Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2021 Tony Bish Wines, Fat & Sassy Chardonnay, Hawkes Bay, New Zealand

2021 Tony Bish Wines, Fat & Sassy Chardonnay, Hawkes Bay, New ZealandVi skal et smut til New Zealand, hvor vi i byen Napier i Hawkes Bay på Nordøen finder det lille Urban Winery kaldet Tony Bish Wines, der drives af den rutinerede vinmager Tony Bish og derfra smager vi nu hans 2021 Fat & Sassy Chardonnay.

Tony Bish Wines er grundlagt i 2013, hvor Tony Bish startede sit helt eget vinhus, der faktisk udelukkende producerer topvine på Chardonnay.

Tony har i over 40 år lavet vin og var i 1986 med til at starte Sacred Hill i Hawkess Bay. I årtier har Tony perfektioneret sin opskrift på den ultimative Chardonnay.

Første milepæl blev nået, da Master of Wine Bob Campbell ved en eksklusiv Chardonnay smagning kårede Sacred Hill Riflemans Chardonnay til New Zealands største Chardonnay og endda overhalede en perlerække af kostbare topvine indenom.

En vinanmelder har endda hyldet Tony Bish som chefen over hvid bourgognevine … selvom han aldrig har lavet vine i Bourgogne.

Siden 2013 har Tony så lavet vine i sit eget vinhus med en ekstremt lille og eksklusiv produktion. I dag anvender Toni store betonæg som gæringsbeholdere … en inspiration, som han faktisk fik under besøg i Sydamerika, hvor han blev introduceret for fordelene ved gæring og modning af vin på betonæg.

Beholdernes særlige form optimerer flowet af vin og gærrester, hvilket trækker ekstra fedme og kompleksitet fra gæren til hvidvinen.

Seneste skud på stammen er et 30.000€ egetræs-æg på 2.000 liter fra franske Taransaud … det udskiftes hvert år og anvendes alene til  husets absolutte flagskib Zen Chardonnay. Men herudover bruger Toni Bish selvfølgelig også normale burgundiske 228 liters egetræsfade.

Denne 2021 Fat & Sassy Chardonnay er lavet på 100 % Chardonnay, der høstes fra topmarker i Hawkes Bay i New Zealand. En tredjedel af vinen er gæret på store egefade, en tredjedel på barriques og den sidste tredjedel på ståltanke. Derefter er vinen lagret 9 måneder på egefade med løbende bâtonnage.

Der er duftmæssigt lidt burgundisk næse over denne vin, endda samtidig meget luftig, let og næsten overjordisk. Det dufter vildt godt med et pænt fadpræg, men på smukkeste facon. Den har en frugt, der er meget tropisk med ananas, mango, fersken, modne æbler, pærer og virker SÅ blød med sin fine smørfrakke med et moderne snit.

I smagen er vinen meget ren og klar, selvom der er en smule olierede rester tilbage, men ellers er det grape, citron og grønne æbler. Det er cremet, blødt og rundt, men alligevel med en smuk, fin og nærmest feminin syre. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. G.H. Martel & Co, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. G.H. Martel & Co, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigJeg smagte i 2022 to champagner fra G.H. Martel & Co, nemlig den flotte 2012 Cuvée Victoire Gold i en eksklusiv guldflaske og en Non Vintage Premier Cru Brut. Men nu smager jeg atter en Non Vintage champagne fra Martel, nemlig denne Blanc de Blancs Brut.

Dermed har jeg også skrevet en masse om Martel, der årligt har en produktion på pænt over 10 millioner flasker champagne og er et af  de 10 største huse i  Champagne og råder over 200 hektar egne vinmarker, som suppleres med druer indkøbt på kontrakt fra yderligere 700 hektar.

Denne Blanc de Blancs Brut er selvfølgelig lavet på 100% Chardonnay druer, som allerede selekteres allerede i vinmarken og så igen på vineriet, hvor mosten presses fra druerne forsigtigt.

Den har først gæret i rustfrie ståltanke, mens andengæringen på flaske er sket i kælderen overen ukendt med bærmen. Den er lavet af vin fra forskellige årgange. Vinen er degorgeret og har så lagret yderligere en kortere periode.

