Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2015 Domaine Sipp Mack, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig

Den næste vi skulle sippe af var Jacques Sipps Pinot Blanc, som dog ikke er lavet på ren Pinot Blanc, men sjovt nok mest på den drue, som Sipp kalder Pinot Blanc Auxerrois. Sipp fortalte dog, at det stort set var samme drue.

Vinen er helt præcis lavet på 70% Pinot Blanc Auxerrois og 30% almindelig Pinot Blanc … men det er imidlertid ikke helt samme drue. Druen hedder mest rigtigt Pinot Auxerrois eller Auxerrois Blanc. Et fransk vinmagasin har da også poetisk skrevet, at de to druer er falske brødre, men gode venner. Men faktisk sælger mange vinbønder i Alsace vine på Auxerrois som Pinot Blanc.

Det skyldes primært, at vine på Pinot Blanc er langt mere kendte internationalt og dermed selvfølgelig også lettere at sælge. Det var dog ikke gået, såfremt druerne havde været fra en Grand Cru mark, så var denne omgåelse ikke tilladt.

Auxerrois Blanc er i stedet i familie med Chardonnay, og seneste DNA undersøgelser viser, at druen er et krydsning mellem Gouais Blanc og Pinot Noir, som også er nogle af de samme grundstammer i Chardonnay.

Faktisk har navnet Auxerrois Blanc tidligere i Mosel været anvendt om Chardonnay, hvilket også forklarer at druen fik det længere navn Auxerrois Blanc de Laquenexy.

Da vi smagte Jacques første Cremant d’Alsace nævnte han også, at Pinot Blanc i Alsace på mange måder kunne minde om Chardonnay, så det bliver måske endda tydeligere med Auxerrois Blanc.

Auxerrois Blanc er også knap så syreholdig som Pinot Blanc, men mere krydret og sød. Den må dog ikke forveksles med Auxerrois Gris, som er mere kendt som Pinot Gris. Auxerrois Blanc er en vigtig hvidvinsdrue i Alsace, men findes også i Tyskland og Luxembourg.

Den er specielt udbredt i Alsace, hvor den faktisk ofte blandes med netop Pinot Blanc, som her ved Domaine Sipp Mack. Her er den lavet ved, at druerne – begge slags – presses forsigtigt for at bevare smag og aroma maksimalt. Gæringen finder sted i rustfri ståltanke under temperaturkontrol, og vinen lagrer herefter på tank indtil aftapning i april måned året efter høst.

Og næsen er også herlig fyldig, nærmest fed og smøragtig med eksotiske frugter, meloner, god sødme, blomster og nøddeagtige noter.

I munden er der dog ingen hvalpefedt, men en aromatisk og næsten sprød vin. Jacques sagde, at det var vinen for folk, som ikke var til syrerige vine og det er der bestemt noget om, for den er let, ligetil og uden den store syre. Det bliver ganske sødt.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 115 kr., men prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2013 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Anteprima Montefalco Sagrantino … altså en smagsprøve på kommende 2013 Montefalco Sagrantino DOCG fra Antonelli San Marco var næste vin i glasset.

Og vinen er altså endnu ikke helt klar til frigivelse. Det kan også ses på etiketten, hvor årstallet er tilrettet med tusch.

Den er selvfølgelig lavet som 2011’eren, dvs.  druerne høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar den anden weekend i oktober, lavet med maceration i 25-40 dage, fermentering ved 25-28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet.

Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 18 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 12 måneder i cementtanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere i 12 måneder inden den sendes på markedet.

Det betyder med andre ord også, at denne 2013 Montefalco Sagrantino først vil være klar til frigivelse i oktober 2017. Vi smagte således vinen 8 måneder før normal frigivelse. Derfor er vinen selvfølgelig også alene en smagsprøve … anteprima.

Det kan også smages … og lad os starte med duften, som klart er mere ung og frisk. Den er proppet med læder, syrlige kirsebær og tonsvis af mint, eukalyptus og estragon. Grøn, urtet og småvild.

