Tag-arkiv: Bourgogne

2019 Domaine Dujardin, Auxey-Duresses Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Dujardin, Auxey-Duresses Blanc, Bourgogne, FrankrigDomaine Dujardin ligger på Grande Rue i Monthélie … en lille søvnig vinby med kun 194 indbyggere og vel beliggende 7 kilometer sydvest for Beaune i Bourgogne. Derfra smager jeres flittige vinblogger 3 forskellige vin og starter med denne 2019 Auxey-Duresses Blanc.

Ved Monthélie ligger der 158 hektar vinmarker lige i hjertet af Côte de Beaune mellem de tre kommuner Volnay, Meursault og Auxey-Duresses. De 42 hektar er til regionale vine, 108 hektar af dem er indenfor appellationen Monthélie AOC og yderligere 31 hektar er 1er Cru marker.

Domaine Dujardin ligger i den nordlige udkant af landbyen Monthélie på et af de allersmukkeste steder i Bourgogne, selvom den lille appellation og by ikke er så berømt som sine langt mere efterspurgte naboer. Men skrånende gyder, smukke bondehuse, slottet og den gamle kirke … alle omgivet idyllisk af vinmarker har gjort den ellers diskrete landsby til den måske mest fotograferede vinby i hele området.

Domaine Dujardin drives af familien Dujardin, nemlig af far og søn, Ulrich Dujardin samt sønnen Paul. Ulrich er selvlært vinavler og var tidligere skolelærer for handicappede i Dijon, men kom til Monthélie i 1986 på grund af glødende passion for vin.

Der arbejdede for Bouzerand på Domaine Bouzerand i 18 år og overtog langsomt ansvaret for produktionen af vinene. Men det var fortsat med et stort hjerte for de dårligere stillede, så ofte ansatte han handicappede til hjælp i vinmarkerne.

Efterhånden som Ulrich Dujardin overtog alle opgaverne i vinhuset med beskæring, høst, produktionen af vinene og markedsføring, så endte det med, at Bouzerand i 2008 solgte halvdelen af domænet til Ulrich … og det blev starten på Domaine Dujardin.

Ulrich Dujardin har samlet 8 hektar vinmarker, bl.a. med to 1er Cru marker i Monthélie AOC, nemlig Les Champs Fulliot og Les Vignes Rondes, men derudover har de også marker i appellationerne Beaune, Monthélie, Meursault samt Auxey-Duresses.

Den gode Ulrich Dujardin har sammen med hustruen Catherine samlet 3 børn, nemlig Paul, Margaux og Luc, hvor Paul allerede er godt med i driften og så småt er begyndt at overtage produktionen af vinene. Ulrich er nu højt respekteret i den lille by og er endda også formand for det lokale vinsyndikat Vignerons de Monthelie en Bourgogne.

Der er ingen stridigheder mellem far og søn, men vinmæssigt har de to meget forskellige stile. Paul er mere tilhænger af en lidt mere elegant og floral stil, hvilket afspejler sig i mindre brug af nye fade og en vinificering, der ungår for meget ekstraktion. Paul får stadigvæk gode råd fra sin far, men fra årgang 2019 er det alene Paul, der bestemmer vinificeringen.

Familiens arbejde i markene er præget af en bæredygtig tilgang med begrænset brug af uden brug af pesticider og herbicider, men man er ikke økologisk certificeret, da man fortsat ønsker at kunne håndtere druerne selv i dårlige årgange og beskytte sig selv mod utilregnelig og dårlige vejrforhold. Det er den driftsform, som i Frankrig kaldes Agriculture Raisonné.

Den første vin i glasset af fra nogle af husets marker ved nabobyen Auxey-Duresses, selvfølgelig 100% Chardonnay høstet med et pænt udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Efter den manuelle høst bringes druerne til vineriet, hvor de presses med det samme. Gæring sker i 228 liter franske barriques … og den malolaktiske gæring, hvorefter vinen så har lagret 11 måneder i barriques, heraf 10% nye fade.

Duftmæssigt er det ikke fed fadpræget Chardonnay, men har fabelagtig fin og sart elegance med brændte og ristede nødder, pærer, honningmelon, fersken, kridt og kalkede elementer, jern, svag citrus … meget beskeden og tilbageholdende i aromaerne, selvom der egentlig er masser af prale af.

