2012 Di Filippo, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Di Filippos Montefalco Sagrantino DOCG er på alle måder en imponerende vin, lige fra det ydre med en ikonisk, eksklusiv og rund metaletiket med et gammelt græsk motiv til det indre … powerfuld, mørk, syrlig og elegant Sagrantino biodynamisk væske.

Den klassiske Montefalco Sagrantino er på alle måder Roberto Di Filippos flagskib og dermed husets absolutte topvin. Og vi skulle såmænd smage den i 3 forskellige årgange, nemlig denne 2012’er – så vi kunne sammenligne med Etnico fra samme år – og derefter i både årgang 2006 samt 2005.

Filippos Montefalco Sagrantino er høstet med et lavere udbytte end Etnico’en, har gennemgået længere maceration – uden jeg dog kan sige hvor lang tid – og er derudover lagret 18-24 måneder på henholdsvis barriques og tonneaux.

Denne 2012’er trækker hele 15,5% alkohol … altså samme niveau som Etnico, men 1% over både 2006 og 2005’eren, som begge alene har 14,5% alkohol.

Og vinen er langt mere rustik, tæt og powerfuld end Etnico, mere tæt og intens, mørk og har elementer af blæk, blåbær, brombær, syrlige blommer, peber, stærk kaffe, svag kanel, flintesten og læder. Samtidig virker den fortsat utæmmet, ung og krævende.

I munden er vinen dog rimelig godt balanceret … kraft, power, tydelige tanniner, men ikke skrigende vilde, bitterhed, friskhed og rå  muskelstyrke. Den har et godt fast bid med syre, kraft og nogle elementer af blåbær, hindbær og svag peber.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor denne flaske koster 249 kr.

Rating 5,5/7    

2012 Di Filippo, Montefalco Sagrantino Etnico, Umbrien, Italien

Endelig kom Montefalcos stolthed på bordet … nemlig en Montefalco Sagrantino DOCG vin, men ikke Di Filippos klassiske Sagrantino, men i stedet denne Montefalco Sagrantino Etnico.

Di Filippo laver i dag nemlig to forskellige Montefalco Sagrantino DOCG vine – en klassisk samt denne Etnico, som er lidt billigere og som lavet med kortere maceration og samtidig også har lagret kortere tid på egefade end husets klassiske. Den macererer alene få dage – Roberto fortalte, at det endda kun var med 1 dags maceration – og har lagret 12 måneder på egefade ud af den samlede lagringsperiode på 37 måneder jf. appellationens reglement.

Med andre ord en lidt mere moderne Montefalco Sagrantino.

På billedet ovenfor kan I se vores værtinde Valeria fra besøget og selvfølgelig en flaske Montefalco Sagrantino Etnico DOCG, som huset i øvrigt producerer 10.000 flasker af årligt.

Duften er også ganske let, klar og umiddelbar med balsamiske noter, brombær, blåbær, jord, grønt mos, læder, blæk, bagepulver samt en sjat krydderier. Selvom den trækker en højoktan på hele 15,5% alkohol, så virker vinen på ingen måder fed eller gumpetung i duften.

I munden er det en saftig bandit, flot balance … godt med brombær, blommer, figner, lakrids og tanninerne bider på ingen måde, men er fint integreret i vinen. Det er lidt peber i eftersmagen, men flot balance og smager bare rigtigt godt.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 15€ på vingården, svarende til 112 kr., hvilket er fandens billigt.

Rating 5,5/7    

2013 Di Filippo, Sallustio Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Sallustio Montefalco Rosso er storesøster til foregående Montefalco Rosso og her får du bare mere af det hele. Ikk’ at det nødvendigvis gælder for alle storesøstre. Nå, det skal jeg vist ikke rode mig ud i … jeg har alene en lillesøster.

Blendet en blot en anelse anderledes, nemlig 60% Sangiovese, 25% Sagrantino og 15% Barbera … lavet med maceration i 10 dage og har lagret 12 måneder på store, gamle foudres egefade.  Der laves halvt så mange flasker af denne vin årligt som lillesøsteren, nemlig omkring 20.000 flasker årligt.

Det duftes med det samme, at vinen er lagret på træ, selvom det alene er ældre og store egefade. Sammen med mørkere bær som blåbær, sorte kirsebær og blommer, så er der også jord, grøn peber, tobak, læder og kanel. Der er også klart mere kraft, mere tæthed i denne storesøster.

