2011 Weingut Muenzenrieder, Heideboden Reserve, Burgenland, Østrig

Jeg har tidligere smagt Muenzenrieder på Bistroteket. Sidst var det en Blaufränkisch, men her er det hans Heideboden Reserve … et blend på Zweigelt, Blaufränkisch og Merlot.

Weingut Muenzenrieder holder til i den lille by Apetlon i Seewinkel området ved Neusiedlersee Nationalpark i Østrig, et område som i øvrigt er kendt for de mange saltsøer.

Og i byen Apetlon finder der to vinhuse med navnet Muenzenrieder, nemlig det store moderne Weingut PMC Münzenrieder, som drives af brødrene Peter und Christoph Münzenrieder samt dette, lidt mindre Weingut Muenzenrieder, som drives af far og søn, Johann og Johannes Münzenrieder.

Gennem naturlige dyrkningsmetoder, udbyttebegrænsning og kontrolleret kælderarbejde, frembringer far og søn kraftfulde vine af regional karakter og stor intensitet.

Vingården har i alt 22 hektar vinmarker, og 60% af markerne er tilplantet med de hvide sorter Chardonnay, Riesling, Grüner Veltliner, Sauvignon Blanc, Traminer, Muscat og 40% med de røde sorter Zweigelt, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Gamay, Merlot og Pinot Noir.

Der laves et pænt stort sortiment af frugtige og friske hvidvine, og herudover også en række elegante rødvine med intens duft af røde bær. Mange af husets røde vin lagres på barriques. Vingården producerer samlet hvert år omkring 250.000 flasker vin.

Der produceres også en række søde vine hos Weingut Muenzenrieder, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein.

Disse har ideelle vækstbetingelser der, da området er begunstiget af den tilstødende sø Neusiedl og talrige små moser i området, hvilke tjener som varme reservoirer, der giver rigelige mængder af fugtig luft, hvorved druerne nemt bliver angrebet med Botrytis, den ædle råddenskab. Omkring 10% af produktionen er søde vine.

Druerne til dette lille blend Heideboden Reserve kommer fra Ried Neubruch. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke, maceration på 14 dage efterfulgt af 12 måneder lagring på barriques.

Næsen er præget af dyb eg, blomster, kanel, blæk, blyant, sød appelsinskal og kirsebær. I munden en vis friskhed og samtidig pæn sødme med peber og kanel, føjelige tanniner og rustikke røde bær. Ikke på højde med husets Blaufränkisch, men en easygoing bællevin.

Forhandles bl.a. af Vinotheket, hvor sådan en fætter koster 98 kr.

Rating 4/7