Tag-arkiv: Bourgogne

2017 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigSelvfølgelig skulle jeg da også smage en rød bourgognevin fra Madame Veuve Point og det blev denne 2017 Bourgogne Pinot Noir, som er husets basisvin med druer fra flere appellationer.

Druerne er høstet ved håndkraft, hvorefter de sorteres, afstilkes og ligger først i kold udblødning ved 8 grader i 6  dage inden alkoholisk gæring.. Når gæringen er afsluttet og efter en varm maceration, så presses vinen så forsigtigt som muligt og kommer på egefade, hvor den også lagrer 10 måneder på barriques.

I glasset er vinen herlig transparent, men duften er dejlig lys og imødekommende med frisk frugt – lidt rustik bevares – men med lyse kirsebær, hindbær, lys saftighed, lidt sødme, vanilje, grønne noter, brændenælder, akacie- og egetræ samt kant.

Smagsmæssigt er det en fin og stram Pinot Noir, som – trods kant – byder frisk, grøn og let frugt, lyse kirsebær, hindbær, kul, blæk, lidt peber, bolsjesødme … meget ligetil og fornøjelig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, FrankrigVi bliver med næste hvidvin fra Madame Veuve Point nær byen Mâcon, nemlig i appellationen Pouilly-Fuissé, hvor man oftest finder elegante, fyldige og mineralske hvidvine.

Vinen er lavet på samme måde som foregående, altså med presning efter sortering, hvorefter vinen hviler koldt ved 10 grader i et par dage, fermentering og derefter lagring på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Med denne 2017 Pouilly-Fuissé Blanc bliver det i næsen langt mere elegant. Her er der lethed, luftighed, blomster, faktisk masser af gule blomster, ristede mandler, kalkede elementer, pærer, honningmelon, fersken, ananas, akacietræ, vanilje og let røg.

I munden er vinen også mere vedkommende … måske ikke helt så let, som duften lovede, men det er så smooth, blødt, elegant og lækkert, så det næsten smelter i munden. Det er fortsat let krydret, kalket og lettere mineralsk, men meget forsigtig, afdæmpet og fint. Dermed bestemt en fin lille hvid Pouilly Fuissé.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg har fået mine fedtede hænder i 3 flasker bourgognevin fra vinhuset Madame Veuve Point, som er opkaldt efter enken Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.

Mens jeg starter med at skrive om vinhuset, så kan jeg meget passende starte med at nyde et glas 2018 Mâcon-Villages Blanc fra Point familiens gamle vinhus i Beaune. Arghhhhhh.

Enkefruen Jeanne-Marie Point var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.

I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.

Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.

Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.

Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2018 Mâcon-Villages,

Vinen er lavet ved, at Chardonnay druerne efter sortering presses direkte uden afstilkning, men saften hviler så koldt ved 10 grader i 24-36 timer inden gæringen sættes i gang. Efter fermenteringen er vinen så lagret på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Duftmæssigt er vinen meget ligetil … ikke overfed med alt for megen egetræ, men har en varm, tæt aroma med sødkrydrede, eksotiske og tropiske frugter som abrikos, honningmelon, modne pærer, kalk og et lidt støvet samt mineralsk udtryk.

I munden er vinen blid … meget blid og næsten på vej til at blive lidt flad i udtrykket, men krydderier og en varm syre redder det næsten, således der kommer nogen sammenhæng i tingene. Smagen har lidt samme sødkrydrede note, som man også duftede, lidt rustik med en frugt af pærer, melede gule æbler og svag grape.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Thibault Liger-Belair, Moulin A Vent Champ de Cour, Bourgogne, Frankrig

2016 Thibault Liger-Belair, Moulin A Vent Champ de Cour, Bourgogne, FrankrigSom mr. masterchef Jesper Koch vil ha’ sagt det, så smager det tossegodt. Det er denne Beaujolais vin Moulin A Vent Champ de Cour fra Thibault Liger-Belair, som jeg snakker om. Nam.

Vinhuset er reelt grundlagt i 2002 af Thibault Liger-Belair, som kommer  fra den berømte Liger-Belair familie, der i nu over 300 år har drevet et af de vigtigste vinhuse i Bourgogne. Historien startede i 1720-tallet, hvor vinhuset blev grundlagt af vinmarksejer, kongens sekretær og borgmester i Nuits, Claude Marey. Hans søn Claude og dennes søns Guillaume førte huset videre indtil 1852, hvor nevøen Comte Liger-Belair blev medejer. Siden har Liger-Belairs efterkommere ledet huset.

