Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2022 Thistledown Wine Company, Fool on the Hill Grenache, Barossa Valley, Australien

2022 Thistledown Wine Company, Fool on the Hill Grenache, Barossa Valley, AustralienNæste og sidste Grenache vin fra Thistledown Wine Company blev så deres 2022 Fool on the Hill Grenache.

Giles Cooke elsker musik og derfor har flere af vinene også navne efter musiknumre. Det er fx She’s Electric, der udover de uheldige fugle, også refererer til Oasis sangen af samme navn og denne Fool on the Hill er jo også snuppet fra Beatles sangen fra Magical Mystery Tour pladen.

Her kommer Grenache druerne fra 2 små højtliggende parceller i Eden Valley ejet af vinavleren Joel Mattschoss, Der er anvendt 20% hele klaser i vinificeringen, hvor druerne spontangærer i betonæg med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så presset og lagret i 500 liter franske egefade, der er par 2 eller 3 gange tidligere.

Duften virker her mere plain og hverdagsagtig … en smule mere rustik, hvor der kommer nogle nødder, tobak, mørk chokolade og krydderier. Dermed kommer vinen også til at virke maskulin, grov og ikke så burgundisk som de foregående. Der er også en sandet note, mens frugten er kirsebær, hindbær og brombær.

Næsten samme frugt kommer også frem ved smagen … brombær, tranebær, hindbær og sorte kirsebær, men det er både en dejlig, frisk frugt, let og vild … der kommer lidt lemon, men den har altså alligevel en sortere sjæl … 93 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Thistledown Wine Company, This Charming Man Grenache, McLaren Vale, Australien

2019 Thistledown Wine Company, This Charming Man Grenache, McLaren Vale, AustralienVi smagte den flotte This Charming Man Grenache fra Thistledown Wine Company i to årgange og den anden var 2019’eren.

Den er lavet fuldstændig som 2018’eren og det betyder, at den bl.a. er lavet med 20% hele klaser placeret i en 2 tons åben gæringstank.

Vinen er lavet med spontan gæring med druernes egne gærceller med 2 daglige punchdowns og efter endt gæring er vinen så presset og lagret 10 måneder på franske 300 liter hogsheads, hvoraf 25% er nye fade. Der er kun lavet 930 flasker og denne er nummer 430.

I forhold til 2018’eren er den mere parfumeret, mere blomstret, aromatisk og landlig. Den har ikke de samme umamiagtige noter, men virker dog i duften lidt nøddet … dufter vildt godt. Det er igen kirsebær, hindbær, moreller og brombær, men faktisk også disse lidt Nebbiolo aromaer af tørrede rosenblade, læder og fennikel.

Der er mere balance i smagen, hvor frugten virker mere komplet med lyse kirsebær, moreller, hindbær og grønne jordbær og så har vinen denne lette, luftige, sarte, fine og feminine syre, der er elegant, sprælsk, frisk og spændstig. 96 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Thistledown Wine Company, This Charming Man Grenache, McLaren Vale, Australien

2018 Thistledown Wine Company, This Charming Man Grenache, McLaren Vale, AustralienNæste Grenache vin i smagningen af vinene fra Thistledown Wine Company var ikke fra årgang 2023, men det var en 2018 This Charming Man Grenache.

Her kommer Grenache druerne fra en vinmark, der gennem hele 3 generationer har tilhørt Smart familien.

Navnet This Charming Man på vinen er derfor hyldest til den i dag afdøde Bernard Smart, som er afbilledet på etiketten på sin røde traktor og igennem sit liv primært dyrkede netop Grenache druer.

Marken ligger på en skråning i den  maleriske underregion Clarendon i McLaren Vale og har vinstokke på omkring 100 år og druerne til netop denne vin kommer fra en block højt oppe, hvor der både er bedre luftcirkulation og masser af sollys. Druerne er heller ikke fra de helt gamle stokke, hvor der ikke er så meget luft omkring.

Der er efter høst anvendt 20% hele klaser i vinificeringen og den er placeret i en 2 tons åben gæringstank. Vinen er lavet med spontan gæring med druernes egne gærceller med 2 daglige punchdowns og efter endt gæring er vinen så presset og lagret 10 måneder på franske 300 liter hogsheads, hvoraf 25% er nye fade.

