Tag-arkiv: Spanien

2014 Bodegas Resalte de Peñafiel, Gran Resalte, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Resalte de Peñafiel, Gran Resalte, Ribera del Duero, SpanienMed de næste 3 Ribera del Duero vine kom vi på et top niveau og den første er denne 2014 Gran Resalte fra Bodegas Resalte de Peñafiel.

Resalte er et forholdsvis nyt vinhus i Ribera del Duero og er grundlagt i år 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i regionen.

Navnet og logoet stammer fra slottet i Peñafiel og vinhuset har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år og den årlige produktion er på 250.000 flasker om året, men der er kapacitet til 500.000 flasker om året.

Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt. De besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske og de fornys hvert 3-4 år.

Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero. Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo og alle druerne håndplukkes med en streng udvælgelse og efterfølgende sortering på vingården.

Denne Gran Resalte er husets topvin, som er lavet fra omkring 70 år gamle Tempranillo vinstokke plantet på en række små plots på flere højtbeliggende marker i Ribera del Duero. Vinen laves kun i særligt gode årgange og hver plot vinificeres separat for til sidst at blive blended til den endelige vin.

Selve vinifikationen er startet med en 5 dages koldmaceration ved 8 grader og en efterfølgende temperaturkontrolleret gæring i 25 dage med løbende pigeage. Derefter er der sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret 4 måneder på nye 400 liters franske fade af bedste kvalitet.

Uha, hvor det duft godt … og modent med både gammelt træ, teak og mahogni, solbær, morbær, dadler, figner, syltede blommer, stor samt lækker frugt, afdæmpede fadnoter med karamel, vanilje, røg, læder, virkelig smukt balanceret, som vinen næsten smelter i næsen.

Det gælder faktisk også smagsmæssigt, for Gran Resalte smager vildt godt og smelter bogstaveligt i munden. Det er en vin, som blev ved og ved med at give, virkelig cremet med en smule portvin, mørk og alligevel frisk frugt, runde tanniner … mums. Dermed bliver det hele 6 Thumbs med en lidt snas op.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 585 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, Arzuaga Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, Arzuaga Reserva, Ribera del Duero, SpanienBodegas Arzuaga Navarro behøver ingen præsentation her på vinbloggen og denne Arzuaga Reserva har jeg også smagt før, men nu smager jeg 2017’eren.

Vinen er lavet på et blend af  95% Tempranillo, 3% Merlot og
2% Albillo. Tempranillo druerne kommer fra de ældste og mest , lavtydende vinstokke på den højtbeliggende og kalkstenrige La Planta mark i 900 meters højde.

Druerne afstilkes delvis, og fermenteringen starter med en kort koldmaceration, hvorefter vinen gærer ved 29 grader under gode temperaturkontrollerede forhold. Slutteligt har vinen lagret i hele 26 måneder på primært franske fade og en lille andel amerikanske egefade.

Fra første fløjt er det virkelig Arzuaga vin … meget præget af de hårdt ristede fade, hvilket virkelig giver vinen en ristet, toasted og fagtung næse med vanilje, kaffe, chokolade, kokos og virkelig vild på fad. Derudover er der mørke frugter, overmodne samt solmodne kirsebær, blåbær, blommer, tjære, jernbanesveller, men ihhh hvor dufter det godt.

I munden er det en kraftig, kødfuld og sødere vin med samme fadpræg, virkelig rund, cremet og lækker med blommer, mørk frugt, søde tanniner, men masser af syre, som gør, at vinen aldrig bliver overgjort og for opulent. Det er en vin, som alle bare ka’ li’.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Bodegas Pinea del Duero, 17 Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Pinea del Duero, 17 Crianza, Ribera del Duero, SpanienMed næste vin, blot kaldet 17 Crianza fra Bodegas Pinea del Duero kom der så endnu mere lækker Ribera del Duero vin i glasset.

Historien om Bodegas Pinea del Duero er en drøm af de to gamle barndomsvenner Vicente Pliego og Hugo Del Pozzo, som satte et fælles mål om at lave nogle af de bedste vine i Ribera del Duero.