I 1982 – hvor Thibaults bedstefar Xavier Liger-Belair døde – så overtog Thibaults far Vincent driften sammen med sin mor. Han omstrukturerede domænet, hvor han bl.a. overlod driften af en del af vinmarkerne til andre vinbønder i området. Men disse aftaler blev dog opsagt i 2002, hvor Thibault Liger-Belair grundlagde sit domæne og begyndte at lave vin fra familiens marker.

Liger-Belair familien står også bag Domaine du Comte Liger-Belair, hvor Thibaults mere berømte fætter Louis-Michel Liger-Belair laver store bourgognevine i Vosne-Romanée, så Liger-Belair navnet er fortsat kæmpestort i Bourgogne.

Inden Thibault i 2002 grundlagde sit eget vinhus Domaine Thibault Liger-Belair samt handels- og negociantfirmaet Thibault Liger-Belair Successeurs, så havde han studerede ønologi i 6 år og arbejdet med vinhandel i Paris, hvor han også smagte nogle af verdens største vine.

Dér opstod drømmen om at lave sine egne store fra familiens fantastiske marker og siden 2002 har han forfulgt den drøm … og Thibaults vine regnes i dag som nogle af de absolut ypperligste i Bourgogne.

Siden starten har Thibault også bygget hans ideal for en vingård i udkanten af Nuits-Saint-Georges. . Bygningen får strøm fra solceller, bruger jordens egenskaber til at kontrollere temperaturen og han renser selv sit spildevand, inden han leder det tilbage i de offentlige systemer. Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje ud fra et ønske om bæredygtighed og om ikke at belaste naturen på nogen måde.

Samlet har Thibault Liger-Belair 7,25 hektar marker i Bourgogne fordelt på 5 kommer og 8 appellationer, bl.a. parceller på fine marker som Grand Cru marken Clos Vougeot og Vosne Romanée Grand Cru marken Richebourg … bare for et nævne et par stykker.

Han arbejder økologisk og biodynamisk for ikke at manipulere hverken vinstokke eller jordbund. Han ønsker af princip ikke at anvende kunstige hjælpemidler i sin stræben efter naturlige og ekspressive vine. Han pløjer med heste, hvor det kan lade sig gøre, for ikke at komprimere jordbunden for meget og arbejder lige nu på at grundlægge et landbrug, så han kan lave sin egen kompost.

Thibault Liger-Belair vinificerer oftest sine bourgognevine med en stor andel hele stilke. For topvinene skæres den centrale del af stilkene væk med håndkraft på hver eneste drueklasse.

Vinene spontangærer i ståltanke, hvorefter Thibault går i gang med at smage vinen sammen med sin fadleverandør. Herefter laves det perfekte fad til hver enkelt vin. Hvilket træ, grain og hvilken ristning, der skal bruges, fastlægges i detaljer.

Dette kan lade sig gøre fordi, at Thibault Liger-Belair siden 2005 har udvalgt sit eget træ. Hvert år tilbringer han en uge i skovene for at vælge træ til sine vine – og går så meget i detaljen, at nordsiden af træerne bruges til de mindre vine, mens sydsiden bruges til topvinene.

Men udover de klassiske bourgognevine, så er Thibault også startet med at lave lidt beaujolais vin. I 2008 købte han nemlig 8 parceller i Moulin-a-Vent, men frasolgte alle druerne det første år. Men siden 2009 har han lavet en række vine med markerne med meget gamle Gamay vinstokke, hvor han forsøger at fortolke terrioret fra de forskellige granitholdige marker.

Thibault siger selv, at han meget sammenligner Moulin-a-Vent med Chambolle Musigny, for selvom Moulin-a-Vent vinene måske er lidt mere maskuline, så har de normalt også mere struktur og skal ofte have lidt alder inden de topper.

Nå, men denne Moulin A Vent Champ de Cour er lavet fra 80 år gamle vinstokke, der ligger i den sydlige del af appellationen lidt beskyttet af bakken med vindmøllen fra vine fra nord. Vinen er lavet med 40% hele klaser og efter endt fermentering har vinen lagret i 18 måneder på egefade. Der lavet beskedne 2.107 flasker af denne årgang 2016.