I smagen er der mere pondus, men det er uden at miste elegancen, for der er bundtræk i frugten, som virker mere tropisk med fersken, småsur ananas, lemon og en snas krydderier. Den har slank tørhed, lidt bitterhed og måske endda også lidt citron. Man mærker også, at det fortsat er en meget ung vin, for der er spændstighed, ung og kantet syre og utæmmet friskhed. Det er en klart ren og frisk burgundisk vin, som er elskelig som bare pokker.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, FrankrigKonen næsten skreg på hvidvin, men det kunne jeg da heldigvis løse med lidt burgundisk, nemlig en Chablis fra Domaine Joëlle Vrignaud og her endda i en nyere årgang 2019.

Vinhuset Domaine Joëlle Vrignaud ligger i Premier Cru området Fourchaume i Fontenay-Près-Chablis og drives af Joëlle Vrignaud som 5. generation. Modsat de tidligere generationer, så stoppede Joëlle i 1992 med blot at sælge druerne, men begyndte i stedet for så at producere og tappe hendes egne vine.

Domaine Joëlle Vrignaud har samlet 5 hektar vinmarker fordelt på de forskellige appellationer Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru Fourchaume og Chablis Grand Cru Blanchot. Markerne drives fuldstændig økologisk.

Denne Chablis fra Joëlle Vrignaud er hendes basis Chablis … hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.

Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Sikke fin næse med stål, sten, flintlås fra et gammel musketergevær, kalk og selvom vinen virker næsten lidt olieret i duften, så er vinen ikke fed, men har alligevel nogle små sødlige aromaer, mens frugten mest er melon og fersken. Der er også citroner, blomster, nogle skarpe og krydrede noter, som supplerer sødmen.

Smagen er stringent med røg, salt og masser af flint, stål, sten, men slet ikke så syrlig som 2018’eren. Der er dog fortsat citroner, grape og kalkede mineraler. Dermed fremstår vinen stenet, cool, crisp, ren og frisk. Der er masser af liv i vinen, fin bitterhed og en livlig, krydret kant … frisk og direkte. Der er nogen overlegent ved denne vin, som har småfyldig frugt, stoisk rolig og fin syre, mineralitet samt en fin tilbagelænet balance … og til prisen et kanonkøb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Domaine Jacqueson, Bouzeron Les Cordères Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Jacqueson, Bouzeron Les Cordères Blanc, Bourgogne, FrankrigDer kom med næste vin lidt mere struktur på tingene, da det også var ægte burgundisk vin i form af vinen Bouzeron Les Cordèrez Blanc fra Domaine Jacqueson, der også hedder Paul et Marie Jacqueson og holder til midt i Rully by.

Det er et vinhus, som jeg har skrevet om nogle gange før med bl.a. vinene 2016 Rully Les Chaponnières, deres Rully 1er Cru Les Gresigny Blanc, som jeg har smagt i både årgang 2010 og 2014 samt endelig Rully 1er Cru Les Cloux smagt i både 2007 og 2009 årgangene.

Derfor kigger vi denne gang alene nærmere på denne friske og fine Bouzeron Les Cordèrez Blanc, der ikke er Chardonnay, men derimod lavet på 100% Aligoté, som kommer fra marken Les Cordères på en lille 0,83 hektar skråning ved landsbyen Bouzeron.

Marken er købt af Domaine Jacqueson i 2002, men er oprindelig plantet tilbage i 1937 og med den klon af Aligoté, som kaldes Golden Aligoté i modsætning til den grønne Aligoté. Den giver noget mindre udbytter og mere aromatiske vine. Vinen er lavet helt traditionelt og så meget atypisk for Aligoté lagret 10 måneder i brugte egefade … de fleste 5-8 år gamle.

Næsen er lidt til den grønne side, aromatisk og parfumeret, har en smule fedme, en svagere smørfedme med en anelse brunet smør og pærer, modne æbler og søde krydderier.

Smagsmæssigt har vinen også en mere krydret og røget smag end man normalt lige forbinder med hvid bourgogne. Men det er en blid, blød og meget venlig vin uden den helt store syre. Der kommer lidt citron … virkelig fedt af smage fadlagret Aligoté … det kan virkelig noget. Nice. Balancerer lige mellem 4,5 og 5 fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Domaine de la Cure, Gamine, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine de la Cure, Gamine, Bourgogne, FrankrigLigesom Celestin er Floridor og Floridor er Celestin, så er Fabrice Le Glatin også Domaine de la Cure og omvendt. Hans vinhus ligger i Saint-Symphorien d’Ancelles i Beaujolais og vi smager her hans Gamay baserede vin Gamine.