Vingården tilhørte allerede hele Pliego familien og Vincente var allerede vinmager, da de i 2016 gav hinanden håndtryk for projektet og startede med at rejse penge til de nødvendige investeringer via både private equityfonde og personlige investorer.

De har samlet hele 80 hektar vinmarker til Bodegas Pinea del Duero, som de har givet navnet Pinea efter et sted med et stort majestætisk fyrretræer på ejendommen. Pinea træet havde en særlig betydning for begge, da Vincente engang kun delte dette sted med sin familie indtil han introducerede det til Hugo.

Markerne og det byggede moderne vineri ligger nær byerne Olmedillo de Roa og Villatuelda i hjertet af Ribera del Duero og til at hjælpe barndomskammeraterne med vinproduktionen, så har de hyret vinmageren Isaac Fernandez, som er en kendt ønolog samt vinmager hos Bodegas Mauro, som blev grundlagt af hans onkel, Mariano Garcia, og har været i lære hos Vega Sicilia.

Denne 17 Crianza har sit navn aka nummer efter flere ting. For det første er vinen lagret første gang i årgang 2017 og kommer fra en 17 hektar stor vinmark. Derudover har nummeret endda en forbindelse til professionel golf, da den spanske golfspiller Sergio Garcia i 2017 vandt Masters-turneringen og ved den efterfølgende middag nød vinen til maden,

Vinen er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 30 og 70 år gamle vinstokke fra vinmarkerne og de gærer i 10.000 liter store og rustfrie ståltanke med en indledende kold maceration og så en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på 70% franske og 30% amerikanske egefade. Derefter er vinen så lagret mindst 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er denne vin ganske mørk … måske endda mere end de forrige med en generøs sort frugt, solbær, blåbær, morbær, blommer og figner, godt med vanilje, engelsk lakrids, lidt papkasser, tørhed samt lige mineralske noter.

Smagsmæssigt har vinen en ganske fin smag … smager sgu godt. Der er kaffelikør, karamel, dyb og fed frugt, peber og samtidig en rigtig god friskhed. Samlet sidder vinen rigtig lang tid i munden, så klart 5 tomler med pil op.

Forhandles af Slagelse VinKompagni, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Dominio Fournier, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2015 Dominio Fournier, Reserva, Ribera del Duero, SpanienNæste Ribera del Duero vin var også en Reserva vin, for vinen er fra vinhuset Dominio Fournier, der ligger nord for Berlangas de Roa helt ned til Duero floden og ikke langt fra det kendte Bodega Condado de Haza som nabo på den anden side af floden.

Vingården – som oprindelig hed Finca El Pinar- blev oprindelig bygget i 1979 … altså nogle år før selve appellationen Ribera del Duero blev oprettet i 1982 og husets  ældste vinstokke er endda også plantet helt tilbage i 1946.

Siden 2002 har vingården været ejet af O. Fournier, som har opkøbt flere marker i området med henblik på at fortsætte udviklingen af sine vine og blive en af de førende vingårde i Ribera del Duero.

Det er sket gennem O. Fournier Group aka Bodegas y Viñedos Ortega Fournier og dem har vi skam mødt tidligere her på bloggen, nemlig dengang jeg smagte en vin fra faktisk samme hus … det var vinen dog en 2015 Bodegas y Viñedos Ortega Fournier, Urban Ribera Tinta del País.

O. Fournier Group er selv grundlagt i år 2000 af Natalia og José Manuel Ortega Gil-Fournier med det mål at blive en international vinkoncern med fokus på kvalitetsvine og en produktion på 1,5 millioner flaske vin årligt fra henholdsvis Chile, Argentina og Spanien.

Indtil videre ejer de 3 større vingårde i de nævnte lande og har allerede samlet over 386 hektar jord, hvoraf 236 hektar således er vinmarker.

I Ribera del Duero købte de i 2002 vingården Finca El Pinar, som oprindelig er bygget i 1979, men har 105 hektar jord, hvoraf de 60 hektar er vinmarker bl.a. med stokke plantet tilbage i 1946.

Jordbunden i området består primært af mineralfattige småsten og sand med et lag af ler i 60-100 cm dybde. Kombinationen af småsten og sand giver en god dræning af vinmarkerne, og samtidig sikrer lerlaget en vis fugtighed.

