Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2015 Weingut Rabl, Grüner Veltliner Löss, Kamptal, Østrig

Weingut Rabl ligger i den vestlige del af byen Langenlois i Kamptal … Østrigs største vinproducerende by. Her har vi en frisk hvidvin fra Rabl, nemlig husets Grüner Veltliner Löss.

Vinhuset drives i dag af Rudolf Rabl junior, men familien har været vinbønder i Langenlois siden 1750. Dengang var det dog et blandet landbrug, og det var først i 1900, at gården begyndte at sælge vinene. Det var Rudolfs oldefar Ignaz Deibl, som solgte gårdens vine på træfade til de lokale kroer.

Det var først i 1946, at Rudolfs bedstefar Karl Pell begyndte at flaske vinene fra Weingut Rabl. Han var den første i området, som fyldte vine på 0,7 liter flasker og har siden 1950’erne flasket vine som Riesling vom Schenkenbichl og Grüner Veltliner vom Käferberg.

Rudolf Rabl Junoir overtog tøjlerne fra farmand Rudolf Rabl Senior i 1986 og det er også junior, som har udvidet foretagenet, således det i dag omfatter hele 75 hektar vinmarker. Rabl senior hjælper dog fortsat sønnike i vinmarkerne.

I mange generationer har Rabl-familien dyrket vin på nogle af de bedste skråninger i Langenloisområdet. Rabl råder over gode vinmarker med jordbundstyper, der varierer lige fra løss og lerjord over grusholdig jord til marker med grundfjeld. Og alle vinstokke passes under størst mulig hensyntagen til miljøet.

I kælderen er Rudolf – kaldt Rudi – i sit es. Her lader han sine druer gære ved moderat temperatur på 20-21 grader. Han lader mosten gære spontant, hvilket er sjældent efterhånden.

Det betyder, at gæringen går i gang med det naturlige gær, der sidder på druerne, og ikke ved tilsætning af industrigær. Processen både starter og stopper naturligt og kan tage fra fire uger til fire måneder.

Rabl går ind for en lang maceration, altså den tid, hvor drueskallerne udblødes i mosten. Derved udtrækkes en kæmpe koncentration af smag, aroma, farve og tanniner.

Denne Grüner Veltliner Löss er lavet med druer fra marker omkring Langenlois … hvor undergrunden netop består af stor del af löss, som er en jordtype bestående af fint ler, som er aflejret af vinden. Lavet på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om produktionen.

Hmmm aromatisk næse, hyldeblomstbolsjer … hvis sådanne findes, hyben, kirsebær, Kung-Fu is, kalk, god ren frugt og en vis fylde i næsen. I munden er vinen let perlende, fin sødme, saftig … en smule til den søde side og ganske letdrikkelig.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 109 kr.

Rating 4/7 

2011 Weingut Muenzenrieder, Heideboden Reserve, Burgenland, Østrig

Jeg har tidligere smagt Muenzenrieder på Bistroteket. Sidst var det en Blaufränkisch, men her er det hans Heideboden Reserve … et blend på Zweigelt, Blaufränkisch og Merlot.

Weingut Muenzenrieder holder til i den lille by Apetlon i Seewinkel området ved Neusiedlersee Nationalpark i Østrig, et område som i øvrigt er kendt for de mange saltsøer.

Og i byen Apetlon finder der to vinhuse med navnet Muenzenrieder, nemlig det store moderne Weingut PMC Münzenrieder, som drives af brødrene Peter und Christoph Münzenrieder samt dette, lidt mindre Weingut Muenzenrieder, som drives af far og søn, Johann og Johannes Münzenrieder.

Gennem naturlige dyrkningsmetoder, udbyttebegrænsning og kontrolleret kælderarbejde, frembringer far og søn kraftfulde vine af regional karakter og stor intensitet.

Vingården har i alt 22 hektar vinmarker, og 60% af markerne er tilplantet med de hvide sorter Chardonnay, Riesling, Grüner Veltliner, Sauvignon Blanc, Traminer, Muscat og 40% med de røde sorter Zweigelt, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Gamay, Merlot og Pinot Noir.

Der laves et pænt stort sortiment af frugtige og friske hvidvine, og herudover også en række elegante rødvine med intens duft af røde bær. Mange af husets røde vin lagres på barriques. Vingården producerer samlet hvert år omkring 250.000 flasker vin.