I munden mærkes den mere kraft også … den mørkere frugt, men en fyldig, blid og behagelig frugt. Der er fortsat syre, men tanninerne er slet ikke så vilde.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de altså heller ikke. Den koster 10€ på vingården, svarende til 75 kr.

Rating 4,5/7    

2014 Di Filippo, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Efter 3 x Grechetto kom turen til Di Filippos rødvine og vi startede naturligvis – som alle andre steder – med husets almindelige Montefalco Rosso.

Det er en vin, der som DOC appellationen foreskriver er lavet på bl.a. Sangiovese og en smule Sagrantino. Hos Di Filippo er Rosso’en lavet på 60% Sangiovese, 10% Sagrantino og så 30% Barbera. Jeg tror faktisk, at Di Filippo var eneste vinhus, hvor der var anvendt Barbera som tredje og sidste drue. De andre steder var det typisk Merlot, som var anvendt i blendet.

De Filippo laver faktisk to forskellige rene Sangiovese vin, men også en Terre San Nicola, som netop er et blend på Sangiovese, Sagrantino og Merlot.

Denne Montefalco Rosso er høstet med stort udbytte 100 hektoliter pr. hektar og ellers er vinen alene lavet på rustfrie ståltanke og er slet ikke lagret på egefade. Ren rå frugtsaft.

Den har faktisk også en rå, vild duft … vilde urter, blåbær, blæk og grønne vinblade, humus, tobak og tør jord. I munden er vinen virkelig afbalanceret med blåbær, blommer, peber, tætte tanniner … stor tørhed, men også kant og en vildhed, som er helt er tøjlet endnu.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 7,20€ på vingården, svarende til 54 kr.

Rating 3,5/7    

2016 Di Filippo, SSA Grechetto Umbia IGT, Umbrien, Italien

Sidste Grechetto vin hos Azienda Agraria Di Filippo blev en tankprøve på den kommende 2016 SSA Grechetto Umbia IGT, hvor betegnelsen SSA står for Senza Solfiti Aggiunti.

Det betyder – som de fleste nok har gættet – uden sulfitter, også kaldet SO2, svovldioxid eller bare svovl. Og det lyder jo heller ikke specielt appetitlig med svovl i ens drikkevarer, men det tilsættes for at konservere samt undgå en eftergæring eller vildgæring af vinen og er dermed meget normalt.

Brugen af svovl bruges i begrænsede mængder og styres i dag meget præcist. Tidligere var der en tendens til at nogle vine blev oversvovlede, og det gik ud over smagen i vinen. Det er heldigvis et sjældent fænomen i dag.

Vine har samtidig generelt et meget lavere niveau af SO2 end fødevarer. For eksempel indeholder tørret frugt ofte op til 1000 dele per million (ppm) SO2, mens hvidvin – som oftest indeholder flere sulfitter end rødvine – ikke må indeholde mere end 210 ppm.

Men både økologiske, biodynamiske og naturvin producenter vil selvfølgelig gerne undgå tilsætningsstoffer i deres vine, og derfor giver det også god mening at lave vine uden sulfitter.

Der er dog bare en risiko for, at vinene udvikler sig efter de er tappet. Den risiko er størst i hvidvine, da rødvine har en naturlig garvesyre, som kan bidrage til at bevare vinen.

Nå, det var sgu vist lige et sidespor … tilbage til Di Filippos usvovlede Grechetto Umbia IGT. Jeg har faktisk ingen oplysninger om produktionen. Hvis Roberto fortalte om det, så har jeg sgu glemt det … og jeg har heller ikke skrevet noget op om det.

Næsen er lidt sødere og frodigere end den almindelige Grechetto … mere animalsk og har en lille smule karamel iblandet fersken, hindbær, blomster og svag note af jern.

Smagsmæssigt er det ganske præcist, fin stringent syre, grapefrugt, bitterhed men også en vis portion sødme, som driller og balancerer vinen flot af. Smager virkelig godt … samme niveau som Robertos Sassi d’Arenaria Grechetto Colli Martani.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 9€ på vingården, svarende til 67 kr. , hvilket også er billigt.

Rating 5/7 

2014 Di Filippo, Sassi d’Arenaria Grechetto Colli Martani, Umbrien, Italien

Og minsandten om vi ikke fortsatte med endnu en af Di Filippos Grechetto vine … her Robertos Sassi d’Arenaria Grechetto Colli Martani, som er hans top Grechetto.