Vinens ekstra alder i forhold til de foregående kan duftes … har klart et mere modent udtryk med noget umami og nødder, virker mere tæt og kompakt med kul, tørv og tjære, lakrids og rosenblade … har sgu Nebbiolo gener og virker ret parfumeret. Frugtmæssigt er vi fortsat ovre i kirsebær, hindbær og lidt mere mørk brombær.

I munden er der godt med friskhed … lethed, friskhed og alligevel med en anelse mere tyngde. Der er igen lemon, citroner, tranebær, hindbær og brombær … danser nærmest på tungen, spændstig, levende, drilsk og utrolig fin. 95 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Thistledown Wine Company, Sands of Time Grenache, McLaren Vale, Australien

2023 Thistledown Wine Company, Sands of Time Grenache, McLaren Vale, AustralienNæste Grenache vin fra Giles Cooke på Thistledown Wine Company var også fremragende og det var en 2023 Sands of Time Grenache.

Her kommer Grenache druerne fra en enkelt vinmark, som Giles kalder Sue Trott’s Home Block, der ligger i Blewitt Springs sub-regionen i McLaren Vale.

Det er en mark, som Giles allerede i starten købte druer fra, men oprindelig indgik de i deres andre vine. De har dog nu lært marken at kende rigtig godt, så siden 2017 har de lavet denne fine enkeltmarksvin derfra.

På Sue Trott’s Home Block er Grenache vinstokkene gamle bush stokke, der er plantet tilbage o 1952 og de står i en jord med rent sand … deraf også navnet på vinen.

Druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft og så er gæringen sket ved, at druerne er placeret i betontanke i lag, hvor man har placeret hele klaser skiftevis i lag med afstilkede druer … altså som en slags lagkage og så er gæringen ellers sket spontant uden den mindste indgriben.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i 10 måneder … en del i betontankene og en del i franske egefade inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering. Der er lavet 3.060 flasker og denne er flaske nummer 1.116.

I forhold til She’s Electric, så er Sands of Time mørkere i duften, tættere med en del krydderurter. Der er timian,  fennikel, blomster, men blomsterne er mere tørrede i stilen eller lidt pollenagtig, mens den har en frugt af knuste hindbær og brombær. Selvom den lagres delvist på fade, så virker fadpræget sjovt nok større med lakrids, mørk chokolade, vanilje og karamel.

Igen er det dog en henrivende lethed i smagen … den er samtidig utrolig blød og cremet, men har en jernet mineralitet, nelliker, tobak samt en frugt, der er mere tæt med tør lemon, hindbær og ribs, ren og stringent … og nu mærker man også, at tanninerne sparker en del, hvilket kommer sammen med lidt tør bitterhed fra sorte te-blade og atter lidt tørrede blomster. Smuk vin … 95 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 579,95 kr., mens prisen er 489,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Thistledown Wine Company, She’s Electric Grenache, McLaren Vale, Australien

2023 Thistledown Wine Company, She's Electric Grenache, McLaren Vale, AustralienHvis Thorny Devil var god, så var næste vin fra Thistledown Wine Company fremragende. Det var igen en årgang 2023 og vinen var deres She’s Electric Grenache.

Til denne vin kommer Grenache druerne fra vinmarken Seaview, der ligger for enden af ​​Chapel Hill Road og har nogle ret gamle bush vinstokke, der suppleres af nogle yngre stokke.

De yngre stokke har erstattet nogle gamle stokke, der simpelthen brændte, da nogle fugle, der satte sig en elledning, der går henover marken, fik stød … hvorved der gik ild i fuglene, som faldt ned og desværre også satte ild til en del af vinmarken.

Derfor har vinen også fået det meget rammende navn She’s Electric Grenache, men druerne til vinen kommer dog udelukkende fra de  gamle vinstokke på marken, der er præget af rødbrune sandlejer med kvarts og jernsten.

Frugten blev håndplukket tidligt om morgenen inden hurtig transport til vingården og der er anvendt 50% hele klaser. Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller og godt hjulpet på vej af blidt fodtrampning.

Derefter er der sket en forsigtig presning inden lagring af vinen 8 måneder på 300 og 500 liter franske brugt egefade inden aftapning uden klaring eller filtrering. Der er kun lavet 2.774 flasker og dette er nummer 1.318.