Denne Dominio Fournier 2015 Reserva er lavet på 100% Tempranillo, som høstes manuelt og hver mark for sig. Druerne sorteres i hånden og udblødes 25 dage med tøris inden gæring, som derefter sker i både rustfri ståltanke og egetræsfade. Efter gæringen er vinen lagret 18 måneder på franske egetræsfade.

I denne vin dominerer frugten duften langt mere, hvilket bestemt ikke er skidt. Fadpræget er langt mere afdæmpet, så derfor er der mere duft af brombær, morbær og lidt parfumerede kirsebær.

Smagen virker dog lidt akavet … utrolig tør med varmt tørreloft, toast, kaffe og så godt med tanniner. Det er sgu lidt kantet og denne vin blev jeg aldrig rigtig venner med, så dermed 4 tomler med en lille pil nedad.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Bodegas Avelino Vegas, Fuentespina Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodegas Avelino Vegas, Fuentespina Reserva, Ribera del Duero, SpanienNæste Ribera del Duero vinhus var Bodegas Avelino Vegas, som vi er stødt på før. Vi smager her deres 2015 Fuentespina Reserva.

Bodegas Avelino Vegas er grundlagt i 1950 af Avelino Vegas i Santiuste de San Juan Bautista i Segovia provinsen i appellationen DO Ruedo i Castilla y León. Men i dag har familien Vegas to vingårde … den oprindelig i DO Ruedo samt et topmoderne vineri lige mellem Peñafiel og Pesquera de Duero i Ribera del Duero,

Det er i dag Avelino Vegas’ barnebarn Cristina Vegas, der som 3. generation står for vinhuset og produktionen af vinene. Hun har en uddannelse indenfor bioteknologi samt som ønolog/vinmager fra universitetet i Bordeaux.

Bodegas Avelino Vegas er en stor historie for samlet ejer de ikke mindre end omkring 380 hektar vinmarker, men har derudover også aftaler med vinavlere, der leverer fra samlet omkring 700 hektar, således de i dag laver vine fra 1.080 hektar vinmarker.

Vi smager her deres Fuentespina Reserva, som er fremstillet på 100% Tempranillo fra omkring 70 år gamle vinstokke og der står da også Viñas Viejas på etiketten. Vinen er lavet med maceration samt gæring i 72 timer ved forholdsvis kolde temperaturer. Efter gæring har vinen lagret 12 måneders på franske og amerikanske egefade og efterfølgende 2 år på flaske inden frigivelse.

I næsen har denne Ribera del Duero klart mere egetræ, noget med vanilje, karamel, nogle mælkede noter, blåbær, brombær … tæt, rund og fed, har lidt skovbund og krydrede noter.

Smagsmæssigt er vinen både meget saftig og har samtidig en frisk frugt med solbær og kirsebær, god syre, mens tanninerne dog ikke er særligt vilde. Samlet er det en god, habil Ribera del Duero.

Forhandles bl.a. af Coop, hvor 6 flasker normalt koster 1.199 kr. eller omkring 200 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Bodega Finca La Capilla, La Capilla Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodega Finca La Capilla, La Capilla Crianza, Ribera del Duero, SpanienSå gik slaget i gang med 15 Ribera del Duero vine og den første blev denne La Capilla Crianza fra Bodega Finca La Capilla, der ligger ved Roa i Burgos området. Vi er lidt nordøst for Peñafiel.

Bodegas Finca La Capilla er grundlagt i 1998 og oprindelig som Bodegas Robeal af Juan Miñón sammen med sønnen Rodrigo Miñón García, der var teknisk direktør og vinmager.

Sammen købte de knap 65 hektar vinmarker på tværs af kommunerne Roa de Duero, Anguix, La Horra og Fuentecén og de byggede også et moderne vineri i Roa og det havde plads til lidt over 2.000 egetønder.

I 2019 blev vingården dog overtaget af den ansete Rioja vingård Marqués de Cáceres og ændrede navnet til Bodega Finca La Capilla, men Rodrigo Miñón García fortsatte dog som vinmager. Marqués de Cáceres er ejet af Forner-familien, som oprindelig er spanske, men har også tidligere lavet vin i Bordeaux.