Sassi d’Arenaria betyder noget i retning af sandstensklipper og refererer til undergrunden i de marker, som Di Filippo har under appellationen DOC Colli Martani. Og vinen er noget anderledes end den første vin, bl.a. er den også fremstillet anderledes. For det første er høsten mindre, alene 60 hektoliter pr. hektar mod imponerende 100 hektoliter for forrige vin.

Derudover sker fermentering med skindet ved lav temperatur og derefter lagrer vinen sur lie i 6 måneder – dog fortsat på rustfrie ståltanke.

Næsen er mere moden, mere blomster og mere fersken med en sød og givende aroma. Der er fortsat en vis rankhed med sten, jern og stål samt nogle krydrede noter. Dufter virkelig godt.

Smagsmæssig god tørhed trods den lidt fyldige næse. Der er grapefrugt, bitterhed, bløde tanniner og samtidig fylder vinen munden meget mere.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 10€ på vingården, svarende til 75 kr. , hvilket også er billigt.

Rating 5/7 

2016 Di Filippo, Grechetto Umbia IGT, Umbrien, Italien

Da vores søde værtinde hos Di Filippo havde fortalt, at de var specialister i – og endda nok den bedste producent af – Grechetto vine, så startede vi naturligvis smagningen med en af disse, nemlig denne prisbillige IGT vin Grechetto Umbia.

Som jeg tidligere har skrevet er Grechetto (der udtales som gre-ketto) en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien, hvor den findes i en lang række appellationer og altså også i områdets appellationer DOC Montefalco Bianco og DOC Montefalco Grechetto samt DOC Colli Martani.

Her er det imidlertid Grechetto som en IGT vin. Jeg kan ikke umiddelbart se, hvorfor det er en IGT vin, idet vinen slet ikke fremgår på Di Filippos hjemmeside.  Måske har Roberto blot i årgang 2016 ændret i fremstillingen af hans normale Grechetto Colli Martani DOC, således den ikke opfylder kravene i appellationen.

Den er alene lavet på rustfrie ståltanke, fermentering ved 18 grader og er ikke lagret på eg, så det burde være en frisk og frugtrig vin. Lad os se på mine smagsnoter.

Og der er netop godt med frugt i duften … fersken samt sten, flint og jern. Meget lettilgængelig med syre, mineraler og frugt. I smagen også fersken samt en ganske frisk og mineralsk syre. Direkte og drikkevenlig med friskhed, frugt og glæde.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 5,80€ på vingården, svarende til 43 kr. Det er sgu billigt.

Rating 4/7 

Besøg hos Di Filippo … genert øko- og biobonderøv

En af de mest spændende vingårde i Montefalco området er utvivlsomt Azienda Agraria Di Filippo … en økologisk og biodynamisk vingård drevet af den generte Roberto Di Filippo.

Det er vaske- og lugtægte bonderøv … vi snakker bredrøvsvraltende og skræppende gæs rundt blandt vinstokkene, brug af hestene Olga, Pioggia, Bebè, Diamante, Elliot og Eddy i arbejdet mellem vinstokkene, respekt for miljøet samt naturprodukter af naturens bedste skuffe … og det gælder både vinene og specialiteterne fra gårdens mange dyr.

Passion, respekt og kærlighed er nøgleordene hos Di Filippo.

Det økologiske og biodynamiske foretagende ligger mellem Torgiano og Montefalco med udsigt over Assisi. Vingården er ejet af Roberto og hans søster Emma, men det var deres far Italo Di Filippo, som oprindelig grundlagde vingården, der i dag samlet omfatter 35 hektar vinmarker.

Det er dog alene de 10 hektar, som Roberto driver biodynamisk, mens resten således alene er økologisk. Og på de 10 hektar biodynamisk drevne marker anvendes der heller ingen traktor eller andre maskiner … alene de nævnte heste og så ellers plov, harve og hvad man ellers bruger via en gammel vogn, som elegant holdes nede af nogle store sten.

Jeg besøgte vingården Di Filippo sammen med vinturens eneste anden dansker, nemlig vinskribenten Rolf Madsen, der normalt skriver for Berlingske.

Jeg havde efter aftenens besøg hos Le Cimate, hvor det meste foregik på italiensk, brug for at snakke om vin, ja hvad snakke om hvad som helst … så da jeg hørte, at Rolf skulle besøge Di Filippo og efterfølgende Tenuta Bellafonte, så sprang jeg fluks med efter hurtig fleksibilitet fra den søde Maruska hos Consorzio Tutela Vini Montefalco.

