Wine Enhusiasts Kerin O’ Keefes 10 udvalgte vine – blev der lagt mere alder på … en 2012 Soave Superiore Classico Ronchetto fra vinhuset Azienda Agricola Portinari.

Vingården ligger midt i den lille by Brognoligo di Monteforte d’Alpone og er reelt startet i starten af 1980’erne af Umberto Portinari, som besluttede at starte med at lave vine fra forældrenes marker. Der var ikke meget jord, og forældrene havde heller ikke selv passet markerne, men alligevel satte Umberto sig for at lave kvalitetsvine fra gården.

Der er faktisk alene 5 hektar vinmarker, som er fordelt på 2 vinmarker, nemlig Ronchetto og Albare. Ronchetto er klart den bedste mark og også indenfor DOCG Soave Superiore Classico klassifikationen.

Marken ligger i bakkerne  fra Brognoligo mod Fittà di Soave i omkring 150 meters højde og med vulkansk undergrund. Vinstokkene på marken er plantet tilbage i 1960.

I de sidste par år har Umberto fået hjælp på vingården af børnene Maria og Silvio. På billedet ovenover kan I se Silvio og Umberto i gang med at beskære vinstokkene, der – som altid i Soave – hænger efter pergola metoden.

Denne 2012 Soave Superiore Classico Ronchetto er lavet på Garganega tilsat en smule Chardonnay. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, altså helt uden lagring på træfade, men ellers er der ingen oplysninger om produktionen.

Det er utroligt, hvad alder kan gøre ved en vin. Her duftes modenheden selvfølgelig med det samme, og der er langt flere tertiære aromaer … masser af symaskineolie, nødder, abrikos, honning, syltede citroner og syrlig, dekadent dybde.

Smagen er sødkrydret, cremet fløjl … endda med lidt vanilje, kiks og kager, en smule sødme, mens syren er moden, blød og venlig. Der er en smule salte mineraler, men samlet er det en god, moden vin.

Ingen importør herhjemme og en nyere årgang koster 11,50€ i hjemlandet … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Maison Roche de Bellene, Bourgogne Chardonnay Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2017 Maison Roche de Bellene, Bourgogne Chardonnay Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigSå er vi atter tilbage i Beaune hos den dygtige Nicolas Potel, der driver Maison Roche de Bellene, som jeg skrev om forleden. Denne gang smager vi hans hvide basisvin Bourgogne Chardonnay Vielles Vignes … men sikke en basisvin.

Druerne til Potels Bourgogne Chardonnay Vielles Vignes kommer fra marker med 65 år gamle vinstokke i Côte de Beaune og Côte Chalonnaise, høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Vinen er gæret alene med druernes naturlige gærceller, har gennemgået malolaktisk gæring og er derefter lagret i franske egefade, heraf 10% nye fade.

Vinen har en lækker duft .. let smørfed, lidt melon, fersken, gule og grønne æbler, mandler, dejlig luftig og liflig aroma, snert af lidt syltede citroner samt let sødlige egenoter. Duften er både sart, elegant og indsmigrende.

Det smager også lidt på samme måde, altså ret lækker med en kontrolleret syre, som ikke er for skrap og heller ikke for vag. Der er heller ingen vild fadfedme, men ren og klar med lidt citrus, kalk samt let røget eftersmag. Her får man virkelig god ærketypisk hvid bourgogne til fornuftige penge.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Vondeling Wines, Babiana, Western Cape, Sydafrika

2014 Vondeling Wines, Babiana, Western Cape, SydafrikaVondeling Wines er en smuk vingård i hollandsk stil med et lille kapel – St Clement’s Chapel – ved siden af gården, som ligger i en dal ved Voor-Paardeberg i Western Cape i Sydafrika. Og derfra smager vi denne hvidvin med navnet Babiana.

Vingården har en over 300 år gammel historie og blev oprindelig givet til den svenske immigrant Oloff Bergh i 1704 … og der har faktisk lige siden været produceret vin på stedet. I dag ejes Vondeling Wines dog af de 3 unge fyre Julian Johnsen, Anthony Ward og Richard Gower, som købte vingården i 2002.

Vinproduktionen er lavet i hænderne på de to vinmagere Matthew Copeland og Emile van der Merwe. Og samlet har Vondeling 467 hektar jord, hvoraf dog alene 100 hektar er vinmarker.

Denne er husets hvide topvin, og den er opkaldt efter en af de planter, som er helt unik for området, nemlig Babiana Noctiflora, som primært findes omkring Voor-Paardeberg sammen med Erica Hippuris, Oscularia Paardebergenis og Serruria Roxberghii.

Babiana er lavet på 50% Chenin Blanc, 24% Chardonnay, 13% Grenache Blanc og 13% Viognier. Alle druer høstes med håndkraft og vinen er gæret alene på druernes naturlige gærceller i store 500 liters franske egefade, hvorefter den så lagres 12 måneder på franske egefade.