Der produceres også en række søde vine hos Weingut Muenzenrieder, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein.

Disse har ideelle vækstbetingelser der, da området er begunstiget af den tilstødende sø Neusiedl og talrige små moser i området, hvilke tjener som varme reservoirer, der giver rigelige mængder af fugtig luft, hvorved druerne nemt bliver angrebet med Botrytis, den ædle råddenskab. Omkring 10% af produktionen er søde vine.

Druerne til dette lille blend Heideboden Reserve kommer fra Ried Neubruch. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke, maceration på 14 dage efterfulgt af 12 måneder lagring på barriques.

Næsen er præget af dyb eg, blomster, kanel, blæk, blyant, sød appelsinskal og kirsebær. I munden en vis friskhed og samtidig pæn sødme med peber og kanel, føjelige tanniner og rustikke røde bær. Ikke på højde med husets Blaufränkisch, men en easygoing bællevin.

Forhandles bl.a. af Vinotheket, hvor sådan en fætter koster 98 kr.

Rating 4/7  

2014 Szent Tamás Vineyards and Winery, Mád Hárslevelű, Tokaj, Ungarn

Den sidste af smagningens hvidvine fra Østeuropa kom også fra Szent Tamás og ligeledes på en drue, som herhjemme formentlig ikke er særlig kendt, nemlig Hárslevelű.

Hárslevelű er – som Furmint – også en ungarsk hvidvinsdrue, som også normalt blendes med Furmint til produktion af de søde Tokaji vine. Den findes primært i Tokaj-Hegyalja vinregionen, men findes også i andre lande. I Slovakiet hedder den Lipovina, i Rumæien Frunza de tei og i Tyskland Lindenblättriger. I Tokaj-Hegyalja er det den næstmest plantede druesort efter Furmint, og det er en drue, som er god til at udtrykke den lokale terrior.

Den er – som Furmint vinen – høstet i september med et udbytte på omkring 60 hektoliter pr. hektar, er alene lavet på rustfrie ståltanke og har således ikke lagret på egefade eller andet. Det er en vin med langt mer’ sødme end foregående, hvilket 15,4 gram restsukker pr. liter også vidner om.

Næsen er lidt mere neutral end foregående Furmint … hyld, abrikos, meget svag citrus, lidt honning, hvide blomster og svag mineralsk islæt samt nogle krydderier.

I munden er der godt med sødme og nok også en kant for meget for mig. Syren er blød og ellers nogle sødkrydrede elementer. Jeg er mere til den lidt mere tørre Furmint fra Szent Tamás.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 134 kr. Ved køb af 6 flasker er prisen 114 kr.

Rating 4/7  thumbthumbthumbthumb

2015 Vinařství Krásná Hora, Ryzlink Rýnský, Moravia, Tjekkiet

Ugen bød også på en østeuropæisk vinsmagning … dog alene med vine fra Tjekkiet og Ungarn. Vi startede smagningen med denne Ryzlink Rýnský fra det tjekkiske vinhus Vinařství Krásná Hora, som ligger i Hodonín distriktet, en del af regionen og vinområdet Moravia i den sydøstlige del af Tjekkiet.

Jeg er tidligere stødt på vinhuset, nemlig både på Ken Husteds charmerende vinbar Falernum i København og såmænd også på Bistroket i Randers. Der smagte jeg Vinařství Krásná Horas Pinot Noir vine, som er aldeles fremragende.

Vinařství Krásná Hora ligger helt præcis ved byen Starý Poddvorov … en ganske lille by med kun 969 indbyggere. Krásná Hora betyder “det skønne bjerg”, og da vinhuset ligger idyllisk ved et lille bjerg, så har det lille familieejede vinhus fået dette passende navn … ikke at forveksle med byen Krásná Hora længere inde i Tjekkiet.

Vinhuset er reelt grundlagt i dets nuværende form i år 2000, hvor der er opført et nyt moderne vineri ovenpå resterne fra den ellers over 150 år gamle vingård, som igennem alle årene har været drevet af  Vybiral familien.

Det var den unge Marek Vybiral, som satte gang i en egenproduktion på vingården, men det skete først efter en større omlægning af produktionen og bygning af en nymoderne vingård, som blev tegnet af arkitekten Tomáše Havlíčka. Derudover ansatte Marek også ønologen Ondřej Dubas til at forestå vinproduktionen.