Jeg skulle egentligt ha’ besøgt Di Filippo 2 dage senere og havde slet ikke Tenuta Bellafonte på mit program, men det blev ændret uden problemer. De havde sgu styr på det hos Consorzio Tutela Vini Montefalco. Respekt.

Benvenuti og welcome stod der på nogle gamle egefade udenfor. Rolf og jeg blev da også vel modtaget af Valeria (tror jeg nok hun hed) hos Di Filippo, da Roberto ikke var kommet hjem endnu fra et ærinde i byen.  Der var endda allerede dækket op til vinsmagning for 2 personer og der kom endda også en lille planke med lidt specialiteter fra vingården på bordet.


Smagelokalet hos Di Filippo.


Lidt showoff af nogle af husets vine … og måske en gaveidé i form af et smykke med brug af en korkprop. Jeg har da et par propper, hvis nogle skulle være interesseret.


Der var gjort klar til Rolf og jeg …


… og her planken med lidt specialiteter fra vingården. Næsten alle produkterne stammer fra Di Filippo.

Nu havde jeg lige forinden været dommer i den store kokkekonkurrence Sagrantino Nel Piatto med 6 amazing gourmetretter, så det var ikke fordi, at sulten var enorm … men godt så det ud og jeg endte også med at spise det hele. Høflig som man nu er.

Vi fik os sat ned, og så gik den store smagning af Di Filippos sindssygt dejlige vine ellers i gang. Valeria fortalte, at huset var et af de bedste til Grechetto vine, men det var imidlertid specielt Robertos Sagrantino vine, som imponerede både Rolf og jeg.

Vi smagte følgende vine hos Di Filippo:

Derudover smagte vi også en tankprøve af en Trebbiano Spoletino vin … ja det den, som I ser i glasset nedenunder. Roberto var ude at hente smagsprøven fra et egefad og selvom den ikke var klar til flaskning endnu, så var den virkelig spændende med fedme og et lækkert cremet udtryk.

Roberto var stødt til midt i smagningen, og han er sgu en fantastisk fyr, meget genert og beskeden, men stolt af sine vine, hvilket er ganske forståeligt. Han fortalte lidt om driften af gården, den økologiske og biodynamiske tilgang og de mange eksperimenter, som han laver i vineriet,

Han har ikke dyrket Trebbiano Spoletino i så lang tid, men er forståelig nok hoppet med på vognen. Det bliver spændende at følge, når han frigiver de første vine på den spændende drue.

Vi smagte faktisk også en Passito lavet på Grechetto druen, men den har jeg ingen smagsnoter på. Det har jeg imidlertid på alle de ovennævnte, og dem skal jeg – om I vil det eller ej – selvfølgelig nok poste i den kommende tid.

Efter smagningen skulle vi selvfølgelig lige rundt og se stedet samt nogle af vinmarkerne. Roberto havde – gæstfri som han er – også sørget for, at et par af hestene var spændt for en vogn, så vi kunne tage et par billeder. Og Roberto stillede også høfligt op foran hestene på vores opfordring.

Det var et super besøg og vinene fra Di Filippo blev nogle af mine favoritter under opholdet i Montefalco … bestemt i top 5 af bedste vinproducenter i området.

Vi slutter lige med et par yderligere billeder fra besøget:


Her har vi Roberto foran heste og vogn.


Et view fra vingården.


Roberto, en flaske 2006 Montefalco Sagrantino, en hest og en sød hjælper.


Mark med Grechetto vinstokke … i baggrunden render gæssene rundt.

Sluttelig endnu et foto af hestespand med Roberto og hjælper.

2013 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Pinot Noir Limited Edition, Colchagua Valley, Chile

Vi fortsætter med pulserende saft fra den blodfortyndende Pinot Noir drue … dog ikke indtaget via intravenøst drop, men helt normalt i et dertil beregnet vinglas af bourgognetypen. Vinen er en 20 Barrels Pinot Noir Limited Edition fra Cono Sur Vineyards & Winery.

Cono Sur Vineyards & Winery er et relativ ung vinhus, og det har haft en kolosal succes i Chile. Det er grundlagt i 1993, og har siden nået at blive én af top 3 vingårdene i Chile. Kvaliteten er en af grunden for deres succes og at en stor del af vinmarkerne bliver økologisk behandlet. Dermed var vingården en af de første i Chile med økologisk produktion.

Husets vinmarker er beliggende i Colchagua Valley og Valle Central. Forskellige lag af mikroklimaer gør det muligt at beplante med et bred spektrum af druesorter. Ved siden af Merlot og Cabernet Sauvignon har Pinot Noir og Carmenere stor succes. Også Chardonnay dyrkes der på husets vinmarker.