WAUW … dejlig lys, parfumeret og feminin duft … der er vilde urter, timian og frugt af lemon, moreller, jordbær og knuste hindbær. Der kommer også noget fennikel, blomster og i det hele taget har vinen er meget let, sart, elegant, luftig og dugfrisk buket.

Det smager altså også vildt godt … igen er frugten mest lemon, mirabeller, sure kirsebær og måske endda lidt brombær, men også i smagen kommer denne imponerende luftige lethed frem, der virker helt burgundisk. Det er sgu æterisk og helt overjordisk, så dermed en utrolig tiltrækkende smuk vin … 96 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 439,95 kr., mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Thistledown Wine Company, Thorny Devil Grenache, McLaren Vale, Australien

2023 Thistledown Wine Company, Thorny Devil Grenache, McLaren Vale, AustralienSmagningen med Giles Cooke fra Thistledown Wine Company startede med et glas af en 2023 Thorny Devil Grenache.

Druerne til vinen kommer fra forskellige marker, men alle er med gamle bushvine vinstokke, der ikke kunstvandes.

Der er anvendt en del hele klaser, hvilket er forskelligt fra mark til mark, da vinificeringen er sket separat for hver mark.

Gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller og en punchdown to gange dagligt. Derefter er der sket en forsigtig presning inden lagring af vinen 8 måneder på 300 og 500 liter franske egefade.

Duftmæssigt er det masser af lys frugt … knuste hindbær, lyse kirsebær, lidt tranebær og godt med grønne noter. Virker både meget let og rank, sådan lidt stålsat og frugten suppleret af blæk, mynte, blomster samt lidt fadnoter af mælkechokolade, karamel og virker ganske landlig og animalsk.

Smagen er – uha – dejlig let, lys … der kommer let peber, godt med luftig frugt af knuste hindbær, umodne kirsebær, tranebær, rabarber og har en kølig, rank, sprød og frisk smag. Det smager rasende godt, så dermed 92 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine La Colliere, Rasteau Les Touilleres, Rhône, Frankrig

2021 Domaine La Colliere, Rasteau Les Touilleres, Rhône, FrankrigDomaine La Colliere ligger i den sydlige del af Rasteau på Bis Route du Stade og det er derfra, at jeg nu smager en 2021 Rasteau Les Touilleres.

Domaine la Collière drives af Georges Perrot og ligger netop i Rasteau by. Han grundlagde selv vinhuset i 2002, men historien om Domaine la Collière startede egentlig 9-10 år tidligere, hvor Georg startede med hjælpe sin svigerfar Michel Bommenel.

George kom ikke selv kom fra en vinfamilie, men havde via sin hustru Delphine giftet sig ind i en. Han havde selv arbejdet som både frisør, kedelproducent, livredder og hospitalsdirektør.

Hos svigerfaderen hjalp Georg med arbejdet i markerne og med at sælge druerne til det lokale kooperativ … som svigerfar havde gjort igennem utallige år. I 2002 besluttede Georges og svigerfar imidlertid, at de ville starte deres egen vinproduktion.

De lejede sig ind i Andre Romeros gamle bygninger …  altså det tidligere hovedkvarter for Domaine La Soumade, som var flyttet til andre lokaler. Så gik de ellers i gang med at lave vine i fællesskab, men siden 2008 har Georges og Delphine dog videreført produktionen uden svigerfars hjælp.

Domaine la Collière har i alt 25 hektar vinmarker med vinstokke, som er mellem 45 og 60 år gamle. Stokkene beskæres meget hårdt om vinteren for at få lavt høstudbytte, da Perrot ikke tror på værdien af Green Harvest.

Vinmarkerne er fordelt på over 25 små parceller, næsten udelukkende i Rasteau appellationen. Og de mange parceller giver en god variation med tre helt forskellige terroirs, nemlig enten med galets med rød ler i jorden, gul ler eller med den berømte blå ler argile bleu, som ofte giver nogle af Rasteaus fineste vine.

Druerne høstes manuelt og sorteres. Markerne er ikke økologiske … det koster kassen … men der bruges ikke ukrudtsmidler og det har man ikke gjort i over 15 år.

Georges Perrot sælger fortsat lidt af sin druer til nogle af de store vinkøbmænd og det lokale kooperativ, men egenproduktionen bliver større og større. Han laver samlet 7-8 forskellige vine, herunder altså denne Rasteau Les Touilleres.