Svend sagde, at den lugter lidt som en ko, der løfter halen. Men duften er også herlig animalsk, dyb landlig, flæsket, vild og voldsom med banan, blommer, sorte kirsebær, blæk, grafit, tjære, peber, nogle vådkrydrede elementer, blomster … og så alligevel med en fin, kølig stil suppleret med nogle aftryk fra fadene med kanel og brændte elementer. Det dufter som en saftig bondevin med en kølig og uimodståelig elegance.

I munden er det også en saftig og elegant bondevin, pænt tør med mærkbare tanniner, sorte kirsebær, ribs, en bitter syre, vild og også parfumeret, lidt jammy og vældig stor saftighed. Det er dog uden at miste en lidt fast struktur … altså hvor jeg bare knuselsker disse beaujolaisvine og denne er super. 5,5 fingre med pil op. Det er tossegodt.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i årgang 2017 koster 299 kr., men pt. er på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Château de Beauregard, Moulin-à-Vent La Salomine, Bourgogne, Frankrig

2015 Château de Beauregard, Moulin-à-Vent La Salomine, Bourgogne, FrankrigTil en frokost forleden fik jeg ansvaret for at vælge vinen og jeg valgte beaujolais … elsker simpelthen vinene fra området og den kærlighed bekræftede denne 2015 Moulin-à-Vent La Salomine fra vinhuset Château de Beauregard aka Joseph Burrier bare.

Burrier familien har været vinbønder i Bourgogne i over 500 år og købte Château de Beauregard i 1883, så familien har været ejere af vingården i 6 generationer. Slottet ligger ved højdedragene Solutré og Vergisson mellem byerne Pouilly og Fuissé i Bourgogne og er bygget i tidsrummet omkring 1809-1816 af en af Napoleons officerer efter hjemkomsten fra et succesrigt togt.

Château de Beauregard er en af de største vingårde i hele Beaujolais- og Mâconnais regionerne. Samlet har slottet 43 hektar vinmarker fordelt i både Pouilly-Fuissé, Saint Veran, Mâcon, Fleurie og laver derudover også vin fra Moulin-à-Vent samt Beaujolais-Villages vine.

De fleste hvidvine er vinificeret på Château de Beauregard i Fuissé, mens de røde laves i Fleurie på Domaine de Poncié, der også er ejet af Château de Beauregard.

Siden 1970’erne har vingården været drevet af Jacques Burrier, men i 2000 blev Frédéric Marc Burrier som 6. generation leder af Château de Beauregard.

Udover at vinificere egne druer, så ejer familien også négociant virksomheder under navnet Joseph Burrier og endnu to under navnene Château du Clos og Domaine de la Rochette.

Her er det netop en af husets beaujolais vine … og det siges, at Château de Beauregards beaujolais vine er forskellig i stil fra andre beaujolaisvine. Stilen er mere lig Bourgogne med en væsentlig større krop og fylde, men lad os se nærmere på det.

Der laves 3 Moulin-à-Vent  vine på Château de Beauregard, hvor denne Moulin-à-Vent La Salomine er lavet med druer fra marken La Salomine, hvor de fleste af vinstokkene er plantet i 1912, således stokkene i dag har en gennemsnitsalder på 70-80 år.

Château de Beauregard har siden 1872 ejet den lille parcel på La Salomine, der ligger lige på grænsen til Fleurie mellem de to marker Poncié og Rochegrès.

Druerne selvfølgelig høstet med håndkraft og sorteret, så snart de ankommer til vingården i Fleurie – den tidligere Maison Tournissoux gård – og så sker vinificeringen helt traditionelt med gæring over 6-10 dage med både pigéage og remontage … altså punch-down og overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret på burgundiske 228 liter barriques i næsten et år.

I næsen er det er herlig animalsk, landlig vin med et bondsk udtryk og klart lidt mørkere end jeg måske havde forventet. Der er både lidt solbær og jordbær, knuste rosenblade og klar kalket mineralitet. Der er noget rustikt og modent over duften.

Smagsmæssigt igen en lidt mørk – om end let – side, masser af grov landlig syre, godt med blækagtige noter, modne tanniner. Der er ikke noget, som stikker ud, frugten sådan lidt medium med pæn saftighed og faktisk meget drikkevenlig vin.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagt Chablis fra Domaine Joëlle Vrignaud, men dog aldrig denne Chablis 1er Cru Fourchaume … og ja, den rammer da lige tangenter lidt højere og mere klart end den almindelig Chablis, som ellers også er ret god.

