Tag-arkiv: Tyskland

2009 Weingut Friedrich Kiefer, Spätburgunder Halbtrocken, Baden, Tyskland

2009 Weingut Friedrich Kiefer, Spätburgunder Halbtrocken, Baden, TysklandNy dag, ny spätburgunder … denne dog med en vist skepsis, da jeg ikke i første omgang havde set, at denne vin fra Weingut Friedrich Kiefer var en halbtrocken, altså halvsød vin.

Arhhhh, det er nok ikke lige til mine smagsløg, men prøves skal den nu alligevel. Vi er i Baden, eller mere præcis i byen Eichstetten i Kaiserstuhl tæt på den franske grænsen og ca. 30 km syd for Strasbourg hos Weingut Friedrich Kiefer. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1851 af Friedrich Kiefer, men ejes og drives i dag af ægteparret Martin og Helen Schmidt … deraf underteksten på etiketten; “by m & h schmidt”.

Vingården er på 14 hektar og jorden i Kaiserstuhl består af vulkansk jordbund, og meget ler – nogle gange i en tykkelse på 30 cm til 30 meter! Så er den del ligesom sat på plads.

I glasset fin rubinrød. Duften … lover faktisk godt. Der er den klassiske søde, tyske kostald, der er lidt jord/ler-agtige toner, der er en anelse peber og vilde bær.

Smagen er rund, og selvfølgelig ikke overraskende ganske sød. Der er en smule tanniner, men den savner mer. Ja, det gør den selvfølgelig ikke, når den nu er halvsød, men jeg savner flere tanniner og syre.

Imidlertid smager den bestemt meget bedre end jeg havde frygtet, og sammen med en gang ost er vinen måske slet ikke så ringe. Det er heller ikke helt så sød, som jeg havde frygtet.

Købt i Tyskland til 7,99€

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2010 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder, Ahr, TysklandNæste vin blev en dejlig spätburgunder fra et af de allermindste vinproducerende områder i Tyskland, Ahr.

Denne solbeskinnede dal ikke langt fra Køln hører til det nordligste vinområde i Tyskland, med sine næsten 550 hektar er det også det mindste vinområde i Tyskland.

Den ukronede konge i Ahr hedder Werner Näkel og er fra vinhuset Meyer-Näkel.

Vinhuset har eksisteret i 5 generationer, men i dag er det altså sønnen Werner, som driver deres 13,1 hektar vinmarker sammen med sin kone Claudia og døtrene Meike og Dorte. Werner var ellers startet som matematiklærer i gymnasiet, men i 1982 tog han springet ind i familieforetagenet, og det har han gjort med manér.

Fra og med årgang 1983 har Werner eksperimenteret med brugen af barriques, en disciplin han i dag mestrer til fuldkommenhed. Han har fået tilplantet markerne med de rigtige kloner af Spätburgunder og er så ellers startet det møjsommelige arbejde med at få nedbragt høstudbytterne og derigennem skabe mere fyldige vine med en mere udtalt frugtighed. Samtidig har han omlagt hele produktionen i markerne, således der ikke bruges sprøjtegifte eller industriel gødning.

Allerede i 1987 brød han igennem på den tyske vinscene og anerkendes i dag som værende én af de allerbedste producent af Spätburgunder og Frühburgunder i landet. Siden har han gået sin sejrsgang i den tyske vinpresse, hvor hans vine har taget smagningerne med storm.

I 2001 havde han den bedste rødvin i Gault Millau og blev i bladet Feinschmecker kåret til årets producent. For sin kollektion af vine fra 2002 blev han af Gault Millau kåret til ”Winzer des Jahres” 2004, efter at have haft 6 vine der blev rated 90 point eller bedre. På sine 13,1 hektar laver han små 100.000 fl årligt, flasker som bliver revet ud af hans hænder, når de frigives i april og september.

I glasset en dejlig teglfarvet vin med den velkendte sødlige duft af kostald. Hmmmm, dejligt. Der duftes noter af karamel, lyserøde bær, jordbær.

Smagen er rank, der er stor mineralitet, meget kølig, der er sten og samtidig er den let krydret, igen de røde bær og faktisk en meget elegant vin … mangler måske en smule varme og balance, men det smager sgu da rigtigt godt. Vinen her er også hans basis cuvé, og det tegner jo godt for de øvrige vine i hans sortiment.

Købt i Tyskland, pris 13,90€

Vinanmeldelse  4,5/7   

2011 Weingut Bürgerspital, Silvaner Würzburger Stein Kabinett Trocken, Franken, Tyskland

2011 Weingut Bürgerspital, Silvaner Würzburger Stein Kabinett Trocken, Franken, TysklandTid til at nyde et par vine sammen med et par gode venner. Først en dejlig hvidvin i denne Bürgerspital, Würzburger Stein Silvaner, Kabinett trocken fra den dejlige vinby Würzburg.