I munden er tanninerne dog ikke så vilde, som man ellers vil kunne forestille sig til trods for, at den er en forsmag på Montefalco Sagrantino 2013. Det er fortsat power samt syre i skøn forening.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 225 kr.

Rating 4/7 

2011 Antonelli San Marco, Contrario IGT, Umbrien, Italien

What the FÅÅÅKKK … ren Sagrantino som IGT vin? Filippo Antonelli startede i 2008 med at lave denne Contrario IGT, som er lavet med druer fra de helt unge Sagrantino vinstokke og uden lagring på egefade … overhovedet.

Dermed opfylder vinen selvfølgelig ikke reglerne indenfor appellationen Montefalco Sagrantino DOCG og dermed bliver denne Contrario – som meget passende betyder modsat eller tværtimod – jo i stedet en IGT vin. Dermed også en god chance for at smage Sagrantino druen helt rent … eller i hvert fald næsten. Det betyder i hvert fald en mere ung og friskere vin, som siges at være meget let drikkelig.

Da Filippo skulle markedsføre vinen med introduktionen i 2008 skete det med et markedsføringsstunt, hvor vinen blev fordelt til en række vinbarer og specialbutikker i Italien sammen med CD’en Contrario med musik af pianisten Maurizio Mastrini.

Det er smuk, stille og meditationsagtig musik, som – ifølge Antonelli – kan formidle dybe følelser og nydes til et glas ung Sagrantino. Jeg har fået CD’en på Spotify og faktisk anbefale jer at lytte til den … virkelig smuk musik. Måske lidt hmmmm GAB i længden.

Der er 10 numre på CD’en, nemlig Autunno, Sole, Risvegli, Vento, Meditazione, La Prima Neve, Contrario, L’aurora, Un Minuto samt Cielo.  Og det hjalp på salget af vinen melder historien dog intet om ;o)

Sagrantino druerne kommer – som nævnt – fra de yngste vinstokke, høstet med 50 hektoliter pr. hektar, og lavet med maceration i 15-20 dage, fermentering ved 25 grader og er derefter lagret på rustfrie ståltanke i 18 måneder, hvorefter den lagrer yderligere 3 måneder i cementtanke inden flaskningen. Derefter yderligere 6 måneder i flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er vinen langt mere frist, let og lys end de normale Montefalco Sagrantino’er. Den er også en tak lysere i glasset og byder på blæk, citrus, kirsebær og blommer i skøn forening.

I munden er vinen også meget let af en Sagrantino at være. Selv tanninerne virker lettere og frugten dominerer rigtigt meget … virkelig frugtdrevet smag … lidt speciel og frugten er måske også en tand mere direkte og bitter. Jeg ved sgu ikke, om jeg er vild med denne vin, men sjov at prøve.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 149 kr.

Rating 4/7 

2013 Antonelli San Marco, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Ved den lille eksklusive smagning med Filippo Antenelli var vi nået til rødvinene og den første var selvfølgelig hans Montefalco Rosso.

Montefalco Rosso er som altid en Sangiovese domineret vin, og i denne årgang 2013 består blendet af 75% Sangiovese og 15% Sagrantino, mens de sidste 10% er både Merlot og Montepulciano d’Abruzzo. I tidligere årgange har det dog været 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Montepulciano … men det kan tilsyneladende ændre sig lidt fra år til år.

Druerne er høstet med udbytte på 55 hektoliter pr. hektar og hver druesort vinificeres derefter separat. Maceration i omkring 2-3 uger og fermentering ved 28 grader, hvorefter druerne blandes og vinen lagrer 12 måneder i store 25 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneder i betontanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere 6 måneder.

I næsen er der godt med frugt og italiensk syre. Frugten er kirsebær og blommer, som suppleres med en vis landlighed, grønne urter, rosmarin, estragon og eg. I munden er vinen tør, blød og let … måske en tendens til at være lidt vandet. Tanninerne er der, men bider ikke meget fra sig. Ung og lidt simpel frugt, men okay vin.