Det var reelt Enrique Forner, som allerede i 1920 sammen med sin far og bedstefar grundlagde Vinícola Forner, der var en produktions, salg og eksportvirksomhed af vine fra Sagunto i Valencia.

Da han under borgerkrigen i 1952 blev forvist til Frankrig, så startede han i Rhône- og Loiredalene en tilsvarende virksomhed og endte endda i 1963 med at købe 2 Grand Cru Classé slotte Château Camensac og Château Larose Trintaudon i Haut Medoc … overbevist om, at han ville være i stand til at lave nogle af de bedste vine i verden.

Han vendte dog tilbage til Spanien i 1968 og slog han sig ned i Rioja og Cenicero … lige i hjertet af La Rioja Alta, for at fortsætte sin store drøm, hvilket blev med Marqués de Cáceres. I dag laves der fortsat vine fra Rioja, men huset har også vinhus i Rueda og laver faktisk vine fra det meste af Spanien via opkøbte druer.

Ja … og så ejer de siden 2019 også Bodega Finca La Capilla med dets 65 hektar vinmarker og derfra laver de indtil videre kun 3 forskellige vine, hvilket er en La Capilla Blanco på primært Verdejo, denne La Capilla Crianza og en La Capilla Vendimia Seleccionada, som vi faktisk også senere skal smage.

Druerne til vinen er 100% Tempranillo og kommer fra forskellige parceller, hvor de er høstet i små partier parcel for parcel. Derefter er druerne overført til gæringstankene, hvor der sker en langsom og i lang gæring  i små rustfri ståltanke med druernes naturlige gær.

Derefter er der sket malolaktisk gæring på franske egetræsfade og vinen lagrer 15 måneder på finkornede franske egetræsfade, hvor 50% er helt nye og den anden halvdel et år gammel. Vinen får så derefter lov til at lagre 2 år på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen sådan meget ligetil Ribera del Duero … har denne mørke, lidt søde og runde duft. Der er fugtige solbær, brombær, har godt med lakrids, engelsk lakrids, søde krydderier og så masser af træ, ristede fadnoter, vanilje og samlet en ganske fin duft.

Smagsmæssigt er det også en god allround vin med blåbær, kirsebær, solbær, en vis tørhed samt syrlig og bitre tanniner, men virker samlet meget i balance, således den har en god sløjfe, som er bundet rigtigt pænt.

Forhandles af Wine-direct.dk, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Houlberg på rundtur … med Thomas Ilkjær i det dejlige Ribera del Duero

Houlberg var forleden til en kæmpestor Ribera del Duero smagning med ikke mindre end 15 forskellige vine, anført af den gode Thomas Ilkjær, der er er DipWSET og daglig leder af Vinakademiet og fornem iscenesat og orkestreret af Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation og Consejo Regulador de la Denominación de Origen Ribera del Duero.

Vinsmagningen blev afholdt på Restaurant Skovbakken og sjovt nok, så var der også der, at jeg for første gang fik rigtig interesse for vin i netop en Ribera del Duero smagningen. Og lige siden har Ribera del Duero også har en særlig plads i mit hjerte.

Denne gang skulle Thomas Ilkjær først lige tage os igennem hele området, om historien, appellationen, klimaet, reglerne, druerne og så selvfølgelig en række vine. Men lad os endelig starte med at se lidt nærmere på det hypede område i Spanien.

Ribera del Duero

Ribera del Duero er beliggende i den centrale, nordlige del af Spanien, nord for Madrid på en højslette – en meseta – langs med Duero floden mellem provinserne Soria, Burgos, Segovia og Valladolid i regionen Castilla y León.

Som Thomas Ilkjær fortalte, så er Ribera del Duero måske ikke det mest spændende sted at besøge, idet der ikke – som i mange andre områder som Mosel eller Rheingau – er stejle vinmarker beliggende ned til en flod. I Ribera del Duero ligger området i højderne på lidt goldt sted og markerne ligger ganske vist højt og der findes jo oss’ floden Duero … men det er rimeligt fladt med meget tilgængelige marker.

Det er er bredt område, som det kan ses på kortet nedenunder. Det følger floden Duero fra øst mod vest … en strækning på omkring 115 kilometer og navnet Ribera del Duero betyder netop Duero flodens bredder.