Bürgerspital er en smuk og 700 år gammel, historisk vingård lige i midten af Würzburg. og samtidig en af de ældste og største vingårde i Tyskland. Historien om Bürgerspital begyndte i 1316, da den fornemme patriciark Johannes von Steren og hans kone Mergardis donerede deres ejendom til byen Würzburg, forudsat at den ville blive brugt til at huse de syge, de fattige og trængende.

Herefter var ejendommen kendt som “Bürgerspital zum Heiligen Geist” og Bürgerspital voksede siden stødt i kraft af donationer fra velhavende borgere i Würzburg.

De første vinmarker blev erhvervet i 1334 for at bidrage til finansieringen af driften samt for at skaffe beboerne på Bürgerspital deres daglige ration af vin.

Vinen blev langsomt meget berømt, og i 1726 måtte byrådet i Würzburg gribe ind overfor forfalskning af Bürgerspitals vine, hvilket skete ved at indføre den karakteristiske “Bocksbeutel” flaske, som vinen den dag i dag stadig sælges i. Den lille, buttede og usexede flaske, som i dag er kendetegnet for vinene fra Franken.

I dag er gårdens vinmarker på 120 hektar og her dyrkes de klassiske druesorter, Riesling, Sylvaner, og Spätburgunder. Blandt Bürgerspitals vinmarker er den kendte, berømte Würzburger Stein, hvorfra druerne til denne vin kommer.

Vin fra “Stein” (stenvinmarken) blev allerede rost af den berømte tyske digter Goethe (omkring 1790). En af Tysklands ældste flasker vin – en “Steinwein” fra den exceptionelle årgang 1540 er fra denne mark – og ligger stadig i Bürgerspital kælder.

Nå, men lad os smage denne traditionelle Sylvaner fra den berømte vinmark. Duften er svag lemon, gule frugter, svag duft af roser, blomster og egentlig meget delikat uden at levere en kæmpe næse.

Smagen er cremet, lidt mælk og pærer. Den er frisk og let, der er lidt mineralitet, og et rigtigt super glas vin, thumbs up.

Købt i Franken for 12,50€ – et fint køb.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Haltinger Winzer EG, Spätburgunder Weiler Schlipf, Baden, Tyskland

2010 Haltinger Winzer EG, Spätburgunder Weiler Schlipf, Baden, TysklandNå, er det ikke tid til endnu en spätburgunder? Ja, har fundet denne fra Haltinger Winzer EG.

Haltinger Winzer EG er et kooperativ bestående af 110 vinbønder, som samlet dyrker 40 hektar jord fordelt på 4 områder/vinmarker; Haltinger Stiege, Tüllinger Sonnenbrunnen, Ötlinger Sonnhohle og endelig Weiler Schlipf, hvorfra denne vin stammer. Weiler Schlipf er den øverste og stejleste af kooperativets vinmarker og er i alt 8 hektar. Navnet på vinmarken “Weiler Schlipf” kan henføres til, at hele bjergsiden for årtier siden har skredet … “geschlipft”.

Kooperativet er beliggende i byen Weil am Rhein-Haltingen, vest for Rheinfelden i Baden, lige nær grænsen til Frankrig … og dermed den sydligste og varmeste region i Tyskland.

Vinmager på kooperativet er Markus Büchin, og vinen her er fra kooperativets “premium” serie, så lad os se nærmere på den. I glasset meget transparent, faktisk mere end Knipser Blauer Spätburgunder. Lys teglfarvet kan det vel kaldes.

Duften er meget beskeden og hænger måske sammen med, at alene 1/4-del af vinen er lagret på gamle træfade. Der findes en “storebroder”, som fuldt ud har fået barrique – den skulle jeg måske have kastet mig over i stedet. Min erfaring er, at de tyske spätburgundere helst skal have godt med fadlagring. En smule krydret duft kan jeg dog ane.

Nå, lad os også smage vinen …. arhhhh meget bedre end den beskedne duft. Der er kirsebær, tannin, frisk frugt i det hele taget, men en smule tynd og eftersmagen ikke stor. Dog meget behagelig, og bestemt en vin, som vil gøre sig bedre en varm, solrig dag på terrassen, end her en regnfuld lørdag indendøre.

Købt i Tyskland, pris 7,49 €.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Weingut Knipser, Blauer Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

2009 Weingut Knipser, Blauer Spätburgunder Trocken, Pfalz, TysklandNå, tid til at smage den første af de netop hjembragte tyske vine, nemlig denne spätburgunder fra Weingut Knipser, et vinhus jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig deres topvin Knipser Cuvée X. Her er det dog deres basis cuvée, som alene hedder Blauer Spätburgunder Trocken. Ikke et særligt sexet navn, men det skal man nu ikke lade sig snyde af.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 40 ha ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Knipser har produceret vin siden 1876.