20 Barrels Limited Edition serien er en topserie fra Cono Sur, og det blev skabt i 1996, da Cono Sur ønskede at lave en serie af supervine. De startede med Pinot Noir og udvalgte 20 fade til dette, deraf navnet 20 Barrels. Siden er denne serie udvidet med flere vine på blandt andet Syrah og Chardonnay.

Denne Pinot Noir er lavet med druer fra marken Triángula i Casablanca og marken Campo Lindo i San Antonio. Casablanca er et af Chiles køligere vinområder. Vinen er lagret 12 måneder på barriques og 1 måned i ståltank inden flaskning og frigivelse.

Duftmæssigt lidt associationer med tysk Spätburgunder, for den har i hvert fald den lidt søde, animalske kostald sammen med søde kirsebær, hindbær, blommer, nogle grønlige elementer, vinblade, tobak, læder, estragon og bearnaisesauce. De samlede duftindtryk leder mig over i en oversøiske Pinot Noir, hvilket skulle vise sig rigtigt.

Frugten er smagsmæssigt meget kraftig, mere varm en dens europæiske slægtninge og der er masser af moden frugt, sødbrændte elementer, men også fin syre … dog ikke så megen. Det slutter med en let bitterhed i eftersmagen.

Forhandles flere steder, bl.a. Supervin, Andrup Vin og Vin Med Mere. Prisen ligger omkring 110-115 kr.

Rating 4,5/7    

1995 Domaine François Gerbet, Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits, Bourgogne, Frankrig

Jeg tror, at min blodtype er Pinot Noir RhD positiv … i hvert fald falder blodet i mine årer altid til ro og jeg får det bedre, når glasset er fyldt med saft fra den ædleste druesort, kongen i druernes rige. Og her er det endda vaskeægte bourgogne … Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits fra Domaine François Gerbet og samtidig godt med alder … hele 22 år af slagsen.

Vinhuset er grundlagt i 1947 af François Gerbet, som i 1944 mod slutningen af 2. verdenskrig var flyttet til Bourgogne fra Pyrenæerne og havde giftet sig med Suzanne Sirugue. Som medgift fik han lidt marker med et par vinstokke i Vosne Romanée.

Efter krigen var mange marker ødelagte og en del marker var heller ikke blevet genplantet efter Phylloxera, men François Gerbet så store muligheder og benyttede lejligheden til at opkøbe mere jord mellem Nuits St Georges og Vosne Romanée. Og de tilkøbte, forfaldne marker blev løbende genplantet med nye vinstokke.

Domaine François Gerbet ligger fortsat i dag på adressen Place de l’Église midt i Vosne-Romanée by. Der har familien sin vingård samt en meget lille og hyggelig butik. Vingård og butik drives i dag af to af François Gerbets 3 døtre, nemlig Marie-Andrée og Chantal Gerbet. Ja, det er dem, som I kan se på billedet ovenover.

De startede allerede i 1972 med at arbejde på vingården og har også senere opkøbt flere parceller, bl.a. på prestigefulde marker som Clos Vougeot, og Vosnes Les Petits Monts og Suchots samt Chambolles Les Plantes.

De to søstre overtog driften i 1983 og har i dag samlet 12 hektar fordelt på parceller i Vosne-Romanée, Flagey-Echezeaux, Vougeot, Chambolle-Musigny samt Nuits-Saint-Georges. Marie Andrée Gerbet er i øvrigt gift med Denis Berthaut, som driver vinhuset Domaine Berthaut i Fixin i Bourgogne.

Denne Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits fra søstrene er lavet på druer dyrket på toppen af markerne i Nuits-Saint-Georges, hvor jorden er en blanding af ler og kalksten. Druerne bliver høstet mekanisk og ligger på egetønder i ét år, før vinen tappes på flaske.

Og hvor alderen dog klæder sådan en vin, som jo egentlig ikke er en stor og dyr vin, men blot en AOC område-/regionalvin. Næsen er animalsk og rustik med gazebind, hospital, mælkeprodukter, fersk kød, salamipølser, blomster og således ganske aromatisk. Det er lette bær i skøn symfoni … let, frisk og aromatisk.

I munden er det virkelig blødt, blidt … virkelig elegant med hindbær, jordbær, balanceret og moden syre og det smager saft sussende rigtigt godt.

På vingården koster en flaske vel omkring 10€ … men det er selvfølgelig i nyere årgange.

Rating 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger