Topvinen hos Bolyki Pincészet er denne Bolyki És Bolyki Egri Bikavér Superior … mere okseblod, kraftigere, mørkere og sejere.
Ligesom forrige vin, så er Bolyki És Bolyki Egri Bikavér Superior lavet på et blend af Kékfrankos, Merlot, Cabernet Franc, Zweigelt og Blauburger … men dog ingen Portugieser. Og det er far og søn, som pryder etiketten … Bolyki És Bolyki, som far, som søn … Butch Cassidy og Sundance Kid siger János selv, selvom de nærmere ligner et par mafiosoer, som du nødigt vil møde en mørk aften.
Vinen er spontangæret og har lagret 18 måneder på 500 liter egefade. Der laves årligt alene 1.400 flasker af dene vin.
Næsen er gazebind, tyresved, solbær, blåbær, tavlekridt, tjære, blæk, mynte, krydderier og tør jord. Virkelig tæt og kompakt i duften.
Smagsmæssigt er der peber, chokolade, fylde og kraft … tanninerne er til den hidsige side og vinen har en virkelig lang, syrlig eftersmag. Powervin og en vin, der kræver sin mand m/k.
Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 282 kr. Ved køb af 6 flasker er prisen 240 kr.