I denne årgang 2021 er vinen lavet på  60% Grenache, 17% Syrah
15% Carignan og 8% Mourvedre, der er høstet manuelt, sorteret og afstilket helt inden gæring og maceration, der er sket i cementtanke ved 28-30 grader over 3 uger. Efter endt fermentering er vine  lagret 15 måneder på cementtanke og så flasket uden filtrering.

Duftmæssigt er det en lidt kødfuld vin … der er tørret kød, lidt blæk, mejeri, sorte oliven og mørk granit. Der er godt med Rhône krydderi, tør frugt med hindbær, lyse kirsebær og ribs, balsamico, garrique, en smule rosmarin, peber og cedertræ.

I munden fylder vinen godt … meget godt og ganske imponerende, hvor syren er stringent, ren og frisk. Dermed er frugten hindbær og ribs … masser af bid, nogle spinkle og tørre tanniner med noget sort te-blade bitterhed. Smagen er overraskende let, lys og levende, som lige hæver smagen over de fleste andre Rasteau vine. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Aux Mages, Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre, Californien, USA

2023 Aux Mages, Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre, Californien, USAFaux Pas er en ny serie af uhøjtidelige og letdrikkelige vine fra danske Emil Skytte Pedersens lille vinprojekt Aux Mages. De er lavet med samme omhu og seriøsitet som vinene fra Aux Mages og jeg starter med at smage en 2023 Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre.

De fleste læsere af Houlbergs Vinblog ved efterhånden godt, at jeg er tosset med vinene fra Aux Mages. Jeg har smagt en del og skrevet om Emil, Aux Mages og overøst vinene med min begejstring. Så vil du videre mere, så tjek eventuelt disse gamle anmeldelser:

Det er lutter topkarakterer på  6,5 og 7 Thumbs Up, hvis man lige ser bort fra Pét-Nat’en, som jeg gav 4 Thumbs Up, så mine forventninger er også højde til den nye serie Faux Pas.

Emil Skytte kalder selv denne Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre en legesyg lillebror til Aux Mages vinene og har i lang tid leget med tanken om at lave sådan en let sommervin …  et solskins fix i flaskeform.

Basen for vinen består af en økologisk dyrket Grenache høstet med ekstremt lave udbytter og lavet med semi carbonisk maceration, for at give et floralt løft i aromatikken og ultimativ saftighed. For at give vinen mere struktur og dybde, er der blandet nænsomt macereret Mourvedre i for at indramme saftigheden og give den helt rigtige struktur.

WAUW … i glasset er det en lys, næsten roséfarvet og transparent vin, der samtidig er herlig grumset. Duften er vild, let reduktiv, lys og blomstret, parfumeret, animalsk og svedig med akrylmaling og funky fin frugt af syrlige kirsebær, mirabeller, ribs samt saltlakrids, fennikel og lidt søde urter.

Smagen er let, liflig, læskende og bællevenlig på en vild, funky og så alligevel sart måde. Det er flødesøde jordbær, søde kirsebær, ribs og rabarber, sød grillet citron … syren er nærmest legesyg, luftig, venlig, let, slank, spinkel og smager sgu eminent … tænk sig, at danskere står bag denne lille Suncrusher, der nærmest kan kaldes genial og jeg knuselsker den sgu … 96 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 335 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2020 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, SpanienDen næste vin i min store Ribera del Duero smagning blev en gammel og monsterlækker kending, for det er nemlig Reserva vinen hos Dominio del Àguila og vi smagte den i årgang 2020.

Det er en vin, som jeg før har smagt i både årgang 2016, 2018 samt 2019 og den er lavet på 95% Tempranillo, mens resten er et mix af både Albillo, Bobal, Garnacha og Tempranillo Gris.

Alle druerne er fra sindssygt gamle vinstokke og flere endda over 100 år gamle på markerne ved La Aguilera i 880 meters højde, hvor jordbunden består af kalk og rødt ler.

Vinifikationen sket totalt gammeldags med i beton gæringskar med fodtrampning af de hele drueklaser og så spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Druesorterne gærer sammen og har i denne årgang gæret i 4 måneder. Efter endt fermenteringen er vinen lagret hele 34 måneder på primært franske egefade.