Det er selvfølgelig en enkeltmarkvin, hvor druerne kommer fra marke Fourchaume beliggende på den højre side af Serein floden lidt nord for selve Chablis. Vinstokkene på Fourchaume er omkring 30 år gamle og står på sydøst vendte marker på bakker med en mergel, leret og kalkholdig undergrund.

Joëlle Vrignaud har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, hvilket betyder spontangæring på ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Næsen er fra første fløjt lidt stenet, flintet, kalket og mineralsk suppleret med røg, melon, fersken, gule æbler, salt, blomster, en meget blød og nærmest cremet, olieret fornemmelse, små sødlige aromaer, grillede citroner, en fin, let og liflig luftighed, hvor alt bare spiller rigtigt godt sammen.

I munden har vinen Chablis’en rankhed, meget ren, frisk og rolig frugt og næsten helt blottet med den fadfedme, som man ellers kan finde mange andre steder i Bourgogne. Her er det ren Chardonnay uden pis, stenet, cool, crisp og alligevel med afbøjede kanter, grønne æbler, citron og igen med masser af stål, sten og afrundet kalk i eftersmagen … gentil et beau.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2019 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigDet er ikke ret mange dage siden, at jeg sidst smagte vin fra Prosper Maufoux, nemlig en rød Santenay 1er Cru Les Gravières, men nu er det en hvid Mâcon-Villages.

Den er fra Mâconnais, det sydligste område i Bourgogne og nærmest nabo til Beaujolais. Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og en fin undergrund af kalksten, der nærmest er som skabt til Chardonnay. Vinen er lavet med opkøbte druer, fremstillet i frisk og frugtren stil – helt fri for ny eg og med flere måneders bærmekontakt, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Jo … den er produceret af vinmageren Nadine Gublin, der i øvrigt er kåret som årets winemaker i Frankrig af Revue de Vin de France.

Næsen minder vildt meget om 2017’eren med melon, pærer, lys tropisk frugt, søde mandariner, fersken og egentlig slet ikke en tyk, fadtung Chardonnay, men alene erotisk buffet med babyfedt, svag olieret og lidt grønne noter. Men det er vildt nemt, tilgængelig og med nogle søde fadnoter.

I munden er vinen heller ikke på nogen måder overdone og syren måske endda lidt for beskeden, som om den har lagt sig på ryggen, klar til at blive kløet. Men den lille babyfedme suppleret med pærer, fersken, melon, citron og lidt grillet grape giver vinen nogen pondus, substans og burgundisk kvaliteter. Dermed bliver det sådan set bare rigtigt fornuftigt og gør det til en vin, som de fleste vil elske.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Jean Monnier & Fils, Meursault Clos de Cromin, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Monnier & Fils, Meursault Clos de Cromin, Bourgogne, FrankrigMeursault laver sammen med Puligny Montrachet nogle af de mest eftertragtede hvidvine i hele Bourgogne. Det er denne 2018 Meursault Clos de Cromin fra Domaine Jean Monnier & Fils et godt bevis på.

I det kun omkring 450 hektar store vinområde kan vi midt i  byen Meursault finde vinhuset Jean Monnier & Fils … der er et historisk domæne. Det ligger faktisk i byens centrum på Place de l’Hôtel de Ville og er grundlagt tilbage i 1720 af familien Monnier. I dag drives det af Jean-Claude Monnier og hans søn Nicolas.

De har samlet 17 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller, nemlig Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Genevrières og Meursault Charmes. De fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Meursault Clos de Cromin er lavet med Chardonnay druer fra marken Clos du Cromin, som ligger nord for selve byen Meursault forholdsvis tæt på grænsen til Volnay. Jordbunden indeholder en stor andel af kalksten og hvid marl.

Mange af Chardonnay vinstokkene på Clos de Cromin er meget gamle og plantet efter phylloxera angrebet i slutningen af sidste århundrede, så en del af stokkene er måske de ældste i hele Meursault.

I hvert fald er kvaliteten så god, at man i 1960’erne anvendte skud fra netop vinstokkene på Clos de Cromin til produktion af nye stokke på planteskoler og hos andre producenter.

Vinen er lavet med gæring i rustfrie ståltanke over 20 dage og lagrer derefter – sur lie – omkring 12 måneder på egefade, hvoraf de 20% vistnok er nye fade.