Fabrice Le Glatin var egentlig til dagligt engelsklærer i gymnasiet i Hauts-de-Seine i Paris og siden 2006 drev han også den roste vinblog Vin Sur Vin. Der skrev han bl.a. om naturvine og fik i 2008 prisen Prix des Internautes og i 2011 blev han vinder af en anden pris Wine Blog Trophy i Angers.

Han har også tidligere sammen med vennen Laurent Pouillieute lavet app’en Winetage pour iPhone til mobiltelefoner … og nu er han også for nogle få år siden startet med at lave sine egne vin under navnet Domaine de la Cure.

Allerede som 17-18 årig – mens han fortsat boede hjemme hos sine forældre – fik han øjnene op for vinens verden … og familien har altid været interesseret i vin og stoppede altid op ved vinmarker, når de kørte på ferie.

I 2017-18 startede Fabrice sit eget vinprojekt og flyttede med kone og børn fra det behagelige liv Paris til et nyt på en gammel vingård i Saint-Symphorien d’Ancelles i Beaujolais, hvor det gamle hus mildest talt trængte til en ordentlig renovering. Målet var at lave naturvine selv … inspireret af Jules Chauvet, en af pionererne indenfor naturlige vine.

Fabrice fik dog undervejs gode råd med fra Bruno Perraud på Côtes de la Molière … en anden lokal vinbonde. Han lærte Fabrice, at det er hårdt arbejde at drive markerne … og ville aldrig låne sin traktor ud til Fabrice … måske skyldes det også, at den eneste gang han lånte traktoren, så væltede den ned i en kløft.

Vi har i øvrigt tidligere stiftet bekendtskab med Bruno Perraud på Côtes de la Molière, nemlig da jeg smagte Bruno og Isabelles lækre 2015 Moulin à Vent.

Fabrices anden mentor i startfasen har været Henri Milan, som han kalder sin vinøse Zinédine Zidane og åndelige far. Fabrice har haft en praktikplads hos Milan og efter opstarten fået masser af råd … men ikke mindst har Henri givet Fabrice selvtillid.

Fabrice har 2,7 hektar nu vinmarker, der ligger i Cru Beaujolais regionerne Chénas og Juliénas … med parceller med både gamle og unge vinstokke. Markerne ligger i omkring 350 meters højde og der praktiseres biodynamisk drift uden nogen syntetisk behandling, selvom Fabrice ikke er certificeret … men skulle blive det i år.

Vinfremstillingen er på samme måde … fuldstændig ren med mindst mulig indgriben, alene spontangæring med druernes egne gærceller og der anvendes slet ikke svovl på noget tidspunkt. Fabrice siger, at  han vil lave vine, som han selv vil drikke, som han finder gode. Intet overdrevet.

Denne Gamine med det smukke etiket er lavet på ren Gamay. Etiketten er tegnet af den franske illustrator Laurence Chéné, der netop har denne flotte og småskøre streg.

Vinen er gæret med den klassiske Beaujolais metode carbonic maceration uden tilsætning af svovl på ståltanke og lagring også sket i tankene efter et par måneder, så det er vel dermed en Beaujolais Nouveau. Selvfølgelig ufiltreret og endeligt flasket uden svovl.

Jeg undres over, at proppen ikke er kork, men i steder er en kunstprop, hvorpå der dog godt nok står; 100% recyclable. Hvorfor ikke den gode, gamle korkprop?

I glasset er det en lys og grumset væske, der mest ligner noget tranebærsaft med økofornemmelser. Duften er klart mere lys end Beaujolais generelt, men har faktisk lidt af den samme småbondske landlighed, ribs, lidt grønne bananer, tranebærsaft, jordbær på en lys, fin og sart facon. Vinen virker til at have stor saftighed … og virkelig masser saftfornemmelse.