I mange år blev vinhøsten drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Lad os få vinen i glasset, lys rød og ganske transparent. Duften overrasker mig med en stor kompleksitet. Der er violer, viskelæder, lakrids og den karakteristiske søde kostald, som ofte findes i de tyske spätburgundere.

Smagen er forfinet, elegant … lidt til den tynde side, og ikke så stor eftersmag, men er man til Pinot Noir, så er det et rigtigt godt glas vin. Jeg er meget positiv over dette køb.

Købt i Tyskland, pris 11,90 € … og det må siges at være billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Weingut Ottes, Lorcher Kapellenberg Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Ottes, Lorcher Kapellenberg Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandSkulle jeg sammenligne aftenvinen fredag med en person, så må det være en landlig, tysk skolelærerinde iført stram spadserdragt, frodige kurver, et skarpt bid og en mindre pisk i højre hånd.

Det med tysk er i hvert fald rigtigt, for aftenens vin er fra en lille tysk by, Lorch am Rhein i Rheingau, lidt vest for Wiesbaden, nemlig fra vinhuset Weingut Ottes, en tysk vinfamilie, som har produceret vin siden 1841.

Den nuværende vingård blev grundlagt i 1959 af bødkeren Charles Otte og hans søn Helmut Ottes. Gennem årene har Ottes familien købt nogle af de bedste vinmarker i Lorch.

I dag er det Gerald Ottes, søn af Helmut og konen Annelore, som driver vingården videre. Gerald har studeret de nyeste metoder til vindyrkning på universitetet i Geisenheim og har doktorgrad i vindyrkning/ønologi.

Lorch am Rhein er beliggende i en smuk del af Tyskland i UNESCO’s verdenskulturarv “Oberes Mittelrheintal” langs den romantiske Rhinedal, hvor de solbeskinnede skråninger giver vinstokkene optimale betingelser.

23% af Ottes marker er beplantet med Spätburgunder, som udelukkende dyrkes på de stejle skråninger på grund af den mørke skifer, som indsamler varmen fra solen, giver god mineralitet og er derfor er perfekt til dyrkning af Spätburgunder.

Nå, men lad os se nærmere på denne tyske skolelærerinde. I glasset let, lattermild og transparent. Duftmæssigt den søde kostald, som tit går igen i de tyske Spätburgundere. Der er hindbærgrød, lidt røgede egetoner, toast, gult græs og lidt rosenblade. Smagen er fint cremet, lidt grov, men syren holder dig på sporet. Meget tør. Derudover de lyserøde bær. Smager fint, og kan bestemt anbefales.

Købt hos Lorentsens Vin Forretning i Ebeltoft for 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Weingut Hans Wirsching, Silvaner Kabinett Trocken Iphöfer Kronsberg, Franken, Tyskland

2010 Weingut Hans Wirsching, Silvaner Kabinett Trocken Iphöfer Kronsberg, Franken, TysklandVinen til forretten var denne silvaner fra Franken, nemlig Weingut Hans Wirsching.

Vinproducenten Hans Wirschings gård ligger i vinbyen Iphofen i den østlige del af Franken, som især er kendt for sine kraftige og robuste vine.

Wirsching anses for, ikke blot at være Iphofens bedste vinmager, men også for at rangere blandt de 3-4 bedste i hele vinområdet, og de to førende tyske gourmet-tidskrifter, Gault Millau og Eichelmann, placerer den 75 hektar store ejendom i top 10. Det skyldes ikke mindst vinmarken Iphöfer Julius-Echter-Berg, der er klassificeret som Grosses Gewächs, hvilket er betegnelsen for det højst opnåelige kvalitetsniveau i Tyskland.

Iphöfer Kronsbergmarken er Grosses Gewächs og ligger som en “krone” beskyttet mod kolde vinde. Jorden kaldes Keuperboden, der stammer helt tilbage til triastiden. Den har et meget stort kalkindhold og er meget velegnet til vindyrkning.

I glasset en frisk hvidvin med duftnoter af æbler og abrikos. Smagen er let perlende, og der er ligeledes æbler … gærende æbler, som giver lidt fylde sammen med den perlende effekt. En dejlig lille hvidvin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin til 76 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Großes Gewächs, Baden, Tyskland

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Großes Gewächs, Baden, TysklandJans første vin denne aften blev en tysker. Men hvilken én af slagsen. Vi er i byen Burkheim i Kaiserstuhl, Baden tæt på grænsen til Frankrig hos et lille familiedrevet vinhus, som hedder Weingut Bercher.

Historien om familien Bercher kan spores tilbage til 1457. Oprindeligt kom familien fra Schweiz, men flyttede efter 30-års krigen i Böhmen til Kaiserstuhl. I over 300 år har den lille, maleriske by Burkheim været hjem for den lille vinfamilie. I 1756 bygge Franz-Michael Bercher herregården, som stadig den dag i dag er sæde for vinfirmaet.