Vinen har i denne årgang 2020 fået 97 point af gode, gamle Parker med ordrene; The nose of the 2020 Reserva is beautiful, perfumed and floral, showy and expressive, really open. It has to be among the best vintages for Reserva. 2020 was a very good year for Dominio del Águila.

I forhold til aftenens forrige vine, så er det en friskere og mere frugtrig vin … slet ikke tung eller fadpræget. I stedet er duften mest violer, champignon, blåbær, brombær, blommer, søde jordbær samt lidt appelsinskal. Det er dermed en meget æterisk og luftig vin af en Ribera del Duero, men virker virkelig smukt afbalanceret med nogle fadnoter af vanilje, kanelkaffe og mælkechokolade.

Smagen er i særklasse … blød, cremet og mundsmeltende og det er samtidig med en unik syre, som sikrer, at vinen også breder sig ud i hele munden. Det er fedt, tæt og samtidig tørt … den har smidt den tykke overfrakke, så smagen bare lige fremstår så ren og klar. Den er samtidig virkelig tanninrig … har bitre, tørre og ustyrlige tanniner og frugten er blommer, kirsebær, kirsebærsten og rysteribs … der er godt med kant og ustyrlig meget frugt i vinen. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2022 Château Tanunda, Dry Rosé, Barossa Valley, Australien

2022 Château Tanunda, Dry Rosé, Barossa Valley, AustralienVi skifter lige scene, for nu smager Houlberg lige 3 i streg fra det australske vinhus Château Tanunda, der ligger på Basedow Road i byenTanunda i Barossa Valley … og jeg starter med at smage deres 2022 Dry Rosé.

Château Tanunda er faktisk et gammelt slot, der stammer tilbage fra 1890 og var et af de første vinhuse i Barossa Valley og var i årevis ét af områdets pejlemærker og mange af Australiens kendte vinmagere havde arbejdet eller studeret der.

Det stod også for flere præmierede vine gennem tiden, bl.a. vandt en af husets vine i 1970’erne den ret prestigefulde pris Jimmy Watson Memorial Trophy, som fortsat uddeles den dag i dag.

Men efter ejerskab af den australske vingigant Southcorp, så stod det stolte gamle slot imidlertid mere eller mindre øde hen … i hvert fald indtil 1998, hvor det blev overtaget af John Geber, som sammen med sin familie har pustet liv i det gamle slot og genoplivet Château Tanunda brandet

John Geber havde selv tidligere arbejdet hos New South Wales Wine siden 1991, men da han tilfældigt kom forbi Château Tanunda i 1998, så greb han udfordringen med at få slottet på fode igen og så genoprette dets ikoniske status.

I dag … efter to årtier og over millioner af dollars i investeringer, så kan Château Tanunda igen prale af en moderne vinproduktion fra de i alt 350 hektar vinstokke og en stor professionel kroketplæne, stor cricket-oval samt og spektakulære turistboliger samt besøgstal på langt over 100.000 vinglade turister hvert år.

I dag er det datteren Michelle Geber, der leder foretagendet, men produktionen er langt i hænderne på chef vinmageren Neville Rowe og hans assistent vinmageren Jeremy Ottawa.

Her starter jeg med at smage deres 2022 Dry Rosé … og sjovt nok, står der hverken på flaske eller på husets hjemmeside, hvilke druer vinen er lavet på. Den skulle dog – så vidt jeg kan se – være lavet på et sjovt blend af Grenache og Tempranillo. Hmmm slet ingen Shiraz?

Druerne er efter høst afstilket, presset og har ligget i blød med skindet i 1 times maceration, hvorefter gæring er sket køligt i store rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en kort periode.

Duftmæssigt er det en lidt karrig vin … ikke megen duft stiger op af glasset, men der er lidt tranebær og kirsebær, men frugten er meget tilbagetrukket … der er måske lidt melon.

I munden kommer der mere frem, for der smager man  hindbær, kirsebær, grape og lemon … har ganske fin syre uden at blive hverken dyb eller kompleks. Har ingen lang smag, der hurtigt forsvinder, hvor der dog kommer lemonagtige elementer i eftersmagen. 86 point.

Forhandles i Bilka eller Føtex, hvor en kasse med 6 flasker kan fås til 354-387 kr. eller omkring 59-64,50 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7