I munden er det en rigtig syrebandit … men med en let saftighed, venlighed og ligefrem frugt. Den er åleslank, klein, mager og splejset, men der er med saft og mineralitet. Der er hindbær, lyse blommer og umodne jordbær, lys fennikel, Det er vinen, som gør mørke stunder lyse og lyse sommeraftener sjove. Skovl indenbords med let, lys og fræk attitude … saftevand for voksne.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2001 Stéphane Brocard, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, Frankrig

2001 Stéphane Brocard, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, FrankrigFor lidt over en måned siden stødte jeg for første gang ind i en vin fra Stéphane Brocard, der driver Closerie des Alisiers. Det er et negociantfirma beliggende i Marsannay, hvor han laver hvid Chablis, men også lidt røde fra den sydlige del af Bourgogne.

Nu har han fået fingrene i et parti 2001 Gevrey-Chambertin fra et hemmeligt bourgognehus i netop Gevrey-Chambertin. På grund af Covid-19 har de ikke kunnet levere deres vine til michelin-restauranterne og derfor har Stéphane Brocard købt et læs af flaskerne og nu frigiver vinen på markedet under sit eget navn.

Vinen kommer fra et vinhus, hvor vinmageren er berømt for at lave Pinot Noir med monsterlang kældermodning og denne har da også ligger på 100% nye burgundiske egetræsfade og flaske i hele 19 år, hvorfor den også normalt sælges meget dyrere.

Gevrey-Chambertin er jo den største appellation i Côte de Nuits med dens samlede 400 hektar og dens hele 28 forskellige 1er Cru marker. Men derudover laves der også fremragende Villages vine, som nu fx denne 2001 Gevrey-Chambertin fra Brocard.

Vinen er fremstillet på 100% Pinot Noir fra samlet  7 hektar vinmarker under Villages appellationen. Vinen er lavet med gæring i temperaturstyrede ståltanke med 12.17 dages skindkontakt, daglig pigeage, som sikrer et seriøst udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Vinen modner herefter 18 måneder på helt nye 228 liters burgundiske egetræsfade.

Duftmæssig føler man sig lidt som TV-2, når de synger Nærmest Lykkelig. Musikken svæver lidt henover en moden, lys frugt, der er indpakket i føjelige gamle egefade, lidt gæret i det endda … ribs, tranebær, brombær med moden ynde, lidt skov, læder, timian og salvie. Selvom vinen nu er godt 20 år, så virker den i næsen spillevende og elegant.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen står ren, hård, rank og nærmest mineralsk med jern og knuste sten, en tør og vild syre, ribs, ribs og ribs tilsat lidt hindbær og masser af tanniner. Denne vin har masser af liv, glæde og fornøjelse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigForleden var jeg ovenud begejstret for en Beaune 1er Cru Les Teurons fra Domaine Michel & Marc Rossignol. Nu har jeg igen vin i glasset fra det lille vinhus i Volnay, nemlig en 2017 Bourgogne Pinot Noir.

Selvom det hverken er en 1er Cru, Leu-Dits eller Villages, men en helt almindelig regional vin, så smager det himmelsk … men det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

Druerne til vinen er fra nogle af husets marker i både Volnay og Pommard, men her er druerne ikke gået til deres kommunevine, men er deklassificeret til denne Bourgogne Rouge.

Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med manuel punch down og overpumpninger for at sikre et balanceret udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Efter endt gæring modner vinen 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade.

I glasset er vinen herlig lys og transparent med svag brunlig kant, mens duften – hold da op – byder på masser af jordbær, jordbærgrød og rødgrød med fløde, roser, champignon, våd skovbund, våde fade, lidt småparfumeret, lys, let, sart og vildt tiltrækkende.

Det smager sgu også af masser friske jordbær og lidt hindbær, en kæk lille sødme, meget fin, lys og rund i smagene … yderst let, slank, sart og elegant. Der er ikke vildt dybde, men til gengæld er det så let, feminint og elegant, at man bestemt duperes. Der er mest let Volnay karakter i vinen og ikke så meget Pommard, men hvor er det altså bare fremragende og til tilbudsprisen er det vanvittig, loco og galning. Jeg er betaget, så smider lige 5-5,5 store tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket er herlig bizar og absurd.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Christian Bellang & Fils, Meursault, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Christian Bellang & Fils, Meursault, Bourgogne, FrankrigHvidvinene fra Meursault er nok – sammen med Puligny Montrachet – nogle af klodens mest eftertragtede. Her smager vi netop sådan en fætter fra vinhuset Domaine Christian Bellang & Fils.