Dejlig duft … jeg fanger omgående noget meget landligt og så nogle sødligere noter med lakridskonfekt, lidt sød og eksotisk frugt og ikke mindst et vildt brus med en tæt og sødlig mousse. Der er både gær, ristet rugbrød, croissanter, vanilje og karamel, mens frugten klart mest er abrikos, dåsepærer, fersken og modne æbler med en lille oxideret note. Mums.

Smagen er lidt anderledes end duften og klart knap så sød, for det er grape, citroner og grøn æblesyre, der dominerer. Dermed bliver det en frisk, livlig og ren champagne, hvor der også kommer mineralitet, bitre elementer og fin syre frem, selvom det egentlig leveres pænt cremet og med en vis landlig charme. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen på tilbud er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. M. Hostomme, Blanc de Blanc Grand Cru, Champagne, Frankrig

N.V. M. Hostomme, Blanc de Blanc Grand Cru, Champagne, FrankrigI sommers smagte jeg topchampagnen 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru fra champagnehuset M. Hostomme, men nu har jeg atter en champagne i glasset fra huset … deres Non Vintage Blanc de Blanc Grand Cru.

Her kommer Chardonnay druerne fra nogle af husets parceller på de hvide, kalkede marker i Côte de Blancs. Det er et terroir, som giver  rene og finesserige champagner med kølig frugt og mineralitet.

Vinen er først lavet med en førstegæring på franske 228 liters burgundiske barriques under temperaturkontrollerede forhold. Derefter er vinen så flasket og har ligget med andengæring i nogle år inden den så er degorgeret i marts 2002. Slutteligt har vinen hvilet 6 måneder yderligere, før den er frigivet.

Duftmæssigt er det meget klassisk og tørt … der er gærede noter, ristet rugbrød, dej, tørre papkasser og så umodne grønne æbler og syrlige citroner, friske tulipaner og andre blomster … svagt nødder, der lige giver en smule rundhed i aromaerne.

Smagen er også bare ren, krisp, frisk og stringent. Der er syrlige citroner, umodne æbler, noget grape og man holdes virkelig i kort snor af en skarp, ren og præcis smag. Det er næsten som om, at alle kernerne hoppe ud af æblerne og viser æblesyre med stenet, kernet og vild mineralsk kant. Sådan skal en god, ren champagne skrues sammen, så dermed 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 369 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Monzio Compagnoni, Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2018 Monzio Compagnoni, Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienVi skal et smut til bakkerne ved byen Adro i Lombardiet, hvor vi finder Azienda Agricola Monzio Compagnoni. Derfra smager jeg nu en 2018 Franciacorta Brut.

Monzio Compagnoni er grundlagt i 1987 af den dengang 20-årige unge Marcello Monzio Compagnoni, der fra sin families ejendom i Cenate Sotto i Bergamasco besluttede sig for at lave vin.

I 1989 frigav han sine første vine og har så senere i 1995 udvidet driften med leje af marker i Franciacorta og senere med købet af den gamle vingård Loneto fra det 15. århundrede ved byen Adro i Franciacorta.

Vinproduktionen sker i samarbejde med ønologen Donato Lanati og siden etableringen har Marcello haft succes med sine vine … både de almindelig fra Bergamasco og de mousserende Franciacorta vine.

Det er i dag klart de mousserende vine, som fylder mest hos Monzio Compagnoni, for ud af husets samlede 17 hektar vinmarker er de 14 beliggende omkring vingården i Adro, hvor Marcello både dyrker Chardonnay og Pinot Noir til produktion af Franciacorta vinene.

Derudover har han 3 hektar vinmarker i Cenate og Grumello del Monte ved Bergamasco og der dyrker han både Merlot, Cabernet Sauvigon, Pinot Grigio, Chardonnay og Moscato di Scanzo.

I vinkælderen har Marcello en kapacitet med 5.000 hektoliter rustfrie ståltanke og 100 franske barriques på 225 liter, hvilket kan håndtere en produktion på 170.000 flasker årligt. Hans produktion sker ved hjælp af pneumatiske presser og termostyrede tanke som nyeste teknologi, der kombineres med traditionelle egetønder og barriques.