Sikke en vild næse … masser af ristede hasselnødder, brunet smør og aromatisk Chardonnay. Der er samtidig en halv blomsterbutik, lime, citroner, modne dåsepærer, vild eksplosiv, æterisk, inderlig, rund og dermed virkelig total anderledes end 2016’eren, som var langt mere neutral. Her er der fandeme skruet op for volumenknappen … vildt tiltrækkende og epofyldt aroma.

I munden er der også noget fylde og fedme, men slet ikke som duften ellers reklamerede for. I stedet er der en mere stringent, ren, syrerig og mineralsk smag. Det er sådan nærmest lidt kalkagtige mineraler, grønne æbler, citrus, lækker balanceret nerve … ren, præcis og sindssygt velkomponeret.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 459 kr., mens prisen er 389 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Prosper Maufoux, Santenay 1er Cru Les Gravières, Bourgogne, Frankrig

2016 Prosper Maufoux, Santenay 1er Cru Les Gravières, Bourgogne, FrankrigVi sluttede Pinot Noir smagningen med denne 2016 Santenay 1er Cru Les Gravières fra Prosper Maufoux.

Prosper Maufoux aka Prosper Maufoux Maison des Grands Crus er et stort negocianthus, som ligger på det centrale torv midt i Santenay i et smukt palæ med tussegamle vinkældre underneden.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her smager vi så en af husets mange vine … en rød lavet med druer fra 1. Cru marken Les Gravières … en en gruset, mergelholdig mark nær Chassagne-Montrachet og nok en af de mest berømte marker i Santenay, lavet med 10 måneders lagring på 228 liters barriques, heraf 30% nye fade.

Allerede i næsen fornemmer man, at vi nu har taget et skridt op i kvalitetsniveau … en dyb aroma med ædelhed, lugt som en hest eller i hvert fald en stald, landlig, animalsk suppleret med hospital, meget mere kompleksitet, lakrids, røg, tobak og så en frugt, der både har lys strenghed som ribs, hindbær, men også som om, at noget stammer fra tørrede druer. Men der er en fin balance i aromaerne.

Vinen er blød, cremet med en smuk balanceret syre, blide tanniner, let sødme, frisk frugt med jordbær og lyse blommer. Der er nu en lille fin spændstighed, lys saftighed, kakao, kaffe, svagt lakrids og mørk chokolade, men der er samtidig elegant skruet sammen. Dermed havner vinbloggeren på 5 fine fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Lebreuil, Savigny-les-Beaune, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Lebreuil, Savigny-les-Beaune, Bourgogne, FrankrigDe sidste to Pinot Noir vine var selvfølgelig fra Bourgogne. Den første var en 2018 Savigny-les-Beaune fra Domaine Lebreuil, der netop ligger midt i byen Savigny-les-Beaune.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1935 af Paul Lebreuil, som dengang blot havde lidt vinmarker, som han drev i landbruget sammen med andre afgrøder. På det tidspunkt solgte man ikke vin i flasker og det var i så fald hovedsageligt bulk til de lokale, men det ændrede hans søn Pierre, da han i 1958 overtog driften. Han tog kurser i vinproduktion på skole i Beaune og satsede mere på vin.

I dag drives Domaine Lebreuil af Pierres søn Jean-Baptiste Lebreuil, der har ændret gården til en moderne vingård. Han er selv uddannet ønolog fra skolen Lycée Viticole de Beaune og har derudover øget sine viden via mange praktikophold i både Bordeaux, men også i udlandet i Argentina og Australien.

Jean-Baptiste har udvidet driften, således familien nu ejer 13 hektar vinmarker … 10,5 hektar i landsbyerne Savigny-lès-Beaune og Aloxe-Corton og så nogle nykøbte marker i både Volnay og Pommard.

Jean-Baptiste er en passioneret og humoristisk vinmager, med fuld kontrol over sit materiale og virkemidler. Denne basis Savigny-les-Beaune er lavet med druer fra  5 mindre parceller i kommunen, en kort 8 dages kold kold maceration og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på fad, men kun 10% af fadene er nye.

Næsen er lidt rustik for Bourgogne … grøntsagsfond og så en klassisk grøn kant, mens frugten er lys med ribs, tranebær, jordbær og der fornemmes også helt klart lidt træ. I munden er det en ganske behagelig Pinot Noir med let, lys frugt … dog med en vis tyngde, let brændte elementer, bløde tanniner og i det hele taget rund og helt medgørlig.

Forhandles af DM-Vine, hvor en flaske koster 148 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7