Vinařství Krásná Hora har samlet 5 hektar vinmarker, som ligger i et af de varmeste områder i Tjekkiet, men dog så langt nord på det europæiske fastland, at man må betegne det som koldklimaområde for vindyrkning. De dyrker primært de franske druesorter Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Merlot.

Udover deres egne 5 hektar opkøber de også en smule druer, men målet er at komme op på 12-13 hektar egne vinmarker. Markerne drives økologisk og der anvendes også elementer fra den biodynamiske tilgang. I øjeblikket ligger vinhusets produktion på omkring 40.000 flasker vin.

Der laves primært hvidvine på Vinařství Krásná Hora, så der produceres alene få rødvine, bl.a. en Cuvée Bernety på Merlot og Cabernet Sauvignon samt de to nævnte Pinot Noir.

Her er det netop en frisk og sprød hvidvin med navnet Ryzlink Rýnský … og det betyder såmænd blot Riesling. Druerne kommer fra 3 forskellige marker og endda fra 3 forskellige kloner af Riesling. Vinstokkene er mellem 10 og 30 år gamle, høstudbyttet på 50 hektoliter pr. hektar … lavet alene på rustfrie ståltanke og lagret 9 måneder på samme.

Duftmæssigt virker vinen dejlig frisk med syre, citrus, sten og mineraler. Smagen er meget ren, frisk syre med et grønt bid, krydrede noter, en anelse flad i slutfasen, hvor der mangler noget bundtræk og dybde, men samlet en god Riesling.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 119 kr. Ved køb af 6 flasker er prisen 105 kr.

Rating 4/7  thumbthumbthumbthumb

2016 Di Filippo, Grechetto Umbia IGT, Umbrien, Italien

Da vores søde værtinde hos Di Filippo havde fortalt, at de var specialister i – og endda nok den bedste producent af – Grechetto vine, så startede vi naturligvis smagningen med en af disse, nemlig denne prisbillige IGT vin Grechetto Umbia.

Som jeg tidligere har skrevet er Grechetto (der udtales som gre-ketto) en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien, hvor den findes i en lang række appellationer og altså også i områdets appellationer DOC Montefalco Bianco og DOC Montefalco Grechetto samt DOC Colli Martani.

Her er det imidlertid Grechetto som en IGT vin. Jeg kan ikke umiddelbart se, hvorfor det er en IGT vin, idet vinen slet ikke fremgår på Di Filippos hjemmeside.  Måske har Roberto blot i årgang 2016 ændret i fremstillingen af hans normale Grechetto Colli Martani DOC, således den ikke opfylder kravene i appellationen.

Den er alene lavet på rustfrie ståltanke, fermentering ved 18 grader og er ikke lagret på eg, så det burde være en frisk og frugtrig vin. Lad os se på mine smagsnoter.

Og der er netop godt med frugt i duften … fersken samt sten, flint og jern. Meget lettilgængelig med syre, mineraler og frugt. I smagen også fersken samt en ganske frisk og mineralsk syre. Direkte og drikkevenlig med friskhed, frugt og glæde.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 5,80€ på vingården, svarende til 43 kr. Det er sgu billigt.

Rating 4/7 

2009 Winegrowers of Ara, Pinot Noir Composite, Marlborough, New Zealand

Efter godt med Cimate vine, så iler vi videre med noget helt andet … nemlig lidt Pinot Noir vine. Vi starter med denne Pinot Noir Composite fra vinhuset Winegrowers of Ara, som i dag i øvrigt blot hedder Ara Wines.

Winegrowers of Ara ligger i Wairau Valley i det berømte Marlborough-område, og huset har i dag ikke mindre end 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord er der basis for fremtidig udvidelse. Vinhuset består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og de nye teknologier med de gamle dyrkningsprincipper.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand. Siden 2016 har vinproduktionen dog været varetaget af vinmageren Nikolai St George.

Jordbunden i Wairau Valley består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Dette er specielt godt for Pinot Noir, og det er jo netop én af disse vine, som vi her har fat i … Pinot Noir Composite. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2008 og skrevet om her på bloggen.

Efter høst afstilkes druerne,  hvorefter de overføres til ståltanke uden at blive kværnet eller presset. Her ligger de ved 8 grader i 5- 7 dage, før temperaturen hæves til 28 grader, og gæringen sættes i gang med skallerne.