De fleste marker i Ribera del Duero ligger i en højde på mellem 750-850 meters højde, men marker over 850 meter har en speciel status som højt beliggende marker … ja faktisk findes der marker helt op til 1.100 meters højde.

Mange af markerne er svært tilgængelige og ligger med store afstande mellem hinanden. De er meget små og udbyttet er lavt grundet den magre jord og stokkenes alder.

Klimaet er middelhavsklima med indflydelse fra fastlandsklima. Den årlige nedbør er 400-500 mm og der er årligt 2.400 solskinstimer. Somrene er lange og tørre med op til 40 graders varme og vintrene strenge med ned til -20 grader samt store udsving mellem dag- og nattemperatur.

Hvis man fx laver en sammenligning med mellem de to R’er … altså Ribera del Duero og Randers, så kan man se forskellene i klimaet i de to områder:

Den store forskel er, at der selvfølgelig er langt flere solskinstimer i Ribera del Duero, men også – hvad der særlig vigtigt – op til høsttiden er store forskelle i højeste og laveste temperatur i Ribera … og det medvirker virkelig til modning af druer, men sikrer samtidig, at de bevarer en vis syre grundet de kølige nætter.

Sjovt nok, så er der faktisk forholdsvis køligt i Ribera del Duero … i hvert fald om natten, for i vækstsæsonen har man her 192 frostfrie dage, hvor man ellers siger at minimum er 200 dage.

De daglige store skift i temperaturerne betyder, at vinstokkene i dagtimerne fotosynteserer og det giver ideelle betingelser for alle druerne. Man når simpelthen ikke, at temperaturen i druerne lukker ned, for de når en respiration om natten. Dermed bruger druerne ikke sukker, syrer og anthocyaniner, fordi de kølige temperaturer sænker iltningen, hvilket resulterer i god syre, farve og lang mere raffinerede tanniner bl.a, via en langsom modningsproces.

I de fleste regioner dagene med store temperatursvingninger i høstperiode normalt maksimalt 40 dage, men i Ribera del Duero er det 50-60 dage.

Historien

Man har lavet vin i Ribera del Duero siden romerne, og der er også indenfor de senere år fundet beviser på, at der er lavet vin i området i over 2.000 år. I 1994 fandt man nemlig et gammelt, skjult 66 meter stort mosaikgulv af vinguden Bacchus i en gammel ejendom Villa de Santa Cruz beliggende i den lille by Baños de Valdearados med 424 indbyggere.

Men vinavlen, som vi kender det, stammer formentlig fra tilrejsende benediktinermunke fra Cluny i Bourgogne. De kom i 12. århundrede til Ribera del Duero og man ved fra gamle arkiver, at man allerede tilbage i 1295 begyndte af regulere høsten af druer i marken og siden 1400-tallet har man også bevidst har styret kvaliteten af vinene i selve produktionen.

I byen Aranda de Duero findes der også dokumentation på tidlig vinproduktion i form af et stort netværk af 7 kilometer tunneler, som er udgravet mellem det 12. og 18. århundrede og som har været anvendt til produktion og lagring af vin.

Det er udviklingen gennem de sidste årtier, der har sat Ribera del Duero på verdenskortet. Den store succes skyldes en kombination af flere faktorer. For det første det fantastiske terroir og dernæst mikroklimaet, som med sine varme dage og kølige nætter giver de perfekte betingelser for at lave stor og lagringsværdig vin.

For det tredje er Ribera del Duero det blevet velsignet med en usædvanlig indfødte drue Tempranillo og så er udviklingen forceret dygtige vinmagere, som alle har produceret ikoniske kultvine bl.a. Pingus, Pesquera, Aalto og Vega-Sicilia, der fik høje ratings … og dermed bevågenhed fra en hel vinverden.

Det var særligt med tilgangen af specielt Vega-Sicilia vinen … og senere Pingus, at Ribera del Duero kom på landkortet. Det har betydet et sandt boom i vinindustrien i området. Et boom som udelukkende er blevet større de sidste 40 år.