Forhandles herhjemme af Carlo Merolli, hvor en flaske koster 115 kr.

Rating 4/7 

2016 Antonelli San Marco, Montefalco Grechetto, Umbrien, Italien

Og så er det netop Antonellis 2016 Grechetto under den nye appellation Montefalco Grechetto DOC … altså samme vin som før, blot et år yngre.

Faktisk er vinen så ny, at den fortsat står som en Grechetto dei Colli Martani på vinhusets hjemmeside, men vinen er jo selvfølgelig også lavet på helt samme måde.

Fortsat høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og lavet med blid presning, fermentering i rustfrie ståltanke ved 18 grader og lagrer i samme tanke i 3 måneder sur lie og lagrer derefter yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt lidt af samme noter som 2015’eren … igen fin friskhed, eksotiske frugter, fersken, friske æbler, citrus og godt med mineraler. I munden er der flere jernagtige noter og stadigvæk tonsvis af frisk og bitter grape samt virkelig stor tørhed.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører, men denne Grechetto er ikke fundet nogle af stederne.

Rating 4/7 

2015 Antonelli San Marco, Colle Martini Grechetto, Umbrien, Italien

Vinsmagningen hos Antonelli startede med et køligt glas Colle Martini Grechetto DOC … årgang 2015. Arghhh, lige hvad man trængte til efter en lang rundvisning.

Det er ikke Montefalco Grechetto DOC, da det er en ny appellation, som først er gældende fra 2016. I stedet er vinen under appellationen Colle Martini, der dækker området i Perugia mere bredt. Men faktisk skulle vi efterfølgende smage samme vin i årgang 2016 og altså med den nye appellationsbetegnelse Montefalco Grechetto DOC.

Det er selvfølgelig 100% Grechetto, høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med blid presning, fermentering i rustfrie ståltanke ved 18 grader og lagrer i samme tanke i 3 måneder sur lie og lagrer derefter yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det en god frisk hvidvin med eksotisk og frugtrig næse, fersken, friske æbler, citrus, mineraler og et snert mandler samt blomster.

I munden egentlig fin intensitet, godt med grape … virkelig bitter grape og frisk skarphed. Egentlig også ganske tør vin og den store sødme og ganske okay.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører, men denne Grechetto er ikke fundet nogle af stederne.

Rating 4/7 

2014 Domaine Kumpf et Meyer, Restons Nature Pinot Noir, Alsace, Frankrig

Den lille Restons Nature Pétillant Naturel fra Domaine Kumpf et Meyer overraskede mig totalt sidste år … og nu er der mere Restons Nature vin fra den gode Julien Albertus i glasset. Her er det nemlig hans Restons Nature Pinot Noir.

Det er en af de mange, spændende, moderne og innovative hipstervine, som Julien laver på Domaine Kumpf et Meyer … det lille vinhus, der ligger i Rosheim i Alsace. Jeg vil ikke skrive yderligere om Kumpf et Meyer, men blot henvise til mine tidligere indlæg.

Vinen er vel nærmest en ikke mousserende udgave af Juliens Restons Nature Pétillant Dark Nat, som jeg også tidligere har smagt og samtidig – smagsmæssigt – lidt i samme boldgade, frisk, frejdig, syrlig og lidt fandenivoldsk.

Vinen er lavet på ren Pinot Noir, som kommer fra husets ler- og kalkholdige marker. Udbyttet ligger på 50 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med spontangæring, to uger maceration med 25% hele klynger og lagret i egefade samt demi-muids. Fuldstændig ufiltreret og uden tilsætninger af nogen slags.

Og i glasset er det sgu også herlig, grumset og lys væske. Duften er også bio-bio … urtet med prut, kål, frisk lys frugt, hindbær, syre, blyant … og den har faktisk nogle elementer fra de nyere Loire Cabernet Franc vine, mens de normalt Pinot Noir elementer er gemt længere væk.