Den alkoholiske gæring efterfølges af en malolaktisk gæring, der ligeledes finder sted på tankene, hvorefter en del af vinen lægges på delvist nye egetræsfade i seks måneder, inden den endelige blanding foretages, og vinen filtreres og tappes på flaske.

Som ofte er vinen smagt blindt, men duften afslører med det samme, at der er tale om Pinot Noir. Der er Pinot sødme, hindbær, jordbær, lethed, bolsjesødme, kul og svag kanel.

I munden god renhed i frugten, lethed og egentlig meget easygoing med jordbær, hindbær, stringent og ret vin med et syrlig bid. Der er ikke lang eftersmag, men en god Pinot Noir.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen var 135 kr.

Rating 4/7

2013 Le Cimate, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Smagningen af rødvinene hos Catina Le Cimate – Degustazione Montefalco Sagrantino – blev en vertikalsmagning af husets Sagrantino vine fra 2013 til 2009 og vi startede selvfølgelig – meget klogt –  med en forsmag på 2013’eren, som vil blive frigivet i april.

I får derfor 5 Cimate Montefalco Sagrantino vine i streg, så spænd korkbæltet og læn jer tilbage. 5 vine til hver af de næste 5 retter på mit lille menukort … og første ret i 2. halvleg var Fagiolo alla Contadina … landsmandsbønner. WTF?

Vinen er selvfølgelig på 100% Sagrantino … lavet med druer fra vinstokke, der er plantet tilbage i år 2000. Druerne afstilkes og vinen laves derefter med 25 dages maceration samt en samlet lagring efter forskrifterne i 36 måneder.

Af den samlede lagring ligger vinen18 måneder på barriques og 12 måneder på flaske. Ja, resten af tiden må den så være lagret på tankene … altså 6 måneder efter min hovedregning.

Næsen er præget af ung frugt, eg … meget vild eg, kanel, hospitalsgang, blæk og Sagrantinos druens sødme fornemmes også klart med solbær, blommer, jordbær samt krydrede elementer. Der er også grønne elementer, lidt sæbe og eukalyptus.

I smagen er der godt med tanniner, godt med syre, men også sødme, fylde, power og kant. 2013’eren har klart godt potentiale, men er endnu kantet, streng, hård og uslebent. Purung og utøjlet.

Der er ingen forhandlere af Le Cimate herhjemme, men i Italien koster vinen omkring 30€ … svarende til 225 kr.

Rating 4/7    

2012 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

Det gamle slot Château Tour Prignac ser lidt bedaget ud, men er med 147 hektar vinmarker et af de større vinslotte på Médoc-halvøen og står bag næste vin her på bloggen … Château Tour Prignac Cru Bourgeois.

Château Tour Prignacs historie går helt tilbage til 1500-tallet, hvor det fungerede som hovedsæde for Lesparre familien. Det var også Seigneurie de Lesparre, der i 1856 udbyggede slottet og startede en større vinproduktion, bl.a. med de to vine – hvidvinen Tartuguière og rødvinen La Tour-Prignac.

I 1935 blev ejendommen solgt til den spanske hertug Duc Del Infantado og meget af vinavlen omlagt til almindelig landbrug, så vinproduktionen på slottet døde langsomt ud.

I 1973 blev slottet dog overtaget af Castel familien og de startede en omfattende renovering og modernisering og fik vinproduktionen tilbage på fode.

Den del er Castel familien imidlertid også specialister i. De er en af de helt store vinfamilier i Bordeaux på linje med Lurtons og Cazes. I deres forretning, som kaldes Châteaux & Domaines Castel ejer de ikke mindre end 18 vinslotte i Bordeaux.

Vi nævner i flæng; Château d’Arcins, Château Barreyres Château de La Botinière, Château du Bousquet, Château Campet, Château Cavalier, Domaine de la Clapière, Château Ferrande, Château de Goëlane, Château de Haut Coulon, Château Hourtou, Château de l’Hyvernière, Château Latour Camblanes, Château du Lort – ganske sjovt navn – Château Malbec, Château Mirefleurs, Château Montlabert og Château Tour Prignac.

Derudover er de medejere af slottene Château Beaumont, Château Beychevelle og Château Magnol. Og så laver firmaet også vine under en lang, lang, lang række brands, men dem gider jeg ærlig talt ikke nævne her.