Således er antallet af vingårde blevet voldsomt meget større … i 1982 var der kun 9 producenter, men i dag er der godt over 300 og bare fra 1991 til 1995 er produktionen gået fra 10 millioner flasker til over 90 millioner flasker. Hvor der i 1982 kun var 5.000 hektar vinmarker, så er der i dag over 24.000 hektar og samlet findes der 8.224 vinavlere … men de fleste har under en halv hektar og kun omkring 46 har over 50 hektar.

DO Appellation Ribera del Duero

Området fik sin DO status i 1982, selvom man allerede midt i 1970’erne så et stort potentiale i Ribera del Duero. I 1982 var der dengang alene 5.000 hektar vinmarker og 9 vinhuse, der producerede vin.

Trods den eksplosive ekspansion og udbredelse af vinene fra Ribera del Duero, så er appellationen i dag alene en DO appellation aka Denominación de Origen og ikke en Denominación de Origen Calificada, hvilket kan virke en anelse underligt.

I 2008 ansøgte man godt nok om en opgradering til DOC status, men en fejl i ansøgningen betød, at den blev afvist som værende ikke fyldestgørende og siden har man ikke forsøgt igen.

Appellationen Ribera del Duero dækker over 4 distrikter, nemlig Soria, Burgos, Segovia og Valladolid. Det er specielt i Burgos og Valladolid, at vi finder de fleste og bedste vinhuse, og huse som Pingus, Vega Sicilia, Hacienda Monasterio, Arzuaga, Emillio Moro, Pesquera og Alión ligger alle i Valladolid.

Druerne

Hoveddruen i Ribera del Duero er Tempranillo, som også i resten af det nordlige Spanien. I Ribera del Duero kaldes Tempranillo druen for Tinto Fino eller Tinta del Pais og den udgør omkring 95% af hele produktionen i Ribera del Duero.

De øvrige mest kendte druer er

  • Grenacha aka Grenacche, men den fylder kun mindre end 1% af områdets samlede produktion. Faktisk er der beskedne 64 hektar med Grenache.
  • Albillo, som er jo er en hvid druesort, der anvendes til de hvide – og mere sjældne – Ribera del Duero vine, men også anvendes som en suppleringsdrue til Tempranillo vine. Albillo udgør omkring 2% af områdets samlede produktion. Der findes ca. 456 hektar med Albillo.
  • Derudover dyrkes der 2-3% af de mere internationale sorter som både Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec. Samlet er der 279 hektar med Cabernet Sauvignon, 193 hektar med Merlot og endelig 25 hektar med Malbec.

Mange vinhuse producerer deres Ribera del Duero rødvine udelukkende på Tempranillo, men hvis man blander andre druer i, så skal der mindst være 75% Tempranillo. Derudover skal 95% af vinen bestå af Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec jf. regulativerne for området.

Udbyttet ligger typisk på 30 hektoliter pr. hektar og maksimalt udbytte er 49 hektoliter pr. hektar, hvilket dog sjældent opnås, da en stor del af vinstokke er gamle, typisk over 50 år og derfor ikke giver så mange druer.

Hvis man kigger på marker med gamle vinstokke, så er der samlet 475 hektar med Tempranillo vinstokke, der er over 100 år, samlet er der 4.600 hektar med stokke over 75 år og samlet 6.100 hektar med stokke over 50 år. Det betyder med andre ord, at omkring 25% af den samlede produktion sker fra over 50 år gamle vinstokke.

Omkring halvdelen af vinstokke gror som bush vines og den anden halvdel er bundet op … det kan I se på billederne.

Rødvinene er – som også i Rioja – primært inddelt i forskellige kategorier som Cosecha, Crianza. Reserva samt Grand Reserva. Reglerne for lagringen af vinene følger næsten også reglerne i Rioja, og det betyder:

  • Cosecha – her er der næsten ingen krav til, hvor lang tid en vin lagres eller krav om lagring på egefade, så det er oftest de helt unge og billigere vinrøde. En Roble/Barrica skal dog være lagret mindst 3 måneder på egefade.
  • Crianza – skal være lagret i mindst 24 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Reserva – skal være lagret i mindst 36 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Gran Reserva – skal være lagret i mindst 60 måneder og heraf skal de 24 måneder være i egetræsfade.