Smagen er frisk og syrlig som ind i helvede … ikke at det er en dårlig ting. Jo, hustruen er ikke vild med den, men det efterlader bare mere til mig. Tror også, at en del folk vil melde pas, for det er umiddelbart en syrlig og lidt speciel fætter, men den vinder på en med mere og mere luft i glasset. Det er syrlige lys bær, nogle bitre noter og nærmest noget, som kan minde om svovl.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en voksenflaske på 1 liter af denne vin pt. kan fås til 155 kr.

Rating 4/7 

2010 EOSS, Anthemis, Samos, Grækenland

Sød dessertvin fra øen Samos i Grækenland …. hmmm og fra et vinhus, der kalder sig EOSS, hvilket er en forkortelse af det græske ord for Union of Vinicultural Cooperatives of Samos … altså en union af de lokale vinkooperatier på Samos. UWACS forkortes det i øvrigt på engelsk.

Det er en sammenslutning, som er grundlagt tilbage i 1934 af 26 lokale kooperativer, som omfattede samtlige vinavlere på Samos, helt præcis 2.847 vinbønder på øen. Og de mange vinavlere har samlet omkring 1.600 hektar vinmarker på den klippefyldte ø.

Vinkooperativet er ISO-certificeret og blev etableret for at sikre Samos’ produktion af vin og varetage vinbøndernes interesser. Kooperativet er ansvarlig for produktion, salg og markedsføring af vinen, og har haft stor betydning for øens økonomiske udvikling.

Det har da også mere end 80 ansatte og ledes af direktøren Ilias Kariotoglou. Fra vinkooperativets to vinfabrikker ved Malagari og Karlovassi fremstilles der mere en 7.000 ton vin om året. Heraf eksporteres omkring 80 procent med Frankrig som hovedaftager.

Kooperativet har opnået international anerkendelse i form af adskillige internationale guldmedaljer og laver en lang række vine, bl.a. rigtigt mange søde vine på Muscat druen. Samos er da også vinmæssigt mest kendt for de søde vine. Muscat druerne dækker da også omkring 97% af vinmarkerne på øen.

Denne Anthemis – der har sit navn efter den gamle betegnelse for Samos – er netop en sød dessertvin, som er lavet på 100% Muscat, og er en af kooperatives mest populære vine. Det er en klassisk vin for Samos, lagret omkring 5 år på egetræsfade, således den opnår en mørk, orange eller bronze farve.

Duftmæssigt er her selvfølgelig godt med sødme, overmodne kirsebær, modne blommer, rosiner, tørrede frugter, figner, honning, karameller, kakao, chokolade, våde fade samt lidt portvin. Smagen er let nøddet, alkoholen mere fremtrædende end forventet, hvorved sødme glider en smule i baggrunden. Der er røg, chokolade og fedme. Fin og sjov lille dessertvin.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske på 50 cl. koster 109 kr.

Rating 4/7 

2014 Coopers Creek Vineyards, Marlborough Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

Coopers Creek Vineyards ligger lidt vest for byen Huapai i Auckland … altså næsten nordligst på Nordøen i New Zealand. Men denne Marlborough Pinot Noir er – som navnet – siger lavet på druer fra Marlborough området … altså det nordligste område på Sydøen.

Vinhuset er grundlagt i 1980 af ægteparret Andrew og Cynthia Hendry. Andrew havde tidligere arbejdet i vinbranchen og Cynthia havde succes med sit eget firma, som lavede patéer, og de så et stort potentiale i at lave vine i det grønne land.

De gik sammen med vinmageren Randy Weaver om projektet og købte 4 hektar vinmarker ved Huapai og renoverede bygningerne til et moderne vineri.  Og de fik succes med deres foretagende og har siden opkøbt marker i Hawkes Bay på de østlige del af Nordøen.

Ægteparret havde en stor trang til at eksperimentere og var samtidig nysgerrig på nye vinstilarter. Dette har betydet, at der på markerne på bedste pionervis dyrkes både røde og hvide druer, der nok er velkendte i andre vinlande, men som er nye for vinbranchen i New Zealand.