Næsen byder på en lille lækker fedme, abrikos, mandler, pinjekerner, cashewnødder, røg, flot og god nerve, mandariner, karamel, banan, tonsvis af fadnoter og vanilje.

Smagsmæssigt er det cremet, blødt og svulstig på en fin og lækker måde. Det er opulent, men ikke helt vildt, for vinen har en frisk, livlig, bitter og levende syre med flot balance. Den smager bare rigtig godt og breder sig dejligt i munden med lidt bitterhed i eftersmagen,

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Domaine La Bohème, Le Môl, Auvergne, Frankrig

2017 Domaine La Bohème, Le Môl, Auvergne, FrankrigPatrick Bouju er en vild vinmager, som laver naturvine fra sit lille vinhus Domaine La Bohème, som ligger i regionen Auvergne … en helt, lille overset vinregion. Vi smager her hans Le Môl med den farverige etiket.

Domaine La Bohème ligger midt i den lille by Saint-Georges-sur-Allier omkring 120 kilometer stik vest fra Lyon. Patrick startede med at lave vin i 2004, hvor han dog alene havde 1,5 hektar. Det er nu blevet forøget til samlet 5 hektar og så har han også fået licens til at blive negociant … altså købe druer fra andre vinavlere i området, men også i andre områder, bl.a. fra den sydlige del af Frankrig.

Patricks egne marker er primært tilplantet med Patrick’s vinmarker er primært beplantet med gamle Gamay d’Auvergne vinstokke, lidt Chardonnay samt Pinot Noir … og nogle af vinstokkene er tussegamle, enkelte helt op til 116 år gamle.

Han opkøber også druer som fx Limberger, Mirefleurian, Gamay Fréau, Gamay de Bouze og varianter af Gamay. Og alt sker totalt økologisk efter bedste naturvin principper.

Der anvendes alene naturproducenter i markerne … typisk kobber- og svovlbaserede produkter samt gærede ekstrakter af planter – fx brændenælder – til at forstærke vinstokkenes naturlige forsvar.

Denne Le Môl er lavet på et blend af Syrah, Gamay, Grenache og Cinsault … og andre steder fremgår det, at der også er Chardonnay og Carignan i. Etiketten afslører intet, og der er heller ikke hjælp at hente på Domaine La Bohemes hjemmeside … men vinen er lavet med så lidt indgriben som muligt og uden tilsætning af hverken sulfitter eller andet skidt.

Næsen er totalt bio bio urtet og animalsk. Den skriger nærmest af mødding, ensilage, en mørk og lidt mælket aroma, saft og kraft, blåbær, kirsebærsovs, er sådan lidt sød/syrlig i frugten og har derudover nelliker, kardemomme, eg, kanel og fennikel. Det lugter af gæret druesaft … næsten helt plys behåret, landlig og total naturvinsagtigt.

I munden er det til at starte med lidt mørk frugt … men der kommer hurtigt en helt vild syre, som giver dig et hug i leveren. Det er totalt syrlige drops, ribs, eddikesyre af ren kirsebærsaft. Det smager også samtidig lidt af blomster, er saftig og læskende, meget levende og virkelig vild. Det er sgu næsten en ud-af-kroppen oplevelse … spooky, men på en god måde.

Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, Australien

2018 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, AustralienSå er vi tilbage hos rappenskralden Gladys … en næbbet og småskruk perlehøne, som dagligt spankulerer rundt mellem vinstokkene hos det australske vinhus Frankland Estate, skider og skræpper op. Og så har hun altså også lagt navn til deres vin Chicken Shit Chardonnay, som jeg her smager i seneste årgang 2018.

Gladys opgave i vinmarker er – udover at forsyne stokkene med chickenshit – at spise de insekter og skadedyr, som ellers er en trussel imod gårdens druer. Og det job udfører hun – sammen med et par andre perlehøns – med stor loyalitet, følsomhed og ganske omsorgsfuldt.

Køn er hun ikke med et par røde klunker hængende fra ansigtet, hvilket også kunstfærdigt er illustreret på etiketten af vinen, som vinhuset har lavet specielt til det danske marked … efter

Chicken Shit Chardonnay er 100% Chardonnay, hvor druerne kommer fra de yngste stokke på marken Isolation Ridge Vineyard. Vinen fadgæres og hviler på fadet sur lie i 11 måneder inden den klargøres til aftapning.

Næsen har en let fedme … altså ikke helt vild Chardonnay over-oaked aroma, men på en let og elegant facon. Der er tropisk frugt, fersken, melon, tørre krydderier, lidt eg og vanilje, en lidt smålandlig side og der fornemmes også en beskeden sødme.

Smagen er egentlig meget blid, stille … lidt cremet, men bestemt ikke fed på nogen måder. Det er en virkelig smagfuld vin med fersken, melon, nogle røgede elementer, svag sødme og rank syre. Der er også lidt salt og kalk, så igen klukker, kagler og hakker vi sammen med Gladys.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7