Sætter man det op i et skema, så sker det sådan her ud:

Selvom der jo egentlig findes meget gamle vinstokke i Ribera del Duero, så laves der dog slet ikke så megen hverken Reserva eller Gran Reserva, som man måske kunne tro. Faktisk er hovedvægten helt klar produktion af Cosecha vine, som udgør 68% af den samlede produktion. Samlet ser billedet sådan her ud:

  • Hvidvine mindre end 0,1%
  • Rosado aka rosévin – 1,5%
  • Cosecha – 68%
  • Crianza – 25%
  • Reserva – 5%
  • Gran Reserva – 0,5%

Som det fremgår, så er alle topvine lagret på egefade … og i Ribera del Duero bruges fadene virkelig som et ekstra facet i produktionen af vinene, så derfor skelner man mellem fade, der er light – medium – medium+ og heavy ristet. På fx vinene fra Arzuaga kan man næsten smage, at her er fadene virkelig hårdt ristede.

Ribera del Duero har da også fået en del kritik omkring stilen på vinene, hvor nogle beskylder producenterne for at lave vine, der er for høje i alkohol, har en tæt sød frugt og samtidig en overdådig brug af ny eg. Det kan give en mangel på identitet og har også været et problem.

Men i stigende grad søger producenterne nu at udtrykke stedet mere … dets terroir. Det er trods alt en særlig region for dyrkning af vindruer og kvaliteten er rimelig ens år efter år, så derfor går man nu faktisk heller ikke så meget op i årgange i Ribera del Duero, selvom der naturligvis er forskelle. Men indtil nu, så bruges der godt med egetræsfade, selvom nogle producenter nu er gået væk fra en overdreven egetræsbrug.

Vinsmagningen i 2 heats

Denne aften skulle vi igennem ikke mindre end 15 styk Ribera del Duero vine, men de var opdelt i 2 heats, idet Thomas Ilkjær alene fortalte om de 8 første – og bedste – vine.

Samlet så feltet dermed sådan her ud:

Heat 1
Heat 2

Jeg havde smagt en enkelt af vinene før, nemlig Bodegas Arzuaga Navarros 2014 Gran Reserva, så der har jeg selvfølgelig blot linket til min oprindelige anmeldelse. Beskrivelserne og anmeldelserne af de øvrige vine har jeg selvfølgelig linket til ovenover … helt som vanligt.

Konklusion

Det blev en kongesmagning … om end 15 højoktan Ribera del Duero vine kan være lidt en mundfuld. Det var specielt i heat 1, at Houlberg fangede de største øjeblikke og det var specielt de sidste, altså Gran Resalte 2014 fra Bodegas Resalte de Peñafiel, Mirat Gran Reserva 2005 fra Bodegas Valdeviñas og Gran Reserva 2014 fra Arzuaga, som gjorde største indtryk.

Mirat vandt ballet, men det er også en vin, som grundet alderen, skal drikkes forholdsvis hurtigt, men set over længere tid blev jeg meget glad for Resalte vinen, så dermed slår mit hjerte fortsat en ekstra takt, når jeg smager vin fra Ribera del Duero.

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Arzuaga, Ribera del Duero, Spanien

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Arzuaga, Ribera del Duero, SpanienKeeper valgte at tage os et notch længere op af Arzuaga stigen med næste vin, som var Arzuagas 2011 Gran Arzuaga … flaske no. 587 ud af 1.900 producerede.

Vinen er lavet lidt anderledes end Gran Reserva, for her er det et blend på  80% Tempranillo, 15% Cabernet Sauvignon og
5% af den hvide Albillo.

 Den er en vin, som kommer fra nogle af Arzuagas ældste samt særdeles lavtydende Tempranillo og Albino-parceller, som står på røde lerjorde. Tempranillo druerne fra kalkstenrige marker, hvor der høstes med ekstremt lave udbytter med maksimalt 20 hektoliter pr. hektar.

Cabernet Sauvignon druerne kommer derimod fra La Planta vinmarken beliggende i 900 meters højde. Alle druer er først blevet sorteret i marken, mens der efter ankomst til vineriet sker endnu en selektering. Tempranillo og Albillo vinificeret sammen og Cabernet druerne separat.