Her smager vi hans 2018 Franciacorta Brut, der er lavet på et blend af de klassiske druesorter 80% Chardonnay og 20% Pinot Noir. Efter høsten er druerne hurtigt fragtet til vineriet, hvor de er presset og så derefter gæret i små egefade ved  kontrollerede temperaturer. Efter endt fermentering er vinen lagret lang tid med andengæringen og degorgering i 2022.

Duftmæssigt er det en blød mousserende vin, hvor aromaerne består af nødder, franskbrød, dåsepærer, grillet citron, fersken og abrikos … og alt med en lidt støvet sødme suppleret med et touch af noget vanilje.

I munden er boblerne meget blide og fader hurtigt, men det er blot med til at gøre vinen meget tilgængelig, venlig og omgængelig med en livlig, frisk og let smag. Det er endda lige før, at jeg vil sige, at vinen er saftig, læskende og pleasende. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 La Chablisienne, Chablis La Chablisienne, Bourgogne, Frankrig

2019 La Chablisienne, Chablis La Chablisienne, Bourgogne, FrankrigFra kooperativet La Chablisienne skal vi smage en ny og moderne crowdpleaser af en Chablis, nemlig denne Chablis La Chablisienne, som jeg nu smager i en årgang 2019.

Kooperativet La Chablisienne er grundlagt i 1923, hvor en lille gruppe vinbønder, besluttede at arbejde tæt sammen, så de var bedre rustet til de økonomiske vanskeligheder, der fulgte i kølvandet på første verdenskrig. Det var en usikker tid i Frankrig og det var vigtigt at kunne stå sammen.

Bønderne startede derfor kooperativet, der stod for at blende den hvidvin, som bønderne leverede, og sælge den – oftest til grossister. Sådan gjorde man indtil midten af 50’erne, hvor nogle progressive kræfter i kooperativet vandt frem og besluttede, at La Chablisienne skulle være et vartegn for høj kvalitet.

Derfor skulle bønderne også fremover levere alle druer eller druemost i stedet for færdig vin. Dermed kunne kvaliteten højnes, idet man nu samlet kunne styre hele produktionsprocessen.

Erfarings- og vidensdeling blandt bønderne blev også sat i system og i samarbejde med vinmagerne blev de enkelte marker og parceller nu også dyrket og plejet på en måde, der passede til det enkelte lille mikroklima. I dag har La Chablisienne måske verdens mest moderne vingård, som gør sammenslutningen i stand til at yde det ultimative og fastholde alle detaljer i de elegante hvidvine.

Samtidig er det også blevet en stor producent, da de mange små tilknyttede vinbønder – der tilsammen udgør La Chablisienne – samlet besidder omkring 25% af alle vinmarker i Chablis og det gør kooperativet i stand til at udvælge og lave vine på alle planer.

Det kan fx ske fra én af de allerbedste vinmarker i Chablis, nemlig den 7,2 hektar store Grand Cru mark Grenouilles, som kooperativet arvede i 2003 fra Château Grenouilles, der også har lagt navn til den legendariske mark.

Her er det dog en lidt anderledes vin, som vi smager … Chablis La Chablisienne , der kommer fra en ny serie fra kooperativet. Med en moderne tilgang, nye flasker og etiketter har Chablisienne skabt en ny crowdpleaser.

Chardonnay druerne kommer fra en ler- og kalkholdig jord i Chablis appellationen og vinstokkene er omkring 20-25 år, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om selve produktionen, så jeg springer bare videre til smagsnoterne.

Duftmæssigt er det fuld flor på smørblomsterne, vild lækker inderlighed, dåsepærer og friskere grønne pærer, hyld, fersken, let citron og lidt nøddekrokant. Vinen har en blæret smørfrakke på, en kalket mineralitet og … gud, hvor den dufter godt.

Og sådan smager vinen også … har denne lidt sarte, tilbagelænede, bløde og fint afbalancerede smag, men det er fortsat med en kerne af frisk frugt med lemon, citron og dugfriske grønne pærer, kridt og sten og en blid frugtsødme. Det er en levende og alligevel småsaftig, pleasende og moderne Chablis, der smager fremragende. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 204,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

N.V. Domaine Maison Charpentier, Terre d’Émotion Brut Vérité, Champagne, Frankrig

N.V. Charpentier, Terre d'Émotion Brut Vérité, Champagne, FrankrigSom velkomst er det altid rart med lidt bobler og er her løst med et glas Terre d’Émotion Brut Vérité Champagne fra et champagnehus kaldet Domaine Maison Charpentier.

