For en uges tid siden smagte jeg vinen 12 Lunas Rosado fra vinhuset Bodegas El Grillo y La Luna og nu smager jeg atter en vin derfra, men nu med tonsvis af farve i form af rødvinen, som blot kaldes Grillo.
Vinen er lavet på 44% Syrah, 35% Cabernet Sauvignon, 14% Garnacha og 7% Merlot. Alle druerne er manuelt høstet fra vingårdens bedste vinmarker i den nordøstlige region Somontano. Druerne er høstet ved optimalt modenhed, som varierer fra de forskellige sorter og områder. Høsten er foregået fra midt september til slut oktober.
Efter ankomst til vingården, bliver druerne afstilket og gennemgås igen, for at sikre at det kun er optimalt modne druer der anvendes til denne vin. Herefter kold maceration i 5 dage, for at udtrække farve og aroma. Herefter gærer vinen og efterfølgende forbliver vinen i kontakt med druekvaset i 30 dage inden presning.
Efter en malolaktisk gæring, så er vinen lagret sammenlagt 13 måneder på 225 liter franske barriques … og der er lavet 59 fade af vinen … det svarer vist til 17.700 flasker.
Det dufter af et herremåltid … en kombination af tør engelsk og sød finsk lakrids, en plade mørk chokolade, en toast, ristede nødder, lidt sød tobak, Beef Jerky og syltede blommer. Frugten virker sgu meget moden med kirsebærsauce, figner, dadler, fed balsamisk, dyb, peber samt masser af tørt træ og småsøde krydderier.
I munden virker vinen ikke så overmoden som duften, for der kommer en frisk frugtsødme, selvom frugten bestemt er moden, blød og cremet. Det er sorte kirsebær, bløde blommer, solbær, figner og hindbær … godt med stærk – men ikke for stærk – alkohol, ristede aromaer, røg, lakrids og en snert lemon, mens tanninerne bestemt er tilstede, men blide samt føjelige. 93 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 325 kr. ved køb af 6 flasker.