Fredagsvinen denne uge blev en amerikansk Pinot Noir. Vi er hos Lucas & Lewellen Vineyards, som er en lille førsteklasses vingård beliggende i det smukke Santa Barbara County, Californien. Louis Lucas har produceret vin i 35 år. I 1996 sluttede han sig sammen med Royce Lewellen, en mangeårige ven og pensioneret dommer, og siden har de produceret deres karakteristiske vine.
Royce Lewellen mødte første gang Louis Lucas kort efter han flyttede fra Solvang til Santa Maria i 1975. På det tidspunkt dyrkede Louis allerede druer i Santa Maria Valley og solgte dem primært til vingårde i Napa og Sonoma, hvor vine – fremstillet af hans druer – vandt stor hæder.
De blev straks gode venner, og Royce Lewellen var da også den dommer, der udførte ceremonien, da Louis og Jill blev gift. Fra starten i 1996 havde vinhuset alene to vinmarker, nemlig Lucas Brothers Los Alamos Vineyard, en fuldt tilplantet og produktiv vinmark på 35,6 hektars, og Goodchild Vineyard på 40,4 hektar, bl.a. med enestående Chardonnay.
I 1997 købte de to partnere også Valley View Vineyard nær Solvang, og det blev også hjemsted for vingården. I 1998 købte vinhuset også en nabomark i Los Alamos, hvor der allerede var plantet 19 forskellige druesorter.
I dag ejer Lucas og Lewellen Vineyards 160 hektar jord med 25 forskellige druesorter i 3 områder i Santa Barbara County: den kølige Santa Maria Valley, den moderate Los Alamos Valley, og den varme Santa Ynez Valley.
Markene i Santa Ynez Valley ligger på adressen Hill Haven Road, Solvang, og der er også tæt herpå, at vinhuset laver alle vinene, nemlig på adressen 1645 Copenhagen Drive i Solvang.
Solvang er en by med cirka 5.300 indbyggere nord for Los Angeles i Californien. Byen blev oprettet af en gruppe danske lærere i 1911. Byen blev opbygget efter dansk forebillede med bindingsværkshuse, skole, landsbykirke og kopier af Dybbøl Mølle og Rundetårn.
Byens museum Elverhøj Museum ligner en dansk bondegård fra 1700-tallet, indrettet med gamle danske møbler, og selv byens park blev opkaldt efter Hans Christian Andersen.
Solvang ligger midt i det californske vinområde. Tæt ved byen ligger i øvrigt også Michael Jacksons Neverland Ranch.
I 2006 hyrede Lucas & Lewellen Vineyards Megan McGrath Gates som vinmager, og hun står i dag for hele produktionen, som udover vine under Lucas & Lewellen etiketten også omfatter vine aftappet under Toccata samt Queen of Hearts.
Denne Pinot Noir er en blanding af udvalgte druer fra to af husets vinmarker, og den omfatter fire forskellige kloner af Pinot Noir. Har lagret i fransk eg i 9 måneder.
I glasset en fin lys teglfarvet vin. Duften er klar Pinot Noir næse, der er stald, sødme. Jeg fanger også andre toner, kaktus, lidt grønt, våd jord og lidt urter. Smagsmæssigt er der modne kirsebær, igen en del sødme, lidt grønt, meget blød og cremet og fine frugtrige tanniner og sprød syre.