Det ligger i Charly-Sur-Marne og er familieejet og grundlagt i 1855 af Prosper Charpentier og hvor hver generation har oplært næste generation i vinmageriets kunst med afsæt i husets unikke værdier, passion og erfaringer.

I dag ledes det af 8. generation i form af Jean-Marc Charpentier, der samlet har 24 hektar vinmarker fordelt på 72 forskellige unikke parceller … med 45% Chardonnay og resten selvfølgelig Pinot Meunier og Pinot Noir.

Driften hos Jean-Marc Charpentier har været praktiseret biodynamisk siden 2009, men huset er dog endnu ikke certificeret. Det var en smagning hos en ven, der overbeviste Jean-Marc om, at biodynamisk vindyrkning var det eneste rigtige. Både smagen på vinen og hele tankegangen overbeviste ham.

Jean-Marc siger selv; Min jord er blevet levende, og vinene byder på mineralitet, spændstighed, dybde og friskhed. Men da husets cuvéer er lavet med en portion reservevin fra ældre årgange, vil der gå nogle år, før certificeringen kan trykkes på flasken.

Champagnerne laves i 3 serier … Charpentier Tradition, Terre d’Émotion og endelig Cuvée Ephémères. Vi smager her Jean- Marcs Non Vintage Terre d’Émotion Brut Vérité … altså en dosage brut eller tør champagne.

Champagnen er lavet på 70% Chardonnay, 15% Pinot Noir og 15% Pinot Meunier økologisk dyrkede druer … udelukkende fra egne parceller på Cru’erne Charly-Sur-Marne og Saulchery i Marne Valley.

Druerne høstes i hånden, når de er perfekt modne og der anvendes en kombination af analyse i laboratorie og fysisk smagning for at bestemme det bedste tidspunkt at plukke druerne.

Vinen får lang alkoholisk gæring ved meget lav temperatur i store temperaturkontrollerede ståltanke. Vinen undergår så malolaktisk gæring for at stabilisere den og for at reducere mængden af sulfitter, der skal tilføjes.

Den endelige vin er en blanding af årets høst blended med reservevin fra ældre årgange, der ligger på gamle fade. Vinen ligger 60 måneder  sur lie inden degorgering med en dossage på 6,5 gram pr. liter og ligger så yderligere 6-10 måneder inden frigivelse.

Det er sgu ikke helt skævt og sagt på jysk; ganske anstændigt. Den har en let nøddet aroma, franskbrød, maltbrød, rugbrød, dej, gær og en frugt af fersken, pærer og en anelse citrus. Det er frisk, fint, sart og balanceret.

Sikke et dejligt brus … så fine små perler, tæt, syrlig og friske og alligevel uden at blive aggressive. Det er tørt … pænt tørt og der er også noget rugbrød og svagt nogle ristede hasselnødder. Der er et pivfrisk bid med grønne pærer, sødligbitter grape, citroner og så er alt alligevel så fint doseret … flot champagne. 95 point.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Aux Mages, Yúnuage, Californien, USA

2019 Aux Mages, Yúnuage, Californien, USALigesom 2019 Abscirrus – som jeg smagte forleden – er en ny vin i sortimentet hos Emil Skytte Pedersens Aux Mages projekt – så er det også tilfældet for den Chardonnay baserede 2019 Yúnuage.

Her kommer Chardonnay druerne fra tågede bakker i Santa Rita Hills, hvor alt er håndplukket  og efter høst fodtrampet og presset på en gammeldags hydraulisk presse. Dernæst er den røget på egefade, hvoraf 10% er nye fade. Her har den ligget i 30 måneder sur lie, for at give blødhed og tekstur til at balancere den ellers høje syre.

Emil Skytte siger selv om vinen:

En velkendt vinmager påstod, at det var umuligt at lave stor Chardonnay uden moderne udstyr. Dette så jeg med det samme som en udfordring og satte mig for at lave Chardonnay, som man gjorde i det i gamle dage, men på en amerikansk klon ved navn Shot Wente.