Der sker først en 4 dages kold pre-maceration inden gæring sker i store franske 500 liter egefade ved 29 grader over 20 dage inden en presning og så lagring på 228 liter barriques i 21 måneder.

Der er selvfølgelig mange ligheder med Gran Reserva, men Gran Arzuaga er på en eller anden måde lettere, lysere og mere elegant både i duft og smag. I næsen er der igen godt med fad og atter er det hårdtristede fade og samtidig også stor frugtintensitet med lysere frugt, brombær, kirsebær samt hindbær suppleret med stor tørhed, engelsk lakrids, baconfedt, babybræk (på den fede måde), blomster, lakridskonfekt. sød tobak, orangechokolade, vanilje og karamel.

Igen virker frugten her – trods 3 år ældre end forrige Gran Reserva – mere frisk, ren og så bare megatør. Tanninerne er langt strammere, virkelig tørre og små-vilde, mens frugten er både brombær, solbær, blommer, kirsebær og hindbær. Derudover er der masser af ristede og toastede elementer, vanilje, kanel, peber, sød tobak, meget fyldig og kødfuld, kæmpe mundfuld, men med god struktur. så ligger lige i underkanten af 6,5 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.475 kr., mens prisen er 1.250 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2014 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Reserva, Ribera del Duero, SpanienDe næste 2 vine var fra det kendte vinhus Bodegas Arzuaga Navarro og første var denne Gran Reserva 2014.

Her kommer Tempranillo druerne fra kalkstenrige marker, hvor der høstes med ekstremt lave høstudbytter af maksimalt 20 hektoliter pr. hektar.

Det er ikke 100% Tempranillo, for der er  5% Merlot samt 4% Cabernet Sauvignon i blendet og de druer kommer derimod fra La Planta vinmarken beliggende i 900 meters højde.  Al høst foregår selvfølgelig ved håndkraft, mens vinen vinificeres på gamle træfade og efterfølgende lagres 48 måneder på barriques.

Duftmæssigt er Arzuagas Gran Reserva et ordentlig historie og som mange af husets andre vine virkelig domineret af hårdtbrændte fade om end det bare smager pissegodt. Det er frugtkoncentrat i højeste potens med blåbær, overmodne solbær, blommer, dadler, jern, flæsk, bacon, sød pibetobak, regnvåde jernbanesveller, blæk, finsk lakrids, vaniljeekstrakt, vaniljekiks, karamel, kaffe, chokolade og lidt tørre sorte tøfler.

Smagen er lidt hen i samme skuffe, virkelig cremet, rund og blød med samme saft og kraft, blommer, solbær, fylde, kanel, vanilje, sød tobak og en ganske koncentreret druesaft. Der er fylde og sødme fra alle de hårdtristede fade og en stor, rund frugtintensitet. Der er sgu comfortvin … lige til at varme sig på og blive glad af.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 825 kr., mens prisen er 699 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Bodegas Altanza, Club Lealtanza Reserva, Rioja, Spanien

2015 Bodegas Altanza, Club Lealtanza Reserva, Rioja, SpanienVinen Club Lealtanza Reserva fra Bodegas Altanza  har jeg smagt et par gange før, bl.a. i årgang 2005 og senest i en 2011, men nu er det altså en nyere årgang 2015.

Bodegas Altanza ligger på vingården Hacienda Valvarés lige syd for byen Fuenmayor i det spanske Rioja Alta.

Club Lealtanza Reserva er selvfølgelig 100% Tempranillo fra mere end 75 år gamle vinstokke. Vinen er efter fermenteringen lagret 18 måneder på nye franske barriques efterfulgt af 4 måneder i store, franske 22 hektoliter egefade … og så en periode på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt ganske tør og krydret … skøn frugt, som er bare let gæret, saftig med solbær, tranebær, brombær og ellers godt med søde fadnoter med chokolade, vanilje, tør jord, støv, mulle kælder, gazebind, let eukalyptus, balsamico, røg og grønne blade.

Smagsmæssigt er vinen ret saftig med hyben, kirsebær, hindbær samt et pænt niveau sødme. Det er en lidt sjov, let og alligevel lidt potent vin, men samtidig en virkelig tynd Tempranillo, der nærmest også har lidt grape, saltlakrids, frisk frugt og en ren syre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7