Det drejer sig om aromatiske hvide druer som Arneis, Grüner Veltliner, Albariño og Viognier og fyldige røde druer som Malbec, Shiraz og Montepulciano. Druer der også passer perfekt til det kølige klima i New Zealand.

Men selvfølgelig laver de også vine på de mere gængse sorter i New Zealand, altså Chardonnay, Pinot Gris, Merlot, Cabernet Sauvignon, Riesling, Pinot Noir og selvfølgelig også Sauvignon Blanc.

Coopers Creek har som filosofi, at druer skal dyrkes lige præcis der, hvor sorten bedst matcher vinområdet og giver den stil, som ønskes i de færdige vine.

Samlet har Coopers Creek Vineyards i dag 33 hektar marker i Huapai og Hawkes Bay og har derudover indgået lange samarbejdsaftaler med vinavlere i både Marlborough, Central Otago og Gisborne om levering af druer.

Randy Weaver er i dag udskiftet med vinmageren Simon Nunns, men der laves fortsat rigtig mange forskellige vin hos Coopers Creek Vineyards, bl.a. denne Marlborough Pinot Noir, hvor druerne kommer fra to marker, som ligger lige op ad hinanden i Brancott Valley i Marlborough.

De to marker har hver deres Pinot Noir kloner og vinificeres også separat og blendes først efter lagring på egefade i 12 måneder.

Næsen er umiddelbart lidt mørkere end de fleste europæiske Pinot Noirs, men der er såmænd også nogle grønne noter og lidt urter sammen med de hindbær, kirsebær … ja endda nogle blommer samt en smule eg og let sødme.

Smagen er lettere end duften … mere hindbær, stikkelsbær og godt med god syre og virker måske lidt kantet i udtrykket. Egentlig frisk og letdrikkelig og fint syrebid i eftersmagen.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 139 kr.

Rating 4/7 

2015 A&D Wines, Espinhosos, Minho, Portugal

Mer’ hvidvin i form af denne Espinhosos, der kommer fra det portugisiske vinhus A&D Wines, hvor A’et står for Alexandre og D’et for Dialina … aka ægteparret Alexandre og Dialina Gomes.

Ægteparret grundlagde vinhuset i 2005, men inden da havde Alexandre Gomes arvet lidt jord i Baião regionen, hvor familien gennem generationer havde en lang tradition som vinavlere. Gomes havde selv plantet markerne med nogle af de lokale druesorter som Avesso, Arinto og Alvarinho på nogle af de små parceller, som Alexandre havde på markerne Quintal, Tapadinha, Padronelo, Sarrabalde, Bogalhão og Várzea.

Da Alexandre og Dialina grundlagde vinhuset, så startede de med at købe ejendommen Quinta dos Espinhosos med tilhørende 7 hektar vinmarker. Det gjorde samtidig, at de fik et sted til produktionen af deres vine.

Senere har de i øvrigt opkøbt yderligere marker, bl.a. Quinta de Santa Teresa i Baião med 33 hektar vinmarker samt Casa do Arrabalde med 5 hektar, således de i dag samlet ejer 45 hektar vinmarker.

Denne Espinhosos er lavet i et blend mellem druerne Avesso og Chardonnay, men procentfordeling kender jeg ikke. Markerne er under omlægning til økologisk produktion. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, delvis malolaktisk gæring, men er ikke lagret på egefade.

Avesso drue kender jeg ikke så meget til. Det er portugisisk drue, som faktisk primært findes i Minho regionen. Den giver typisk meget fyldige og aromatiske vine og kendes ellers også under navnene Bornal, Bornao, Borracal Branco eller Borral.

Duftmæssigt mærkes der også en god fylde i vinen … som vel kommer fra Chardonnay’en eller fra Avesso’en … eller begge. Der er fedme, kraft, tropiske frugter, smør, svag lime samt en smule hvide blomster.

I munden fortsætter de eksotiske frugter og vinen virker blød, moden med søde krydderier, en jernagtig syre og virker mere rank end forventet. Smagen er knap så givende som aromaen ellers indikerede.

Forhandles ved Glud Vin, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4/7