Denne klon udmærker sig ved at lave små druer med hårde skaller. Dette gør, at klonen holder ekstremt godt på syren, samtidig med at den giver et fenolisk bid, som man ellers ikke finder i moderne smørrede Chardonnay vine

Det er en dybt personlig vin, der ligger evigheder fra hvad man ellers kunne have af fordomme om US Chardonnay. Yúnuage er et ordspil over skyer, da denne vin giver mig følelsen af at drikke en sky.

Nu smager jeg så Yúnuage, hvor duften absolut skriger fadlagret Chardonnay, men det bliver sgu aldrig overdimensioneret, overfed, smørfedtet eller overdone, selvom der klart er både lakridskonfekt, vanilje og træ. Men der er også så meget andet, som fx denne lidt mere animalske bio-kant, en aroma af nogle papkasser,

Men det er i smagen, at vinen virkelig smider sin smørfrakke og afslører en forpint, poetisk, lyrisk og spændende sjæl. Det er dogme med alt skåret ind til benet til det nøgne og væsentlige. Det er meget stringent og næsten lidt juraagtigt … har rigeligt syre, ja nærmest en bondsk og vild syrlighed, som ubarmhjertig bider dig tungen. Det er klart citroner og umodne pærer, har nogle jord og nøddeagtige elementer og er eller bare så stoisk, rank og direkte. 97 point.

Købt hos Bichel Vine til 425 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2021 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, Østrig

2021 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, ØstrigGerhard Markowitsch fra Weingut Markowitsch er måske nok mest kendt for hans flotte og fremragende røde vine på Pinot Noir, men han laver også flotte hvidvine, som fx denne basis Chardonnay.

Weingut Markowitsch laver samlet 8-9 hvidvine … på druer som Sauvignon Blanc, Grüner Veltliner og Chardonnay samt en række blends, hvor han også bruger Weißburgunder.

Denne almindelige Chardonnay er vinificeret på rustfrie ståltanke, en forholdsvis kold fermentering ved 18-20 grader og den er også lagret på ståltankene sur lie – altså med gærresterne – i en periode inden aftapning på flaske.

Vinen er skarp og frisk i næsen, så ingen smørfedme eller fad på nogen måder. I stedet er der pærer, grape, stikkelsbær og en smule tropisk frugt anført af en melon. Der fornemmes en smule fedme og sødlige krydderier, muskat, estragon, men begge meget svagt.

Sådan smager vinen også … skarp og frisk, masser af lemon med lidt bitterhed, syrlig citroner og stikkelsbær. Det er lige før, at virker let perlende, men syren har førertrøjen på og virker også strammere fx 2017’eren, som jeg sidst smagte af vinen. Det klæder faktisk vinen, der fremstår rank, frisk og syrlig, men fortsat med en lille olieret fyldighed. Klasse. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men pt. er på tilbud til kun 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, Italien

2019 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, ItalienDer blev lagt mere fedme på med den næste vin, som var en 2019 Fontanelle Chardonnay fra Castello Banfi og den skulle følge en herlig bouillabaisse med torsk, scampi og musling.

Vinhuset ejes af John og Harry Mariani, som dog er af italiensk afstamning. Mariani familien havde emigreret til USA i 1800-tallet.

De to brødre fik også nærmest vinen ind med modermælken, da deres far Giovanni F. Mariani, som var født i Torrington, Connecticut, i 1919 grundlagde Banfi Vintners, som blev ét af landets førende firmaer indenfor vinimport.

John og Harry Mariani overtog det store importfirma fra deres far i 1960, men efter nogle år steg brødrenes ambitioner markant. I 1972 besluttede de, at de selv ville starte en vingård i Toscana. Den skulle producere de fineste italienske vine og i 1978 blev drømmen realiseret og Castello Banfi grundlagt.

Projektet blev startet op sammen med en af Italiens bedste ønologer, den berømte Ezio Rivella og det lagde grunden for en sand succeshistorie. Castello Banfi opnåede hurtigt en enorm succes i både Italien og resten af verden. Og det er samtidig blevet en virkelig stor historie.