Vi går derfor tilbage til Château Tour Prignac, der er opkaldt det lille tårn, som pryder slottet, der ligger i kommunen Prignac-en-Médoc. Reelt set har det gamle vinslot 300 hektar jord, men alene 147 hektar er altså vinmarker, mens resten er enge og skove.

Vinen her er lavet på 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot, selvom forholdet svinger lidt fra år til år. Nogle år er det faktisk fifty-fifty. Det er vinmageren Yannick Gay, der laver vinen med rådgivning fra konsulenten Alain Raynaud.

Druerne kommer fra 10-15 gamle vinstokke, lavet med maceration i 25 dage, men Merlot druerne dog en anelse kortere tid. Lagret 12 måneder på barriques, heraf 30% nye. De senere årgange lagrer typisk også lidt længere tid, nemlig omkring 16 måneder.

Næsen er ikke klassisk Bordeaux … virker en kende lettere, selvom der er en smule muld. Det er dog meget de sødbrændte egefade, som fylder godt i næseborene sammen med syrlige kirsebær. Det er en tør og støvet næse, men den har også en animalsk sød kostald næse … nogle af de samme elementer, som man finder i god tysk Spätburgunder.

Smagen er blød, dog med nogle metalliske noter, lidt peber, kirsebær, sødme og syrlighed … men ikke helt i sync. Den hører til i den lettere afdeling på flere måder. Næsen er klart bedre end smagen.

Forhandles af Vinklubben, hvor en flaske koster 160 kr.

Rating 4/7    

2015 Moretti Omero, Montefalco Bianco, Umbrien, Italien

Vi skulle også smage Moretti Omeros fortolkning af appellationens hvidvin Montefalco Bianco DOC … her en frisk årgang 2015.

Denne Montefalco Bianco er lavet på 50% Grechetto, 30% Trebbiano Toscano og 20% Trebbiano Spoletino. Druerne er høstet med et udbytte på omkring 50 hektoliter pr. hektar og kommer fra vinstokke, som er mellem 3-10 år gamle.

Vinen er lavet på rustfri ståltanke, alene brug af naturlig gær og ingen lagring på egefade eller andet, blot lagring 3 måneder på flaske inden frigivelsen.

Gamle oma Nonna Quinta siger, at vinen passer perfekt sammen med Panzanella … det er blot brødrester og tomater blandet med løg, basilikum samt olivenolie og lidt vineddike. Det tror vi på.

Duftmæssigt har denne også en svag animalsk side … lidt våd hund, kolde og våde sten, frugtsten, fersken, kamillete, hvide blomster samt små søde elementer. Smagen er meget ren, lidt stålagtig frugt, lidt tynd og easygoing, men ganske frisk, stringent og fin.

Smagt på vingården … har ikke fundet lige denne hos Niche Vine, men vil gætte på en pris herhjemme under 100 kr.

Rating 4/7    

2012 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Der laves alene 4 forskellige vine på Tenuta Castelbuono og alle røde, nemlig en Rosso, en Rosso Riserva, en Sagrantino og selvfølgelig også en Passito. Vi startede smagningen af husets egne vine med deres Rosso … Ziggurat Montefalco Rosso i årgang 2012.

Til at følge smagningen på vejs var der selvfølgelig også lige lidt italiensk ost og italiensk tørret skinke. Det skulle senere vise sig at være helt normalt … også selvom man kom til en smagning lige efter en stor frokost. Jo italienerne lever godt.

Ziggurat Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Druerne kommer fra vinhusets egne marker omkring Bevagna og Montefalco. De er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med en kort premaceration ved 12 grader i 20 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader i rustfrie ståltanke. Samlet maceration i 15-20 dage efterfulgt af 12 måneders lagring på henholdsvis 225 liters barriques samt 500 liters tonneaux. Efter flaskning lager vinen yderligere 6 måneder.

Duften er tæt og lukket … elementer af eg, kirsebær, jordbær, solbær, blomster, nelliker samt nogle balsamiske noter. Smagen er præget af god frisk frugt, gode tanniner … en frisk og ganske lettilgængelig vin. Syren er sådan middel og vinen er dermed letdrikkelig og ganske fornøjelig.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 150 kr.

Rating 4/7