I den er det den 9. og 10. generation Bercher, som driver vingården, nemlig i form af Eckhardt Bercher og hans søn Martin, som står for dyrkning af vinmarkerne, samt Rainer Bercher og hans søn Arne, som forestår vinfremstillingen.

Vinen her er familiens top spätburgunder, og den bærer tilnavnet “Feuerberg” … kan vel nærmest oversættes til “Bjerget af ild”, og det refererer til den vulkanske oprindelse af de vinmarker, som leverer druerne til denne vin. Den mørke vulkanske sten sikrer nemlig vinstokkene en optimal varmeisolering, som er specielt god for fx Pinot Noir druerne, og som samtidig giver vinene et højt indhold af mineraler. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques i op til 15 måneder.

Duften i vinen er også som en ren vulkan, fabelagtigt sprudlende. Næsen møder en formidabel kostald med mælketoner, ymer, kaffe, bitter chokolade, kirsebær og elegance … og duften er både intens og ganske vedvarende.

Smagsmæssigt cremet, blød, men også med en frisk syrlighed. Der er også lidt blommer, og det hele er bare skruet rigtigt godt sammen. Det smager satans godt. WOW. Thumbs up for denne vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Crimewine for ca. 350 kr. Hmmmm, hvor det smager.

Vinanmeldelse 6/7   

2008 Weingut Balthasar Ress, Von Unserm Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Balthasar Ress, Von Unserm Riesling Trocken, Rheingau, TysklandRiesling er godt … og meget Riesling er meget godt. Det gode vejr har gjort, at jeg har fået fundet nogle af de hvide vine frem, og lørdag ingen undtagelse … hverken i vejr eller vin. Vinen er en Riesling fra Rheingau i Tyskland, og vinhuset hedder Balthasar Ress, grundlagt i 1870  og har til huse i byen Hattenheim, lige op af Rhinen og tæt på byen Wiesbaden. Så fik vi også geografien med.

Vinmager i dag er Stefen Ress, som er 4. generation, og næste generation er også på plads, idet sønnen Christian Ress også er gået i “cheflære”, så han på længere sigt kan overtage vinhuset. Weingut Balthasar Ress ejer ca. 34 ha vinmarker, hvoraf ca. 90% er fordelt på de bedste marker omkring Hattenheim og Rüdesheim. Husets samlede vinproduktion udgør knapt 25.000 kasser, fordelt på forskellige kvaliteter.

Vinen her er som sagt 100% Riesling, og har tilnavnet “Von Unserm”, og det betyder, at dette er nogle af husets bedste aftapninger. Der bruges nemlig udelukkende druer fra egne marker – deraf jo også navnet “Fra Vores” – til denne aftapning, så man kan kontrollere vindyrkningen, lige fra knopperne bryder frem om foråret, til der høstes om efteråret.

Dufter rigtigt dejligt, der er den klassiske petroleum, der er lidt hyld, syrlige æbler og en bitte, bitte anelse candyfloss? Smagsmæssigt en klar renhed, med grønne noter og grape. Meget rank og tør … en tørhed, som næsten kan mærkes både på tænderne og i ganen. En dejlig sommervin, som jeg absolut gerne anbefaler.

Købt hos Vinspecialisten til 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Weingut Max Ferd. Richter, Richter Estate Riesling, Mosel, Tyskland

2009 Weingut Max Ferd. Richter, Richter Estate Riesling, Mosel, TysklandTirsdag bød bl.a. på denne riesling fra Weingut Max Ferd. Richter i Mosel,  ikke langt fra byen Mülheim. Vinmager … odder Weingut, som man siger dernede, er Dr. Dirk Max Ferd. Richter, som er 9. generation i familievirksomheden, som har eksisteret siden 1680.

Som for mange andre i området er Riesling “husets specialitet”. Ikke mindre end 92% af Max Ferd. Richters 15 hektar vinmarker er beplantet med Riesling, og den årlige produktion ligger på ca. 11.500 kasser.

Vinen udsender dufte af fersken, abrikos og en smule af den klassiske petroleum, men også en hel del sødme. Smagen også masser af fersken og honning, men igen en meget stor sødme, og faktisk … efter min ydmyge smag … alt for meget sødme.

Det smager godt, men vinen bliver pga. sødmen måske en anelse for kvalm, og da den jo er købt som en “trocken” vin og ikke en auslese eller andet, så er det en synd med den alt for søde smag. Jeg mangler lidt syre i vinen til at give et modspil. Øv.

Vinen fås hos Vinspecialisten, og koster 105 kr. Jeg ville vælge en anden riesling.

Vinanmeldelse 2,5/7