Samlet har brødrene med Castello Banfi opkøbt vingårde 4 forskellige steder, nemlig i Montalcino, Bolgheri og Chianti i Toscana samt Piemonte. I Piemonte købte man sidst i 1970’erne vingården Bruzzone med omkring 50 hektar jord, hvoraf 46 hektar er vinmarker.

Men det er nu primært i Toscana, at brødrene har deres vinmarker … ja faktisk råder Castello Banfi over ikke mindre knap 2.900 hektar jord, hvoraf omkring 950 hektar er vinmarker.

Selve hovedsædet … vingården ved Montalcino i Toscana er nærmest en fæstning fra det 11. århundrede, som er indrettet som luksusrestaurant, men er herudover indrettet med et af Europas mest avancerede vinerier. På vingården er der fx plads til ikke mindre end 7.000 vintønder.

Denne Fontanelle Chardonnay er en af husets mange vine og er produceret siden 1982. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, der er gæret temperaturstyret ved 16 grader i franske barriques. Efter endt fermentering  er vinen lagret 8-10 måneder på 350 liters barriques med løbende batonnage og roulage.

Allerede fra første snif er det klart fadpumpet Chardonnay … ikke vildt forfinet, men har alle de klassiske dyder med ristede nødder, lakridskonfekt, vanilje … men på en lidt storskrydende og nærmest tegneserieagtig facon med et lille grønt islæt.

I munden er det samme historie … fed, fyldig, sødkrydret med kvæde, pære, abrikos og grillede citroner, blød og omgængelig og gik fint til bouillabaissen. 89 point.

Forhandles af BilligVine.dk, hvor en flaske koster 188 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Schmid-Oberrautner, Haussekt Villa Schmid, Alto Adige, Italien

2017 Weingut Schmid-Oberrautner, Haussekt Villa Schmid, Alto Adige, ItalienSkal vi ikke blive i Alto Adige området? I den nordlige udkant af Bolzano finder vi nemlig Weingut Schmid-Oberrautner, som vi her smager en 2017 Haussekt Villa Schmid fra.

Vingården er en af de ældste i området. Huset blev etableret i 1363 af Ullin am Raut fra naboklosteret Freising, men i 1411 byggede Andrä Schmid selve vingården, hvoraf dele af bygninger stadig eksisterer i dag og vidner om 21 generationers liv med vin. Således har vinhuset en historie på mere end 600 år, men i dag drives det gamle hus af den 21. generation i form af Florian Schmid sammen med hustruen Judith.

Florian står både for vinmarker og vinproduktion fra familiens samlede 9 hektar vinmarker samt lidt opkøbte druer. Han laver årligt omkring 95.000 flasker vin.

Der dyrkes hovedsageligt druesorterne Lagrein og St. Magdalener, men også sorter so Pinot Noir, Merlot, Chardonnay og Pinot Blanc.

Her smager vi så Florians Haussekt Villa Schmid, der er en relativ ny vin i sortimentet … de har kun lavet den i 15 år. Den er lavet på 90% Chardonnay og 10% Pinot Noir.

Druernes er  udelukkende høstet ved håndkraft, hvor basisvinen først laves, mens andengæringen aka flaskegæringen derefter så er sket efter den traditionelle champagnemetode i flaske, hvor vinen lagrer i mindst 3 år sur lige inden en endelig degorgering. Den har små 10 gram restsukker pr. liter.

I starten et voldsomt brus op i næsen … men når det lige er dampet af, så åbner der sig en stor landlighed, som er bondsk, animalsk og så også har en duft af noget nødder, vanilje, karamel samt en frugt med søde og saftige æbler samt noget tropisk frugt, dåseananas samt en lakridskonfektagtig sødme, der er meget indsmigrende.

Smagsmæssigt virker sødmen mindre, for vinen har et frisk og tørt bid, hvor boblerne aka moussen i starten er opbrusende, men hurtigt aftager en smule, hvorefter der bare kommer umodne grønne æbler, bitterlemon og småsure og -friske citroner. På den måde sidder alle tingene lige der, hvor de skal sidde. Det er et fint højt niveau og selv vinnørder vil smagsmæssigt kunne tro, at den er fransk og fra champagneområdet. 91 point.

Forhandles af Lagrein Vin, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7