I sommers smagte jeg topchampagnen 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru fra champagnehuset M. Hostomme, men nu har jeg atter en champagne i glasset fra huset … deres Non Vintage Blanc de Blanc Grand Cru.
Her kommer Chardonnay druerne fra nogle af husets parceller på de hvide, kalkede marker i Côte de Blancs. Det er et terroir, som giver rene og finesserige champagner med kølig frugt og mineralitet.
Vinen er først lavet med en førstegæring på franske 228 liters burgundiske barriques under temperaturkontrollerede forhold. Derefter er vinen så flasket og har ligget med andengæring i nogle år inden den så er degorgeret i marts 2002. Slutteligt har vinen hvilet 6 måneder yderligere, før den er frigivet.
Duftmæssigt er det meget klassisk og tørt … der er gærede noter, ristet rugbrød, dej, tørre papkasser og så umodne grønne æbler og syrlige citroner, friske tulipaner og andre blomster … svagt nødder, der lige giver en smule rundhed i aromaerne.
Smagen er også bare ren, krisp, frisk og stringent. Der er syrlige citroner, umodne æbler, noget grape og man holdes virkelig i kort snor af en skarp, ren og præcis smag. Det er næsten som om, at alle kernerne hoppe ud af æblerne og viser æblesyre med stenet, kernet og vild mineralsk kant. Sådan skal en god, ren champagne skrues sammen, så dermed 92 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 369 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 2 flasker.