Vinhuset ligger midt i byen Meursault og er grundlagt helt tilbage i 1789, men drives i dag af Christian Bellang og hans søn Christophe som de seneste to generationer. Christian overtog selv driften fra sin far i 1974, mens Christophe kom med i driften i 1995 … og nu reelt står for det meste af driften.

De har samlet 9 hektar vinmarker med parceller i appellationerne Meursault, Volnay, Beaune, Savigny les Beaune samt endelig Chorey les Beaune, hvor vinstokkene i gennemsnit er omkring 30 år.

Alle marker dyrkes efter princippet lutte raisonnée, som også kaldes l’agriculture raisonnée. Det er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænses i størst muligt omfang.

Christophe Bellang laver i øjeblikket 5 røde Bourgogne vine samt 6 forskellige hvide, heraf 3 hvide Meursault vine … nemlig denne og så de to Meursault les Tillets og Meursault 1er Cru les Charmes. Denne Meursault er lavet med druer fra de to enkeltmarker Les Chaumes des Perrières og Pré de Manche, der støder op til 3 store 1er Cru marker.

Vinen er lavet ved, at druerne først er presset skånsomt med pneumatisk presse, så kun den mest delikate druemost finder vej til den færdige vin. Efter 24-48 timers bundfældning af urenheder er der sket en omstikning efterfulgt af spontan gæring på egefade og så 12 måneders lagring på 228 liters burgundiske egetræsfade, heraf 20% nye. Herefter har Christophe ladet vinen hvile yderligere et halvt år på ståltank inden aftapning på flaske samt frigivelse.

Duftmæssigt råber jeg Yippie-Kai-Yay … smeltet letbrunet smør møder et slæng flødekarameller, blød, cremet, elegant og fintfølende fadpræget Chardonnay, let nøddet med både kalk, pærer, mandarin, røg, brændeknuder, et varmt komfur, brunkul, salt … og alt sammen så sart, feminint, hvidt og skrøbeligt som en oldgammel dug med de allersmukkeste kniplinger.

I munden er vinen meget ren … virkelig oppe på tæerne, mens den knejser mod himmelen med kalket, småsaltet mineralitet, en ren og fin frugt med grønne æbler, citroner og grillet grape. Der er vitterlig så elegant og flot kontrolleret … rammer lige bulls-eye, mens jeg fortsat råber Yippie-Kai-Yay og 6 Thumbs Up med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Hospices de Beaujeu, Bourgogne Gamay Cuvée Messire de Tremont, Bourgogne, Frankrig

2019 Hospices de Beaujeu, Bourgogne Gamay Cuvée Messire de Tremont, Bourgogne, FrankrigJeg har næsten lige sluppet glasset med Bourgogne Gamay Cuvée Messire de Tremont i en årgang 2016 før jeg igen smager vinen fra Hospices de Beaujeu blot i en nyere årgang 2019.

Bourgogne Gamay Cuvée Messire de Tremont er lavet på 100% Gamay fra husets marker i Regnié. Vinen er lavet som de klassiske bourgognevine. Efter den første alkoholiske gæring er vinen så lagret 8-10 måneders på 1-5 år gamle 228 liter burgundiske egetræsfade. Régnié er vel nok den billigste af de 10 appellationer i Beaujolais og også den nyeste appellation.

Vinen er måske lidt mørkere end 2016’eren og den har nok heller ikke den helt samme burgundiske lethed, selvom det bestemt aldrig bliver en fed, opulent og tyk Beaujolais vin. Der er dog en arketypisk landlighed, kirsebær, jordbær, fennikel, blomster samt en let sødme. Det er vin med et glad ansigt … absolut fremkommelig, let, elegant, ubekymret og totalt imødekommende.

Smagen er fortsat lysere end de fleste Beaujolais vine, mere lys, stram, ren og fin frisk frugt med ribs og hindbær … syren er stram og tanninerne fine. Smagen er også mere tør og mere koncentreret end 2016’eren, men fortsat med let og luftig saftighed. Igen er det meget stilsikkert med burgundisk præg og til prisen fortsat et røverkøb, så dermed 5 sikre tomler med stor pil op,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen på tilbud kun er 105 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2020 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigMer’ hvid Bourgogne 🙂 Det er ikke mere end 4 måneder siden, at jeg smagte denne Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i årgang 2019, men allerede nu er årgang 2020 frigivet og den har jeg netop hældt i mit store og hårdtprøvede vinglas.

Det er lidt underligt at se årgang 2020 på skrift på en europæisk vin allerede nu, men det betyder vel egentligt bare, at tiden går alt for hurtigt, men selvfølgelig også, at vinen heller ikke har lagret i vild lang tid og i dette tilfælde slet ikke på egefade … alene i ståltanke.

Prosper Maufouxs Mâcon-Villages Blanc her er lavet med druer fra Mâconnais … det sydligste område i Bourgogne og nærmest nabo til Beaujolais. Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og har en fin undergrund af kalksten, der nærmest er som skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte druer, fremstillet i frisk og frugtren stil – helt fri for ny eg og blot lagret nogle måneder sur lie, men derudover har jeg ingen oplysninger om produktionen. Jo … den er produceret af vinmageren Nadine Gublin, der i øvrigt tidligere blev kåret som årets første kvindelige vinmager i Frankrig af magasinet Revue de Vin de France.

Duftmæssigt er det melon, pærer, lys tropisk frugt, lidt søde mandariner, fersken … lidt som 2019’eren og igen er det slet ikke en tyk, fadtung Chardonnay, men faktisk virker den slankere, mere ren og mere syrlig med nogle rustikke, sødkrydrede noter. Der er lidt mandler, toast, citroner, grillet lemon og svage grønne elementer.

I munden er vinen lidt mere en hidsigprop end 2019’eren, for syren er klart mere markant. Men temperament er godt, for det gør også, at vinen slet ikke på nogle måder bliver en overdone og tyk vin, men i stedet en stram arrigtrold, hvor der kommer smag af både fersken, melon, citron og svag grape, som dog fylder fint og er med til at give vinen en lille form for fylde. Dermed bliver det en omgængelig, fornuftig og skarp hvid burgundisk vin.

Forhandles af Supervin, som har lavet en kanonaftale med producenten, hvorved vinen pt. kan sælges på tilbud til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker mod en normalpris på 169,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Domaine de l’Epinet, Viré-Clessé Gramont Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine de l'Epinet, Viré-Clessé Gramont Chardonnay, Bourgogne, FrankrigViré-Clessé er en nyere AOC appellation lige nord for Mâcon  udelukkende med produktion af hvidvine på ren Chardonnay. Vi smager her en 2016 Viré-Clessé Gramont Chardonnay fra et lille vinhus, som kalder sig Domaine de l’Epinet.

Vinhuset findes der ikke mange oplysninger om … ja faktisk kan jeg slet ikke finde nogle, hverken på internet eller andre steder, så det er formentlig en ganske lille producent. På etiketten bagpå flasken står der, at vinen er flasket af LG i F-71260 for Janny N i samme postnummer, men jeg har ikke kunnet greje, hvad disse bogstaver står for.

Postnummeret F-71260 er på byen Lugny, der netop ligger i Viré-Clessé appellationen. I det område findes der mange producenter, men ingen som lige kan passe med LG. Der findes et stort kooperativ i byen, nemlig Cave de Lugny med over 400 medlemmer, der samlet har 1.272 hektar vinmarker og en produktion på 5,5 millioner vinflasker årligt. Kan Domaine de l’Epinet været et af disse medlemmer?

På flasken fremgår det, at Domaine de l’Epinet selv har 18 hektar vinmarker og  Supervin fortæller, at de faktisk i 22 år har solgt deres druer til det lokale kooperativ, men i 2008 selv startede med at lave deres egne vine.

Domaine de l’Epinets Viré-Clessé Gramont er selvfølgelig lavet på Chardonnay, som er den eneste tilladte druesort i Viré-Clessé, der i øvrigt ikke har en eneste 1er Cru vinmark. Vinen er fremstillet med temperatursturet gæring samt modning sur lige på de fine gærrester for en autentisk gengivelse af druesort og terroir.

I næsen er det en lidt fyldig og småopulent burgundisk vin, meget aromatisk med tropisk frugt, mango, abrikos og ananas samt et lidt sødligt præg … måske fra fadlagring eller godt med sødme niveau i druerne. Der er lidt citroner, mynte og citrongræs, som giver lidt rankhed.

Smagsmæssigt er det også en fyldig vin, som jeg synes er noget atypisk for Bourgogne, for der er masser af fedme på dellerne med eksotisk frugt … igen mango og abrikos, men samtidig smager vinen rustik og noget krydret.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7